L 10 Forslag til lov om ændring af medieansvarsloven.

(Forlængelse af klagefrist og opbevaringsperiode).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2013

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

20131_l10_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

Justitsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af medieansvarsloven (Forlængelse af klagefrist og opbevaringsperiode)

(Lovforslag nr. L 10).

Med lovforslaget foreslås medieansvarslovens klagefrister forlænget fra 4 uger til 12 uger. Det foreslås endvidere - som konsekvens af at klagefristerne foreslås forlænget - at redaktørens pligt til at opbevare kopi af udsendelser forlænges fra tre måneder til seks måneder.

Lovforslaget skal ses i lyset af Folketingets Retsudvalgs og Kulturudvalgs ønske om en forlængelse af de klagefrister, der i dag følger af medieansvarsloven med hensyn til klage til Pressenævnet.

Den 21. februar 2013 afgav de to folketingsudvalg således en fælles beretning om medieansvar, hvor udvalgene på baggrund af en høring afholdt den 9. maj 2012 bl.a. opfordrede justitsministeren til at fremsætte ændringsforslag til medieansvarsloven, som forlænger borgernes og virksomhedernes klagefrist til Pressenævnet fra 4 uger til 12 uger.

Justitsministeriet har endvidere fundet det nødvendigt på denne baggrund at foreslå en forlængelse af perioden for pligtmæssig opbevaring af udsendelser. Perioden er i dag tre måneder og foreslås forlænget til seks måneder bl.a. for at sikre, at der ikke sker sletning af en udsendelse lige efter det tidspunkt, hvor en klage over en udsendelse senest kan indgives efter de foreslåede, nye klagefrister.

Endelig forslås en udtrykkelig regel om, at opbevaringspligten består, så længe en sag er under behandling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.