L 206 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder.

(Konsekvensændringer som følge af lov om socialtilsyn m.v.).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-04-2013

Skriftlig fremsættelse (10. april 2013)

20121_l206_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. april 2013)

Social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om socialtilsyn.

(Lovforslag nr. L 205).

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder. (Konsekvensændringer som følge af lov om socialtilsyn m.v.)

(Lovforslag nr. L 206).

 


Lovforslaget om socialtilsyn og forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder (Konsekvensændringer som følge af lov om socialtilsyn m.v.) udmønter tilsammen den aftale om »Et nyt socialtilsyn«, som regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, og Det Konservative Folkeparti indgik i oktober 2012.

Der skal ske grundlæggende ændringer af godkendelsen af og tilsynet med de sociale døgntilbud. Der skal fra centralt hold stilles langt højere krav til den faglige kvalitet i de tilbud, der huser de mest udsatte borgere. Der skal desuden sikres en langt højere faglighed og en støtte professionalisme samt uafhængighed i tilsynet.

Det foreslås, at der etableres ét socialtilsyn i hver geografisk region, som bliver dækningsområdet for hvert socialtilsyn. Socialtilsynene placeres i fem kommuner og får ansvar for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med de sociale døgntilbud og ambulante stofmisbrugsbehandlingstilbud, som er beliggende i den geografiske region samt tilbud i form af hjælp og støtte til beboere i andre boligtyper under visse betingelser. Socialtilsynene må ikke føre tilsyn med tilbud beliggende i egen kommune. Tilsynet med tilbuddene i denne kommune skal føres af et af de øvrige socialtilsyn.

Det foreslås, at socialtilsynet skal godkende og føre driftsorienteret tilsyn på baggrund af centralt opstillede kriterier, og at tilsynet skal på tilsynsbesøg i de enkelte tilbud mindst én gang årligt.

Det foreslås, at socialtilsynet skal træffe afgørelse om at underlægge et tilbud skærpet tilsyn, hvis tilsynet oplever stærkt bekymrende forhold i tilbuddet, eller hvis tilsynet vurderer, at kvaliteten er så lav, at tilbuddet ikke længere opfylder kravene.

Det foreslås, at socialtilsynet finansieres dels objektivt af de kommuner, hvor det pågældende socialtilsyn har ansvaret for godkendelse og tilsyn, dels ved fastsættelse af omkostningsbaserede takster. Takster og objektiv finansiering fastsættes af socialtilsynet for et år ad gangen på baggrund af de budgetterede omkostninger. Når socialtilsynet varetager andre opgaver end godkendelse og tilsyn skal omkostningerne til varetagelse heraf dækkes af den kommune, det regionsråd eller det tilbud, som socialtilsynet varetager opgaven for i form af takstbetaling, engangsbetaling eller abonnementsordning.

Det foreslås at stille krav til tilbuddene, som sikrer gennemsigtighed med økonomien, økonomisk soliditet og høj faglig kvalitet.

Der foreslås oprettet en national »audit-funktion« i Socialstyrelsen, der skal bidrage til en effektiv og ensartet implementering af reformen. Audit-funktionen skal desuden sikre, at ny viden kontinuerligt anvendes i socialtilsynenes arbejde. For at understøtte et tilsyn af høj kvalitet skal audit-funktionen foretage stikprøver, udarbejde relevante redskaber, som fx tilsynskoncepter, spørgeguides, manualer mv. Der skal herunder udvikles redskaber til trivselsvurderinger, hvor erfaringerne fra regionerne inddrages.

Der foreslås oprettet en whistleblower-ordning med henblik på, at beboere, pårørende og andre kan henvende sig anonymt til tilsynet, hvis de oplever bekymrende forhold.

Det foreslås, at det personrettede tilsyn forbliver i den anbringende/visiterende kommune.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.