L 162 Forslag til lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed m.v.

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 24-05-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. maj 2012

20111_l162_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. maj 2012

Forslag

til

Lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed m.v.

Kapitel 1

Betingelser for og opgørelse af jobpræmie

§ 1. I en 2-årig forsøgsperiode fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 udbetales jobpræmie efter reglerne i denne lov til personer, der den 29. februar 2012 var

1) berettiget til og modtog kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller

2) berettiget til kontanthjælp og ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller § 23 c i integrationsloven.

Stk. 2. Personer omfattet af stk. 1 skal i perioden fra den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012 i 329 ud af 366 dage helt eller delvis have modtaget en eller flere af følgende ydelser m.v.:

1) Kontant- eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

2) Introduktionsydelse efter integrationsloven.

3) Løn til personer, der umiddelbart efter at have modtaget en af de i nr. 1 og 2 nævnte ydelser er blevet ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller § 23 c i integrationsloven, dog ikke løn til personer ansat med løntilskud, som samtidig modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 3. Personer, der modtager jobpræmie efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, kan ikke samtidig modtage jobpræmie efter denne lov.

§ 2. Kommunen udbetaler jobpræmie uden ansøgning til personer, der har indtægter som nævnt i § 3.

Stk. 2. Kommunen udbetaler jobpræmie til personer omfattet af § 1, der er registreret til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, og som ikke samtidig får udbetalt dagpenge eller feriedagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kontanthjælp, revalideringsydelse, ledighedsydelse eller særlig ydelse efter lov om aktiv socialpolitik, sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, barseldagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller SU efter lov om statens uddannelsesstøtte. Jobpræmie til disse personer udbetales efter ansøgning for perioden, efter at kommunen har modtaget ansøgningen.

Stk. 3. Jobpræmien udbetales for de perioder fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014, hvor betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

§ 3. Jobpræmien for personer som nævnt i § 2, stk. 1, udgør 4 pct. af den månedlige indkomst opgjort efter stk. 2. Præmien kan dog højst udgøre 600 kr. pr. måned.

Stk. 2. Indkomsten efter stk. 1 opgøres ud fra oplysninger om

1) arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragsloven, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og

2) lønindkomst erhvervet om bord på skibe, herunder om bord på dansk skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, som er indberettet til indkomstregisteret.

§ 4. Jobpræmien udgør 600 kr. pr. måned for personer som nævnt i § 2, stk. 2.

Stk. 2. Personen har pligt til at give kommunen oplysning om ophør af virksomheden og andre oplysninger, der har betydning for udbetaling af jobpræmien.

§ 5. Jobpræmie efter § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, kan sammenlagt ikke overstige 600 kr. pr. måned.

§ 6. Kommunen beregner jobpræmien efter § 3. Ved udbetalingen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Beløb under 5 kr. udbetales ikke.

Stk. 2. Jobpræmie efter §§ 3 og 4 udbetales kvartalsvis bagud senest 45 dage efter kvartalets udløb på baggrund af en månedlig opgørelse af personens indkomst.

Stk. 3. Er der fejl i udbetalingen af jobpræmien på grund af uoverensstemmelser mellem personens indkomst og de indberettede oplysninger til indkomstregisteret, jf. § 3, stk. 2, skal der ske regulering i den følgende udbetalingsperiode.

§ 7. Jobpræmien er skattefri. Præmien medregnes ikke ved beregning af kontanthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og 85 i lov om aktiv socialpolitik og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark og af tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.

§ 8. Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af jobpræmie, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget jobpræmie efter denne lov.

Kapitel 2

Administration

§ 9. Kommunen skal orientere de personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, om, at de kan være berettiget til at få udbetalt jobpræmie. Orienteringen skal ske ved jobsamtalen som led i det individuelle kontaktforløb efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf eller som led i opfølgningen i forbindelse med integrationsprogrammet. I andre tilfælde skal orienteringen ske skriftligt.

Stk. 2. Kommunen har adgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret til brug for forvaltningen af jobpræmieordningen, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den, oplysningerne vedrører. Kommunerne kan sammenholde oplysningerne i indkomstregisteret med kommunens øvrige registre i deres administration af jobpræmieordningen efter denne lov.

§ 10. Flytter en person, som er omfattet af forsøgsordningen, til en anden kommune, skal fraflytningskommunen orientere tilflytningskommunen om, at denne overtager forpligtelsen til at udbetale jobpræmie for personen.

Kapitel 3

Indberetning og udveksling af data

§ 11. Til brug for fastlæggelse af den personkreds, som kan være berettiget til en jobpræmie, jf. § 1, stk. 1, identificerer Arbejdsmarkedsstyrelsen ved hjælp af data i det fælles datagrundlag, jf. kapitel 11 og 12 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, personer, som i 329 ud af 366 dage i perioden fra den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012 helt eller delvis har modtaget ydelser m.v. som nævnt i § 1, stk. 2. Arbejdsmarkedsstyrelsen kan videregive personnumre for identificerede personer uden samtykke fra borgeren til kommunen og dennes databehandler.

Stk. 2. Til forvaltning af jobpræmieordningen, herunder til fastlæggelse af den berettigede personkreds, jf. § 1 og § 2, og jobpræmiens størrelse, jf. § 3, sammenstiller kommunen og dennes databehandler uden samtykke fra borgeren indi­vid­data om offentlig forsørgelse, jf. stk. 1, og indkomstdata i indkomstregisteret.

Stk. 3. For personer, som er registreret til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, anvender kommunen indkomstregisteret til at kontrollere, at ansøgeren om jobpræmie ikke i udbetalingsperioden har modtaget offentlige forsørgelsesydelser som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, barseldagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og SU efter lov om statens uddannelsesstøtte.

Kapitel 4

Finansiering

§ 12. Staten refunderer 100 pct. af kommunens udgifter til jobpræmie og yder forskudsrefusion til kommunen.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling, administration, regnskab, revision og tilsyn m.v. for den i stk. 1 omhandlede refusion og kan herunder bestemme, at administrationen og udbetalingen til kommunerne kan varetages af en anden offentlig myndighed.

Kapitel 5

Klageadgang

§ 13. Kommunens afgørelser efter denne lov kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet, jf. kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 6

Ikrafttræden

§ 14. Loven træder i kraft den 1. juni 2012.

Stk. 2. Lovens § 15 og § 33, stk. 1, nr. 8, i lov om aktiv socialpolitik som affattet ved denne lovs § 16, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 2011.

Stk. 3. Lovens § 16, nr. 1, har virkning fra den 1. april 2012.

Stk. 4. Første udbetaling af jobpræmie sker efter udløbet af første hele kvartal, der ligger efter den 1. juni 2012.

Kapitel 7

Ændringer i anden lovgivning

§ 15. I lov nr. 1593 af 22. december 2010 om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere foretages følgende ændring:

1. § 7 affattes således:

»§ 7. Jobpræmien er skattefri. Præmien medregnes ikke ved beregning af kontanthjælp, starthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, introduktionsydelse, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark og af tilskud efter lov om individuel boligstøtte, lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.«

§ 16. I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 153 af 28. februar 2012, § 3 i lov nr. 267 af 27. marts 2012 og § 12 i lov nr. 326 af 11. april 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 4, indsættes efter »§ 13, stk. 8 og 9,«: »§ 54 a,«.

2. I § 33, stk. 1, indsættes som nr. 8 og 9:

»8) Jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. januar 2011 til og med den 31. december 2012 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere.

9) Jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed.«

Kapitel 8

Territoriel gyldighed

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.