Jeg tror i virkeligheden, at det her spørgsmål om nye og gamle penge kan være lidt svært at forstå for almindelige mennesker, for jeg tror, at gamle penge er nogle, man har brugt, og at nye penge så er penge, man kan bruge. Men jeg forstår, hvad der spørges om.
Tilfældet er jo her, at regeringen er ved at gennemføre et flerårigt investeringsløft af universiteternes forsknings- og uddannelsesfaciliteter. Finansieringen af de her anlægsinvesteringer blev aftalt i regi af globaliseringspuljen i 2009, men efterfølgende har den daværende regering jo opsagt velfærdsaftalen og de tilknyttede globaliseringsaftaler. Investeringerne gennemføres altså alligevel. Det er et udtryk for en reel politisk prioritering og beslutning, og jeg er jo således enig med finansministeren i, at der ikke er tale om initiativer, der skal forhandles politisk i dette års finanslov.
Men som sagt ved jeg ikke rigtig, hvad der ligger i spørgsmålet om nye eller gamle penge, som er sådan lidt Christianborgjargon, for universiteterne får jo et løft i investeringerne, og det er jo i hvert fald ekstra penge for dem – penge, som de ikke har haft før, og penge, som ikke er blevet anvendt tidligere. Investeringerne vil komme forskere og undervisere til gode og vil bidrage positivt til økonomien i den nuværende lavkonjunktur og skabe øget beskæftigelse, når midlerne kanaliseres ud i byggebranchen som led i moderniseringen.
Jeg har så til min overraskelse noteret mig, at Venstre er uenig i disponeringen af midlerne. I Berlingske Tidende den 27. september udtaler Venstres forskningsordfører, at investeringerne efter Venstres opfattelse er et udtryk for københavneri. Derfor må jeg også lægge til grund, at Venstre ikke føler sig medansvarlig for de planlagte investeringer.
Jeg vil også beklage over for hr. Kristian Jensen, at der er en opfattelse i Venstre af, at der er en geografisk skævhed her. Jeg deler slet ikke den opfattelse, eftersom investeringerne gennemføres dér, hvor der er behov for dem, på baggrund af den analyse, der er lavet af det.