L 86 Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.

(Afdragsordning, finansiering og fristfastsættelse ved påbud om forbedret spildevandsrensning samt drift og vedligeholdelse af anlæg til spildevandshåndtering).

Af: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 21-01-2015

Ændringsforslag nr. 1 af stillet den 21.01.2015

20141_l86_aendringsforslag_beh31488207.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 21. januar 2015

Til § 2

Af Villum Christensen (LA):

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 30 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal undersøge alternative løsninger til opnåelse af god økologisk tilstand, før der meddeles påbud efter stk. 1.««

[Sikring af proportionalitet i tiltag frem for påbud]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at der i miljøbeskyttelseslovens § 30 indsættes et stk. 8, hvorefter kommunalbestyrelsen skal undersøge alternative løsninger for spildevandsrensning i det åbne land, før der meddeles påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1.

Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at kommunerne ikke anvender løsninger, der er unødig omkostningsfulde for grundejerne for at nå ønsket om en god vandkvalitet. Der kan i flere tilfælde være andre løsninger, der kan fremme vandkvaliteten, uden at det er nødvendigt at skride til påbud over for grundejerne. En sådan ændring vil betyde, at langt færre lodsejere vil få økonomiske vanskeligheder i forbindelse med kommunens indsatser for opfyldelse af vandplanernes kvalitetskrav. Disse omprioriteringer af indsatserne i det åbne land er i øvrigt langt mere i tråd med proportionalitetsprincippet og dermed kravene i dansk forvaltningsret.

Det er derfor væsentligt, at kommunerne har forholdt sig til det fulde faglige grundlag og dermed sikrer den nødvendige sammenhæng mellem renseeffekten af indsatserne og mulighederne for at påvirke målsætningerne om god økologisk tilstand.

Det ligger forslagsstiller på sinde, at man ikke bare mekanisk sender påbud ud uden at overveje andre løsninger, som kan have bedre virkning på vandmiljøet. Ellers risikerer vi, at kommunerne skyder gråspurve med kanoner med det resultat, at borgerne får unødvendige påbud og dermed en dårligere økonomi.