L 98 Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og lov om vandløb.

(Spildevandsforsyningsselskabers opkrævning af bidrag til selskabernes medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-12-2012

Skriftlig fremsættelse (12. december 2012)

20121_l98_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. december 2012)

Miljøministeren (Ida Auken)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og lov om vandløb (Spildevandsforsyningsselskabers opkrævning af bidrag til selskabernes medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand)

(Lovforslag nr. L 98)

Det primære formål med lovforslaget er at sikre, at forsyningsselskaberne på spildevandsområdet kan understøtte kommunale investeringer vedrørende klimatilpasningsprojekter.


Lovforslaget indeholder giver spildevandsforsyningsselskaberne mulighed for i spildevandsbidragene at indregne udgifter til gennemførelse af mere omkostningseffektive løsninger til håndtering af tag- og overfladevand i forbindelse med klimatilpasning og opgradering af spildevandsanlæg, end hvad de gældende regler giver anledning til.


Det kan ofte være økonomisk fordelagtigt at integrere løsninger til håndtering af tag- og overfladevand i projekter, som ligger uden for spildevandsforsyningsselskabernes ansvarsområde, frem for at håndtere tag- og overfladevandet i traditionelle spildevandstekniske løsninger som fx udvidelse af kloaknettet ved hjælp af større rør eller bassiner.


Lovforslaget indebærer således, at forsyningsselskaberne kan bidrage til projekter, der vedrører områder, hvor der er snitflader mellem klimatilpasning af spildevandsområdet og kommunale skattefinansierede opgaver eller private projekter. Disse projekter vedrører især veje, vandløb og rekreative områder.


Lovforslaget indebærer endvidere to forskellige regelsæt vedrørende spildevandselskabernes finansiering af klimatilpasningsprojekter. For projekter vedrørende rekreative områder og vandløb i landzone anvendes et meromkostningsprincip for fordelingen af udgifterne. For projekter vedrørende veje og vandløb i byzone fastsættes derimod en fast omkostningsfordeling i kombination med skærpede dokumentationskrav og en begrænsning på omfanget af projekter, som forsyningsselskaber kan medfinansiere.


I forlængelse heraf foreslås mindre konsekvensrettelser af lov om vandløb.


Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.