L 7 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø.

(Omprioritering af partsindsatsen m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 01-12-2010

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 1. december 2010

20101_l7_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 1. december 2010

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2010 og var til 1. behandling den 12. oktober 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 19. august 2010 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2009-10, AMU alm. del - bilag 251. Den 7. oktober 2010 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et notat herom og et ligestillingsnotat til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Finn Olsen. Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 15 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


Samråd

Udvalget har stillet 6 samrådsspørgsmål til beskæftigelsesministeren til mundtlig besvarelse. Beskæftigelsesministeren har besvaret spørgsmålene i et samråd den 24. november 2010.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, KF og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.


Socialdemokraternes, Socialistisk Folkepartis, Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget mener grundlæggende, at antallet af arbejdsulykker og den store tilgang til arbejde på særlige vilkår eller førtidspension grundet nedslidning vidner om, at der bør satses på en væsentligt styrket arbejdsmiljøindsats.


På den baggrund finder S, SF, RV og EL det uforståeligt, når regeringen med lovforslaget foreslår, at midlerne til parternes arbejdsmiljøindsats reduceres med 50,4 mio. kr. årligt, svarende til en halvering af midlerne. En sådan reduktion vil ramme branchearbejdsmiljørådene uhensigtsmæssigt hårdt til skade for arbejdsmiljøet og lønmodtagerne.


S, SF, RV og EL noterer sig i den forbindelse, at der blev gennemført en evaluering af branchearbejdsmiljørådenes indsats i 2008, og at denne, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget punkt 2.1.2. , i høj grad lægges til grund for den foreslåede reduktion i partsmidlerne.


Af bemærkningerne fremgår det videre, at reduktionen i partsmidlerne afspejler et ønske om at begrænse branchearbejdsmiljørådenes opgaver, så indsatsen udelukkende koncentreres om virksomhedsrettede aktiviteter, og at dette ønske ligger i forlængelse af evalueringen fra 2008.


S, SF, RV og EL noterer sig i den forbindelse, at Arbejdstilsynet har oplyst, at hele 80 pct. af de projekter, der pågik på evalueringstidspunktet, var virksomhedsrettede, hvilket ministeren har bekræftet i svar på spørgsmål nr. 12. Der er således ingen logisk sammenhæng mellem ønsket om at spare 50 pct. af partsmidlerne og graden af virksomhedsrettede aktiviteter i regi af branchearbejdsmiljørådene.


Af ministerens svar på spørgsmål 14 fremgår det ydermere, at Beskæftigelsesministeriet har gennemgået branchearbejdsmiljørådenes regnskaber for 2009 med henblik på en afklaring af, hvor stor en andel af de samlede årsudgifter, der er blevet anvendt på aktiviteter, der ikke længere skal kunne gennemføres efter vedtagelse af lovforslaget, hvilket drejer sig om ikkevirksomhedsrettede aktiviteter. Ministeriet finder, at kun 2,2 mio. kr. ud af de samlede årsudgifter på 69,8 mio. kr. er blevet anvendt til ikkevirksomhedsrettede aktiviteter, svarende til omkring 3 pct.


S, SF, RV og EL er på den baggrund af den opfattelse, at den foreslåede reduktion i partsmidlerne bygger på en argumentation, der savner sammenhæng med det faktiske arbejde i branchearbejdsmiljørådene.


S, SF, RV og EL frygter, at forslaget vil medføre en generel forringelse af arbejdsmiljøet med flere arbejdsulykker, øget nedslidning og dårligere psykisk arbejdsmiljø til følge. S, SF, RV og EL indstiller lovforslaget til forkastelse.


Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurinparti var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Jens Vibjerg (V) Peter Juel Jensen (V) Peter Madsen (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Colette L. Brix (DF) Helle Sjelle (KF) fmd. Charlotte Dyremose (KF) Anders Samuelsen (LA) Torben Hansen (S) Carsten Hansen (S) Rasmus Prehn (S) Leif Lahn Jensen (S) nfmd. Eigil Andersen (SF) Karsten Hønge (SF) Morten Østergaard (RV) Line Barfod (EL)

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldisflokkurin (TF)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 7


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat, fra beskæftigelsesministeren
2
Henvendelse af 25/10-10 fra Finn Olsen
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 7


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om en skematisk oversigt, der sammenligner lovudkastet og lovforslaget, så det fremgår præcis, hvilke ændringer der er foretaget i forbindelse med høringsprocessen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at sende udvalget den evalueringsrapport fra 2008, som omtales i bemærkninger til lovforslaget, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om at sende udvalget de konkrete beregninger, der ligger til grund for den forventede mindreudgift for staten på 50,4 mio kr., til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om en redegørelse for de effekter, som besparelsen på 50,4 mio. kr. forventes at have på arbejdsmiljøområdet, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelse af 25/10-10 fra Finn Olsen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvordan de aktiviteter, som beskrives i L 7 - bilag 2 finansieres i fremtiden, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvor mange midler der er til BAR-arbejdet i dag, og hvordan de fordeler sig i forhold til, hvad der er henholdsvis statslige og andre midler, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvordan ministeren er kommet frem til, at der netop skal spares 50,4 mio. kr. på partsmidlerne til arbejdsmiljøindsatsen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/11-10 om samrådsspørgsmål A-F, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, som lovet på samrådet den 24. november 2010, at sende udvalget tre konkrete eksempler på, hvilke opgaver og initiativer branchearbejdsmiljørådene fremover kan og må varetage, såfremt lovforslaget vedtages, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om en redegørelse for den indsats, branchearbejdsmiljørådet har lavet på stilladsområdet, herunder hvilke af de gennemførte initiativer som ikke ville kunne gennemføres efter lovforslagets vedtagelse, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om det af Capacentrapporten (s. 12) fremgår, at i alt knap 80 pct. af projekterne gennemført af branchearbejdsmiljørådene er virksomhedsrettede, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. , om branchearbejdsmiljørådene efter lovforslagets vedtagelse må indhente viden fra eksempelvis Arbejdstilsynet, NFA el.lign. gennem afholdelse af et fælles møde eller et fælles seminar, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om en konkret beregning af og en samlet oversigt over, hvad de aktiviteter, som branchearbejdsmiljørådene fremover ikke må lave, har kostet, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om oversendelse af sidste års regnskaber for samtlige branchearbejdsmiljøråd, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 7


Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. , om ministeren vil redegøre for, hvilken effekt det vil få på arbejdsmiljøet, at midlerne til parternes arbejdsmiljøindsats med lovforslaget reduceres med 50,4 mio, til beskæftigelsesministeren
B
Samrådsspm. , om ministeren vil redegøre for, hvorvidt, og eventuelt hvordan, de opgaver, som branchearbejdsmiljørådene i henhold til lovforslaget ikke længere skal varetage, skal løftes fremadrettet, til beskæftigelsesministeren
C
Samrådsspm. , om ministeren vil redegøre for, hvordan ministeren er kommet frem til, at der netop skal spares 50,4 mio. kr. på partsmidlerne til arbejdsmiljøindsatsen, til beskæftigelsesministeren
D
Samrådsspm. , om ministeren vil redegøre for og eksplicitere, hvor i Capacents rapport ministeren finder grundlag for at halvere partsmidlerne, til beskæftigelsesministeren
E
Samrådsspm. , om ministeren vil redegøre for, hvorvidt ministeren er enig i, at Capacents rapport, der henvises til i bemærkningerne til lovforslaget, ikke anbefaler en reduktion i partsmidlerne, men primært peger på et forbedringspotentiale i forhold til projektstyring af aktiviteterne i branchearbejdsmiljørådene, til beskæftigelsesministeren
F
Samrådsspm. om, hvilke overvejelser hos ministeren den markante utilfredshed hos høringsparterne har givet anledning til, til beskæftigelsesministeren