Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 208:

Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder. (Forstærket indsats mod uroligheder i forbindelse med fodboldkampe).

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 12.04.2013).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak. For snart mange år siden udtalte Bill Shankly, den gamle britiske fodboldlegende, at fodbold ikke er et spørgsmål om liv eller død; det er meget, meget mere. Udsagnet er jo meget sigende. Fodbold er en fantastisk sport, og for mange er det måske også et spørgsmål om liv og død – i hvert fald i overført betydning. Men for nogle ganske få får Shankly's citat desværre en ganske anden betydning, for rundtomkring i fodbolddanmark findes nemlig nogle få tåber, som sætter fodboldens liv og levned på spil med hærværk, baneløb, kanonslag, slagsmål og meget mere.

Venstre mener, at vi skal gøre rigtig meget for at undgå at gribe ind i den store fodboldoplevelse, som mange mennesker har, for at få ram på de få. Men over for de få, altså bøller, hooligans og casuals, og hvad vi nu kalder dem, skal vi slå hårdt ned. Det er det, der er målet med dette lovforslag – i hvert fald en del af det – og den del af det bakker Venstre selvfølgelig op om.

Lovforslaget udmønter de initiativer i den fælles handlingsplan, der hedder »Gode fodboldoplevelser for alle«, som kræver lovændringer. I Venstre er vi grundlæggende positivt stillede over for flere af tiltagene. Vi er enige i, at vi skal sætte hårdt ind over for fodboldbøllerne.

Vi skal dog også være opmærksomme på, at antallet af frihedsberøvelser i forbindelse med fodboldkampe var lavt i sæsonen 2011-12. Der var tale om 266 mod hele 714 i sæsonen 2008-09. Det skal vi selvfølgelig være glade for, og det viser, at klubberne er blevet bedre til at håndtere uromagerne, ligesom politiets koncept med dialogbetjente lader til at fungere ganske godt.

Det betyder imidlertid ikke, at problemerne er løst. De voldsomme episoder i Aalborg i marts 2012 og i Brøndby i november 2012 vidner om, at vi har brug for nye værktøjer, og her mener Venstre, at lovforslaget indeholder flere gode takter.

For det første er vi enige i, at kursen skal skærpes over for personer, der er meddelt karantæne. Det er sund fornuft, at den nuværende karantænezone udvides fra 500 m til 3.000 m, og selvfølgelig skal en karantæne kunne forlænges som et supplement til en strafferetlig sanktion, hvis karantænen overtrædes. For det andet støtter vi, at adgangen til at meddele karantæne lettes i tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om alvorlig kriminalitet. Vejen fra uacceptabel handling til konsekvens skal være så kort som mulig, og derfor bakker vi også op om denne del af lovforslaget.

Når det så er sagt, er vi skeptiske over for, at politiet tildeles kompetence til at flytte kamptidspunkter. Dels vil et sådan indgreb i betænkelig grad minde om ekspropriation, idet klubberne vil miste betydelige indtægter, hvis en kamp spilles kl. 8.30 søndag morgen i stedet for kl. 16.00 om eftermiddagen – vi taler om tv-rettigheder, entreindtægter, salg på stadion osv. – dels vil et sådan indgreb netop ikke begrænse sig til de få ballademagere, men ramme samtlige tilskuere.

De tal, som jeg nævnte tidligere, vidner jo netop om, at hooliganproblematikken er faldende, og derfor skal vi ikke bekæmpe problemet ved at skyde gråspurve med kanoner. Desuden tilsiger al logik og erfaring, at hooliganisme ikke er et resultatet af et kamptidspunkt, men et produkt af en nærmest professionel og koordineret indsats mellem diverse fraktioner. Stort set alle voldsepisoder foregår uden for stadions fire tribuner – der, hvor politi, kontrollører og overvågningskameraer ikke er – og eksisterer derved uafhængigt af spillet på banen.

På den måde rammer regeringens forslag i højere grad klubbernes pengepung og familiefaren med to børn, end de rammer hooligangrupperingen, som nok skal finde et sted at slås uanset kamptidspunkt. Af principielle såvel som erfaringsmæssige årsager er vi i Venstre derfor fortsat yderst skeptiske over for dette initiativ, hvilket vi også gav udtryk for, da vi tidligere her i salen behandlede et beslutningsforslag om samme emne.

Når vi går ind i Folketingssalen, kan vi se en del af forordet til Jyske Lov fra 1241, nemlig med lov skal land bygges, men rigtig mange glemmer eftersætningen: »men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.« Med andre ord: Klubberne har jo heller ikke nogen interesse i, at deres hold og deres foldboldkampe skal associeres med vold og slagsmål. Hvorfor kan vi ikke nøjes med frivillige aftaler, hvor politiet forhandler med klubberne om at flytte kamptidspunktet, hvis det er nødvendigt? Man lægger op til, at det er en forhandling, men den ene part, nemlig politiet, kan tvinge sin holdning igennem, og det har ikke meget med en forhandling at gøre.

I bund og grund handler det hele om, at alle skal have mulighed for at opleve den helt unikke stemning, som kun kan opstå på et fodboldstadion – en stemning med sang, bannere, ritualer, store oplevelser og store følelser. Den stemning og det mål skal ikke ødelægges. De få ballademagere skal ikke have lov til at ødelægge oplevelsen for alle os andre. Vi skal sætte hårdt mod hårdt mod de få hooligans, men bevare den store oplevelse for de mange fredelige fodboldfans.

Vi synes som sagt, at lovforslaget indeholder mange gode takter, men vi er skeptiske over for, at politiet skal kunne flytte kamptidspunkter. Derfor vil vi formentlig stille et ændringsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken. Det er hr. Ole Hækkerup, Socialdemokratiet, som ordfører.

Tak, formand. Med det her lovforslag følger Folketinget op på aftalen mellem Rigspolitiet, Dansk Boldspil-Union, Danske Fodbold Fanklubber, Divisionsforeningen og Justitsministeriet om uroligheder ved fodboldkampe.

Det her med at gå til en fodboldkamp skal jo være en familieoplevelse, og den skal ikke præges af uroligheder. Alle dem, jeg lige har nævnt står bag aftalen, står i virkeligheden fælles om det synspunkt. Der er en bred forståelse, som også gør, at det her kommer til at virke.

Nu kan vi så fra Folketingets side løfte vores del af opgaven, nemlig at ændre reglerne. Konkret drejer det sig om, som den forrige ordfører nævnte, at personer, der har karantæne i en klub, efter nærmere regler fra Justitsministeriet nu kan meddele det til andre klubber; at politiet får nye værktøjer, når det gælder påbud om sikkerheden ved bestemte kampe; at man i yderste konsekvens kan gøre det her med at flytte tidspunktet for afviklingen af en kamp; at dem, der er meddelt en generel karantæne, får udvidet det område, som karantænezonen dækker; og at der bliver adgang til at optage billeder i alle tilfælde, hvor der meddeles karantæne.

Der er nogle få, som i virkeligheden går til sportskampe med det ene formål at lave så meget uro, som de overhovedet kan, og dermed i virkeligheden ødelægge det for alle andre. Og det er jo dem, som vi i første række skal ramme for simpelt hen at fastholde en positiv fankultur, som jo i virkeligheden også kendes fra langt, langt de fleste fodboldkampe og langt, langt de fleste stadions rundtomkring.

Den aftale, vi følger op på, er fra december, og jeg synes, at det er vigtigt at sige, at man jo ikke generelt kan tegne et billede af, at den er helt gal. Tværtimod synes jeg, at klubber og politi og mange andre i et samarbejde har godt fat. Men med det her forslag tror vi, at de kan få endnu bedre fat. På den baggrund skal jeg anbefale forslaget til vedtagelse.

Der er en kort bemærkning. Hr. Jan E. Jørgensen.

Jamen jeg vil gerne spørge Socialdemokraterne, om man vil være positivt indstillet over for at vente med at indføre den del af lovforslaget, der omhandler politiets kompetence til at flytte kamptidspunkter og så se tiden an; se, om politiet og klubberne på frivillig basis kan forhandle om at flytte kamptidspunkter, hvis det viser sig at være nødvendigt.

Der er jo ingen grund til, at vi skal lovgive om noget, hvis det kan klares ad frivillighedens vej.

Ordføreren.

To ting: Det her med at flytte en kamp er jo i virkeligheden den alleryderste konsekvens af det med, at politiet kan give nogle påbud i forbindelse med sikkerheden omkring en kamp. Jeg tror ikke, at hr. Jan E. Jørgensen eller andre skal forestille sig, at det bliver sådan en fast, tilbagevendende begivenhed, at politiet flytter en kamp. Det er det ene.

Det andet er: Er det rimeligt, at politiet overhovedet kan flytte en kamp i yderste konsekvens? Ja, det synes jeg er rimeligt, hvis politiet har fuldstændig sikre underretninger om, at her er der planlagt noget større organiseret.

Så er det rigtigt, som hr. Jan E. Jørgensen påpegede, at nogle af dem, der ellers havde planlagt at gå til kamp, selvfølgelig vil blive ramt af, at man flytter den. Men hvis politiet ved, at der foregår noget, har de for det første et hensyn til alle de fredelige, der også har tænkt sig at gå til kampen, og selvfølgelig også et hensyn til resten af samfundet.

Derfor synes jeg, at det er rimeligt at give politiet myndighed til i den yderste konsekvens at kunne gøre det.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jamen er ordføreren ikke enig med mig i, at klubberne jo heller ikke har nogen interesse i vold og kaos i forbindelse med kampene, så derfor vil klubberne være lydhøre over for politiet, hvis politiet kommer med de her efterretninger? Men der kan være en forhandling, hvor klubben ved, at politiet vil trække det ultimative kort og sige: Prøv at høre her, der er ikke så meget at snakke om, for jeg har loven på min side, og jeg flytter bare kamptidspunktet. Det har jo ikke meget med en forhandling at gøre, i hvert fald ikke med en reel forhandling.

Kunne vi ikke vente med at se, om det her tiltag virkelig viser sig at være nødvendigt, og så udskyde den del og tage loven op igen om et års tid og se, hvordan det er gået uden den hjemmel?

Ordføreren.

Men hvis jeg nu følger hr. Jan E. Jørgensens logik og siger, at politiet ikke i yderste konsekvens havde myndighed til at pålægge klubben, at den skulle flytte kamptidspunktet, ville man have en diskussion, hvor klubben ville sige: Vi har nogle væsentlige hensyn, der handler om vores kommercielle interesser, de penge, vi regner med at tjene på den her kamp, og så kan det godt være, at I som politi har nogle hensyn til de andre deltagere i fodboldkampen, de andre tilskuere, som sådan set slet ikke har noget med balladen at gøre, og det kan godt være, at I har et hensyn til samfundet.

Så skal vi søreme veje de to hensyn over for hinanden, den offentlige sikkerhed, sikkerheden for alle de fredelige tilhængere over for klubbens, tør jeg sige mere kortsigtede økonomiske interesser i kampen. Nej, der synes jeg ikke, at det er rimeligt, at det nødvendigvis skal undergå en forhandling.

Jeg synes faktisk, at det er meget rimeligt, at på den yderste revle kan man sige, at samfundets hensyn og hensynet til sikkerheden for alle de fredelige tilskuere til kampen vejer tungere. Og derfor er jeg tilhænger af, at politiet får tildelt den her kompetence.

Jeg vil bare gerne igen afslutningsvis understrege, at jeg ikke forestiller mig, at det er sådan noget, vi kommer til at opleve en hel masse gange. Men jeg synes faktisk, at det er vigtigt, at politiet på den yderste dag har en mulighed for at kunne gøre det.

Hr. Tom Behnke.

Tak for det. Jeg har et spørgsmål, måske af lidt mere teknisk karakter, men nogle gange har regeringspartiernes ordførere jo også haft en lidt bredere, dybere gennemgang af lovforslagene. Jeg har siddet og bladret og bladret rundt for at finde ud af, hvorfor den mulighed, der bliver givet, i forhold til at man kan optage personfotografi af dem, som får en generel karantæne efter stk. 1, kun gælder dem, der er omfattet af stk. 1, og ikke dem, der er omfattet af stk. 2.

Stk. 1 er jo den nuværende regel, vi har, som altså omfatter dem, der i dag kommer ind i registreret. Men man laver jo et nyt stk. 2 i forhold til dem, der f.eks. laver vold mod tjenestemand i funktion. Hvorfor må der ikke blive taget foto af dem? Hvorfor er det kun dem, der gentagne gange har overtrådt lovgivningen og dermed er røget i registeret, man tager foto af, og ikke alle, der ryger i registeret? Jeg har bladret, men jeg synes ikke, jeg kan finde det. Det kan være, ordføreren kan hjælpe.

Ordføreren.

Som udgangspunkt forstår jeg sådan set godt hr. Tom Behnkes spørgsmål, men jeg skal ikke forsøge at vove mig ud i en teknisk forklaring for at redegøre for de præcise detaljer om, hvorfor det er indrettet sådan. Jeg tror i virkeligheden, vi står os bedst, ved at vi, i stedet for at jeg forsøger at svare hr. Tom Behnke noget, enten stiller et skriftligt spørgsmål til Justitsministeriet, eller at vi direkte spørger justitsministeren. For så er vi sikre på at få det helt rigtigt, så den sidder fuldstændig i skabet. Men hr. Tom Behnkes politiske udgangspunkt tror jeg sådan set jeg udmærket forstår.

Hr. Peter Skaarup.

I forbindelse med debatten om forslaget her, men også i forhold til hele diskussionen omkring hooligans ved fodboldkampe, har det tit været fremført, at det er et stort problem, når fans tager romerlys med ind på stadion og fyrer dem af under kampen til stor utryghed for bl.a. børnefamilier, der har oplevet de her meget farlige situationer, hvor der også bliver kastet romerlys ind mod banen; det kan ramme tilskuere, og det kan ramme spillere inde på banen, dommere osv.

En ting, jeg savnede i forbindelse med gennemlæsning af det her forslag, var, at der er taget hånd om det problem, at der kommer nogle følelige, markante sanktioner over for dem, der gør det. Kan den socialdemokratiske ordfører fortælle os, hvad grunden er til, at man ikke har det med i forslaget?

Ordføreren.

Uden at hr. Peter Skaarup skal hænge mig op på de præcise detaljer, så er det, så vidt jeg er orienteret, sådan, at hvis man opfører sig forkert til en fodboldkamp, lad os sige det sådan, hvad enten det er med romerlys eller i større omfang, er det allerede i dag noget, man bliver straffet for. Vi havde for nylig et tilfælde, hvor det gik helt galt – jeg tror, det var på Brøndby Stadion, hvor der var en masse tilskuere, der løb ind på banen. Det tror jeg så i øvrigt klubben blev straffet for med et par kampe, hvor der overhovedet ikke måtte være tilskuere. Så jeg tror, at meget af den adfærd, hr. Peter Skaarup spørger til, er der allerede i dag straf for.

Hvis jeg på stående fod tænker tilbage, kan jeg også komme i tanke om nogle superligakampe, hvor man har afbrudt kampene, fordi der har været for mange romerlys, og derefter har givet klubben, altså den klub, hvor fansene, der opførte sig sådan, kom fra, en straf. Men igen: En præcis tolkning af grundlaget for de regler vil jeg nødig med det samme sådan autoritativt give mig ud i et svar på her, men jeg mener altså, at det er dækket af andre forhold.

Hr. Peter Skaarup.

Hr. Ole Hækkerup har da fuldstændig ret i, at det ikke er lovligt at gøre det, men det sker jo så alligevel i forbindelse med mange af de her kampe, altså at der tændes romerlys, og at de også kastes ind mod banen, og så kan ramme mennesker, der bare er af sted for at have en hyggelig eftermiddag eller aften i forbindelse med en fodboldkamp. Specielt hvis man har børn med, er man ekstra urolig, når det sker.

Det er jo derfor, at vi i Dansk Folkeparti egentlig havde forventet, at regeringen, når den kommer med et serviceeftersyn af hooliganregisteret, og hvad der ellers kommer af initiativer, så havde noget med omkring det her, sådan at man sender et signal til dem, der gør det, om, at det skal man lade være med. Det er jo sådan, at formanden for DBU's etiske udvalg, Per Larsen, der har en fortid i politiet, netop har peget på det her problem. Og antagelsen fra Per Larsens side var, at store bøder, måske fængselsstraffe, har virkning for netop den gruppe, der finder på de her ting. Derfor vil jeg høre Socialdemokraterne, om det er noget, man vil overveje at tage med i forslaget, for det vil være naturligt at have det punkt med, når Folketinget alligevel ser på det.

Ordføreren.

Man kan sige, at der i hvert fald er to ting, der ligger i det her konkrete lovforslag, som sigter mod det. Og så skal man jo huske på, at det her konkrete lovforslag kun er en del af en større indsats, som er aftalt mellem de her forskellige parter. Den ene er jo det med at meddele karantæne, som man jo også udvider mulighederne for, og den anden er, at man udvider mulighederne for at udveksle informationer. Igen: Uden at gøre mig til ekspert vil jeg sige, at jeg godt kunne forestille mig en, som i dag har karantæne i én klub, fordi vedkommende har udført præcis den adfærd, hr. Peter Skaarup beskriver, men at man ikke har haft lov til at fortælle det til de andre klubber. Så har denne ballademager, der har karantæne i én klub, sådan set kunnet tage hen på et andet stadion, hvor en anden klub hører hjemme og have den præcis samme ulovlige adfærd – altså være til fare for andre.

Det er jo noget af det, vi i virkeligheden sigter mod i det her lovforslag, nemlig at blive bedre til at fange lige præcis de der typer. Så det ene er det med udvidelsen af karantæne, og det andet er at være bedre til at udveksle informationer. Derfor er det bestemt også min forestilling, at noget af det, som ligger herom, også gerne skulle betyde, at vi fik mindre af den slags. For – og der tror jeg i øvrigt jeg er enig med hr. Peter Skaarup – det er jo i virkeligheden ganske få, der opfører sig på den måde, og det er jo lige præcis dem, vi skal ramme. Og det er dem, vi gerne skulle ramme med en karantæne, der ikke bare dækker én klub, men dækker mange klubber.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Det forslag, vi har på dagsordenen her i Folketinget i dag, L 208, handler jo om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, og her er det særlige fokus, at man vil have en skærpet indsats over for det, man kalder fodboldbøller, hooligans. Det har sådan set længe været tiltrængt, for vi har oplevet nogle situationer, der har været helt vanvittige, og at dem, der egentlig bare vil have en fredelig eftermiddag eller aften, når de går til fodbold – det kan være en familiefar, og det kan også være en mor, der har børnene med og gerne vil hygge sig lidt – kommer i farefulde situationer. De bliver måske i virkeligheden skræmt væk fra at tage af sted en anden gang, fordi det simpelt hen er for farligt. Og sådan skulle det jo meget nødig være.

Her må vi også fra Folketingets side have en interesse i at give nogle spilleregler for fodboldkampe – også når det gælder tilhængere – som er til at forstå, og som skaber en høj grad af tryghed i forhold til det at gå til fodbold, som vel stadig væk nok kan siges at være vores nationalsport – det er i hvert fald den sport, der samler rigtig mange unge og ældre, sågar old boys, om de kampe, der finder sted.

Så alt, hvad vi debatterer her i dag, og alt, hvad vi kan foreslå her i dag, må have det motto, der hedder: mere tryghed. Det skal være trygt og sikkert at komme til fodbold i Danmark, selvfølgelig specielt i forhold til de kampe, hvor der er rigtig mange tilskuere; så er det ekstra relevant at diskutere det her.

Så derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at når vi kommer til valget mellem de røde og de grønne knapper, i hvert fald i forhold til hvad Dansk Folkeparti trykker på, vil vi trykke på de grønne knapper, for vi synes, at det, der ligger på bordet, i hvert fald er et skridt i den rigtige retning.

Det betyder så ikke, at alt er godt. Og der er jo mulighed for, fra nu af og frem til at der skal trykkes på knapperne, at prøve at se, om vi kan justere og tilrette det, der ligger på bordet, uden at være, synes jeg, bundet af, hvad nogle har foreslået i et udvalg, eller hvem justitsministeren har talt med om forskellige ting og sager. Det er jo Folketinget, der afgør det her, og det skal også være muligt at rette til, hvis der er behov for det.

Det centrale i L 208 kan man vel godt sige er karantæneordningen, der udvides fra 500 m til 3.000 m for udebanefans. Dansk Folkeparti kan tilslutte sig det, fordi det vil gøre, at man i hvert fald sender et signal til de voldelige fans – det er heldigvis et meget, meget lille mindretal – om, at man ikke vil have, at de kommer i nærheden af stadion, når de kampe, specielt højrisikokampene, finder sted, mellem hold, som disse personer er tilhængere af.

Der, hvor vi i Dansk Folkeparti har syntes at det var vigtigt at gøre noget – og derfor fremsatte vi jo også et forslag i sidste folketingssamling, som desværre ikke vandt flertal – har jo været i forhold til at udveksle oplysninger. Og vi kan i hvert fald konstatere, at den mulighed bliver forbedret med det forslag, der ligger på bordet.

Som jeg lige var inde på over for hr. Ole Hækkerup, Socialdemokraternes ordfører, savner vi, at man sætter ind med nogle bedre sanktioner, hvis folk bryder reglerne. For det er jo allerede i dag forbudt at fyre et romerlys af i forbindelse med en kamp – og i det hele taget at tage romerlys med ind til en kamp. Det er jo allerede i dag sådan, at vi har en karantæneordning. Så spørgsmålet er, hvad for nogle sanktioner vi har, hvis man ikke overholder de spilleregler, der er for fans. Og der hæfter vi os ved, at folk fra DBU – det var Per Larsen fra det etiske udvalg – i forbindelse med Folketingets hooligankonference netop sagde, at en del af ballademagerne i forbindelse med fodboldkampe er fra den gruppe af mennesker i vores samfund, som han kaldte det bedre borgerskab. Og Per Larsens antagelse var, at store bøder og fængselsstraffe måske har virkning for netop den gruppe, og at det derfor var vigtigt, at man havde det med, når man så på de her ting.

Så jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere indblik i, hvad regeringens tankegang egentlig er, når man ikke har, synes jeg, tilstrækkelige sanktioner i forhold til de ting, der foretages.

Så er der jo spørgsmålet om det med, at man fra politiets side skal have mulighed for i yderste konsekvens at flytte kampe. Det er med i forslaget, men grundlæggende er det jo egentlig en uskik, hvis politiet skal komme og sige, at en kamp ikke kan spilles på en bestemt tidspunkt. Så derfor vil vi sige, at det skal være i yderste konsekvens, alleryderste konsekvens, hvis det skulle ske, at man kom dertil. Så vores grundlæggende opfattelse er, at det er noget, som klubberne selv må have mulighed for at styre, men vi vil ikke afvise, at der skal være den mulighed i den sidste ende, hvis tingene går helt galt. Og det ved man jo aldrig helt, altså i forhold til hvad det er for nogle hold, der ligger i toppen, og hvad for nogle hold, der egentlig kan være med i højrisikokampe.

Så vi synes, det er fornuftigt, at man har en ventil, men den skal kun bruges i yderste nødstilfælde.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Jeg tror godt, vi kan konstatere, at Danmark er en nation af folk, der elsker fodbold. Mange bruger deres liv på det her. Som lærer har jeg været vidne til rigtig mange drenge i skolegården, som har brugt frikvarter på frikvarter på det. Der er mange, der bruger deres liv i klubberne på amatørplan som frivillige eller som spillere, og der er mange andre, som bruger weekend efter weekend på at følge lige præcis yndlingsholdet. Men der er desværre også dem, som ikke kan finde ud af det her, og som bruger kræfterne på at slås, når der er fodbold, og det er selvfølgelig det, vi prøver at adressere i det her lovforslag.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er ærgerligt, at politiet skal bruge ressourcer på fodboldkampe, jeg synes, der er mange andre ting, politiets kræfter var bedre brugt på. Til gengæld synes jeg også, at politiet er kommet langt i deres tilgang til fodbolduroligheder. Vi har haft en høring her i Folketinget, kan jeg huske, hvor politiet var med for at fortælle om deres strategi med dialogbetjente, eventbetjente, og det lyder som en rigtig klog tilgang til det her problem. Jeg tror nemlig, at man, hvis man håndterer det korrekt, i mange tilfælde kan neddrosle de ting, der sker, eller forhindre, at der opstår uroligheder. Det synes jeg jo også noget af den statistik, som hr. Jan E. Jørgensen her fra talerstolen fremlagde, vidner om.

Det forventes jo selvfølgelig, at jeg roser regeringens lovforslag, og det vil jeg også gøre her. Jeg vil da gerne knytte et par ord til selve processen omkring det, for jeg synes faktisk, at det er godt og solidt, det er politisk inddragelse af alle, som har en – hvad kan man sige – aktie i problemstillingen. Det er lige fra politiet over klubberne og fanorganisationerne, og det er der også kommet en lang række konkrete forslag ud af, noget af det kræver lovgivning, og noget af det kræver, at forskellige aktører tager ansvar. Det synes jeg faktisk er en rigtig god måde og en rigtig god tilgang til den her problemstilling. Vi skal sikre, at fodbold og fest går hånd i hånd, at det er en god familieoplevelse i tryghed og sikkerhed. Det er de få, der ødelægger det, og det er også dem, som lovforslaget forsøger at lægge en kurs over for.

Jeg behøver ikke at gentage alt, hvad der er blevet sagt heroppefra, men der kommer nogle skrappere regler i forhold til karantæne, og det synes jeg sådan set er fornuftigt. Der er også nogle, der har rejst en anke i forhold til det at kunne flytte kampene, som politiet får en mulighed for. Jeg hæfter mig også i forhold til høringssvarene ved, at der har været et møde i Justitsministeriet, hvorefter Divisionsforeningen og DBU ikke finder, at et påbud om flytning af en kamp vil udgøre ekspropriation, hvis det er sådan, at nogle bestemte betingelser er opfyldt. Så det her kommer til at være noget, der skal bruges restriktivt, og det tror jeg egentlig vi kan være ganske trygge ved.

Så noterer jeg mig også, at høringssvarene sådan set er generelt positive. Der er også lyttet til de problemstillinger, der har været, der har medført nogle ændringer, så jeg synes alt i alt, der faktisk har været en rigtig god proces omkring det her lovforslag. Det er godt, at politiet nu står med nogle bedre redskaber, det er godt, at klubberne lover at tage mere ansvar. Så det er et lovforslag, som jeg synes man skal støtte, og det skal jeg også hilse og sige fra De Radikale at de gør.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg vil stille ordføreren et spørgsmål om Divisionsforeningens synspunkt. For et er, at Divisionsforeningen nødtvungent erkender, at der måske ikke er tale om egentlig ekspropriation, men det er jo ikke det samme, som at Divisionsforeningen synes, at det er en god idé. Har ordføreren nogen nærmere indikation af, hvorvidt det her er et resultat af nogle forhandlinger, hvor Divisionsforeningen måske af frygt for, at det kunne blive endnu værre, så nødtvungent har accepteret det? For jeg har nemlig ikke kunnet finde det i materialet.

Ordføreren.

Jeg har ikke den konkrete viden, som hr. Jan E. Jørgensen efterlyser, for jeg har ikke siddet med ved mødet. Jeg forholder mig til det notat, der er her. Men jeg synes, at man skal holde sig for øje, at de rent faktisk har været inviteret, og at de har fået lov at give deres besyv med, og at de lover at tage mere ansvar. Det synes jeg vi skal kvittere for. Men de nærmere omstændigheder, som hr. Jan E. Jørgensen spørger til, tror jeg hr. Jan E. Jørgensen må spørge justitsministeren om.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i rækken af ordførere, og det er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Det her lovforslag handler jo om en hel del forskellige og også meget kraftige udvidelser af en ordning, som vi i Enhedslisten i forvejen har været meget betænkelige ved. Det gælder den her karantænemulighed, altså at politiet kan pålægge mennesker, som vel at mærke ikke er dømt for noget, men er mistænkt for noget, en karantæne mod at opholde sig i nærheden af fodboldkampe.

Lovforslaget indeholder så, at man udvider den her mulighed for at give karantæne på en række områder. Et af dem er, at man ifølge forslaget vil ophæve det såkaldte gentagelseskrav. Det betyder jo, at der, når man skal tildeles en karantæne i dag, skal være mistanke om, at man har begået noget strafbart i forbindelse med en fodboldkamp, og derudover skal politiet også have en grund til at tro, at personen vil gøre det igen.

Grunden til, at man har det krav i dag, er jo at finde i selve formålet med den her lov, som forslaget vil ændre i. Formålet skulle netop være et præventivt forhold, at forhindre – forhindre – at der sker uroligheder i nærheden og omkring fodboldkampe, og det er jo et formål, vi alle sammen kan være enige om. Men hvis vi så ophæver kravet om, at der skal være risiko for gentagelse, for at man kan få en karantæne, ja, så virker det en lille smule mærkeligt; så virker det jo mere som en straf og ikke som et formål om at hindre, at der sker uroligheder igen en anden gang.

Så bliver det jo betænkeligt, for så lader man det være op til politiet at træffe beslutning om, hvem der skal straffes, og hvem der ikke skal straffes. Der har vi trods alt stadig væk domstolene i dag til at foretage sådan nogle vurderinger. I bemærkningerne til lovforslaget står der, at grunden til, at man fjerner det her krav om risiko for gentagelse, er at sikre retsbevidstheden. Og det er, som Institut for Menneskerettigheder også påpeger i deres høringssvar, en lille smule sært, når lovens formål ikke er straf eller sikring af retsbevidstheden, men forebyggelse af uroligheder.

Derudover indebærer lovforslaget en mulighed for, at fodboldklubberne kan udveksle personfølsomme oplysninger, altså mellem de forskellige klubbers autoriserede kontrollører. Det er en såkaldt klubkarantæne, som man kan udvide til at være national, så FCK kan fortælle AaB, hvem de har i karantæne, og omvendt. Det betyder, at der laves et meget omfattende privat register, og det betyder også, at man dermed øger risikoen for misbrug, altså for, at de her meget personfølsomme oplysninger havner i de forkerte hænder og bliver brugt til noget, de ikke skal. Og det er vel at mærke oplysninger om mennesker, som ikke er dømt for noget strafbart.

Det synes vi i Enhedslisten er meget betænkeligt. Det er selvfølgelig ikke, fordi vi godt kan lide fodbolduroligheder – selv om jeg godt ved, der er andre partier i Folketinget, som gerne vil høre det, når jeg snakker om retssikkerhed. Tværtimod tror jeg, at vi alle sammen er enige om, at fodbold skal være en hyggelig og sjov oplevelse, og at vi skal gøre, hvad vi kan fra Folketingets side, for at sørge for, at det bliver ved med at være det. Man skal kunne tage sine børn med til en fodboldkamp og hygge sig med det, og man skal kunne følges med naboen og sludre over en rød pølse og en øl, som vi så nu får gjort billigere – med tak til regeringen, Venstre, Konservative og Liberal Alliance for det, og vist også Dansk Folkeparti.

Derfor er jeg rigtig glad for, at man i politiet fortsætter med den dialogbaserede tilgang. Det har der været rigtig god erfaring med, og det er vigtigt, at det fortsætter, og at man udvider den tilgang ved hele tiden at tale med de fans, som kommer til fodbold, og som udgangspunkt gør det for at se fodbold, og at man i det hele taget forsøger at stoppe urolighederne, før de eskalerer.

Jeg vil også gerne rose justitsministeren for at have taget en dialog med fodboldklubberne. Det synes jeg er den rigtige tilgang til det, selv om man med det forslag, som vi står og behandler i dag, nok må have sin mistanke om, at flere af forslagene nok mere er Justitsministeriets, end det er fodboldklubbernes, men ikke desto mindre er det et godt udgangspunkt.

Det er også positivt, at man nu foreslår, at man kan flytte fodboldkampe til et andet tidspunkt, hvor der måske ikke er så mange øl involveret, sådan at risikoen for uroligheder ikke er lige så stor – også selv om det måske har en negativ effekt på ølsalget og indtjeningsmulighederne. Det er vi villige til at tage med.

Derudover er der en gennemgang af kontrolløruddannelsen; det synes jeg er rigtig positivt og vigtigt.

Men vi kan ikke i Enhedslisten støtte det samlede lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance, som ordfører.

Tak for det, formand. Jeg skal meddele, at jeg holder den her tale på vegne af vores ordfører på området, hr. Simon Emil Ammitzbøll, og nu er det ikke, fordi jeg ikke kan lide at gå til fodbold, men det er sådan set, fordi det er justitsministerens område, og derfor er det vores retsordfører, der har det.

Men jeg vil sige, at der ikke er nogen tvivl om, at man med dette forslag går meget langt. Det er indgribende foranstaltninger, der foreslås. Der gives hjemmel til at optage foto, selv om retsplejelovens almindelige betingelser ikke er opfyldt, der anføres karantænezoner for udebanefans på 3 km, hvilket i praksis vil sige 6.000 m i diameter, og herudover får man nogle meget, meget lange karantæneperioder.

Vi ser således også i høringssvarene til dette forslag, at Institut for Menneskerettigheder har en lang række bemærkninger og betænkeligheder. Nu er det jo ikke nogen menneskeret at kunne gå til fodboldkamp, og hvis man ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, overtrædes ens menneskerettigheder ikke, fordi man så ikke fremover får lov til at komme til fodboldkampe. Fodboldbøllers uroligheder ved fodboldkampe er generende for alle de mange fredelige fodboldentusiaster, herunder naturligvis børnefamilier, der hver anden søndag tager på det lokale stadion for at se fodbold, spise pølser og for at få en fælles oplevelse.

Bøllerne er også omkostningsfulde for såvel klubberne som skatteyderne, og derfor skal vi her fra Folketingets side gøre, hvad vi kan, for at klubber og myndigheder kan gribe ind over for det. Omvendt skal vi holde os for øje, om initiativerne er proportionale i forhold til den almindelige respekt for borgernes personlige frihed og for bevægelsesfriheden.

Det er Liberal Alliances vurdering, at proportionerne i dette forslag er skæve, og at initiativerne er for indgribende, og det er så begrundelsen for, at vi ikke kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Der er jo rigtig, rigtig mange, der synes, at det er fornøjeligt weekend efter weekend at gå til fodboldkamp, at være tilskuer til dem og andre idrætsbegivenheder. De har en stor passion for det, og det er jo dejligt at se, at de har noget at gå op i. Rigtig mange lader det også ledsage af, at de selv udøver den pågældende sportsgren, typisk fodbold. Så det er på alle måder godt.

Men det, der desværre også er kommet til at ske i nyere tid, er, at nogle få synes, at man skal benytte anledningen til at ødelægge det for de mange. Der er nogle få, der synes, at til sådan en fodboldkamp er det ikke nok, som andre ordførere har været inde på, at man kan drikke noget fadøl, spise nogle pølser og se en fodboldkamp – næh, man skal også lige rage uklar med nogle andre, man skal lige lange nogle lussinger ud, udøve vold, chikane, hærværk osv.

Det er mystisk, at der er nogle, der har den mani. Det er meget mystisk. Det er heldigvis nogle få. Men de få, der gør det, ødelægger det for de mange. Det var årsagen til, at vi i sin tid foreslog, at der skal laves et såkaldt hooliganregister, som de, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og ødelægger det for de mange, kan blive puttet ind i, og så kan de få en karantæne fra at komme til de her kampe på op til 2 år. For de få skal ikke have lov at ødelægge det for de mange.

Erfaringerne har sådan set være rimelig fornuftige og gode. Jeg tror, det har afholdt mange fra at lave ballade, og de, der er kommet i registrene, har opdaget, at det altså har en konsekvens. Man kan ikke bare te sig, som det passer en selv, man er nødt til at have respekt for andre mennesker og deres ret til også at komme og se en fodboldkamp.

Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at alle klubberne har masser af frivillige. Der er ikke bare hundredevis, men tusindvis af frivillige landet over, der weekend efter weekend og hverdagsaften efter hverdagsaften stiller op og yder en frivillig indsats for at afvikle kampene på en god og ordentlig måde. Jeg synes også, vi i dag lige skal kippe med flaget for alle de frivillige. Det er rigtig, rigtig mange, som er med til at sørge for, at sikkerheden er i orden inde på stadion, når der afvikles fodboldkampe. Uden alle de frivillige tror jeg slet ikke, man kunne afvikle de her fodboldkampe, for hvis man skulle ansætte personale og give det løn for at lave det samme arbejde, ville der simpelt hen ikke være økonomi i at spille fodbold. Så det er supergodt, at vi har alle de frivillige, som gør en kæmpe indsats.

Klubberne, fanforeningerne er også meget optaget af at afvikle kampene i god ro og orden, for det er til fordel for alle. Så alle er sådan set enige om, at man skal gøre, hvad man kan, for at afvikle de her kampe på en god og ordentlig måde.

Nu har det såkaldte hooliganregister fungeret i nogle år, og jeg er meget enig med regeringen i, at det er på tide at stoppe op og se, om der er noget, der kan gøres bedre, altså om måden, vi putter nogle ind i registeret på, kan blive bedre? Vi er fra konservativ side enige i de opstramninger, som ministeren og regeringen lægger op til. Man udvider og sørger for, at for dem, der har lavet den grove vold, dem, der har lavet vold mod tjenestemand i funktion, altså dem, der bevidst overfalder politiet, f.eks. i forbindelse med fodboldkampe, behøver man ikke at have en mistanke om, at der er gentagelsesrisiko. Den slags mennesker skal bare direkte ind i registeret, og så kan de få lov til at blive væk fra fodboldkampe i de næste 2 år. Så vi er enige i de opstramninger, der er, i hvert fald i de fleste af dem.

For der er et sted, hvor vi er lidt skeptiske. Især Venstres ordfører var inde på det, nemlig med hensyn til at give politiet myndighed til at flytte en fodboldkamp. Der står ikke så meget om, hvad det er for kriterier, der skal være opfyldt, for at det kan lade sig gøre. Det er noget med, hvis det er af sikkerhedsmæssige grunde og det gælder samfundsmæssige interesser, så kan man flytte en kamp. Men det er noget diffust. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i Folketinget er meget mere præcise med, hvad det er for situationer, så det ikke er overladt til enten politiet eller domstolen, der skal sidde og gætte sig til, i hvilke situationer man må det. Det er problematisk, hvis politiet bare sådan kan beslutte sig for, at den kamp kan flyttes, især hvis man oven i købet også overlader til politiet at bestemme, hvornår kampen så skal afvikles, så det ikke er klubben, der kan få lov at vælge et nyt tidspunkt. Så vi er nødt til at få helt på det rene, hvad det er for nogle kriterier, der skal være opfyldt. Indtil da er vi fra konservativ side meget skeptiske over for det her.

Vi har set, at klubberne selv har håndteret det indtil nu. Klubberne har selv valgt at flytte spilletidspunkter. Klubberne har valgt at spille kampene nogle andre steder, man har besluttet, at kampene skal afvikles uden tilskuere, altså i det hele taget er den her klubverden selv meget optaget af at gøre noget ved problemerne, så vi er skeptiske over for det.

Til sidst vil jeg blot gentage, at under udvalgsbehandlingen vil vi stille spørgsmål til det med fotooptagelse. Vi står lidt uforstående over for, at lovforslaget er formuleret på den måde, at man kun kan optage foto af de folk, der kommer i registeret efter § 2, stk. 1, men ikke efter § 2, stk. 2. Det er sådan lidt uforståeligt, hvorfor man ikke kan tage foto af dem, der har udøvet vold mod politifolk. Det undrer vi os lidt over. Men samlet set synes vi, det er et udmærket forslag.

Tak til ordføreren. Så er det justitsministeren.

Tak for det, formand. Må jeg ikke starte med at sige stor tak til de partier, og det er jo mange, som i dag har været positive over for regeringens lovforslag. Det overordnede sigte er jo som sagt at sikre – for alle os, der godt kan lide at bruge lørdag og søndag på tilskuerpladserne på at se en god fodboldkamp – at det er en positiv oplevelse. Det skal være en god oplevelse, som rummer den stemning og den fest, som det selvfølgelig skal være at være tilskuer til en fodboldkamp.

Men vi har jo alle sammen været vidne til, at selv om langt, langt de fleste af tilskuerne opfører sig ordentligt og betragter det at gå til fodbold som det, det skal være, nemlig en fest, er der en lille hård kerne af uromagere, for hvem det at gå til fodbold desværre handler om andet end fodbold. Det er en hård kerne, som benytter det at gå til fodbold som et påskud til at lave ballade. Der var jo den erkendelse, at vi på den ene side skal sikre, at fodbold er en god oplevelse for tilskuerne – og for langt, langt de fleste af dem, der kommer på stadioner rundtomkring, er det og skal være en positiv oplevelse – men der er en hård kerne, som der på den anden side er behov for at sætte hårdere ind over for, fordi de udgør et problem, fordi de generer den gode fodboldoplevelse for alle andre. Det var det, der var enighed om mellem alle de centrale aktører i dansk fodbold, som jo står bag den handlingsplan, som ligger til grund for lovforslaget her i dag.

Vi aftalte i kredsen, at regeringen vil følge op med de nødvendige lovgivningsmæssige tiltag for at sikre, at både politiet og fodboldklubberne fremover får bedre muligheder for at skride effektivt ind over for denne lille gruppe, som vi taler om. Jeg synes, det forløb, vi har været igennem med aktørerne, som er Divisionsforeningen, DBU, Danske Fodbold Fanklubber, Rigspolitiet og selvfølgelig også Justitsministeriet, har været rigtig godt, og jeg synes, det vidner om, punkt 1, at der er en fælles erkendelse af, at der er et problem – det er et lille problem, men der er behov for at sætte mere effektivt ind over for det – samtidig med at vi, punkt 2, sikrer, at fodbold for den brede del af tilskuerne skal være og fortsat udvikles som en rigtig god oplevelse.

Lovforslaget indeholder som sagt en række hovedelementer: for det første ændringer af den eksisterende karantæneordning – det har været diskuteret i dag – en markant skærpet kurs over for personer, som er meddelt generelt karantæne, nye redskaber til politiet og også spørgsmålet om behandling af oplysninger om klubkarantæner. Det er selvfølgelig regeringens opfattelse, at gennemførelsen af de her nye regler vil være et både stort og vigtigt skridt i bekæmpelsen af uroligheder i forbindelse med fodboldkampe.

Endnu en gang synes jeg, der her fra Folketingets talerstol skal lyde en tak til alle, der har engageret sig i udviklingen af den her handleplan. Det har været et rigtig godt forløb, og jeg synes faktisk godt, vi kan være stolte over, at det er lykkedes at samle alle interessenter bag det her forslag, og at vi så at sige har en fælles bane at spille på, når det handler om at bekæmpe dem, for hvem fodbold ikke er det, det er for flertallet, nemlig en rigtig god oplevelse.

Tak for de positive bemærkninger. Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget i Folketingets Retsudvalg, hvor vi jo selvfølgelig står beredvilligt klar til besvarelse af spørgsmål, hvis der måtte være anledning hertil.

Der er allerede et par spørgsmål nu her. Først er det hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Når man læser bemærkningerne til lovforslaget, kan man se, at der er lagt en hel masse ind, før politiet kan meddele et påbud om at flytte en kamps spilletidspunkt. F.eks. står der:

»Det forudsættes, at der – inden der bliver tale om meddelelse af påbud – finder en dialog sted mellem politiet og den pågældende arrangør mv. med henblik på om muligt at nå til enighed om foranstaltninger til at imødegå den foreliggende risiko.

Som led i den løbende dialog op til begivenheden vil det desuden være naturligt, at politiet – i muligt omfang – drøfter de foreliggende oplysninger, som ligger til grund for politiets farevurdering, med arrangørerne.«

Som jeg læser det mellem linjerne, er der tale om, at Divisionsforeningen nødtvungent har accepteret, at politiet kan få den her mulighed, og så har man så forsøgt at dæmme op for skadevirkningerne. Kan justitsministeren fortælle noget nærmere om forhandlingsforløbet, og kan justitsministeren fortælle, om man vil være indstillet på at lade tingene fortsætte med at blive løst ad frivillighedens vej og ikke gribe til lovgivning eller i hvert fald vente med at gribe til lovgivning, til man har set, om det virkelig er nødvendigt? For det, der lægges op til, er et meget, meget indgribende skridt.

Ministeren.

De drøftelser, vi har haft med klubberne, DBU, fanklubberne og Rigspolitiet, har været rigtig konstruktive. Det kan man jo se ud af den handleplan, som ligger til grund for lovforslaget her. Det er jo rigtigt nok, som hr. Jan E. Jørgensen siger, at inden man kommer ud i så at sige den yderste konsekvens, hvor det kan være nødvendigt at flytte en kamp, så er der jo en hel trappestige af initiativer, som skal iværksættes. Det har været det, der har været enighed om i forbindelse med det her konkrete forslag. På den baggrund er der enighed om, at i yderste konsekvens og jo så også, som det fremhæves, i helt særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt at beskytte væsentlige samfundsmæssige interesser, herunder eksempelvis enkeltpersoners sikkerhed, vil politiet fremover kunne give påbud om flytning af afviklingstidspunktet for idrætsbegivenheder, som jo altså er omfattet af loven, som det hedder.

Bare så man forstår det, bliver der ikke givet en blankocheck til politiet her. Det er en trappestige, man skal op ad, og hvis vi så at sige kommer dertil, ja, så er det noget, den pågældende politikreds selvfølgelig skal forelægge for Rigspolitiet, således at det også indgår i betingelserne for det, så det – og det er jo også vigtigt at understrege – ikke bare vil være et lokalt skøn, men altså også et skøn, som vi er sikre på opfylder alle de foregående betingelser, som hr. Jan E. Jørgensen var så venlig at læse op før.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg er med på, at det ikke er en blankocheck, og at det ikke bare er den lokale politimester, der efter forgodtbefindende kan fastsætte et kamptidspunkt, som han nu synes er passende. Det er jeg med på. Jeg har læst bemærkningerne. Jeg stillede sådan set et spørgsmål til justitsministeren. Jeg spurgte justitsministeren, om han ville være villig til at gå ind i en drøftelse af, om det virkelig er nødvendigt at lovgive på det her område, eller om vi kan klare os med frivillige aftaler fremover.

Ministeren.

Jeg tror sådan set, at vi alle sammen har en eller anden forhåbning om, at de her nye redskaber, som ligger, inden så at sige det ultimative træder i kraft, vil være nok og vil virke. Men som sagt er det en handleplan, der er aftalt. Der er enighed om den. På de betingelser, som ligger til grund for den her del af forslaget, så er vi fra regeringens side trygge ved, at det er et instrument, som man både lokalt og i dialog med Rigspolitiet og i øvrigt med klubberne, skal vi huske, kan finde ud af at anvende. Der er enighed i kredsen om det, og jeg synes, at det er en vigtig brik i det meget store forslag, som regeringen har fremsat i dag.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg vil spørge justitsministeren om det forslag, som kom fra formanden for DBU's etiske udvalg, Per Larsen, i forbindelse med Folketingets hooligankonference, hvor han foreslog, at man indførte skærpede straffemuligheder med bøde, måske fængsel, over for dem, der fyrer romerlys af i forbindelse med kampene. I Dansk Folkeparti synes vi, det er ekstremt vigtigt, at dem, der virkelig laver den rigtig alvorlige ballade, hvor der også er risiko for personskade på andre, mærker, at det vil vi ikke finde os i. For på den måde kan man jo opdrage de pågældende og komme de rigtig mange, det kæmpestore flertal af fodboldtilhængere, som bare vil se en fodboldkamp uden ballade, til undsætning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge justitsministeren, om vi kan forvente, at der sker noget på den front, eller der ikke kommer til at ske noget.

Ministeren.

Som sagt skærper vi betingelserne vedrørende optagelse i karantæneregisteret – så at sige – og de udvidelser, der ligger her, vedrører også det her område. Ser man på DBU's interne regelsæt, bl.a. et cirkulære om sikkerhed og orden på fodboldstadion, som klubberne tager udgangspunkt i ved fastsættelsen af de interne sikkerhedsregler, de har, ja, så fremgår det heraf, at det er forbudt at besidde eller anvende den form for artikler, som er omfattet af lov om fyrværkeri. Så det er sådan set allerede forbudt, og derfor har de skærpelser, vi laver, selvfølgelig også effekt på det her.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg er med på, at det allerede er forbudt, og det er i virkeligheden derfor, at der kan være et problem, for det sker så alligevel, at der bliver bragt romerlys og andre genstande, der bruges som kasteskyts, ind mod banen med den risiko, det så også medfører for dem, der er tilskuere til kampene, for ikke at sige spillerne. Og det, at det er forbudt i dag, kunne jo netop tale for, er man så strammer skruen over for dem, der gør det.

Jeg er så med på, at det nye register bliver mere omfattende, og at karantæneordningen bliver udvidet, men det ændrer jo ikke ved, at vi har nogle, der måske bevidst forbryder sig mod de her ting og altså så kan komme ud af det med den samme straf – og det vil så sige stort set manglende straf – som vi har i dag, og hvorom DBU's repræsentant sagde, at det kunne være en idé at løfte det niveau. Det ændrer jo ikke ved det, og det er derfor, jeg spørger justitsministeren, om regeringen så vil komme med et ændringsforslag til sit eget forslag, der får kigget på det. For det er da vigtigt, at vi hører på, hvad repræsentanter for DBU, der trods alt arbejder med det her i det daglige, siger.

Ministeren.

Det er ikke regeringens indstilling, at vi skal komme med et ændringsforslag til vores eget forslag, al den stund vi har brugt ret lang tid på bl.a. at tale med DBU om det her, og deres melding er den, at de vurderer, at den handleplan er den rigtige ramme. Det er jo sådan, at med handleplanen kan politiet jo også ud over det, de kan med den sikkerhedsmæssige indretning, stille krav om den sikkerhedsmæssige afvikling, altså eksempelvis spørgsmålet om antallet af kontrollører til at sætte ind, hvis man ved, at der til bestemte kampe typisk vil være problemer med fyrværkeri.

Så politiet får muligheder, men det vigtige er, at det selvfølgelig foregår i tæt dialog med klubberne. Det er dem, der ved, hvor problemerne er, og det er ligesom det, der har været det centrale i tilblivelsen af den her plan, hvor der skærpes, også ret kraftigt, på nogle områder for at målrette indsatsen mod dem, som vi ved har et andet formål med at gå til fodboldkamp end at se fodbold, nemlig vold og uro og slagsmål.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jamen hr. Jan E. Jørgensen har tidligere rost ministeren for dele af det her lovforslag og den proces, der har været med Divisionsforeningen og andre, og da det sker så sjældent, at vi har noget at rose ministeren for, så vil jeg da godt gentage rosen. Det skal ministeren vide: Vi synes faktisk, det er et fornuftigt stykke arbejde, der er blevet lavet her, med undtagelse af det punkt, som hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre spurgte ind til tidligere, nemlig det her med hjemmel til i særlige situationer at kunne bestemme kamptidspunktet.

Der vil jeg godt spørge ministeren om præcis det samme, som hr. Jan E. Jørgensen spurgte om, nemlig: Er ministeren indstillet på at diskutere, om det nu er nødvendigt at have den hjemmel? For hvis man kan løse det ad frivillighedens vej – og det har man jo kunnet, siden den dialog startede, som ministeren selv tog initiativ til – er det så ikke bedre, at vi ligesom gør det, altså ad frivillighedens vej? Så undgår vi at lovgive på et område, som jo godt nok i øjeblikket er snævert, men som man senere kan forestille sig kan rulles ud og vise sig at være en glidebane. Vil ministeren ikke overveje, om det nu helt er nødvendigt at have sådan en bemyndigelse i den her lov?

Ministeren.

Den plan, som ligger til grund for lovforslaget her, er jo selvfølgelig et samlet hele. Det punkt har også været diskuteret i de drøftelser, der har været med Divisionsforeningen og DBU, og på baggrund af bemærkningerne til lovforslaget, hvor det altså fremgår, at det her er noget, der kan komme på tale i yderste konsekvens, hvor der er tale om helt særlige tilfælde, og hvor det kan være nødvendigt eksempelvis af hensyn til, som det hedder, at beskytte væsentlige samfundsinteresser – det er det niveau, vi er på – er der enighed om, at inden vi når dertil, er der en hel række andre trin på stigen, som skal betrædes, og en intensiv dialog, som skal tages. Og når vi så dertil, ja, så er det ikke en lokal afgørelse. Så skal den op at vende hos Rigspolitiet, således at man også får det perspektiv med, nemlig at sikre, at de foregående trin så at sige er gennemarbejdet. Så på den baggrund mener regeringen selvfølgelig, at forslaget er ganske udmærket, og det er noget, som er aftalt i tæt dialog med interessenterne, herunder jo DBU og Divisionsforeningen.

Hr. Karsten Lauritzen.

Det er selvfølgelig rigtigt, og sådan er det jo, når man har en dialog; så har Divisionsforeningen en mulighed for at hive visse ting ud, og nogle ting må man så leve med er der. Og noget tyder på, at det her har været et kardinalpunkt for ministeren. Jeg har i hvert fald noteret mig, at justitsministeren meldte ud på et meget tidligt tidspunkt, at det her var noget, regeringen ville skubbe på. Og der vil jeg godt sige til justitsministeren, at hvis grunden til, at man stadig væk har det med, på trods af der egentlig ikke er behov for det, er, at man frygter at blive anklaget for løftebrud, så vil jeg godt sige, at på det her område vil vi ikke klandre regeringen for ikke at have gjort det, man har sagt tidligere. Der synes Venstre sådan set, det ville være fornuftigt af regeringen at sige: Vi har truet med det her, og det har vist sig, at man har fundet ud af det ad frivillighedens vej. Den løsning vælger vi at stole på indtil videre, vi behøver ikke at lovgive. Og så kan jeg godt fortælle justitsministeren, at hvis man på et senere tidspunkt skulle finde ud af, at der alligevel var behov for det, så vil Venstre gerne lægge stemmer til det her forslag. Men vi forstår ikke rigtig, hvorfor ministeren ikke vil være med til at lade det her vente og bare lade foreningerne ordne det her selv. Det har de netop vist at kunne efter noget politisk pres.

Ministeren.

Det, der har været vigtigt for regeringen, er for det første at sikre, at det, der skal ske nu på det her område, foregår i enighed med de aktører, der er. Det er derfor, vi har brugt meget god tid på at tage en diskussion om, hvad problemerne er. Vi er interesseret i, at en fodboldkamp skal være en fest og en fornøjelig dag for alle de mange, mange tusind som sidder rundt omkring på tilskuerpladserne.

Men der er en hård kerne, for hvem det at gå til fodbold som sagt handler om noget andet. Dem skal vi have bedre fat i kraven på så at sige. Derfor får både klubberne og politiet bedre muligheder for at gøre det. Politiet får værktøjer, og klubberne får jo også i forhold til deres egne karantæneregistre bedre muligheder for udveksling af oplysninger. Alt sammen med det formål at få et skærpet fokus på dem, der er problemet, og så at sige skåne dem, som ikke er problemet, og som vil have, at fodbold skal være en fest. Den aftale, vi har lavet, er udmøntet i det her lovforslag, og der skal også i det være en sidste udvej: Hvis der er væsentlige samfundsinteresser på spil – det er det niveau, vi taler om – er det aftalt, at så kan politiet give påbud om at flytte en kamp. Men det er det niveau, vi taler om, og derfor vil jeg da bare opfordre Venstre til lige igen at læse, hvad der rent faktisk står i lovforslaget, for så tror jeg, at man vil blive betrygget; vi taler om et ret højt niveau for risiko i forbindelse med en sådan kamp.

Tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.