L 159 Forslag til lov om ændring af lov om ferie.

(Overførsel af 280 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond til statskassen m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 19-03-2014

Fremsat den 19. marts 2014 af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)

20131_l159_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. marts 2014 af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ferie

(Overførsel af 280 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond til statskassen m.v.)

§ 1

I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013, som ændret ved lov nr. 790 af 28. juni 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 42 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »statskassen«: »i 2014, 2015 og 2016«.

2. I § 42 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »2011 og 2012« til: »2012, 2013 og 2014«.

3. I § 42 a, indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Arbejdsmarkedets Feriefond overfører 200 mio. kr. til statskassen i 2014.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. I § 42 a, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »mindst samme omfang som hidtil« til: »videst muligt omfang«.

5. I § 42 a, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.

6. § 46, stk. 5, 2. pkt., affattes således:

»Beskæftigelsesministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond bruger denne kapital til opfyldelse af fondens formål, jf. stk. 3, samt til opfyldelse af fondens lovmæssige forpligtelser.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2014.

Bemærkninger til lovforslaget

 
Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
 
1.
Indledning
2.
Lovforslagets indhold
 
2.1.
Overførsel af i alt 280 mio. kr. i årene 2014 - 2016
  
2.1.1.
Gældende ret
  
2.1.2.
Den foreslåede ordning
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Miljømæssige konsekvenser
7.
Forholdet til EU-retten
8.
Hørte myndigheder og organisationer
9.
Sammenfattende skema
 


1. Indledning

Som led i finanslovsaftalen for 2014 er det aftalt mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti, at Arbejdsmarkedets Feriefond skal overføre i alt 280 mio. kr. til staten i perioden fra 2014 - 2016.

Lovforslaget betyder, at Arbejdsmarkedets Feriefond i 2014 skal overføre 200 mio. kr. til staten, og 40 mio. kr. i hvert af årene 2015 og 2016. For at sikre at fonden kan opfylde sit formål og sine lovmæssige forpligtelser foreslås det, at beskæftigelsesministeren under særlige omstændigheder kan godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond kan bruge af den oprindelige kapital.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Overførsel af i alt 280 mio. kr. i årene 2014 - 2016

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Arbejdsmarkedets Feriefond

Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution inden for den statslige forvaltning under Beskæftigelsesministeriet. Ferieloven giver Beskæftigelsesministeriet en række konkrete beføjelser i forhold til Arbejdsmarkedets Feriefond.

2.1.1.2. Fondens midler

Arbejdsmarkedets Feriefonds indtægter er renteafkastet af FerieKonto, uhævede feriepenge, samt afkast af fondens kapital.

Det følger af lovens § 36, at uhævede feriepenge tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Statens andel af de uhævede feriepenge fastsættes med hjemmel i lovens § 42, og statens andel er for tiden 34 pct.

Fondens formue udgjorde ultimo 2012 i alt 799 mio. kr. før diverse reserveringer og tilsagn om støtte, som allerede er bevilget, men endnu ikke er udbetalt.

2.1.1.3. Fondens formål

Fonden støtter efter ferieloven ferieformål for lønmodtagere, herunder særligt støtte til institutioner og organisationer, som tilvejebringer feriemuligheder for vanskeligt stillede familier og børn. Fonden har i årene 2010 - 2012 støttet ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn med 35 - 40 mio. kr. årligt.

2.1.1.4. Fondens oprindelige kapital

Arbejdsmarkedets Feriefond blev stiftet ved lov nr. 268 af 22. maj 1974. Den kapital, der var i den daværende feriemærkefond, overgik til Arbejdsmarkedets Feriefond, og det blev samtidig besluttet og er stadig gældende, at kapitalen skulle forblive urørt, men at beskæftigelsesministeren under særlige omstændigheder kunne godkende, at der af denne kapital kan ydes støtte i form af lån. Den oprindelige kapital i fonden er ultimo 2012 opgjort til 73,4 mio. kr.

2.1.2. Den foreslåede ordning

Som led i finanslovsaftalen for 2014 er det aftalt mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti, at Arbejdsmarkedets Feriefond overfører 40 mio. kr. til staten i 2015 og 40 mio. kr. i 2016. Beløbet består af uhævede feriepenge for hvert af optjeningsårene 2013 og 2014 samt eventuelt afkast af fondens kapital.

Herudover overfører Arbejdsmarkedets Feriefond 200 mio. kr. i 2014 til staten.

Det vurderes, at fonden fortsat kan imødekomme ansøgninger om ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn.

Det forudsættes, at fonden tilpasser sin støttepolitik til andre ferieformål og fondens driftsomkostninger, så denne lovs formål kan opfyldes, og at fonden foretager de nødvendige reserveringer i budgettet.

Det foreslås samtidig, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til under særlige omstændigheder at godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond bruger den oprindelige kapital til opfyldelse af fondens formål samt til opfyldelse af fondens lovmæssige forpligtelser. Bemyndigelsen tænkes bl.a. at kunne anvendes for at sikre, at fonden fortsat kan give støtte til, at vanskeligt stillede familier og børn kan komme på ferieophold.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Staten får med forslaget i årene 2014 - 2016 tilført i alt 280 mio. kr., som stammer fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Forslaget medfører, at fondens formue formindskes tilsvarende. Fonden skønnes at have midler til fortsat at kunne støtte ferieophold for vanskeligt stillede familier og børn, men fonden vil efter beskæftigelsesministerens godkendelse kunne bruge af den oprindelige kapital, hvis der ikke er midler hertil.

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for det offentlige.

Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for offentlige arbejdsgivere.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ingen EU-retlige konsekvenser.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 6. februar 2014 til den 27. februar 2014 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Akademikernes Centralorganisation, AK-Samvirke, ASE, Arbejdsmarkedets Feriefond, Business Danmark, Centralorganisationernes Fællesudvalg, DA, Danske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Kooperative Arbejdsgiver og Interesseorganisation i Danmark, Det Faglige Hus, FerieKonto, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Frie Funktionærer, Ingeniørforeningen, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KL, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, LO, Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen, Lønmodtagernes Garantifond, Parasollen, Producentforeningen og Sundhedskartellet.

 
9. Sammenfattende skema
 
 
Positive konsekvenser /
mindreudgifter
Negative konsekvenser /
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Forslaget indebærer, at staten får en merindtægt på 280 mio. kr. i 2014 - 2016.
Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Feriefond skal overføre 280 mio. kr. i årene 2014 - 2016 til staten
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2

Det foreslås i nr. 1, at Arbejdsmarkedets Feriefond overfører 40 mio. kr. til statskassen i hvert af årene 2015 og 2016. Beløbet består af uhævede feriepenge for hvert af optjeningsårene 2013 og 2014 samt eventuelt afkast af fondens kapital. Arbejdsmarkedets Feriefond skal i forvejen af de uhævede feriepenge og eventuelt af afkastet overføre 40 mio. kr. til staten i 2013 og i 2014 (for optjeningsårene 2011 og 2012) til medfinansiering af aftalen om midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lov nr. 790 af 28. juni 2013.

Til nr. 3

Det foreslås i nr. 3, at Arbejdsmarkedets Feriefond overfører 200 mio. kr. til statskassen i 2014.

Der henvises til afsnittet om de økonomiske konsekvenser.

Til nr. 4

Efter gældende regler skal fonden imødekomme ansøgninger til ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn. Fonden vil fortsat skulle prioritere støtte til dette formål og i videst mulige omfang imødekomme ansøgningerne.

Til nr. 5

Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering får også bemyndigelse til at fastsætte regler om overførsel af beløb efter stk. 2 fra Arbejdsmarkedets Feriefond til staten.

Til nr. 6

Ifølge ferielovens § 46, stk. 5, skal den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974, forblive urørt, men beskæftigelsesministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at der af denne kapital ydes støtte i form af lån.

Det foreslås i nr. 6, at beskæftigelsesministeren under særlige omstændigheder kan godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond bruger den oprindelige kapital til opfyldelse af fondens formål samt til opfyldelse af fondens lovmæssige forpligtelser. Bemyndigelsen tænkes fx anvendt for at sikre, at fonden fortsat kan imødekomme ansøgninger til ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn. Det forudsættes, at hvis det bliver nødvendigt at bruge af den oprindelige kapital, skal den genopbygges så hurtigt som muligt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.


Bilag 1

Lovforslag sammenholdt med gældende lov

   
Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013, som ændret ved lov nr. 790 af 28. juni 2013, foretages følgende ændringer:
   
§ 42 a. Arbejdsmarkedets Feriefond overfører i alt 40 mio. kr. årligt til statskassen. Beløbet består af uhævede feriepenge for hvert af optjeningsårene 2011 og 2012 og eventuelt afkast af fondens kapital.
Stk. 2.   Arbejdsmarkedets Feriefond skal i mindst samme omfang som hidtil imødekomme ansøgninger til ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn.
Stk. 3.   Direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering fastsætter nærmere regler om overførsel af beløb efter stk. 1 til statskassen.
 
1. I § 42 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »statskassen«: »i 2014, 2015 og 2016«.
?
2. I § 42 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »2011 og 2012« til: »2012, 2013 og 2014«.
?
3. I § 42 a, indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Arbejdsmarkedets Feriefond overfører 200 mio. kr. til statskassen i 2014.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
?
4. I § 42 a, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »mindst samme omfang som hidtil« til: »videst muligt omfang«.
   
  
5. I § 42 a, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.
   
§ 46…
Stk. 2-4…
Stk. 5.   Den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974, skal forblive urørt. Beskæftigelses­ministe­ren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at der af denne kapital ydes støtte i form af lån.
 
6. § 46, stk. 5, 2. pkt., affattes således:
»Beskæftigelsesministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond bruger denne kapital til opfyldelse af fondens formål, jf. stk. 3, samt til opfyldelse af fondens lovmæssige forpligtelser.«
   
  
§ 2
   
  
Loven træder i kraft den 1. juni 2014.