L 56 Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven).

(Harmonisering af satser for befordringsrabat til uddannelsessøgende m.v., indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til studerende ved videregående uddannelser m.v.).

Af: Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 16-12-2010

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. december 2010

20101_l56_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. december 2010

Forslag

til

Lov om ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven)

(Harmonisering af satser for befordringsrabat til uddannelsessøgende m.v., indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til studerende ved videregående uddannelser m.v.)

§ 1

I lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 353 af 14. marts 2007, som ændret ved § 33 i lov nr. 551 af 6. juni 2007, § 3 i lov nr. 208 af 31. marts 2008 og § 3 i lov nr. 78 af 27. januar 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Studerende ved videregående uddannelser har efter ansøgning ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik.«

2. I § 1, stk. 2, udgår »eller befordring på første klasse«.

3. I § 1, stk. 3, udgår »jf. dog § 5, stk. 1, nr. 2,«.

4. I § 1 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang studerende, der har indsendt ansøgning om SU, har ret til rabat, når der endnu ikke er taget stilling til ansøgningen om SU.«

5. § 2, stk. 1,2. pkt., ophæves.

6. § 3, stk. 1, affattes således:

»Rabat efter § 1 og § 1 a gives til den billigste daglige befordring mellem bopæl og uddannelsessted med fradrag af et egenbetalingsbeløb på 18,37 kr. (2010-niveau) for hver dag, abonnementskortet er gyldigt. Ved beregningen af rabatten betragtes et månedskort som et abonnementskort på 30 dage.«

7. I § 3, stk. 1, udgår »og § 1 a«.

8. § 3, stk. 2 og 4, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

9. § 3, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Egenbetalingen efter stk. 1, jf. § 1, reguleres én gang pr. kalenderår på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den egenbetaling, der gælder på reguleringstidspunktet. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.«

10. I § 4 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) opgørelse af, hvilke beløb der er ydet i rabat, frist for de transportansvarliges indsendelse af opgørelsen til styrelsen, indsendelse af opgørelsen i elektronisk form og, hvilke krav der stilles til attestation af opgørelsen,

2) styrelsens indhentning af yderligere oplysninger hos de transportansvarlige om ordningen, herunder individbaserede oplysninger om uddannelsessøgende og deltagere, der køber abonnementskort med rabat, og rabatbeløbenes størrelse, og

3) elektronisk kommunikation mellem styrelsen og de transportansvarlige, der er nævnt i stk. 1, herunder anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation, herunder i forbindelse med indsendelse af opgørelse af, hvilket beløb der er ydet i rabat, og oplysninger om ordningen, jf. nr. 1 og 2.

Stk. 7. Reglerne efter stk. 6, nr. 1 og 2, om styrelsens adgang til at indhente individbaserede oplysninger, herunder frist for indsendelse af individbaserede oplysninger, fastsættes efter forhandling med de transportansvarlige.«

11. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Uddannelsesstedet kan efter ansøgning i ganske særlige tilfælde træffe afgørelse om, at studerende, der har ret til rabat efter § 1, gives godtgørelse til befordring med andre befordringsmidler end offentlige befordringsmidler efter en kilometersats med fradrag af egenbetalingen, jf. § 3, stk. 1. Uddannelsesstedet træffer herunder afgørelse om antallet af kilometer, der kan gives godtgørelse for, mellem uddannelsesstedet og den studerendes bopæl.

Stk. 2. Ved befordringsgodtgørelse efter stk. 1 reguleres egenbetalingen jf. § 3, stk. 1, én gang pr. kalenderår den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om retten til godtgørelse efter stk. 1, herunder godtgørelsens beregning, sats og årlige regulering, øvre grænse for godtgørelsen og udbetaling.«

12. § 5 affattes således:

»§ 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om:

1) Indhold og udformning af ansøgninger om rabat efter § 1 og § 1 a og godtgørelse efter § 4 a og om, hvornår den studerende skal søge.

2) At ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse skal ske i elektronisk form, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse studerende og visse typer af sager kan undtages fra 1. pkt.

3) At afgørelser og meddelelser om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse studerende kan undtages fra 1. pkt.

4) At rabatbeløb efter § 3, stk. 1, jf. § 1, i særlige tilfælde af den transportansvarlige skal udbetales kontant til studerende, der har ret til rabat, når de tidligere har købt abonnementskort uden rabat, idet rabatten dog ikke kan udbetales kontant, hvis den studerende har undladt at søge i tide.

5) Hvordan studerende, der i en periode, herunder på grund af deltagelse i uddannelse ved flere uddannelsessteder på samme tid, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og godtgørelse, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.«

13. I § 5, nr. 1, udgår »og § 1 a«.

14. I § 5 a indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Styrelsen kan hos uddannelsesstederne indhente oplysninger om indskrivning m.v., der er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.

Stk. 2. Det Centrale Personregister stiller personadresseoplysninger til rådighed for styrelsen om de uddannelsessøgende, der søger om ret til rabat. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 3.

15. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Uddannelsesstedets afgørelse efter § 4 a, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

I lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. februar 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 1, ændres »9,50 kr.« til: »18,37 kr. (2010-niveau)«.

2. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Egenbetalingen, jf. stk. 1, reguleres én gang årligt på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter §§ 9 og 9 a reguleres dog én gang årligt den 1. januar. Reguleringen sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.«

3. § 7, stk. 3, ophæves.

4. I § 12 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

»Styrelsen kan hos uddannelsesstederne indhente oplysninger om indskrivning m.v., der er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 2.

5. § 14 affattes således:

»§ 14. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om:

1) Indhold og udformning af ansøgninger og om, hvornår den uddannelsessøgende eller deltageren skal søge.

2) At ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse skal ske i elektronisk form, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og deltagere og visse typer af sager kan undtages fra bestemmelsen i 1. pkt.

3) At afgørelser og meddelelser om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og deltagere kan undtages fra bestemmelsen i 1. pkt.

4) Hvordan uddannelsessøgende og deltagere, der i en periode, herunder på grund af gennemgang af forløb ved en kombination af fag inden for de i § 2, stk. 1, nævnte uddannelses- og undervisningsforløb, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og særlige ordninger, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.

§ 3

I lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, som ændret ved lov nr. 1524 af 27. december 2009, § 1 i lov nr. 78 af 27. januar 2010, og lov nr. 581 af 1. juni 2010, foretages følgende ændring:

1. I § 23, stk. 3, nr. 2, indsættes efter »ungdomsuddannelser m.v.«: »og § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2-8. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

Stk. 2. § 1, nr. 7, der ændrer § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, og § 1, nr. 13, der ændrer § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, træder i kraft den 1. februar 2011.

Stk. 3. § 1, nr. 8, der ophæver § 3, stk. 2 og 4, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, § 1, nr. 11, der indsætter § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, og § 3, der ændrer § 23, stk. 3, nr. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), træder i kraft den 1. juli 2011.

Stk. 4. De hidtil gældende regler i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser finder anvendelse fra lovens ikrafttræden til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, der gives rabat til i denne periode.

Stk. 5. De hidtil gældende regler i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. finder anvendelse fra lovens ikrafttræden til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, jf. § 1, der gives rabat til i denne periode, og for godtgørelse, jf. § 9 og § 9 a, der gives for befordring indtil den 31. december 2010.

Stk. 6. I 2011 reguleres egenbetalingen i § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser som affattet ved § 1, nr. 6, i denne lov, den 1. januar 2011.

Stk. 7. I 2011 reguleres egenbetalingen i § 7, stk. 1, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. som ændret ved § 2, nr. 1, i denne lov, den 1. januar 2011.

Stk. 8. De hidtil gældende regler udstedt med hjemmel i § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som ophævet ved denne lovs § 1, nr. 5, finder fortsat anvendelse, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt med hjemmel i § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12.«