B 125 Forslag til folketingsbeslutning om handicaptilgængeligt politisk materiale.

Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 19-05-2016

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 19. maj 2016

20151_b125_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 19. maj 2016

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 1. april 2016 og var til 1. behandling den 9. maj 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (EL, SF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

3. Politiske bemærkninger

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan ikke støtte forslaget om, at der skal oprettes en demokratipulje på 3 mio. kr., som opstillingsberettigede partier kan søge midler fra til udvikling af handicaptilgængelige materialer. Partierne får i dag ca. 145 mio. kr. i partistøtte. Det er støtte, som bliver udbetalt til de danske politiske partier og deres organisationer. Det er penge, som bliver brugt på det politiske arbejde her i landet, og det kan f.eks. være til valgmateriale og andet relevant politisk arbejde.

DF mener, at det er vigtigt, at mennesker med funktionsnedsættelser kan følge det politiske arbejde og deltage i demokratiet. Derfor er DF også utrolig glad for, at der er taget forskellige initiativer til forbedringer af dette. Eksempelvis har ombudsmanden lavet en tjekliste til landets kommuner for tilgængelighed ved valglokaler, da det er vigtigt, at der er et tilgængeligt valgsted i ens kommune. Derudover fik DF den 19. april 2016 vedtaget beslutningsforslag nr. B 32 om ændring af valglovene, så personer med handicap gives mulighed for at stemme med den hjælp, de selv ønsker.

Enhedslistens medlemmer af udvalget indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse. Enhedslisten finder, at Danmark ikke fuldt ud lever op til FN's handicapkonventions artikel 29, som fastslår, at mennesker med handicap skal kunne deltage i det politiske liv på lige fod med alle andre.

For mange vælgere er adgang til information om det politiske liv og de politiske partier stærkt begrænset af, at materialerne er for svære at forstå eller ikke er tilgængelige i formater, der kan anvendes af blinde og svagsynede borgere eller borgere med læsevanskeligheder.

Der er derfor behov for at sikre, at der produceres politiske valgmaterialer m.v. der er tilgængelige og lette at forstå og anvende for disse borgere. Dette indebærer bl.a. en forpligtelse for de politiske partier, og forslaget om en demokratipulje på 3 mio. kr., hvorfra partierne kan søge midler til udvikling af tilgængelige materialer, har til formål at understøtte partierne i at leve op til denne forpligtelse.

Radikale Venstres medlemmer af udvalget kan ikke støtte beslutningsforslaget, da RV mener, at det er op til partierne selv at tilvejebringe relevant valgmateriale.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Dorthe Ullemose (DF) Karina Due (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Anders Johansson (KF) Karen J. Klint (S) Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Troels Ravn (S) Trine Bramsen (S) Yildiz Akdogan (S) Rune Lund (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Johannes Lebech (RV) Trine Torp (SF) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 125

Bilagsnr.
Titel
1
1. udkast til betænkning
2
2. udkast til betænkning