L 76 Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme.

(Vurderingerne i årene 2015 og 2016).

Af: Skatteminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-11-2014

Skriftlig fremsættelse (19. november 2014)

20141_l76_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (19. november 2014)

Skatteministeren (Benny Engelbrecht):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme.

(Lovforslag nr. L 76)

Borgernes tillid til de offentlige ejendomsvurderinger skal genoprettes. Det tog regeringen det første initiativ til for et år siden ved at nedsætte et eksternt ekspertudvalg, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan et vurderingssystem kan indrettes.

Ekspertudvalget afleverede sin rapport den 11. september 2014. Rapporten indeholder en række anbefalinger til et nyt vurderingssystem, som skal øge kvaliteten af ejendomsvurderingerne og genskabe tilliden til systemet.

Ekspertudvalgets arbejde viser, at det er muligt at etablere et vurderingssystem, som er baseret på bedre data, og som er mere gennemsigtigt. Ekspertudvalgets arbejde har imidlertid også vist, hvor kompleks vurderingsopgaven er, ligesom udvalget peger på en lang række udfordringer, der skal løses.

Det grundige arbejde, som ekspertudvalget har udført, udgør et godt fundament for det videre arbejde. Der ligger dog fortsat et stort arbejde forude med analyser og løsningsforslag, hvis borgerne skal have en ejendomsvurdering, de kan have tillid til.

Det vil således ikke være praktisk muligt at udvikle et nyt vurderingssystem, som kan tages i anvendelse allerede fra vurderingen i 2015, sådan som det oprindeligt var hensigten. Det vil tidligst kunne ske fra vurderingen i 2017.

Derfor har regeringen nu igangsat et omfattende implementeringsarbejde, som skal munde ud i et konkret forslag til, hvordan et nyt og bedre ejendomsvurderingssystem kan indrettes.

Regeringen foreslår, at 2011-vurderingen af ejerboliger videreføres til 2017, og at 2012-vurderingen af andre ejendomme videreføres til 2018, hvor et nyt vurderingssystem ventes at kunne tages i brug.

Den gældende rabatordning for ejerboliger, hvorefter vurderingen nedsættes med 2,5 pct., foreslås ligeledes videreført. Regeringen foreslår desuden rabatten udvidet til også at omfatte grundværdien for beboelsesejendomme med mere end tre lejligheder. Det vil kunne komme beboere i andelsboligforeninger og udlejningsbyggeri til gode. Rabatten gives fra og med vurderingen pr. 1. oktober 2015.

Videre foreslår regeringen, at der gives en ny ekstra rabat målrettet ejerboliger med de laveste ejendomsvurderinger.

Den ekstra rabat gives som et ekstra nedslag på 2,5 pct. i den del af ejendomsværdien, der ligger under 500.000 kr., og den del af grundværdien, der ligger under 100.000 kr. Rabatten aftrappes trinvis, hvis ejendomsværdien er over 750.000 kr., og hvis grundværdien er over 250.000 kr., så nedlaget i ejendomsværdien vil være helt aftrappet, når den overstiger 1,25 mio. kr., og for grundværdien, når denne overstiger 250.000 kr.

I forlængelse af de regler, der blev indført i efteråret 2013, foreslås det, at adgangen til at klage over de videreførte 2011- og 2012-vurderinger udskydes til det tidspunkt, hvor der vil kunne klages over de nye 2017- og 2018-vurderinger.

Desuden foreslås det, at der gives adgang til klage over omvurderinger af ejerboliger inden for den almindelige klagefrist, som det er tilfældet for erhvervsejendomme i dag. Herved sikres, at der har været adgang til at klage over alle faktiske vurderinger, som er foretaget frem til de nye vurderinger i 2017.

Samlet set skønnes lovforslaget at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 3.825 mio. kr. og ca. 2.620 mio. kr. efter automatisk tilbageløb på moms og afgifter fordelt over årene 2015-2022.

Lovforslaget skønnes at medføre udgifter på op til 11,5 mio. kr. til tilretning af IT-systemer. Det samlede løbende merforbrug skønnes til 21 årsværk, dog 42 årsværk det første år.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.