L 10 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og selskabsskatteloven.

(Omgåelse af udbyttebeskatning, gennemstrømningsselskaber og ledelsens sæde).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 14-12-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 14. december 2012

20121_l10_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 14. december 2012

Forslag

til

Lov om ændring af kildeskatteloven og selskabsskatteloven

(Omgåelse af udbyttebeskatning, gennemstrømningsselskaber og ledelsens sæde)

§ 1

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010, som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 254 af 30. marts 2011, § 1 i lov nr. 398 af 9. maj 2012, § 5 i lov nr. 433 af 16. maj 2012, § 5 i lov nr. 591 af 18. juni 2012 og § 2 i lov nr. 921 af 18. september 2012 og senest ved § 2 i lov nr. 927 af 18. september 2012, foretages følgende ændring:

1. I § 2, stk. 1, nr. 6, indsættes som 3.-5. pkt.:

»Skattepligten omfatter endvidere vederlag i form af andet end aktier i det erhvervende selskab, som en person erhverver ved overdragelse af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, herunder konvertible obligationer, samt tegningsrettigheder til sådanne værdipapirer i et kon­cern­for­bun­det selskab (det erhvervede selskab) til et andet kon­cern­forbundet selskab eller en koncernforbundet fond eller trust (det erhvervende selskab). 3. pkt. anvendes dog ikke, hvis personen er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller i et land, som er medlem af EU/EØS, eller som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og de kompetente myndigheder i denne stat skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. Det er en betingelse for anvendelsen af 3. pkt., at der er forbindelse som nævnt i ligningslovens § 2 mellem personen og det erhvervede henholdsvis det erhvervende selskab, og at det erhvervede selskab og det erhvervende selskab er koncernforbundet som nævnt i ligningslovens § 2.«

§ 2

I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1082 af 14. november 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 513 af 7. juni 2006, § 4 i lov nr. 624 af 14. juni 2011, lov nr. 1381 af 28. december 2011, § 10 i lov nr. 433 af 16. maj 2012 og § 2 i lov nr. 923 af 18. september 2012, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 6, 1. og 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Selskaber og foreninger m.v. omfattet af stk. 1, nr. 2-6, anses for hjemmehørende her i landet, hvis selskabet eller foreningen m.v. er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet.«

2. I § 1, stk. 6, 3. pkt., som bliver 2. pkt., udgår »og 2.«

3. I § 2, stk. 1, litra c, indsættes som 7. og 8. pkt.:

»3. og 4. pkt. finder ikke anvendelse, hvis udbyttet fra det danske selskab er en videreudlodning af udbytte, som dette selskab har modtaget direkte eller indirekte af datterselskabsaktier eller koncernselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 4 A og 4 B, i et selskab hjemmehørende i udlandet, og det danske selskab ikke var retmæssig ejer af det modtagne udbytte. Dette gælder dog ikke, hvis beskatningen af udbytteudlodningen fra det danske selskab skal frafaldes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU.«

4. Efter § 2 C indsættes:

»§ 2 D. Hvis en juridisk person overdrager aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, herunder konvertible obligationer, samt tegningsrettigheder til sådanne værdipapirer i et koncernforbundet selskab (det erhvervede selskab) til et andet koncernforbundet selskab eller en koncernforbundet fond eller trust (det erhvervende selskab) og vederlaget for denne overdragelse helt eller delvis sker i form af andet end aktier i det erhvervende selskab, anses denne del af vederlaget for udbytte. Dette gælder dog ikke, hvis det overdragende selskab opfylder betingelserne for at modtage skattefrit udbytte efter § 2, stk. 1, litra c, eller § 13, stk. 1, nr. 2, såfremt vederlaget havde været udbytte af aktier i det overdragede selskab umiddelbart inden overdragelsen. Endvidere gælder det ikke ved overdragelse af aktier til et erhvervende selskab m.v., der inden overdragelsen ikke var koncernforbundet med det overdragende selskab, men som alene som følge af fælles bestemmende indflydelse efter stk. 2, 2. pkt., bliver koncernforbundet med dette selskab efter overdragelsen, såfremt det erhvervende selskab ikke af det overdragende selskab eller et med dette koncernforbundet selskab m.v. har fået midler stillet til rådighed.

Stk. 2. Ved fastsættelse af, hvornår der er tale om kon­cern­forbundne selskaber, finder ligningslovens § 2 anvendelse. Med en juridisk person sidestilles et selskab og en forening m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af sel­skabs­ret­lige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 20. december 2012.

Stk. 2. § 1 og § 2, nr. 4, har virkning for erhvervelse af aktier foretaget fra og med den 3. oktober 2012.

Stk. 3. § 2, nr. 1 og 2, har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2013 eller senere.

Stk. 4. § 2, nr. 3, har virkning for udbytter, der udloddes den 1. januar 2013 eller senere.