L 170 Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om folkeskolen.

(Etablering af en europaskole).

Af: Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 23-04-2013

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 23. april 2013

20121_l170_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 23. april 2013

Forslag

til

Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om folkeskolen

(Etablering af en europaskole)

§ 1

I lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 880 af 8. august 2011, som ændret ved § 4 i lov nr. 271 af 27. marts 2012, § 1 i lov nr. 469 af 29. maj 2012, § 1 i lov nr. 514 af 4. juni 2012 og § 4 i lov nr. 274 af 19. marts 2013, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 33 indsættes:

»§ 33 a. Børne- og undervisningsministeren kan yde tilskud til Københavns Kommunes drift af de sidste tre klassetrin på europaskolen godkendt efter § 58. Tilskuddet fastsættes på grundlag af takster på de årlige finanslove og gives alene på grundlag af antallet af elever, hvortil Københavns Kommune ikke i forvejen modtager anden finansiering, herunder tilskud fra EU. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om tilskud, herunder om aktivitetsindberetninger og opgørelse af aktivitet.«

2. § 44, stk. 2, affattes således:

 »Stk. 2. Handicappede elever, der er optaget på uddannelser godkendt efter § 1, stk. 3, eller på de sidste tre klassetrin af europaskolen godkendt efter § 58, og som har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom. Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til specialpædagogisk bistand.«

3. § 58 affattes således:

»§ 58. Børne- og undervisningsministeren kan tillade, at Københavns Kommune driver gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium, og at Københavns Kommune i tilknytning til Sankt Annæ Gymnasium opretter og driver en europaskole.

Stk. 2. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse for gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium, hvis gymnasieafdelingen drives af Københavns Kommune.

Stk. 3. For europaskolens sidste tre klassetrin finder § 46, stk. 4-8, §§ 50-55, § 56, stk. 1, og § 57 i denne lov, og for så vidt angående ordensregler, § 24 i gymnasieloven, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. For europaskolens første ti klassetrin finder § 3, stk. 2, 2. pkt., § 12, stk. 2, § 50, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-9, og § 52 i lov om folkeskolen tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. For hver elev, der er på de første ti klassetrin på europaskolen, betaler bopælskommunen den faktiske udgift forbundet med elevens undervisning. Betalingsforpligtelsen udløses for elever, der den 5. september i et givet skoleår er optaget på europaskolen, og som har folkeregisteradresse i en anden kommune end Københavns Kommune. Bopælskommunens betalingsforpligtelse udløses alene for elever, hvortil Københavns Kommune ikke i forvejen modtager tilskud fra EU. Betalingsforpligtelsen gælder for hele skoleåret.

Stk. 6. Afgørelser og beslutninger, der træffes af bestyrelsen for den samlede institution eller af Borgerrepræsentationen vedrørende de første ti klassetrin på europaskolen, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelser om henvisning til eller afslag på specialundervisning kan dog efter bestemmelserne i lov om folkeskolen indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre afgørelser kan indbringes for ministeren.

Stk. 7. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om driften af gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium og europaskolen, herunder regler, som fraviger bestemmelserne i denne lov.«

§ 2

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 998 af 16. august 2010, som ændret senest ved lov nr. 212 af 4. marts 2013, foretages følgende ændring:

1. I § 33, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »i en statsskole«: », i en europaskole«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. august 2013.