L 200 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og andre love.

(Ændret regulering af forskellige indkomstoverførsler i årene 2016-2023 samt forhøjelse af den supplerende pensionsydelse og pensionstillæg til folkepensionister).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-08-2012

Skriftlig fremsættelse (14. august 2012)

20111_l200_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. august 2012)

Social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og andre love (Ændret regulering af forskellige indkomstoverførsler i årene 2016-2023 samt forhøjelse af den supplerende pensionsydelse og pensionstillæg til folkepensionister)

(Lovforslag nr. L 200)

Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftalen af 22. juni 2012 om en skattereform mellem Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Det Konservative Folkeparti.


Det foreslås, at der indføres en afdæmpet regulering af skattepligtige satsregulerede overførsler i årene 2016 til 2023 med en samlet nedsat regulering med 5,1 pct.-point i perioden. Folkepensionister uden betydelige supplerende indkomster får fuld kompensation for den ændrede regulering, og den supplerende pensionsydelse til folkepensionister friholdes fra den ændrede regulering.


Det foreslås endvidere at den supplerende pensionsydelse forhøjes med 4.500 kr. årligt fra 2013, og at pensionstillægget til folkepensionister gradvist forhøjes i 2015 og 2016 med i alt 750 kr. årligt (2013-niveau).


Forslaget skønnes at medføre nettomindreudgifter som følge af ændret regulering af indkomstoverførsler med en varig virkning på 3,75 mia. kr., herunder merudgifter som konsekvens af ændringer i folkepensionen inklusive afledte virkninger på boligstøtte på henholdsvis 1.066,7 mio. kr. i 2013, 1.092,5 mio. kr. i 2014, 1.428,8 mio. kr. i 2015 og 1.772,1 mio. kr. i 2016.


Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2013.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.