Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 138:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Udvidet og styrket indsats for kvinder på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 18.02.2015).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Hans Andersen som Venstres ordfører.

Da Venstres socialordfører, fru Karen Ellemann, ikke kan være til stede i dag, skal jeg på hendes vegne fremføre følgende:

Ingen kvinder skal leve i frygt for vold fra deres partner, og alle kvinder bør kunne få hjælp til en tilværelse uden vold. Den nuværende ordning indbefatter rådgivning kun til kvinder med børn, og i Venstre finder vi det grundlæggende rigtigt, at også kvinder uden børn, der opholder sig på et krisecenter, skal kunne modtage hjælp efter opholdet til et liv uden vold, især når vi kan se, at kvinder uden børn på krisecentre i lige så høj grad har været udsat for vold som kvinder med børn.

Derfor støtter Venstre forslaget om at styrke indsatsen for kvinder på krisecentre.

Vi kan imidlertid være bekymrede i forhold til krisecentrenes orienteringspligt til kommunerne. Hvis en kvinde flytter fra krisecenteret eller ønsker at være anonym, må teknikaliteter vedrørende orienteringspligten til kommunerne og spørgsmålet om, hvilken kommune kvinden måtte være tilknyttet, ikke stå i vejen for den nødvendige hjælp til et liv uden vold. Venstre vil i udvalgsbehandlingen søge disse udfordringer afklaret.

Alt i alt ser Venstre frem til at kunne stemme for dette lovforslag, L 138, efter en konstruktiv udvalgsbehandling. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil som socialdemokratisk ordfører.

Vi står lige og snakker om, at det er et af de her forslag, hvor det faktisk er absurd, at det ikke allerede er sådan. Altså, hvordan det egentlig nogen sinde er kommet til, at der er en distinktion mellem den rådgivning, man får, om man har børn eller ikke har børn. Altså, jeg kan sagtens se, at behovet er ekstra stort, når man har børn, men selvfølgelig skal der også være en rådgivning for kvinder, der er voldsramte, selv om de ikke har nogen børn. Nu gør vi det så. Det er så meget godt.

Så vil jeg bare, i stedet for at gentage, hvad Venstres ordfører har sagt, for jeg tror at vi er meget enige om det her, sige, at det godt kan lade sig gøre at være anonym, dvs. at kommunen så bliver vidende om, at der er en borger, men ikke hvem det er. Nu vil jeg ikke stille spørgsmål til Venstres ordfører, for jeg går ud fra, at talen var holdt på vegne af en anden ordfører, og så plejer det ikke at være kutyme, men jeg vil bare sådan afklare, at det godt kan lade sig gøre at være anonym og alligevel tilkendegive, hvilken kommune man kommer fra og dermed få den rådgivning, man skal have. Og anonymiteten er, i forlængelse af det forslag, vi behandlede forud for det her, også i det her tilfælde indimellem rigtig vigtig for kvinderne.

For os er det vigtigt, at kommunerne får den her oplysningspligt, og når det er vigtigt, er det selvfølgelig, fordi at hvis kommunerne ikke har viden om, at der er en borger, de skal hjælpe, så er det svært for kommunerne at hjælpe den pågældende. Så bliver det jo en gætteleg. Det virker ligesom ikke. Så sådan helt lavpraktisk er det afgørende, at kommunen får besked om, at der er en kvinde, og at hun har behov for at få en rådgivning, sådan at de ved, at det er nu, de skal rykke ud, og at det skal foregå så tidligt som muligt.

I lovteksten skelnes mellem indledende og koordinerende rådgivning. Det betyder bare i al sin enkelhed, at kvinden så hurtigt som muligt skal have den samtale med en medarbejder fra kommunen, som kan rådgive om alt fra boligforhold, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitution og sundhedsvæsen, og den koordinerende rådgivning, altså det, man kan kalde substansrådgivning, skal senest sættes i værk, når kvinden begynder at gøre klar til at flytte ud fra krisecenteret. Så det er det, der menes med forskellen på de ord.

Ja, og det er sådan set grundessensen i forslaget, så man kan sige, at det er et lille forslag, men for de kvinder, det drejer sig om, betyder det selvfølgelig ufattelig meget, at vi sætter ind med et tættere sikkerhedsnet omkring dem, når de kommer i den situation, at de har været udsat for vold. Det er måske for de kvinder, det drejer sig om, den største krise, de nogen sinde kommer igennem i deres liv, og der er det selvfølgelig altafgørende, at vi tætner sikkerhedsnettet omkring dem i videst mulig udstrækning. Så Socialdemokratiet kan selvfølgelig støtte forslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Karin Nødgaard som Dansk Folkepartis ordfører.

Som ved det foregående forslag, hvor vi talte om det forfærdelige, man kan støde ind i sit liv i forbindelse med stofmisbrug, så må vi jo også sige, at når man bliver udsat for vold, er det vel noget af det mest frygtelige, man kan blive udsat for som menneske. Vold er vel egentlig som udgangspunkt noget, der drejer sig om at straffe et andet menneske og vise, at man besidder en overlegenhed, en fysisk eller psykisk styrke eller magt, i et forsøg på at svække et andet menneske.

Beretninger om voldsudøvelse er hverdag i medier og i nyheder, og på film er der i mange genrer vold som tema. Når det er beretninger fra den virkelige verden, forholder vi os som borgere til det med væmmelse og afsky og somme tider med en form for magtesløshed – eller her på Christiansborg med en politisk drøftelse af, hvordan vi kan gøre tingene bedre for at forhindre volden. Når det er på film, kan vi jo enten slukke for fjernsynet, hvis det bliver for meget, eller blot se en film som underholdning. Bagefter fortsætter tilværelsen uændret, i hvert fald for de fleste af os. Der er nok nogle, desværre, der bliver påvirket og inspireret af, hvad de ser, både i nyheder og på film. Det skal jeg selvfølgelig ikke bruge min taletid til nu, men jeg synes da egentlig, det også er temmelig interessant.

For nogle er en hverdag med vold ikke film, som man bare kan slukke for, eller noget, som finder sted andre steder, hos naboen eller i andre lande. For nogle er det virkeligheden og hverdagen. At det er sådan, er helt uacceptabelt. Det er sørgeligt, at nogle mennesker – ofte over for nogle, som man har elsket eller stadig væk elsker – ser det som en del af et samliv, at der skal udøves vold og magt. Hvad er det, der gør, at man lige pludselig beslutter sig for at såre et andet menneske? Hvad er det, der gør, at man tænker, at der er en i ens nærhed, som man har så tætte relationer til, at man vil såre så meget, måske endda en, man har nogle børn sammen med.

Som bekendt er virkeligheden sådan for nogle mennesker i Danmark, og det kan være både mænd og kvinder, der udsættes for vold fra en partner. I det her forslag drejer det sig om kvinderne, de kvinder, der ender på kvindekrisecentrene. Og nu kan jeg med et lille smil på læben sige, at debatten om mænd og mandekrisecentre tager vi jo andre steder for tiden. Men det skal ikke glemmes, det er også vigtigt.

Der er ikke nogen tvivl om, at det arbejde, der bliver udført på kvindekrisecentrene, er et utrolig flot stykke arbejde. Det er et arbejde, som gør, at man faktisk kan gå ind og hjælpe nogle kvinder, som står i en helt ulykkelig situation, hvor de ofte har måttet forlade de trygge, private rammer – i hvert fald dem, der burde være trygge – og efterlade alt, hvad de ejer og har, somme tider ledsaget af børn, fordi det ikke længere er muligt at være i nærheden af ens parter, fordi denne udøver vold. Man kan ikke lade være med at tænke på de kvinder, der før i tiden ikke havde et sted at flygte hen. De blev i de voldelige rammer og blev endnu mere skadet på krop og sjæl og sind, ligesom deres børn også gjorde det. Så heldigvis er der i dag en forankring af kvindekrisecentrene, og de findes også bredt i Danmark.

I satspuljekredsen har vi haft fokus på at forbedre forholdene for de kvinder, der tager ophold på kvindekrisecentre, men også været optaget af, at kvinderne, uanset om de har børn eller ej, har mulighed for at komme ud af centrene med en styrket selvtillid og en tro på, at der er et liv uden vold, der venter dem, og at det er vigtigt, at de ikke vender tilbage til en voldelig samlever.

At der er behov for øget rådgivning undervejs og efter, er der ikke tvivl om. Det gavner både den enkelte kvinde, de eventuelle børn og myndighederne, både på kortere og længere sigt. Den sårbarhed, en kvinde bærer på, kan være svær at fjerne helt, men alt, hvad der kan gøres for at mindske den, skal der gøres, og her er det, at de tiltag, som er i dette forslag, gerne skulle være med til at forbedre det. Det er væsentligt at sikre, at de kvinder, som har været på et kvindekrisecenter, får en tilværelse, så de ikke har behov for at vende tilbage igen. Der er jo desværre en tendens til det, da vi i dag ser, at 35 pct. af kvinderne faktisk vender tilbage.

At kommunerne skal involveres, er også væsentligt. Det er ikke altid, kommunerne har det fornødne kendskab til, at kvinderne befinder sig på et krisecenter, eller også bliver de først bekendt med det forholdsvis sent. Det skal der arbejdes med at forbedre, og det mener jeg faktisk også at vi får gjort med det her forslag. Det er vigtigt, at kommunerne har den fornødne viden, så de kan iværksætte hjælp til kvinden, uanset om hun opholder sig på et krisecenter alene, eller om hun har børn med, og således at kommunen kan være med til at tilrettelægge en sammenhængende indsats for kvinden både under og efter opholdet. Og det skal indførelsen af en orienteringspligt så gerne bidrage til.

At det sker hurtigt, er en væsentlig forudsætning for, at kvinden får en bedre tilværelse og lærer at leve med sin fortid og med et håb og en forventning om en bedre fremtid uden vold og undertrykkelse. Dansk Folkeparti håber, at vi med denne del af satspuljemidlerne bidrager til, at voldsramte kvinder og deres eventuelle børn må få den medgang i livet, som de hidtil ikke har haft.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Lotte Rod som radikal ordfører.

Tak. Jeg har det i virkeligheden lidt ligesom min socialdemokratiske kollega, nemlig at det her er en af de ting, der er så oplagt, at man undrer sig over, at det ikke har været sådan hele tiden. For jeg synes jo, at vi som politikere må gøre os umage med at hjælpe de kvinder, som er ramt af vold, til at kunne skabe en ny tilværelse fri for vold. Og med det her lovforslag udvider vi og styrker den nuværende familierådgivningsordning, sådan at også kvinder, der ikke har børn, har mulighed for at få del i den på krisecentrene.

Derudover skal kvindekrisecentrene og forsorgshjemmene orientere kommunen i forbindelse med optagelse og udskrivning. Og det skal de, for at kommunen hurtigst muligt kan hjælpe med at skabe et trygt og godt og nyt liv for de her kvinder. Så i virkeligheden tænker jeg egentlig bare, at jeg har lyst til som radikal ordfører at sige tak til satspuljekredsen, fordi vi kunne blive enige om det her. Vi støtter gerne forslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Trine Mach som SF's ordfører.

Tak. Da SF's ordfører ikke kan være her i dag, vil jeg hermed læse hendes tale op.

Vold mod kvinder er et stort problem, og det er vigtigt, at flere kvinder får mod og styrke til at sige fra og forlade voldelige forhold. Her spiller krisecentrene en meget vigtig rolle. Det at vide, at der er mulighed for et helle og en hjælpende hånd, kan også være det, der giver styrken til at forlade et voldeligt forhold, og derfor er vi fra SF's side glade for, at vi med det her lovforslag udvider og styrker indsatsen for kvinder på krisecentrene, og vi synes, at det er rigtig godt, at også kvinder uden børn nu får mulighed for rådgivning.

Kvinder, der tager på krisecentre har ofte mange svære oplevelser i bagagen. Mange har været udsat for traumatiske oplevelser med både fysisk og psykisk vold. Det er vigtigt, at der er et sted, hvor man kan komme og få ro og stabilitet, men det er også vigtigt, at man får hjælp til, hvordan man kommer videre med sit liv. Med forslaget får alle kvinder på krisecentrene ret til en indledende rådgivning vedrørende bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitution, sundhedsvæsen osv., og man får også en koordinerende rådgivning, når man begynder at være klar til at flytte ud fra krisecentrene. Det er en virkelig vigtig indsats, for får man ikke hjælp til at bygge noget nyt op, kan det være svært ikke at ende der, hvor man kom fra, før man tog på krisecenter.

Et andet element i lovforslaget er at sikre, at kommunerne får besked, når kvinderne flytter ud at krisecenteret igen for at bygge en ny hverdag op. Det er vigtigt, for det giver kommunerne meget bedre mulighed for at støtte både kvinderne og deres eventuelle børn.

Der har været kritik af, at lovforslaget har ligestillingsmæssige konsekvenser, fordi der mangler tilbud til voldsramte mænd. Det skønnes, at der er omkring 29.000 kvinder, der årligt udsættes for fysisk partnervold, hvor tallet for mænd er 10.000, og det er vigtigt, at der også sikres ordentlig støtte til denne anselige gruppe af voldsramte mænd, og det er bestemt en sag, vi også gerne vil prioritere.

Men dette forslag, vi står med her, handler om kvinderne på landets kvindekrisecentre, og fra SF's side støtter vi det med glæde, fordi det i den grad er en håndsrækning, som disse meget udsatte kvinder har brug for.

Tak til SF's ordfører. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Enhedslisten støtter naturligvis også det her forslag, som udvider gruppen af voldsramte kvinder, der kan få hjælp og rådgivning, som de har behov for. Jeg vil nævne nogle problematikker, som vi bør diskutere videre efter det her lovforslag, for jeg tror også, at alle kan være enige om, at problemerne ikke er løst med det her lovforslag.

En af de ting, der er problematiske, er, at i dag, hvor kvinder med børn kan få rådgivning – jeg er for øvrigt enig i, at det er lidt småtosset, at man tidligere har lavet den skillelinje – virker det ikke altid i praksis. Der er egentlig ikke rådgivning til de kvinder, der burde få det. Det problem løser vi selvfølgelig ikke ved bare at skrive i loven, at der nu er flere, der bør have den rådgivning.

Derudover berører flere høringsparter også spørgsmålet om, hvem der skal have rådgivningsforpligtelsen, og om det død og pine skal være kommunen, der rådgiver de kvinder, som er i en meget udsat position, når de har været ramt af vold. Det mener vi i Enhedslisten at man bør overveje. Der kan altså også være situationer, hvor en rådgivning med en positiv effekt måske kunne varetages af en tredjepart, som har et forudgående kendskab til den voldsramte kvinde. Det kunne også være krisecentrene.

Selv om vi har stor forståelse for ministeriets argument om, at den kommunale sagsbehandler kan give en helhedsorienteret hjælp – og vi er meget enige i, at det vejer tungt – er der altså også situationer, hvor f.eks. en stor sagsbelastning blandt socialrådgiverne i kommunen vil tale imod det, hvis der f.eks. samtidig er en person, som har været inde over kvindens problemstilling, og som har hjulpet hende i den forbindelse.

Så får jeg lyst til at påpege, at behovet for rådgivning hos voldsramte kvinder jo fortsætter, i lang tid efter en kvinde er flyttet fra et krisecenter og har etableret sig i et nyt hjem. Det er her, altså når man skal stå på helt egne ben og har været igennem noget meget, meget voldsomt, at der virkelig er en risiko for, at man falder tilbage i et voldeligt parforhold, en voldelig relation. Derfor bør voldsramte kvinder altså have ret til et efterværn, sådan at de ikke står helt alene tilbage, når den akutte krise har lagt sig.

Med de ord er det her jo selvfølgelig et vigtigt skridt, og som flere har påpeget, er det en lille smule forunderligt, at det tidligere har været sådan, at kvinder, der ikke havde et barn med sig på et krisecenter, ikke kunne få en rådgivning, så det her er vigtigt. Vi vil i Enhedslisten gerne stille nogle spørgsmål til ministeren om, hvordan vi i praksis kan forbedre den rådgivning, der allerede er der, og forsøge at starte den debat, men vi støtter selvfølgelig lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det fru Thyra Frank som Liberal Alliances ordfører.

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2015. Der er blandt satspuljepartierne enighed om at afsætte midler til udvidelse og styrkelse af rådgivningsordningen i serviceloven, således at denne ikke kun omfatter kvinder med børn, men også kvinder uden børn. Samtidig er der enighed om at indføre en orienteringspligt for boformerne kvindekrisecentre, forsorgshjem og herberger, hvor der selvfølgelig skal sikres anonymitet.

Liberal Alliance kan støtte forslaget, og samtidig skal jeg hilse fra De Konservative og meddele, at de også støtter L 138.

Tak for det. Ministeren.

Tak. Det går hurtigt.

Endnu gang vil jeg gerne takke for de kommentarer, der har været, og for den gode debat også. Vold i nære relationer er i den grad et alvorligt problem, som vi også alle sammen tager tilsvarende meget, meget alvorligt.

De kvinder, som vi i det her tilfælde snakker om, som udsættes for vold, er også i den grad i en rigtig sårbar situation. De har selvfølgelig brug for hjælp til netop at få skabt sig en tilværelse fri for vold, og det er også fuldstændig rigtigt, som fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti siger: Man kan ikke bare slukke for det, som man kan for et fjernsyn. Det er en problemstilling, som er der, og som de er nødsaget til at forholde sig til, og derfor er det selvfølgelig også glædeligt, synes jeg, til trods for den forundring, der har været blandt mange ordførere, og som jeg også selv deler, at vi udviser rettidig omhu ved netop at rette op på den skævhed, der har været. Set i lyset af det er jeg selvfølgelig også rigtig tilfreds med, at vi med lovforslaget udvider og styrker den indsats, der tilbydes kvinder, der tager ophold på netop krisecentre.

Med lovforslaget giver vi, som flere har været inde på, de kvinder et bedre fundament for netop at skabe sig en tilværelse fri for vold. Dermed sætter vi sådan set også ind for at nedbringe andelen af kvinder, der gennem livet har behov for flere ophold på krisecentre.

Samtidig med det foreslår vi med lovforslaget en orienteringspligt for kvindekrisecentrene og sådan set også for forsorgshjemmene. Orienteringspligten skal, som flere også har været inde på, være med til at sikre, at kommunerne får kendskab til borgere, der opholder sig på et krisecenter eller et forsorgshjem, så man hurtigst muligt kan tilbyde netop det, som også, synes jeg, har manglet at blive iværksat, nemlig den hjælp og støtte, der skal til, for at den enkelte kan komme videre i sit liv med en meget mere stabil tilværelse.

Jeg ser igen frem til udvalgsbehandlingen, og jeg vil naturligvis besvare de spørgsmål, som udvalget måtte have.

Tak til ministeren.

Der ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.