L 86 Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.

(Afdragsordning, finansiering og fristfastsættelse ved påbud om forbedret spildevandsrensning samt drift og vedligeholdelse af anlæg til spildevandshåndtering).

Af: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 15-01-2015

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 15. januar 2015

20141_l86_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 15. januar 2015

1. Ændringsforslag

Venstres og Liberal Alliances medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. november 2014 og var til 1. behandling den 5. december 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljøudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 25. september 2014 dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2013-14) MIU alm. del - bilag 492. Den 27. november 2014 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af V og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (V og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Såfremt ændringsforslaget ikke vedtages, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Venstres og Liberal Alliances medlemmer af udvalget er betænkelige ved lovforslagets finansiering. Dette skyldes, at det ifølge KL vil stille en række kommuner i en økonomisk meget vanskelig situation, hvilket fremgår af følgende fra KL's høringssvar:

»KL forventer, at økonomien i mindre forsyningsselskaber i nogle landkommuner bliver stærkt belastet, når de skal agere lånekasse for trængte boligejere. Nogle spildevandsselskaber har hverken likviditet eller lånemulighed til en sådan ny aktivitet. Dermed kan det dybest set komme til at koste selskabet livet.«

Venstre og Liberal Alliance mener ikke, at vi kan ignorere denne bekymring.

Miljøministeriet skønner, at det vil være omkring 5 pct. og dermed ca. 1.700 af de berørte boligejere, som vil være ude af stand til inden udgangen af 2015 at finde de nødvendige midler til imødekommelse af kommunernes påbud, hvilket ministeriet baserer på stikprøver hos Guldborgsund, Syddjurs og Hjørring Kommuner. Det paradoksale opstår dog, når man læser Guldborgsund og Lolland Kommuners høringssvar. Her oplyser de bl.a., at Guldborgsund Kommune skønner, at op til 20-30 pct. af husejere, der modtager påbud om forbedret spildevandsrensning i Guldborgsund Kommune, vil være omfattet af den foreslåede ordning, hvoraf hovedparten må forventes at ønske at benytte den, hvilket unægtelig vil medføre en betragtelig økonomisk belastning for spildevandsforsyningsselskabet.

I kommuner med mange borgere, som ikke har råd til at betale, bliver det derfor dyrt for andre borgere. Miljøministeriet lægger op til, at stigningen i betalingen for spildevandsforsyningsselskabets øvrige brugere som følge af et tab i værste fald som gennemsnit på landsplan vil at være op til 150 kr. over 20 år for en husstand. I de enkelte kommuner kan det blive væsentligt dyrere, hvilket vil gå ud over borgerne, og det vil ødelægge økonomien i forsyningsselskabet. Dette skyldes, at det foreslås, at borgerne i den enkelte kommune låner hinanden penge via spildevandsforsyningsselskaberne og der ingen støtte gives på landsplan.

Venstre og Liberal Alliance har for at undgå ovenstående skævvridning stillet et ændringsforslag om, at ordningen skal være frivillig for kommunerne. Hvis dette ændringsforslag ikke vedtages, vil Venstre og Liberal Alliance stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Venstres, Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker at opfordre kommunerne til at finde alternative løsninger for spildevandsrensning i det åbne land, før der skrides til påbud. Partierne finder med henvisning til Natur- og Landbrugskommissionens konstatering af, at der er et begrænset potentiale på nationalt plan for et yderligere krav om reduktion i udledningerne, og det forhold, at kvælstof og fosfor ikke har væsentlig betydning for miljøtilstanden i danske vandløb, at vandløbsrestaureringer og passende plejeindsats i vandløbene er at foretrække frem for de meget omkostningstunge indsatser hos lodsejerne. En sådan ændring vil betyde, at langt færre lodsejere vil få økonomiske vanskeligheder i forbindelse med kommunens indsatser for opfyldelse af vandplanernes kvalitetskrav. Disse omprioriteringer af indsatserne i det åbne land er i øvrigt langt mere i tråd med proportionalitetsprincippet og dermed kravene i dansk forvaltningsret. Alt for mange kommuner giver i dag påbud om spildevandsrensning uden at have det tilstrækkelige faglige grundlag for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem renseeffekten og mulighederne for at påvirke målsætningerne om god økologisk tilstand. De fire partier påtænker derfor stille et ændringsforslag uden for betænkningen til 2. behandling, der pålægger kommunerne at undersøge alternative løsninger, inden der gives påbud.

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (V og LA):

1) I det under nr. 5 foreslåede § 4, stk. 2, 1. pkt. ændres »træffer« til: »kan træffe«.

[Frivillighed for kommunalbestyrelsen]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås at gøre det frivilligt for kommunen at træffe afgørelse om, at særlig økonomisk trængte ejendomsejere har ret til spildevandsforsyningsselskabets tilbud om udførelse af de nødvendige tiltag mod betaling herfor ved en afdragsordning.

Yildiz Akdogan (S) Flemming Møller Mortensen (S) Jens Joel (S) John Dyrby Paulsen (S) Mette Reissmann (S) Torben Hansen (S) Simon Kollerup (S) Lone Loklindt (RV) fmd. Lotte Rod (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Steen Gade (SF) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Johan Lund Olsen (IA) Uffe Elbæk (UFG) Erling Bonnesen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) Henrik Høegh (V) Esben Lunde Larsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Anni Matthiesen (V) nfmd. Hans Christian Thoning (V) Eyvind Vesselbo (V) Pia Adelsteen (DF) René Christensen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Villum Christensen (LA) Daniel Rugholm (KF)

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 86

Bilagsnr.

Titel

1
Høringsnotat og høringssvar, fra miljøministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 86

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag om alternative hjælpeordninger for at hjælpe nødstedte borgere med at skaffe finansieringstilbud ved påbud om forbedret rensning eller kloakering, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at kommentere KL's høringssvar til lovforslaget, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvad ministerens holdning er til konsulent i KL Niels Philip Jensens udtalelse: »Regeringens model vil skabe store udfordringer for nogle af spildevandsselskaberne i landdistrikterne. Jeg frygter, at det kan komme til at koste nogle selskaber livet«, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om ministeren kan se det paradoksale i, at staten stiller et krav om forbedret spildevandsrensning hos borgere og bagefter stiller nogle kommuner i en situation, hvor de er nødt til at øge afgiften for spildevand hos borgerne og i sidste ende må lade spildevandsforsyningsselskaber gå fallit, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvorfor regeringen mener, at det skal være dyrere at være dansker i nogle kommuner, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvordan ministeriet er kommet frem til, at stigningen i betalingen for spildevandsselskabets øvrige brugere som følge af et tab vurderes at være op til 150 kr. over 20 år for en husstand, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om at kommentere Guldborgsund og Lolland Kommuners høringssvar, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om at kommentere KL's høringssvar, hvoraf det fremkommer, at KL skønner, at omkring 10 pct. på landsplan har behov for økonomisk hjælp, hvilket er en fordobling af regeringens skøn, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvad ministeren helt konkret agter at gøre over for de kommuner, som bliver stillet i en dårlig økonomisk situation, når spildevandsforsyningsselskabet går fallit, som følge af at tabet er højere i de pågældende kommuner, på trods af at tabet på landsplan er maksimalt 150 kr. pr. husstand over 20 år, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvorfor regeringen ikke gør det frivilligt for kommunerne at benytte lovforslagets hjælpeordning eller at udtænke alternative hjælpeordninger til nødstedte borgere, til miljøministeren, og ministerens svar herpå