B 71 Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge, hvordan børn og unge med særlige behov kan sikres et friere skolevalg.

Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 06-02-2015

Fremsat den 6. februar 2015 af Anni Matthiesen (V), Anne-Mette Winther Christiansen (V), Alex Ahrendtsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Merete Riisager (LA), Thyra Frank (LA), Daniel Rugholm (KF) og Mai Mercado (KF)

20141_b71_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 6. februar 2015 af Anni Matthiesen (V), Anne-Mette Winther Christiansen (V), Alex Ahrendtsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Merete Riisager (LA), Thyra Frank (LA), Daniel Rugholm (KF) og Mai Mercado (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en undersøgelse af, hvordan børn og unge med særlige behov kan sikres et friere skolevalg

Folketinget pålægger regeringen at undersøge, hvordan børn og unge med særlige behov kan sikres mulighed for - via et friere skolevalg - at blive optaget på frie grundskoler.

Bemærkninger til forslaget

Med forslaget ønskes at sikre børn og unge med særlige behov mulighed for - via et friere skolevalg - at blive optaget på frie grundskoler. En væsentlig barriere i dag er, at kommunerne ikke er forpligtet til at lade det økonomiske tilskud, der tilfalder børn og unge med særlige behov i folkeskolen, følge disse børn og unge ved valg af en fri grundskole. Det betyder, at børn og unge med særlige behov ikke har de samme lige muligheder for at benytte sig af det frie skolevalg og vælge en fri grundskole som andre børn og unge, og at de frie grundskoler stilles økonomisk ringere ved at optage børn og unge med særlige behov end ved at optage andre børn og unge.

Kommunerne har en forskelligartet praksis med hensyn til at lade pengene følge elever med særlige behov, som flytter fra folkeskolen til frie grundskoler. Vælger forældrene at flytte et barn med særlige behov fra folkeskolen til en fri grundskole, kan kommunen vælge at understøtte dette økonomisk, men kommunen kan også vælge at lade være, og den kan have en økonomisk interesse heri.

Den nuværende forskelligartede praksis i kommunerne betyder, at nogle forældre bliver frataget det frie valg af skole. I flere tilfælde vælger kommuner nemlig ikke at yde tilskud i forbindelse med forældrenes ønske om at flytte barnet fra folkeskolen til en fri grundskole.

Frie grundskoler kan herefter være nødsaget til at sige nej til at optage elever med særlige behov, fordi en fri grundskole ikke har mulighed for at få dækket (alle) meromkostninger ved særlige tilskud ud af driftsbevillingen til frie grundskoler eller ved øget forældrebetaling. Det fratager reelt forældre til børn med særlige behov samme rettigheder til og muligheder for at vælge en fri grundskole, som forældre med børn uden sådanne behov har.

De frie grundskoler har i nogle tilfælde en anden tilgang til undervisning end folkeskolen, og denne tilgang kan nogle gange være netop det, der skal til for at inkludere en elev med særlige behov i den fælles undervisning.

Den uensartede praksis i kommunerne kan også være stødende for forældre, som har børn med sammenlignelige behov, men som oplever, at deres børn ikke har samme muligheder, fordi de ikke bor i samme kommune.

I dele af landet er en fri grundskole det eneste skoletilbud i lokalområdet, og der kan være lang transporttid til nærmeste folkeskole. Også i sådanne tilfælde er det hensigtsmæssigt, at der ikke er økonomiske barrierer for, at et barn med særlige behov kan blive optaget på en fri grundskole, hvis skolen har et relevant undervisningstilbud.

Forslaget pålægger regeringen at undersøge, hvordan kommunerne kan forpligtes til at lade det økonomiske tilskud følge de pågældende børn, og samtidig analysere de økonomiske konsekvenser af et sådant forslag under den forudsætning, at det ikke indebærer offentlige merudgifter.

Skriftlig fremsættelse

Anni Matthiesen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en undersøgelse af, hvordan børn og unge med særlige behov kan sikres et friere skolevalg.

(Beslutningsforslag nr. B 71)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.