L 118 Forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om maritime uddannelser.

(Finansiering af international studentermobilitet og udskydelse af virkningstidspunktet for tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver for visse studerende m.v.).

Af: Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard (RV)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 29-01-2014

Fremsat den 29. januar 2014 af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (Morten Østergaard)

20131_l118_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 29. januar 2014 af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (Morten Østergaard)

Forslag

til

Lov om ændring af universitetsloven og lov om maritime uddannelser

(Finansiering af international studentermobilitet og udskydelse af virkningstidspunktet for tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver for visse studerende m.v.)

§ 1

I universitetsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 367 af 25. marts 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 623 af 12. juni 2013 og § 1 i lov nr. 898 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 14, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »udpeger«: »og afsætter«.

2. I § 14, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

»Rektor skal efter drøftelse med ph.d.-skolelederne igangsætte evalueringer, herunder internationale evalueringer, af ph.d.-skolerne og følge op på evalueringerne.«

3. § 19, stk. 3 og 4, ophæves.

Stk. 5-11 bliver herefter stk. 3-9.

4. I § 19, stk. 11, der bliver stk. 9, ændres »stk. 10« til: »stk. 8«.

5. Efter § 19 indsættes:

»§ 19 a. Tilskud til universitetets udbud af valgfrie og obligatoriske forløb samt gensidige udvekslingsaftaler i udlandet ydes til den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, så der kun udbetales tilskud for indgående studerendes aktivitet svarende til værdien af den aktivitet, de udgående studerende får merit for.

Stk. 2. Tilskud til universitetets udbud af valgfrie og obligatoriske forløb i udlandet alene eller med et eller flere samarbejdsuniversiteter efter § 3 a, stk. 1, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark. I de tilfælde, hvor der er krav om gensidig udveksling, udløser de studerende optaget på det udenlandske universitet tilskud for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, hvis de er udvekslet med studerende optaget på det danske universitet efter aftale mellem et dansk universitet og et universitet i udlandet.

Stk. 3. Optjent merit for studerende, der, mens de er optaget på det danske universitet, tager på selvarrangerede ophold på et universitet i udlandet, og ikke er omfattet af en gensidig udvekslingsaftale, jf. stk. 1, kan indgå i beregningen af tilskud. Ved beregningen af tilskud, jf. stk. 1, indgår ikke merit for studerende, der finansieres via udlandsstipendieordningen, jf. SU-lovens afsnit I a.

Stk. 4. Tilskud til universitetets udbud af godkendte uddannelser i udlandet efter § 3 a, stk. 2, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark.

Stk. 5. Universitetet kan anvende egne midler til at afholde udgifter vedrørende studerende, der ikke udløser tilskud efter stk. 1, i de tilfælde, hvor studerende optaget på et universitet i udlandet, er omfattet af en aftale og tager dele af deres uddannelse på et dansk universitet i Danmark.«

6. I § 26, stk. 2, ændres »stk. 1, 8 og 10« til: »stk. 1, 6 og 8«.

7. I § 26 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Universitetet skal opkræve betaling for indgående studerende, der er optaget på udenlandske universiteter, og som tager dele af deres uddannelse på det pågældende universitet i Danmark, og som ikke er omfattet af en aftale om udveksling mellem det danske universitet og et universitet i udlandet, jf. dog § 19 a, stk. 5.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.

8. I § 26, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«, »stk. 1 og 3« ændres til: »stk. 1 og 4«, og »stk. 10« ændres til: »stk. 8«.

9. I § 30 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. Inventar og løsøre, som erhverves for offentlige midler af universitetet, og som har en sådan almen interesse ud over universitetets formål, at det må henregnes til den danske kulturarv, er statens ejendom.

Stk. 7. Ejendomsretten til bygningsintegreret kunst følger ejendomsretten til bygningen.«

§ 2

I lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 8. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 898 af 4. juli 2013, foretages følgende ændring:

1. § 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 5. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan indhente de nødvendige oplysninger fra uddannelsesinstitutionerne om uddannelserne, de studerende, personalet, herunder ansættelsesvilkår, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler om uddannelsesinstitutionernes drift i øvrigt til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber m.v. og til brug for gennemførelse af tilsyn, kvalitetssikring og -kontrol og udarbejdelse af statistik.

Stk. 6. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler om betingelser for ydelse og udbetaling af tilskud og lån, herunder om hvilke studerende der kan indgå i beregningen af tilskud, om aktivitetsindberetninger, samt om kontrol og tilbagebetaling af udbetalte tilskud og lån, om uddannelsesinstitutionernes forsikringsforhold og om deres anvendelse af administrative systemer. Ministeren kan herunder fastsætte, at reglerne har virkning før deres ikrafttræden.

Stk. 7. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler om aftaler om udveksling af studerende med uddannelsesinstitutioner i udlandet og om uddannelsesinstitutionernes afholdelse af udgifterne til undervisningen i forbindelse med udvekslingsaftaler.

Stk. 8. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler om deltagerbetaling for de studerende, der ikke indgår i beregningen af tilskud, jf. stk. 6.«

§ 3

I lov nr. 898 af 4. juli 2013 om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) (Obligatorisk tilmelding til fag og prøver svarende til et fuldt studieår, afskaffelse af muligheden for at melde fra prøver, etablering af bedre rammer for merit ved studieophold på en anden institution eller studieskift og bedre overgange mellem bachelor- og kandidatuddannelser m.v.), foretages følgende ændring:

1. § 6, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. § 2, nr. 1, og § 4, nr. 1 og 2, har virkning fra den 1. juli 2014.

Stk. 4. § 8, stk. 2, i universitetsloven, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, og § 3, nr. 1, har, for så vidt angår tilmelding af bachelorstuderende til fag og prøver på kandidat-

uddannelse, virkning fra den 1. juli 2014.

Stk. 5. § 8, stk. 2, i universitetsloven, som affattet ved denne lovs § 1, stk. 4, har virkning for studerende, der påbegynder en bacheloruddannelse fra den 1. juli 2014 eller senere, og for øvrige bachelorstuderende samt for alle kandidatstuderende fra den 1. juli 2015.

Stk. 6. § 3, nr. 1 og 2, har virkning for bachelor- og kandidatstuderende ved Designskolen Kolding samt for bachelorstuderende, der påbegynder en bachelor- eller grunduddannelse fra den 1. juli 2014 eller senere. For øvrige bachelor- og kandidatstuderende har § 3, nr. 1 og 2, om tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver, virkning fra den 1. juli 2015.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 7.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2014.

Stk. 2. § 1, nr. 3-8, har dog virkning fra 1. januar 2014.

Bemærkninger til lovforslaget

     
Almindelige bemærkninger
     
Indholdsfortegnelse
     
1.
Indledning
2.
Lovforslagets baggrund og formål
3.
Lovforslagets indhold
 
3.1.
Universitetsloven
  
3.1.1.
Særskilt hjemmel til finansiering af international studentermobilitet m.v.
   
3.1.1.1.
Gældende ret
   
3.1.1.2.
Den foreslåede ordning
  
3.1.2.
Universiteternes råderet over inventar og løsøre
   
3.1.2.1.
Gældende ret
   
3.1.2.2.
Den foreslåede ordning
 
3.2.
Lov om maritime uddannelser
  
3.2.1.
Gældende ret
  
3.2.2.
Den foreslåede ordning
 
3.3.
Lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) (Obligatorisk tilmelding til fag og prøver svarende til et fuldt studieår, afskaffelse af muligheden for at melde fra prøver, etablering af bedre rammer for merit ved studieophold på en anden institution eller studieskift og bedre overgange mellem bachelor- og kandidatuddannelser m.v.)
  
3.3.1.
Udskydelse af virkningstidspunktet for tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver for visse studerende
   
3.3.1.1.
Gældende ret
   
3.3.1.2.
Den foreslåede ordning
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Høring
10.
Sammenfattende skema
     


1. Indledning

Danmark skal være et åbent samfund, som samarbejder med omverdenen både økonomisk, politisk og kulturelt. Som en del af indsatsen for at styrke kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser skal der skabes de bedst mulige rammer for internationaliseringen af de videregående uddannelsesinstitutioner.

2. Lovforslagets baggrund og formål

Ved international studentermobilitet ved studieophold er det en tilskudsforudsætning, at der er balance mellem den aktivitet, som optjenes af henholdsvis ind- og udgående studerende på studieophold.

Formålet med balanceprincippet er at sikre, at den danske stat ikke finansierer studerende fra udenlandske uddannelsesinstitutioner på studieophold i Danmark i højere grad, end andre lande finansierer studerende fra danske uddannelsesinstitutioner, som er på studieophold i udlandet. Balanceprincippet har imidlertid vist sig at være vanskeligt at håndtere i praksis, og der har gennem en årrække ikke været balance. Generelt modtager de danske uddannelsesinstitutioner således flere studerende fra udenlandske uddannelsesinstitutioner, end de sender deres egne studerende på studieophold i udlandet.

Balanceprincippet suppleres derfor med, at institutionerne får hjemmel til at indskrive og finansiere indgående udvekslingsstuderende, der indskrives udover balancen, og som derfor ikke er tilskudsudløsende, og som efter institutionernes vurdering har en strategisk betydning i forhold til deres internationaliseringsarbejde.

Med lovforslaget får institutionerne mere frihed og fleksibilitet til at planlægge internationale samarbejder samtidig med, at kravet om, at der skal være økonomisk balance mellem den indgående og den udgående mobilitet for udveksling af studerende, opretholdes. Institutionerne gives en 3-årig periode for reguleringen af den økonomiske balance af ind- og udgående studerende for perioden 2013-2015. Erhvervsakademierne og professionshøjskolerne er allerede omfattet af en tilsvarende opgørelsesperiode. Frem mod afslutningen af opgørelsesperioden 2013-2015 vil der blive foretaget en evaluering af den samlede ordning for de videregående uddannelser.

I lovforslaget er desuden medtaget en ændring af virkningstidspunktet for tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver for visse studerende i forhold til studiefremdriftsreformen, som blev vedtaget som lov nr. 898 af 4. juli 2013. Lovforslaget blev fremsat på baggrund af aftale af 18. april 2013 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Med ændringen udskydes virkningstidspunktet for allerede optagne studerende ved universiteterne, og de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner med undtagelse af Designskolen Kolding til 1. juli 2015.

Endelig indeholder lovforslaget mindre justeringer på universitetsområdet.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Universitetsloven

3.1.1. Særskilt hjemmel til finansiering af international studentermobilitet m.v.

3.1.1.1. Gældende ret

De danske universiteter modtager taxametertilskud på grundlag af de studerende, der gennemfører uddannelsesaktivitet på universitetet, uanset om de studerende er optaget på en uddannelse på selve universitetet eller er indgående udvekslingsstuderende.

I forhold til international studentermobilitet ved studieophold betyder princippet, at udenlandske indgående udvekslingsstuderende (studerende optaget på en uddannelse på en institution i udlandet) på studieophold i Danmark udløser taxametertilskud til det danske universitet, mens udgående danske studerende (studerende optaget på en uddannelse på et dansk universitet i Danmark) på studieophold i udlandet ikke udløser tilskud til det danske universitet under studieopholdet.

Det følger af bemærkninger til universitetsloven, jf. L 143, Folketingstidende 2010-11 (1. samling), tillæg A, side 26, at det er en tilskudsforudsætning, at der er økonomisk balance mellem den aktivitet, som optjenes af henholdsvis ind- og udgående studerende på studieophold. Det indebærer, at taxametertilskuddet for de indgående studerende maksimalt kan svare til værdien af de European Credit Transfer System-point (ECTS-point), som danske, udgående studerende i samme periode har optjent på studieophold i udlandet. For at opretholde balancen bliver der på tillægsbevillingsloven korrigeret for forskellen mellem værdien af aktiviteten optjent af ud- og indgående studerende på universiteterne. Det følger endvidere af samme bemærkninger til universitetsloven, at universitetet skal tilrettelægge sit samlede udbud af dele af godkendte uddannelser ved de udenlandske universiteter som valgfrie eller obligatoriske forløb, så der er gensidighed og økonomisk balance. Gensidigheden og den økonomiske balance vurderes over en årrække og for den samlede universitetssektor under ét. Studerende optaget på udenlandske universiteter, der er på studieophold ved et dansk universitet formidlet via Denmarks International Study Program (DIS), Fulbright eller Rotary Ambassadorial Scholarships, er ikke omfattet af universiteternes balancekrav.

3.1.1.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at universiteterne får særskilt hjemmel til at indskrive og finansiere indgående udvekslingsstuderende på studieophold, som ikke udløser taxametertilskud i henhold til balancekravet. Den foreslåede hjemmel til at universiteterne kan indskrive og finansiere indgående udvekslingsstuderende på studieophold, som ikke udløser taxametertilskud, vil gøre det lettere for universiteterne at administrere det økonomiske balanceprincip, idet universiteterne med denne hjemmel selv kan indskrive og finansiere de udvekslingsstuderende udover balancen, som efter deres vurdering har en strategisk betydning i forhold til deres internationaliseringsarbejde. Studerende optaget på udenlandske universiteter, der er på studieophold ved et dansk universitet formidlet via Denmark's International Study Program (DIS), Fulbright eller Rotary Ambassadorial Scholarships, er fortsat ikke omfattet af universiteternes balancekrav.

Ordningen foreslås at få virkning fra den 1. januar 2014.

3.1.2. Universiteternes råderet over inventar og løsøre

3.1.2.1. Gældende ret

Efter universitetslovens § 30, stk. 2, kan ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser overdrage inventar og andet løsøre til universitetet. Efter § 30, stk. 3, skal de vilkår, der fastsættes ved overdragelse efter stk. 2, godkendes af de bevilgende myndigheder. Denne overdragelse fandt sted ved aktstykke 136 af 5. september 2007. Aktstykket indeholdt en undtagelse, som sikrede, at løsøre, der har en almen interesse ud over universiteternes formål, forblev statsligt. På finansloven for 2008 blev tekstanmærkning nr. 167 optaget. Tekstanmærkningen gav hjemmel til, at universiteternes fremtidige erhvervelser ved køb for offentlige midler af inventar eller andet løsøre, der har en almen interesse ud over universiteternes formål, skulle være statslig ejendom.

Tekstanmærkningen er optaget på de efterfølgende finanslove, senest finansloven for 2014.

3.1.2.2. Den foreslåede ordning

Med den foreslåede ændring indarbejdes tekstanmærkningens hjemmel i materiel lovgivning. Tekstanmærkningen vil herefter udgå af finansloven. Der er således tale om en fortsættelse af gældende ret, der ikke ændrer retsstillingen for universiteterne for så vidt angår inventar og andet løsøre.

3.2. Lov om maritime uddannelser

3.2.1. Gældende ret

De maritime uddannelsesinstitutioner modtager taxametertilskud på grundlag af de studerende, der gennemfører uddannelsesaktivitet på institutionerne, uanset om de studerende er optaget på en uddannelse på selve institutionen eller er indgående udvekslingsstuderende.

I forhold til international studentermobilitet følger det af bekendtgørelse om tilskud til maritime uddannelsesinstitutioner og om optag på visse maritime uddannelser, at det alene er visse udenlandske studerende, der kan indgå i beregningen af tilskud til de maritime uddannelsesinstitutioner. Det drejer sig om studerende, som:

1) er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark,

2) er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c som medfølgende barn af en udlænding, der har opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse m.v., jf. udlændinge-lovens § 9 a,

3) er udvekslet med danske studerende efter aftale mellem institutionen og en institution i udlandet eller

4) efter EU-retten, EØS-aftalen eller andre internationale aftaler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere.

En udenlandsk studerende er omfattet af nr. 2, uanset at forælderens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a ophører efter tidspunktet for den studerendes optagelse på uddannelsen.

Det er efter bekendtgørelse om tilskud til maritime uddannelsesinstitutioner og om optag på visse maritime uddannelser en tilskudsforudsætning, at der er balance mellem indgående og udgående udvekslingsstuderende i det enkelte finansår.

3.2.2. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget videreføres forudsætningen om balance mellem den aktivitet, som gennemføres af henholdsvis ind- og udgående studerende på studieophold.

Det foreslås, at ministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler vedrørende udveksling af internationale studerende, herunder om afholdelse af udgifter til disse studerende.

Det foreslås endvidere, at hvis den danske institution modtager flere indgående studerende, end institutionen sender ud, kan institutionen indskrive og afholde udgifter til dette overskud af indgående studerende af institutionens ordinære tilskud. Balancen opgøres ved 3-årsperioder, første gang 2013-2015.

Ordningen foreslås at få virkning fra den 1. januar 2014.

Herudover foreslås det, at der indsættes en bemyndigelse i lovens § 7, som nyt stk. 8, sådan at ministeren kan fastsætte regler om deltagerbetaling for internationale studerende, der ikke indgår i beregningen af tilskud, jf. ovenfor. Hjemlen svarer til den hjemmel, der gælder for de øvrige uddannelsesinstitutioner på ministerområdet. Der findes ikke en generel hjemmel til deltagerbetaling i lov om maritime uddannelser. Der er alene hjemmel til deltagerbetaling for meget specifikke forhold. For at de maritime uddannelsesinstitutioner får samme muligheder for at udbyde undervisning med deltagerbetaling til andre end de personkredse, der allerede er nævnt i loven, foreslås denne bemyndigelse til ministeren.

Ordningen forslås at få virkning fra lovens ikrafttrædelsesdato.

3.3. Lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) (Obligatorisk tilmelding til fag og prøver svarende til et fuldt studieår, afskaffelse af muligheden for at melde fra prøver, etablering af bedre rammer for merit ved studieophold på en anden institution eller studieskift og bedre overgange mellem bachelor- og kandidatuddannelser m.v.)

3.3.1. Udskydelse af virkningstidspunktet for tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver for visse studerende

3.3.1.1. Gældende ret

Ved lov nr. 898 af 4. juli 2013 om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) fik ministeren bl.a. hjemmel til at fastsætte regler om tilmelding og framelding af studerende til uddannelsens fag og prøver ved de enkelte bachelor- og kandidatuddannelser, der udbydes som heltidsuddannelser efter universitetslovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, ved de enkelte erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, der udbydes efter lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, ved de enkelte bachelor- og kandidatuddannelser, der udbydes efter lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, samt ved uddannelser, der udbydes efter lov om maritime uddannelser. Det følger af loven, at ministeren vil fastsætte regler om, at uddannelsesinstitutionerne får pligt til at sikre, at samtlige studerende hvert studieår bliver tilmeldt uddannelsens fag og prøver svarende til 60 ECTS-point, uanset at den studerende mangler at bestå prøver fra det foregående studieår. Det følger endvidere af loven, at de nye regler om tilmelding og framelding af studerende til uddannelsens fag og prøver får virkning fra den 1. juli 2014, så det vil omfatte alle studerende fra studieåret 2014-15.

3.3.1.2. Den foreslåede ordning

Med det formål at give visse uddannelsesinstitutioner en længere tidshorisont i forhold til at kunne informere og inddrage de studerende i rimelig tid, foreslås det, at de nye regler om automatisk tilmelding til fag og prøver udsættes et år til 1. juli 2015 for allerede optagne studerende på universiteternes bachelor- og kandidatuddannelser, der udbydes efter universitetslovens § 4, og på bachelor- og kandidatuddannelser, der udbydes efter lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, bortset fra studerende ved Designskolen Kolding.

Det betyder, at de nye regler om automatisk tilmelding til fag og prøver fortsat får virkning fra den 1. juli 2014 for alle øvrige studerende, herunder studerende der starter på en bacheloruddannelse efter universitetsloven eller efter lov om videregående kunstneriske uddannelser.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Høring

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1. juli 2013 til den 26. august 2013 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Akademikerne, Akademiraadet, Akademisk Arkitektforening, Akkrediteringsrådet, Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger, Arkitektskolen Aarhus, C3, Censorformandskaberne for erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, diplomuddannelser og akademiuddannelser, Copenhagen Business School - Handelshøjskolen, Danish Institute for Study Abroad, Danish Society for Education and Business, Danmarks Akkrediteringsinstitution, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Forskningspolitiske Råd, Danmarks Grundforskningsfond, Danmarks Liberale Studerende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skolelederforening, Danmarks Tekniske Universitet, Danmarks Vejlederforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Arkitektur Center, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, DI, Dansk Kunstnerråd, Dansk Magisterforening, Dansk Sø-Restaurations Forening, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Designere, Danske Erhvervsskoler, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Handicaporganisationer, Danske Kunsthåndværkere, Danske Landbrugsskoler, Danske Landskabsarkitekter, Danske Regioner, Danske Revisorer - FSR, Danske Studerendes Fællesråd, Danske Universiteter, Datatilsynet, DDA (Danish Design Association), De Studerendes Landsråd (DSL), Den Danske Filmskole, Den Nationale Videnskabsetiske Komite, Designskolen Kolding, Det Centrale Handicapråd, Det Frie Forskningsråd, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelig Danske Videnskabernes Selskab, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Strategiske Forskningsråd, Dramatikeruddannelsen, Erhvervsakademi Kolding, Erhvervsakademi Lillebælt, Erhvervsakademi Midt-Vest, Erhvervsakademi Sjælland, Erhvervsakademi Syd-Vest, Erhvervsakademi Aarhus, Erhvervsakademiernes Rektorkollegium, Erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy, Erhvervsakademiet Dania, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Fagligt Fælles Forbund, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Fiskeriskolen, Foreningen af private, selvejende gymnasier, studenter- og hf-kurser, Fredericia Maskinmesterskole, Frit Forum - Socialdemokratiske Studerende, FTF, GTS - Godkendt Teknologisk Service, Gymnasiernes bestyrelsesforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, Gymnasieskolernes Rektorforening, Handelsskolernes Lærerforening, HK/kommunal, HK/Stat, Højteknologifonden, Ingeniørforeningen i Danmark, IT-Universitetet i København, KL, KSL - Konservative Studerendes Landsorganisation, Kulturministeriets Rektorer (KUR), Kunstakademiets Billedkunstskoler, Københavns Erhvervsakademi, Københavns Maskinmesterskole, Københavns Universitet, Landbrug og Fødevarer, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Lederforeningen (VUC), Lederne, LO, Lægemiddelforeningen, Lærernes Centralorganisation, Lærerstuderendes Landskreds, Maritime Studerende Danmark, Marstal Navigationsskole, MARTEC, Frederikshavn, Maskinmestrenes forening, Metal Søfart, Nordisk Konservator Forbund, Nyborg Søfartsskole, Professionshøjskolen Metropol, Professionshøjskolen UCC, Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Psykolognævnet, Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Rederiforeningen af 2010, Rektorkollegiet for de kunstneriske og kulturelle uddannelser, Rektorkollegiet for de maritime uddannelser, Repræsentanter for de studerende på de maritime uddannelsesinstitutioner, Repræsentanter for forstanderne for de maritime institutioner, Repræsentanter for undervisere på de maritime institutioner, Rigsrevisionen, Roskilde Universitet, Rytmisk Musikkonservatorium, Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, Rådet for de Gymnasiale Uddannelser, Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, Rådet for Teknologi og Innovation, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende, Sektorforskningens Direktørkollegium, SIMAC, Svendborg, Skagen Skipperskole, Skoleskibet Georg Stage, Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, Statens Teaterskole, Studievalg Fyn, Studievalg København, Studievalg Midt- og Vestjylland, Studievalg Nordjylland, Studievalg Sjælland, Studievalg Sydjylland, Studievalg Østjylland, SU-rådet, Svendborg Søfartsskole, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, Syddansk Universitet, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Søfartens Ledere, Søværnet, Tekniq, Teknisk Landsforbund, Uddannelsesforbundet, Uddannelsesrådet for de maritime uddannelser, University College Lillebælt, University College Nordjylland, University College Sjælland, University College Syddanmark, VIA University College, Aalborg Universitet, Århus Maskinmesterskole og Aarhus Universitet.

   
10. Sammenfattende skema
  
   
 
Positive konsekvenser/mindre udgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med den foreslåede ændring foreslås det, at eftersom rektor udpeger ph.d.-skolelederen, har rektor også bemyndigelse til at afsætte ph.d.-skolelederen. En afsættelse skal ske inden for de almindelige forvaltningsmæssige rammer herfor.

Til nr. 2

Den foreslåede tilføjelse indsættes for at placere ansvaret for gennemførelsen af evalueringer, herunder internationale evalueringer, af ph.d.-skolerne. Det er allerede reguleret i universitetslovens § 16 b, stk. 2, nr. 5, at ph.d.-udvalget skal udtale sig om evaluering af ph.d.-uddannelse og -vejledning, herunder internationale evalueringer af ph.d.-skolerne, til ph.d.-skolelederen.

Internationale evalueringer skal gennemføres med regelmæssige mellemrum, f.eks. hvert 5. år, og ved brug af internationale paneler. Inden igangsættelse skal evalueringen drøftes med ph.d.-skolelederen og i ph.d.-udvalget. Det er rektors ansvar at gennemføre og følge op på eventuelle opmærksomhedspunkter i såvel de internationale evalueringer som i de løbende evalueringer af ph.d.-skolernes aktiviteter.

Til nr. 3

Der er tale om en teknisk ændring. Bestemmelserne overføres til den foreslåede § 19 a, der samler de gældende bestemmelser vedrørende tilskud til dele af valgfrie eller obligatoriske uddannelser i udlandet og tilskud til Erasmus Mundus-kandidatuddannelser.

Til nr. 4

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring i nr. 3.

Til nr. 5

Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 1 fastholdes balanceprincippet således, at der skal være økonomisk balance mellem den aktivitet, som optjenes af henholdsvis ind- og udgående studerende. Det økonomiske balanceprincip indebærer, at taxametertilskuddet for de indgående studerende maksimalt kan svare til værdien af de European Credit Transfer System-point (ECTS-point), som danske, udgående studerende i samme periode har optjent på studieophold i udlandet.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 overføres den nugældende bestemmelse om tilskud til dele af valgfrie eller obligatoriske forløb uændret. Med forslaget er der ikke tilsigtet nogen ændring af gældende ret. Den foreslåede bestemmelse beskriver, hvilke studerende der udløser tilskud i forbindelse med dele af uddannelser i udlandet med eller uden samarbejdsuniversitet.

Det er fortsat en tilskudsforudsætning, at der i udvekslingen er gensidighed og økonomisk balance. Balanceprincippet suppleres med dette lovforslag således, at det enkelte universitet får mulighed for, jf. nyt stk. 5, at indskrive og finansiere de indgående udvekslingsstuderende udover balancen, og som institutionen vurderer, har en strategisk betydning i forhold til deres internationaliseringsarbejde. Gensidigheden og den økonomiske balance vurderes over en årrække og for den samlede universitetssektor under ét. Konkret gives universiteterne en 3-årig periode for reguleringen af den økonomiske balance af ind- og udgående studerende for perioden 2013-2015.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan optjent merit for optagne studerendes selvarrangerede ophold på et universitet i udlandet, der ikke er omfattet af en gensidig udvekslingsaftale, indgå i opgørelsen af universitetets økonomiske balance. Denne aktivitet vurderes at være begrænset.

Den nugældende bestemmelse vedrørende Erasmus Mundus-kandidatuddannelser, jf. § 19, stk. 4, foreslås videreført uændret med bestemmelsens stk. 4. Med forslaget er der således ikke tilsigtet nogen ændring af gældende ret. Den foreslåede bestemmelse beskriver, hvilke studerende der udløser tilskud i forbindelse med Erasmus Mundus-kandidatuddannelser. Universiteterne må fortsat ikke indgå aftaler, hvor deltagerbetalingen overstiger udlandsstipendiet. Det betyder, at de studerende vil kunne få dækket hele deres studieafgift i udlandet gennem det danske udlandsstipendium og dermed få en gratis uddannelse. Det betyder også, at den studerende vil kunne få udlandsstipendium, når den studerende er optaget på en hel dansk uddannelse, som udbydes af et udenlandsk universitet.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5 søges etableret en særskilt hjemmel til, at universitetet kan anvende sine midler til at indskrive og finansiere indgående udvekslingsstuderende udover balancen, som universitetet vurderer, har en strategisk betydning i forhold til deres internationaliseringsarbejde, hvis disse studerende er omfattet af en aftale om udveksling, som fx et valgfrit forløb, et obligatorisk forløb eller en udvekslingsaftale, mellem det danske universitet og et universitet i udlandet.

Til nr. 6

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring i nr. 3.

Til nr. 7

Med den foreslåede bestemmelse skal den indgående internationale studentermobilitet foregå inden for rammerne af en aftale om udveksling m.v., hvis universitetet skal kunne anvende sine midler til finansiering af indgående udvekslingsstuderende optaget på universiteter i udlandet, der tager dele af deres uddannelse på et dansk universitet i Danmark efter den foreslåede § 19 a, stk. 5. Efter bestemmelsen skal universiteterne opkræve betaling for undervisning m.v. under deltidsuddannelse, i det omfang indgående udvekslingsstuderende optaget på udenlandske universiteter, der tager dele af deres uddannelse i Danmark, ikke er omfattet af en aftale om udveksling m.v., og hvor universitetet ikke har hjemmel til at anvende egne midler til finansieringen af disse studerende, jf. den foreslåede § 19 a, stk. 5. For danske borgere samt udenlandske borgere, der har krav på ligestilling med danske borgere, opkræves delvis betaling i henhold til § 26, stk. 1. For øvrige udenlandske borgere opkræves fuld betaling i henhold til § 26, stk. 2.

Til nr. 8

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring i nr. 3 og 8.

Til nr. 9

Med aktstykke 136 af 5. september 2007 fik universiteterne overdraget det udstyr og andet løsøre, herunder videnskabeligt udstyr, der anvendes i universiteternes daglige drift, og som er nødvendigt til opfyldelse af universiteternes hovedformål: uddannelse, forskning og formidling. Ved aktstykket blev kunst, samlinger og lign., der har en almen in-teresse udover universiteternes formål, ikke overdraget og kan således ikke gøres til genstand for salg, pantsætning m.v. fra universitetets side. Derimod var det ikke hensigten med aktstykket at ændre ved disse genstandes tilknytning (brug, placering m.v.) til universiteterne. Med godkendelsen af aktstykket godkendte Finansudvalget tillige en tekstanmærkning, som efterfølgende blev optaget på finansloven som tekstanmærkning nr. 167.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 6 sikres der en fortsat statslig ejendomsret til det inventar og andet løsøre, som fremover erhverves af universiteterne, og som i henhold til anden lovgivning må henregnes til den danske kulturarv. Det samme gælder det inventar og løsøre, som universiteterne har erhvervet siden overgangen til selveje. Det er dog en forudsætning for den statslige ejendomsret, at erhvervelsen er sket for offentlige midler.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 7 slås det fast, at ejendomsretten til bygningsintegreret kunst følger ejendomsretten til bygningen.

Til § 2

Til nr. 1

Forslaget til § 7, stk. 5, giver ministeren mulighed for at indhente de nødvendige oplysninger til brug for det økonomiske tilsyn med uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud eller lån efter loven. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere § 7, stk. 6.

Med den foreslåede nyaffattelse af stk. 6, videreføres de gældende bestemmelser om betingelser for udbetaling af tilskud og lån, aktivitetsindberetninger, kontrol og tilbagebetaling af udbetalte tilskud og lån, uddannelsesinstitutionernes forsikringsforhold og om anvendelse af studieadministrative systemer. Som noget nyt indsættes en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om, hvilke studerende der kan indgå i beregningen af tilskud. Det anses ikke, at der er tale om en ny bemyndigelse, men af hensyn til sammenligneligheden med øvrige regler inden for ministerområdet, findes det hensigtsmæssigt, at det fremgår klart af loven. Som led i et ønske om større international studentermobilitet vil bemyndigelsen bl. a. anvendes til at fastsætte regler, der giver institutionerne mulighed for at optage udvekslingsstuderende, der ikke indgår i tilskudsberegningen. Det foreslås, at regler udstedt i medfør af § 7, stk. 6, kan få virkning fra 1. januar 2014. Det vurderes, at dette ikke er bebyrdende for borgerne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 3.2.

Med den foreslåede bemyndigelse i stk. 7 kan ministeren fastsætte regler om udvekslingsaftaler samt om uddannelsesinstitutionernes mulighed for at indskrive og afholde udgifter i forbindelse med indgående udvekslingsstuderende, der kommer som led i en udvekslingsaftale, udover balancen. Såfremt den danske institution modtager flere indgående studerende end institutionen sender egne studerende ud, kan institutionen indskrive og afholde udgifter hertil, jf. det foreslåede stk. 6. På den måde opnår institutionerne en grad af fleksibilitet i forbindelse med deres planlægning af udveks-lingen.

Der gives med ændringen i stk. 8 mulighed for at fastsætte regler om deltagerbetaling for de studerende, der ikke udløser tilskud, jf. det foreslåede stk. 6. Der vil hovedsagligt være tale om studerende uden for EU/EØS, eller i forbindelse med institutionernes udbud af efter- og videreuddannelse m.m. For at sikre, at der er ens vilkår for samtlige institutionstyper inden for ressortområdet, findes det nødvendigt, at de maritime uddannelsesinstitutioner også har mulighed for at udbyde uddannelser og optage betalingsstuderende på samme vilkår som kendes for øvrige uddannelsesinstitutioner.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 3.2.

Til § 3

Til nr. 1

Den foreslåede nyaffattelse af § 6, stk. 3, er en konsekvensændring, således at ændringerne til lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt lov om maritime uddannelser som følge af reformen, der vedrører rammerne for studiegennemførelse, fuldt ud fortsat skal have virkning fra den 1. juli 2014, mens der foreslås visse ændringer i virkningstidspunktet for så vidt angår universitetsloven og lov om videregående kunstneriske uddannelser, jf. forslagets stk. 4-6.

Med stk. 4, foreslås det, at forslaget om udskydelse af virkningstidspunktet for reformen ikke omfatter den del, der muliggør, at bachelorstuderende sidst i deres uddannelse, kan tilmeldes fag og prøver på kandidatuddannelse. Denne bestemmelse får fortsat virkning fra den 1. juli 2014.

Øvrige ændringer i § 1, nr. 4, og § 3, nr. 1 og 2, som foreslået ved stk. 5 og 6, om tilmelding og framelding af studerende til uddannelsens fag og prøver svarende til 60 ECTS-point pr. studieår, foreslås fastholdt for studerende, der påbegynder en bachelor- eller grunduddannelse fra den 1. juli 2014 eller senere, samt for studerende ved Designskolen Kolding. For alle øvrige studerende, herunder studerende der starter på en kandidatuddannelse fra september 2014, udskydes dette tiltag, så det først får virkning fra 1. juli 2015. Det betyder, at alle studerende vil være omfattet af denne del af reformen fra studieåret 2015-16.

Designskolen Kolding har givet udtryk for, at der ikke er behov for overgangsordninger for denne institution.

Af hensyn til tilrettelæggelsen af universitetsuddannelserne og de videregående kunstneriske uddannelser med undtagelse af Designskolen Kolding vil udskydelsen på et år give institutioner og studerende bedre muligheder for at indrette sig efter de nye krav.

For nye bachelor- og grunduddannelsesstuderende vurderes det, at der ikke er et sådant tilrettelæggelseshensyn, der nødvendiggør en udskydelse af reformen.

Til § 4

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni 2014.

Af budgettekniske årsager foreslås det med bestemmelsen i stk. 2, at de dele af loven, som vedrører institutionernes finansiering af international studentermobilitet, den økonomiske balance mellem indgående og udgående studerende får virkning fra 1. januar 2014, så de kan gælde for hele finansåret 2014. Det bemærkes, at det vurderes, at der ikke er tale om bebyrdende bestemmelser.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
  
§ 1
  
I universitetsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 367 af 25. marts 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 632 af 12. juni 2013 og § 1 i lov nr. 898 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:
   
§ 14. Universitetets daglige ledelse varetages af rektor inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat. Den øvrige ledelse varetager sine opgaver efter bemyndigelse fra rektor.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. (Udelades)
 
1. I § 14, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »udpeger«: »og afsætter«.
Stk. 5. Rektor opretter en eller flere ph.d.-skoler, hvor ph.d.-uddannelse foregår, og udpeger ph.d.-skolelederen. Ph.d.-skolelederen skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse.
 
2. I § 14, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:
»Rektor skal efter drøftelse med ph.d.-skolelederne igangsætte evalueringer, herunder internationale evalueringer, af ph.d.-skolerne og følge op på evalueringerne.«
   
§ 19. Ministeren yder tilskud til universitetets undervisnings-, forsknings- og formidlingsvirksomhed og andre opgaver, som er henlagt til universitetet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. (Udelades)
  
Stk. 3. Tilskud til universitetets udbud af dele (valgfrie eller obligatoriske) af godkendte uddannelser i udlandet alene eller med et eller flere samarbejdsuniversiteter efter § 3 a, stk. 1, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark. I de tilfælde, hvor der er krav om gensidig udveksling, udløser de studerende optaget på det udenlandske universitet tilskud for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, hvis de er udvekslet med studerende optaget på det danske universitet efter aftale mellem et dansk universitet og et universitet i udlandet.
Stk. 4. Tilskud til universitetets udbud af godkendte uddannelser i udlandet efter § 3 a, stk. 2, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark.
 
3. § 19, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-11 bliver herefter stk. 3-9.
   
Stk. 11. Ministeren fastsætter nærmere regler om administrationen af fripladser og stipendier efter stk. 10, herunder om,
1) (Udelades)
2) (Udelades)
3) (Udelades)
4) (Udelades)
5) (Udelades)
 
4. I § 19, stk. 11, der bliver stk. 9, ændres »stk. 10» til: »stk. 8«.
   
  
5. Efter § 19 indsættes:
»§ 19 a. Tilskud til universitetets udbud af valgfrie og obligatoriske forløb samt gensidige udvekslingsaftaler i udlandet ydes til den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, så der kun udbetales tilskud for indgående studerendes aktivitet svarende til værdien af den aktivitet, de udgående studerende får merit for.
Stk. 2. Tilskud til universitetets udbud af valgfrie og obligatoriske forløb i udlandet alene eller med et eller flere samarbejdsuniversiteter efter § 3 a, stk. 1, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark. I de tilfælde, hvor der er krav om gensidig udveksling, udløser de studerende optaget på det udenlandske universitet tilskud for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark, hvis de er udvekslet med studerende optaget på det danske universitet efter aftale mellem et dansk universitet og et universitet i udlandet.
Stk. 3. Optjent merit for studerende, der, mens de er optaget på det danske universitet, tager på selvarrangerede ophold på et universitet i udlandet og ikke er omfattet af en gensidig udvekslingsaftale, jf. stk. 1, kan indgå i beregningen af tilskud. Ved beregningen af tilskud, jf. stk. 1, indgår ikke merit for studerende, der finansieres via udlandsstipendieordningen, jf. SU-lovens afsnit 1 a.
Stk. 4. Tilskud til universitetets udbud af godkendte uddannelser i udlandet efter § 3 a, stk. 2, ydes ud fra takster på de årlige finanslove og antal årsstuderende for den del af uddannelsen, der gennemføres i Danmark.
Stk. 5. Universitetet kan anvende egne midler til at afholde udgifter vedrørende studerende, der ikke udløser tilskud efter stk. 1, i de tilfælde, hvor studerende optaget på et universitet i udlandet, er omfattet af en aftale og tager dele af deres uddannelse på et dansk universitet i Danmark.«
   
§ 26. Universitetet opkræver delvis betaling for deltagelse i undervisning og i prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen, under deltidsuddannelse, hvortil der ydes delvis tilskud efter § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
  
Stk. 2. Universitetet skal opkræve fuld betaling for deltagelse i undervisning og i prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen, under heltids- og deltidsuddannelse, i det omfang der ikke er ydet tilskud eller givet friplads til aktiviteten, jf. § 19, stk. 1, 8 og 10, og § 20, stk. 1.
 
6. I § 26, stk. 2, ændres »stk. 1, 8 og 10« til: »stk. 1, 6 og 8«.
  
7. I § 26 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Universitetet skal opkræve betaling for indgående studerende, der er optaget på udenlandske universiteter, og som tager dele af deres uddannelse på det pågældende universitet i Danmark, og som ikke er omfattet af en aftale om udveksling mellem det danske universitet og et universitet i udlandet, jf. dog § 19 a, stk. 5.«
Stk. 4. (Udelades)
 
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
   
Stk. 5. Universitetet udarbejder et beregningsgrundlag til brug ved fastsættelse af deltagerbetaling efter stk. 1-3. Deltagerbetalingen efter stk. 1 og 3 må sammen med et eventuelt tilskud ikke overstige omkostningerne. Deltagerbetalingen efter stk. 2 skal mindst svare til omkostningerne og udgør ved tildeling af delvis friplads efter § 19, stk. 10, differencen mellem værdien af den delvise friplads og tilskuddet efter § 19, stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for udarbejdelse af beregningsgrundlag.
 
8. I § 26, stk. 4, som bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«, »stk. 1 og 3« ændres til: »stk. 1 og 4« og »stk. 10« ændres til: »stk. 8«.
   
§ 30. Universiteter, der ved denne lov overgår til at være selvejende universiteter, er omfattet af ordningen for den statslige ejendomsadministration.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. (Udelades)
Stk. 5. (Udelades)
  
  
9. I § 30 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. Inventar og løsøre, som erhverves for offentlige midler af universitetet, og som har en sådan almen interesse ud over universitetets formål, at det må henregnes til den danske kulturarv, er statens ejendom.
Stk. 7. Ejendomsretten til bygningsintegreret kunst følger ejendomsretten til bygningen.«
   
  
§ 2
  
I lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 8. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 898 af 4. juli 2013, foretages følgende ændring:
   
§ 7. Vilkår og rammer for tilskud og lån, herunder størrelsen på tilskud og grundlag for opgørelsen af aktivitet, fastsættes på de årlige finanslove. Uddannelsesinstitutionen disponerer frit inden for sit formål ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under et. Uddannelsesinstitutionen kan opspare tilskud til anvendelse i efterfølgende finansår. Uddannelsesinstitutionen er underlagt tilsyn af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
Stk.4. (Udelades)
  
Stk. 5. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte nærmere regler om betingelser for ydelse og udbetaling af tilskud og lån, herunder om aktivitetsindberetninger, samt om kontrol og tilbagebetaling af udbetalte tilskud og lån, om uddannelsesinstitutionernes forsikringsforhold og om deres anvendelse af administrative systemer.
Stk. 6. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan indhente de nødvendige oplysninger fra uddannelsesinstitutionerne om uddannelserne, de studerende, personalet, herunder ansættelsesvilkår, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler om uddannelsesinstitutionernes drift i øvrigt til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber m.v. og til brug for gennemførelse af tilsyn, kvalitetssikring og -kontrol og udarbejdelse af statistik.
 
1. § 7, stk. 5 og 6,ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 5. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan indhente de nødvendige oplysninger fra uddannelsesinstitutionerne om uddannelserne, de studerende, personalet, herunder ansættelsesvilkår, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler om uddannelsesinstitutionernes drift i øvrigt til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber m.v. og til brug for gennemførelse af tilsyn, kvalitetssikring og -kontrol og udarbejdelse af statistik.
Stk. 6. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler om betingelser for ydelse og udbetaling af tilskud og lån og om hvilke studerende der kan indgå i beregningen af tilskud og om aktivitetsindberetninger, samt om kontrol og tilbagebetaling af udbetalte tilskud og lån, om uddannelsesinstitutionernes forsikringsforhold og om deres anvendelse af administrative systemer. Ministeren kan herunder fastsætte, at reglerne har virkning før deres ikrafttræden.
Stk. 7. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler om aftaler om udveksling af studerende med uddannelsesinstitutioner i udlandet og om uddannelsesinstitutionernes afholdelse af udgifterne til undervisningen i forbindelse med udvekslingsaftaler.
Stk. 8. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler om deltagerbetaling for de studerende, der ikke indgår i beregningen af tilskud, jf. stk. 6.«
   
  
§ 3
  
I lov nr. 898 af 4. juli 2013 om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademi-uddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) (Obligatorisk tilmelding til fag og prøver svarende til et fuldt studieår, afskaffelse af muligheden for at melde fra prøver, etablering af bedre rammer for merit ved studieophold på en anden institution eller studieskift og bedre overgange mellem bachelor- og kandidatuddannelser m.v.), foretages følgende ændringer:
   
Stk. 3. § 8, stk. 2, i universitetsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, og lovens § 2, nr. 1, § 3, nr. 1 og 2, og § 4, nr. 1 og 2, har virkning fra den 1. juli 2014.
 
1. § 6, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. § 2, nr. 1, og § 4, nr. 1 og 2, har virkning fra den 1. juli 2014.
Stk. 4. § 8, stk. 2, i universitetsloven, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, og § 3, nr. 1, har, for så vidt angår tilmelding af bachelorstuderende til fag og prøver på kandidatuddannelse, virkning fra den 1. juli 2014.
Stk. 5. § 8, stk. 2, i universitetsloven, som affattet ved denne lovs § 1, stk. 4, har virkning for studerende, der påbegynder en bacheloruddannelse fra den 1. juli 2014 eller senere, og for øvrige bachelorstuderende samt for alle kandidatstuderende fra den 1. juli 2015.
Stk. 6. § 3, nr. 1 og 2, har virkning for bachelor- og kandidatstuderende ved Designskolen Kolding samt for bachelorstuderende, der påbegynder en bachelor- eller grunduddannelse fra den 1. juli 2014 eller senere. For øvrige bachelor- og kandidatstuderende har § 3, nr. 1 og 2, om tilmelding og framelding til uddannelsens fag og prøver, virkning fra den 1. juli 2015.«
Stk. 4. (Udelades)
 
Stk. 4 bliver herefter stk. 7.
   
  
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2014.
Stk. 2. § 1, nr. 3-8, har dog virkning fra 1. januar 2014.