L 21 Forslag til lov om ændring af lov om fleksydelse.

(Forhøjelse af fleksydelsesalder, forkortelse af fleksydelsesperiode og tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 21-11-2011

Fremsat den 21. november 2011 af beskæftigelsesministeren

20111_l21_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 21. november 2011 af beskæftigelsesministeren

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fleksydelse

(Forhøjelse af fleksydelsesalder, forkortelse af fleksydelsesperiode og tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag m.v.)

§ 1

I lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 871 af 6. juli 2007, som ændret ved bl.a. § 2 i lov nr. 108 af 26. februar 2008, og senest ved § 3 i lov nr. 1540 af 21. december 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 1 a, affattes således:

 »1 a. Fleksydelsesalderen er 60 år.

Stk. 2. Fleksydelsesalderen er dog

1) 60½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954,

2) 61 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954,

3) 61½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955,

4) 62 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955,

5) 62½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956,

6) 63 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958,

7) 63½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959, og

8) 64 år for personer, der er født efter den 30. juni 1959, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For personer, der er født efter den 31. december 1962, er fleksydelsesalderen 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.«

2. § 3 a, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 3-6.

3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En person, som i 2012 har fået udbetalt fleksydelsesbidrag eller efterlønsbidrag kontant og skattefrit, kan ikke tilmeldes fleksydelsesordningen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4. § 17, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Fleksydelsen udgør et beløb, der svarer til dagpengenes højeste beløb beregnet på årsbasis, jf. lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 7 og 8.«

5. I § 17, stk. 2, indsættes efter »stk. 1«: »og stk. 7 og 8«.

6. I § 17, indsættes som stk. 7 og 8:

»Stk. 7. En person, der er født før den 1. januar 1956, kan få fleksydelse med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lov om sygedagpenge. Beløbet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 12.

Stk. 8. En person, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1959, kan få fleksydelse med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lov om sygedagpenge. Beløbet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 12. Fleksydelse kan dog udbetales efter stk. 1, hvis personen udskyder overgangen til fleksydelse til højst 3 år før folkepensionsalderen.«

7. § 18 affattes således:

»§ 18. For personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, foretages der nedsættelse af fleksydelsen på grund af pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra c-f. Reglerne gælder også for opsparing af Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger.

Stk. 2. Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. og 2. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder kort før det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1a. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren. Reglerne om redegørelse for indeholdelse efter skattekontrollovens § 8 B, stk. 1 og 2, § 8 F, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til kommunerne.

Stk. 3. Ved behandling af ansøgningen om fleksydelse opgør kommunen den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger på tidspunktet, umiddelbart før personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Opgørelsen foretages på grundlag af oplysninger, jf. stk. 2, om de i stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af ansøgeren om værdien af pensionsopsparingen umiddelbart før det tidspunkt, personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a af de i stk. 1, 3. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyses en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Ansøgeren har endvidere pligt til over for kommunen at erklære, om oplysningerne, der er indberettet efter stk. 2, er fyldestgørende.

Stk. 4. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger foretages nedsættelsen med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner kommunen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Fleksydelsen nedsættes i hele fleksydelsesperioden med 80 pct. af de beregnede beløb, jf. dog stk. 10. Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i fleksydelsesperioden, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. For alle, der overgår til fleksydelse, medfører løbende udbetaling af pension (inklusiv tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af fleksydelsen fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden. Nedsættelsen sker med 64 pct. af det udbetalte pensionsbeløb, jf. dog stk. 11.

Stk. 6. En person, der overgår til fleksydelse, og som efter det tidspunkt, personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a, indbetaler på en pensionsordning omfattet af § 15 A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 4. Kommunen foretager omberegningen efter stk. 4 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af stk. 10.

Stk. 7. Ved indbetaling på en pensionsordning omfattet af § 15 A i pensionsbeskatningsloven efter det tidspunkt, personen har nået fleksydelsesalderen, jf. § 1a, har pensionsinstitutter m.v., jf. stk. 2, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til det tidspunkt, hvor retten til fleksydelse ophører, jf. § 22, stk. 2. Principperne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personen har en tilsvarende pligt til over for kommunen at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.

Stk. 8. Pensionsopgørelsen efter stk. 2-7 og stk. 10 tillægges pensionsbeløb, som i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår er udbetalt efter personens 60. år, men inden fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Reglerne i stk. 2-7 og stk. 10 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9. Reglerne i stk. 8, finder ikke anvendelse for udbetaling af pension, i det omfang pensionen har medført fradrag i udbetalt ledighedsydelse, arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

Stk. 10. For personer, der er født før den 1. januar 1956, nedsættes fleksydelsen for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt. og stk. 2, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner kommunen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Fleksydelsen nedsættes i hele fleksydelsesperioden med 60 pct. af det beregnede beløb, der overstiger et fradragsbeløb på 14.200 kr. (2012-niveau). Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i fleksydelsesperioden, jf. dog stk. 11.

Stk. 11. For personer, der er født før den 1. januar 1956, som overgår til fleksydelse, medfører løbende udbetaling af pension (inklusiv tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af fleksydelsen fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden. Nedsættelsen sker med 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb.

Stk. 12. Det fradragsbeløb, der er nævnt i stk. 10, reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2013, og beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 100.

Stk. 13. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om beregningsforudsætninger med hensyn til nedsættelse af fleksydelse på grund af pensionsopsparing.«

8. § 39 a ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2012.

§ 3

Stk. 1. En person, som har indbetalt fleksydelsesbidrag, der ikke tidligere er tilbagebetalt kontant eller til en pensionsopsparing, jf. § 31 i lov om fleksydelse, har ret til at få fleksydelsesbidraget udbetalt kontant. Det er en betingelse for udbetaling, at

1) personen ikke har nået fleksydelsesalderen, jf. § 1 a i lov om fleksydelse,

2) personen skriftligt fravælger fleksydelsesordningen, og

3) kommunen har modtaget en skriftlig anmodning om udbetaling fra personen i perioden fra 2. april 2012 til 1. oktober 2012.

Stk. 2. Aftaler om overdragelse af retten til indbetalte fleksydelsesbidrag er ugyldige, ligesom indbetalte bidrag ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.

Stk. 3. Ved opgørelse af beløbet finder § 32, stk. 1, 1. pkt., i lov om fleksydelse tilsvarende anvendelse. Beløbet opgøres på grundlag af sygedagpengenes størrelse i 2012.

Stk. 4. Fleksydelsesbidrag, betalt for en periode til og med den 15. maj 2011, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når bidragene udbetales kontant efter stk. 1. Bidrag, der er indbetalt for perioden efter den 15. maj 2011 medregnes ikke ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, dog skal der svares en afgift på 30 pct. af den kontante udbetaling efter stk. 1. Pensionsbeskatningslovens § 49 B, stk. 6-9, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Kommunen skal informere de personer, som kommunen har registreret med indbetalte fleksydelsesbidrag, om ændringerne i fleksydelsesordningen, jf. denne lovs § 1, nr. 1, 3, 4, 6, og 7, og om muligheden for at få bidraget udbetalt efter denne bestemmelse.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om ansøgning om udbetaling af bidraget efter denne bestemmelse.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om kommunens vejledning efter denne bestemmelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning
2. Lovforslagets hovedindhold
 
2.1. Fremrykning af forhøjelsen af fleksydelsesalderen og forkortelse af fleksydelsesperioden
  
2.1.1. Gældende ret
  
2.1.2. Lovforslagets hovedindhold
 
2.2. Forhøjelse af fleksydelsen
  
2.2.1. Gældende ret
  
2.2.2. Lovforslagets indhold
 
2.3. Skærpet pensionsmodregning
  
2.3.1. Gældende ret
  
2.3.2. Lovforslagets indhold
 
2.4. Kontant og skattefri tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
  
2.4.1. Kontant udbetaling af fleksydelsesbidrag
  
2.4.1.1. Gældende ret
  
2.4.1.2. Lovforslagets indhold
  
2.4.2. Beskatning af kontant tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
  
2.4.2.1. Gældende ret
  
2.4.2.2. Lovforslagets indhold
 
2.5. Justering af fortrydelsesordningen
  
2.5.1. Gældende ret
  
2.5.1. Lovforslagets indhold
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
 
3.1. Gradvis forhøjelse af fleksydelsesalder og en 3-årig fleksydelsesperiode
 
3.2. Tilbagebetaling af indbetalt fleksydelsesbidrag
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema


1. Indledning

Lovforslaget udmønter aftalen af 13. maj 2011 om senere tilbagetrækning, som Venstre og Det Konservative Folkeparti har indgået med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Lovforslaget indeholder en femårig fremrykning af forhøjelse af fleksydelsesalderen, en afkortning af fleksydelsesperioden fra fem til tre år, en forhøjelse af fleksydelsessatsen fra 91 pct. til 100 pct. af dagpengesatsen og en øget nedsættelse af fleksydelsessatsen på grund af pensioner.

Følgende fremgår af aftalen om senere tilbagetrækning:

"Fleksydelsesordningen giver personer ansat i fleksjob mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på samme vilkår som personer, der betaler til efterlønsordningen. For at fastholde princippet om, at fleksydelsesordningen følger efterlønsordningen, vil der fremover være mulighed for fleksydelse i 3 år og på vilkår, som i øvrigt svarer til ændringerne i efterlønsordningen (dog er der på fleksydelsesordningen fortsat ikke mulighed for optjening af skattefri præmie). Dermed har personer i fleksjob samme tilbagetrækningsmuligheder som andre."

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.), forslag til lov om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder og seniorførtidspension m.v.) og forslag til lov om ændring af lov om delpension (Forhøjelse af delpensionsalder og forkortelse af delpensionsperiode m.v.).

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Fremrykning af forhøjelsen af fleksydelsesalderen og forkortelse af fleksydelsesperioden

2.1.1. Gældende ret

Efter den gældende lovs § 1 a er fleksydelsesalderen 60 år. Som led i Velfærdsaftalen fra 2006 blev fleksydelsesalderen i lighed med efterlønsalderen forhøjet med ½ år ad gangen i årene 2019, 2020, 2021 og 2022, således at fleksydelsesalderen er

- 60½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959,

- 61 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1959 til og med den 31. december 1959,

- 61½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1960 til og med den 30. juni 1960, og

- 62 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 31. december 1962.



For personer, der er født efter den 31. december 1962, kan fleksydelsesalderen blive højere end 62 år.

Folkepensionsalderen blev tilsvarende forhøjet således, at fleksydelsesperioden bevares på 5 år.

Samtidig med forhøjelsen af fleksydelsesalderen og folkepensionsalderen er der indført en indekseringsordning således, at tilbagetrækningsalderen på længere sigt følger den stigende levealder. Indekseringsordningen betyder, at fleksydelsesalderen - og folkepensionsalderen - kan forhøjes. Det sker, hvis den gennemsnitlige levetid for de 60-årige i de seneste 2 år overstiger levetiden på 81,4 år i 2004-2005. Danmarks Statistiks opgørelse af levetiden lægges til grund ved opgørelsen. Levetiden opgøres som et simpelt gennemsnit for mænd og kvinder.

Fleksydelsesalderen fastsættes på samme måde som efterlønsalderen til levetiden for 60-årige i de seneste 2 år tillagt en forudsat stigning i levetiden på 0,6 år og fratrukket en forudsat fleksydelses- og folkepensionsperiode på 19,5 år. Den beregnede fleksydelsesalder afrundes til nærmeste halve år, således at et resultat på fx 62,7 år afrundes til 62,5 år, mens et resultat på fx 62,8 år afrundes til 63 år.

Følgen vil kunne blive, at fleksydelsesalderen skal fastholdes, at den skal stige med et halvt år, eller at den skal stige med et helt år, der foreslås at være den højst mulige forhøjelse ved den enkelte regulering.

I 2015 og herefter hvert 5. år beregnes, om fleksydelsesalderen og folkepensionsalderen skal forhøjes for personer, der er født efter den 31. december 1962. Den eventuelle forhøjelse af fleksydelsesalderen sker med virkning pr. den 1. januar i kalenderåret 10 år efter det år, hvori fleksydelsesalderen reguleres. Det betyder, at fleksydelsesalderen vil kunne stige igen i 2025 og folkepensionsalderen i 2030, hvis levetiden er steget yderligere i forhold til 2004-2005. Er der ikke sket en stigning i levetiden, fastholdes fleksydelsesalderen på 62 år og folkepensionsalderen på 67 år.

Efter de gældende regler skal ændring af fleksydelsesalder ske ved, at beskæftigelsesministeren fremsætter lovforslag om revision af lovens § 1 a, jf. lovens § 39 a.

2.1.2. Lovforslagets indhold

På samme måde som i efterlønsordningen foreslås, at forhøjelsen af fleksydelsesalderen rykkes frem med 5 år således, at fleksydelsesalderen forhøjes med ½ år ad gangen i årene 2014, 2015, 2016 og 2017. Det betyder, at fleksydelsesalderen bliver

- 60½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954,

- 61 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954,

- 61½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955, og

- 62 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955.



Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder og seniorførtidspension m.v.), der blandt andet indeholder en tilsvarende fremrykning af forhøjelsen af folkepensionsalderen. For personer, der er født før 1956, bevares fleksydelsesperioden således på 5 år.

Det foreslås også, at fleksydelsesalderen forhøjes gradvis for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere således, at fleksydelsesalderen bliver

- 62½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956,

- 63 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958,

- 63½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959, og

- 64 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1959 til og med den 31. december 1962.



For personer, der er født i perioden den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1962 er folkepensionsalderen 67 år. Den gradvise forhøjelse af fleksydelsesalderen betyder, at fleksydelsesperioden gradvis forkortes, indtil den er 3 år for personer, der er født efter den 30. juni 1959.

Det foreslås, at der i fleksydelsesordningen ikke fastsættes særlige indekseringsregler for ændring af fleksydelsesalderen, men at fleksydelsesalderen fastsættes til at være tre år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension. Ændring af fleksydelsesalderen sker således som en konsekvens af indekseringsreglerne for folkepensionsalderen, som er fastsat i lov om social pension.

Efter indekseringsbestemmelsen i lov om social pension skal det første gang i 2015 og herefter hvert 5. år beregnes, om folkepensionsalderen skal forhøjes for personer, der er født efter den 31. december 1962. I det omfang folkepensionsalderen skal ændres, fastsættes ændringen med virkning pr. den 1. januar i kalenderåret 15 år efter det år, hvori ændringen fastsættes. Da personer født efter den 31. december 1962 vil have en 3-årig fleksydelsesperiode, vil en ændring af fleksydelsesalderen ske med virkning per den 1. januar i kalenderåret 12 år efter det år, hvori ændringen af folkepensionsalderen fastsættes.

Det betyder, at fleksydelsesalderen vil kunne stige igen i 2027 og folkepensionsalderen i 2030, hvis levetiden er steget yderligere i forhold til i 2004-2005. Er der ikke sket en stigning i levetiden, fastholdes fleksydelsesalderen på 64 år og folkepensionsalderen på 67 år.

Fremover vil der ikke være en særskilt indeksering af fleksydelsesalderen i loven, og fleksydelsesalderen vil i stedet blive ændret som følge af ændringer i folkepensionsalderen. Som konsekvens heraf er der ikke længere behov for bestemmelsen i lovens § 39 a, som pålægger beskæftigelsesministeren i 2015 at fremsætte lovforslag om revision af lovens § 1 a. Det foreslås derfor at ophæve § 39 a, i loven.

Personer, der er født før den 1. januar 1954, bliver ikke berørt af fremrykningen af forhøjelsen af fleksydelsesalderen eller af forkortelsen af fleksydelsesperioden. For de årgange bevares fleksydelsesalderen på 60 år og fleksydelsesperioden bevares på 5 år. Der sker ligeledes ikke ændringer i fleksydelsesalderen og fleksydelsesperioden for personer, der allerede er gået på fleksydelse.

2.2 Forhøjelse af fleksydelsen

2.2.1 Gældende ret

Efter gældende regler kan fleksydelse udbetales i op til fem år. Fleksydelsen udbetales med et beløb, der højst svarer til 91 pct. af højeste dagpengesats beregnet på årsbasis, jf. lov om sygedagpenge. Fleksydelsen kan ikke overstige et beløb, der svarer til den indtægt, som personen i gennemsnit har haft i de sidste 12 måneder før overgangen til fleksydelse. De indtægter, der kan danne grundlag for beregning af fleksydelse er udtømmende angivet i lovens § 17, stk. 2, og kan fx være lønindtægt i fleksjob, ledighedsydelse, sygedagpenge eller kontanthjælp.

Der er i fleksydelsesordningen ikke mulighed for at opnå gunstigere vilkår, fx fleksydelse med en sats, der svarer til 100 pct. af dagpengenes højeste beløb, ved at udskyde overgangen til fleksydelse, således som personer i efterlønsordningen har mulighed for.

2.2.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at en person får ret til at få udbetalt fleksydelse med et beløb, der svarer til dagpengenes højeste beløb. Fleksydelsen vil dog fortsat ikke kunne overstige et beløb, der svarer til den indtægt, som personen i gennemsnit har haft i de sidste 12 måneder før overgangen til fleksydelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om skærpelse af nedsættelsen af fleksydelsen for pensionsopsparinger. Forslaget svarer til de ændringer i efterlønnens størrelse, der er foreslået i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.).

Der indføres en overgangsregel for personer, der er født i perioden den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1959. Disse personer kan opnå fleksydelse svarende til dagpengenes højeste beløb ved at vælge at udskyde overgangen til fleksydelse til 3 år eller mindre før folkepensionsalderen.

Ved overgang til fleksydelse tidligere end 3 år før folkepensionsalderen, udbetales fleksydelsen med et beløb, der svarer til 91 pct. af højeste dagpenge i hele fleksydelsesperioden.

Personer, der er født før den 1. januar 1956, bliver ikke berørt af ændringen og vil således få beregnet fleksydelse efter de gældende regler, hvor fleksydelse højst kan udbetales med et beløb, der svarer til 91 pct. af højeste dagpengesats.

2.3. Skærpet pensionsmodregning

2.3.1. Gældende ret

Efter de gældende regler bliver fleksydelsen som udgangspunkt sat ned, hvis personen har alderspensioner. Opsparing i Arbejdsmarkedets Tillægspension, samt pensionsordninger, som er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra c-f, (invalidepension, ægtefælle- eller samleverpension og børnepension) medfører dog ikke fradrag i fleksydelsen.

Alle alderspensionsordninger påvirker fleksydelsen, uanset om de kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden eller senere.

Ved beregningen af nedsættelse af fleksydelsen sondres mellem

- pensionsordninger med løbende livsvarig udbetaling, fx privat oprettet livrente eller pensionsordning, der er led i ansættelsesforhold, som ikke udbetales i fleksydelsesperioden,

- andre pensionsordninger, fx kapitalpension, privat oprettet ratepension, opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond m.v., og

- pensionsordninger, der er led i et ansættelsesforhold (arbejdsmarkedspensioner), som udbetales løbende i fleksydelsesperioden.



Efter de gældende regler tages der ved beregning af nedsættelsen af fleksydelsen udgangspunkt i et beregningsgrundlag opgjort ved fleksydelsesalderen for den enkelte pensionsordning. For pensionsordninger med livsvarig løbende udbetaling er beregningsgrundlaget et beløb, der svarer til 80 pct. af pensionstilsagnet, dvs. en beregnet udbetaling fra pensionsordningen. For andre pensionsordninger er beregningsgrundlaget et beløb, der svarer til 5 pct. af pensionsordningens depotværdi. Nedsættelsen af fleksydelsen sker med et beløb, der svarer til 60 pct. af den del af beregningsgrundlagene, der overstiger et fælles bundfradrag på 14.200 kr. (2012-niveau).

En arbejdsmarkedspension, der udbetales med en løbende ydelse i fleksydelsesperioden, medfører nedsættelse med et beløb, der svarer til 50 pct. af det løbende udbetalte beløb (uden bundfradrag).

Eksempel:

En person har ret til højeste fleksydelsessats på 186.444 kr. (2012-niveau). Personen har en kapitalpension på 350.000 kr., en privat oprettet pensionsordning med en løbende livsvarig ydelse på 20.000 kr. og en arbejdsmarkedspension, der løbende udbetales i fleksydelsesperioden med et årligt beløb på 15.000 kr. Fradraget i fleksydelsen for pensionsordningerne er herefter:

Årlig fleksydelse før fradrag for pensioner
186.444 kr.
5 pct. af kapitalpensionen på 350.000 kr. =
17.500 kr.
80 pct. af den private pensionsordning med livsvarig løbende ydelse på 20.000 kr. =
16.000 kr.
Samlet beregningsgrundlag
33.500 kr.
Bundfradrag
- 14.200 kr.
Beløb, der overstiger bundfradraget
19.300 kr.
Nedsættelsen af fleksydelsen (60 pct. af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger bundfradraget)
11.580 kr.
Nedsættelse af fleksydelsen 50 pct. af løbende udbetalt arbejdsmarkedspension på 15.000 kr.
7.500 kr.
Samlet fradrag
19.080 kr.
Årlig fleksydelse efter fradrag for pensioner
167.364 kr.


Som led i Velfærdsaftalen fra 2006, som indebar en forhøjelse af fleksydelsesalderen, blev den gældende lovs § 18, stk. 9, indført om opgørelse af og nedsættelse af fleksydelsen for skattebegunstigede pensionsordninger, der udbetales mellem det fyldte 60. år og fleks­ydelsesalderen.

Efter lovens § 18, stk. 9, skal der i pensionsopgørelsen ved fleksydelsesalderen medregnes pensionsbeløb, som er udbetalt i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår efter det 60. år, men inden fleksydelsesalderen. Pengeinstitutter m.v. har pligt til at oplyse om udbetalinger fra sådanne pensioner i forbindelse med indberetningen af pensionsformuen ved fleksydelsesalderen. Reglerne om opgørelse af pensionsformuen, indberetning, beregning af nedsættelse finder i øvrigt anvendelse.

Udbetaling fra pensionsordninger som nævnt i lovens § 18, stk. 9, mellem det 60. år og fleksydelsesalderen, som har medført fradrag i udbetalt ledighedsydelse, arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp skal ikke indgå i pensionsopgørelsen.

Baggrunden for bestemmelsen er, at man ikke skal kunne undgå nedsættelse af fleksydelsen ved at hæve pensionsordningen, som udbetales i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår, efter 60-års-dagen, men før overgangen til fleksydelse. Indbetalinger og rentetilskrivninger efter 60-års-dagen vil også medføre nedsættelse, fordi pensionsformuen bliver indberettet umiddelbart før den forhøjede fleksydelsesalder.

2.3.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at skærpe nedsættelsen af fleksydelsen for pensioner i overensstemmelse med ændringerne vedrørende efterlønsordningen. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om forhøjelse af fleksydelsessatsen, jf. § 1, nr. 3, i lovforslaget og har til formål at give fleksydelsesordningen en stærkere social profil.

Det foreslås således, at nedsættelsen af fleksydelsen for pensioner, der er privattegnede med livsvarige ydelser samt arbejdsmarkedspensioner, der ikke udbetales i fleksydelsesperioden, hæves fra et beløb, der svarer til 60 pct. af pensionernes beregningsgrundlag til et beløb, der svarer til 80 pct. af pensionernes beregningsgrundlag. Det foreslås, at der for alle andre pensioner, fx kapitalpensioner, ratepensioner, indekskontrakter og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, sker en tilsvarende yderligere nedsættelse af fleksydelsen.

Det foreslås også at fjerne retten til det bundfradrag, der i dag kan gøre beregningsgrundlaget mindre, inden nedsættelsen af fleksydelsen beregnes på baggrund af beregningsgrundlaget.

Det foreslås videre, at nedsættelse af fleksydelsen for arbejdsmarkedspensioner, der udbetales løbende i fleksydelsesperioden, skærpes parallelt med den yderligere nedsættelse for øvrige pensioner. Det indebærer, at disse pensioner nedsætter fleksydelsen med et beløb, der svarer til 64 pct. af den løbende udbetalte pension.

Eksempel:

En person overgår til fleksydelse ved fleksydelsesalderen og har før fradrag for pensionsopsparinger ret til en fleksydelse på 204.876 kr. (2012-niveau). Personen har en kapitalpension på 350.000 kr., en privat oprettet pensionsordning med en løbende livsvarig ydelse på 20.000 kr. og en arbejdsmarkedspension, der løbende udbetales i fleksydelsesperioden med et årligt beløb på 15.000 kr. Fradraget i fleksydelsen for pensionsordningerne er herefter:

Årlig fleksydelse før modregning for pensioner
204.876 kr.
5 pct. af kapitalpensionen på 350.000 kr. =
17.500 kr.
80 pct. af den private pensionsordning med livsvarig løbende ydelse på 20.000 kr. =
16.000 kr.
Samlet beregningsgrundlag
33.500 kr.
Nedsættelsen af fleksydelsen (80 pct. af beregningsgrundlaget)
26.800 kr.
Nedsættelse af fleksydelsen 64 pct. af løbende udbetalt arbejdsmarkedspension på 15.000 kr.
9.600 kr.
Samlet fradrag
36.400 kr.
Årlig fleksydelse efter fradrag for pensioner
168.476 kr.


Angående udbetaling af pensionsopsparing uden forhøjet afgift, før personen når fleksydelsesalderen, fremgår det af aftalen om senere tilbagetrækning, at

"der fortsat skal være mulighed for at ophæve eller begynde udbetalingen fra pensionsordninger fem år før, man når folkepensionsalderen, uden at man skal betale afgiften på 60 pct. De ordninger, der oprettes fremover, skal således kunne udbetales uden ekstra skat op til fem år før folkepensionsalderen. Det skal sikres, at pensionsudbetalinger, som sker før efterlønsalderen, ikke medfører lavere modregning i efterlønnen.... Alle pensionsordninger, der er tegnet efter 2006, skal ikke stilles ringere for så vidt angår udbetalingstidspunktet end under gældende regler. Disse forhold gælder både arbejdsmarkedspensioner, tjenestemandspensioner og privattegnede pensionsordninger."

Den situation, der henvises til i aftalen om senere tilbagetrækning, vil kunne finde sted, når fleksydelsesperioden forkortes til mindre end fem år, dvs. for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere.

Det fradrag, der foretages efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 9, for skattebegunstigede pensionsordninger, der udbetales mellem det fyldte 60. år og fleksydelsesalderen, vurderes også at kunne dække situationer, hvor en person får udbetaling fra en pensionsordning på et tidspunkt mellem fem år før folkepensionsalderen og fleksydelsesalderen. Der foretages således ikke materielle ændringer i den gældende 18, stk. 9, ud over de konsekvensændringer som følger af de øvrige ændringer af § 18.

2.4. Kontant og skattefri tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag

2.4.1. Kontant udbetaling af fleksydelsesbidrag

2.4.1.1. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i § 31 kan en person skriftligt fravælge muligheden for at modtage fleks­ydelse og få det indbetalte fleksydelsesbidrag tilbagebetalt, inden retten til fleksydelse ophører. Fleksydelsesbidraget bliver som udgangspunkt overført til en pensionsordning, som er omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1.

I særlige tilfælde kan personen få bidraget udbetalt kontant ved skriftligt fravalg af fleksydelsen. Det gælder, hvis tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger 7 gange højeste sygedagpengesats, hvis personen får tilkendt førtidspension, hvis personen emigrerer eller, hvis personen har nået fleksydelsesalderen. Derudover udbetales fleksydelsesbidraget kontant, når en person har nået folkepensionsalderen uden at have fået fleksydelse. Beskatningen af fleksydelsesbidraget, som følger reglerne i pensionsbeskatningsloven § 49 B, indebærer, at en person, som har nået fleksydelsesalderen, anmoder om og opfylder betingelserne for at få fleksydelsesbidraget udbetalt kontant, skal betale skat af tilbagebetalingsbeløbet. Fleks­­ydelsesbidrag udbetalt kontant ved folkepensionsalderen er også skattepligtigt. En person, der får tilbagebetalt sine fleksydelsesbidrag i forbindelse med tilkendelse af førtidspension, skal derimod betale en afgift på 30 pct. af tilbagebetalingsbeløbet.

2.4.1.2. Lovforslagets indhold

Aftalen om senere tilbagetrækning indebærer væsentlige ændringer i fleksydelsesordningen. Det foreslås derfor, at det i en 6 måneders periode i 2012 bliver muligt for personer, som har indbetalt fleksydelsesbidrag, at få fleksydelsesbidraget udbetalt på gunstigere vilkår end efter de gældende regler. Fleksydelsesbidrag, som er indbetalt fra og med 2001 til og med den 15. maj 2011, udbetales skattefrit kontant efter anmodning fra personen. Udbetaling af fleksydelsesbidrag, som er indbetalt efter den 15. maj 2011 og indtil udtræden af fleksydelsesordningen, bliver pålagt en afgift på 30 pct. Udtræden af fleksydelsesordningen på de gunstigere vilkår kan ske efter anmodning til kommunen af personen i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2012. De nærmere regler om den skattemæssige behandling fastsættes i pensionsbeskatningsloven. Hvis personen har indbetalt efterlønsbidrag, kan personen få efterlønsbidragene udbetalt på tilsvarende vilkår, jf. § 6 i forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.) og lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven).

Hensigten med forslaget er, at alle personer, der på et tidspunkt har betalt fleksydelsesbidrag, og som ikke har fået det tilbagebetalt, i en 6 måneders periode skal kunne søge om at få udbetalt fleksydelsesbidraget og dermed udmelde sig af fleksydelsesordningen. Det er en betingelse, at personen ikke er fyldt 60 år på tidspunktet for anmodningen om udbetaling.

Fleksydelsesbidrag, som vedrører en hel eller delvis bidragsperiode før den 15. maj 2011, men som først er indbetalt efter den 15. maj 2011, indgår i det tilbagebetalingsbeløb, der udbetales skattefrit.

Det foreslås, at en person, der har benyttet sig af muligheden for kontant tilbagebetaling efter forslaget, ikke på et senere tidspunkt kan tilmelde sig fleksydelses- eller efterlønsordningen. Udtræden af fleksydelsesordningen på de gunstige vilkår er således endelig.

Der vil med hjemmel i den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i § 15 i lov om aktiv socialpolitik blive fastsat regler, hvorefter kommunen skal se bort fra formue, som hidrører fra en ekstraordinær udbetaling af indbetalte fleksydelsesbidrag på gunstigere vilkår. For personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp, og som benytter muligheden for at få indbetalte fleksydelsesbidrag udbetalt på de gunstigere vilkår i perioden på 6 måneder i 2012, betyder dette, at disse udbetalinger af fleksydelsesbidrag ikke får indflydelse på beregningen af kontanthjælp eller starthjælp.

2.4.2. Beskatning af kontante tilbagebetalinger af fleksydelsesbidrag

2.4.2.1. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i § 49 B i pensionsbeskatningsloven medregnes kontant tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for medlemmet. Beskatningen sker med satsen for sundhedsbidrag og med satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat for det indkomstår, hvor det kontant udbetalte fleksydelsesbidrag medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For fleksydelsesbidrag, der er fradraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst til og med indkomståret 2001, sker beskatningen med en lidt højere sats, fordi bidraget til ordningen tilsvarende har haft en lidt højere fradragsværdi.

2.4.2.2. Lovforslagets indhold

Det fremgår af aftalen om senere tilbagetrækning, at fleksydelsesbidrag, som er indbetalt fra 2001 til og med den 15. maj 2011, kan udbetales kontant og skattefrit efter anmodning fra medlemmet af fleksydelsesordningen. Det foreslås, at udtræden af fleksydelsesordningen på de gunstigere vilkår kan ske på anmodning af medlemmet m.v. i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2012. Det fremgår videre af aftalen om senere tilbagetrækning, at udbetaling af fleksydelsesbidrag, der er indbetalt med virkning fra den 16. maj 2011 og indtil udtræden af fleksydelsesordningen, skal pålægges en afgift på 30 pct., der omtrent modsvarer skatteværdien af fradraget for indbetalinger i en gennemsnitskommune.

Lovforslaget udmønter aftalen om senere tilbagetrækning på dette punkt. Det foreslås, at indbetalte fleksydelsesbidrag i ovennævnte periode kan tilbagebetales kontant til medlemmet m.v. uden skat eller afgift af det udbetalte beløb. Det foreslås videre, at kontant udbetaling af fleksydelsesbidrag, der er indbetalt for en hel eller delvis bidragsperiode efter den 15. maj 2011, til medlemmet m.v., pålægges en afgift på 30 pct. af det tilbagebetalte beløb.

Der foreslås ingen ændring af den gældende beskatning for så vidt angår kontante udbetalinger af bidrag, som medlemmet ikke i 6-måneders perioden anmoder om skattefri udbetaling af.

2.5. Justering af fortrydelsesordningen

2.5.1. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i lovens § 3 a kan personer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 30. juni 1964, uanset det almindelige krav i fortrydelsesordningen om at tilmelde sig senest 15 år før fleksydelsesalderen, få ret til fleksydelse, hvis de tilmelder sig fleksydelsesordningen senest 15 år, før de fylder 62 år.

Fortrydelsesordningen i lovens § 75 blev indført i forbindelse med Velfærdsreformen, som blev udmøntet i lov nr. 1544 af 22. december 2006, og ifølge denne lovs ikrafttrædelsesbestemmelse trådte forhøjelsen af fleksydelsesalderen først i kraft den 1. juli 2009. Indtil den 1. juli 2009 var fleksydelsesalderen for alle således på 60 år. Bestemmelsen i lovens § 3 a, stk. 3, blev indført for at sikre, at medlemmer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 30. juni 1964, ikke mistede muligheden for at tilmelde sig fleksydelsesordningen via lovens § 3 a inden forhøjelsen af fleksydelsesalderen trådte i kraft den 1. juli 2009.

2.5.2. Lovforslagets indhold

Som følge af forslagets § 1, nr. 1, hvorefter fleksydelsesalderen for personer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 30. juni 1964 er 64 år, er bestemmelsen ikke længere relevant. Det foreslås derfor, at den ophæves.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige i dette lovforslag skal ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder og seniorførtidspension m.v.), lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.) og lovforslag om ændring af lov om delpension (Forhøjelse af delpensionsalder og forkortelse af delpensionsperiode m.v.). For de samlede økonomiske konsekvenser af Aftale om senere tilbagetrækning henvises til lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.).

De samlede økonomiske konsekvenser af dette lovforslag er offentlige merudgifter/mindreindtægter på i alt 54,6 mio. kr. i 2012 og 9,9 mio. kr. i 2013, samt offentlige mindreudgifter (netto) på 56,6 mio. kr. i 2014 og 156,3 mio. kr. i 2015. Heraf er der ikke umiddelbare økonomiske konsekvenser for kommunerne.

3.1. Gradvis forhøjelse af fleksydelsesalderen og en 3-årig fleksydelsesperiode

Med forslaget fremrykkes den gradvise forhøjelse af fleksydelsesalderen aftalt i Velfærdsaftalen fra 2006. Konkret hæves fleksydelsesalderen bl.a. med et halvt år om året fra 2014 til 2017. Fleksydelsesalderen vil dermed være 62 år i 2017.

Som led i indførelsen af en 3-årig fleksydelsesordning hæves fleksydelsesalderen derefter med et halvt år om året i 2018 og 2019 og igen i 2022 og 2023. Fleksydelsesalderen vil dermed være 64 år i 2023, og fleksydelsesperioden vil være tre år.

Som følge heraf forventes det, at antallet af fleksydelsesmodtagere vil falde med 400 personer i 2014 og 1.000 personer i 2015.

Det skønnes, at forslaget vil indebære mindreudgifter for staten på henholdsvis 66,5 mio. kr. i 2014 og 166,2 mio. kr. i 2015, jf. tabel 1.

Kommunerne medfinansierer ikke fleksydelse og har derfor ikke mindreudgifter som følge af forslaget.

Tabel 1. Økonomiske konsekvenser fordelt på kommune og stat.

Mio. kr., 2012-pl
2012
2013
2014
2015
Kommuner
    
Staten
- Fleksydelse
  
-66,5
-166,2
I alt
  
-66,5
-166,2


3.2. Tilbagebetaling af indbetalt fleksydelsesbidrag

Med forslaget gives der i en seks måneders periode i 2012 mulighed for at udtræde af fleksydelsesordningen og få tidligere indbetalte fleksydelsesbidrag udbetalt skattefrit.

Det skønnes, at ca. 5 pct. (1.800 personer) vælger at stoppe for indbetaling af fleksydelsesbidrag som følge af forslaget. Under antagelse af, at de berørte personer har indbetalt i gennemsnitlig 5 år, medfører det en samlet merudgift og mindreindtægt på 54,6 mio. kr. i 2012, jf. tabel 2. I perioden 2013-2015 er indtægten fra fleksydelsesbidrag nedjusteret med 9,9 mio. kr. årligt som følge af, at 1.800 personer ikke efterfølgende indbetaler fleksydelsesbidrag.

Tabel 2. Økonomiske konsekvenser fordelt på kommune og stat.

Mio. kr., 2012-pl
2012
2013
2014
2015
Kommuner
    
Staten
- Fleksydelsesbidrag (mindreindtægt)
54,6
9,9
9,9
9,9
I alt
54,6
9,9
9,9
9,9


De kommunaløkonomiske konsekvenser vil blive forhandlet med de kommunale parter.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Forslaget er forud for fremsættelsen sendt til høring i Beskæftigelsesrådet, Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Det Centrale Handicapråd, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende (ASE), Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagbevægelse.

9. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Mindreindtægter
Økonomiske konsekvenser for staten, regioner og kommuner
Stat:
2012: 0 mio. kr.
2013: 0 mio. kr.
2014: 66,5 mio. kr.
2015: 166,2 mio. kr.
Stat:
2012: 54,6 mio. kr.
2013: 9,9 mio. kr.
2014: 9,9 mio. kr.
2015: 9,9 mio. kr.
Administrative konsekvenser for staten, regioner og kommuner
Ingen
Kommunerne:
I forbindelse med opgørelse af indbetalte fleksydelsesbidrag forventes begrænset meradministration.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1 a)

Efter den gældende lovs § 1 a er fleksydelsesalderen 60 år. Som led i Velfærdsaftalen fra 2006 blev fleksydelsesalderen forhøjet med ½ år ad gangen i årene 2019, 2020, 2021 og 2022, således at fleksydelsesalderen er

- 60½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959,

- 61 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1959 til og med den 31. december 1959,

- 61½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1960 til den 30. juni 1960, og

- 62 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 31. december 1962.



For personer, der er født efter den 31. december 1962, kan fleksydelsesalderen blive højere end 62 år.

Det foreslås, at forhøjelsen af fleksydelsesalderen rykkes frem med 5 år således, at fleksydelsesalderen forhøjes med ½ år ad gangen i årene 2014, 2015, 2016 og 2017. Det betyder, at fleksydelsesalderen bliver

- 60½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954,

- 61 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954,

- 61½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955, og

- 62 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955.



Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder og seniorførtidspension m.v.), der blandt andet indeholder en tilsvarende fremrykning af forhøjelsen af folkepensionsalderen. Dette betyder, at fleksydelsesperioden for personer, der er født før 1956, bevares på 5 år.

Det foreslås også, at fleksydelsesalderen gradvis forhøjes yderligere for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere således, at fleksydelsesalderen bliver

- 62½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956,

- 63 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958,

- 63½ år for personer, der er født i perioden den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959, og

- 64 år for personer, der er født i perioden den 1. juli 1959 til og med den 31. december 1962.



For disse personer er folkepensionsalderen 67 år. Forhøjelsen af fleksydelsesalderen indebærer dermed, at fleksydelsesperioden gradvis forkortes, indtil den er 3 år for personer, der er født efter den 30. juni 1959.

Personer, der er født før 1954, bliver ikke berørt af fremrykningen af forhøjelsen af fleksydelsesalderen eller af forkortelsen af fleksydelsesperioden. For disse bevares fleksydelsesalderen på 60 år, og fleksydelsesperioden bevares på 5 år. Der sker ligeledes ikke ændringer i fleksydelsesalderen og fleksydelsesperioden for personer, der allerede er gået på fleksydelse.

Efter de gældende regler indekseres fleksydelsesalderen således, at tilbagetrækningsalderen på længere sigt følger den stigende levealder. Indekseringsordningen betyder, at fleksydelsesalderen - og folkepensionsalderen - kan forhøjes. Det sker, hvis den gennemsnitlige levetid for de 60-årige i de seneste 2 år overstiger levetiden i 2004-2005 på 81,4 år. Danmarks Statistiks opgørelse lægges til grund ved opgørelsen. Levetiden opgøres som et simpelt gennemsnit for mænd og kvinder.

Ved beregning af fleksydelsesalderen efter indekseringsordningen fastsættes fleksydelsesalderen til levetiden for 60-årige i de seneste 2 år tillagt en forudsat stigning i levetiden på 0,6 år og fratrukket en forudsat fleksydelses- og folkepensionsperiode på 19,5 år. Den beregnede fleksydelsesalder afrundes til nærmeste halve år, således at et resultat på fx 62,7 år afrundes til 62,5 år, mens et resultat på fx 62,8 år afrundes til 63 år. Følgen vil kunne blive, at fleksydelsesalderen skal fastholdes, at den skal stige med et halvt år, eller at den skal stige med et helt år, der er den højst mulige forhøjelse ved den enkelte regulering.

I 2015 og herefter hvert 5. år beregnes, om fleksydelsesalderen og folkepensionsalderen skal forhøjes for personer, der er født efter den 31. december 1962. En eventuel forhøjelse af fleksydelsesalderen sker med virkning pr. den 1. januar i kalenderåret 10 år efter det år, hvori fleksydelsesalderen reguleres. Det betyder, at fleksydelsesalderen efter gældende regler vil kunne stige igen i 2025 og folkepensionsalderen i 2030, hvis levetiden er steget yderligere i forhold til i 2004-2005. Er der ikke sket en stigning i levetiden, fastholdes fleksydelsesalderen på 62 år og folkepensionsalderen på 67 år.

Første gang i 2015 og herefter hvert 5. år, skal det efter indekseringsbestemmelsen i lov om social pension, beregnes, om folkepensionsalderen skal forhøjes for personer, der er født efter 31. december 1962. I det omfang folkepensionsalderen skal ændres, fastsættes ændringen med virkning pr. den 1. januar i kalenderåret 15 år efter det år, hvori ændringen fastsættes. Som følge heraf sker ændringen af fleksydelsesalderen med virkning pr. den 1. januar i kalenderåret 12 år efter det år, hvori ændringen af folkepensionsalderen fastsættes.

Det betyder, at fleksydelsesalderen vil kunne stige igen i 2027 og folkepensionsalderen i 2030, hvis levetiden er steget yderligere i forhold til i 2004-2005. Er der ikke sket en stigning i levetiden, fastholdes fleksydelsesalderen på 64 år og folkepensionsalderen på 67 år.

Det foreslås, at der i fleksydelsesordningen ikke fastsættes særlige indekseringsregler for ændring af efter fleksydelsesalderen, men at fleksydelsesalderen fastsættes til at være tre år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension. Ændring af fleksydelsesalderen sker således som en konsekvens af indekseringsreglerne for folkepensionsalderen, som er fastsat i lov om social pension. Som følge heraf er indekseringsreglerne i lovens § 1 a, stk. 3 og 4, nyaffattet i § 1 a, stk. 3, i loven.

Fleksydelsesalderen bliver reguleret, således at den er 3 år før folkepensionsalderen, når aftalen er endeligt indfaset. Lovens § 1, a, stk. 4, er indarbejdet i stk. 3 og stk. 4 bliver derfor ophævet.

Til nr. 2 (§ 3 a, stk. 3)

Efter de gældende regler kan personer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 30. juni 1964 få ret til fleksydelse, hvis de tilmelder sig fleksydelsesordningen senest 15 år før, de fylder 62 år. Det kan de uanset det almindelige krav om, at man skal tilmelde sig senest 15 år før fleksydelsesalderen,

Fortrydelsesordningen i lovens § 3 a blev indført i forbindelse med Velfærdsreformen, som blev udmøntet i lov nr. 1544 af 20. december 2006, og ifølge denne lovs ikrafttrædelsesbestemmelse trådte forhøjelsen af fleksydelsesalderen først i kraft den 1. juli 2009. Indtil den 1. juli 2009 var fleksydelsesalderen for alle således på 60 år. Bestemmelsen i lovens § 3 a, stk. 3, blev indført for at sikre, at medlemmer, der er født i perioden den 1. juli 1960 til og med den 30. juni 1964, ikke mistede muligheden for at tilmelde sig fleksydelsesordningen via lovens § 3 a inden forhøjelsen af fleksydelsesalderen trådte i kraft den 1. juli 2009.

Som følge af forslagets § 1, nr. 1, er bestemmelsen i lovens § 3 a, stk. 3, ikke længere relevant, da fleksydelsesalderen for disse personer er 64 år. Det foreslås derfor, at den ophæves.

Til nr. 3 (§ 4)

Efter gældende regler kan en person ikke få fleksydelsesbidrag tilbagebetalt kontant uden at skulle svare enten skat eller afgift.

Det foreslås efter lovforslagets § 3, at en person, der har indbetalt fleksydelsesbidrag, skal kunne få bidragene udbetalt kontant på gunstige vilkår i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2010, se forslag til ændring af pensionsbeskatningsloven, jf. § 2 i forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.)

Udbetaling af bidrag på de gunstige vilkår forudsætter, at personen skriftligt fravælger fleksydelsesordningen.

Det foreslås, at fravalget af fleksydelsesordningen i forbindelse med udbetaling af fleksydelsesbidrag på de gunstige vilkår er endeligt, og at personen ikke på et senere tidspunkt vil kunne tilmelde sig fleksydelsesordningen igen, uanset om personen ville kunne opfylde de øvrige betingelser for ret til fleksydelse.

Til nr. 4 (§ 17, stk. 1)

En person, der modtager fleksydelse kan efter de gældende regler højst få udbetalt fleksydelse med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, beregnet på årsbasis, jf. lov om sygedagpenge.

Det foreslås at forhøje fleksydelsen til et beløb, der svarer til dagpengenes højeste beløb, når fleksydelsesperioden er forkortet til 3 år. Forhøjelsen af det beløb, som fleksydelsen udbetales med, indfases, så reglerne svarer til reglerne i efterlønsordningen og afbalancerer forslaget om skærpede regler for nedsættelse af fleksydelsen på grund af pensioner, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7. Personer, der er født i perioden den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1959, får mulighed for at udskyde overgangen til fleksydelse og dermed opnå en højere sats. Se bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 5 (§ 17, stk. 2)

Fleksydelsen kan højst udgøre et beløb, der svarer til personens indtægt inden overgangen til fleksydelse. I lovforslagets § 1, nr. 6, er det foreslået at indføre overgangsregler for beregning af fleksydelsessatsen for visse aldersgrupper i to nye stykker § 17, stk. 7 og § 17, stk. 8, i loven. Det foreslås derfor at konsekvensændre henvisningen i § 17, stk. 2, i loven, så der fremover henvises til stk. 1, stk. 7 og stk. 8.

Til nr. 6 (§ 17, stk. 7 og 8)

Personer, der er født før den 1. januar 1956, bliver ikke berørt af ændringerne.

Disse personer får derfor fleksydelse med 91 pct. af sygedagpengenes højeste beløb.

Personer, der er født i perioden den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1959, kan vælge at udskyde overgangen til fleksydelse og derved opnå en højere ydelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med de skærpede regler om nedsættelse af fleksydelsen for pensioner.

Til nr. 7 (§ 18)

Efter de gældende regler nedsætter alle alderspensioner fleksydelsen, uanset om de kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden.

Det foreslås, at bundfradraget fjernes.

Derudover foreslås det at skærpe pensionsmodregningen for privat oprettede pensioner med løbende livsvarig ydelse og pensioner, der opgøres med en depotværdi, fra 60 pct. til 80 pct. af beregningsgrundlaget. Endvidere foreslås det at skærpe pensionsmodregningen for pensioner, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og som udbetales løbende i fleksydelsesperioden fra 50 pct. til 64 pct. i hele fleksydelsesperioden.

Personer, der er født før den 1. januar 1956 bliver ikke berørt af de skærpede regler for nedsættelse af fleksydelsen for pensioner.

Til stk. 1-3.

Bestemmelserne er indholdsmæssigt uændrede i forhold til den gældende lovs § 18, stk. 1-3.

I stk. 1 er der en konsekvensændring i henvisningen til pensionsbeskatningsloven, og det er præciseret, at opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond også medfører fradrag i fleksydelsen.

Efter stk. 2 og efter administrativt fastsatte regler indberetter pensionsinstitutter, pensionsselskaber m.v. værdien af de omfattede pensionsrettigheder til et særligt register under Skatteministeriet (PERE) 6 måneder før medlemmet når fleksydelsesalderen. Der foretages ikke indberetninger af værdien af de omfattede pensionsrettigheder efter, at medlemmet når fleksydelsesalderen, jf. dog stk. 6 og 7. Det foreslås derfor, at formuleringen "og kort efter" udgår af stk. 2, 1. pkt.

Der er ændret i formuleringen i stk. 3, 3. pkt., således at det ikke direkte fremgår, hvem der skal oplyse om et beregnet årligt livsvarigt beløb for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger. Formuleringen omfatter dermed både medlemmet og pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v., hvilket er i overensstemmelse med gældende praksis efter bestemmelsen.

Til stk. 4

Ved beregning af nedsættelsen af fleksydelsen tages der udgangspunkt i et beregningsgrundlag for den enkelte pensionsordning. For pensionsordninger med livsvarig løbende udbetaling er beregningsgrundlaget et beløb, der svarer til 80 pct. af pensionstilsagnet, dvs. en beregnet udbetaling fra pensionsordningen opgjort ved fleksydelsesalderen. For andre pensionsordninger er beregningsgrundlaget et beløb, der svarer til 5 pct. af pensionsordningens depotværdi opgjort ved fleksydelsesalderen. Nedsættelsen af fleksydelsen sker med et beløb, der svarer til 60 pct. af den del af beregningsgrundlagene, der overstiger et fælles bundfradrag på 14.200 kr. (2012-niveau).

Det foreslås, at beregningsgrundlaget for nedsættelse af fleksydelsen for privat oprettede pensionsopsparinger med en løbende livsvarig ydelse og for pensionsordninger med en livsvarig ydelse, som er led i et ansættelsesforhold, som ikke udbetales i fleksydelsesperioden, bevares på 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse ved fleksydelsesalderen. Det foreslås også, at nedsættelsen af fleksydelsen for disse pensionsordninger skærpes således, at nedsættelsen foretages med et beløb, der svarer til 80 pct. af beregningsgrundlaget.

Det foreslås endvidere, at beregningsgrundlaget for andre pensionsordninger, der opgøres med en depotværdi, bevares på 5 pct. af depotværdien opgjort ved fleksydelsesalderen. Det foreslås også, at nedsættelsen af fleksydelsen for disse pensionsordninger skærpes, således at nedsættelsen foretages med et beløb, der svarer til 80 pct. af beregningsgrundlaget.

Endelig indgår det som en del af forslaget at bundfradraget fjernes.

De skærpede regler om nedsættelse af fleksydelsen for de nævnte pensionsordninger finder anvendelse for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere.

Til stk. 5

En pensionsordning, der er led i et ansættelsesforhold, hvorfra der udbetales en løbende ydelse i fleksydelsesperioden, medfører efter gældende regler nedsættelse med et beløb, der svarer til 50 pct. af det løbende udbetalte beløb (uden bundfradrag).

Det foreslås, at nedsættelsen af fleksydelsen for løbende udbetaling af pension fra en pensionsordning, der er led i et ansættelsesforhold, skærpes, således at fradraget foretages med et beløb, der svarer til 64 pct. af den årligt udbetalte pension.

Den skærpede nedsættelse af fleksydelsen for de nævnte pensionsordninger finder anvendelse for personer, der er født den 1. januar 1956 eller senere.

Til stk. 6 og 7

I § 18, stk. 6, er tilføjet en henvisning om, at bestemmelsen også gælder for personer omfattet af stk. 10. Stk. 10 er en ny overgangsbestemmelse for personer født før den 1. januar 1956. Bortset fra denne henvisning er bestemmelserne § 18, stk. 6 og 7 uændrede i forhold til den gældende lovs § 18, stk. 6 og 7. Der henvises derfor til bemærkningerne til L 65 - Forslag til lov om ændring af lov om fleksydelse (Forhøjelse af fleksydelsesalderen, fortrydelsesordning m.v.) - Folketingstidende 2006-07 (Tillæg A) side 2280, samt L 18 - Forslag til lov om ændring af lov om fleksydelse og pensionsbeskatningsloven (Ændring af anciennitetsreglernes overgangsbestemmelser, fradrag for feriepenge, ændret pensionsmodregningsregel, tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag m.v.) - Folketingstidende 2004-2005 1. samling (Tillæg A) side 595.

Til stk. 8 og 9

Stk. 8. og stk. 9 er indholdsmæssigt uændrede i forhold til den gældende lovs § 18, stk. 9 og 10. Der henvises til bemærkningerne til L 65 -Forslag til lov om ændring af lov om fleksydelse (Forhøjelse af fleksydelsesalderen, fortrydelsesordning m.v.) - Folketingstidende 2006-07 (Tillæg A) side 2280.

Det gældende stk. 8 er flyttet, se nedenfor under bemærkningerne "Til stk. 12".

Til stk. 10 og 11

Personer, der er født før den 1. januar 1956, bliver ikke berørt af de skærpede regler om nedsættelse af fleksydelse for pensioner. Bestemmelserne svarer således til den gældende lovs § 18, stk. 4 og stk. 5.

Det indebærer, at beregningsgrundlaget for pensionsordninger med livsvarig løbende udbetaling er et beløb, der svarer til 80 pct. af pensionstilsagnet, dvs. en beregnet udbetaling fra pensionsordningen opgjort ved fleksydelsesalderen. For andre pensionsordninger er beregningsgrundlaget et beløb, der svarer til 5 pct. af pensionsordningens depotværdi opgjort ved fleksydelsesalderen. Nedsættelsen af fleksydelsen sker med et beløb, der svarer til 60 pct. af den del af beregningsgrundlagene, der overstiger et fælles bundfradrag på 14.200 kr. (2012-niveau).

Hvis personen har en pensionsordning, der er led i et ansættelsesforhold, hvorfra der udbetales en løbende ydelse i fleksydelsesperioden, nedsættes fleksydelsen med et beløb, der svarer til 50 pct. af det løbende udbetalte beløb (uden bundfradrag).

Til stk. 12

De personer, der kan benytte bundfradraget, er født før den 1. januar 1956 og er beskrevet i stk. 10 og 11. Stk. 8 er derfor flyttet og er blevet stk. 12 i forslaget. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til L 135 - Forslag til lov om fleksydelse - Folketingstidende 2000-2001 (Tillæg A) side 3077.,

Til stk. 13.

Det tidligere Økonomi- og Erhvervsministerium er med den kongelige resolution af 3. oktober 2011 omdannet til et Erhvervs- og Vækstministerium. Som følge heraf overdrages bemyndigelsen til at fastsætte regler om beregningsforudsætninger med hensyn til nedsættelse af fleksydelse på grund af pensionsordninger fra økonomi- og erhvervsministeren til erhvervs- og vækstministeren.

Bestemmelsen er ellers uændret i forhold til den gældende lovs § 18, stk. 11. Der henvises til bemærkningerne til L 135 - Forslag til lov om fleksydelse - Folketingstidende 2000-2001 (Tillæg A) side 3077.

Til nr. 8 (§ 39 a)

Efter den gældende lovs § 39 a, skal ændring af fleksydelsesalderen ske som følge af indekseringen af fleksydelsesalderen ved, at beskæftigelsesministeren i 2015 fremsætter lovforslag om revision af lovens § 1 a.

Fremover vil der ikke være en særskilt indeksering af fleksydelsesalderen i loven, og fleksydelsesalderen vil i stedet blive ændret som følge af ændringer i folkepensionsalderen. Som konsekvens heraf er der ikke længere behov for bestemmelsen i lovens § 39 a, som pålægger beskæftigelsesministeren i 2015 at fremsætte lovforslag om revision af lovens § 1 a. Det foreslås derfor, at lovens § 39 a, ophæves.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2012.

Til § 3

På grund af væsentlige ændringer i fleksydelsesordningen, er det en del af aftalen om senere tilbagetrækning, at det i en periode på 6 måneder i 2012 skal være muligt at søge om at få indbetalte fleksydelsesbidrag udbetalt på gunstigere vilkår, end det er tilfældet efter de gældende regler. Når perioden er udløbet, vil det kun være muligt at få udbetalt fleksydelsesbidrag efter de gældende regler i lovens § 31.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse om denne mulighed for kontant tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag. Det foreslås videre, at en person, der ønsker at få sine fleksydelsesbidrag betalt kontant tilbage efter bestemmelsen, skal sende anmodning om tilbagebetaling til kommunen i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2012. Det vil i den forbindelse være en betingelse, at personen skriftligt fravælger fleksydelsesordningen, uanset om personen på udbetalingstidspunktet har mistet retten til fleksydelse eller ej. Eventuelt tidligere indbetalte efterlønsbidrag vil personen kunne søge tilbagebetalt på lignende vilkår fra arbejdsløshedskassen efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. § 6 i forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.)

Muligheden for skattefri udbetaling af fleksydelsesbidrag i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2012 afskærer ikke en personen fra at vælge i stedet at få fleksydelsesbidraget tilbagebetalt efter § 31. Kommunen bør vejlede personer, der i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2012, anmoder om at få tilbagebetalt fleksydelsesbidrag efter lovens § 31 om muligheden for at få bidragene udbetalt kontant og skattefrit og konsekvenserne af dette valg, herunder de skattemæssige konsekvenser.

Muligheden for kontant og skattefri udbetaling af fleksydelsesbidrag gælder alle, der har indbetalt fleksydelsesbidrag, og som ikke har fået bidraget tilbagebetalt enten ved overførsel til en pensionsordning eller ved kontant udbetaling efter reglerne i lovens § 31. Det er således uden betydning, om personen ved fortsat indbetaling af fleksydelsesbidrag vil kunne opnå ret til fleksydelse, eller om retten til fleksydelse allerede er mistet. Fx vil en person, der har fået tilkendt førtidspension kunne ansøge om kontant og skattefri udbetaling af fleksydelsesbidraget i perioden den 2. april 2012 til og med den 1. oktober 2012. Tilsvarende vil dødsboer kunne søge om kontant skattefri udbetaling af fleksydelsesbidraget i perioden.

Til stk. 2

Det foreslås, at der ikke gyldigt kan indgås aftaler om overdragelse af retten til indbetalte fleksydelsesbidrag, og at fleksydelsesbidrag ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning. Bestemmelsen svarer til § 32 stk. 3, i lov om fleksydelse.

Til stk. 3

Det foreslås, at § 32, stk. 1, 1. pkt., i lov om fleksydelse anvendes, når udbetalingsbeløbet skal opgøres. Det vil sige, at kommunen skal opgøre, hvor mange dagpengesatser personen har indbetalt som fleksydelsesbidrag frem til tidspunktet for tilbagebetalingen.

Det foreslås endvidere, at udbetalingsbeløbet opgøres på grundlag af dagpengenes størrelse i 2012. Derved får alle, der anmoder om at få fleksydelsesbidraget udbetalt kontant og skattefrit, opgjort beløbet med samme sats, uanset hvornår udbetalingen finder sted. Udbetalingsbeløbet bliver opgjort ved at gange antallet af dagpengesatser med dagpengenes højeste beløb i 2012-niveau.

Til stk. 4

Efter gældende regler beskattes kontante udbetalinger til personen af indbetalte fleksydelsesbidrag med satsen for sundhedsbidrag efter personskattelovens § 8 og med satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat for det indkomstår, hvor det kontant udbetalte fleksydelsesbidrag medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Beskatningen af kontant udbetalte beløb i en gennemsnitskommune udgør 33,7 pct. (2012-niveau).

Det foreslås, at kontant udbetaling efter stk. 1 af bidrag, der er indbetalt for en hel eller delvis bidragsperiode til og med den 15. maj 2011, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for personen. Den foreslåede skattefritagelse af kontante udbetalinger til personen i 6-måneders perioden i 2012 er dermed en lempelse i forhold til gældende skatteregler.

Det foreslås endvidere, at der betales en afgift på 30 pct. af kontant skattefri udbetaling efter stk. 1 af bidrag, der er indbetalt for en hel eller delvis bidragsperiode efter den 15. maj 2011 indtil ansøgningstidspunktet.

Den foreslåede afgift på 30 pct. er således som udgangspunkt en lempelse i forhold til den beskatning, der ville skulle ske efter det gældende regelsæt. En afgift på 30 pct. af kontante udbetalinger vil dog indebære en højere beskatning, såfremt den gældende indkomstbeskatning vil indebære en effektiv lavere beskatning end 30 pct., hvilket vil være tilfældet, hvis den pågældende bor i en kommune med lav kommuneskatteprocent eller har skattemæssige underskud.

Kontant udbetaling af fleksydelsesbidrag, der vedrører en periode efter den 2. oktober 2012, skal medregnes til den skattepligtige indkomst med satsen for sundhedsbidrag efter personskattelovens § 8 og med satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat som nævnt ovenfor.

Til stk. 5

Kommunen har siden 2001 registreret, hvem der har indbetalt fleksydelsesbidrag og omfanget af indbetalingen.

Der sker med nærværende lovforslag væsentlige ændringer af fleksydelsesordningen. Derfor bliver det muligt for personer, der har betalt fleksydelsesbidrag, at fravælge ordningen og få fleksydelsesbidragene udbetalt kontant og skattefrit.

Det foreslås, at kommunerne skal informere alle de personer, som de har registreret med indbetalte fleksydelsesbidrag, om ændringerne i fleksydelsesordningen og om muligheden for at fravælge fleksydelsesordningen i 2012 og få fleksydelsesbidraget udbetalt kontant. Formålet med dette er, at alle, der har betalt fleksydelsesbidrag og ikke har fået dem tilbage kontant eller overført til en pensionsordning, skal have mulighed for at tage stilling til, om de fortsat ønsker at være tilmeldt fleksydelsesordningen.

Den information, som kommunerne skal give, skal indeholde en generel beskrivelse af ændringerne i fleksydelsesordningen. Det vil sige forhøjelsen af fleksydelsesalderen, forkortelse af fleksydelsesperioden, skærpelsen af fradraget i fleksydelsen for pensioner og forhøjelse af fleksydelsessatsen.

Kommunen skal også oplyse om, at eventuelt tidligere indbetalte efterlønsbidrag kan søges tilbagebetalt fra personens seneste arbejdsløshedskasse.

Informationen skal endvidere indeholde oplysning om muligheden for kontant og skattefri udbetaling af fleksydelsesbidrag, herunder hvordan og hvornår, der kan ansøges om udbetaling. Kommunen skal også oplyse, at det er en forudsætning for udbetaling af bidraget, at personen fravælger fleksydelsesordningen, og at personen ikke senere kan tilmelde sig fleksydelses- eller efterlønsordningen, heller ikke via fortrydelsesordningen.

Kommunerne kan fx informere om ændringerne i fleksydelsesordningen m.v. ved brev eller elektronisk meddelelse til den enkelte person. Kommunen skal udfolde rimelige bestræbelser på at finde oplysninger om adressen på de personer, der skal informeres. Indhentelse af oplysninger fra cpr.-registret anses for en rimelig bestræbelse. Hvis kommunen ikke kan finde en person gennem cpr.-registret, har kommunen ikke pligt til at foretage sig yderligere for at kontakte personen.

Ud over den generelle informationspligt, der rettes direkte til personen, skal kommunerne vejlede i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Til stk.6

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved ansøgning om tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag efter denne bestemmelse. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvordan ansøgning om udbetaling af bidrag efter stk. 1 kan ske, og hvornår ansøgningen anses for rettidig.

Til stk.7

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om kommunernes vejledning i forbindelse med kontant og skattefri udbetaling af fleksydelsesbidrag.

De regler, der vil blive fastsat, skal ses i sammenhæng med, at kommunerne skal informere alle personer med indbetalte fleksydelsesbidrag generelt om de nye fleksydelsesregler og om muligheden for at fravælge fleksydelsesordningen med gunstige udbetalingsvilkår i 2012.

Bemyndigelsen vil også blive anvendt til at fastsætte regler om, at når en person anmoder om vejledning, skal kommunen vejlede om, at personen endeligt skal fravælge fleksydelses- og efterlønsordningen for at få fleksydelsesbidraget kontant og skattefrit udbetalt. Kommunen skal også vejlede om, at kontant og skattefri udbetaling af fleksydelsesbidraget indebærer, at personen ikke kan

- opnå ret til fleksydelse,

- opnå ret til efterløn efter Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Kommunen skal ikke rådgive om, hvad der er det økonomisk mest gunstige for personen. Det skyldes, at en række fremtidige og uforudsigelige forhold, som risikoen for arbejdsløshed, sygdom, død, lysten til at fortsætte på arbejdsmarkedet og andet vil have indflydelse på, om personen vil få mest ud af at blive i fleksydelsesordningen eller vil få mere ud af at få fleksydelsesbidragene tilbage i 2012.

Den generelle information, der skal rettes til alle, der har fleksydelsesbidrag til gode i kommunen, skal sikre, at medlemmer af fleksydelsesordningen får information om ændringerne i fleksydelsesordningen i samme omfang, som personer i efterlønsordningen bliver informeret om ændringer i efterlønsordningen. Ud over den generelle information skal kommunerne vejlede i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.


Bilag 1

Lovforslaget sammenlignet med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
§ 1 a. Fleksydelsesalderen er 60 år.
Stk. 2. Fleksydelsesalderen er dog
1) 60½ år for personer, der er født fra den 1. januar 1959 til den 30. juni 1959,
2) 61 år for personer, der er født fra den 1. juli 1959 til den 31. december 1959,
3) 61½ år for personer, der er født fra den 1. januar 1960 til den 30. juni 1960, og
4) 62 år for personer, der er født efter den 30. juni 1960, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. I 2015 og herefter hvert femte år beregnes, om fleksydelsesalderen for personer født efter den 31. december 1962 skal reguleres.
Stk. 4. Fleksydelsesalderen for personer født efter den 31. december 1962 forhøjes, hvis den gennemsnitlige levetid for 60-årige i de seneste 2 år på grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse heraf overstiger levetiden i 2004-2005 på 81,4 år. Levetiden opgøres som et simpelt gennemsnit for mænd og kvinder. Fleksydelsesalderen fastsættes af beskæftigelsesministeren til levetiden for 60-årige i de seneste 2 år tillagt en forudsat stigning i restlevetiden på 0,6 år og fratrukket en forudsat fleksydelses- og folkepensionsperiode på 19,5 år. Der afrundes til nærmeste halve år. Fleksydelsesalderen reguleres med højst 1 år ad gangen. Fleksydelsesalderen fastsættes med virkning pr. 1. januar i kalenderåret 10 år efter det år, hvori fleksydelsesalderen reguleres.
 
1.§ 1 a, affattes således:
»§ 1 a. Fleksydelsesalderen er 60 år.
Stk. 2. Fleksydelsesalderen er dog
1) 60½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954,
2) 61 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954,
3) 61½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955,
4) 62 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955,
5) 62½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956,
6) 63 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958,
7) 63½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959, og
8) 64 år for personer, der er født efter den 30. juni 1959, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. For personer, der er født efter den 31. december 1962, er fleksydelsesalderen 3 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.«
§ 3 a.
Stk. 3. Personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1960 til den 31. maj 1964, kan uanset stk. 2 få ret til fleksydelse, hvis de er tilmeldt fleksydelsesordningen, senest 15 år før de fylder 62 år.
Stk. 4. ...
Stk. 5. …
Stk. 6. …
Stk. 7. …
 
2.§ 3 a, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 3-6.
§ 4. En person, der visiteres til fleksjob, tilmeldes fleksydelsesordningen med virkning fra den 1. i måneden efter visitationen.
Stk. 2. En person, der er visiteret til fleksjob, og som ikke er tilmeldt fleksydelsesordningen, kan tilmelde sig ved skriftlig henvendelse til kommunen. Tilmeldingen har virkning fra den 1. i måneden efter, at kommunen har modtaget henvendelsen.
 
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En person, som har fået udbetalt fleksydelsesbidrag efter § 31 a eller har fået udbetalt efterlønsbidrag efter § 77 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan ikke tilmeldes fleksydelsesordningen.«
Stk. 3. Kommunen skal registrere alle, der tilmeldes fleksydelsesordningen.
 
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 17. Fleksydelsen udgør årligt et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb beregnet på årsbasis, jf. lov om sygedagpenge. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der er deleligt med 12.
Stk. 2. Fleksydelsen efter stk. 1 kan højst udgøre et beløb, der svarer til den indtægt, som den visiterede person har
1) haft som lønindtægt i fleksjob,
2) haft i selvstændig erhvervsindtægt efter § 75 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
3) modtaget i dagpenge efter lov om sygedagpenge eller lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,
4) modtaget i ledighedsydelse efter § 74 i lov om aktiv socialpolitik,
5) modtaget i kontanthjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik eller
6) modtaget i særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 3. …
Stk. 4. …
Stk. 5. …
 
4.§ 17, stk. 1,1. pkt.affattes således:
»Fleksydelsen udgør et beløb, der svarer til dagpengenes højeste beløb beregnet på årsbasis, jf. lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 7 og 8.«
5. I § 17, stk. 2,indsættes efter »stk. 1«: »og stk. 7 og 8«.
Stk. 6. …
 
6. Efter § 17, stk. 6,indsættes somstk. 7 og 8:
»Stk. 7. En person, der er født før den 1. januar 1956, kan få fleksydelse med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lov om sygedagpenge. Beløbet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 12.
Stk. 8. En person, der er født i perioden den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1959, kan få fleksydelse med et beløb, der svarer til 91 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lov om sygedagpenge. Beløbet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 12. Fleksydelse kan dog udbetales efter stk. 1, hvis personen udskyder overgangen til fleksydelse til højst 3 år før folkepensionsalderen.«
§ 18. For personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, foretages der nedsættelse af fleksydelsen på grund af pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra b-e, samt for opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger.
Stk. 2. Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder kort før og kort efter det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter aftale med beskæftigelsesministeren. Reglerne om redegørelse for indeholdelse efter skattekontrollovens § 8 B, stk. 1 og 2, § 8 F, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til kommunerne.
Stk. 3. Ved behandling af ansøgningen om fleksydelse opgør kommunen den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger på tidspunktet, umiddelbart før personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Opgørelsen foretages på grundlag af oplysninger, jf. stk. 2, om de i stk. 1, 1. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af ansøgeren om værdien af pensionsopsparingen umiddelbart før det tidspunkt, personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a, af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser ansøgeren en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Ansøgeren har endvidere pligt til over for kommunen at erklære, om oplysningerne, der er indberettet efter stk. 2, er fyldestgørende.
Stk. 4. For personer, der overgår til fleksydelse, nedsættes fleksydelsen med 60 pct. af følgende beløb: For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger foretages nedsættelsen med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner kommunen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Fleksydelsen nedsættes i hele fleksydelsesperioden med 60 pct. af det beregnede beløb, der overstiger et fradragsbeløb på 10.600 kr. årligt. Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i fleksydelsesperioden, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. For alle, der overgår til fleksydelse, medfører løbende udbetaling af pension (inklusiv tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af fleksydelsen fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden. Nedsættelsen sker med 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb.
Stk. 6. En person, der overgår til fleksydelse, og som efter det tidspunkt, personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a, indbetaler på en pensionsordning omfattet af § 15 A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 4. Kommunen foretager omberegningen efter stk. 4 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen.
Stk. 7. Ved indbetaling på en § 15 A-pensionsordning efter det tidspunkt, personen har nået fleksydelsesalderen, jf. § 1 a, har pensionsinstitutter m.v., jf. stk. 2, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til det tidspunkt, hvor retten til fleksydelse ophører, jf. § 22, stk. 2. Principperne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personen har en tilsvarende pligt til over for kommunen at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.
Stk. 8. Det fradragsbeløb, der er nævnt i stk. 4, reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2002, og beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 100.
Stk. 9. Pensionsopgørelsen efter stk. 2-8 tillægges pensionsbeløb, som i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår er udbetalt efter personens 60. år, men inden fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Reglerne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 10. Reglerne i stk. 9, 1. pkt., finder ikke anvendelse for udbetaling af pension, i det omfang pensionen har medført fradrag i udbetalt ledighedsydelse, arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.
Stk. 11. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om beregningsforudsætninger med hensyn til nedsættelse af fleksydelse på grund af pensionsopsparing.
 
7.§ 18 affattes således:
»§ 18. For personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, foretages der nedsættelse af fleksydelsen på grund af pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra c-f. Reglerne gælder også for opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger.
Stk. 2. Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 1, 1. og 2. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder kort før det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1a. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren. Reglerne om redegørelse for indeholdelse efter skattekontrollovens § 8 B, stk. 1 og 2, § 8 F, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til kommunerne.
Stk. 3. Ved behandling af ansøgningen om fleksydelse opgør kommunen den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger på tidspunktet, umiddelbart før personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Opgørelsen foretages på grundlag af oplysninger, jf. stk. 2, om de i stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af ansøgeren om værdien af pensionsopsparingen umiddelbart før det tidspunkt, personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a af de i stk. 1, 3. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser ansøgeren en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Ansøgeren har endvidere pligt til over for kommunen at erklære, om oplysningerne, der er indberettet efter stk. 2, er fyldestgørende.
Stk. 4. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger foretages nedsættelsen med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner kommunen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Fleksydelsen nedsættes i hele fleksydelsesperioden med 80 pct. af de beregnede beløb, jf. dog stk. 10. Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i fleksydelsesperioden, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. For alle, der overgår til fleksydelse, medfører løbende udbetaling af pension (inklusiv tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af fleksydelsen fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden. Nedsættelsen sker med 64 pct. af det udbetalte pensionsbeløb, jf. dog stk. 11.
Stk. 6. En person, der overgår til fleksydelse, og som efter det tidspunkt, personen når fleksydelsesalderen, jf. § 1 a, indbetaler på en pensionsordning omfattet af § 15A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 4. Kommunen foretager omberegningen efter stk. 4 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af stk. 10.
Stk. 7. Ved indbetaling på en pensionsordning omfattet af § 15 A i pensionsbeskatningsloven efter det tidspunkt, personen har nået fleksydelsesalderen, jf. § 1a, har pensionsinstitutter m.v., jf. stk. 2, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til det tidspunkt, hvor retten til fleksydelse ophører, jf. § 22, stk. 2. Principperne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personen har en tilsvarende pligt til over for kommunen at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.
Stk. 8. Pensionsopgørelsen efter stk. 2-7 og stk. 10 tillægges pensionsbeløb, som i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår er udbetalt efter personens 60. år, men inden fleksydelsesalderen, jf. § 1 a. Reglerne i stk. 2-7 og stk. 10 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Reglerne i stk. 8, finder ikke anvendelse for udbetaling af pension, i det omfang pensionen har medført fradrag i udbetalt ledighedsydelse, arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.
Stk. 10. For personer, der er født før den 1. januar 1956, nedsættes fleksydelsen for pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt. og stk. 2, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner kommunen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 2, 3. pkt. Fleksydelsen nedsættes i hele fleksydelsesperioden med 60 pct. af det beregnede beløb, der overstiger et fradragsbeløb på 14.200 kr. (2012-niveau). Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i fleksydelsesperioden, jf. dog stk. 11.
Stk. 11. For personer, der er født før den 1. januar 1956, som overgår til fleksydelse, medfører løbende udbetaling af pension (inklusiv tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, nedsættelse af fleksydelsen fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling i fleksydelsesperioden. Nedsættelsen sker med 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb.
Stk. 12. Det fradragsbeløb, der er nævnt i stk. 10, reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2013, og beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 100.
Stk. 13. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om beregningsforudsætninger med hensyn til nedsættelse af fleksydelse på grund af pensionsopsparing.«
§ 39 a. Beskæftigelsesministeren fremsætter i 2015 forslag til revision af denne lovs § 1 a.
 
10.§ 39 a ophæves.
  
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2012.
  
§ 3
Stk. 1. En person, som har indbetalt fleksydelsesbidrag, der ikke tidligere er tilbagebetalt kontant eller til en pensionsopsparing, jf. § 31 i lov om fleksydelse, har ret til at få fleksydelsesbidraget udbetalt kontant. Det er en betingelse for udbetaling, at
1) personen ikke har nået fleksydelsesalderen, jf. § 1 a i lov om fleksydelse,
2) personen skriftligt fravælger fleksydelsesordningen, og
3) kommunen har modtaget en skriftlig anmodning om udbetaling fra personen i perioden fra 2. april 2012 til 1. oktober 2012.
Stk. 2. Aftaler om overdragelse af retten til indbetalte fleksydelsesbidrag er ugyldige, ligesom indbetalte bidrag ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.
Stk. 3. Ved opgørelse af beløbet finder § 32, stk. 1, 1. pkt., i lov om fleksydelse tilsvarende anvendelse. Beløbet opgøres på grundlag af sygedagpengenes størrelse i 2012.
Stk. 4. Fleksydelsesbidrag, betalt for en periode til og med den 15. maj 2011, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når bidragene udbetales kontant efter stk. 1. Bidrag, der er indbetalt for perioden efter den 15. maj 2011 medregnes ikke ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, dog skal der svares en afgift på 30 pct. af den kontante udbetaling efter stk. 1. Pensionsbeskatningslovens § 49 B, stk. 6-9, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Kommunen skal informere de personer, som kommunen har registreret med indbetalte fleksydelsesbidrag, om ændringerne i fleksydelsesordningen, jf. denne lovs § 1, nr. 1, 3, 4, 6, og 7, og om muligheden for at få bidraget udbetalt efter denne bestemmelse.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om ansøgning om udbetaling af bidraget efter denne bestemmelse.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om kommunens vejledning efter denne bestemmelse.