L 150 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Ændring af reglerne om familiesammenføring med børn).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2011-12
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-04-2012

Skriftlig fremsættelse (11. april 2012)

20111_l150_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. april 2012)

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om familiesammenføring med børn)

(Lovforslag nr. L 150)

Den 9. februar 2012 indgik regeringen "Aftale om familiesammenføring med børn" med Enhedslisten og Liberal Alliance.


Aftalen har til formål at skabe en bedre balance i reglerne om børns adgang til at få ophold i Danmark, og som det fremgår heraf, finder aftaleparterne, at der er mange og forskelligartede eksempler på, at børn kommer i klemme på grund af de gældende regler. Varetagelsen af barnets tarv skal derfor forstærkes og indgå som et centralt element i sager om familiesammenføring med børn, og der skal skabes bedre muligheder for, at udenlandske børn kan leve et liv med deres forælder i Danmark.


Med aftalen ønsker aftaleparterne at gennemføre en politik, hvor barnets tarv og hensynet til en vellykket integration styrkes, mens der fortsat bevares et fokus på at forebygge og sætte ind over for genopdragelsesrejser og andre former for integrationsskadelig adfærd.


Det lovforslag, jeg fremsætter i dag, har til formål at gennemføre en række af de ændringer af udlændingeloven, der er nødvendige for at udmønte aftalen.


Lovforslaget indebærer i hovedtræk følgende:


For det første foreslås det at ændre reglerne om, hvornår en herboende forælder kan få familiesammenført sit barn, hvis forælderen venter mere end 2 år med at søge herom, og barnet og den anden forælder begge bor i hjemlandet, dvs. kravet om vurdering af, om barnet har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration.


Det foreslås, at der indføres en minimumsaldersgrænse på 6 år for, hvornår der som betingelse for opholdstilladelse skal foretages en vurdering af et barns muligheder for en vellykket integration. Forslaget indebærer, at vurderingen ikke skal foretages, når mindre børn ønskes familiesammenført, uanset at en ansøgning om opholdstilladelse bliver indgivet mere end 2 år efter, at den herboende forælder opfylder betingelserne for at få barnet familiesammenført.


Fristen på 2 år for at indgive ansøgning om opholdstilladelse fastholdes i øvrigt.


I forhold til tilfælde, hvor der søges om familiesammenføring af et ældre barn, og hvor barnets mulighed for at opnå grundlag for en vellykket integration skal vurderes, foreslås det, at det får større vægt end i dag, om den herboende forælder selv er godt integreret og dermed vil kunne hjælpe barnet til en god integration i Danmark. Det foreslås endvidere, at barnets faktiske forhold til forælderen i hjemlandet får større betydning end i dag.


Det foreslås også præciseret, at der ikke skal foretages en vurdering af et barns mulighed for at opnå grundlag for en vellykket integration, hvis fristen på 2 år er overskredet, fordi den herboende forælder har ønsket at søge om opholdstilladelse til barnet på et tidligere tidspunkt, men været forhindret heri som følge af tvist om forældremyndigheden over barnet, eller fordi barnets opholdssted har været ukendt.


For det andet foreslås det at præcisere, i hvilke særlige tilfælde der kan gives adgang til familiesammenføring med børn over 15 år.


For det tredje foreslås det at ændre reglerne om ge?ne?rhvervelse af opholdstilladelse i tilfælde, hvor barnets tidligere opholdstilladelse er bortfaldet.


Det foreslås, at vurderingen af, hvornår hensynet til barnets tarv taler for at give en ny opholdstilladelse, beskrives i udlændingeloven. Således foreslås det fastsat i loven, at barnets opvækst og familiemæssige og sociale netværk her i landet skal indgå i vurderingen af barnets tarv med særlig vægt. Dermed sikres det, at barnets tarv altid vil blive vægtet og indgå som et centralt element ved afgørelse om ny opholdstilladelse.


I tilknytning hertil foreslås det endvidere, at udlændingemyndighederne allerede i forbindelse med sagen om bortfald af opholdstilladelse skal vurdere, om barnets tarv taler for at give en ny opholdstilladelse i de tilfælde, hvor opholdstilladelsen må anses som bortfaldet.


Lovforslaget indeholder for det fjerde forslag om en styrket indsats over for forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for deres skolegang og integration.


Det foreslås, at der indføres en pligt for kommuner, der efter serviceloven afholder forebyggende samtaler med forældre pga. mistanke om, at et barn er sendt på genopdragelsesrejse, til at orientere om de opholdsretlige konsekvenser af rejsen, det vil sige bortfald af barnets opholdstilladelse efter 3 måneders udlandsophold. Endelig foreslås det, at kommunernes underretninger til Udlændingestyrelsen om, at et barn har været på genopdragelsesrejse i 3 måneder, skal indeholde oplysninger om den forebyggende samtale.


Et lovudkast blev den 2. marts 2012 sendt i høring hos en række myndigheder og organisationer med en frist for bemærkninger på knap 4 uger.


Lovforslaget fremsættes først nu henset til, at lovforslaget er baseret på en politisk aftale indgået den 9. februar 2012, og under hensyntagen til den gennemførte høring. Lovforslaget ønskes gennemført i indeværende folketingsår.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.