L 181 Forslag til lov om overførsel af forsknings- og rådgivningscenter for genetik, synshandicap og mental retardering Kennedy Centret til Region Hovedstaden.

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 13-06-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. juni 2012

20111_l181_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. juni 2012

Forslag

til

Lov om overførsel af forsknings- og rådgivningscenter for genetik, synshandicap og mental retardering Kennedy Centret til Region Hovedstaden

§ 1. Kennedy Centret overføres til Region Hovedstaden som en samlet enhed. Centeret skal fortsat på sine opgaveområder videreføre en tæt integration mellem forskning, rådgivning og patientbehandling.

Stk. 2. Region Hovedstaden overtager statsligt ansatte fra Kennedy Centret.

Stk. 3. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for ansatte på Kennedy Centret, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst eller individuel aftale, og som i forbindelse med overførslen efter stk. 2 ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Stk. 4. Statstjenestemænd, der overføres efter stk. 2, overgår til ansættelse i Region Hovedstaden på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår, idet de pågældende fortsat optjener statslig tjenestemandspension mod pensionsbidragsindbetaling fra Region Hovedstaden og den samlede pension udbetales af staten.

Stk. 5. Finansministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse og Danske Regioner regler om pensionsbidragsbetaling m.v.

Stk. 6. Finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål efter stk. 4 og 5.

Stk. 7. Ministeren for sundhed og forebyggelse afbeskikker Kennedy Centrets hidtidige bestyrelse.

§ 2. Loven træder i kraft den 1. juli 2012.