L 111 Forslag til lov om kontantydelse.

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 14-01-2015

Fremsat den 14. januar 2015 af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen)

20141_l111_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. januar 2015 af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen)

Forslag

til

Lov om kontantydelse

Målgruppe og periode med ret til kontantydelse

§ 1. En person, som fra den 5. januar 2015 har opbrugt den samlede ret til arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. § 52 k, stk. 4, og § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ret til kontantydelse efter denne lov, hvis personen er ledig og har søgt om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og i øvrigt opfylder betingelserne i denne lov.

Stk. 2. Det er en betingelse for at modtage kontantydelse, jf. stk. 1, at personen ikke samtidig er omfattet af en anden ordning med ret til offentlig forsørgelsesydelse efter Beskæftigelsesministeriets lovgivning eller modtager førtids- eller folkepension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Personer, der på ansøgningstidspunktet alene har ret til delvis uddannelses- eller kontanthjælp, er omfattet af stk. 1, medmindre den delvise uddannelses- eller kontanthjælp skyldes en sanktion efter lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 3. Retten efter stk. 1 indtræder på det tidspunkt, hvor dagpengeretten eller retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.

§ 2. En person, der er omfattet af § 1, har ret til at modtage kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge i en samlet periode, der udgør:

1) 3 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 5. januar 2015 til og med den 5. juli 2015.

2) 3 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 6. juli 2015 til og med den 3. januar 2016.

3) 2 3/4 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 4. januar 2016 til og med den 3. juli 2016.

4) 2 ½ år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 4. juli 2016 til og med den 1. januar 2017.

5) 2 1/4 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 2. januar 2017 til og med den 2. juli 2017.

Stk. 2. Længden af den samlede periode efter stk. 1 opgøres på grundlag af, hvornår den 2-årige dagpengeret er opbrugt. Ved den 2-årige dagpengeret forstås forbrug af dagpenge efter den 1. juli 2010, jf. § 55, stk. 1, jf. § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 3. Perioden med ret til kontantydelse beregnes på baggrund af den samlede ydelsesperiode, jf. stk. 1, fratrukket perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. § 52 k, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., perioder med ret til særlig uddannelsesydelse, jf. § 18, stk. 1, i lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, og arbejdsløshedsdagpenge udbetalt for perioder efter den 1. juli 2010, jf. § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Perioden opgøres i uger og løber fra tidspunktet for rettighedens indtræden, jf. § 1, stk. 3.

Stk. 4. For personer, hvis ret til dagpenge er udløbet som følge af udløb af referenceperioden, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og § 2, stk. 2, i lov nr. 703 af 25. juni 2010 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som ændret ved § 1, nr. 1, i lov nr. 267 af 27. marts 2012, indgår ved opgørelsen af det samlede forbrug efter stk. 2 den del af pågældendes ydelsesperiode, herunder eventuel forlængelse af dagpengeperioden, som ikke var forbrugt ved udløbet af dagpengeretten.

Stk. 5. Den samlede periode med kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge efter stk. 1, og perioder, der forbruger af dagpengeperioden efter § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. forud for den 1. juli 2010, kan højst udgøre 3 år. Ved opgørelsen medregnes kun perioder efter seneste indplacering i dagpengesystemet.

Stk. 6. Perioden med ret til kontantydelse efter stk. 3, kan forlænges med op til 13 uger som følge af perioder med arbejde, som kan medregnes til opgørelsen af beskæftigelseskravet efter principperne i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Grundlaget for forlængelsen er det antal løntimer, som indgår i opgørelsen efter 1. pkt. Foreligger der ikke oplysninger om antal løntimer, beregnes timetallet ud fra indtægten fra arbejdet divideret med en omregningsfaktor, jf. § 52 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. De opgjorte timer omregnes til uger ved at dividere med 37 timer. Der rundes op til nærmeste hele antal uger. Beskæftigelsen skal ligge efter det tidspunkt, hvor dagpengeretten eller retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt, jf. § 1, stk. 3. Det er ikke et krav, at der er anmodet om kontantydelse efter § 3. Opgørelsen skal foretages pr. udbetalingsperiode, jf. § 18, stk. 2.

Stk. 7. Arbejdsløshedskassen skal oplyse kommunen om den pågældende persons samlede forudgående forbrug af perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, perioder med ret til særlig uddannelsesydelse og perioder med arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsdagpenge m.v. Til brug for opgørelsen efter stk. 3, skal kommunen lægge arbejdsløshedskassens opgørelse efter 1. pkt. til grund.

Kontantydelse

§ 3. Henvender en person, som er omfattet af § 1, sig til jobcenteret og anmoder om tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har personen fra dette tidspunkt ret til kontantydelse.

Stk. 2. Retter en person henvendelse til jobcenteret om, at personen på ny ønsker tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har personen ret til kontantydelse fra det tidspunkt, hvor det igangværende tilbud er afsluttet, dog tidligst fra det tidspunkt, hvor personen har henvendt sig til jobcenteret om, at pågældende på ny ønsker at benytte sig af retten til tilbud.

Stk. 3. Jobcenteret har pligt til ved afgivelse af tilbud efter ordningen at vejlede en person om tidspunktet for ophør af tilbud m.v., og om at personen alene er berettiget til kontantydelse, hvis personen retter henvendelse til kommunen om nyt tilbud, jf. stk. 1 og 2. Det er en betingelse for at standse kontantydelsen, at kommunen har opfyldt pligten til at vejlede personen.

Stk. 4. En person har ret til kontantydelse uden hensyn til egen formue og en ægtefælles eller samlevers indtægts- og formueforhold.

§ 4. Kontantydelsen for personer, som er fyldt 30 år, udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 14.416 kr. for personer, som har forsørgelsespligt over for børn, og

2) 10.849 kr. for andre personer.

Stk. 2. Kontantydelse efter stk. 1, nr. 1, er betinget af, at børnene opholder sig her i landet.

§ 5. Kontantydelsen til personer under 30 år, som har en erhvervskompetencegivende uddannelse, udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 13.779 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog stk. 4,

2) 9.640 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,

3) 10.849 kr. for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge,

4) 14.416 kr. for personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype, og har forsørgelsespligt over for børn,

5) 10.849 kr. for personer, der ikke bor hos en eller begge forældre og har en dokumenteret psykisk lidelse som anført i nr. 4,

6) 6.992 kr. for personer, der er fyldt 25 år og ikke bor hos en eller begge forældre,

7) 3.374 kr. for personer, der er fyldt 25 år og bor hos en eller begge forældre,

8) 6.992 kr. for personer under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og

9) 3.374 kr. for personer under 25 år, der bor hos en eller begge forældre.

Stk. 2. En person, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, og som modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6, 7, 8 eller 9, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af ydelsen, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Kontantydelse, barselstillæg, jf. stk. 5, og månedligt tillæg til børnebidrag kan samlet højst udgøre 14.416 kr. (2015-niveau).

Stk. 3. Kontantydelse efter stk. 1, nr. 4, og stk. 2, er betinget af, at børnene opholder sig her i landet.

Stk. 4. For en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ydes kontantydelsen med den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt. Det samme gælder for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af, at barnet er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 5. Kommunen yder et barselstillæg til personer, som har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, jf. dog stk. 7.

Stk. 6. Barselstillægget udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 637 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 1,

2) 4.776 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 2,

3) 3.857 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6, og

4) 7.475 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 7.

Stk. 7. Personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 3-5, 8 og 9, kan ikke modtage et barselstillæg til kontantydelsen.

§ 6. Kontantydelsen til personer under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 11.888 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog stk. 4,

2) 8.319 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

3) 10.849 kr. for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge,

4) 14.416 kr. for personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype, og har forsørgelsespligt over for børn,

5) 10.849 kr. for personer, der ikke bor hos en eller begge forældre og har en dokumenteret psykisk lidelse som anført i nr. 4,

6) 5.945 kr. for personer, der er fyldt 25 år og ikke bor hos en eller begge forældre,

7) 2.562 kr. for personer, der er fyldt 25 år og bor hos en eller begge forældre,

8) 5.945 kr. for personer under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og

9) 2.562 kr. for personer under 25 år, der bor hos en eller begge forældre.

Stk. 2. En person, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, og som modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6, 7, 8 eller 9, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af ydelsen, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Kontantydelse, barselstillæg, jf. stk. 5, og månedligt tillæg til børnebidrag kan samlet højst udgøre 14.416 kr. (2015-niveau).

Stk. 3. Kontantydelse efter stk. 1, nr. 4, og stk. 2, er betinget af, at børnene opholder sig her i landet.

Stk. 4. For en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ydes kontantydelsen med den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt. Det samme gælder for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af, at barnet er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 5. Kommunen yder et barselstillæg til personer, som har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, jf. dog stk. 7.

Stk. 6. Barselstillægget udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 2.528 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 1,

2) 6.097 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 2,

3) 4.904 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6,

4) 8.287 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 7,

5) 1.047 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 8, og

6) 812 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 9.

Stk. 7. Personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 3-5, kan ikke modtage et barselstillæg til kontantydelsen.

§ 7. Personer, der modtager kontantydelse, bevarer retten til ydelsen under barsel eller sygdom.

Stk. 2. Kriminalforsorgen skal underrette kommunen, hvis kriminalforsorgen får formodning om, at en person, der er frihedsberøvet som følge af et strafbart forhold, modtager kontantydelse. § 10 a, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse i forhold til personer, som modtager kontantydelse.

Stk. 3. § 89, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, finder tilsvarende anvendelse således, at kommunen udbetaler kontantydelse med satsen for en person, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, hvis det er sandsynligt, at Udbetaling Danmark efterfølgende vil træffe afgørelse om ret til ekstra børnetilskud. Udbetaling af kontantydelse sker med forbehold for tilbagebetaling. Tilbagebetaling af ydelsen sker på baggrund af regler fastsat i medfør af § 19, stk. 3.

Stk. 4. § 96 a i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse for modtagere af kontantydelse, således at kommunen efter anmodning fra Udbetaling Danmark kan fradrage et beløb til dækning af det børnebidrag, som er udbetalt forskudsvis efter § 11 i lov om børnebidrag og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Fradrag for indtægter m.v.

§ 8. Har personen, der modtager kontantydelse, indtægter, trækkes disse fra i ydelsen, jf. dog stk. 2 og 3 samt § 9.

Stk. 2. Har ydelsesmodtageren arbejdsindtægter eller indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ses der ved beregningen af ydelsen efter §§ 4-6 bort fra 25,38 kr. (2015-niveau) pr. udført arbejdstime. Det beløb, der samlet ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned. For personer, der ikke har en fastsat arbejdstid, beregnes timetallet ud fra indtægten divideret med den omregningsfaktor, som er fastsat efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 3. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen og udbetalte ferietillæg til personer, der er ophørt med at modtage hjælp efter § 42 i lov om social service, medfører fradrag i kontantydelsen, når ferien afholdes. Der kan kun foretages fradrag svarende til ydelsen for det antal dage, som feriegodtgørelsen eller ferietillægget er bestemt til at dække.

§ 9. Der foretages ikke fradrag i kontantydelsen efter § 8 for:

1) Invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb samt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension.

2) Godtgørelse efter §§ 82 og 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

3) Vederlag som tilforordnet ved valg.

4) Legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.

5) Børns indtægter og indtægter, der vedrører børn, bortset fra tilskud til pasning af egne børn efter § 38 i lov om social service.

6) Værdien af kost m.v. under indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitutioner. Har indlæggelsen varet i mere end 3 måneder, kan der dog foretages fradrag svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen.

7) Transportgodtgørelse for dokumenterede udgifter til nødvendig transport ved udførelse af lønnet arbejde og ulønnet, frivilligt arbejde. Efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom. Det beløb, der ses bort fra, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden. Der ses bort fra efterbetalingen i to år efter udbetalingstidspunktet.

8) Lejeindtægter fra højest én logerende i ejer-, andels- eller lejebolig i overensstemmelse med lejelovens regler, som modtageren af kontantydelse samtidig selv er bosiddende i.

9) Godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for ikke-økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra.

Stk. 2. Der foretages endvidere ikke fradrag i kontantydelsen efter § 8 for erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter

1) lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

2) lov om erstatningsansvar,

3) lov om arbejdsskadesikring, eller

4) lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, i hvilke andre tilfælde der skal ses bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade.

Pligter

§ 10. Det er en betingelse for at modtage kontantydelse, at personen i hele perioden med kontantydelse står til rådighed for arbejde, herunder henvist arbejde og aktivt søger at udnytte sin ret til tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med henblik på at opnå beskæftigelse, jf. dog § 11.

Stk. 2. Det er endvidere en betingelse for at modtage kontantydelse, at personen

1) søger konkrete job efter krav fra jobcenteret,

2) deltager aktivt i tilbud m.v., jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

3) deltager i samtaler, som jobcenteret indkalder personen til, jf. stk. 3 og § 75 ø, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

4) giver meddelelse til jobcenteret eller arbejdsgiveren om sygdom, når personen har fået et tilbud efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver,

5) giver meddelelse om sygdom til kommunen, når personen er indkaldt til en samtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning,

6) deltager i foranstaltninger som led i sygeopfølgning,

7) er aktivt jobsøgende, herunder overholder de aftaler, som er indgået med jobcenteret om jobsøgning

8) registrerer sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, herunder overholder de aftaler, som er indgået med jobcenteret, jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

9) er tilmeldt jobcenteret som arbejdssøgende, jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

10) har et godkendt cv på Jobnet og løbende vedligeholder det, jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3. I perioder, hvor en person er omfattet af reglen om mindre intensiv indsats, jf. § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er personen ikke omfattet af pligten til at møde personligt op til samtaler eller pligten til tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Personen skal for at modtage kontantydelse have bopæl og ophold i Danmark. Dette gælder dog ikke for EU/EØS-borgere i det omfang, disse efter EU-retten er berettiget til ydelsen under ophold i et andet EU/EØS-land.

Stk. 5. Kommunen kan endvidere i særlige tilfælde tillade, at kontantydelsen bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis

1) personen udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,

2) personen har brug for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller

3) der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold.

Stk. 6. Det er en betingelse for at bevare retten til kontantydelse under ophold i udlandet, jf. stk. 5, at opholdet ikke hindrer, at personen kan opfylde betingelserne for ret til ydelsen, herunder at den pågældende kan deltage i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne, som en person skal opfylde, for at personen kan anses for stå til rådighed for arbejde og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om betingelser for ophold i et andet EU/EØS-land efter stk. 4, når personen, der modtager kontantydelse, er givet et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Rimelige grunde til ikke at stå til rådighed

§ 11. Personen har ikke pligt til at stå til rådighed for arbejde, herunder henvist arbejde og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis

1) tilbuddet ikke kan anses for et rimeligt tilbud på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold,

2) personen ikke kan arbejde på grund af sygdom, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis det hidtidige arbejde fortsættes,

3) afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører en urimelig belastning af personen på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport,

4) personen har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption i det omfang, der under fravær efter barsellovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption,

5) personen er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed,

6) personen modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående eller efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel til pasning af alvorligt sygt barn,

7) personen aftjener værnepligt,

8) arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt, eller

9) arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.

Sanktioner m.v.

Fradrag i kontantydelse

§ 12. Udebliver en person uden rimelig grund fra en samtale i jobcenteret, som personen indkaldes til, jf. § 10, stk. 2, nr. 3, og § 75 ø i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, i perioder, hvor personen ikke deltager i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i kontantydelse for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i ydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret samme dag.

§ 13. Undlader en person, der modtager kontantydelse, at tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret, jf. § 10, stk. 2, nr. 9, og § 75 z, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller har undladt at lægge sit cv ind i Jobnet, jf. § 10, stk. 2, nr. 10, og § 75 z, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i ydelsen for de dage, hvor den pågældende ikke har været tilmeldt, eller hvor cv'et ikke har været lagt ind, medmindre den manglende tilmelding og indlæggelse af cv ikke skyldes personens forhold.

Stk. 2. Undlader en person, der modtager kontantydelse, at tjekke sine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte sin tilmelding som arbejdssøgende i jobcenteret, og den pågældende som følge heraf er blevet afmeldt som arbejdssøgende i henhold til § 75 z, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf, foretager kommunen fradrag i kontantydelsen for de dage, hvor personen har været afmeldt, medmindre den manglende bekræftelse ikke skyldes personens forhold.

§ 14. Udebliver en person uden rimelig grund fra et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal kommunen foretage fradrag i kontantydelsen. Dette gælder også, hvis personen uden rimelig grund ikke deltager aktivt i tilbuddet.

Stk. 2. Fradraget i kontantydelsen efter stk. 1, foretages for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis.

Stk. 3. Kommunen kan foretage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 83, jf. § 75 æ, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når personen uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Nedsættelse af kontantydelse

§ 15. Kontantydelsen nedsættes efter stk. 2, hvis en person, der modtager kontantydelse

1) uden rimelig grund ophører med sit arbejde,

2) uden rimelig grund afviser arbejde,

3) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, jf. § 10, stk. 2, nr. 4,

4) uden rimelig grund undlader efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job, jf. § 10, stk. 2, nr. 1,

5) uden rimelig grund undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen i tilfælde, hvor personen er indkaldt til en samtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, jf. § 10, stk. 2, nr. 5,

6) uden rimelig grund undlader at overholde aftaler om jobsøgning, jf. § 10, stk. 2, nr. 7, eller

7) uden rimelig grund undlader at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet i henhold til aftale indgået med jobcenteret, jf. § 10, stk. 2, nr. 8.

Stk. 2. Kontantydelsen til personer, som er omfattet af stk. 1, nedsættes med 3 gange dagssatsen, jf. § 17, stk. 3, pr. hændelse.

Stk. 3. Nedsættelsen i kontantydelsen sker på grundlag af den ydelse, som personen på hændelsestidspunktet var eller ville være berettiget til. Der kan i en kalendermåned kun ske en enkelt nedsættelse efter stk. 1.

Stk. 4. Hvis kontantydelsen til en person er nedsat efter § 8, nedsættes beløbet efter stk. 2, med samme andel.

Ophør af kontantydelse ved manglende deltagelse i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ 16. Kontantydelsen ophører, hvis en person uden rimelig grund

1) afviser eller ophører i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller

2) har gentagne udeblivelser fra tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet m.v.

Stk. 2. Kontantydelse til personen ophører, indtil personen igen deltager aktivt i tilbuddet m.v., jf. stk. 1.

Vejledning m.v.

§ 17. Det er en betingelse for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af kontantydelse efter §§ 12-16, at kommunen skriftligt har informeret modtageren af kontantydelse om konsekvensen for ydelsen, hvis personen uden rimelig grund ikke møder til samtale, afslår arbejde, ikke deltager aktivt i tilbud m.v. Personen skal endvidere informeres om, hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til kontantydelsen. Informationen skal gives samtidig med, at personen henvender sig til jobcenteret om tilbud m.v. med kontantydelse, indkaldelsen til samtale, henvisningen til arbejde m.v.

Stk. 2. Fradrag i eller nedsættelse eller ophør af kontantydelsen sker med virkning fra den dag, hvor personen uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter § 10, stk. 1 og 2. Fradrag og nedsættelser i kontantydelsen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 14 kan ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøringen foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Stk. 3. Fradrag efter §§ 12-14 sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige kontantydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige ydelse efter §§ 4-6 og fastsættes pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget efter stk. 3, og § 15, stk. 2.

Udbetaling af kontantydelse, tilbagebetaling m.v.

§ 18. Kontantydelse kan tidligst udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor personen har henvendt sig til jobcenteret om, at personen ønsker at benytte sig af retten til tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Retter personen henvendelse til jobcenteret, når personen har afsluttet et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, udbetaler kommunen kontantydelse fra det tidspunkt, hvor personen har henvendt sig til jobcenteret om, at personen på ny ønsker at benytte sig af retten til tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Kontantydelse udbetales som et månedligt beløb. Udbetalingen sker bagud for 1 måned.

§ 19. Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling,

1) når en person mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger, som krævet efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller

2) når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget kontantydelse.

Stk. 2. Kommunen kan endvidere træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget kontantydelse, senere har fået udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte ydelse.

Stk. 3. Tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.

Stk. 4. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter ydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Flytning mellem kommuner

§ 20. Flytter en person, som har fået aftalt et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, til en anden opholdskommune, har personen ret til at fortsætte forløbet med kontantydelse i den nye kommune. Udgifterne til kontantydelse afholdes af den nye opholdskommune.

Indberetning og udveksling af data samt digital kommunikation

§ 21. Kapitel 6 om det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet og Jobnet og kapitel 7 om dataansvar, indberetning, udveksling og videregivelse af oplysninger og kapitel 8 om kontrol i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. finder tilsvarende anvendelse for data, der er omfattet af ordningen om kontantydelse efter denne lov.

§ 22. Kapitel 4 a om digital kommunikation i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af denne lov.

Finansiering

§ 23. Kommunen afholder endeligt udgifterne til vejledning, sagsbehandling, opfølgning og til administration i øvrigt.

Stk. 2. Staten refunderer 30 pct. af kommunens udgifter til kontantydelse. Dog refunderer staten 50 pct. for personer, der deltager i tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår kommunen opfylder betingelserne for at få 50 pct. refusion efter stk. 2, herunder om, hvilken dokumentation kommunen skal fremlægge.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling, administration, regnskab, revision og tilsyn m.v. for refusionen efter stk. 1 og 2, og kan herunder bestemme, at administrationen og udbetalingen til kommunerne kan varetages af en anden offentlig myndighed.

Klageadgang

§ 24. Kommunens afgørelser efter denne lov kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regulering m.v.

§ 25. En gang årligt den 1. januar reguleres med en satsreguleringsprocent efter lov om en satsreguleringsprocent og efter stk. 2 og 3, de beløb, som er nævnt i:

1) §§ 4-6 om kontantydelser til forsørgelse.

2) § 8, stk. 2, om fradrag for arbejdsindtægter m.v.

Stk. 2. Ved den årlige regulering af beløbene i stk. 1, nr. 1 og 2, anvendes satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår med fradrag af en procentsats, jf. stk. 3.

Stk. 3. For finansåret 2016 udgør procentsatsen 0,3. For finansåret 2017 udgør procentsatsen 0,4. For finansårene 2018 - 2023 udgør procentsatsen 0,75.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af de regulerede beløb.

Ikrafttræden og overgangsbestemmelse

§ 26. Loven træder i kraft den 1. marts 2015, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 10, stk. 2, nr. 8-10, § 13 og § 15, stk. 1, nr. 7.

Ændringer i anden lovgivning

§ 27. I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014, som senere ændret ved lov nr. 1367 af 16. december 2014, § 3 i lov nr. 1486 af 23. december 2014, lov nr. 1521 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 1522 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 13, stk. 14, indsættes efter »i samme lov«: »og kontantydelse efter lov om kontantydelse«.

§ 28. I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 990 af 12. september 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 895 af 4. juli 2013 og § 2 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, § 1 i lov nr. 1486 af 23. december 2014 og § 1 i lov nr. 1487 af 23. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 51, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr. 2, § 98 b, stk. 1, nr. 2, § 98 e, stk. 3, og § 99, stk. 2, nr. 2-4, indsættes efter », midlertidig arbejdsmarkedsydelse,«: »kontantydelse efter lov om kontantydelse,«.

2. I afsnit IV indsættes efter kapitel 13 d:

»Kapitel 13 e

Indsats overfor personer, som modtager kontantydelse efter lov om kontantydelse

Indsatsens indhold og varighed

§ 75 z. En person, der er omfattet af § 1 i lov om kontantydelse, kan få en beskæftigelsesrettet indsats efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 a, 4 a, 5, 6, 8, 9, 20 og 24 og regler fastsat i medfør heraf finder, i det omfang de gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse, medmindre andet er bestemt i dette kapitel.

Stk. 3. Personen skal have tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 11 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2. Jobcenteret kan dog efter en konkret vurdering i stedet vælge at give personen tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10, tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12, eller ansættelse som vikar i jobrotation efter kapitel 18 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, jf. dog stk. 6-8 og 11, samt § 75 æ.

Stk. 4. Tilbud og ansættelse som vikar i jobrotation kan gives hver for sig eller i kombination og kan alene gives så længe, personen er berettiget til kontantydelse.

Stk. 5. Jobcenteret skal give tilbud eller ansættelse som vikar i jobrotation således, at det kan påbegyndes snarest muligt og senest 4 uger efter personens henvendelse.

Stk. 6. Den samlede varighed af det første forløb med tilbud eller jobrotation skal være på mindst 13 uger i sammenhæng, jf. dog stk. 4. Varigheden af de enkelte tilbud kan være

1) op til 4 uger for vejledning og opkvalificering,

2) mellem 4 og 13 uger for virksomhedspraktik,

3) op til 13 uger for nytteindsats og for ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere og

4) op til 6 måneder for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.

Stk. 7. Den ugentlige varighed af virksomhedspraktik kan være på op til 37 timer og af nytteindsats på op til 20 timer.

Stk. 8. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan alene gives i forbindelse med, at en person har en ansættelseskontrakt med en virksomhed, hvor ansættelsen skal påbegyndes inden for 6 uger. Det er tillige en betingelse, at tilbuddet er en forudsætning for personens ansættelse, og at opkvalificeringen ligger ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give, f.eks. i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.

Stk. 9. Efter afslutning af et forløb med tilbud eller jobrotation har personen ret til en ny beskæftigelsesrettet indsats efter stk. 3, såfremt personen anmoder herom. Der er ingen minimumskrav til varigheden af efterfølgende tilbud eller jobrotation.

Stk. 10. Jobcenteret og personen kan inden for den samlede periode, hvor personen er i målgruppen for kontantydelse, aftale et samlet forløb, der omfatter flere tilbud eller jobrotationsvikariater efter stk. 3.

Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel, herunder om de nærmere betingelser for tilbud.

Ydelser m.v.

§ 75 æ. Under tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats efter § 75 z modtager personen kontantydelse efter lov om kontantydelse.

Stk. 2. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens kontantydelse.

Stk. 3. Under tilbuddet kan personen modtage befordringsgodtgørelse m.v. efter §§ 82 og 83 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2.

Fremmøde i jobcenteret og i tilbuddet

§ 75 ø. I perioder, hvor en person modtager kontantydelse, er i tilbud om ansættelse med løntilskud eller i jobrotationsvikariat, skal personen møde op til samtaler, hvis jobcenteret indkalder personen hertil. I perioder, hvor personen deltager i tilbud eller jobrotation, kan samtalerne dog afholdes telefonisk, digitalt eller ved brev.

Stk. 2. Personen er ikke omfattet af pligten til at møde personligt op til samtaler eller pligten til tilbud eller jobrotation efter dette kapitel, hvis personen opfylder betingelserne i § 21 f, stk. 1, nr. 1 eller 2. I så fald finder § 21 f, stk. 2, anvendelse.

Stk. 3. Jobcenteret kan på baggrund af en vurdering efter § 21 f, stk. 3, nr. 1-3, beslutte, at personen fortsat skal være omfattet af pligten til at møde op til samtaler og til at deltage i tilbud eller jobrotation.

Refusion

§ 75 å. Staten refunderer kommunens udgifter til tilbud og jobrotation efter § 75 z og udgifter efter § 75 æ, stk. 3, til befordringsgodtgørelse efter § 82, efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, i kapitel 23.

Stk. 2. Staten refunderer kommunens udgifter efter § 75 æ, stk. 3, til godtgørelse efter § 83 med 50 pct.«

§ 29. I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 790 af 28. juni 2013, lov nr. 512 af 26. maj 2014, § 7 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, § 8 i lov nr. 1286 af 9. december 2014 og lov nr. 1368 af 16. december 2014, foretages følgende ændring:

1. § 34 b, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Har lønmodtageren modtaget arbejdsløshedsdagpenge, særlig uddannelsesydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling af feriepenge efter stk. 1 og 2 kun ske efter direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.«

§ 30. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 24. juni 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 790 af 28. juni 2013, § 7 i lov nr. 895 af 4. juli 2013, § 8 i lov nr. 1610 af 26. december 2013, og § 11 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 14, stk. 2, nr. 5, indsættes efter »lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret,«: »kommunale udgifter til kontantydelse efter lov om kontantydelse og udgifter til aktivering og befordring til modtagere af kontantydelse,«.

§ 31. I lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 1030 af 23. august 2013, som ændret ved § 7 i lov nr. 1610 af 26. december 2013 og § 9 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 2, nr. 5, udgår »eller«.

2. I § 1, stk. 2, nr. 6, ændres »arbejdsløshedsforsikring m.v.« til: »arbejdsløshedsforsikring m.v., eller«.

3. I § 1, stk. 2, indsættes som nr. 7:

»7) kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som er omfattet af lov om kontantydelse.«

4. I § 7 b, stk. 1, ændres »5 og 6,« til: »5, 6 og 7,«.

§ 32. I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1137 af 20. oktober 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 574 af 10. juli 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 29, stk. 5, 2. pkt.,§ 32 a, stk. 3, nr. 4, og § 32 d, stk. 1, indsættes efter »arbejdsløshedsdagpenge,«: » midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse,«.

2. I § 32 d, stk. 1, indsættes efter »ledighedsydelse«: », ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp«,

§ 33. I lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1145 af 20. oktober 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 574 af 10. juli 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 26, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »kontanthjælp,«: »ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp«, og efter »arbejdsløshedsdagpenge,« indsættes: »midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse eller« og »eller overgangsydelse« udgår.

§ 34. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.
Indledning
1.1.
Lovforslagets hovedindhold
1.2.
Lovforslagets baggrund
2.
Lovforslagets indhold
2.1.
Kontantydelse
2.1.1.
Gældende regler
2.1.2.
Den foreslåede ordning
2.1.2.1.
Målgruppe
2.1.3.
Periode med kontantydelse og tilbud m.v.
2.1.3.1.
Arbejdsløshedskassernes vejledning
2.2.
Den beskæftigelsesrettede indsats under kontantydelsesordningen
2.2.1.
Gældende ret
2.2.2.
Den foreslåede ordning
2.2.2.1.
Generel beskrivelse
2.2.2.2.
Særlige regler for ledige, der modtager kontantydelse
2.2.2.2.1.
Kontakten med jobcenteret og fritagelse for at møde op til samtaler og deltage i tilbud
2.2.2.2.2.
Indsatsen for ledige, der modtager kontantydelse
2.3.
Ydelse under ordningen
2.3.1.
Gældende ret
2.3.2.
Den foreslåede ordning
2.4.
Pligter under ordningen
2.4.1.
Gældende ret
2.4.2.
Den foreslåede ordning
2.5.
Refusion af udgifter til tilbud, jobrotationsydelse, befordringsgodtgørelse m.v. samt kontantydelse
2.5.1.
Gældende ret
2.5.2.
Den foreslåede ordning
2.6.
Administration af ordningen
2.6.1.
Gældende ret
2.6.2.
Den foreslåede ordning
2.6.2.1.
Udveksling og indberetning af data samt digital kommunikation
2.6.2.2.
Særligt om forholdet til persondataloven
2.7
Optjening af ret til ferie med kontanthjælp
2.7.1.
Gældende ret
2.7.2
Den foreslåede ordning
2.8.
Udbetaling af feriepenge efter ferieårets udløb
2.8.1.
Gældende ret
2.8.2.
Den foreslåede ordning
2.9.
Konsekvensændringer af regler om folkepension og førtidspension
2.9.1.
Gældende ret
2.9.2.
Den foreslåede ordning
2.10.
Konsekvensændringer i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.
2.10.1.
Gældende ret
2.10.2.
Den foreslåede ordning
2.11.
Konsekvensændringer i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner
2.11.1.
Gældende ret
2.11.2.
Den foreslåede ordning
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
3.1.
Kontantydelse
4.
Økonomiske og administrative omkostninger for erhvervslivet
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Miljømæssige konsekvenser
7.
Forholdet til EU-retten.
8.
Hørte myndigheder og organisationer
9.
Sammenfattende skema


1. Indledning

1.1. Lovforslagets hovedindhold

Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har indgået aftale om finansloven for 2015. Lovforslaget indeholder den lovgivningsmæssige udmøntning af dele af aftalen.

Lovforslaget udmønter det element i aftalen, som vedrører ret til tilbud m.v. med kontantydelse for ledige, der har opbrugt deres samlede ret til dagpenge, den særlige uddannelsesydelse og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

1.2. Lovforslagets baggrund

Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har indgået aftale om finansloven for 2015. Følgende fremgår af aftalen:

"Ny midlertidig kontantydelse

Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er enige om at gennemføre et nyt initiativ, som kan udgøre forsørgelsesgrundlaget og sikre en aktiv indsats for ledige uden anden mulighed for offentlig forsørgelse, når retten til dagpenge og arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.

Derfor indføres der en kontantydelse målrettet personer, som

- får afslag på anden offentlig støtte, eller personer som bliver visiteret til nedsat kontanthjælp

- selv henvender sig til kommunen og beder om et tilbud

- deltager i virksomhedspraktik eller nytteindsats (personerne vil også være berettiget til ydelsen i en evt. venteperiode, indtil jobcenteret har anvist tilbuddet) og

- står til rådighed for arbejdsmarkedet og for formidlet job.



Det første tilbud skal have en varighed på 13 uger, eller indtil retten til kontantydelse er opbrugt. Nytteindsatsen kan maksimalt have en varighed på 13 uger, mens virksomhedspraktik kan have en varighed på 4-13 uger. Personer i målgruppen skal efter afsluttet tilbud foretage en ny henvendelse til kommunen med henblik på at få et nyt tilbud for at kunne bevare retten til kontantydelse. Ved hvert tilbud skal kommunen varsle den ledige om tidspunktet for ophør af tilbud og dermed ydelse. Kommunen kan efter konkret vurdering vælge at tilbyde ledige i målgruppen løntilskud, jobrotation eller opkvalificeringsjob. Opkvalificeringsjob giver adgang til op til 4 ugers uddannelse på kontantydelse, hvis der foreligger en aftale om ansættelse med en arbejdsgiver.

Kommunen kan vælge at udarbejde en samlet aktiveringsplan for den enkelte. Det er kommunerne, som får ansvar for at administrere og udbetale kontantydelsen til ledige i målgruppen, der opfylder betingelserne herfor, herunder søger og står til rådighed for ordinært arbejde.

Med kontantydelsen vil personer, som opbruger dagpengeretten i 2015, være sikret offentlig forsørgelse i op til 3 år. Herefter udfases kontantydelsen gradvist, så den samlede ret til dagpenge, arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse reduceres med et kvartal pr. halvår. Personer, som opbruger dagpengeretten i 1. halvår 2017, er de sidste med mulighed for kontantydelse. De har mulighed for at modtage kontantydelse i ét kvartal.

Den nye midlertidige kontantydelse udgør 60 pct. af det maksimale dagpengeniveau for ikke-forsørgere og 80 pct. for forsørgere. Unge under 30 år stilles på samme måde som i kontanthjælpssystemet og modtager således kontantydelse på ungesats. Kontantydelsen er hverken omfattet af reglerne om gensidig forsørgerpligt eller formueafhængighed. Personer på kontantydelse har endvidere mulighed for at modtage særlig støtte, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

Det vil være muligt at udskyde forbrug af retten til kontantydelse med op til 3 mdr. efter samme regler, som gælder for den særlige uddannelsesydelse. I perioder med sygdom eller barsel fortsætter personer på kontantydelse dog med at modtage ydelsen, indtil perioden med ret til kontantydelse ophører.

Der afsættes med Aftale om finansloven for 2015 i alt 610 mio. kr. i 2015, 330 mio. kr. i 2016 og 40 mio. kr. i 2017 til initiativet."

Nærværende lovforslag udmønter aftalen om indførelse af tilbud om virksomhedspraktik og nytteindsats m.v. med kontantydelse.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Kontantydelse

2.1.1 Gældende regler

Kontantydelse for personer, der opbruger deres ret til arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er et nyt midlertidigt instrument i beskæftigelsesindsatsen. Der findes således ikke lovgivning om kontantydelse.

2.1.2. Den foreslåede ordning

Generelt om ordningen

For at sikre at personer, der opbruger deres samlede ret til dagpenge, den særlige uddannelsesydelse og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, har ret til ydelser i op til sammenlagt 3 år, indføres en ny midlertidig ydelse, kontantydelse. Det er en forudsætning for at modtage kontantydelse, at den enkelte tager imod et tilbud eller et jobrotationsvikariat, jf. forslaget til kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der er tale om en midlertidig ordning, hvor længden af den periode, kontantydelsen kan udbetales i, er afhængig af tidspunktet for den enkelte lediges ophør af retten til arbejdsløshedsdagpenge og længden af den periode, hvor den pågældende har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge og har haft ret til særlig uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Hensigten med indførelsen af ret til tilbud m.v. med kontantydelse er at sikre forsikrede ledige uden anden mulig offentlig forsørgelse et forsørgelsesgrundlag, når retten til arbejdsløshedsdagpenge eller perioden med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.

Forslaget skal i øvrigt ses i lyset af indfasningen af afkortningen af dagpengeperioden til 2 år inden for en referenceperiode på 3 år. Med forslaget vil personer, som opbruger den samlede ydelsesret i 2015, være sikret offentlig forsørgelse i 3 år. Herefter udfases initiativet gradvist således, at den samlede periode med ret til ydelser aftrappes til 2 år i 2. halvår af 2017.

Det foreslås, at ordningen er subsidiær i forhold til andre offentlige forsørgelsesydelser under Beskæftigelsesministeriets lovgivning og udbetaling af førtids- og folkepension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Forslaget omfatter derfor ikke personer, som er berettiget f.eks. til fuld uddannelses- eller kontanthjælp, seniorjob, sygedagpenge, førtidspension, efterløn og folkepension. Det betyder, at personer, der er berettiget til delvis uddannelses- eller kontanthjælp f.eks. som følge af arbejdsindtægter, vil være omfattet, dog vil personer, der har fået nedsat hjælpen som følge af en sanktion efter lov om aktiv socialpolitik, ikke være omfattet.

Forslaget betyder, at en person, som får ret til kontantydelse, og som opnår ret til folkepension en måned herefter, ikke kan fortsætte med at modtage kontantydelse, men skal overgå til folkepension. Kontantydelsen udbetales således, indtil Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om, at den pågældende er berettiget til folkepension. Hvis der efterfølgende udbetales folkepension for en periode, hvor der samtidig er sket udbetaling af kontantydelse, kan kommunen kræve den udbetalte kontantydelse tilbage efter forslaget til § 19, stk. 2.

En person, der har ret til fuld uddannelses- eller kontanthjælp på tidspunktet, hvor retten til dagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt, har ikke ret til kontantydelse, så længe retten til fuld uddannelses- eller kontanthjælp består.

Forslaget betyder omvendt, at personer, der på ansøgningstidspunktet ikke har ret til fuld uddannelses- eller kontanthjælp, vil have ret til kontantydelse og fortsætter på denne ydelse, selvom pågældende efterfølgende måtte opnå ret til fuld uddannelses- eller kontanthjælp. Dermed sikres, at der ikke skal ske et ydelsesskift med de konsekvenser, det eventuelt kan have for udmålingen af hjælpen (formue- og ægtefælle-/samlever-afhængighed).

En person, som har ret til sygedagpenge på tidpunktet, hvor retten til dagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt, har ikke ret til kontantydelse, så længe retten til sygedagpenge består. Overgangen til kontantydelse kan ske efter anmodning herom efter sygdommens ophør, så længe perioden med ret til kontantydelse ikke er opbrugt.

Det er kommunerne, der får ansvaret for at administrere den nye kontantydelse.

2.1.2.1 Målgruppe

Det foreslås, at personer, som fra 5. januar 2015 har opbrugt den samlede ret til arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. §§ 52 k, stk. 4, og § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., får ret til en ny midlertidig ydelse - kontantydelse. Den samlede periode med ydelser vil ikke kunne overstige 3 år. Kontantydelsen kan ydes for ¼ til ½ år afhængig af, hvornår den 2-årige dagpengeperiode er opbrugt. Det bemærkes, at der efter 5. januar 2015 ikke længere vil være personer, som vil have ret til særlig uddannelsesordning/­uddannelsesydelse.

Det bemærkes endvidere, at retten til arbejdsløshedsdagpenge kan anses for opbrugt, dels ved at pågældendes ydelsesperiode på 2 år er opbrugt, dels ved at pågældendes referenceperiode udløber. Efter gældende regler kan retten til midlertidig arbejdsmarkedsydelse forlænges med op til 6 måneder, hvis pågældende har været i ordinær beskæftigelse i rettighedsperioden uden samtidig at have modtaget midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Tidspunktet for udløb af pågældendes ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse er således afhængig af, om pågældende har haft beskæftigelse eller ej.

Retten omfatter personer, der opbruger retten til de nævnte ydelser i perioden fra den 5. januar 2015 til og med den 2. juli 2017.

Det foreslås, at retten til kontantydelse indtræder på det tidspunkt, hvor dagpengeretten og retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt. Det betyder, at overgang til den ny ordning først kan ske, når en person har opbrugt sin dagpengeret og retten til en given periode med midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Det bemærkes, at retten til midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter gældende regler er betinget af, at retten til perioder med særlig uddannelsesordning/uddannelsesydelse er opbrugt. En person, som opbruger sin ret til perioder med uddannelse og uddannelsesydelse vil således enten skulle overgå til midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller vil ikke længere have ret til yderligere ydelser, fordi den samlede ydelsesperiode til disse personer vil overstige 3 år, og den samlede ydelsesperiode, der er mulig efter dette lovforslag, dermed vil være opbrugt. Derfor vil der ikke kunne være nogen personer, som vil kunne overgå fra særlig uddannelsesordning/uddannelsesydelse til den ny kontantydelse. Tilsvarende vil der kunne være personer, der efter en periode på midlertidig arbejdsmarkedsydelse ikke vil være berettiget til kontantydelse, da de har fået ydelser i 3 år. Overgang til kontantydelse vil tidligst kunne blive aktuel i oktober 2015. Der henvises til afsnit 2.1.3.

- Forslaget betyder, at der er et fast tidspunkt for følgende forhold:

- Hvornår retten til tilbud og kontantydelse indtræder, jf. forslaget til § 1, stk. 1.

- Hvornår forbruget af rettighedsperioden begynder, jf. forslaget til § 1, stk. 3.

- Hvornår muligheden for forlængelse af rettighedsperioden begynder, jf. § 2, stk. 6.



Det foreslås, at pågældende skal henvende sig til jobcenteret for at få ret til tilbud og kontantydelse. Pågældendes rettighedsperiode vil, uanset om dette er sket, løbe fra det tidspunkt, hvor dagpengeretten og retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.

Forbrug af arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse opgøres efter gældende regler altid i hele uger. Det betyder, at ydelsesperioden altid vil slutte ved en uges udløb. I aftale om finanslov for 2015 er målgruppen afgrænset i forhold til, hvilket halvår deres ydelsesret udløber. Denne angivelse er imidlertid ikke præcis nok i forhold til opgørelse af forbrug af ydelsesperioder. Det foreslås derfor, at målgruppen periodemæssigt afgrænses ved brug af datoangivelser, der svarer til udløb af en ydelsesuge. Datoerne er i forhold til finanslovaftalens halvårsangivelser fastsat således, at den enkelte får den længst mulige ydelsesperiode.

Modsat retten til arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse stilles der i relation til retten efter nærværende lovforslag ikke krav om medlemskab af en arbejdsløshedskasse, idet der er tale om en ordning, der administreres i kommunerne.

2.1.3. Periode med ret til kontantydelse og tilbud m.v.

Det foreslås, at afgrænsningen af målgruppen og varigheden af den ny kontantydelse følger de principper, som gælder for den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Dermed sikres muligheden for en kontinuerlig forsørgelse for personer, som opbruger deres ret til arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Det foreslås konkret, at en person samlet har ret til at modtage den ny kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge i en periode, der udgør:

1) 3 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 5. januar 2015 til og med den 5. juli 2015.

2) 3 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 6. juli 2015 til og med den 3. januar 2016.

3) 2 3/4 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 4. januar 2016 til og med den 3. juli 2016.

4) 2 ½ år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 4. juli 2016 til og med den 1. januar 2017.

5) 2 1/4 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 2. januar 2017 til og med den 2. juli 2017.



Det bemærkes, at personer, som mister dagpengeretten før den 5. januar 2015, efter gældende regler har ret til en samlet ydelsesperiode på 3 år eller mere. Disse personer vil derfor ikke kunne opnå ret til den ny kontantydelse.

Det foreslås videre, at længden af den samlede ydelsesperiode opgøres på grundlag af, hvornår den 2-årige dagpengeret er opbrugt. Ved den 2-årige dagpengeret forstås forbrug af dagpenge efter den 1. juli 2010, jf. § 55, stk. 1, jf. § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Hvis en persons dagpengeret udløber som følge af, at pågældendes referenceperiode udløber, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og § 2, stk. 2, i lov nr. 703 af 25. juni 2010 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som ændret ved § 1, nr. 1, i lov nr. 267 af 27. marts 2012 om ændring af bl.a. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., uden at ydelsesperioden, herunder eventuel forlængelse af ydelsesperioden efter § 1, nr. 2, i lov nr. 267 af 27. marts 2012, er opbrugt, indgår den del af pågældendes 2-årige ydelsesperiode inklusive eventuel forlængelse, som ikke var forbrugt ved udløbet af dagpengeretten. Det betyder, at ydelsesperioden i disse tilfælde altid opgøres som minimum 2 år og afhængig af pågældendes eventuelle forlængelse af dagpengeperioden som minimum 2½ år. Der henvises til forslaget til § 2, stk. 4.

Det foreslås videre, at perioden med ret til kontantydelse udgør den samlede ydelsesperiode fratrukket perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, perioder med ret til særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge udbetalt for perioder efter den 1. juli 2010. Perioden opgøres i uger og løber fra tidspunktet for rettighedens indtræden, jf. § 1, stk. 3. Dermed sikres en umiddelbar sammenhæng til opgørelsen af forbrug af arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Det foreslås videre, at den samlede periode med kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge efter stk. 1, og perioder, der forbruger af dagpengeperioden efter § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. forud for den 1. juli 2010, højst kan udgøre 3 år. Ved opgørelsen medregnes kun perioder efter seneste indplacering i dagpengesystemet. Ved opgørelsen medregnes ikke en eventuel uforbrugt ydelsesperiode, jf. forslaget til § 2, stk. 4.

Længden af perioden med kontantydelse afgøres således af nævnte tre forhold

- Tidspunktet for udløbet af den 2-årige dagpengeret, herunder eventuel udløb af arbejdsløshedsdagpengenes referenceperiode.

- Samlet forbrug af ydelser efter 1. juli 2010.

- Maksimal samlet ydelsesperiode på 3 år - opgjort som udbetalte ydelser og rettighedsperioder efter seneste indplacering i en dagpengeperiode både før og efter 1. juli 2010.



Det foreslås, at perioden med ret til kontantydelse (rettighedsperioden) kan forlænges med op til 13 uger (forlængelsesperioden) med perioder med arbejde, som kan medregnes til opgørelsen af beskæftigelseskravet efter principperne i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. - det vil sige beskæftigelse, hvortil der ikke er ydet offentligt løntilskud til lønnen. Rettighedsperioden kan aldrig række udover den samlede længde af rettighedsperioden og forlængelsesperioden på højst 13 uger, hvilket betyder, at man skal gøre brug af sine rettigheder inden for denne samlede periode. Forlængelsesperioden påbegyndes ved udløb af rettighedsperioden.

Eksempel:

Det betyder, at en person, som f.eks. har en rettighedsperiode på 13 uger i hvilke, der er fuld beskæftigelse i 5 af ugerne, kan afholde 5 uger med ret til kontantydelse og tilbud i forlængelse af den oprindelige rettighedsperiodes udløb. Hvis pågældende ikke anmoder om kontantydelse og tilbud inden for forlængelsesperioden på 5 uger, fortabes retten til ydelse og tilbud helt.

Eksemplet ovenfor ændres således, at pågældende arbejder fuld tid i 15 uger efter rettighedsperiodens indtræden. Forlængelsesperioden kan højst udgøre 13 uger. Pågældende kan herefter afholde 11 uger med ret til kontantydelse og tilbud efter udløbet af de 15 ugers beskæftigelse. Det skyldes, at pågældende samlet kan gøre brug af sine rettigheder indenfor en samlet periode på 26 uger regnet fra rettighedsperiodens indtræden.

Med forslaget sikres, at den ledige har et økonomisk incitament til at påtage sig beskæftigelse, herunder beskæftigelse af kortere varighed.

Grundlaget for forlængelsen er det antal løntimer, som indgår i opgørelsen til beskæftigelseskravet, jf. ovenfor. Alle løntimer kan medregnes, uanset der i perioden samtidig er udbetalt kontantydelse. Det bemærkes, at det udførte arbejde medfører fradrag i kontantydelsen efter lovens § 8, stk. 2.

Foreligger der ikke oplysninger om antal løntimer, beregnes timetallet ud fra indtægten fra arbejdet divideret med en omregningsfaktor, jf. § 52 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

De opgjorte timer omregnes til uger ved at dividere med 37 timer. Der rundes op til nærmeste hele antal uger. Dermed stilles den enkelte bedst muligt.

Beskæftigelsen skal ligge efter det tidspunkt, hvor dagpengeretten eller retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt. Det er ikke et krav, at der er anmodet om kontantydelse efter § 3 eller der er søgt om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Opgørelsen skal foretages pr. udbetalingsperiode, jf. § 18, stk. 2.

Forlængelse af rettighedsperioden sker på grundlag af beskæftigelse, der ligger efter tidspunktet for indtræden af rettighedsperioden, jf. forslaget til § 1, stk. 3. I langt de fleste tilfælde vil der sker umiddelbar overgang fra arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse til kontantydelse og tilbud efter denne lov. Det betyder, at forlængelsesperioden vil ligge i perioder, for hvilke der udbetales kontantydelse.

Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor beskæftigelse ligger efter rettighedsperiodens indtræden, men inden pågældende har anmodet om kontantydelse efter lovens § 3 ved at anmode om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Dette har imidlertid ikke betydning for muligheden for forlængelse af rettighedsperioden, da det udelukkende er en betingelse, at beskæftigelsen ligger i rettighedsperioden.

Eksempel:

Hvis en person opbruger sin ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse søndag den 4. oktober 2015, har fuldtidsbeskæftigelse fra den 5. oktober 2015 og bliver ledig fra mandag den 19. oktober 2015, hvor pågældende anmoder om kontantydelse og tilbud, vil pågældendes rettighedsperiode blive forlænget med 2 uger.

De opgjorte timer i udbetalingsperioden, jf. lovens § 18, stk. 2, omregnes til uger ved at dividere med 37 timer. Der rundes op til nærmeste hele antal uger. Det herefter opgjorte ugeantal forlænger pågældendes periode med ret til tilbud og kontantydelse.

Hvis en person f.eks. i løbet af en udbetalingsperiode har haft løbende beskæftigelse svarende til 50 timer i perioden, omregnes disse timer således:

50 timer : 37 timer= 1,35 uge

Dette rundes op til 2 uger.

Kommunen kan løbende foretage opgørelsen af forlængelsen af rettighedsperioden, og den skal senest være sket ved udløb af pågældendes periode med ret til tilbud og kontantydelse efter loven. Opgørelsen skal foretages for hver udbetalingsperiode.

Det foreslås endelig, at kommunerne skal foretage opgørelsen af, hvor lang en periode den enkelte har ret til tilbud og kontantydelse efter nærværende lov. Til brug herfor foreslås det, at arbejdsløshedskassen skal oplyse kommunen om den pågældende persons forudgående forbrug af samlede perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, perioder med ret til særlig uddannelsesydelse og perioder med arbejdsløshedsdagpenge. Denne opgørelse betragtes som en afgørelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og kan påklages efter reglerne i denne lovs § 98.

Kommunen skal lægge arbejdsløshedskassens opgørelse til grund ved fastlæggelsen af perioden med ret til tilbud og kontantydelse efter nærværende lov.

2.1.3.1. Arbejdsløshedskassernes vejledning

Efter de gældende regler om arbejdsløshedskassernes vejledningspligt skal medlemmet vejledes om, hvordan medlemmet får retten til ydelser igen, når et ledigt medlem ikke længere har ret til ydelser, fordi dagpengeperioden eller perioden med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse udløber.

Vejledningen skal gives i god tid, før dagpengeretten eller perioden med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse udløber, hvilket ifølge reglerne er 3 måneder før udløb af ydelsesretten.

Arbejdsløshedskasserne skal som en del af deres generelle vejledningspligt informere medlemmer, der står overfor at opbruge arbejdsmarkedsydelsen eller dagpengene, om, at de muligvis vil kunne have ret til kontantydelse og derfor bør henvende sig i kommunen for at høre nærmere om reglerne.

2.2. Den beskæftigelsesrettede indsats under kontantydelsesordningen

2.2.1. Gældende ret

Tilbud om virksomhedspraktik og nytteindsats m.v. med kontantydelse til ledige, der opbruger retten til dagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse, er et nyt og midlertidigt instrument i beskæftigelsesindsatsen. Der findes således ikke lovgivning om indsatsen til ledige, der modtager kontantydelse.

2.2.2. Den foreslåede ordning

2.2.2.1. Generel beskrivelse

Det fremgår af finanslovsaftalen, at personer i målgruppen for kontantydelse selv skal henvende sig til kommunen og bede om et tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats, og at de vil være berettiget til kontantydelsen i en evt. venteperiode, indtil jobcenteret har anvist tilbuddet. Det fremgår, at det første tilbud skal have en varighed på 13 uger, eller indtil retten til kontantydelsen er opbrugt. Nytteindsatsen kan have en varighed på op til 13 uger, mens virksomhedspraktik kan have en varighed på 4-13 uger. Personer i målgruppen kan på ny rette henvendelse om, at de ønsker et nyt tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats. Ved hvert tilbud skal kommunen vejlede den ledige om tidspunktet for ophør af tilbud og dermed kontantydelse.

Det fremgår endvidere af aftalen, at kommunen efter en konkret vurdering i stedet for tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats kan vælge at tilbyde ledige i målgruppen løntilskud, jobrotation eller opkvalificeringsjob. Opkvalificeringsjob giver adgang til op til 4 ugers uddannelse på kontantydelse, hvis der foreligger en aftale om ansættelse med en arbejdsgiver. Kommunen kan vælge at udarbejde en samlet plan for flere forløb for den enkelte. Det er kommunerne, som får ansvar for at administrere og udbetale kontantydelsen til ledige i målgruppen, der opfylder betingelserne herfor, herunder søger og står til rådighed for ordinært arbejde.

Det foreslås derfor, at der indføres ret til en beskæftigelsesrettet indsats under kontantydelsesordningen for ledige, som har opbrugt deres ret til dagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse den 5. januar 2015 eller senere, og som ikke har været i stand til at opnå ordinær beskæftigelse. Perioden med ret til indsats på kontantydelse kan sammenlagt med den lediges dagpengeperiode m.v. højst udgøre i alt 3 år. For nærmere beskrivelse om målgruppen henvises der til pkt. 2.1.2.1.

Indsatsen for de ledige varetages af jobcentrene på samme måde som for kontanthjælpsmodtagere. Det foreslås derfor, at administrationen af ordningen i videst mulige omfang sker efter de samme regler, som gælder for indsatsen i forhold til jobparate kontanthjælpsmodtagere. Derved opnås, at jobcentrene kan benytte bestående administrative og it-tekniske systemer i størst muligt omfang.

Udgangspunktet er derfor, at en række af reglerne om indsatsen for jobparate kontanthjælpsmodtagere skal finde tilsvarende anvendelse for ledige, der modtager kontantydelse.

Det drejer sig om følgende hovedområder i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, dog med de undtagelser, der fremgår af forslaget til kapitel 13 e i samme lov:

- Inddragelse af andre aktører (kapitel 2 a). I lovens kapitel 2 a er der fastsat nærmere regler om jobcentrenes mulighed for at inddrage andre aktører i beskæftigelsesindsatsen. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunalbestyrelsen.

- Digital kommunikation (kapitel 4 a). Der kan fastsættes regler om digital kommunikation, herunder om pligt til at anvende digital kommunikation via Jobnet eller anden landsdækkende portal mellem bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere og jobcentre samt andre, der varetager beskæftigelsesindsatsen, angående f.eks. indkaldelse til samtaler, jobplaner og tilbud.

- Tilmelding af arbejdssøgende i jobcentre (kapitel 5). Jobparate ledige, der ønsker at modtage kontanthjælp, skal tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret på den første ledighedsdag og mindst hver 7. dag bekræfte, at de er arbejdssøgende.

- Oplysninger om job og cv (kapitel 6). Jobparate kontanthjælpsmodtagere skal oplyse om tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold af betydning for jobcenterets bistand med at finde arbejde. Cv med oplysninger herom skal indlægges på Jobnet hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende og skal løbende ajourføres.

- Tilbudsmuligheder (kapitel 8). Tilbud kan gives som mentorstøtte, vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud. Tilbud skal så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder med behov for arbejdskraft og gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger med henblik på, at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse.

- Jobplan (kapitel 9). Kontanthjælpsmodtagere kan få udarbejdet en jobplan for, hvordan mulighederne for at få varig beskæftigelse kan forbedres. Der skal udarbejdes jobplan forud for afgivelse af tilbud. Dette gælder dog ikke, hvis tilbuddet varer op til 4 uger eller er blevet fastsat under en jobsamtale og er rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft. Personen har dog ret til at få udarbejdet en jobplan, hvis pågældende beder om det.

- Udbetaling af ydelse, refusion, tilsyn, regnskab, erstatning m.v. (kapitel 20). Beskæftigelsesministeren har fastsat nærmere regler om beregning og udbetaling, herunder refusion samt om administration, regnskab, revision, tilsyn m.v. for tilskud og ydelser om bl.a. løntilskud og befordringsgodtgørelse.

- Klageadgang (kapitel 24). Klage over jobcenterets afgørelser kan inden for 4 uger indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.



Ud over de kapitler, som er nævnt ovenfor, er der en række regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som gælder for alle arbejdssøgende - uanset om de modtager en ydelse eller er selvforsørgende m.v., samt regler om jobcentrenes administration. Disse regler vil med dette lovforslag også skulle gælde for så vidt angår modtagere af kontantydelse.

Der henvises til bemærkningerne til § 28.

I forhold til de nærmere regler om tilbud, befordringsgodtgørelse og refusion er udgangspunktet ligeledes, at reglerne for jobparate kontanthjælpsmodtagere skal finde tilsvarende anvendelse for ledige, der modtager kontantydelse, dog med de undtagelser, der følger af aftalen.

Der foreslås derfor indsat et nyt kapitel i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som regulerer de særlige forhold, der skal gælde for indsatsen for modtagere af kontantydelse.

2.2.2.2. Særlige regler for ledige, der modtager kontantydelse

2.2.2.2.1. Kontakten med jobcenteret og fritagelse for pligten til at møde op til samtaler og deltage i tilbud

Det foreslås, at for at få ret til kontantydelse skal den ledige rette henvendelse til jobcenteret og tilkendegive, at pågældende ønsker at være omfattet. Henvendelsen til jobcenteret bør ske så tidligt som muligt og vil også kunne ske, inden dagpengeretten m.v. er opbrugt.

Det foreslås, at i perioder, hvor en person modtager kontantydelse uden at deltage i en beskæftigelsesrettet indsats, skal personen møde op til de samtaler, som jobcenteret indkalder personen til. I perioder, hvor personen deltager i en beskæftigelsesrettet indsats, kan samtalerne afholdes telefonisk, digitalt eller ved brev. Det foreslås videre, at den ledige ikke skal møde op til samtaler eller deltage i tilbud m.v., hvis de opfylder de betingelser, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere, efter reglerne om mindre intensiv indsats. Det betyder, at de ikke skal møde til samtaler eller deltage i tilbud m.v., hvis de f.eks. inden for 6 uger skal påbegynde ordinært arbejde på fuld tid eller skal på barsel, medmindre jobcenteret finder, der er behov herfor. Samtaler kan i stedet ske telefonisk, digitalt eller ved brev.

2.2.2.2.2. Indsatsen for ledige, der modtager kontantydelse

Det foreslås, at de ledige i målgruppen kan få tilbud om virksomhedspraktik og nytteindsats efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og at jobcenteret efter en konkret vurdering kan vælge at give dem tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 eller om at indgå som vikar i jobrotationsordning efter kapitel 18 i samme lov. Efter forslaget kan jobcenteret tillige vælge at give tilbud om vejledning og opkvalificering i forbindelse med et opkvalificeringsjob. Der henvises til afsnittet om vejledning og opkvalificering nedenfor.

Det foreslås endvidere, at det første tilbud, som en person får under ordningen med kontantydelse, skal have en varighed på mindst 13 uger.

Ad virksomhedspraktik og nytteindsats

Efter de gældende regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og reglerne, der er fastsat i medfør heraf, kan der gives tilbud om virksomhedspraktik til personer, der har behov for en afklaring af beskæftigelsesmål, eller som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår eller med løntilskud. Tilbud om virksomhedspraktik gives med henblik på at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål. Tilbuddet om virksomhedspraktik kan for jobparate kontanthjælpsmodtagere som hovedregel vare op til 4 uger, dog op til 13 uger, hvis personen ikke har erhvervserfaring, har langvarig ledighed bag sig eller i øvrigt har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse med løntilskud. Der er ikke fastsat regler om antallet af ugentlige timer for virksomhedspraktik.

Efter gældende regler består nytteindsats af samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere, der ligger ud over det normerede niveau for opgaveløsningen hos de pågældende offentlige arbejdsgivere. Tilbuddet gives med henblik på, at personen skal arbejde for sin ydelse og give den enkelte mulighed for at indgå i et arbejdsfællesskab og udføre en samfundsnyttig opgave. Efter de gældende regler kan et tilbud om nytteindsats vare op til 13 uger. Der er ikke fastsat regler om antallet af ugentlige timer i nytteindsats, bortset fra for modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvor den ugentlige varighed er 20 timer.

For både virksomhedspraktik og nytteindsats gælder rimelighedskravet, dvs. der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik, herunder nytteindsats samt ansatte med løntilskud.

Det foreslås, at der til modtagere af kontantydelse vil kunne gives virksomhedspraktik efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere med visse undtagelser. Tilbuddet om virksomhedspraktik foreslås at kunne have en varighed på mellem 4 og 13 uger og et ugentligt timetal på op til 37 timer.

Det foreslås videre, at der til modtagere af kontantydelse vil kunne gives nytteindsats efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere med visse undtagelser. Tilbuddet foreslås at kunne vare op til 13 uger med en ugentlig varighed på op til 20 timer.

Ad ansættelse med løntilskud

Det foreslås, at der som alternativ til virksomhedspraktik og nytteindsats efter en konkret vurdering vil kunne bevilges ansættelse med løntilskud hos private eller offentlige arbejdsgivere efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere med visse undtagelser.

Efter de gældende regler kan tilbud om ansættelse med løntilskud for jobparate kontanthjælpsmodtagere gives i op til 6 måneder hos private og offentlige arbejdsgivere, og tilbuddet kan gives, så længe personen er berettiget til kontanthjælp. Det er endvidere en betingelse for at blive ansat med løntilskud, at den person, der ansættes, har været ledig i sammenhængende periode på mere end 6 måneder. Alle ledighedsperioder medregnes, bl.a. perioder med dagpenge, kontanthjælp, særlige uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Efter de gældende regler skal løn- og arbejdsvilkår hos private arbejdsgivere være overenskomstmæssige. Hos offentlige arbejdsgivere er lønnen 121,47 kr. i timen (1. januar 2015-niveau).

Hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag under hele ansættelsesforholdet ligge på niveau med personens samlede individuelle hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ved ansættelsesforholdets påbegyndelse. Arbejdstiden fastsættes ved at dividere den ugentlige ydelse tillagt arbejdsmarkedsbidrag med timelønnen.

Efter gældende regler er jobparate kontanthjælpsmodtagere, som er ansat i løntilskudsjob, omfattet af den lovgivning, der i øvrigt gælder for lønmodtagere, herunder f.eks. arbejdsmiljølovgivningen. Dette vil tilsvarende gælde for modtagere af kontantydelse.

Det foreslås, at der til personer i målgruppen for kontantydelse skal kunne gives tilbud om ansættelse med løntilskud efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere med visse undtagelser. Det foreslås således, at de ledige højst kan være ansat med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver i 13 uger. Det foreslås også, at lønnen under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag skal ligge på niveau med personens kontantydelse.

For ansættelse med løntilskud foreslås det - svarende til de gældende regler - at alle ledighedsperioder kan medregnes til opfyldelse af kravet om 6 måneders forudgående ledighed. Det vil sige, at der bl.a. kan medregnes perioder med dagpenge, kontanthjælp, særlig uddannelsesydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse.

Ad jobrotation

Det foreslås, at der skal kunne gives jobrotation efter både den ordinære ordning og den særlige pulje efter de regler, der gælder for kontanthjælpsmodtagere.

Efter disse regler kan offentlige og private arbejdsgivere få jobrotationsydelse fra jobcenteret, når de ansætter en ledig kontanthjælpsmodtager som vikar i forbindelse med, at en beskæftiget deltager i uddannelse. Den beskæftigede må ikke have en uddannelse, der overstiger en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles hermed. Efter den supplerende ordning er der også mulighed for, at arbejdsgiveren kan få jobrotationsydelse, selvom den beskæftigede har en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Arbejdsgiveren skal betale overenskomstmæssig løn eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende løn til vikaren. Vikaren er omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold til eller ved lov eller kollektiv overenskomst m.v.

For at få jobrotationsydelsen skal arbejdsgiveren ansætte den ledige som vikar for den beskæftigede i et antal timer, der svarer til de timer, som den beskæftigede deltager i uddannelse. Vikaren skal som minimum være ansat 10 timer pr. uge og kan maksimalt være ansat i en periode på 6 måneder. Den ledige, der ansættes som vikar, skal have været ledig i mindst 6 måneder.

Det foreslås, at der skal kunne gives jobrotationsvikariat efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere dog med den undtagelse, at den samlede varighed af det første tilbud eller jobrotation skal være på mindst 13 uger i sammenhæng. Det foreslås videre - svarende til de gældende regler - at alle ledighedsperioder kan medregnes til opfyldelse af kravet om forudgående ledighed. Det vil sige, at der bl.a. kan medregnes perioder med dagpenge, kontanthjælp, særlig uddannelsesydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse.

Ad vejledning og opkvalificering

Efter de gældende regler om vejledning og opkvalificering kan der til bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere gives tilbud i form af enten ordinære uddannelser eller "øvrig vejledning og opkvalificering".

Ved ordinære uddannelser forstås uddannelser, der har hjemmel i lov, som udbydes generelt, og som umiddelbart er rettet mod beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Dog er en del studieforberedende uddannelser også omfattet.

Ved øvrig vejledning og opkvalificering forstås øvrige typer af uddannelser og kurser samt særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet, visse danskundervisningsforløb samt korte vejlednings- og afklaringsforløb.

Det foreslås, at der skal kunne gives tilbud om vejledning og opkvalificering i op til 4 uger i forbindelse med et opkvalificeringsjob. Det vil sige, at tilbuddet skal kunne gives til kontantydelsesmodtagere, som har en ansættelseskontrakt med en arbejdsgiver, hvor ansættelsen skal påbegyndes inden for 6 uger. Det er en betingelse, at tilbuddet giver en opkvalificering, som ifølge ansættelseskontrakten er en forudsætning for personens ansættelse, og at opkvalificeringen ligger ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give, f.eks. i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.

Ad befordringsgodtgørelse m.v.

Det foreslås, at der skal kunne gives befordringsgodtgørelse efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Efter disse regler er der ret til befordringsgodtgørelse under deltagelse i tilbud, når den daglige transport mellem bopæl og stedet, hvor tilbuddet gennemføres, og retur er mere end 24 km. Godtgørelsen pr. dag kan alene udbetales for de kilometer, der ligger ud over 24 km. Der er ret til den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Personer, der er i løntilskudsjob hos en privat arbejdsgiver eller er i jobrotation, har ikke ret til befordringsgodtgørelse svarende til de gældende regler for jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Det foreslås endvidere, at der skal kunne udbetales op til 1.000 kr. om måneden i hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Efter disse regler kan godtgørelsen f.eks. anvendes til udgifter til transport, som ligger under 24 km mellem bopæl og uddannelsessted, eller til arbejdstøj.

Ad ret og pligt

Efter gældende regler har jobparate kontanthjælpsmodtagere ret og pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden, bortset fra hvis pligten til tilbud er bortfaldet, jf. reglerne for mindre intensiv indsats. Der henvises til afsnittet om kontakten med jobcenteret og fritagelse for pligten til at møde op til samtaler og deltage i tilbud.

Efter gældende regler har jobparate kontanthjælpsmodtagere senest efter en sammenhængende periode på 3 måneder med kontanthjælp ret og pligt til at påbegynde tilbud. Efter afslutningen af første tilbud har de ret og pligt til at påbegynde nyt tilbud, hver gang de har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.

Det foreslås, at personer, der er i målgruppe for kontantydelsen, snarest muligt og senest 4 uger efter henvendelsen til kommunen skal påbegynde tilbud. Dette svarer til tidspunktet for, hvornår en modtager af midlertidig arbejdsmarkedsydelse senest skal påbegynde tilbud.

Efter afslutning af et forløb med tilbud eller jobrotation har personen ret til et nyt tilbud eller jobrotation, såfremt personen anmoder herom. Jobcenteret skal også i denne situation give tilbuddet eller jobrotation, således at det kan påbegyndes snarest muligt og senest 4 uger efter personens henvendelse. Der er ikke krav om, at forløbet skal være på mindst 13 uger.

2.3. Ydelse under ordningen

2.3.1. Gældende ret

Efter gældende regler har ledige ikke en særlig ret til en offentlig forsørgelsesydelse efter, at deres dagpengeret m.v. er opbrugt. Kun hvis de ikke har andre muligheder for at forsørge sig selv - og hvis deres forsørgelse ikke påhviler nogen anden - typisk en ægtefælle eller samlever - kan de modtage uddannelses- eller kontanthjælp, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Kontanthjælpssystemet udgør det underste økonomiske sikkerhedsnet for personer, der ikke kan forsørge sig selv, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre. Kommunen kan derfor f.eks. ikke yde uddannelses- eller kontanthjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen/samleveren har indtægter eller formue, som kan dække det økonomiske behov.

2.3.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre en ny ydelse til ledige, som opbruger deres dagpengeret m.v. fra den 5. januar 2015 eller senere, som ikke har opnået ordinær beskæftigelse, og som deltager i den foreslåede ordning om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ydelsen kaldes kontantydelse og udbetales - til forskel fra uddannelses- eller kontanthjælpen - uafhængigt af en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægter og formue. Endvidere udbetales den uafhængigt af egen formue.

Det foreslås, at kontantydelsen skal svare til uddannelseshjælp for uddannelsesparate personer og kontanthjælp for jobparate personer. For personer, der er fyldt 30 år, svarer beløbet til 80 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., for forsørgere og 60 pct. for andre.

For unge under 30 år foreslås det, at ungesatserne i kontanthjælpssystemet finder tilsvarende anvendelse, således at kontantydelsen svarer til satserne for uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere. Det foreslås endvidere, at der udbetales barselstillæg, når en person har ret til orlov efter barselloven.

Det foreslås endvidere, at fradrag for indtægter, herunder arbejdsindtægter og indtægter som led i tilbud, sker i kontantydelsen på samme måde som i kontanthjælpssystemet. Det vil sige som udgangspunkt krone for krone i ydelsen, dog således at der ved beregningen af kontantydelsen ses bort fra 25,38 kr. (2015-niveau) pr. arbejdstime, dog højest for 160 timer pr. måned.

Personer, der modtager kontantydelse m.v. efter forslaget til nærværende lov, kan få særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, hvis de opfylder betingelserne for dette.

2.4. Pligter under ordningen

2.4.1. Gældende ret

Efter gældende regler har ledige, som nævnt, ikke en særlig ret til offentlig forsørgelse efter, at de har opbrugt deres dagpengeret. Hvis en person ikke modtager en ydelse, gælder der heller ikke nogen pligter.

Efter gældende regler har personer, som modtager uddannelseshjælp som åbenlyst uddannelsesparate eller kontanthjælp som jobparate, pligt til at udnytte deres arbejdsmuligheder, jf. §§ 13 og 13 a i lov om aktiv socialpolitik. Det betyder bl.a., at personerne skal stå til rådighed for aktive tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, søge arbejde og påtage sig et arbejde.

Kontanthjælpssystemet indeholder en række rimelige grunde til ikke at stå til rådighed for et konkret tilbud eller arbejde, f.eks. i tilfælde af sygdom, barsel, manglende mulighed for børnepasning, eller hvis arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt.

2.4.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at ledige, som er omfattet af ordningen om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet på lige fod med uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere.

Det foreslås derfor, at modtagere af kontantydelse bl.a. skal

- deltage aktivt i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

- være tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret,

- have et godkendt og tilgængeligt cv på Jobnet og løbende vedligeholde det,

- være aktivt jobsøgende, herunder overholde de aftaler, som er indgået med jobcenteret om jobsøgning og registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet og

- deltage i samtaler, som jobcenteret indkalder personen til.



Det foreslås, at de ledige skal være omfattet af rådighedsregler, der svarer til de tilsvarende regler for jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Modtagere af kontantydelse skal deltage i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og de har ikke pligt til at møde op personligt til samtaler i jobcentrene i perioder, hvor de deltager i tilbuddet. Kontakten og rådighedsopfølgningen kan ske telefonisk eller digitalt i stedet for, svarende til reglerne om mindre intensiv indsats for visse persongrupper.

Det er vigtigt, at jobcenteret understøtter og vejleder den ledige om jobsøgning og påser, at den ledige søger relevante job og tager imod de job, som den enkelte tilbydes.

Det foreslås, at de rimelige grunde til ikke at stå til rådighed for et konkret tilbud eller arbejde, der findes på kontanthjælpsområdet, skal finde tilsvarende anvendelse for kontantydelse. Det er f.eks. sygdom eller manglende mulighed for pasning af barn. Der henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Det foreslås, at de ledige skal være omfattet af sanktionsregler, der stort set svarer til de tilsvarende regler, som gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Forslaget til reglerne om sanktioner for personer, der modtager kontantydelse, har til formål at sikre, at den enkelte opfylder de pligter, der følger med retten til at deltage i ordningen, herunder pligten til at stå til rådighed.

Det foreslås, at personer, som modtager kontantydelse, skal kunne få sanktioner ved manglende rådighed eller manglende deltagelse i tilbud i ordningen m.v., der i princippet svarer til de sanktioner, som kommunerne kan give til jobparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke har en rimelig grund til ikke at udnytte deres arbejdsmuligheder.

Det foreslås, at der kan gives sanktioner i form af periode- og punktsanktioner.

Periodesanktioner gives, hvis en forseelse løber over tid. Periodesanktionen gives som et fradrag i ydelsen med virkning fra den dag, hvor en person ikke opfylder sin rådighedspligt, og frem til det tidspunkt, hvor pågældende igen opfylder rådighedspligten. Personen kan således f.eks. ved igen at deltage aktivt i tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats igen få ret til kontantydelse. Alle periodesanktioner bliver beregnet som en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v.

Punktsanktioner gives, når forseelsen ikke løber over tid. Sanktionen gives som en nedsættelse af ydelsen med et fast beløb svarende til 3 gange dagssatsen.

Efter forslagets indhold kan der gives sanktioner som fradrag i eller nedsættelse af eller ophør af kontantydelsen.

Det foreslås, at alle sanktioner har virkning fra det tidspunkt, hvor personen uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter. Det betyder, at ophør af kontantydelsen kan have virkning fra det tidspunkt, hvor forseelsen sker eller konstateres. Dette skal ses i sammenhæng med forslaget om, at kommunen har pligt til skriftligt at informere modtageren af kontantydelse om konsekvenser for ydelsen, hvis personen ikke opfylder rådighedspligten.

Det foreslås, at der ikke gives flere sanktioner for den samme forseelse. Der gives heller ikke en sanktion, hvis en modtager af kontantydelse har haft en såkaldt rimelig grund til ikke at stå til rådighed. Der henvises til bemærkninger til forslaget til § 11 om de rimelige grunde.

Det foreslås således, at en person, der ikke møder til samtaler eller udebliver fra tilbud, skal have foretaget fradrag i kontantydelsen for det antal dage, hvor personen ikke er mødt til samtalen eller er udeblevet helt eller delvist fra tilbuddet, medmindre der er en rimelig grund til udeblivelsen.

Samtidig foreslås det, at en modtager af kontantydelse ikke kan modtage ydelse for de dage, hvor den pågældende ikke har registreret sig som arbejdssøgende på Jobnet, ikke har bekræftet sin tilmelding som arbejdssøgende ved at tjekke sine jobforslag på Jobnet hver 7. dag og ikke har lagt sit cv rettidigt på Jobnet. Disse pligter, herunder pligten til at anvende joblog på Jobnet, kan ikke it-understøttes fra den 1. marts 2015, og det foreslås derfor, at beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af disse bestemmelser. Det forventes, at IT-understøttelsen vil være klar den 1. juli 2015.

Hvis en person uden rimelig grund ophører i arbejde, afslår tilbud om arbejde, undlader at søge konkrete job, undlader at give meddelelse om sygdom, undlader at overholde aftaler om jobsøgning eller ikke registrerer sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet m.v., nedsættes kontantydelsen med et fast beløb.

Hvis personen uden rimelig grund afviser eller ophører i et tilbud eller har gentagne udeblivelser fra tilbud, således at det skal sidestilles med en afvisning af tilbuddet, ophører retten til kontantydelse, indtil den pågældende igen deltager i tilbud.

Det foreslås, at det gøres til en betingelse for at anvende de foreslåede sanktionsregler, at kommunen konkret i forbindelse med f.eks. henvisningen til arbejde, indkaldelsen til samtale osv., skriftligt har informeret personen om konsekvensen for kontantydelsen, hvis personen undlader at opfylde sine pligter, samt om hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen. Disse betingelser hviler på principper, der allerede er kendte i kommunerne, og skal sikre borgernes retssikkerhed i forbindelse med sanktioner.

Betingelsen om skriftlig information til personen for at kunne anvende sanktioner skal ses på baggrund af, at en sanktion på grund af manglende overholdelse af rådighedsreglerne kan have stor betydning for en persons økonomiske situation, herunder familiens situation. Navnlig ved periodesanktioner, hvor der kan ske fradrag i kontantydelsen i en periode svarende til længden af den tid, der går, fra personen har undladt at foretage en bestemt handling, og indtil personen retter op på denne undladelse, er det af stor betydning, at personen er oplyst om, hvad det er for en handling, der kræves, hvad der sker, hvis han eller hun ikke gør som ønsket, og hvordan personen kan rette op på situationen og igen blive berettiget til kontantydelsen.

Kommunen skal i sin administration følge forvaltningslovens almindelige regler om bl.a. partshøring. Reglerne om partshøring har sammenhæng med pligten til at oplyse sagen, idet partshøringspligten skal medvirke til at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen træffer afgørelse. Partshøringen er en retssikkerhedsgaranti.

Reglerne om partshøring indebærer, at kommunen - inden den træffer afgørelse i en sag - skal sikre sig, at personen har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske omstændigheder, som kommunen agter at lægge til grund ved afgørelsen, og som personen ikke i forvejen må antages at være bekendt med. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, eller personen ikke er bekendt med, at kommunen er i besiddelse af de pågældende oplysninger.

Der henvises til bemærkningerne til §§ 12-17.

2.5. Refusion af udgifter til tilbud, jobrotationsydelse, befordringsgodtgørelse m.v. samt kontantydelse

2.5.1. Gældende ret

Da ordningen med kontantydelse er ny, findes der ikke refusionsregler for udgifter til tilbud, jobrotationsydelse, befordringsgodtgørelse m.v. i forbindelse med kontantydelse.

Efter de gældende regler om refusion af kommunens udgifter til uddannelseshjælp og kontanthjælp refunderer staten 30 pct. af kommunens udgifter til hjælp efter kapitel 4 i lov om aktiv socialpolitik. Dog refunderer staten 50 pct. for personer, herunder personer under revalidering eller forrevalidering efter kapitel 6, der deltager i tilbud efter § 32, stk. 1, nr. 1, og kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Staten refunderer endvidere 50 pct. af kommunens udgifter til hjælp efter kapitel 4 for personer, som er omfattet af et integrationsprogram efter integrationsloven.

Staten yder ikke refusion af driftsudgifter ved virksomhedspraktik eller nytteindsats.

For bl.a. uddannelseshjælps- og kontanthjælpsmodtagere yder staten 50 pct. refusion af en kommunes udgifter til løntilskud og 60 pct. refusion af kommunens udgifter til jobrotationsydelse. For vejledning og opkvalificering yder staten 50 pct. refusion. Dog ydes der ikke refusion for udgifterne de første 9 måneder, hvor en person modtager uddannelses - eller kontanthjælp, når der er tale om tilbud efter § 32, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, dvs. såkaldt ordinære uddannelser/kurser. Der ydes heller ikke refusion af udgifterne de første 24 måneder, hvor en person modtager uddannelses- eller kontanthjælp, når der er tale om tilbud efter lovens § 32, stk. 1, nr. 2, dvs. såkaldt øvrig vejleding og opkvalificering, herunder bl.a. særligt tilrettelagte projekter.

For befordringsgodtgørelse efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats refunderer staten 50 pct. af kommunernes udgifter. For hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet efter § 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats refunderer staten 50 pct. inden for et rådighedsbeløb.

2.5.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at de regler, der gælder for statens refusion af en kommunes udgifter til tilbud, jobrotation og befordringsgodtgørelse ved at deltage i tilbuddet for så vidt angår jobparate kontanthjælpsmodtagere, også skal gælde for personer omfattet af ordningen for kontantydelse.

Dvs. staten vil refundere 50 pct. af udgifterne til løntilskud og 60 pct. af udgifterne til jobrotationsydelse.

Staten vil ligeledes efter forslaget refundere 50 pct. af kommunernes udgifter til befordringsgodtgørelse og 50 pct. for hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved deltagelse i tilbuddet. Refusionen af udgifterne til hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved deltagelse i tilbuddet vil ikke skulle ligge inden for et rådighedsbeløb.

Da man højst kan være omfattet af kontantydelsesordningen i 6 måneder, og refusion for udgifter til vejledning og opkvalificering tidligst gives 9 måneder efter en persons første henvendelse til kommunen om hjælp, vil der ikke være refusion af udgifter til vejledning og opkvalificering under ordningen.

Det foreslås endvidere, at staten refunderer 50 pct. af udgifter til kontantydelse, når personen deltager i tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. I perioder, hvor personen er omfattet af ordningen uden at deltage i tilbud, refunderer staten 30 pct. af udgifterne til ydelsen.

Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvornår kommunerne kan få 50 pct. refusion, når personer deltager i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Der afsættes særskilte statslige bevillinger til dækning af refusionen.

2.6. Administration af ordningen

2.6.1. Gældende ret

Kommunerne varetager allerede i dag via jobcentrene beskæftigelsesindsatsen for alle ledige efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunerne varetager ligeledes udbetaling af uddannelses- eller kontanthjælp m.v. efter lov om aktiv socialpolitik. Kommunens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

2.6.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at kommunerne varetager administrationen af ordningen efter lovforslaget svarende til deres administration af beskæftigelsesindsatsen og udbetaling af ydelse for uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere.

Det foreslås således, at kriminalforsorgen skal underrette kommunen, hvis kriminalforsorgen får formodning om, at en person, der er frihedsberøvet som følge af et strafbart forhold, modtager kontantydelse, ligesom § 10 a, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik finder anvendelse i forhold til personer, som modtager kontantydelse, når de unddrager sig strafforfølgning her i landet.

Endvidere forslås det, at § 89, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, finder tilsvarende anvendelse, således, at kommunen udbetaler kontantydelse med satsen for en person, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, hvis det er sandsynligt, at Udbetaling Danmark efterfølgende vil træffe afgørelse om ret til ekstra børnetilskud. Udbetaling af kontantydelse sker med forbehold for tilbagebetaling.

Det foreslås ligeledes, at § 96 a i lov om aktiv socialpolitik finder anvendelse for modtagere af kontantydelse, således at kommunen efter anmodning fra Udbetaling Danmark kan fradrage et beløb til dækning af det børnebidrag, som er udbetalt forskudsvis efter § 11 i lov om børnebidrag og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det foreslås videre, at kontantydelse tidligst kan udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor personen har henvendt sig til jobcenteret om, at personen ønsker at benytte sig af retten til tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Retter personen henvendelse til jobcenteret, når personen har afsluttet et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, udbetaler kommunen kontantydelse fra det tidspunkt, hvor personen har henvendt sig til jobcenteret om, at personen på ny ønsker at benytte sig af retten til tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

I lighed med kontanthjælpsreglerne foreslås det, at kontantydelse udbetales som et månedligt beløb, og at udbetalingen sker bagud for 1 måned.

Det foreslås endvidere, at kommunen - i lighed med, hvad der gælder på kontanthjælpsområdet - skal træffe afgørelse om tilbagebetaling,

- når en person mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger som krævet efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller

- når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget kontantydelse.



Samtidig foreslås det, at kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget kontantydelse, senere har fået udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte ydelse.

Det foreslås endeligt, at beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren kam fastsætte nærmere regler om, hvordan tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.

Endvidere foreslås det, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter ydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Det foreslås endelig, at hvis en person flytter til en anden opholdskommune, efter der er aftalt et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har personen ret til at fortsætte forløbet med kontantydelse i den nye kommune. Udgifterne til kontantydelse afholdes af den nye opholdskommune.

Kommunerne skal vejlede personer, der henvender sig, om ordningen.

Da personerne i perioden, inden deres dagpengeret m.v. er opbrugt, har modtaget dagpenge m.v., forudsættes det, at arbejdsløshedskasserne vejleder deres medlemmer om ordningen, inden dagpengeretten m.v. er opbrugt, og understøtter dem i deres muligheder for at få ordinært arbejde. Der henvises til afsnit 2.1.2.

Det foreslås, at lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) kommer til at gælde i forhold til kommunernes administration af ordningen.

§ 2 i retssikkerhedsloven angiver, at loven indeholder regler for, hvordan kommunerne og statslige myndigheder på det sociale område skal behandle sager efter lovgivningen. Efter § 2, stk. 3, i loven bestemmer ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold på beskæftigelsesområdet efter forhandling med beskæftigelsesministeren, hvilke sager retssikkerhedsloven helt eller delvist skal gælde for. Med hjemmel i denne bestemmelse er det i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område fastsat, at retssikkerhedsloven finder anvendelse, når bl.a. kommunen (kommunalbestyrelsen) og statslige myndigheder på det sociale område (statsforvaltningen og Ankestyrelsen) behandler og afgør sager efter en række love på beskæftigelsesministeriets område, hvor personer opnår ret til en indsats eller ydelse fra kommunen, herunder lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik.

Da det foreliggende lovforslag regulerer borgeres ret til en indsats og ydelse fra kommunen, foreslås det, at det med hjemmel i retssikkerhedslovens § 2, stk. 3, bliver fastsat, at retssikkerhedsloven også skal gælde for sager efter lovforslaget. Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område vil blive tilrettet i overensstemmelse hermed.

Efter § 11 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven kan kommunerne og jobcentrene efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser m.v. giver de oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen.

2.6.2.1. Udveksling og indberetning af data samt digital kommunikation

Ordningen efter lovforslaget er en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, og det foreslås derfor, at bestemmelserne om det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet og Jobnet i kapitel 6 og bestemmelserne om dataansvar, indberetning, udveksling og videregivelse af oplysninger i kapitel 7 og bestemmelserne i kapitel 8 om kontrol i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.) også skal gælde for data for personer omfattet af lovforslaget. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 21.

Det foreslås endvidere, at kapitel 4 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse for lovforslaget. Beskæftigelsesministeren får hermed bemyndigelse til at fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om pligt til at anvende digital kommunikation for personer, der er omfattet af ordningen. Dermed skabes der mulighed for, at der fortsat kan være en obligatorisk digital kommunikation mellem borgeren og jobcenteret.

2.6.2.2. Særligt om forholdet til persondataloven

Det følger af § 5, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger (persondataloven), at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål.

Det følger videre af persondatalovens § 5, stk. 3, at oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke må omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles og senere behandles.

Det følger endvidere af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, at behandlingen af en oplysning kan finde sted, hvis behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

Til brug for fastlæggelse af borgernes rettigheder og pligter efter lovforslaget, får jobcentrene med forslaget til § 21 hjemmel til at indhente oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag i Beskæftigelsesministeriet. Oplysningerne kan endvidere bruges til kontrol.

Hjemlen foreslås således givet til et udtrykkeligt og sagligt formål og giver ikke arbejdsløshedskasserne eller jobcentrene adgang til at indhente eller pligt til at indberette flere oplysninger, end det er nødvendigt, for at arbejdsløshedskasserne og jobcentrene kan løse den opgave, som ordningen indebærer.

I forbindelse med administrationen af kontantydelsen vil kommunen i et vist omfang forudsætningsvist skulle behandle helbredsmæssige oplysninger, idet kontantydelsen efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 4, og § 6, stk. 1, nr. 4, udgør et højere beløb, hvis personen har bestemte dokumenterede psykiske lidelser. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser vedrørende de konkrete lidelser, der indebærer en højere kontantydelse.

Efter persondatalovens § 7, stk. 1, må der som udgangspunkt ikke behandles følsomme oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold. Behandling af oplysninger om helbredsmæssige forhold kan dog efter forudgående samtykke finde sted efter persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 1. Behandling af oplysninger om helbredsmæssige forhold kan endvidere ske, hvis det er nødvendigt for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4.

Det vurderes, at kommunens behandling af oplysninger om helbredsmæssige forhold i relation til administrationen af kontantydelsen kan ske i medfør af persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4.

Arbejdsløshedskasserne skal til brug for kommunernes administration af ordningen videregive oplysninger om den pågældende persons samlede forudgående forbrug af perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, perioder med ret til særlig uddannelsesydelse og perioder med arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsdagpenge m.v. Da ordningen omfatter personer, hvis ret til arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og særlig uddannelsesydelse er ophørt, indikerer dette, at det omhandler oplysninger om personer med længerevarende ledighed. Langvarig ledighed kan efter Datatilsynets praksis være en indikation af væsentlige sociale problemer.

Oplysninger om væsentlige sociale problemer er omfattet af persondatalovens § 8. Der gælder restriktive bestemmelser i persondatalovens § 8, stk. 3, for videregivelse af følsomme oplysninger på det sociale område. For registrering og indberetninger af oplysninger til det fælles it-baserede datagrundlag i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er persondatalovens § 8, stk. 3, imidlertid fraveget i de gældende regler i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

I det omfang videregivelsen sker på anden måde end via det fælles datagrundlag, vil personen skulle give samtykke til, at arbejdsløshedskassen videregiver oplysningerne til kommunen. Personen kan f.eks. give dette samtykke over for arbejdsløshedskassen eller ved at personen i forbindelse med ansøgningen til kommunen om kontantydelse giver samtykke til, at kommunen indhenter oplysningerne fra arbejdsløshedskassen, jf. også bemærkningerne i afsnit 2.6 om samtykke efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1.

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at forslaget ligger inden for rammerne af persondataloven.

2.7. Optjening af ret til ferie med kontanthjælp

2.7.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i lov om aktiv socialpolitik har en person, der har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. Personen er ikke omfattet af rådighedsforpligtelsen, mens ferien afholdes. Har personen optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, skal denne ferie afholdes først. Den samlede ferie kan højst udgøre 5 uger.

Det er efter de gældende regler i en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om feriens placering. Ved placering af ferien skal der tages hensyn til personens øvrige forhold, herunder familiens afholdelse af ferie, medmindre det i væsentlig grad modvirker den beskæftigelsesindsats, der er iværksat eller planlagt for personen. Kan den pågældende og kommunen ikke blive enige om, hvornår ferien skal afholdes, træffer kommunen afgørelse herom.

Efter gældende regler fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler om opgørelse af 12 sammenhængende måneder med uddannelses- eller kontanthjælp, herunder hvordan ressourceforløbsydelse og perioder med revalidering i form af særligt tilrettelagte projekter efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud efter kapitel 11 i samme lov kan indgå i opgørelsen.

2.7.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at, der ved opgørelsen af 12 sammenhængende måneder med uddannelses- eller kontanthjælp kan indgå perioder med ressourceforløbsydelse, perioder med revalidering samt perioder med kontantydelse.

2.8. Udbetaling af feriepenge efter ferieårets udløb

2.8.1. Gældende ret

En lønmodtager kan efter ferieårets udløb få udbetalt uhævede feriepenge, uden at ferien er holdt, hvis feriepengene enten vedrører den 5. ferieuge, eller feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieårets udløb, jf. § 34 b, stk. 1 og 2, i lov om ferie. Udbetaling sker på baggrund af en ansøgning, som lønmodtageren sender til den, der skal udbetale feriepengene. Har lønmodtageren i ferieåret modtaget arbejdsløshedsdagpenge, særlig uddannelsesydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, kontanthjælp, særlig ydelse eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov, skal antallet af dage med de nævnte ydelser trækkes fra antallet af dage med uhævede feriepenge, jf. § 34 b, stk. 3, i loven. Har lønmodtageren i ferieåret eksempelvis fået kontanthjælp i 20 dage og har uhævede feriepenge for 25 dage, kan lønmodtageren få udbetalt uhævede feriepenge for 5 dage. Lønmodtageren skal søge om udbetaling af de uhævede feriepenge senest den 30. september efter ferieårets udløb, jf. § 34 b, stk. 4, i loven.

2.8.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at ydelserne i § 34 b, stk. 3, i lov om ferie også omfatter midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og kontantydelse efter lov om kontantydelse.

Forslaget om, at § 34 b, stk. 3, også omfatter kontantydelse, er en konsekvens af, at der i forhold til kontantydelse er det samme formål og hensyn (sikring mod dobbeltforsørgelse), som begrunder, at der også skal ske fradrag for f.eks. arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp.

Det fremgår af pkt. 2.4.2. i de almindelige bemærkninger til lov nr. 790 af 28. juni 2013 om ændring af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ferie og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at i forbindelse med indførelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse på et senere tidspunkt vil de nævnte modregningsregler skulle udvides til også at omfatte den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Indførelsen af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse er sket ved lov nr. 1610 af 26. december 2013 om lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love, som trådte i kraft den 30. december 2013. Med forslaget kommer det til at fremgå direkte af § 34 b, stk. 3, i loven, at bestemmelsen også omfatter midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Samtidig foreslås det, at særlig ydelse og ydelse efter lov om børnepasningsorlov udgår af § 34 b, stk. 3, da disse ydelser ikke længere eksisterer.

2.9. Konsekvensændringer af regler om folkepension og førtidspension

2.9.1. Gældende ret

Ved opgørelse af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillægget til folkepensionister, der er gift eller samlevende med en person, som modtager bestemte forsørgelsesydelser (f.eks. kontanthjælp og ressourceforløbsydelse), gælder særlige fradragsregler. Desuden indeholder lov om social pension regler om, at en række bestemte forsørgelsesydelser skal medføre fradrag i førtidspensionen, hvis ydelsen er udbetalt for en periode, hvor der sker efterbetaling af førtidspension.

Tilsvarende regler findes i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

2.9.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at forsørgelsesydelserne opregnet i § 29, stk. 5, 2. pkt., § 32 a, stk. 3, nr. 4, § 32 d, stk. 1, i lov om social pension udvides med kontantydelse efter lov om kontantydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse, som blev indført ved lov nr. 1610 af 26. december 2013 om lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love, som trådte i kraft den 30. december 2013.

Det foreslås desuden, at forsørgelsesydelserne opremset i § 32 d, stk. 1, i lov om social pension udvides med ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp, som blev indført ved reformen af førtidspension og fleksjob, men ved en administrativ fejl ikke blev indføjet i bestemmelsen i forbindelse med reformens ikrafttræden 1. januar 2013.

I § 26, stk. 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., foreslås det ligeledes at tilføje kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp i opregningen af forsørgelsesydelser, hvor der gælder særlige regler for opgørelse af fradragsbeløb for beregning af pensionstillæg m.v. for førtidspensionister, der er samlevende eller gift med en person, der modtager de pågældende ydelser.

Det foreslås, at det kommer til at fremgå direkte af bestemmelserne, at de også omfatter kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp.

Forslaget er en konsekvens af, at det i forhold til kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp er de samme formål og hensyn, som begrunder, at der f.eks. også skal ske fradrag for arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp.

Endelig foreslås det at overgangsydelse udgår af opremsningen af forsørgelsesydelser i § 26, stk. 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., da overgangsydelsesordningen er udfaset.

Med forslagene opdateres og konsekvensrettes bestemmelserne.

2.10. Konsekvensændringer i lov om betaling af visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.

2.10.1. Gældende ret

Kommunerne afholder udgifterne til uddannelse af personer, der som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats deltager i uddannelse på uddannelsesinstitutioner m.fl., som i henhold til Undervisningsministeriets regler ellers ville være berettiget til at modtage tilskud eller bevilling fra Undervisningsministeriet.

2.10.2. Den foreslåede ordning

Det forslås, at personer der modtager kontantydelse efter lov om kontantydelse, omfattes af lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. Dette indebærer, at kommunerne afholder udgifterne til uddannelse af personer i målgruppen for kontantydelse, på samme måde som tilfældet er for f.eks. jobparate kontanthjælpsmodtagere.

2.11. Konsekvensændringer i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

2.11.1. Gældende ret

Den kommunale budgetgaranti i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner indebærer, at kommunerne under ét kompenseres for udviklingen i de kommunale udgifter på visse områder, herunder kontant- og uddannelseshjælp, revalidering, ledighedsydelse, førtidspension og den særlige uddannelsesydelse samt kommunernes udgifter til aktivering m.v. af f.eks. modtagere af kontant- og uddannelseshjælp, revalidering og den særlige uddannelsesydelse. Kompensationen sker ved regulering af bloktilskuddet.

2.11.2. Den foreslåede ordning

Forslaget indebærer, at de kommunale udgifter til kontantydelse efter lov om kontantydelse og udgifter til aktivering, herunder driftsudgifter til aktivering og løntilskud, samt til befordring til modtagere af kontantydelse efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bliver omfattet af den kommunale budgetgarantiordning.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

3.1. Kontantydelse

Personer, der har opbrugt den samlede ret til dagpenge og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse får ret til et tilbud om virksomhedspraktik og nytteindsats med kontantydelse, såfremt personen henvender sig til jobcenteret herom. Personer, der modtager kontantydelse, må, udover kontanthjælp med nedsat ydelse, ikke være berettigede til andre ordninger med offentlig forsørgelse. Personer over 30 år får ret til en kontantydelse på henholdsvis 80 pct. af dagpengesatsen for personer med forsørgerpligt over for børn og 60 pct. af dagpengesatsen for personer uden forsørgerpligt over for børn. Ydelsen for unge under 30 år sidestilles med kontanthjælpssystemet, de modtager dermed kontantydelse på ungesats. Kontantydelsen er uafhængig af formue og civilstatus, og kan tidligst udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor personen henvender sig til jobcenteret.

Set i lyset af underskuddet på den strukturelle og faktiske saldo i 2015 må nye tiltag hverken svække den strukturelle eller faktiske saldo. Det indebærer, at der skal tilvejebringes fuld finansiering af såvel den faktiske som den strukturelle virkning af nye tiltag.

Det sikres med kontantydelsen ved en fuld finansiering af den strukturelle saldovirkning, som afspejler de direkte merudgifter til indkomstoverførsler samt virkningen af ændret adfærd, korrigeret for mindreudgifter til øvrige indkomstoverførsler efter skat og tilbageløb via afgiftssystemet, samt skat og tilbageløb af lønindkomst ved ændret beskæftigelse.

Samlet skønnes forslaget således at indebære en forværring af den strukturelle offentlige saldo med 610 mio. kr. i 2015, 330 mio. kr. i 2016 og 40 mio. kr. i 2017.

Saldovirkningen afspejler hovedsageligt en svækkelse af den strukturelle beskæftigelse på i størrelsesordenen omkring 2.100 personer i 2015, 1.200 personer i 2016 og 100 personer i 2017. Den svækkede beskæftigelse kan i 2015 primært henføres til modtagere af dagpenge og arbejdsmarkedsydelse, der med udsigt til den nye ordning har en reduceret afgang til beskæftigelse. Det indebærer merudgifter til indkomstoverførsler og aktivering og et reduceret skatteprovenu fra alternativ lønindkomst.

Virkningen på beskæftigelsen og de strukturelle offentlige finanser tager afsæt i de samme beregningsforudsætninger, som blev anvendt ved Aftale om midlertidig arbejdsmarkedsydelse (2013) og Aftale om genopretning af dansk økonomi (2010).

Forslagets budgetvirkning tager afsæt i, at det skønnes, at ca. 3.150 helårspersoner vil modtage kontantydelse i 2015 til 2017, når der tages højde for det skønnede ledighedsniveau m.v. i perioden. Forslaget vil på den baggrund medføre en budgetvirkning, der afspejler de skønnede faktiske offentlige merudgifter til kontantydelse samt udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering og befordringsgodtgørelse. Udgifterne vil i et vist omfang blive modsvaret af mindreudgifter til kontanthjælp og aktive tilbud til de personer, der ellers ville være overgået til kontanthjælp, jf. tabel 1. Budgetvirkningen er ekskl. adfærd og ekskl. skat og tilbageløb via afgiftssystem.

Kommunerne får ansvar for at administrere ordningen og udbetale kontantydelse til ledige i målgruppen, der opfylder betingelserne herfor. Kommunerne er forpligtede til at give et tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter personens henvendelse. Kommunernes forpligtelse og administration af ordningen vurderes at medføre en øget opgave for kommunernes svarende til administrative merudgifter i størrelsesordenen af ca. 29,1 mio. kr. i 2015 til 2017, jf. tabel 1.

Kommunerne får refunderet deres forsørgelsesudgifter til ordningen efter samme principper, som gælder for kontanthjælp. Forsørgelsesudgifterne finansieres via en ny særskilt statslig bevilling. Refusionssatserne er 50 pct. af forsørgelsen ved perioder i virksomhedspraktik eller nytteindsats og 30 pct. i perioder, hvor den enkelte er passiv ydelsesmodtager. Kommunernes under ét kompenseres for den resterende del af udgifterne via. budgetgarantien.

Kommunerne får refunderet deres udgifter til vejledning og opkvalificering ("opkvalificeringsjob"), løntilskud, jobrotation og befordringsgodtgørelse efter de principper, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. For vejledning og opkvalificering vil der være 0 pct. i driftsrefusion under kontantydelsesordningen, da der tidligst udløses refusion for vejledning og opkvalificering 9 måneder fra en persons første henvendelse til kommunen om hjælp, og de ledige vil kunne høre under kontantydelsesordningen i 6 måneder. Kommunerne under ét kompenseres dog for udgifter til opkvalificeringsjob via budgetgarantien.

Det bemærkes, at de økonomiske konsekvenser af lovforslaget er beregnet på baggrund af de refusionssatser, der fremgår af lov nr. 1486 af 23. december 2014 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v., (jf. Reform af beskæftigelsesindsatsen), hvormed staten vil refundere 60 pct. af udgifterne til jobrotationsydelse (mod nugældende 100 pct.). Herudover får kommunerne refunderet 50 pct. af driftsudgifterne til udgifterne til befordring, mens kommunerne under ét kompenseres for den resterende del af udgifterne via. budgetgarantien.

Det skønnes, at forslaget vil medføre merudgifter på den samlede offentlige budgetvirkning på 10,7 mio. kr. i 2015, 220,9 mio. kr. i 2016 og 106,8 mio. kr. i 2017. Heraf vil staten samlet have merudgifter på 4,8 mio. kr. i 2015, 102,6 mio. kr. i 2016 og 50,9 mio. kr. i 2017, og kommunerne vil have merudgifter på 5,9 mio. kr. i 2015, 118,4 mio. kr. i 2016 og 55,8 mio. kr. i 2017, jf. tabel 1.

 


Tabel 1. Kontantydelse

Mio. kr. 2015 pl
2015
2016
2017
Stat
4,8
102,6
50,9
Heraf kontantydelse
5,2
107,2
53,1
Heraf aktivering og befordring
1,6
32,8
16,3
Heraf kontanthjælp og aktivering
-2,0
-37,4
-18,5
Kommuner
5,9
118,4
55,8
Heraf kontantydelse
6,6
135,6
67,2
Heraf aktivering og befordring
1,6
31,8
15,8
Heraf kontanthjælp og aktivering
-3,7
-69,6
-34,3
Heraf administration
1,4
20,6
7,2
I alt
10,7
220,9
106,8
Budgetgaranti
4,5
97,8
48,7
DUT
1,4
20,6
7,2


 


De økonomiske konsekvenser for kommunerne af lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Kontantydelsen er en ydelse ved arbejdsløshed i relation til forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Dette betyder, at den pågældende har mulighed for at modtage ydelsen i op til 3 måneder under jobsøgning i et andet EU/EØS-land efter de regler, der gælder efter forordningen.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag er sendt i høring i perioden fra den 19. december 2014 til den 6. januar 2015 hos følgende myndigheder, organisationer m.v.:

Ankestyrelsen, Arbejdsløshedskassernes Samvirke, ATP, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende (ASE), Beskæftigelsesrådet, Business Danmark, Danmarks Frie Fagforening, Danske Advokater, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, Det faglige hus, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Frie Funktionærer, Jobrådgivernes Brancheforening, KL, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse og Rigsrevisionen.

 


9. Sammenfattende skema

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Staten:
2015: -2,0 mio. kr.
2016: -37,4 mio. kr.
2017: -18,5 mio. kr.
Kommunerne:
2015: -3,7 mio. kr.
2016: -69,6 mio. kr.
2017: -34,3 mio. kr.
Staten:
2015: 6,8 mio. kr.
2016: 140,0 mio. kr.
2017: 69,4 mio. kr.
Kommunerne:
2015: 8,2 mio. kr.
2016: 167,4 mio. kr.
2017: 83,0 mio. kr.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Staten:
2015: 0,0 mio. kr.
2016: 0,0 mio. kr.
2017: 0,0 mio. kr.
Kommunerne:
2015: 0,0 mio. kr.
2016: 0,0 mio. kr.
2017: 0,0 mio. kr.
Staten:
2015: 0,0 mio. kr.
2016: 0,0 mio. kr.
2017: 0,0 mio. kr.
Kommunerne:
2015: 1,4 mio. kr.
2016: 20,6 mio. kr.
2017: 7,2 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Kontantydelsen er en ydelse ved arbejdsløshed i relation til forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger


 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås i stk. 1, at personer, som fra den 5. januar 2015 har opbrugt retten til arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. §§ 52 k, stk. 4, og § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., får ret til en ny midlertidig ydelse - kontantydelse. Kontantydelsen kan ydes for ¼ til ½ år afhængig af, hvornår den 2-årige dagpengeperiode er opbrugt.

Det bemærkes, at der efter lovens ikrafttræden den 1. marts 2015 ikke længere vil være personer, som vil have ret til særlig uddannelsesordning/uddannelsesydelse.

Det bemærkes yderligere, at retten til arbejdsløshedsdagpenge kan anses for opbrugt, dels ved at pågældendes ydelsesperiode på 2 år er opbrugt, dels ved at pågældendes referenceperiode udløber. Efter gældende regler kan retten til midlertidig arbejdsmarkedsydelse forlænges med op til 6 måneder, hvis pågældende har været i ordinær beskæftigelse i rettighedsperioden uden samtidig at have modtaget midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Tidspunktet for udløb af pågældendes ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse er således afhængig af, om pågældende har haft beskæftigelse eller ej.

Retten til kontantydelse omfatter personer, der opbruger retten til de nævnte ydelser i perioden fra den 5. januar 2015 til og med den 2. juli 2017. Overgang til kontantydelse vil tidligst kunne blive aktuel i oktober 2015. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.3.

Det foreslås i stk. 2, at ordningen er subsidiær i forhold til andre offentlige forsørgelsesydelser under Beskæftigelsesministeriets lovgivning og udbetaling af førtids- og folkepension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Forslaget omfatter derfor ikke personer, som er berettiget til f.eks. fuld uddannelses- eller kontanthjælp, seniorjob, sygedagpenge, førtidspension, efterløn og folkepension. Det betyder, at personer, der er berettiget til delvis uddannelses- eller kontanthjælp f.eks. som følge af arbejdsindtægter, vil være omfattet, dog vil personer, der har fået nedsat hjælpen som følge af en sanktion efter lov om aktiv socialpolitik, ikke være omfattet.

Forslaget betyder, at hvis en person, som får ret til kontantydelse, opnår ret til folkepension en måned herefter, kan personen ikke fortsætte med at modtage kontantydelse, men skal overgå til folkepension, idet pågældende samtidig med modtagelse af kontantydelsen opnår ret til folkepension.

En person, der har ret til fuld uddannelses- eller kontanthjælp på tidspunktet, hvor retten til dagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt, har ikke ret til kontantydelse, så længe retten til fuld uddannelses- eller kontanthjælp består.

Forslaget betyder omvendt, at personer, der på ansøgningstidspunktet ikke har ret til fuld uddannelses- eller kontanthjælp, vil have ret til kontantydelse og fortsætter på denne ydelse, selvom pågældende efterfølgende måtte opnå ret til fuld uddannelses- eller kontanthjælp. Dermed sikres, at der ikke skal ske et ydelsesskift med de konsekvenser, det eventuelt kan have for udmålingen af hjælpen (formue- og ægtefælleafhængighed).

En person, som har ret til sygedagpenge på tidpunktet, hvor retten til dagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt, har ikke ret til kontantydelse, så længe retten til sygedagpenge består. Overgangen til kontantydelse kan ske efter anmodning herom efter sygdommens ophør, så længe perioden med ret til kontantydelse ikke er opbrugt.

Det foreslås i stk. 3, at retten til kontantydelse indtræder på det tidspunkt, hvor dagpengeretten og retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt. Det betyder, at overgang til den ny ordning først kan ske, når en person har opbrugt sin dagpengeret og retten til en given periode med midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Det bemærkes, at retten til midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter gældende regler er betinget af, at retten til perioder med særlig uddannelsesordning/uddannelsesydelse er opbrugt. En person, som opbruger sin ret til perioder med uddannelse og uddannelsesydelse, vil således enten skulle overgå til midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller ikke længere have ret til yderligere ydelser, fordi den samlede ydelsesperiode til disse personer vil overstige 3 år, og den samlede ydelsesperiode, der er mulighed for efter dette lovforslag, dermed vil være opbrugt. Derfor vil der ikke kunne være nogen personer, som vil kunne overgå fra særlig uddannelsesordning/uddannelsesydelse til den ny kontantydelse.

Forslaget i stk. 3, betyder, at der er et fast tidspunkt for følgende forhold:

- Hvornår retten til tilbud og kontantydelse indtræder, jf. § 1, stk. 1.

- Hvornår forbruget af rettighedsperioden begynder, jf. § 1, stk. 3.

- Hvornår muligheden for forlængelse af rettighedsperioden begynder, jf. § 2, stk. 6.



Det foreslås, at pågældende skal henvende sig til jobcenteret for at få ret til tilbud og modtage kontantydelse. Pågældendes rettighedsperiode vil uanset om dette er sket, løbe fra det tidspunkt, hvor dagpengeretten og retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.

Til § 2

Forbrug af arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse opgøres efter gældende regler altid i hele uger. Det betyder, at ydelsesperioden altid vil slutte ved en uges udløb. I aftale om finanslov for 2015 er målgruppen afgrænset i forhold til, hvilket halvår deres ydelsesret udløber. Denne angivelse er imidlertid ikke præcis nok i forhold til opgørelse af forbrug af ydelsesperioder.

Det foreslås derfor i stk. 1, at målgruppen periodemæssigt afgrænses ved brug af datoangivelser, der svarer til udløb af en ydelsesuge. Datoerne er i forhold til finanslovaftalens halvårsangivelser fastsat således, at den enkelte får den længst mulige ydelsesperiode.

Hensigten med indførelsen af ret til kontantydelse er at sikre forsikrede ledige uden anden mulig offentlig forsørgelse et forsørgelsesgrundlag, når retten til arbejdsløshedsdagpenge og perioden med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.

Det foreslås videre i stk. 1, at en person samlet har ret til at modtage den ny kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge i en periode, der udgør:

1) 3 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 5. januar 2015 til og med den 5. juli 2015.

2) 3 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 6. juli 2015 til og med den 3. januar 2016.

3) 2 3/4 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 4. januar 2016 til og med den 3. juli 2016.

4) 2 ½ år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 4. juli 2016 til og med den 1. januar 2017.

5) 2 1/4 år for personer, der opbruger den 2-årige dagpengeret, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i perioden fra den 2. januar 2017 til og med den 2. juli 2017.



Det bemærkes, at personer, som mister dagpengeretten før den 5. januar 2015, efter gældende regler har ret til en samlet ydelsesperiode på 3 år eller mere. Disse personer vil derfor ikke kunne opnå ret til den ny kontantydelse.

Det foreslås i stk. 2, at længden af den samlede ydelsesperiode opgøres på grundlag af, hvornår den 2-årige dagpengeret er opbrugt. Ved den 2-årige dagpengeperiode forstås forbrug af dagpenge efter den 1. juli 2010, jf. § 55, stk. 1, jf. § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det bemærkes yderligere, at udtrykket "den 2-årige dagpengeret" forstås således, at der ikke skal tages hensyn til en persons eventuelle forlængelse af dagpengeretten i 2. halvår af 2012, jf. lov nr. 267 af 27. marts 2012. Disse personers "2-årige dagpengeret" vil altid være udløbet i 2. halvår af 2012. Spørgsmålet har betydning i de situationer, hvor den forlængede dagpengeret på 2 ½ år udløber efter den 5. januar 2015. Dette kan være tilfældet ved forlængelse af dagpengeperioden som følge af f.eks. sygdom og barsel. Disse personer har efter gældende regler en samlet ydelsesperiode på 4 år bestående af dagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse og vil derfor ikke være omfattet af målgruppen for nærværende lovforslag.

Det foreslås i stk. 3, at perioden med ret til kontantydelse udgør den samlede ydelsesperiode fratrukket perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, perioder med ret til særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge udbetalt for perioder efter den 1. juli 2010. Perioden opgøres i uger og løber fra tidspunktet for rettighedens indtræden, jf. § 1, stk. 3. Dermed sikres en umiddelbar sammenhæng til opgørelsen af forbrug af arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Det foreslås i stk. 4, at hvis en persons dagpengeret udløber som følge af, at pågældendes referenceperiode udløber, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og § 2, stk. 2, i lov nr. 703 af 25. juni 2010 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som ændret ved § 1, nr. 1, i lov nr. 267 af 27. marts 2012 om ændring af bl.a. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., uden at ydelsesperioden, herunder eventuel forlængelse af ydelsesperioden efter § 1, nr. 2, i lov nr. 267 af 27. marts 2012, er opbrugt, så indgår den del af pågældendes 2-årige ydelsesperiode inklusive eventuel forlængelse, som ikke var forbrugt ved udløbet af dagpengeretten. Det betyder, at ydelsesperioden i disse tilfælde altid opgøres som minimum 2 år og afhængig af pågældendes eventuelle forlængelse af dagpengeperioden som minimum 2½ år.

Det foreslås i stk. 5, at den samlede periode med kontantydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og arbejdsløshedsdagpenge efter stk. 1, og perioder, der forbruger af dagpengeperioden efter § 55, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. forud for den 1. juli 2010, højst kan udgøre 3 år. Ved opgørelsen medregnes kun perioder efter seneste indplacering i dagpengesystemet. Ved opgørelsen medregnes ikke en eventuel uforbrugt ydelsesperiode, jf. forslaget til § 2, stk. 4.

Længden af perioden med kontantydelse afgøres således af de nævnte tre forhold i stk. 1 og 2, jf. stk. 4, stk. 3, og stk. 5:

- Tidspunktet for udløbet af den 2-årige dagpengeret, herunder eventuel udløb af arbejdsløshedsdagpengenes referenceperiode (stk. 1 og 2, jf. stk. 4).

- Samlet forbrug af ydelser efter 1. juli 2010 (stk. 3).

- Maksimal samlet ydelsesperiode på 3 år - opgjort som udbetalte ydelser og rettighedsperioder efter seneste indplacering i en dagpengeperiode både før og efter 1. juli 2010 (stk. 5.)



Det foreslås i stk. 6, at perioden med ret til kontantydelse (rettighedsperioden) kan forlænges med op til 13 uger (forlængelsesperioden) med perioder med arbejde, som kan medregnes til opgørelsen af beskæftigelseskravet efter principperne i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. - det vil sige beskæftigelse, hvortil der ikke er ydet offentligt løntilskud til lønnen. Rettighedsperioden kan aldrig række udover den samlede længde af rettighedsperioden og forlængelsesperioden på højst 13 uger, hvilket betyder, at man skal gøre brug af sine rettigheder inden for denne samlede periode. Forlængelsesperioden påbegyndes ved udløbet af rettighedsperioden.

Eksempel:

Det betyder at en person, som f.eks. har en rettighedsperiode på 13 uger i hvilke, der er fuld beskæftigelse i 5 af ugerne, kan afholde 5 uger med ret til kontantydelse og tilbud i forlængelse af den oprindelige rettighedsperiodes udløb. Hvis pågældende ikke anmoder om kontantydelse og tilbud inden for forlængelsesperioden på 5 uger, fortabes retten til ydelse og tilbud.

Eksemplet ovenfor ændres således, at pågældende arbejder fuld tid i 15 uger efter rettighedsperiodens indtræden. Forlængelsesperioden kan højst udgøre 13 uger. Pågældende kan herefter afholde 11 uger med ret til kontantydelse og tilbud efter udløbet af de 15 ugers beskæftigelse. Det skyldes, at pågældende samlet kan gøre brug af sine rettigheder indenfor en samlet periode på 26 uger regnet fra rettighedsperiodens indtræden.

Med forslaget sikres, at den ledige har et økonomisk incitament til at påtage sig beskæftigelse, herunder beskæftigelse af kortere varighed.

Grundlaget for forlængelsen er det antal løntimer, som indgår i opgørelsen af beskæftigelseskravet, jf. ovenfor. Alle løntimer kan medregnes, uanset at der i perioden samtidig er udbetalt kontantydelse. Det bemærkes, at det udførte arbejde medfører fradrag i kontantydelsen efter lovens § 8, stk. 2.

Foreligger der ikke oplysninger om antal løntimer, beregnes timetallet ud fra indtægten fra arbejdet divideret med en omregningsfaktor, jf. § 52 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

De opgjorte timer omregnes til uger ved at dividere med 37 timer. Der rundes op til nærmeste hele antal uger. Dermed stilles den enkelte bedst muligt.

Beskæftigelsen skal ligge efter det tidspunkt, hvor dagpengeretten eller retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt. Det er ikke et krav, at der er anmodet om kontantydelse efter § 3, eller der er søgt om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Opgørelsen skal foretages pr. udbetalingsperiode, jf. § 18, stk. 2.

Forlængelse af rettighedsperioden sker på grundlag af beskæftigelse, der ligger efter tidspunktet for indtræden af rettighedsperioden, jf. lovens § 1, stk. 3. I langt de fleste tilfælde vil der ske umiddelbar overgang fra arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse til kontantydelse og tilbud efter denne lov. Det betyder, at forlængelsesperioden vil ligge i perioder for hvilke, der udbetales kontantydelse.

Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor beskæftigelse ligger efter rettighedsperiodens indtræden, men inden pågældende har anmodet om kontantydelse efter lovens § 3 ved at anmode om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Dette har imidlertid ikke betydning for muligheden for forlængelse af rettighedsperioden, da det udelukkende er en betingelse, at beskæftigelsen ligger i rettighedsperioden.

Eksempel:

Det betyder, at hvis en person f.eks. opbruger sin ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse søndag den 4. oktober 2015 og har fuldtidsbeskæftigelse fra den 5. oktober 2015 og bliver ledig fra mandag den 19. oktober 2015, hvor pågældende anmoder om kontantydelse og tilbud, så vil pågældendes rettighedsperiode blive forlænget med 2 uger.

De opgjorte timer i udbetalingsperioden, jf. lovens § 18, stk. 2, omregnes til uger ved at dividere med 37 timer. Der rundes op til nærmeste hele antal uger. Det herefter opgjorte ugeantal forlænger pågældendes periode med ret til tilbud og kontantydelse.

Hvis en person f.eks. i løbet af en udbetalingsperiode har haft løbende beskæftigelse svarende til 50 timer i perioden, så omregnes disse timer således:

50 timer : 37 timer= 1,35 uge

Dette rundes op til 2 uger.

Opgørelsen af forlængelsen af rettighedsperioden kan kommunen foretage løbende, og den skal senest være sket ved udløb af pågældendes periode med ret til tilbud og kontantydelse efter loven. Opgørelsen skal foretages for hver udbetalingsperiode.

Kommunerne skal foretage opgørelsen af, hvor lang en periode den enkelte har ret til tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og kontantydelse efter nærværende lov. Til brug herfor foreslås det i stk. 7, at arbejdsløshedskassen skal oplyse kommunen om den pågældende persons forudgående forbrug af perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, perioder med ret til særlig uddannelsesydelse og perioder med arbejdsløshedsdagpenge. Kommunen skal lægge arbejdsløshedskassens opgørelse til grund ved fastlæggelsen af perioden med ret til tilbud og kontantydelse efter nærværende lov. Denne opgørelse betragtes som en afgørelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og kan påklages efter reglerne i denne lovs § 98.

Det bemærkes, at det ikke altid vil være muligt for en arbejdsløshedskasse at opgøre det faktiske tidspunkt for en persons ophør af midlertidig arbejdsmarkedsydelse før op til 6 - 8 uger efter, at denne ret er ophørt. Når en borger henvender sig til kommunen om kontantydelse og tilbud efter denne lov, vil kommunen således ikke have en præcis viden om udfaldstidspunktet og heller ikke i hvor lang tid, borgeren vil have ret til den nye kontantydelse. Det kan derfor være relevant for kommunen, at den i det konkrete tilfælde kontakter arbejdsløshedskassen direkte.

Til § 3

Forslaget om at indføre en ny forsørgelsesydelse i form af kontantydelse skal sikre ledige uden anden mulighed for offentlige forsørgelse en aktiv indsats med kontantydelse, når personerne har opbrugt den samlede ret til arbejdsløshedsdagpenge og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

Det foreslås derfor i stk. 1, at når en person henvender sig til jobcenteret og anmoder om tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har personen fra dette tidspunkt ret til kontantydelse.

Kommunen har efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område pligt til at behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger i pkt. 2.6.2., vil kontantydelsen blive omfattet af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og kommunen skal derfor vejlede personen om, at den pågældende i det omfang, personen ikke er berettiget til fuld uddannelses- eller kontanthjælp, kan være berettiget til at modtage kontantydelse.

Vejledningspligten indebærer endvidere, at kommunen har pligt til at vejlede om muligheden for at få kontantydelse, når en person søger om uddannelses- eller kontanthjælp ved udløbet af et sygedagpengeforløb. Kommunen skal herudover vejlede en sygedagpengemodtager om muligheden for kontantydelse, hvis personen oplyser kommunen om, at den pågældende ikke vil være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller arbejdsmarkedsydelse ved udløbet af sygedagpengeforløbet.

Hvis en person i målgruppen henvender sig til kommunen for at anmode om uddannelse- eller kontanthjælp eller kontantydelse ved at anmode om tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats, vil kommunen, inden den træffer afgørelse om, hvilken ydelse den pågældende er berettiget til, skulle vurdere, om personen er berettiget til fuld uddannelses- eller kontanthjælp, eller om den pågældende alene vil være berettiget til nedsat uddannelses- eller kontanthjælp. Hvis personen alene har ret til nedsat uddannelses- eller kontanthjælp, kan den pågældende overgå til kontantydelse, hvis de øvrige betingelser for dette er opfyldt, jf. § 10. Dette gælder også ved henvendelser efter forslaget til stk. 2.

Der skal derfor ikke først anmodes om uddannelses- eller kontanthjælp og derefter, når kommunen har truffet afgørelse om, at personen ikke er berettiget til fuld uddannelses- eller kontanthjælp, på ny anmodes om kontantydelse.

For at være berettiget til kontantydelse er det bl.a. en betingelse, at personen opfylder de krav, der stilles om rådighed i forslaget til § 10, bl.a. om tilmelding som arbejdssøgende på Jobnet.

I lovforslaget stilles ikke formelle krav til, hvordan en henvendelse om tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med kontantydelse skal ske, og kommunerne kan således selv tilrettelægge arbejdsgange og procedure i forbindelse med henvendelser om at blive omfattet af ordningen.

Kommunerne fastsætter proceduren for, hvorledes ansøgning om kontantydelse skal ske, f.eks. kan kommunen fastsætte krav om, at henvendelsen skal ske ved personligt fremmøde. Hvis en person på grund af f.eks. sygdom er forhindret i at møde op personligt og kontakter kommunen f.eks. telefonisk, bør kommunen foretage en vurdering af, om denne henvendelse kan anses som en ansøgning om at deltage i ordningen med kontantydelse. Det vil være naturligt, at kommunerne på deres hjemmeside giver nærmere oplysning om den nærmere fremgangsmåde ved henvendelser om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med kontantydelse.

Efter de gældende regler i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, fremgår det, at jobparate kontanthjælpsmodtagere skal tilmelde sig som arbejdssøgende, og kommunen skal sørge for, at det sker. Ved digital tilmelding modtager den ledige en elektronisk kvittering som dokumentation for tilmelding. Ved tilmelding på Jobnet skal personen henvende sig personligt i jobcenteret på den første åbningsdag efter tilmeldingen med henblik på at få foretaget en indledende vurdering.

Det foreslås videre i stk. 2, at hvis personen retter henvendelse til jobcenteret om, at personen på ny ønsker tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats inden afslutningen af det igangværende tilbud, jf. forslaget til stk. 1, bliver personen berettiget til kontantydelse fra det tidspunkt, hvor tilbuddet er afsluttet. Hvis personen retter henvendelse til jobcenteret om, at personen på ny ønsker tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter at et tilbud, jf. stk. 1, er afsluttet, bliver personen berettiget til kontantydelse fra henvendelsestidspunktet.

Det indebærer, at hvis en person efter, at personen har afsluttet et tilbud, ikke retter henvendelse til jobcenteret om, at personen ønsker et nyt tilbud i ordningen, vil personen ikke kunne modtage kontantydelse fra det tidspunkt, hvor et tilbud er ophørt og frem til, den pågældende igen anmoder jobcenteret om et tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats. Personen vil ikke kunne få efterbetalt kontantydelse fra tidspunktet for afslutningen af et tilbud og indtil det tidspunkt, hvor personen har anmodet om et nyt tilbud efter ordningen.

Det foreslås i stk. 3, at jobcenteret har pligt til ved afgivelse af tilbud efter ordningen at vejlede personen om tidspunktet for ophør af tilbud, og om at personen alene er berettiget til kontantydelse, hvis pågældende retter henvendelse til kommunen om nyt tilbud, jf. stk. 1 og 2.

Baggrunden for forslaget om pligt til at vejlede om tidspunktet for ophør af ydelsen er at sikre, at personen er vejledt om, at personen alene kan få kontantydelse, hvis den pågældende på ny retter henvendelse til kommunen om, at personen ønsker at deltage i et nyt tilbud efter ordningen. Hvis personen ikke har fået vejledning om, hvornår tilbuddet ophører, og hvad den pågældende skal gøre for igen at blive berettiget til kontantydelse, kan kommunen først stoppe ydelsen inden for rimelig tid efter, at vejledning er givet.

Det foreslås i stk. 4, at personer har ret til kontantydelse uden hensyn til egen formue eller ægtefælles/samlevers indtægts- og formueforhold. Det indebærer, at en person, der i dag ikke er berettiget til kontanthjælp på grund af egen formue eller ægtefælles/samlevers indkomst eller formue, som minimum er sikret en ydelse, der svarer til henholdsvis 80 og 60 pct. af højeste dagpenge, hvis den pågældende er fyldt 30 år. Personer, der ikke er fyldt 30 år, er sikret en ydelse, der svarer til ungesatserne på kontanthjælpsområdet. Se nærmere om ydelsesmodtagerens indtægter, herunder arbejdsindtægter i forslaget til §§ 8 og 9.

Til § 4

Det foreslås i stk. 1, at der ydes kontantydelse på to satser til personer, som er fyldt 30 år. Ydelsen svarer til henholdsvis 80 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for personer med forsørgelsespligt over for børn og 60 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for andre. Dette svarer til de gældende kontanthjælpssatser for personer, der er fyldt 30 år.

Med forslaget til stk. 1, vil kontantydelsen for personer, som er fyldt 30 år, udgøre et månedligt beløb (2015-niveau) på

14.416 kr. for personer som har forsørgelsespligt over for børn, og

10.849 kr. for andre personer.

En person, der modtager kontantydelse efter forslaget til §§ 5 og 6, som fylder 30 år, vil fra det tidspunkt i måneden, hvor personen fylder 30 år, være berettiget til at modtage kontantydelse med voksensatsen.

I stk. 2 foreslås, at det er en betingelse for at modtage forsørgersats, at børnene opholder sig her i landet.

Det bemærkes, at dette ikke gælder for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til ydelsen. Det vil sige, at en person også betragtes som forsørger, hvis børnene bor i et andet EU/EØS land.

Til § 5

Forslaget til § 5 følger de gældende regler for kontanthjælp for jobparate unge under 30 år.

I stk. 1, foreslås det, at kontantydelsen til personer under 30 år, som har en erhvervskompetencegivende uddannelse (en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu) eller en videregående uddannelse), ydes med en ungesats, der udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 13.779 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog stk. 4,

2) 9.640 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,

3) 10.849 kr. for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge,

4) 14.416 kr. for personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype, og har forsørgelsespligt over for børn,

5) 10.849 kr. for personer, der ikke bor hos en eller begge forældre og har en dokumenteret psykisk lidelse som anført i nr. 4,

6) 6.992 kr. for personer, der er fyldt 25 år og ikke bor hos en eller begge forældre,

7) 3.374 kr. for personer, der er fyldt 25 år og bor hos en eller begge forældre,

8) 6.992 kr. for personer under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og

9) 3.374 kr. for personer under 25 år, der bor hos en eller begge forældre.



Efter forslaget vil ungesatsen for personer, som ikke har forsørgelsespligt overfor hjemmeboende børn, svare til kontanthjælpssatsen for unge under 30 år. For unge under 30 år, der har forsørgelsespligt overfor hjemmeboende børn, foreslås det, at de får en kontantydelsessats, som svarer til kontanthjælpssatsen for tilsvarende gruppe. Satsen udgør et lidt højere niveau end SU.

Forslaget indebærer, at forsørgere, der modtager kontantydelse for personer under 30 år, og som ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven, idet de ikke har barnet hos sig og eventuelt også lever i et samlivsforhold, vil modtage den samme ungesats.

Definitionen af enlige forsørgere følger i denne sammenhæng den definition, som følger af SU-loven. Det fremgår af SU-loven, at tillæg til enlige forsørgere tildeles uddannelsessøgende, der har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ifølge børnetilskudsloven har en person ret til ekstra børnetilskud, hvis der ydes ordinært børnetilskud, og personen, som er indehaver af forældremyndigheden, har barnet hos sig og ikke lever i et samlivsforhold.

I forslaget til stk. 2, nr. 3, foreslås det, at for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge, vil kontantydelsen udgøre 10.849 kr. (2015-niveau), hvilket svarer til kontantydelsen for voksne ikke-forsørgere.

Med forslaget til stk. 2, nr. 4, vil kontantydelsen til en person, der har en dokumenteret psykisk lidelse, som anført i bestemmelsen og har forsørgelsespligt over for børn - herunder børn, der ikke bor hjemme - blive udmålt til en sats, der svarer til kontantydelsessatsen for voksne forsørgere svarende til 14.416. kr. (2015-niveau).

Med forslaget til stk. 2, nr. 5, vil kontantydelsen til en person, der har en dokumenteret psykisk lidelse, som anført i bestemmelsen, og som ikke har forsørgelsespligt over for børn, udgøre en sats, der svarer til kontantydelsessatsen for voksne ikke-forsørgere svarende til 10.849 kr. (2015-niveau), hvis den pågældende ikke er hjemmeboende. .

I stk. 2, foreslås det, at en person, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, og som modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6, 7, 8 eller 9, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af ydelsen, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Kontantydelse, barselstillæg og månedligt tillæg til børnebidrag kan samlet højst udgøre 14.416 kr. (2015-niveau).

I stk. 3, foreslås det, at kontantydelse efter stk. 1, nr. 4, og stk. 2, er betinget af, at børnene opholder sig her i landet. Det bemærkes, at dette ikke gælder for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til ydelsen. Det vil sige, at man kan modtage forsørgersats, hvis børnene bor i et andet EU/EØS land.

I stk. 4, foreslås det, at for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ydes kontantydelsen med den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt.

Det foreslås, at det samme skal gælde for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af, at barnet er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det medfører, at en ung enlig forsørger under 30 år, hvis barn bliver anbragt uden for hjemmet, vil modtage kontantydelse som enlig forsørger, selvom forælderen under anbringelsen ikke modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven. Det betyder, at selv om børnetilskuddet bortfalder ved anbringelsen, vil den unge enlige forsørger bevare forsørgersatsen ved modtagelse af kontantydelse.

I stk. 5, foreslås det, at kommunen yder et barselstillæg til personer, som har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter bestemmelserne i barsellovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

Forslaget har til formål at sikre, at modtagere af kontantydelse med ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption får ret til barselstillæg fra det tidspunkt, hvor de har ret til ikke at udnytte deres arbejdsmuligheder, jf. forslaget til § 11.

I stk. 6, foreslås det, at barselstillægget udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 637 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 1,

2) 4.776 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 2,

3) 3.857 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6, og

4) 7.475 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 7.



I stk. 7, foreslås det, at personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 3-5, 8 og 9, ikke kan modtage et barselstillæg til kontantydelsen.

Til § 6

Forslaget til § 6 følger de gældende regler for uddannelseshjælp for uddannelsesparate unge under 30 år.

I stk. 1, foreslås det, at kontantydelsen til personer under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 11.888 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog stk. 4,

2) 8.319 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,

3) 10.849 kr. for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge,

4) 14.416 kr. for personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse, der er diagnosticeret som skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype, og har forsørgelsespligt over for børn,

5) 10.849 kr. for personer, der ikke bor hos en eller begge forældre og har en dokumenteret psykisk lidelse som anført i nr. 4,

6) 5.945 kr. for personer, der er fyldt 25 år og ikke bor hos en eller begge forældre,

7) 2.562 kr. for personer, der er fyldt 25 år og bor hos en eller begge forældre,

8) 5.945 kr. for personer under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og

9) 2.562 kr. for personer under 25 år, der bor hos en eller begge forældre.



Forslaget indebærer, at forsørgere, der modtager kontantydelse for personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven, idet de ikke har barnet hos sig og eventuelt også lever i et samlivsforhold, vil modtage den samme ungesats.

Definitionen af enlige forsørgere følger i denne sammenhæng den definition, som følger af SU-loven. Det fremgår af SU-loven, at tillæg til enlige forsørgere tildeles uddannelsessøgende, der har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ifølge børnetilskudsloven har en person ret til ekstra børnetilskud, hvis der ydes ordinært børnetilskud, og personen, som er indehaver af forældremyndigheden, har barnet hos sig og ikke lever i et samlivsforhold.

I forslaget til stk. 1, nr. 3, foreslås det, at for kvinder, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge, vil kontantydelsen udgøre 10.849 kr. (2015-niveau), hvilket svarer til kontantydelsen for voksne ikke-forsørgere.

Med forslaget til stk. 1, nr. 4, vil kontantydelsen til en person, der har en dokumenteret psykisk lidelse, som anført i bestemmelsen og har forsørgelsespligt over for børn - herunder børn, der ikke bor hjemme - blive udmålt til en sats, der svarer til kontantydelsessatsen for voksne forsørgere svarende til 14.416. kr. (2015-niveau).

Med forslaget til stk. 1, nr. 5, vil kontantydelsen til en person, der har en dokumenteret psykisk lidelse, som anført i bestemmelsen, og som ikke har forsørgelsespligt over for børn, udgøre en sats, der svarer til kontantydelsessatsen for voksne ikke-forsørgere svarende til 10.849 kr. (2015-niveau), hvis den pågældende ikke er hjemmeboende.

I stk. 2 foreslås det, at en person, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn, og som modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6, 7, 8 eller 9, får et månedligt tillæg, der svarer til det fastsatte bidrag, dog højst normalbidraget. Er bidraget forskudsvis udlagt på tidspunktet for udbetaling af ydelsen, benyttes tillægget til afdrag på bidragsgælden. Kontantydelse, barselstillæg og månedligt tillæg til børnebidrag kan samlet højst udgøre 14.416 kr. (2015-niveau).

Det foreslås i stk. 3, at kontantydelse efter stk. 1, nr. 4, og stk. 2, er betinget af, at børnene opholder sig her i landet. Det bemærkes, at dette ikke gælder for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til ydelsen, eller for personer, der er omfattet af bilaterale overenskomster. Det vil sige, at en person kan modtage forsørgersatsen, hvis børnene bor i et andet EU/EØS land.

I stk. 4, foreslås det, at for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ydes kontantydelsen med den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt. Det foreslås, at det samme skal gælde for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af, at barnet er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det medfører, at en ung enlig forsørger under 30 år, hvis barn bliver anbragt uden for hjemmet, vil modtage kontantydelse som enlig forsørger, selvom forælderen under anbringelsen ikke modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven. Det betyder, at børnetilskuddet bortfalder ved anbringelsen, selv om den unge enlige forsørger bevarer forsørgersatsen ved modtagelse af kontantydelse.

Det foreslås i stk. 5, at kommunen yder et barselstillæg til personer, som har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter bestemmelserne i barsellovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, jf. dog stk. 7.

Forslaget har til formål at sikre, at modtagere af kontantydelse med ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption får ret til barselstillæg fra det tidspunkt, hvor de har ret til ikke at udnytte deres arbejdsmuligheder, jf. forslaget til § 11.

Det foreslås i stk. 6, at barselstillægget udgør et månedligt beløb (2015-niveau) på

1) 2.528 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 1,

2) 6.097 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 2,

3) 4.904 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 6,

4) 8.287 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 7,

5) 1.047 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 8, og

6) 812 kr. for personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 9.



Endelig foreslås det i stk. 7, at personer, der modtager kontantydelse efter stk. 1, nr. 3-5, ikke kan modtage et barselstillæg til kontantydelsen.

Til § 7

Det foreslås i stk. 1, at personer, der modtager kontantydelse, bevarer retten til ydelsen under barsel eller sygdom. Perioden med ret til kontantydelsen forlænges ikke på grund af barsel eller sygdom. Derimod kan perioden med kontantydelse forlænges som følge af perioder med arbejde, jf. forslaget til § 2, stk. 6.

Det foreslås i stk. 2, at kriminalforsorgen skal underrette kommunen, hvis kriminalforsorgen får formodning om, at en person, der er frihedsberøvet som følge af et strafbart forhold, modtager kontantydelse.

Samtidig foreslås det, at § 10, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at politiet eller kriminalforsorgen skal underrette kommunen, når myndighederne får formodning om, at en person modtager kontantydelse, hvis

1) den pågældende bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor

a) den pågældende er varetægtsfængslet,

b) politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller

c) der foreligger en varetægtsfængslingskendelse, eller

2) den pågældende bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

3) Pligten til underretning vil give kommunen bedre og hurtigere mulighed for at standse udbetalingen af kontantydelse, når betingelserne for at yde ydelsen, f.eks. at man opfylder sin rådighedsforpligtelse ved bl.a. at udnytte sine arbejdsmuligheder, ikke længere er opfyldt.



Det foreslås i stk. 3, at § 89, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, finder tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse.

Det medfører, at kommunen kan udbetale kontantydelse med satsen for en person, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, hvis det er sandsynligt, at Udbetaling Danmark efterfølgende vil træffe afgørelse om, at en person har erhvervet ret til ekstra børnetilskud. I den situation udbetales ydelsen under forudsætning af, at ansøgningen om ekstra børnetilskud imødekommes af Udbetaling Danmark. Kommunen skal senest ved udbetalingen af ydelsen oplyse modtageren om, at den udbetalte ydelse er foreløbig og med hvilken begrundelse samt tage forbehold for tilbagebetaling.

Kommunen vil i det fælles it-system for kommunerne og Udbetaling Danmark over kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger modtager fra begge myndigheder, kunne se, om en person har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Dette gælder både for de personer, der allerede modtager ekstra børnetilskud, og de personer, der har fået en afgørelse fra Udbetaling Danmark om, at de har erhvervet ret til ekstra børnetilskud og vil modtage dette børnetilskud fra næste kvartal. For restgruppen er der tale om oplysninger, som kommunen for størstedelens vedkommende allerede har, f.eks. oplysningen om samliv/ikkesamliv, som kommunen skal bruge i forbindelse med ansøgningen om kontantydelse.

Det foreslås, at hvis kommunen i disse situationer anser det for sandsynligt, at Udbetaling Danmark træffer afgørelse om, at personen har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, skal kommunen på det grundlag udbetale satsen for enlige forsørgere. Kommunen skal ved meddelelsen af afgørelsen til personen oplyse, at der er tale om en foreløbig vurdering af, om personen har erhvervet ret til ekstra børnetilskud. Der er ikke tale om en endelig afgørelse om ret til ekstra børnetilskud, idet Udbetaling Danmark træffer selve afgørelsen om retten til ekstra børnetilskud.

Tilbagebetaling af hjælpen sker efter regler fastsat i medfør af lovforslagets § 19, stk. 3. De fastsatte regler vil svare til de regler, der er fastsat i medfør af § 95 i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås, at det skal være en gyldighedsbetingelse for adgang til tilbagebetaling, at kommunen senest ved udbetaling af kontantydelsen oplyser modtageren om, at ydelsen er foreløbig og begrundelsen herfor, og at der tages forbehold for tilbagebetaling af ydelsen. Det vil sige, at kommunen tager forbehold for, at der kan ske tilbagebetaling af ydelsen som følge af Udbetaling Danmarks afslag på ekstra børnetilskud. Det er således en forudsætning, at det står klart for personen, at ydelsen kan blive krævet tilbagebetalt.

Tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkravet udebliver med ydelser. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter kontantydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Det foreslås i stk. 4, at § 96 a i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse.

Det fremgår af § 96 a, at hvis Udbetaling Danmark udbetaler børnebidrag forskudsvis efter § 11 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, og bidragsbetaleren modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp og eventuelt aktivitetstillæg eller barselstillæg, så det samlede beløb til bidragsbetaleren udgør 14.416 kr. (2015-niveau) eller derover pr. måned, fradrager den kommune, der udbetaler hjælp til bidragsbetaleren, efter anmodning fra Udbetaling Danmark et beløb ved udbetalingen til dækning af det børnebidrag, som er udbetalt forskudsvis.

Fradrag i hjælpen kan ikke foretages ved udbetaling af hjælp til personer, der forsørger eget barn under 18 år i hjemmet, eller som har forsørgerpligt over for flere end to børn under 18 år, der ikke bor i hjemmet. Der kan alene foretages fradrag for børnebidrag, som forfalder i samme kalendermåned, som hjælpen udbetales for. Sker der forskudsvis udbetaling for mere end 1 måned ad gangen, kan der alene foretages fradrag for et beløb, der forholdsmæssigt svarer til den kalendermåned, som hjælpen udbetales for.

Fradrag i hjælpen kan endvidere ikke foretages, hvis kommunen får underretning om, at anmodning om tvangsfuldbyrdelse er indgivet til fogedretten, som følge af at den bidragspligtiges boliglejeaftale er blevet ophævet, fordi leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt. Kommunen kan forlange, at den bidragspligtige dokumenterer, at sag om lejerestance er indbragt for fogedretten. Afsluttes fogedsagen, uden at den har ført til udsættelse af lejemålet, fradrager kommunen i hjælpen med virkning fra måneden efter den måned, i hvilken fogedsagen er afsluttet. Afsluttes fogedsagen med, at den bidragspligtige sættes ud af lejemålet, fradrager kommunen i hjælpen med virkning fra 3 måneder efter den måned, i hvilken udsættelsen har fundet sted.

Til § 8

I stk. 1, foreslås det, at hvis ydelsesmodtageren har indtægter, skal disse trækkes fra i ydelsen krone for krone, jf. dog forslaget til stk. 2 og 3, samt § 9. Dette gælder som udgangspunkt alle løbende indtægter, herunder også offentlige forsørgelsesydelser.

Da kontantydelsen er skattepligtig, skal indtægter trækkes fra, uanset hvordan de behandles skattemæssigt, jf. dog forslaget til § 9. Lønindtægter trækkes først fra efter, at indtægten er reduceret med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsordninger. Det betyder, at det er den skattepligtige personlige indkomst, der medfører fradrag i kontantydelsen.

I forslaget til stk. 2, fastsættes det - ligesom det gælder i kontanthjælpssystemet - at har ydelsesmodtageren arbejdsindtægter eller indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ses der ved beregningen af ydelsen efter §§ 4-6 bort fra 25,38 kr. (2015-niveau) pr. udført arbejdstime. Det beløb, der samlet kan ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned. For personer, der ikke har en fastsat arbejdstid, beregnes timetallet ud fra indtægten divideret med den omregningsfaktor, som er fastsat efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det medfører, at inden, der foretages fradrag i kontantydelsen for arbejdsindtægter eller indtægter som led i aktivering, beregnes et fradrag pr. arbejdstime på 25,38 kr. før skat.

Timefradraget modsvares af, at modtageren af kontantydelse selv skal afholde udgifter ved at være i arbejde eller tilbud f.eks. transportudgifter.

En person, der har deltidsarbejde, kan deltage i ordningen og samtidig modtage kontantydelse. Da ordningen med kontantydelse er målrettet en begrænset persongruppe og snævert tidsbegrænset, foreslås der ikke yderligere begrænsninger i forhold til deltidsarbejde end fradrag af indtægter, jf. ovenstående. Hvis arbejdet har et sådant omfang, at det er til hinder for, at tilbud m.v. efter ordningen kan gennemføres eller fortsættes, bortfalder retten til kontantydelse. Personen kan dog fortsætte forløbet med tilbud m.v. efter ordningen med kontantydelse, hvis arbejdet ophører, under forudsætning af at betingelserne i øvrigt er opfyldt.

I forslaget til stk. 3, foreslås det, at feriegodtgørelse efter ferielovgivningen og udbetalte ferietillæg til personer, der er ophørt med at modtage hjælp efter § 42 i lov om social service, bliver trukket fra i kontantydelsen, når ferien holdes. Der kan kun foretages fradrag svarende til kontantydelsen for det antal dage, som feriegodtgørelsen eller ferietillægget er bestemt til at dække.

Det medfører, at kontantydelsen er suspenderet i den periode, hvor modtageren af kontantydelsen holder ferie med feriegodtgørelse.

Til § 9

Det foreslås, at reglerne om hvilke indtægter, der ikke foretages fradrag for i kontantydelsen, skal svare til de gældende regler i kontanthjælpssystemet. § 9 afgrænser, hvilke indtægter der ikke fradrages i hjælpen.

Det foreslås i stk. 1, at der ikke foretages fradrag i kontantydelse efter § 8 for:

1) Invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb samt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension.

2) Godtgørelse efter §§ 82 og 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

3) Vederlag som tilforordnet ved valg.

4) Legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.

5) Børns indtægter og indtægter, der vedrører børn, bortset fra tilskud til pasning af egne børn efter § 38 i lov om social service.

6) Værdien af kost m.v. under indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitutioner. Har indlæggelsen varet i mere end 3 måneder, kan der dog foretages fradrag svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen.

7) Transportgodtgørelse for dokumenterede udgifter til nødvendig transport ved udførelse af lønnet arbejde og ulønnet, frivilligt arbejde.

8) Efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom. Det beløb, der ses bort fra, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden. Der ses bort fra efterbetalingen i to år efter udbetalingstidspunktet.

9) Lejeindtægter fra højest én logerende i ejer-, andels- eller lejebolig i overensstemmelse med lejelovens regler, som modtageren af ydelse samtidig selv er bosiddende i.

10) Godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for ikke-økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra.



Når kommunen skal beregne ydelsen til forældre, jf. forslaget til nr. 5, skal der ses bort fra såvel børns egne indtægter som indtægter, der vedrører børn, f.eks. børne- og ungeydelse, børnebidrag m.v.

Kommunen skal tillige se bort fra værdien af kost m.v. under midlertidig indlæggelse på sygehuse og lignende behandlingsinstitutioner, f.eks. rekonvalescenthjem og behandlingsinstitutioner for alkoholikere, jf. forslaget til nr. 6.

Hvis indlæggelsen har varet mere end 3 måneder, kan kommunen dog efter en konkret vurdering foretage fradrag i ydelsen svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen. I den konkrete vurdering bør kommunen tage hensyn til, at en enlig f.eks. kan have en betydelig besparelse ved ikke at skulle betale for mad m.v. Hvorimod en stor familie ikke vil have en mærkbar besparelse ved, at en person er indlagt igennem længere tid.

Det foreslås endvidere i nr. 8, at beløb til offentlig forsørgelse og øvrige offentlige sociale ydelser, som efterbetales som følge af afgørelse eller dom, ikke skal fradrages i de kommende udbetalinger af kontantydelse.

Det foreslås således, at kommunen ved udbetalingen af kontantydelsen skal se bort fra indtægter i form af efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige sociale ydelser som følge af, at en myndighed har ændret sin afgørelse, eller at borgeren har fået medhold i en sag hos en myndighed, i Ankestyrelsen eller ved domstolene.

Det bemærkes, at efterbetalingen er den retmæssige ydelse efter fradrag af den i perioden udbetalte kontantydelse, således at den efterbetaling, der ikke skal indgå i indtægtsopgørelsen efter kontantydelsesreglerne, er differencen mellem den eventuelt udbetalte ydelse og den retmæssige ydelse.

På Beskæftigelsesministeriets område drejer det sig om efterbetaling af følgende ydelser:

- Arbejdsløshedsdagpenge

- Sygedagpenge

- Barselsdagpenge

- Uddannelses og kontanthjælp, herunder hjælp efter § 27 a (supplement til brøkpension)

- Særlig støtte til høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde

- Ressourceforløbsydelse

- Særlig uddannelsesydelse

- Midlertidig arbejdsmarkedsydelse

- Revalideringsydelse

- Ledighedsydelse

- Efterløn

- Fleksydelse



Derudover vil det primært vedrøre efterbetaling af ydelser, som administreres af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold f.eks. førtidspension, boligstøtte og hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10 og kapitel 10 a i lov om aktiv socialpolitik, integrationslovens kapitel 6 samt servicelovens § 42. Efter forslagets indhold til nr. 9, ses der bort fra lejeindtægter fra højest én logerende i ejer-, andels- eller lejebolig. Det vil være en betingelse, at udlejning eller fremleje af et eller flere værelser sker i overensstemmelse med lejelovens regler. Det medfører blandt andet, at højst halvdelen af lejlighedens beboelsesrum kan fremlejes, når lejeren selv bor der, samt at det samlede antal beboere, der bor i boligen, ikke må overstige antallet af beboelsesrum.

Forslaget omfatter ikke erhvervsmæssige lejeforhold, hvor hele lejeindtægten er skattepligtig, og udgifterne til vedligeholdelse, varme og vand kan fradrages i skat.

Personen skal samtidig selv bo i boligen, således at lejeindtægten hidrører fra udlejning/fremleje af værelse(r) i den bolig, som personen selv er bosiddende i. Lejeindtægten må ikke hidrøre fra udlejning eller fremleje af værelser, som personen selv er bosiddende i.

Den husleje, der indgår i beregningen af særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, vil være huslejen fratrukket lejeindtægter fra værelsesudlejningen.

Med forslaget om lempeligere fradrag af lejeindtægter i kontantydelsen fremmes ydelsesmodtagerens mulighed for en stabil boligsituation, og der bidrages til, at personer, som overgår til kontantydelse, kan blive i deres bolig. Efter forslaget til nr. 10, skal kommunen se bort fra godtgørelse for varigt men og ikke-økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra.

Kommunen skal kun se bort fra disse indtægter, hvis ansøgeren kan dokumentere, at indtægterne stammer fra sådanne godtgørelser for varigt men og godtgørelser for ikke-økonomisk skade.

I stk. 2, foreslås det, at der endvidere ikke foretages fradrag efter § 8 i kontantydelsen for erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter

1) lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

2) lov om erstatningsansvar,

3) lov om arbejdsskadesikring, eller

4) lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.



Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, i hvilke andre tilfælde der skal ses bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade. De regler, der fastsættes, vil svare til de regler, der gælder i kontanthjælpssystemet.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at der ikke skal ske fradrag i kontantydelsen for en erstatning for tab af erhvervsevne som følge af personskade efter:

1) lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet,

2) bekendtgørelse om statens erstatningsordning for deltagere i praktisk erhvervsorientering m.v.,

3) lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., eller

4) bestemmelser for ansættelse og aflønning af personel ansat på kontrakt i Beredskabsstyrelsen i forbindelse med humanitært arbejde.



Opregningen af de indtægter, der ikke medfører fradrag i kontantydelsen, er udtømmende.

Til § 10

Formålet med ordningen er at bringe den ledige tættere på arbejdsmarkedet. For at deltage i ordningen skal den ledige stå til rådighed for job og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det er derfor vigtigt, at der under hele forløbet er fokus på job og den lediges jobsøgning, og at jobcenteret understøtter og vejleder den ledige om jobsøgning og påser, at den ledige søger relevante job og tager imod de job, som den enkelte tilbydes.

Det foreslås i stk. 1, at personen skal stå til rådighed for arbejde, herunder henvist arbejde og aktivt søge at udnytte sine arbejdsmuligheder med henblik på at få arbejde i hele perioden med kontantydelse. Som beskrevet nedenfor skal personen deltage aktivt i tilbud efter ordningen.

De rådighedsbetingelser, der foreslås i stk. 2, svarer ligeledes til principper, der er kendt på kontanthjælpsområdet. En væsentlig forskel er dog, at rådighedspligten for kontantydelsesmodtagere ikke omfatter ægtefæller eller samlevere. Det indebærer, at en person har ret til kontantydelse, selv om ægtefællen eller samleveren ikke udnytter sine arbejdsmuligheder.

Det foreslås, at en person for at kunne modtage kontantydelse som en del af rådighedspligten deltager i ordningen, dvs. deltager aktivt i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Personer, der modtager kontantydelse, forudsættes at være jobparate, og den foreslåede rådighedsbestemmelse svarer overordnet til de rådighedsregler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Det er herudover en betingelse for at opnå og beholde kontantydelse, at personen deltager i samtaler, som jobcenteret indkalder til, og er parat til at påtage sig ordinært arbejde. I tilfælde af at personen får arbejde på fuld tid, vil personen ikke længere have ret til kontantydelse.

Det foreslås, at person har pligt til at

1) søge konkrete job efter krav fra jobcenteret,

2) deltage aktivt i tilbud m.v., jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

3) deltage i samtaler, som jobcenteret indkalder personen til, jf. stk. 3 og § 75 ø, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

4) give meddelelse til jobcenteret eller arbejdsgiveren om sygdom, når personen har fået et tilbud efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver,

5) give meddelelse om sygdom til kommunen, når personen er indkaldt til en samtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning,

6) deltage i foranstaltninger som led i sygeopfølgning,

7) være aktivt jobsøgende, herunder overholder de aftaler, som er indgået med jobcenteret om jobsøgning,

8) registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, herunder overholder de aftaler, som er indgået med jobcenteret, jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

9) være tilmeldt jobcenteret som arbejdssøgende, jf. kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

10) have et godkendt cv på Jobnet og løbende vedligeholder det, jf. kapitel § 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.



Kontantydelsesmodtagere, som skal stå til rådighed ved aktivt at søge job, skal overholde de aftaler, der er indgået med kommunen om, hvordan og indenfor hvilke områder, personen skal søge job. Personen skal i den forbindelse overholde de aftaler, der fremgår af »Min side« på Jobnet og skal endvidere løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på »Min side« på Jobnet.

Kontantydelsesmodtageren skal sørge for at søge job indenfor et bredt ansættelsesområde. Jobsøgningen skal samtidig være intensiv og realistisk, og jobsøgningen skal dokumenteres i jobloggen på »Min side« på Jobnet.

Kontantydelsesmodtageren skal aktivt søge job på den måde, som er normalt for området. Jobcenteret skal løbende følge op på jobsøgning med udgangspunkt i jobloggen på »Min side« på Jobnet, herunder at kontantydelsesmodtageren søger tilstrækkelig bredt, intensivt og realistisk.

Hvis jobcenteret vurderer, at modtageren af kontantydelse ikke har søgt job i tilstrækkeligt omfang, kan jobcenteret stille krav til den enkelte om jobsøgningen og gennem klare aftaler sikre, at den enkelte reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Aftalen mellem kontantydelsesmodtageren og jobcenteret skal fremgå af »Min side« på Jobnet og kan også indeholde frister for, hvornår en person skal have registreret sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet.

Det forventes, at IT-understøttelsen vedrørende tilmelding som arbejdssøgende, Joblog m.v. vil være klar den 1. juli 2015.

I stk. 3 foreslås det, at i perioder hvor personen er omfattet af en mindre intensiv indsats efter § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal den pågældende ikke stå til rådighed for arbejde, tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller møde til samtaler.

Efter disse regler er personer, som kan dokumentere, at de er på vej i job, på barsel, efterløn, fleksydelse eller pension inden for de næste 6 uger, omfattet af en mindre intensiv indsats. Personer omfattet af en mindre intensiv indsats skal ikke møde personligt op til samtaler i jobcenteret, hos anden aktør eller arbejdsløshedskassen og har heller ikke pligt til at deltage i tilbud. I stedet for at holde samtaler ved personligt fremmøde holdes der kontakt på anden vis, telefonisk, digitalt eller ved brev. Der henvises til bemærkningerne til § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter forslagets til stk. 4, er det hovedreglen, at personen skal have bopæl og ophold i Danmark. Dette svarer stort set til § 5 i lov om aktiv socialpolitik, men reglen er dog tilpasset det formål, som ordningen har.

Dette gælder dog for ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettiget til kontantydelsen under ophold i et andet EU/EØS-land, idet ydelsen må anses som en ydelse ved arbejdsløshed, der er omfattet af forordning 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Dette betyder, at den pågældende har mulighed for at modtage ydelsen i op til 3 måneder under jobsøgning i et andet EU/EØS-land efter de regler, der gælder efter forordningen.

I stk. 5 foreslås det, at kommunen endvidere i særlige tilfælde kan tillade, at kontantydelsen bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis

1) personen udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,

2) personen har brug for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller

3) der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.



Det foreslås i stk. 6, at bevarelse af ydelsen i udlandet forudsætter, at opholdet ikke hindrer, at personen kan opfylde betingelserne for ydelsen, herunder at den pågældende kan følge tilbud i ordningen. Det svarer til betingelsen i § 5, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

I stk. 7, foreslås det, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvilke betingelser en person skal opfylde, for at personen kan anses for at stå til rådighed for arbejde og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Med hjemmel heri vil det i bekendtgørelsesform blive fastsat, at der for modtagere af kontantydelse vil gælde de samme rådighedsregler som for jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Beskæftigelsesministeren får endvidere bemyndigelse til at fastsætte regler om betingelser for ophold i et andet EU/EØS-land efter stk. 4, når personen på kontantydelse er givet et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats Der vil således i bekendtgørelsesform blive fastsat nærmere regler om, at der f.eks. ikke kan gives tilladelse til eksport af kontantydelse samtidig med, at jobcenteret har givet et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som begynder før eller samtidig med den anførte afrejsedag. Hvis der er planlagt et konkret tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som begynder efter den anførte afrejsedag, kan der kun gives ret til eksport af kontantydelse til og med dagen før tilbuddets påbegyndelse.

Til § 11

Det foreslås i stk. 1, at en person, der modtager kontantydelse, ikke har pligt til at stå til rådighed for arbejde og tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis

1) tilbuddet ikke kan anses for et rimeligt tilbud på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold,

2) personen ikke kan arbejde på grund af sygdom, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis det hidtidige arbejde fortsætter,

3) afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører en urimelig belastning af personen på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport,

4) personen har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption,

5) personen er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed,

6) personen modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående eller efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel til pasning af alvorligt sygt barn,

7) personen aftjener værnepligt,

8) arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt, eller

9) arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.



En person skal, jf. forslaget til nr. 1, ikke stå til rådighed for arbejde eller tilbud m.v., hvis tilbuddet ikke kan anses for rimeligt på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold.

Det er kommunen, der vurderer og træffer afgørelse om, hvorvidt et tilbud om arbejde m.v. er rimeligt. Vurderingen sker bl.a. ud fra, hvad personen skønnes at kunne klare. F.eks. kan tilbuddet forudsætte fysiske kræfter, som personen utvivlsomt ikke har.

En person, der er fritaget for at tage imod et konkret tilbud om arbejde m.v., fordi tilbuddet ikke er rimeligt, er ikke i øvrigt fritaget for at stå til rådighed. Personen skal således fortsat være tilmeldt som arbejdssøgende i jobcenteret, bekræfte sin tilmelding, være aktivt arbejdssøgende m.v. samt være parat til at tage imod et andet - rimeligt - tilbud om arbejde, tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

En person skal, jf. forslaget til nr. 2, ikke stå til rådighed for arbejde m.v., hvis den pågældende ikke kan deltage i arbejde på grund af sygdom, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis det hidtidige arbejde fortsættes.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en person er fritaget for sin rådighedsforpligtelse på grund af sygdom. Kommunen kan til brug for sin vurdering forlange dokumentation for sygdommen. Det forhold, at en persons egen læge anser den pågældende for at være for syg til at arbejde, afskærer ikke kommunen fra gennem indhentelse af yderligere lægelige oplysninger, eventuelt gennem speciallægeundersøgelse, at tilsidesætte egen læges vurdering af personens helbredstilstand, jf. Ankestyrelsens Principafgørelse A-18-99.

Ankestyrelsen har i en Principafgørelse A-52-02 fundet, at kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp for en periode, hvor en modtager af hjælp ikke kom med lægelig dokumentation for, at pågældende på grund af sygdom ikke kunne følge tilbuddet. Så længe personen ikke fremkom med lægelig dokumentation, opfyldte den pågældende ikke sin rådighedsforpligtelse.

Ankestyrelsens praksis finder formodentlig tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse.

En person skal, jf. forslaget til nr. 3, ikke stå til rådighed for arbejde m.v., hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører en urimelig belastning af den pågældende på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport.

For så vidt angår vurderingen af daglig transporttid mellem bopæl og arbejdssted er hovedreglen, at en person må acceptere op til 3 timers daglig transporttid. I opgørelsen af transporttiden indgår al den tid, en person bruger fra bopælen forlades, og til personen igen er hjemme, herunder også ventetid ved f.eks. togskifte. En person, som er berettiget til kontantydelse, kan anses for ledig på ny, hvis den pågældende efter en periode med ordinær beskæftigelse på mindst en måned bliver ledig og fortsat er berettiget til at modtage kontantydelse. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal personen kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler. I særlige tilfælde må personen dog acceptere op til 4 timers daglig transporttid. De særlige tilfælde kan bl.a. være, hvis der i en region opstår mangel på arbejdskraft til arbejde, som personen skønnes at kunne klare, og arbejdet ikke i nær fremtid anses at kunne dækkes af lokal arbejdskraft (flaskehalssituationer).

En person skal, jf. forslaget til nr. 4, ikke stå til rådighed for arbejde m.v., hvis den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption i det omfang, der under fravær efter bestemmelserne i barsellovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, §§ 9, 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

Disse bestemmelser indebærer bl.a., at kvinden har ret til fravær fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til fødslen og de første 14 uger efter fødslen. Faderen har ret til fravær i 2 sammenhængende uger efter fødslen. Forældrene har herefter tilsammen ret til dagpenge i 32 uger. Hvis barnet er indlagt på sygehus, kan fraværsperioden forlænges.

Ankestyrelsen har i Principafgørelse A-38-06 fundet, at der ikke var ret til kontanthjælp under forlænget barselsorlov udover 46 uger, idet den pågældende ved at have indgået aftale med arbejdsgiveren om forlænget barselsorlov havde fraskrevet sig muligheden for at arbejde og klart havde tilkendegivet, at hun ikke agtede at stå til rådighed.

En person skal, jf. forslaget til nr. 5, ikke stå til rådighed, hvis den pågældende er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed.

Bestemmelsen omfatter f.eks. den situation, at kommunen ikke kan skaffe daginstitutionsplads, men også den situation, at barnet er sygt. Det forudsættes i alle tilfælde, at personen har forsøgt at skaffe pasningsmulighed til barnet. Bestemmelsen indebærer ikke, at en person automatisk har ret til »barns første sygedag«. Det må bero på en konkret vurdering.

Ankestyrelsen har i Principafgørelse A-27-08 fundet, at en kontanthjælpsmodtager, der udeblev fra sit aktiveringstilbud, havde en rimelig grund til udeblivelsen, idet hendes barn havde influenza, og hun ikke havde pasningsmulighed for barnet under sygdommen. Kommunen kunne derfor ikke foretage fradrag i hendes kontanthjælp for de tre dage, hun udeblev fra arbejdet for at passe sit syge barn. I det konkrete tilfælde orienterede kontanthjælpsmodtageren arbejdsgiveren om sygdom.

En person skal, jf. forslaget til nr. 6, ikke stå til rådighed, hvis den pågældende modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående eller efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel til pasning af alvorligt sygt barn.

Disse rimelige grunde svarer til § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, dog tilpasset så bestemmelserne retter sig mod modtagere af kontantydelse, som er en persongruppe, der forudsættes at være jobparate.

Til § 12

Det foreslås, at personer, der modtager kontantydelse, og som udebliver fra en samtale i kommunen uden rimelig grund i perioder, hvor personen ikke deltager i tilbud efter ordningen, skal have en sanktion. Kommunen skal foretage fradrag i kontantydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i ydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret samme dag.

De rimelige grunde fremgår af forslaget til § 11.

Hvis kommunen anser det for godtgjort, at en person på grund af sygdom har været forhindret i at møde til en samtale, har personen haft en rimelig grund til udeblivelsen, og der skal ikke sanktioneres. Hvis samtalen var en samtale som led i sygeopfølgning, og personen har undladt at give meddelelse om sin sygdom, skal der derimod gives en punktsanktion, jf. forslaget til § 15.

Det fremgår endvidere af forslaget til § 10, stk. 3, at i perioder, hvor personen er omfattet af en mindre intensiv indsats efter § 75 ø, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal den pågældende ikke stå til rådighed for arbejde, tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller møde til samtaler.

En person, der er berettiget til kontantydelse, og som deltager i tilbud under ordningen, er fritaget fra pligten til at møde personligt til samtaler, jf. forslaget til § 75 ø, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. I perioder, hvor personen ikke deltager i tilbud under ordningen, skal personen møde personligt op til samtaler i jobcenteret, som personen indkaldes til. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering indkalde personen til samtaler, i det omfang kommunen finder det påkrævet af hensyn til tilbuddet.

Opgørelsen af dage med fradrag i hjælpen foretages efter forslaget således, at personen ikke kan modtage hjælp for den dag, hvor der udeblives, og de efterfølgende dage frem til den pågældende genopretter kontakten til jobcenteret. Kontakten kan f.eks. genoprettes ved, at pågældende møder op på jobcenteret. Den kan også genoprettes ved telefonisk kontakt eller ved at svare på kommunens partshøring. Der udbetales ydelse for den dag, personen genopretter kontakten til jobcenteret, uanset hvilket tidspunkt - inden jobcenteret lukker - personen henvender sig, og uanset hvordan personen genopretter kontakten. Da reglerne svarer til de tilsvarende regler for uddannelses- og kontanthjælp, vil Ankestyrelsens praksis formodentlig vil finde tilsvarende anvendelse for fortolkningen af den foreslåede bestemmelse.

Ankestyrelsen har i Principafgørelse A-28-08 om kontanthjælp slået fast, at en meddelelse pr. fax er tilstrækkelig til, at ansøgeren havde genoprettet kontakten til jobcenteret. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at fax og mail var almindelige kommunikationsformer, og at der ikke var holdepunkter i loven eller forarbejderne til loven for, at kontakten kun kunne genoprettes, hvis henvendelsen skete på en bestemt måde.

Ankestyrelsen har endvidere i Principafgørelse 184-09 om kontanthjælp slået fast, at deltagelse i aktivering ikke er en rimelig grund til at udeblive fra en jobsamtale. Opregningen af situationer for fritagelse fra rådighedsforpligtelsen i rådighedsbekendtgørelsen er udtømmende. Deltagelse i aktivering er ikke en af de situationer, der kan begrunde fritagelse fra rådighedsforpligtelsen. Der var derfor ikke hjemmel til at undlade at foretage fradrag for udeblivelsen fra jobsamtalen.

Fradraget beregnes efter lovens § 17, stk. 3, hvorefter fradrag efter forslaget til §§ 12-14 sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige ydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige ydelse efter §§ 4-6 og fastsættes pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge. Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 17, stk. 3.

Fradraget i hjælpen skal være sket senest inden for 3 hele kalendermåneder efter udeblivelsen, da sanktionen ellers bortfalder, jf. forslaget til § 17, stk. 2.

Hvis det er en anden aktør, der skulle have afholdt samtalen, herunder samtaler som led i en sygeopfølgning eller den individuelle samtale, finder reglerne tilsvarende anvendelse. Det er imidlertid altid kommunen, som træffer afgørelse om fradraget i ydelsen på baggrund af meddelelse fra anden aktør om udeblivelse fra disse samtaler uden rimelig grund.

Til § 13

Det fremgår af forslaget til § 10, stk. 2, nr. 9 og 10, at en person, som er omfattet af ordningen, skal være tilmeldt jobcenteret som aktivt arbejdssøgende, og personen skal også have et godkendt cv på Jobnet og løbende vedligeholde dette.

Det foreslås i stk. 1, at hvis en person, der modtager kontantydelse, har undladt at tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret, eller har undladt at lægge sit cv ind i Jobnet, skal kommunen foretage fradrag i kontantydelsen for de dage, hvor den pågældende ikke har været tilmeldt, eller hvor cv'et ikke har været lagt ind, medmindre den manglende tilmelding og indlæggelse af cv ikke skyldes personens forhold.

Det foreslås i stk. 2, at hvis en person har undladt at tjekke sine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at pågældende er arbejdssøgende, og den pågældende som følge heraf er blevet afmeldt som arbejdssøgende i henhold til regler fastsat efter § 11, stk. 5, jf. forslaget til § 75 z, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i ydelsen for de dage, hvor personen har været afmeldt, medmindre den manglende bekræftelse ikke skyldes personens forhold.

Det er en betingelse, at en person senest 3 uger efter sin tilmelding som arbejdssøgende skal lægge sit cv ind i Jobnet, hvilket fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 13, stk. 2, som § 75 z, stk. 2, henviser til.

Det er en del af rådighedsforpligtelsen, at cv'et indlægges i Jobnet inden for fristen. Hvis personen ikke overholder fristen på 3 uger efter tilmeldingen til at indlægge sit cv, kan den pågældende ikke få hjælp, så længe cv'et ikke er lagt ind i Jobnet. Personen kan igen få ydelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har lagt sit cv ind i Jobnet, der findes på hjemmesiden www.jobnet.dk.

Reglerne om pligt til tjekke sine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at personen fortsat er aktivt arbejdssøgende, findes i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, som er fastsat med hjemmel i § 75 z, stk. 2, som henviser til § 11, stk. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Hvis en person, der er tilmeldt som arbejdssøgende, ikke bekræfter sin tilmelding senest 7 dage efter første tilmelding eller efter seneste tidspunkt, hvor personen skulle tjekke sine jobforslag og dermed bekræfte, at pågældende fortsat er arbejdssøgende, vil personen få en skriftlig påmindelse fra jobcenteret om at tjekke sine jobforslag og dermed bekræfte, at pågældende er arbejdssøgende. Pågældende får en ny frist på 7 dage regnet fra udløbet af den første 7-dages-frist til at tjekke sin jobforslag og bekræfte, at pågældende er arbejdssøgende. Tilsvarende vil personen få en skriftlig påmindelse og ny frist, hvis personen for anden gang inden for 12 måneder undlader at tjekke sine jobforslag og dermed bekræfte, at pågældende er arbejdssøgende.

Tredje gang, at personen ikke tjekker sine jobforslag og dermed bekræfter, at pågældende er arbejdssøgende, vil personen ved fristens udløb blive afmeldt uden påmindelse og frist. Personen vil ikke have ret til ydelser fra det tidspunkt, hvor personen er blevet afmeldt, og indtil personen igen er tilmeldt som arbejdssøgende, medmindre den manglende bekræftelse ikke skyldes personens forhold, jf. forslaget til stk. 2. Det samme vil gøre sig gældende i gentagelsestilfælde, indtil der er gået mere end 12 måneder mellem to undladelser.

Hovedreglen er således, at en person, der skal være tilmeldt som arbejdssøgende i jobcenteret, kun kan få ydelse, så længe personen er tilmeldt. Kravet om tilmelding gælder også, mens modtageren af ydelse deltager i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen kan imidlertid se bort fra en periode med manglende tilmelding, manglende tjek af jobforslag og dermed bekræftelse af, at pågældende er arbejdssøgende, eller manglende rettidig indlæggelse af cv i Jobnet, hvis den manglende tilmelding, det manglende tjek af jobforslag eller indlæggelse af cv ikke skyldes personens forhold. Hvornår dette er tilfældet, beror på en konkret vurdering. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den manglende tilmelding eller fejlagtige afmelding beror på forhold hos jobcenteret eller andre (f.eks. forhold hos 3. mand eller ekstraordinære upåregnelige forhold), og personen ikke har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding eller fejlagtige afmelding. Endvidere skal personen i øvrigt have opfyldt betingelserne for at få kontantydelse i perioden. Kommunen skal undersøge, om den manglende tilmelding f.eks. skyldes jobcenterets forhold.

Der kan ikke ses bort fra en periode med manglende tilmelding, hvis den manglende tilmelding beror på den pågældende selv.

Vedr. beregningen af fradraget i ydelsen pr. dag henvises til bemærkningerne til forslaget § 17, stk. 3.

Til § 14

Det foreslås i stk. 1, at kommunen foretager fradrag i kontantydelsen, hvis en person uden rimelig grund udebliver fra et tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det gælder også, hvis en person uden rimelig grund ikke deltager aktivt i tilbuddet.

Fradraget i ydelsen foretages for det antal dage, hvor personen uden rimelig grund er udeblevet helt eller delvist fra tilbuddet. Det kan sidestilles med udeblivelse, hvis en person ikke vil deltage i aktiviteterne i tilbuddet eller opfører sig på en måde, som virker forstyrrende på de andre ansatte m.v. Det samme gør sig gældende, hvis personen møder påvirket op i tilbuddet, f.eks. som følge af indtagelse af alkohol.

Det foreslås således, at der foretages fradrag i ydelsen for den eller de dage, hvor personen helt eller delvist er udeblevet uden rimelig grund. Det er en konkret vurdering, om der er tale om en udeblivelse, f.eks. hvis en person en enkelt gang er forsinket på grund af problemer med offentlig transport. Hvis en person ofte kommer for sent til tilbuddet, kan kommunen efter en konkret vurdering anse personen for delvist at være udeblevet fra tilbuddet.

Eksempel 1 - En person, der har et tilbud på 20 timer fordelt på 4 dage af 5 timer, udebliver uden rimelig grund en dag. Personen får et fradrag i ydelsen for en hel dag (dagssats).

Eksempel 2 - En person, der har et tilbud på 35 timer fordelt på 5 dage af 7 timer, udebliver uden rimelig grund 1 time 3 gange på en uge. Personen får et fradrag i ydelsen for tre hele dage.

Det er en mulighed at fastsætte omfanget af udeblivelserne ved udgangen af kalendermåneden, jf. forslaget til lovens § 17, stk. 2, således at fradraget i kontantydelsen kan ske i forbindelse med udbetalingen af månedens ydelse eller evt. den efterfølgende måneds ydelse. Fradraget i ydelsen bør foretages snarest muligt for at synliggøre sammenhængen mellem overtrædelsen og sanktionen.

Fradraget skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter, at den pågældende er udeblevet, i lighed med hvad der gælder på kontanthjælpsområdet.

Det foreslås i stk. 3, at der kan ske et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det forholdsmæssige fradrag beregnes ud fra forholdet mellem den forud fastsatte og den faktiske deltagelse i tilbuddet.

Til § 15

Det foreslås i stk. 1, at kontantydelsen nedsættes efter forslaget til stk. 2, hvis en person uden rimelig grund

1) ophører med sit arbejde,

2) afviser arbejde,

3) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, jf. § 10, stk. 2, nr. 4,

4) undlader efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job, jf. § 10, stk. 2, nr. 1,

5) undlader at give meddelelse om sygdom i tilfælde, hvor den ledige er indkaldt til en samtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, jf. § 10, stk. 2, nr. 5,

6) har undladt at overholde aftaler om jobsøgning, jf. § 10, stk. 2, nr. 7, eller

7) har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet i henhold til aftale indgået med jobcenteret, jf. § 10, stk. 2, nr. 8.



En person, der bliver ledig som følge af f.eks. egen opsigelse, afskedigelse, kontraopsigelse, accept af for kort opsigelsesvarsel eller ved at tage orlov fra arbejde, anses efter forslaget for at være ophørt med arbejdet uden en rimelig grund (selvforskyldt ledig). Der skal i denne situation ske nedsættelse af ydelsen, uanset at personen ikke var uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager, da pågældende blev opsagt på grund af egne forhold, jf. Ankestyrelsens Principafgørelse A-1-05 om kontanthjælp.

Det foreslås, at hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale med en arbejdsgiver, anses den pågældende for at have afvist et tilbud om arbejde, jf. de tilsvarende regler i kontanthjælpssystemet.

Det foreslås, at en person, der ikke har meddelt sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, når den pågældende har fået et tilbud m.v. efter kap 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller skal møde til en jobsamtale hos arbejdsgiveren, skal have en punktsanktion efter forslaget til stk. 1 og 2. Det samme gør sig gældende, hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en samtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, jf. forslaget til § 10, stk. 2, nr. 4 og 5.

Ankestyrelsen har truffet følgende Principafgørelser vedrørende sanktioner efter § 39, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, som svarer til nærværende lovs § 15, stk. 1, nr. 3, og som formodentlig vil finde tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse:

I Principafgørelse 105-13 om kontanthjælp fandt Ankestyrelsen, at en kontanthjælpsmodtager, der på sygdomstidspunktet var i et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, ikke var forpligtet til at give meddelelse om sygdom til både jobcenter og tilbudsstedet. Hjælpen skal derfor ikke nedsættes, hvis en borger i et tilbud alene giver meddelelse til tilbudsstedet. Selvom kommunen i en borgers jobplan har skrevet, at han skal meddele sygdom både til jobcenter og tilbudsstedet, kan dette ikke medføre, at borgeren sanktioneres, når han undlader at give meddelelse til begge steder. Ordlyden af bestemmelsen i loven "undlader at give meddelelse til jobcenteret eller arbejdsgiveren" må tillægges afgørende betydning.

I Principafgørelse 106-13 om kontanthjælp fandt Ankestyrelsen, at en person skal have én punktsanktion, som medfører en nedsættelse af kontanthjælpen, hvis personen undlader at meddele sygdom på første sygedag i en sygdomsperiode. Manglende sygemelding betragtes som én hændelse, der udløser en punktsanktion. Det forhold, at borgeren ikke meddeler sygdom på ny de efterfølgende sygedage, udløser ikke en ny punktsanktion for hver dag, hvor borgeren undlader at meddele sygdom. Dette gælder, uanset om kommunen har stillet krav om sygemelding hver dag i en sygdomsperiode. Manglende meddelelse om sygdom i en sygdomsperiode kan således alene medføre én punktsanktion.

Efter forslaget kan en modtager af kontantydelse få en punktsanktion, hvis pågældende ikke har været aktivt jobsøgende ved at overholde aftale om jobsøgning, medmindre den pågældende har en rimelig grund til ikke at være aktivt arbejdssøgende. Pligten til at overholde aftaler om jobsøgning følger af forslaget til § 10, stk. 2, nr. 7.

Hvis modtageren af kontantydelse ikke har foretaget registreringer i jobloggen, jf. forslaget til § 10, stk. 2, nr. 8, gives der ligeledes en punktsanktion, medmindre den pågældende har en rimelig grund til ikke at være aktivt arbejdssøgende. Kommunen kan give personen en frist for, hvornår personen skal foretage registreringer i jobloggen.

Sanktionen gives som en punktsanktion i form af en nedsættelse af ydelsen med et fast beløb, jf. forslaget til stk. 2. Det foreslås videre, at punktsanktionen svarer til 3 gange dagssatsen, som fastsættes i forslaget til § 17, stk. 3, pr. hændelse.

De beløb, ydelsen nedsættes med, er bruttobeløb, dvs. nedsættelse sker i ydelsen inden skat.

Beløbene reguleres en gang årligt, jf. forslaget til § 25, og vil blive offentliggjort en gang årligt i Vejledning om satser sammen med de øvrige satser på uddannelses- og kontanthjælpsområdet m.v. Vejledningen kan findes på www.retsinformation.dk.

Med forslaget til stk. 3, sker nedsættelsen i ydelsen på grundlag af den ydelse, som personen på hændelsestidspunktet var eller ville være berettiget til. Der kan i en kalendermåned kun ske en enkelt nedsættelse efter stk. 1. Hvis der er flere forseelser efter denne bestemmelse i en måned, må øvrige nedsættelser i ydelsen ske i den eller de efterfølgende måneder. Nedsættelsen skal dog være sket inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet, jf. forslaget til § 17, stk. 2. Der kan i en kalendermåned godt gives sanktioner både efter denne bestemmelse og efter de øvrige sanktionsbestemmelser.

Det foreslås i stk. 4, at hvis ydelsen til en person er nedsat med indtægter efter forslagets § 8, nedsættes beløbene efter stk. 2 med samme andel.

For personer, hvis ydelse er mindre end satsen efter forslaget til §§ 4-6, nedsættes sanktionen med samme andel, som personens ydelse udgør af satsen efter §§ 4-6.

Hvis personen kun modtager kontantydelse for en del af måneden f.eks. fra den 15. i måneden, nedsættes punktsanktionen efter stk. 1 og 2, med en andel svarende til, hvad den udbetalte ydelse udgør af den månedlige kontantydelsessats efter §§ 4-6.

Det beløb, som kontantydelsen skal nedsættes med, beregnes på grundlag af personens ydelse på tidspunktet for forseelsen. I de tilfælde, hvor personen endnu ikke modtager kontantydelse, sker nedsættelsen på baggrund af den kontantydelse, som personen ville have været berettiget til på forseelsestidspunktet. Dette gælder f.eks., når en person uden rimelig grund er ophørt i arbejde, og personen først efterfølgende søger om kontantydelse.

Nedsættelsen i ydelsen skal ske hurtigst muligt, således at der er en klar sammenhæng mellem forseelsen og sanktionen. Hvis det er muligt, bør nedsættelsen ske i samme kalendermåned som forseelsen. Ellers sker nedsættelsen i næste kalendermåned eller snarest derefter.

Hvis nedsættelsen i ydelsen ikke er afviklet senest 3 hele kalendermåneder efter forseelsen, bortfalder sanktionen, jf. forslaget til § 17, stk. 2.

Til § 16

Det foreslås i stk. 1, at kontantydelsen ophører, hvis en person uden rimelig grund

1) afviser eller ophører i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller

2) har gentagne udeblivelser fra tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet.



Bestemmelsen i § 16 om ophør af ydelsen omfatter ikke afslag på ordinært arbejde. Afslag på arbejde er omfattet af forslaget til § 15 om nedsættelse af ydelsen ved manglende udnyttelse af arbejdsmulighederne (punktsanktion).

Det vil almindeligvis være en betingelse for, at ydelsen kan ophøre, at tilbuddet har et sådant omfang, at det reelt er et alternativ til passiv forsørgelse. Heri ligger, at et tilbud af ganske få timers varighed pr. uge normalt ikke kan begrunde, at ydelsen bringes til ophør.

Vurderingen af, om en person uden rimelig grund har afvist et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal foretages efter en konkret stillingtagen til sagens omstændigheder, herunder personens adfærd. Det er ikke en betingelse for at standse ydelsen, at personen positivt har afslået det konkrete tilbud.

Tilsvarende gælder, hvis personen i forbindelse med afgivelsen af tilbuddet har så mange forbehold eller krav til tilbuddet, at det reelt skal sidestilles med en afvisning af dette.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår en persons udeblivelser fra et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning har et sådant omfang, at der reelt må siges at være tale om en afvisning af tilbuddet eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Et sporadisk ustabilt fremmøde kan normalt ikke begrunde, at ydelsen ophører.

Ydelsen ophører ved udeblivelser af et så betydeligt et omfang, at det kan sidestilles med afvisning. Når det skal vurderes, om gentagne udeblivelser skal sidestilles med afslag, bør flere forhold indgå i vurderingen. Udeblivelsernes omfang indgår som en vigtig del af denne vurdering. Men herudover kan indgå, om personen møder i tilbuddet, men ikke vil deltage i aktiviteterne eller opfører sig på en måde, som virker forstyrrende på andre kursister, hvilket kan sidestilles med en udeblivelse. Det samme gør sig gældende, hvis personen møder påvirket op i tilbuddet. Der skal således foretages en konkret vurdering af dels udeblivelsernes omfang, og dels af om personen vurderes at deltage i tilbuddet. Det skal også vurderes, om der er en rimelig grund til udeblivelserne.

Efter forslaget til stk. 2, ophører kontantydelse til personen, indtil personen igen deltager aktivt i et tilbud, jf. stk. 1. Hvis personen igen deltager i tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen udbetale kontantydelse, når personen igen opfylder sine pligter efter forslagets § 10. Dette kan dog kun ske, så længe personen er berettiget til kontantydelse, jf. forslaget til §§ 1 og 2.

Til § 17

Det foreslås i stk. 1, at det gøres til en betingelse for at anvende de foreslåede sanktionsregler i §§ 12-16, at kommunen konkret i forbindelse med f.eks. henvisningen til arbejde, indkaldelsen til samtale osv. skriftligt har informeret personen om konsekvensen for ydelsen, hvis personen undlader at opfylde sine pligter, samt om hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen. Denne betingelse hviler på principper, der allerede er kendte i kommunerne, og skal sikre borgernes retssikkerhed i forbindelse med sanktioner.

Betingelsen om skriftlig information til personen for at kunne anvende sanktioner skal ses på baggrund af, at en sanktion på grund af manglende overholdelse af rådighedsreglerne kan have stor betydning for en persons økonomiske situation, herunder familiens situation. Navnlig ved periodesanktioner, hvor der kan ske fradrag i ydelsen i en periode svarende til længden af den tid, der går, fra personen har undladt at foretage en bestemt handling, og indtil personen retter op på denne undladelse, er det af stor betydning, at personen er oplyst om, hvad det er for en handling, der kræves, samt hvad der sker, hvis han eller hun ikke gør som ønsket, og hvordan personen kan rette op på situationen og igen blive berettiget til kontantydelsen.

Det skal klart fremgå af kommunens vejledning, at personen vil få en sanktion, hvis personen f.eks. uden rimelig grund udebliver fra en samtale efter lovforslagets § 10, stk. 2, nr. 3.

I relation til kravet om tilmelding som arbejdssøgende og løbende bekræftelse af denne tilmelding, forudsættes det, at den skriftlige vejledning gives i forbindelse med tilmeldingen, og at der heri oplyses om pligten til løbende bekræftelse. Der skal således ikke gives ny skriftlig vejledning, hver gang tilmeldingen skal bekræftes. Kommunen skal dokumentere på sagen, at orienteringen er givet.

Efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunen yde rådgivning og vejledning. Kommunen skal endvidere efter samme lovs § 12 skriftligt give en person besked om konsekvenserne, hvis personen ikke medvirker til sagens oplysning samt om, hvilke ændringer der kan have betydning for en ydelse, og som personen derfor er forpligtet til at oplyse om. Dette indebærer bl.a., at kommunen skal vejlede personen om de rettigheder og pligter, der følger af denne lov, samt om hvilke konsekvenser det har for personen, hvis pågældende ikke overholder disse pligter. Kommunen skal give personen denne vejledning, når personen ansøger om kontantydelse. Orienteringen skal tilpasses den enkeltes situation.

I stk. 2 foreslås det, at fradrag i, nedsættelse eller ophør af ydelsen sker med virkning fra og med den dag, hvor personen uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter. Det foreslås endvidere, at fradrag og nedsættelser i ydelsen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Det foreslås herudover, at opgørelsen af omfanget af udeblivelse fra tilbud, jf. forslaget til § 14, kan ske som en samlet månedlig opgørelse. Partshøringen foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse. For andre udeblivelser eller ophør i tilbud m.v. sker partshøringen i forbindelse med hændelsen.

Det foreslås i stk. 3, at fradrag i ydelsen efter §§ 12 - 14 sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige ydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Fradraget sker med en gennemsnitssats, som fastsættes på grundlag af den årlige ydelse efter forslaget til §§ 4-6 og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dages-uge. Nedsættelsen sker altid med hele dage uanset omfanget af udeblivelsen eller undladelsen. Der sker også fradrag, selv om personen kontakter jobcenteret samme dag.

Ydelsen kan dog først nedsættes eller ophøre efter, at kommunen har foretaget partshøring og truffet afgørelse.

Kommunen skal i sin administration følge forvaltningslovens almindelige regler om bl.a. partshøring. Reglerne om partshøring har sammenhæng med pligten til at oplyse sagen, idet partshøringspligten skal medvirke til at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen træffer afgørelse. Partshøringen er en retssikkerhedsgaranti.

Reglerne om partshøring indebærer, at kommunen - inden den træffer afgørelse i en sag - skal sikre sig, at borgeren har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske omstændigheder, som kommunen agter at lægge til grund ved afgørelsen, og som borgeren ikke i forvejen må antages at være bekendt med. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, eller borgeren ikke er bekendt med, at kommunen er i besiddelse af de pågældende oplysninger.

Til § 18

Det forslås, at kontantydelse som udgangspunkt kan udbetales fra det tidspunkt, hvor en person har opbrugt sin dagpengeret eller ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. forslaget til § 1, stk. 3.

Da det er en betingelse for at være omfattet af ordningen, at man har rettet henvendelse til jobcenteret herom, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, kan ydelsen dog først udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor personen har rettet henvendelse til jobcenteret. Hvis personen retter henvendelse til jobcenteret efter, at personen har afsluttet et tilbud efter ordningen, udbetaler kommunen kontantydelse fra det tidspunkt, hvor personen har henvendt sig til jobcenteret om, at personen på ny ønsker at benytte sig af retten til tilbud.

Hvis henvendelsen er sket så sent i en måned, at beregningen af kontantydelse for den pågældende måned er afsluttet, kan kommunen udbetale et beløb, der forholdsmæssigt svarer til kontantydelsen i perioden fra henvendelsen til kalendermånedens afslutning. Der vil være mulighed for at foretage en eventuel regulering i forbindelse med en efterfølgende udbetaling.

Længden af perioden kan endvidere begrænses af bestemmelsens § 2, stk. 1, om, at en persons forbrug af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og kontantydelse sammenlagt højst kan udgøre 3 år. Personer kan kun være omfattet af ordningen, så længe de opfylder betingelserne i §§ 1 og 2.

Kontantydelse udbetales bagud som et månedligt beløb.

Der henvises i øvrigt til bemærkninger til §§ 1 og 2.

Til § 19

Det foreslås i stk. 1, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling,

1) når en person mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger som krævet efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller

2) når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget kontantydelse.



Reglen svarer til principperne om tilbagebetaling i den gældende § 91 i lov om aktiv socialpolitik, men er tilpasset målgruppen for ordningen.

Det er obligatorisk, at kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling i disse tilfælde.

Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling er for det første, at personen, som modtager kontantydelse, har været i ond tro om de ukorrekte eller mangelfulde oplysninger. Den anden betingelse er, at kontantydelsen skal have været modtaget med urette. Begge betingelser skal være opfyldt for, at kontantydelsen kan kræves tilbagebetalt. Ond tro betyder, at modtageren af kontantydelse vidste eller burde vide, at de oplysninger, som personen gav myndigheden, var forkerte eller mangelfulde. Kravet om, at kontantydelsen skal have været modtaget med urette, betyder, at der skal være en sammenhæng mellem udbetalingen af kontantydelsen og de forkerte eller manglende oplysninger, som kommunen ligger inde med.

I stk. 2, foreslås det, at kommunen endvidere kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget kontantydelse, senere har fået udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte ydelse.

Reglen svarer til principperne om tilbagebetaling i den gældende § 94, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, og er tilpasset målgruppen for ordningen.

Kommunen kan bestemme, at hjælpen skal tilbagebetales, hvis modtageren af kontantydelse senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, som dækker samme tidsrum og formål som den udbetalte ydelse. I disse situationer med dobbeltforsørgelse er det i sagens natur ikke en betingelse, at modtageren af ydelsen er orienteret om. at ydelsen skal betales tilbage, inden kontantydelsen udbetales.

I stk. 3, foreslås det, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til efter samråd med skatteministeren at fastsætte nærmere regler for, hvordan kommunen skal opkræve tilbagebetalingskravet. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skylderens trods påkrav udebliver med ydelser. Reglerne vil svare til de regler, der er fastsat i medfør af § 95 i lov om aktiv socialpolitik.

Reglerne vil blive fastsat, således at de svarer til reglerne i kontanthjælpssystemet. Der vil således blive fastsat regler om, at den årlige nettoindkomst opgøres som fastsat i § 5, stk. 1, i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Kommunen fastsætter en ordning om afdragsvis betaling eller yder henstand med betalingen, jf. nedenstående.

For kontantydelsesmodtagere yder kommunen henstand til skyldnere, der ikke har en årlig nettoindkomst, der overstiger de minimumsgrænser for fastsættelse af afdragsordninger for henholdsvis personer med forsørgerpligt over for børn og personer uden forsørgerpligt over for børn, der er fastsat i § 5, stk. 1, i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det gælder dog ikke, hvis kontantydelsesmodtageren har meget beskedne udgifter til f.eks. bolig eller særligt høje skattefradrag. I den situation kan der opkræves et månedligt beløb, der fastsættes under hensyn til disse særlige omstændigheder.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, at kommunen indtræder for et beløb, der svarer til den tilbagebetalingspligtige ydelse, i retten til udbetaling af overskydende skat med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55. Dette gælder, selvom der er fastsat en tilbagebetalingsordning. Kommunens indtrædelsesret har fortrin for restanceinddrivelsesmyndighedens indtrædelsesret efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der vil ligeledes blive fastsat regler om, at hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden. Kommunen træffer afgørelse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, med henblik på inddrivelse. Inden overdragelsen skal kommunen skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Hvis skyldneren anmoder herom, f.eks. fordi skyldneren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal kommunen overdrage fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt ovenfor. Fremkommer skyldneren efter fordringens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse, sender restanceinddrivelsesmyndigheden skyldnerens indsigelser til kommunen, der træffer afgørelse om indsigelserne. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal orientere skyldneren om fremsendelsen til kommunen. Indsigelser fra skyldneren om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringen.

Efter overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal kommunen, såfremt den bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldners økonomiske forhold, underrette restanceinddrivelses-myndigheden herom. Hvis ændringerne i skyldners forhold afstedkommer forbedrede økonomiske forhold, kan kommunen samtidig med underretningen anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivelsen. Hvis ændringerne i skyldners forhold afstedkommer forværrede økonomiske forhold, kan kommunen samtidig med underretningen anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at give henstand eller tillade afdragsvis betaling. Kommunen skal skriftligt underrette skyldneren om underretninger til restanceinddrivelsesmyndigheden efter stk. 1-3.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, at klage over kommunens afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Endelig vil der blive fastsat regler om, at hvis kommunen har anmeldt et tilbagebetalingskrav fuldt ud til refusion, skal tilbagebetalinger fra skyldneren, når de indgår til kommunen, føres til fradrag i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter, jf. bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på bl.a. Beskæftigelsesministeriets område. Det samme gælder, når kommunen modtager afdrag fra restanceinddrivelsesmyndigheden

I stk. 4, foreslås det, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter ydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Dette svarer til reglerne i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Til § 20

Det foreslås, at personer, der modtager kontantydelse, bevarer retten til ydelsen under forløbet ved flytning til en anden kommune.

Med forslaget til bestemmelsen sikres det, at en person kan fortsætte med et allerede aftalt forløb. Samtidig risikerer personen ikke at stå uden ydelse, hvis pågældende f.eks. flytter med sin ægtefælle eller samlever, der har fået job et andet sted i landet.

Udgifterne til tilbud og kontantydelse afholdes af den nye opholdskommune.

Til § 21

Det foreslås, at kapitel 6 om det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet og Jobnet og kapitel 7 om dataansvar, indberetning, udveksling, videregivelse af oplysninger og kapitel 8 om kontrol i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. finder tilsvarende anvendelse for data, der er omfattet af kontantydelsesordningen efter lovforslaget.

Det indebærer bl.a. at:

- Oplysninger om kontantydelsesordningen kan indgå i det fælles datagrundlag på beskæftigelsesområdet, jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 32.

- Oplysninger i det fælles datagrundlag kan bruges til fastlæggelse af personens rettigheder og pligter i kontantydelsesordningen efter regler fastsat i medfør af § 32, stk. 6, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. samt til kontrol, jf. § 32, stk. 1, og §§ 54 og 55 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

- Offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasserne er hver især dataansvarlige, jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 40, stk. 1.

- Oplysninger om resultater og effekter af kontantydelsesordningen kan indgå i Jobindsats.dk, jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 38, stk. 1, og datagrundlaget herfor kan indgå i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus, jf. § 38, stk. 2.

- Kommunerne har pligt til at indberette data til forvaltning af kontantydelsesordningen, herunder statistisk opfølgning på indsatsen, til det fælles it-baserede datagrundlag og til det statistiske datavarehus, jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 42, stk. 1.

- Kommunerne har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v. om kontantydelsesordningen, som beskæftigelsesministeren anmoder om, jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 51.



Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.2.1.

Til § 22

Det foreslås, at kapitel 4 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats finder tilsvarende anvendelse for denne lov. Efter kapitlet har beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om pligt til at anvende digital kommunikation mellem borgeren og jobcenter, ydelsescenter, arbejdsløshedskasse samt anden aktør. Der er endvidere mulighed for, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at meddelelser og afgørelser kan sendes fra jobcenteret digitalt uden underskrift, og at afgørelser, meddelelser og andre dokumenter, som udelukkende er sendt eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Jobnet eller jobcenteret som afsender.

Med hjemmel i forslaget får beskæftigelsesministeren en bemyndigelse svarende til § 10 a i kapitel 4 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om, at personens bekræftelse af, at den pågældende er arbejdssøgende, jf. forslaget til 10, stk. 2, nr. 9, skal ske digitalt ved, at personen tjekker sine jobforslag på Jobnet.

Bemyndigelsen giver bl.a. mulighed for, at afgørelser, meddelelser og andre dokumenter, som udelukkende er sendt eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Jobnet eller jobcenteret som afsender. Som et eksempel kan nævnes påmindelser om, at den ledige skal bekræfte sin aktive jobsøgning.

Til § 23

Efter gældende regler i lov om organiseringen og understøttelsen af beskæftigelsesindsatsen m.v. er det kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv social politik, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og kompensation til handikappede i erhverv m.v.

Det foreslås i stk. 1, at kommunen endeligt afholder udgifterne til vejledning, sagsbehandling, opfølgning og til administration i øvrigt.

Det foreslås i stk. 2, at staten refunderer 50 pct. af udgifter til kontantydelse, når personen deltager i tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. I perioder, hvor personen er omfattet af ordningen uden at deltage i tilbud, refunderer staten 30 pct. af udgifterne til kontantydelse.

Der afsættes særskilte statslige bevillinger til dækning af refusionen.

Reglerne om finansiering og refusion svarer til lignende regler om kommunernes ret til refusion af udgifterne til uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår kommunen opfylder betingelserne for at få 50 pct. refusion efter stk. 2, herunder om hvilken dokumentation kommunen skal fremlægge. Bemyndigelsen vil blive brugt til at fastsætte nærmere regler om, hvornår betingelserne for at få 50 pct. refusion er opfyldt.

For at kommunen kan få 50 pct. refusion af udgifterne til ydelse, er det et krav, at

1) betingelserne for tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er opfyldt,

2) tilbud i virksomhedspraktik i gennemsnit er på minimum 25 timer om ugen,

3) tilbud om nytteindsats fastsættes efter et konkret skøn, dog højst 20 timer om ugen, og

4) personen deltager aktivt i tilbuddet.



Hvis kravene ikke er opfyldt, får kommunen 30 pct. i refusion.

Det foreslås i stk. 4, at de nærmere regler om udbetaling, administration, regnskab, revision, tilsyn m.v. fastsættes i bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på Social- og Integrationsministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Ministeriet for Børn og Undervisnings ressortområder. Det betyder, at de allerede fastsatte regler i denne bekendtgørelse også kommer til at finde anvendelse for ordningen i dette lovforslag.

I henhold til en driftsaftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Social- og Integrationsministeriet varetager Social- og Integrationsministeriet udbetalingen til kommunerne på vegne af Beskæftigelsesministeriet. Driftsaftalen omfatter alle Beskæftigelsesministeriets refusionsudbetalinger til kommunerne. Aftalen sikrer, at kommunerne kun skal søge om refusion et sted.

Til § 24

Det foreslås, at kommunens og herunder jobcenterets afgørelser efter denne lov kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Det foreslås, at klagerne til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg skal behandles efter § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette indebærer bl.a., at klagen skal ske inden 4 uger fra det tidspunkt, hvor personen har modtaget afgørelsen, og at klagen kan indbringes af den, som afgørelsen vedrører.

Reglerne om klageadgang svarer til gældende regler om klage over afgørelser om uddannelses- og kontanthjælp.

Til § 25

Det foreslås i stk. 1, at der en gang årlig den 1. januar sker regulering af ydelsen med en satsreguleringsprocent efter lov om en satsreguleringsprocent og efter stk. 2 og 3, de beløb, som er nævnt i:

1) §§ 4-6 om ydelser til forsørgelse.

2) § 8, stk.2, om fradrag for arbejdsindtægter m.v.



I stk. 2, foreslås det, at der ved den årlige regulering af beløbene i stk. 1, nr. 1 og 2, anvendes satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår med fradrag af en procentsats, jf. forslaget til stk. 4.

Det foreslås i stk. 3, at for finansåret 2016 udgør procentsatsen 0,3. For finansåret 2017 udgør procentsatsen 0,4. For finansårene 2018 - 2023 udgør procentsatsen 0,75.

I stk. 4, foreslås det, at beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af de regulerede beløb.

Til § 26

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. marts 2015.

I stk. 2, foreslås det, at beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af reglerne om joblog, cv og tilmelding som arbejdssøgende, jf. forslagene til § 10, stk. 2, nr. 8-10, samt § 13 og § 15, stk. 1, nr. 7.

Til § 27

Til nr. 1

Efter de gældende regler i § 13, stk. 11, har en person, der har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. Det er en betingelse, at personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, mens ferien afholdes. Personen er ikke omfattet af rådighedsforpligtelsen, mens ferien afholdes. Har personen optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, skal denne ferie afholdes først. Den samlede ferie kan højst udgøre 5 uger.

Det er efter de gældende regler i § 13, stk. 12, en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om feriens placering. Ved placering af ferien skal der tages hensyn til personens øvrige forhold, herunder familiens afholdelse af ferie, medmindre det i væsentlig grad modvirker den beskæftigelsesindsats, der er iværksat eller planlagt for personen. Kan den pågældende og kommunen ikke blive enige om, hvornår ferien skal afholdes, træffer kommunen afgørelse herom.

Efter gældende regler i § 13, stk. 14, fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler om opgørelse af 12 sammenhængende måneder med uddannelses- eller kontanthjælp, herunder hvordan ressourceforløbsydelse og perioder med revalidering i form af særligt tilrettelagte projekter efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud efter kapitel 11 i samme lov kan indgå i opgørelsen.

Med forslaget til § 27, nr. 1, foreslås det, der ved opgørelsen af 12 sammenhængende måneder med uddannelses- eller kontanthjælp kan indgå perioder med ressourceforløbsydelse, perioder med revalidering samt perioder med kontantydelse, jf. § 13, stk. 14.

Til § 28

Til nr. 1

Af gældende regler fremgår, at for at blive ansat med løntilskud skal personer, der modtager kontant- og uddannelseshjælp samt ledige selvforsørgerende som hovedregel have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, have været i tilbud efter kapitel 12 eller har været ledige selvforsørgerende i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder.

Af gældende regler fremgår, at for at en arbejdsgiver kan få udbetalt jobrotationsydelse, skal den person, der ansættes som vikar, være kontant- eller uddannelseshjælpsmodtager og ved ansættelse have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, have været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledige selvforsørgende i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder.

Af gældende regler fremgår, at det er en betingelse for tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med kontanthjælp eller uddannelsesmodtager (voksenlærlinge), at personen ved uddannelsens påbegyndelse er fyldt 25 år og bl.a. har en vis forudgående ledighed. Ved opgørelse af forudgående ledighed medregnes perioder med arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og perioder, hvor personen har været i tilbud efter kapitel 12 eller har været ledige selvforsørgerende.

Af gældende regler fremgår, at der i forbindelse med ansættelse af en person uden løntilskud kan ydes tilskud til udgifter ved opkvalificering af personen. Tilskuddet kan ydes til udgifter ved opkvalificering af kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere, som forud for ansættelse har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledige selvforsørgerende i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder, dog 6 måneder, hvis personen er uddannelseshjælpsmodtagere, eller kontanthjælpsmodtagere under 30 år, og har særlig risiko for at blive langtidsledige eller er aktivitetsparate.

Det foreslås, at kontantydelse også kan tælle med til opfyldelse af kravet om forudgående ledighed for personer i forbindelse med ansættelse med løntilskud, jobrotation, tilskud til voksenlærling og opkvalificering ved ansættelse.

Til nr. 2

Med lovforslaget foreslås der indført en ny ordning, hvor ledige, som opbruger deres dagpengeret eller retten til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kan henvende sig til jobcenteret og bede om et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Jobcenteret skal enten give dem et tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 11 i samme lov, eller jobcenteret kan vælge efter en konkret vurdering at give tilbud om ansættelse med løntilskud eller jobrotation efter kapitel 12 og 18 i samme lov. Jobcenteret kan ligeledes vælge at give tilbud om vejledning og opkvalificering i forbindelse med et opkvalificeringsjob.

Der er tale om et nyt og midlertidigt instrument i beskæftigelsesindsatsen. Der findes således ikke lovgivning om indsatsen til ledige, der modtager kontantydelse efter lov om kontantydelse.

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som regulerer indsatsen over for ledige, der modtager kontantydelse. Udgangspunktet for reglerne er, at de med visse tilpasninger skal følge de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Indsatsen for ledige varetages af jobcentrene på samme måde som for jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan imidlertid ikke fuldt ud finde anvendelse for indsatsen. Der foreslås derfor i kapitel 13 e fastsat regler om, hvilke regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der finder anvendelse, og fastsat regler, der alene gælder for indsatsen for modtagere af kontantydelse efter lov om kontantydelse.

Forslaget til § 75 z

§ 75 z, stk. 1:

Det foreslås i stk. 1, at en person, der er omfattet af § 1 i lov om kontantydelse, kan få en beskæftigelsesrettet indsats efter reglerne i det foreslåede kapitel 13 e.

§ 75 z, stk. 2:

Efter gældende regler er jobparate kontanthjælpsmodtagere omfattet af reglerne i kapitlerne 2 a, 4, 5, 6, 8, 9, 20 og 24 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslås, at disse regler, i det omfang de gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere, finder tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse, med mindre andet er bestemt efter forslagene i dette lovforslag.

Ad kapitel 2 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - Inddragelse af andre aktører

Efter § 4 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan kommunen overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelser efter loven. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunalbestyrelsen.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til andre aktørers sagsbehandling m.v. Der er i bekendtgørelse om andre aktører fastsat nærmere regler herom.

Tilsvarende vil efter forslaget gælde for målgruppen for kontantydelse.

Ad kapitel 4 a - Digital kommunikation

Efter § 10 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om pligt til at anvende digital kommunikation via Jobnet eller en anden landsdækkende portal mellem på den ene side bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere og på den anden side jobcenteret og andre, der varetager beskæftigelsesindsatsen efter denne lov. Der kan endvidere fastsættes regler om, at der kan sendes digitale meddelelser m.v. uden underskrift, og at disse kan udstedes alene med angivelse af Jobnet eller jobcenteret som afsender.

Det fremgår endvidere bl.a. af lovens § 10 b, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om anvendelse af digital kommunikation mellem kommunen, arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende om tilskud m.v. efter loven. Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af et bestemt digitalt system og om fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse grupper af juridiske personer og virksomheder. Med hjemmel i bestemmelserne er der i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats fastsat regler om, at bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere har pligt til at anvende digital kommunikation med jobcenteret via Jobnet i forbindelse med raskmeldinger og om jobplaner og tilbud efter kapitel 10-12.

Tilsvarende vil efter forslaget gælde for målgruppen for kontantydelse.

Ad kapitel 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - Tilmelding af arbejdssøgende i jobcentreDet fremgår af § 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at bl.a. ledige, der har ansøgt om eller modtager kontanthjælp, og, som kommunen vurderer, er jobparate, skal tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret ved første henvendelse til kommunen om hjælp, og de skal mindst hver 7. dag tjekke deres jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at de er arbejdssøgende.

Personen skal være aktivt jobsøgende og løbende dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om tilmelding, jobsøgning og joblog m.v. samt om afmelding som arbejdssøgende.

De nærmere regler om til- og afmelding er fastsat i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Efter disse regler kan personen tilmelde sig via selvbetjening på Jobnet eller ved personligt fremmøde i et jobcenter. Personen skal tilmeldes som arbejdssøgende hos jobcenteret i sin opholdskommune. Personen skal mindst hver 7. dag tjekke sine jobforslag på Jobnet og bekræfte sin aktive jobsøgning. I reglerne er der tillige fastsat konsekvenser for manglende overholdelse heraf. Hvis en person ikke længere ønsker at stå tilmeldt eller påbegynder fuld beskæftigelse af mindst 14 dages varighed, skal personen afmelde sig.

Tilsvarende vil efter forslaget gælde for målgruppen for kontantydelse.

Ad kapitel 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - Oplysninger om job og cvDet følger af § 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at oplysninger om job og om arbejdssøgendes arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund m.v. (cv'er) indlægges på Beskæftigelsesministeriets database (Jobnet).

Efter lovens § 13 skal bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere, som er tilmeldt som arbejdssøgende, give fyldestgørende oplysninger om tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold af betydning for jobcenterets bistand med at finde arbejde. Oplysningerne skal indlægges i et cv på Jobnet hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende og skal løbende ajourføres. Jobcentrene yder bistand.

Tilsvarende vil efter forslaget gælde for målgruppen for kontantydelse.

Ad kapitel 8 - Tilbudsmuligheder

Efter lovens kapitel 8 kan jobcenteret give bl.a. kontanthjælpsmodtagere tilbud om vejledning og opkvalificering efter lovens kapitel 10, virksomhedspraktik efter lovens kapitel 11 og ansættelse med løntilskud i offentlige og private virksomheder efter lovens kapitel 12.

Efter lovens § 22 skal et tilbud så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder med behov for arbejdskraft og så vidt muligt gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger med henblik på, at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Et tilbud kan dog også gives alene ud fra en vurdering af arbejdsmarkedets behov. Tilbuddene kan efter lovens § 24 gives hver for sig eller i kombination og kan gives, så længe personen er berettiget til kontanthjælp.

Tilsvarende vil gælde for målgruppen for kontantydelse.

Ad kapitel 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - Jobplan

Det fremgår af kapitel 9, at bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere kan få udarbejdet en jobplan for, hvordan mulighederne for at få varig beskæftigelse kan forbedres. Der skal udarbejdes jobplan forud for afgivelse af tilbud efter kapitel 9 b-12. Dette gælder dog ikke, hvis tilbuddet varer op til 4 uger eller er blevet fastsat under en jobsamtale og er rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft. Personen har dog ret til at få udarbejdet en jobplan, hvis pågældende beder om det. I jobplanen beskrives personens beskæftigelsesmål, der så vidt muligt skal være rettet mod beskæftigelse inden for områder med behov for arbejdskraft.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om jobplaner. Det er i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats bl.a. fastsat, hvad jobplanen skal indeholde, og at jobplanen skal gøres tilgængelig for personen digitalt via Jobnet.

Det følger af beskæftigelsesreformen, at alle personer, der får en indsats i jobcenteret, fremover kun skal have en plan - Min Plan - der vises for personen på Jobnet.dk. Denne ændring træder i kraft 1. juli 2015. Det indebærer, at reglerne om "Min Plan" pr. 1. juli 2015 også vil gælde for personer, der modtager kontantydelse.

Tilsvarende vil efter forslaget gælde for målgruppen for kontantydelse.

Ad kapitel 20 - Udbetaling af ydelse, refusion, tilsyn, regnskab, erstatning m.v.

Det følger af lovens § 110, at løntilskuddet i forbindelse med ansættelse i løntilskudsjob efter kapitel 12 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren modtager som refusion fra det offentlige som følge af, at arbejdsgiveren fortsat udbetaler løn. Bestemmelsen finder f.eks. anvendelse, hvis arbejdsgiveren fortsat udbetaler løn under sygdom og modtager sygedagpengerefusion. Efter bestemmelsen kan beskæftigelsesministeren endvidere fastsætte nærmere regler om beregning og udbetaling, herunder refusion, samt om administration, regnskab, revision, tilsyn m.v.

Med hjemmel i bestemmelsen er der i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats bl.a. fastsat nærmere regler om udbetaling af løntilskud, og om at løntilskuddet reduceres med beløb, som arbejdsgiveren modtager som refusion fra det offentlige som følge af, at arbejdsgiveren fortsat udbetaler løn.

I bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder er der endvidere bl.a. fastsat nærmere regler om udbetaling, administration, regnskab, revision, tilsyn m.v. I henhold til en driftsaftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold varetager Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold udbetalingen til kommunerne på vegne af Beskæftigelsesministeriet. Driftsaftalen omfatter alle Beskæftigelsesministeriets refusionsudbetalinger til kommunerne. Aftalen sikrer, at kommunerne kun skal søge om refusion et sted.

Det fremgår af lovens § 111, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om tilbagebetaling af ydelser efter loven, der er udbetalt på et urigtigt grundlag. Efter lovens § 113 kan der endvidere fastsættes nærmere regler om, at kommunen betaler erstatning ved en persons tilskadekomst under deltagelse i tilbud efter kapitel 10 og 11 og ved en skade, som en person forvolder under deltagelse i sådanne tilbud. De nærmere regler om erstatning og tilbagebetaling er fastsat i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Tilsvarende vil gælde for udbetaling af befordringsgodtgørelse og kommunens medfinansiering af udgifter hertil, løntilskud samt refusion til kommunerne i forbindelse med tilbud, tilsyn, regnskab og erstatning m.v., i forbindelse med ordningen om kontantydelse.

Ad kapitel 24 - Klageadgang, ikrafttræden m.v.

Det følger af lovens § 128, at jobcenterets afgørelser efter loven kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg efter reglerne i § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Efter disse regler gælder der en klagefrist på 4 uger. Ved klage over jobcenterets afgørelser om jobplan og tilbud efter kapitel 9-12 skal Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg træffe afgørelse i sagen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Efter lovens § 131 kan bl.a. kontanthjælpsmodtagere klage til jobcenteret inden for 4 uger over offentlige arbejdsgiveres beregning af arbejdstiden i et løntilskudsjob.

Tilsvarende vil gælde om klageadgang for modtagere af kontantydelse.

§ 75 z, stk. 3:

Det foreslås, at personen, der er omfattet af målgruppen for kontantydelse, som udgangspunkt skal have tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Jobcenteret kan dog efter en konkret vurdering vælge i stedet at give personen tilbud om vejledning og opkvalificering, ansættelse med løntilskud eller et jobrotationsvikariat, hvilket også som udgangspunkt skal ske efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Vejledning og opkvalificering kan efter forslaget alene gives i forbindelse med, at en person har en ansættelseskontrakt med en virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til § 75 z, stk. 8.

Følgende fremgår af de gældende regler for tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats, ansættelse med løntilskud, vejledning og opkvalificering samt jobrotation:

Ad virksomhedspraktik og nytteindsats

Efter gældende regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler, der er udmøntet i medfør heraf, kan der gives tilbud om virksomhedspraktik til personer, der har behov for en afklaring af beskæftigelsesmål, eller som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår eller med løntilskud. Tilbuddet gives med henblik på at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål. Tilbud om virksomhedspraktik kan for jobparate kontanthjælpsmodtagere som hovedregel vare op til 4 uger, dog op til 13 uger, hvis personen ikke har erhvervserfaring, har langvarig ledighed eller i øvrigt har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse med løntilskud.

Virksomhedspraktik kan tillige gives som nytteindsats, der består af samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere, der ligger ud over det normerede niveau for opgaveløsningen. Tilbuddet om nytteindsats gives med henblik på, at personen skal arbejde for sin ydelse og give den enkelte mulighed for at indgå i et arbejdsfællesskab og udføre en samfundsnyttig opgave. Nytteindsats kan vare op til 13 uger og kan kun etableres hos offentlige arbejdsgivere. Ved offentlige arbejdsgivere forstås følgende:

- kommuner, regioner og kommunale fællesskaber,

- statsinstitutioner og

- organisationer, foreninger, selskaber, institutioner o.l., hvis udgifter dækkes med mindst 50 pct. af offentlige tilskud.



Efter gældende regler gælder - både for så vidt angår virksomhedspraktik og nytteindsats - rimelighedskravet, dvs. der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik, herunder nytteindsats samt ansatte med løntilskud. Antallet af personer i virksomhedspraktik og i nytteindsats samt antallet af ansatte med løntilskud kan maksimalt udgøre 1 person for hver 5 ordinært ansatte, hvis virksomheden har 0-50 ansatte, dog altid 1 person, og herudover 1 person for hver 10 ordinært ansatte. For nytteindsats er der mulighed for, at det lokale beskæftigelsesråd (LBR) efter ansøgning fra jobcenteret kan dispensere fra dette antal. Kommunens ansøgning om dispensation skal indeholde en begrundelse/dokumentation for behovet for at fravige rimelighedskravet på den konkrete virksomhed. Under forudsætning af vedtagelsen af det fremsatte lovforslag L 58 om beskæftigelsesreformen vil det efter 1. januar 2015 være det regionale arbejdsmarkedsråd, som dispenserer fra rimelighedskravet.

Ad ansættelse med løntilskud

Efter gældende regler kan tilbud om ansættelse med løntilskud for jobparate kontanthjælpsmodtagere gives i op til 6 måneder hos private og offentlige arbejdsgivere, og tilbuddet kan ikke række ud over perioden med ret til kontanthjælp. For at blive ansat med løntilskud skal den person, der ansættes, have været ledig i sammenhængende periode på mere end 6 måneder. Alle ledighedsperioder medregnes, bl.a. dagpenge, kontanthjælp, særlige uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Efter gældende regler skal løn- og arbejdsvilkår hos private arbejdsgivere være overenskomstmæssige. Hos offentlige arbejdsgivere udgør lønnen 121,47 kr. i timen (1. januar 2015-niveau).

Rimelighedskravet, jf. ovenfor, gælder også for løntilskudsjob. Der gælder tillige et merbeskæftigelseskrav, dvs. ansættelsen med løntilskud skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos arbejdsgiveren.

Hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag under hele ansættelsesforholdet ligge på niveau med personens samlede individuelle hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ved ansættelsesforholdets påbegyndelse. Arbejdstiden fastsættes ved at dividere den ugentlige ydelse tillagt arbejdsmarkedsbidrag med timelønnen.

Løntilskuddet til private arbejdsgivere, der ansætter jobparate kontanthjælpsmodtagere, udgør pr. 1. januar 2015 74,05 kr. pr. time og 107,55 kr. pr. time til offentlige arbejdsgivere.

Efter gældende regler er jobparate kontanthjælpsmodtagere, som er ansat i løntilskudsjob, omfattet af den lovgivning, der i øvrigt gælder for lønmodtagere, herunder f.eks. arbejdsmiljølovgivningen. Dette vil tilsvarende gælde for modtagere af kontantydelse.

Ad jobrotation

Det fremgår af de gældende regler om jobrotation, at offentlige og private arbejdsgivere kan få jobrotationsydelse fra jobcenteret, bl.a. når de ansætter en ledig kontanthjælpsmodtager som vikar i forbindelse med, at en beskæftiget deltager i uddannelse. Den beskæftigede må ikke have en uddannelse, der overstiger en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles hermed. Efter den særlige pulje er der også mulighed for, at arbejdsgiveren kan få jobrotationsydelse, selvom den beskæftigede har en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Arbejdsgiveren skal betale overenskomstmæssig løn eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende løn til vikaren. Vikaren er omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold til eller ved lov eller kollektiv overenskomst m.v.

For at få jobrotationsydelsen skal arbejdsgiveren ansætte den ledige som vikar for den beskæftigede i et antal timer, der svarer til de timer, som den beskæftigede deltager i uddannelse. Vikaren skal som minimum være ansat 10 timer pr. uge og kan maksimalt være ansat i en periode på 6 måneder. Den ledige, der ansættes som vikar, skal have været ledig i mindst 6 måneder.

Alle ledighedsperioder kan medregnes til opfyldelse af kravet om 6 måneders forudgående ledighed, dvs. der bl.a. kan medregnes perioder med dagpenge, kontanthjælp, særlig uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Ad vejledning og opkvalificering

Efter de gældende regler om vejledning og opkvalificering kan der til bl.a. jobparate kontanthjælpsmodtagere gives tilbud i form af enten ordinære uddannelser eller "øvrig vejledning og opkvalificering".

Ved ordinære uddannelser forstås uddannelser, der har hjemmel i lov, som udbydes generelt, og som umiddelbart er rettet mod beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Dog er en del studieforberedende uddannelser også omfattet.

Ved øvrig vejledning og opkvalificering forstås øvrige typer af uddannelser og kurser samt særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet, visse danskundervisningsforløb samt korte vejlednings- og afklaringsforløb. Der henvises til forslaget til § 75 z, stk. 6.

§ 75 z, stk. 4:

Efter gældende regler kan de tilbud, som jobparate kontanthjælpsmodtagere kan få, gives hver for sig og i kombination. Tilbuddene kan alene gives, så længe personen er berettiget til kontanthjælp.

Det foreslås, at tilbud og jobrotation efter stk. 1 og 2 enten kan gives hver for sig eller i kombination, og at de alene kan gives, så længe personen er berettiget til kontantydelse.

§ 75 z, stk. 5:

Det foreslås, at jobcenteret skal sørge for, at indsatsen vil kunne påbegyndes snarest muligt. Der foreslås en frist på op til 4 uger fra personens henvendelse, og indtil indsatsen skal påbegyndes. Dette svarer til den frist, der gælder for personer, der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

§ 75 z, stk. 6:

Der foreslås, at det første forløb med tilbud eller jobrotation skal have en varighed på mindst 13 uger. Tilbuddene og ansættelse som vikar i jobrotation kan alene gives, så længe personen er berettiget til kontantydelse. Derudover foreslås der følgende varighedsregler for tilbud:

Vejledning og opkvalificering - der alene kan gives i forbindelse med at en person har en ansættelseskontrakt - skal kunne vare op til 4 uger.

Virksomhedspraktik skal kunne vare mellem 4 og 13 uger.

Nytteindsats og ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal kunne vare op til 13 uger.

Ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere skal kunne vare op til 6 måneder.

§ 75 z, stk. 7:

Det foreslås, at tilbud om virksomhedspraktik maksimalt kan have en ugentlig varighed på op til 37 timer og nytteindsats en ugentlig varighed på op til 20 timer.

§ 75 z, stk. 8:

Det foreslås, at det er en betingelse for at få tilbud om vejledning og opkvalificering, at personen har en ansættelseskontrakt med en virksomhed, hvor ansættelsen skal påbegyndes inden for 6 uger, og at tilbuddet er nødvendigt for, at personen kan blive ansat. Tilbuddet kan have en varighed på op til 4 uger, jf. det forslåede stk. 6. Det foreslås videre, at der ikke under tilbuddet kan gives den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give, f.eks. oplæring i arbejdsfunktioner eller i arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.

§ 75 z, stk. 9:

Det foreslås, at personen efter afslutning af et tilbud eller jobrotationsvikariat skal have ret til en ny beskæftigelsesrettet indsats i form af tilbud eller jobrotation, såfremt personen anmoder om det. Dette gælder så længe personen er omfattet af målgruppen for at kunne få kontantydelse. Der er ingen minimumskrav til varigheden af første tilbud eller jobrotation. Den samlede varighed af efterfølgende tilbud eller jobrotation, skal således ikke være på mindst 13 uger. Varighedsbegrænsningen for de enkelte tilbud følger reglerne i stk. 6, 2. pkt.

§ 75 z, stk. 10:

Det foreslås, at jobcenteret og personen inden for den samlede periode, hvor personen er i målgruppen for kontantydelse, vil kunne aftale en plan af længere varighed, som omfatter flere forløb i form af tilbud eller jobrotationsvikariater. Hvis jobcenteret sammensætter en sådan plan, vil personen ikke på ny skulle rette henvendelse til jobcenteret med anmodning om et nyt forløb, når et tilbud er slut.

Det forudsættes, at jobcenteret orienterer personen om, at der efter reglerne er mulighed for at udarbejde en sådan plan for et længerevarende forløb.

Tilbud, som personen deltager i, herunder også en eventuel plan for flere tilbud, skal indgå i personens jobplan efter reglerne for jobplaner i kapitel 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det følger af beskæftigelsesreformen, at alle personer, der får en indsats i jobcenteret, fremover kun skal have en plan - Min Plan - der vises for personen på Jobnet.dk. Det indebærer, at reglerne om "Min Plan" pr. 1. juli 2015 også vil gælde for personer, der modtager kontantydelse.

§ 75 z, stk. 11:

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne efter dette kapitel, herunder om de nærmere betingelser for tilbud.

Reglerne vil blive indarbejdet i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. De gældende regler om tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, nytteindsats, ansættelse med løntilskud og befordringsgodtgørelse i bekendtgørelsen vil finde tilsvarende anvendelse med de tilpasninger, som følger af nærværende lovforslag. Herunder vil reglerne om forholdet mellem ordinært ansatte og ansatte med støtte - rimelighedskravet - og reglerne om merbeskæftigelse finde tilsvarende anvendelse.

Forslaget til § 75 æ

§ 75 æ, stk. 1:

Det foreslås, at personen under deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats samt vejledning og opkvalificering modtager kontantydelse.

§ 75 æ, stk. 2:

Da reglerne for de lediges ansættelse med løntilskud foreslås som udgangspunkt at skulle følge reglerne for jobparate kontanthjælpsmodtagere, vil det gælde, at de ledige under ansættelse med løntilskud modtager løn. Det foreslås, at lønnen under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag skal ligge på niveau med personens kontantydelse. Løntilskuddet vil som ved ansættelse af kontanthjælpsmodtagere pr. 1. januar 2015 udgøre 74,05 kr. pr. time til private arbejdsgivere og 107,55 kr. pr. time til offentlige arbejdsgivere.

§ 75 æ, stk. 3:

Det foreslås, at ledige, der deltager i vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, nytteindsats og ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere, får ret til befordringsgodtgørelse efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Dvs. der vil være ret til befordringsgodtgørelse, når den daglige transport mellem bopæl og uddannelsessted og retur er mere end 24 km. Godtgørelsen pr. dag kan alene udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 km. Godtgørelsen udgør 1,03 kr. pr. kilometer (2015-niveau). Ydelsen vil være skattefri. Personer, der er i løntilskudsjob hos en privat arbejdsgiver eller er i jobrotation, har ikke ret til befordringsgodtgørelse, svarende til de gældende regler for bl.a. kontanthjælpsmodtagere.

Det foreslås endvidere, at de ledige efter jobcenterets konkrete vurdering kan få udbetalt op til 1.000 kr. om måneden i hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet efter de regler, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere. Godtgørelsen kan f.eks. anvendes til udgifter til transport, som ligger under 24 km mellem bopæl og uddannelsessted eller til arbejdstøj.

Forslaget til § 75 ø

§ 75 ø, stk. 1:

Det foreslås, at kontakten mellem jobcenteret og den ledige foregår således, at personen skal møde op til de samtaler, som personen indkaldes til at jobcenteret. Dog således, at samtalerne kan afholdes telefonisk, digitalt eller ved brev i perioder, hvor personen deltager i tilbud.

§ 75 ø, stk. 2:

Det foreslås, at ledige, der modtager kontantydelse, ikke skal møde personligt op til samtaler eller deltage i tilbud m.v., hvis de opfylder de betingelser, der gælder for jobparate kontanthjælpsmodtagere efter reglerne om mindre intensiv indsats i § 21 f i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter disse regler er personer, som kan dokumentere, at de er på vej i job, på barsel, efterløn, fleksydelse eller pension inden for de næste 6 uger, omfattet af en mindre intensiv indsats. De 6 uger regnes fra det tidspunkt, hvor personen skal påbegynde ordinær beskæftigelse, forventes at gå på barsel eller skal overgå til efterløn, fleksydelse eller folkepension. Personer, der er på arbejdsfordeling, eller som kan dokumentere, at de er hjemsendt på grund af vejrlig eller materialemangel, er ligeledes omfattet af en mindre intensiv indsats.

Personer omfattet af en mindre intensiv indsats skal ikke møde personligt op til samtaler i jobcenteret, hos anden aktør eller arbejdsløshedskassen og har heller ikke pligt til at deltage i tilbud. I stedet for at holde samtaler ved personligt fremmøde holdes der kontakt på anden vis, telefonisk, digitalt eller ved brev. Personer, der allerede har et tilbud, når de bliver omfattet af den mindre intensive indsats, har ret til at påbegynde og færdiggøre tilbuddet. Personer, som har ret til tilbud, men som endnu ikke har fået et tilbud, skal have et tilbud, hvis de ønsker det. Personer, som er omfattet af en mindre intensiv indsats, og som har pligt til jobsøgning, skal fortsat søge relevante job, mens de er omfattet af den mindre intensive indsats - f.eks. korte vikar- og afløserjob.

§ 75 ø, stk. 3:

I overensstemmelse med hvad der gælder efter reglerne om en mindre intensiv indsats i § 21 f, stk. 3, nr. 1-3, kan jobcenteret efter en konkret vurdering beslutte, at en person fortsat skal være omfattet af den almindelige beskæftigelsesindsats og dermed fortsat har pligt til at møde personligt op til samtaler i jobcenteret, hos anden aktør eller i arbejdsløshedskassen og til at møde i tilbud m.v., hvis der er tale om misbrug af eller spekulation i forhold til muligheden for en mindre intensiv indsats, hvis der er gode muligheder for beskæftigelse inden for personens fagområde, eller hvis jobcenteret vurderer, at det fortsat vil være til fordel for personen at være omfattet af den almindelige beskæftigelsesindsats.

Forslaget til § 75 å

Det foreslås, at de regler, der gælder for statens refusion af en kommunes udgifter til tilbud, jobrotation og befordringsgodtgørelse for så vidt angår jobparate kontanthjælpsmodtagere også skal gælde for personer på kontantydelse.

Dvs. staten vil efter forslaget for personer på kontantydelse refundere 50 pct. af udgifterne til løntilskud og 60 pct. af udgifterne til jobrotationsydelse.

Staten vil ligeledes efter forslaget refundere 50 pct. af kommunernes udgifter til befordringsgodtgørelse og 50 pct. for hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved deltagelse i tilbuddet. Refusionen af udgifterne til hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved deltagelse i tilbuddet vil ikke skulle ligge inden for et rådighedsbeløb.

Da man højst kan være omfattet af kontantydelsesordningen i 6 måneder, og refusion for udgifter til vejledning og opkvalificering tidligst gives 9 måneder efter en persons første henvendelse til kommunen om hjælp, vil der ikke være refusion af udgifter til vejledning og opkvalificering under ordningen.

Til § 29

Til nr. 1

En lønmodtager kan efter ferieårets udløb få udbetalt uhævede feriepenge, uden at ferien er afholdt, hvis feriepengene enten vedrører den 5. ferieuge, eller feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieårets udløb, jf. § 34 b, stk. 1 og 2. Udbetaling sker på baggrund af en ansøgning, som lønmodtageren sender til den, der skal udbetale feriepengene.

Har lønmodtageren i ferieåret modtaget arbejdsløshedsdagpenge, særlig uddannelsesydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, kontanthjælp, særlig ydelse eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov, skal antallet af dage med de nævnte ydelser trækkes fra antallet af dage med uhævede feriepenge, jf. gældende § 34 b, stk. 3, i lov om ferie.

Det foreslås, at § 34 b, stk. 3, ændres således, at de ydelser, der skal trækkes fra i dagene med de uhævede feriepenge, også omfatter midlertidig arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse.

Samtidig foreslås det, at særlig ydelse og ydelse efter lov om børnepasningsorlov udgår af § 34 b, stk. 3, da disse ydelser ikke længere eksisterer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 30

Den kommunale budgetgaranti efter § 14, stk. 2, nr. 5, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner indebærer, at kommunerne under ét kompenseres for udviklingen i de kommunale udgifter på visse områder, herunder kontant- og uddannelseshjælp, revalidering, ledighedsydelse, førtidspension og den særlige uddannelsesydelse samt kommunernes udgifter til aktivering m.v. af f.eks. modtagere af kontant- og uddannelseshjælp, revalidering og den særlige uddannelsesydelse. Kompensationen sker ved regulering af bloktilskuddet.

Den foreslåede ændring i § 14, stk. 2, nr. 5, indebærer, at de kommunale udgifter til kontantydelse efter lov om kontantydelse og udgifter til aktivering, herunder driftsudgifter til aktivering og løntilskud, samt til befordring til modtagere af kontantydelse efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bliver omfattet af den kommunale budgetgarantiordning.

Til § 31

Til nr. 1-3

Det foreslås, at den nye målgruppe i kap. 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsespolitik, jf. de foreslåede ændringer i lovforslagets § 27, nr. 2, dvs. modtagere af kontantydelse efter lov om kontantydelse, tillige omfattes af lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. Dette indebærer, at kommunerne afholder udgifterne til uddannelse af personer i den nye målgruppe, der som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats deltager i uddannelse på uddannelsesinstitutioner m.fl., som i henhold til Un­dervisningsministeriets regler ellers ville være berettiget til at modtage tilskud eller bevilling fra Undervisningsministeriet.

Tilføjelsen af den nye målgruppe sker ved, at der indsættes et nyt nummer, som omfattende den nye målgruppe.

Til nr. 4

Det foreslås, at bemyndigelsen i lovens § 7 b, stk. 1, til vedkommende minister til at beslutte, at loven også gælder for uddannelsesaktiviteter på vedkommende ministers område, udvides til at omfatte den nye målgruppe jf. bemærkningerne til lovforslagets § 27, nr. 2.

Til § 32

Til nr. 1 og 2.

I bestemmelserne i § 29, stk. 5, § 32 a, stk. 3 og 4 og § 32 d, i lov om social pension opregnes en række forsørgelsesydelser, som indgår i forbindelse med beregningen af pensionstillæg til samlevende eller gifte folkepensionister, og en række forsørgelsesydelser, der skal medføre fradrag i førtidspensionen, hvis ydelsen er udbetalt for en periode, hvor der sker efterbetaling af førtidspension.

Det foreslås, at opregningen af relevante forsørgelsesydelser opdateres og konsekvensrettes som følge af indførslen af kontantydelsen, og midlertidig arbejdsmarkedsydelse, og at der i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen er indført nye ydelser - ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp - som rettelig bør fremgå af opregningen.

Med forslaget opdateres og konsekvensrettes bestemmelserne.

Til § 33

I § 26, stk. 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., opregnes en række forsørgelsesydelser, som indgår i forbindelse med beregningen af pensionstillæg til samlevende eller gifte folkepensionister.

Det foreslås, at opregningen af relevante forsørgelsesydelser opdateres og konsekvensrettes som følge af indførslen af kontantydelsen og midlertidig arbejdsmarkedsydelse, og at der i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen er indført nye ydelser - ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp - som rettelig bør fremgå af opregningen. Desuden fjernes overgangsydelse fra opremsningen, som følge af at overgangsydelsesordningen er udfaset.

Med forslaget opdateres og konsekvensrettes bestemmelserne.

Til § 34

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
Ikrafttræden og overgangsbestemmelse
   
  
§ 26. Loven træder i kraft den 1. marts 2015, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter tids­punktet for ikrafttrædelse af § 10, stk. 2, nr. 8-10, § 13 og § 15, stk. 1, nr. 7.
   
  
Ændringer i anden lovgivning
   
  
§ 27. I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014, som senere ændret ved lov nr. 1367 af 16. december 2014, § 3 i lov nr. 1486 af 23. december 2014, lov nr. 1521 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 1522 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:
   
§ 13. . . .
Stk. 1-13. . . .
Stk. 14. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af 12 sammenhængende måneder med uddannelses- eller kontanthjælp som nævnt i stk. 11, herunder hvordan ressourceforløbsydelse og perioder med revalidering i form af særligt tilrettelagte projekter efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud efter kapitel 11 i samme lov kan indgå i opgørelsen.
 
1. I § 13, stk. 14, indsættes efter »i samme lov«: »og kontantydelse efter lov om kontantydelse«.
   
   
  
§ 28. I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 990 af 12. september 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 895 af 4. juli 2013 og § 2 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, § 1 i lov nr. 1486 af 23. december 2014 og § 1 i lov nr. 1487 af 23. december 2014, foretages følgende ændringer:
   
§ 51.  Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-6, 8 og 11-14, kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere. Det gælder dog ikke personer, der er omfattet af § 2, nr. 5 og 14, og som er i et ansættelsesforhold. For personer omfattet af § 2, nr. 12, er det en betingelse, at de ikke vurderes åbenlyst uddannelsesparate.
Stk. 2.  For at blive ansat med løntilskud hos private arbejdsgivere skal personer,
 
1. I § 51, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr. 2, § 98 b, stk. 1, nr. 2, § 98 e, stk. 3, og § 99, stk. 2, nr. 2-4, indsættes efter », midlertidig arbejdsmarkeds­ydelse,«: »kontantydelse efter lov om kontantydelse,«.
1)
. . .
  
2)
som er omfattet af § 2, nr. 2, 3 og 10-13, i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, have været i tilbud efter kapitel 12 eller have været ledige selvforsørgende, jf. dog stk. 3,
  
3)
. . .
  
4)
. . .
  
Stk. 3. Varighedskravene i stk. 2 gælder ikke, hvis personen
  
1)
ikke har en almen eller erhvervsrettet uddannelse på gymnasialt eller højere niveau,
  
2)
er over 50 år eller
  
3)
er enlig forsørger.
  
   
§ 98 b.  For at arbejdsgiveren kan få udbetalt jobrotationsydelse, skal den person, der ansættes som vikar,
  
1)
. . .
  
2)
være omfattet af § 2, nr. 2, 3, 12 eller 13, og ved ansættelsen have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12, eller været ledig selvforsørgende i en sammenhængende periode på mindst 3 måneder eller
  
3)
. . .
  
Stk. 2-5.  . . .
  
   
§ 98 e.  Det er en betingelse for tilskud, at uddannelsesaftalen er indgået med en person, der
  
1)
ved uddannelsens påbegyndelse er fyldt 25 år og
  
2)
ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, medmindre personen ikke har anvendt uddannelsen i de sidste 5 år, jf. dog stk. 2.
  
Stk. 2.  Der kan uanset stk. 1, nr. 2, ydes tilskud, hvis en person har afsluttet en uddannelse som nævnt i stk. 1, nr. 2, og personen
  
1)
er omfattet af § 2, nr. 1, og
  
 
a)
personen er under 30 år og har været ledig i sammenlagt mere end 6 måneder, eller
  
 
b)
personen er fyldt 30 år og har været ledig i sammenlagt mere end 9 måneder, eller
  
2)
er omfattet af § 2, nr. 2 eller 3, og
  
 
a)
personen er under 30 år og i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledig selvforsørgende eller
  
 
b)
personen er fyldt 30 år og i en sammenhængende periode på mere end 9 måneder har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledig selvforsørgende.
  
Stk. 3.  Der kan ikke gives tilskud til en arbejdsgiver, der i praktikperioden modtager anden offentlig støtte for eleven. Der kan ligeledes ikke udbetales tilskud til en arbejdsgiver, der til eleven har modtaget en økonomisk præmie eller bonus efter lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.
  
   
§ 99.  I forbindelse med ansættelse af en person uden løntilskud kan der ydes tilskud til udgifter ved opkvalificering af personen.
Stk. 2.   Tilskud efter stk. 1 kan ydes til udgifter ved opkvalificering af
  
1)
personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som forud for ansættelsen har haft mindst 12 måneders sammenlagt ledighed, dog 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis personen er under 30 år eller har særlig risiko for at blive langtidsledig,
  
2)
personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, og som forud for ansættelsen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledige selvforsørgende i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder, dog 6 måneder, hvis personen er under 30 år eller har særlig risiko for at blive langtidsledig,
  
3)
personer, der er omfattet af § 2, nr. 3, og som forud for ansættelsen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledige selvforsørgende i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder,
  
4)
personer, der er omfattet af § 2, nr. 12 og 13, og som forud for ansættelsen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, der har opbrugt deres dagpengeret, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, været i tilbud efter kapitel 12 eller været ledige selvforsørgende i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder,
  
5)
. . .
  
6)
. . .
  
  
2. I afsnit IV indsættes efter kapitel 13 d:
   
  
»Kapitel 13 e
   
  
Indsats overfor personer, som modtager kontantydelse efter lov om kontantydelse
  
Indsatsens indhold og varighed
   
  
§ 75 z. En person, der er omfattet af § 1 i lov om kontantydelse, kan få en beskæftigelsesrettet indsats efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 a, 4 a, 5, 6, 8, 9, 20 og 24 og regler fastsat i medfør heraf finder, i det omfang de gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse, medmindre andet er bestemt i dette kapitel.
Stk. 3. Personen skal have tilbud om virksom­hedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 11 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2. Jobcenteret kan dog efter en konkret vurdering i stedet vælge at give personen tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10, tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12, eller ansættelse som vikar i jobrotation efter kapitel 18 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, jf. dog stk. 6-8 og 11, samt § 75 æ.
Stk. 4. Tilbud og ansættelse som vikar i job­rotation kan gives hver for sig eller i kombination og kan alene gives så længe, personen er berettiget til kontantydelse.
Stk. 5. Jobcenteret skal give tilbud eller ansættelse som vikar i jobrotation således, at det kan påbegyndes snarest muligt og senest 4 uger efter personens henvendelse.
Stk. 6. Den samlede varighed af det første forløb med tilbud eller jobrotation skal være på mindst 13 uger i sammenhæng, jf. dog stk. 4. Varigheden af de enkelte tilbud kan være
  
1)
op til 4 uger for vejledning og opkvalificering
  
2)
mellem 4 og 13 uger for virksomhedspraktik
  
3)
op til 13 uger for nytteindsats og for ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere og
  
4)
op til 6 måneder for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.
  
Stk. 7. Den ugentlige varighed af virksomheds­praktik kan være på op til 37 timer og af nytteindsats på op til 20 timer.
Stk. 8. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan alene gives i forbindelse med, at en person har en ansættelseskontrakt med en virksomhed, hvor ansættelsen skal påbegyndes inden for 6 uger. Det er tillige en betingelse, at tilbuddet er en forudsætning for personens ansættelse, og at opkvalificeringen ligger ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give, f.eks. i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.
Stk. 9. Efter afslutning af et forløb med tilbud eller jobrotation har personen ret til en ny beskæftigelsesrettet indsats efter stk. 3, såfremt personen anmoder herom. Der er ingen minimumskrav til varigheden af efterfølgende tilbud eller jobrotation.
Stk. 10. Jobcenteret og personen kan inden for den samlede periode, hvor personen er i målgruppen for kontantydelse, aftale et samlet forløb, der omfatter flere tilbud eller jobrotationsvikariater efter stk. 3.
Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel, herunder om de nærmere betingelser for tilbud.
   
  
Ydelser m.v.
   
  
§ 75 æ. Under tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats efter § 75 z modtager personen kontantydelse efter lov om kontantydelse.
Stk. 2. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens kontantydelse.
Stk. 3. Under tilbuddet kan personen modtage befordringsgodtgørelse m.v. efter §§ 82 og 83 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2.
   
  
Fremmøde i jobcenteret og i tilbuddet
   
  
§ 75 ø. I perioder, hvor en person modtager kontantydelse, er i tilbud om ansættelse med løntilskud eller i jobrotationsvikariat, skal personen møde op til samtaler, hvis jobcenteret indkalder personen hertil. I perioder, hvor personen deltager i tilbud eller jobrotation, kan samtalerne dog afholdes telefonisk, digitalt eller ved brev.
Stk. 2. Personen er ikke omfattet af pligten til at møde personligt op til samtaler eller pligten til tilbud eller jobrotation efter dette kapitel, hvis personen opfylder betingelserne i § 21 f, stk. 1, nr. 1 eller 2. I så fald finder § 21 f, stk. 2, anvendelse.
Stk. 3. Jobcenteret kan på baggrund af en vurdering efter § 21 f, stk. 3, nr. 1-3, beslutte, at personen fortsat skal være omfattet af pligten til at møde op til samtaler og til at deltage i tilbud eller jobrotation.
   
  
Refusion
   
  
§ 75 å. Staten refunderer kommunens udgifter til tilbud og jobrotation efter § 75 z og udgifter efter § 75 æ, stk. 3, til befordringsgodtgørelse efter § 82, efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, i kapitel 23.
Stk. 2. Staten refunderer kommunens udgifter efter § 75 æ, stk. 3, til godtgørelse efter § 83 med 50 pct.«
   
  
§ 29. I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 790 af 28. juni 2013, lov nr. 512 af 26. maj 2014, § 7 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, § 8 i lov nr. 1286 af 9. december 2014 og lov nr. 1368 af 16. december 2014, foretages følgende ændring:
   
§ 34 b.   Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 3. Det er en be­tingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at an­sættelsesforholdet er ophørt. Udbetaling efter stk. 2 hindrer ikke udbetaling efter denne bestemmelse.
Stk. 2.  Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 3. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40. Udbetaling efter stk. 1 hindrer ikke udbetaling efter denne bestemmelse.
Stk. 3.   Har lønmodtageren modtaget arbejdsløs­heds­dagpenge, særlig uddannelsesydelse, efterløn, fleksydelse, ledigheds­ydelse, kontanthjælp, særlig ydelse eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov i ferieåret, kan udbetaling af feriepenge efter stk. 1 og 2 kun ske efter direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.
Stk. 4.  . . .
 
1. § 34 b, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Har lønmodtageren modtaget arbejdsløs­hedsdagpenge, særlig uddannelsesydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling af feriepenge efter stk. 1 og 2 kun ske efter direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.«
  
§ 30. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 24. juni 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 790 af 28. juni 2013, § 7 i lov nr. 895 af 4. juli 2013, § 8 i lov nr. 1610 af 26. december 2013, og § 11 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, foretages følgende ændring:
   
§ 14.  Staten yder et årligt tilskud til kommunerne, som fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.
Stk. 2.  Tilskuddet fastsættes som summen af
1-4) . . .
 
1. I § 14, stk. 2, nr. 5, indsættes efter »lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret,«: »kommunale udgifter til kontantydelse efter lov om kontantydelse og udgifter til aktivering og befordring til modtagere af kontantydelse,«.
5)
kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af udviklingen i kommunernes reale udgifter til kontanthjælp, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere, aktivering af kontanthjælps-, ledighedsydelses- og ressourceforløbsmodtagere, revalidering, driftsudgifter til aktivering af sygedagpengemodtagere og forsikrede ledige samt driftsudgifter i forbindelse med selvvalgt uddannelse, kommunale udgifter til danskundervisning til udlændinge og undervisning i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie samt kontanthjælp og aktivering efter integrationslovens kapitel 4-5, kommunale udgifter til den særlige uddannelsesydelse og driftsudgifter til finansiering af uddannelse samt udgifterne til befordring efter lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, førtidspension og erhvervsgrunduddannelse i tilskudsåret og
  
6) . . .
Stk. 3-8. . . .
  
  
§ 31. I lov om betaling for visse uddan­nelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 1030 af 23. august 2013, som ændret ved § 7 i lov nr. 1610 af 26. december 2013 og § 9 i lov nr. 720 af 25. juni 2014, foretages følgende ændringer:
   
§ 1. Kommunen afholder efter bestemmelserne i denne lov udgifter til uddannelse af personer omfattet af stk. 2 på uddannelsesinstitutioner m.fl., der i henhold til Undervisningsministeriets lovgivning er berettigede til at modtage tilskud eller bevilling fra Undervisningsministeriet.
Stk. 2. Loven gælder for uddannelse af personer, der er omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, og personer, der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er omfattet af
  
1)
§ 2, nr. 1-3,
  
2)
§ 2, nr. 4, og som under revalidering modtager revalideringsydelse, eller som under forrevalidering modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik,
  
3)
§ 2, nr. 5,
  
4)
§ 2, nr. 7, og som i medfør af § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats deltager i uddannelse,
  
5)
§ 2, nr. 11-14, eller
 
1. I § 1, stk. 2, nr. 5, udgår »eller«.
6)
kapitel 13 d i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
 
2. I § 1, stk. 2, nr. 6, ændres »arbejdsløsheds­forsikring m.v.« til: »arbejdsløshedsforsikring m.v., eller«.
  
3. I § 1, stk. 2, indsættes som nr. 7:
Loven gælder dog ikke for ordblindeundervisning i henhold til lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne eller for specialundervisning for voksne i henhold til lov om specialundervisning for voksne.
Stk. 3. De uddannelsesinstitutioner m.fl., som loven gælder for, modtager uanset tilskuds­bestem­melserne i Undervisningsministeriets lovgivning ikke aktivitetsafhængige tilskud eller bevillinger fra Under­visningsministeriet til uddannelse af de i stk. 2 nævnte personer.
 
»7)
kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som er omfattet af lov om kontantydelse.«
   
§ 7 b. Vedkommende minister kan bestemme, at loven også gælder for uddannelse som led i visse tilbud til de personer, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1-3, 5 og 6,og for uddannelse til personer, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 4, på uddannelses­institutioner m.fl., der er berettigede til at modtage tilskud eller bevilling fra vedkommende ministeri­um til den pågældende uddannelse.
Stk. 2. . . .
 
4. I § 7 b, stk. 1, ændres »5 og 6,« til: »5, 6 og 7,«.
   
  
§ 32. I lov om social pension, jf. lovbe­kendtgørelse nr. 1137 af 20. oktober 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 574 af 10. juli 2014, foretages følgende ændringer:
   
§ 29. . . .
Stk. 2-4. . . .
Stk. 5. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg for en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension, nedsættes ægtefællens eller samleverens indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 4. Fradraget efter 1. pkt. skal dog som minimum svare til ægtefællens eller samleverens indtægter, der hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ledighedsydelse, efterløn eller fleksydelse, på op til 10.000 kr.
Stk. 6-9. . . .
 
1. I § 29, stk. 5, 2. pkt., § 32 a, stk. 3, nr. 4, og § 32 d, stk. 1, indsættes efter »arbejdsløshedsdagpenge,«: » midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse,«.
   
§ 32 a. . . .
Stk. 2. . . .
Stk. 3. I indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 2 foretages følgende fradrag:
  
1-3)
. . .
  
4)
Fradrag for sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, der er udbetalt for samme periode, hvori der foretages efterbetaling af pension, jf. § 32 d, stk. 1.
  
5)
. . .
  
Stk. 4-8. . . .
  
   
§ 32 d. I førtidspension, som efterbetales for en periode, der ligger forud for tilkendelsen, jf. § 33, stk. 2, fratrækkes sygedagpenge, arbejdsløsheds­dagpenge, ledighedsydelse og kontanthjælp, der er udbetalt for den samme periode.
Stk. 2. . . .
 
2. I § 32 d, stk. 1, indsættes efter »ledighedsydelse«: », ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp«.
   
  
§ 33. I lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1145 af 20. oktober 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 574 af 10. juli 2014, foretages følgende ændringer:
   
§ 26. . . .
Stk. 2. . . .
Stk. 3. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg for en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension, nedsættes ægtefællens eller samleverens samtlige indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, jf. § 48, stk. 1, nr. 4. Fradraget efter 1. pkt. skal dog som minimum svare til ægtefællens eller samleverens indtægter, der hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, efterløn eller overgangsydelse, på op til 10.000 kr.
Stk. 4-5. . . .
 
1. I § 26, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »kontanthjælp,«: »ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp«, og efter »arbejdsløshedsdagpenge,« indsættes: »midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse eller« og »eller overgangsydelse« udgår.
   
  
§ 34. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.