L 56 Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven).

(Harmonisering af satser for befordringsrabat til uddannelsessøgende m.v., indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til studerende ved videregående uddannelser m.v.).

Af: Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 10-11-2010

Fremsat den 10. november 2010 af undervisningsministeren (Tina Nedergaard)

20101_l56_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 10. november 2010 af undervisningsministeren (Tina Nedergaard)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser og lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

(Harmonisering af satser for befordringsrabat til uddannelsessøgende m.v., indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til studerende ved videregående uddannelser m.v.)

§ 1

I lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 353 af 14. marts 2007, som ændret ved § 33 i lov nr. 551 af 6. juni 2007, § 3 i lov nr. 208 af 31. marts 2008 og § 3 i lov nr. 78 af 27. januar 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Studerende ved videregående uddannelser har efter ansøgning ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik.«

2. I § 1, stk. 2, udgår »eller befordring på første klasse«.

3. I § 1, stk. 3, udgår »jf. dog § 5, stk. 1, nr. 2,«.

4. I § 1 indsættes som stk. 5 :

»Stk. 5. I hvilket omfang studerende, der har indsendt ansøgning om SU, har ret til rabat, når der endnu ikke er taget stilling til ansøgningen om SU.«

5. § 2, stk. 1,2. pkt., ophæves.

6. § 3, stk. 1, affattes således:

»Rabat efter § 1 og § 1 a gives til den daglige billigste befordring mellem bopæl og uddannelsessted med fradrag af et egenbetalingsbeløb på 18,37 kr. (2010-niveau) for hver dag abonnementskortet er gyldigt. Ved beregningen af rabatten betragtes et månedskort som et abonnementskort på 30 dage.«

7. I § 3, stk. 1, udgår »og § 1 a«.

8. § 3, stk. 2 og 4, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

9. I § 3, stk. 3, affattes således:

»Stk. 2. Egenbetalingen efter stk. 1, jf. § 1, reguleres én gang pr. kalenderår på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den egenbetaling, der gælder på reguleringstidspunktet. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.«

10. I § 4 indsættes som stk. 6 og 7 :

»Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) opgørelse af, hvilke beløb der er ydet i rabat, frist for de transportansvarliges indsendelse af opgørelsen til styrelsen, indsendelse af opgørelsen i elektronisk form, og hvilke krav der stilles til attestation af opgørelsen,

2) at styrelsen kan indhente yderligere oplysninger hos de transportansvarlige om ordningen, herunder individbaserede oplysninger om uddannelsessøgende og deltagere, der køber abonnementskort med rabat, rabatbeløbenes størrelse, og

3) elektronisk kommunikation mellem styrelsen og de transportansvarlige, der er nævnt i stk. 1, herunder anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation, herunder i forbindelse med indsendelse af opgørelse af, hvilket beløb der er ydet i rabat, og oplysninger om ordningen, jf. nr. 1 og 2.

Stk. 7. Reglerne efter stk. 6, nr. 1 og 2, om styrelsens adgang til at indhente individbaserede oplysninger, herunder frist for indsendelse af individbaserede oplysninger, fastsættes efter forhandling med de transportansvarlige.«

11. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Uddannelsesstedet kan efter ansøgning i ganske særlige tilfælde træffe afgørelse om, at studerende, der har ret til rabat efter § 1, gives godtgørelse til befordring med andre befordringsmidler end offentlige befordringsmidler efter en kilometersats med fradrag af egenbetalingen, jf. § 3, stk. 1. Uddannelsesstedet træffer herunder afgørelse om antallet af kilometer, der kan gives godtgørelse for, mellem uddannelsesstedet og den studerendes bopæl.

Stk. 2. Ved befordringsgodtgørelse efter stk. 1 reguleres egenbetalingen jf. § 3, stk. 1, én gang pr. kalenderår den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om retten til godtgørelse efter stk. 1, herunder godtgørelsens beregning, sats og årlige regulering, øvre grænse for godtgørelsen og udbetaling.«

12. § 5 affattes således:

»§ 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om:

1) Indhold og udformning af ansøgninger om rabat efter § 1 og § 1 a og godtgørelse efter § 4 a, og om hvornår den studerende skal søge.

2) At ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse skal ske i elektronisk form, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse studerende og visse typer af sager kan undtages fra 1. pkt.

3) At afgørelser og meddelelser om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse studerende kan undtages fra 1. pkt.

4) At rabatbeløb efter § 3, stk. 1, jf. § 1, i særlige tilfælde af den transportansvarlige skal udbetales kontant til studerende, der har ret til rabat, når de tidligere har købt abonnementskort uden rabat, idet rabatten dog ikke kan udbetales kontant, hvis den studerende har undladt at søge i tide.

5) Hvordan studerende, der i en periode, herunder på grund af deltagelse i uddannelse ved flere uddannelsessteder på samme tid, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og godtgørelse, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.«

13. I § 5, nr. 1, udgår »og § 1 a«.

14. I § 5 a indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Styrelsen kan hos uddannelsesstederne indhente oplysninger om indskrivning m.v., der er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.

Stk. 2. Det Centrale Personregister stiller personadresseoplysninger til rådighed for styrelsen om de uddannelsessøgende, der søger om ret til rabat. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 3.

15. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Uddannelsesstedets afgørelse efter § 4 a, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

I lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. februar 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 1, ændres »9,50 kr.« til: »18,37 kr. (2010-niveau)«.

2. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Egenbetalingen, jf. stk. 1, reguleres én gang årligt på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter §§ 9 og 9 a reguleres dog én gang årligt den 1. januar. Reguleringen sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.«

3. § 7, stk. 3, ophæves.

4. I § 12 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

»Styrelsen kan hos uddannelsesstederne indhente oplysninger om indskrivning m.v., der er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 2.

5. § 14 affattes således:

»§ 14. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om:

1) Indhold og udformning af ansøgninger og om hvornår den uddannelsessøgende eller deltageren skal søge.

2) At ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse skal ske i elektronisk form, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og deltagere og visse typer af sager kan undtages fra bestemmelsen i 1. pkt.

3) At afgørelser og meddelelser om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og deltagere kan undtages fra bestemmelsen i 1. pkt.

4) Hvordan uddannelsessøgende og deltagere, der i en periode, herunder på grund af gennemgang af forløb ved en kombination af fag inden for de i § 2, stk. 1, nævnte uddannelses- og undervisningsforløb, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og særlige ordninger, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.

§ 3

I lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, som ændret ved lov nr. 1524 af 27. december 2009, § 1 i lov nr. 78 af 27. januar 2010, og lov nr. 581 af 1. juni 2010, foretages følgende ændring:

1. I § 23, stk. 3, nr. 2, indsættes efter »ungdomsuddannelser m.v.«: »og § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 2010, jf. dog stk. 2-6. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

Stk. 2. § 1, nr. 7, der ændrer § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, og § 1, nr. 13, der ændrer § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, træder i kraft den 1. februar 2011.

Stk. 3. § 1, nr. 8, der ophæver § 3, stk. 2 og 4, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, § 1, nr. 11, der indsætter § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser og § 3, der indsætter § 23, stk. 3, nr. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), træder i kraft den 1. juli 2011.

Stk. 4. De hidtil gældende regler i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser finder anvendelse fra den 1. december 2010 til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, der gives rabat til i denne periode.

Stk. 5. De hidtil gældende regler i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. finder anvendelse fra den 1. december 2010 til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, jf. § 1, der gives rabat til i denne periode, og for godtgørelse, jf. § 9 og § 9 a, der gives for befordring indtil den 31. december 2010.

Stk. 6. De hidtil gældende regler udstedt med hjemmel i § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som ophævet ved denne lovs § 1, nr. 5, finder fortsat anvendelse indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt med hjemmel i § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12.«

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.
Indledning
2.
Gældende ret
 
2.1.
Befordringsrabat til uddannelsessøgende ved videregående uddannelse
 
2.2.
Befordringsordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.
  
2.2.1.
Baggrunden for befordringsordningen
  
2.2.2.
Rabat på abonnementskort
  
2.2.3.
Befordringsgodtgørelse efter en kilometersats
  
2.2.4.
Klippekortordningen
3.
Den foreslåede ordning
 
3.1.
Harmonisering af satser m.v.
 
3.2.
Indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer
10.
Sammenfattende skema


1. Indledning

Baggrunden for forslaget er "Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi" fra maj 2010. Heraf fremgår følgende: "Elever på ungdomsuddannelser modtager i dag et højere tilskud til befordring end studerende på videregående uddannelser. På videregående uddannelser er der blandt andet et loft for den maksimale støtte. Der gennemføres fra 2011 en tilpasning og en målretning af de to ordninger til studerende med de højeste befordringsudgifter. Den konkrete udmøntning skal drøftes nærmere. Der tilvejebringes et provenu på 75 mio. kr. årligt i 2011-2013."

Efter lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 353 af 14. marts 2007 med senere ændringer, og lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. februar 2009, gives der rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus, tog eller metro i den kollektive trafik ud over det egenbetalingsbeløb, der er fastsat i de to love.

Regeringen og Dansk Folkeparti har efterfølgende aftalt at harmonisere befordringsrabatordningerne for uddannelsessøgende ved henholdsvis ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, så der fastsættes en ny fælles egenbetalingssats for de to ordninger på 18,37 kr. pr. dag, svarende til 551 kr. pr 30 dage (sats for 2010).

De to ordninger foreslås yderligere harmoniseret ved, at loftet for rabat på ordningen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser fjernes, og ved at der gives rabat på hele det beløb, der overstiger egenbetalingen. Den rabat, der kan gives på abonnementskort i ordningen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, vil således svare til rabatten i ordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. Samtidig foreslås det, at uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, lige som uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., kun kan få rabat på strækningen mellem bopælen og uddannelsesstedet.

Forslaget om harmonisering af satserne m.v. er beskrevet nærmere under afsnit 3.1.

I forbindelse med regeringens regionalpolitiske udspil "Danmark i balance i en global verden" fra september 2010 har regeringen endvidere givet udtryk for, at uddannelsessøgende ved videregående uddannelser skal kunne få godtgørelse efter en kilometersats til egen befordring, hvis det ikke er muligt at benytte den kollektive trafik. Herved gøres det lettere for uddannelsessøgende, der er bosat i udkantsområderne, at få støtte til befordring til og fra et uddannelsessted, der ligger langt fra den uddannelsessøgendes bopæl. Muligheden for godtgørelse efter en kilometersats til egen befordring eksisterer allerede for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Forslaget om godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser er beskrevet nærmere under afsnit 3.2.

2. Gældende ret

2.1. Befordringsrabat til uddannelsessøgende ved videregående uddannelse

Befordringsrabatordningen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelse blev indført med virkning fra den 1. januar 1997. Der er ikke sket væsentlige ændringer i ordningen, siden den trådte i kraft.

Uddannelsessøgende ved videregående uddannelser har efter § 1 i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser ret til rabat ved køb af abonnementskort - det vil sige personlige periode- eller pendlerkort med en valgfri gyldighedsperiode - til befordring med bus, tog eller metro i den kollektive trafik i Danmark og efter undervisningsministerens bestemmelse hen over den danske grænse til et EU- eller EØS-land - i praksis kun relevant i forbindelse med rejse over grænsen til Tyskland og Sverige.

Det er en betingelse for at få rabat, at den uddannelsessøgende har søgt om og har ret til statens uddannelsesstøtte (SU) til en videregående uddannelse. Retten til rabat består selv om den uddannelsessøgende efterfølgende fravælger SU eller er i lønnet praktik, der udelukker SU. Uddannelsessøgende, der har opbrugt deres muligheder for at få SU, det vil sige er løbet tør for stipendieklip til uddannelsen, kan søge om at få befordringsrabat i yderligere 12 måneder, hvis de studerende er studieaktive.

Rabatten udgør 65 pct. af prisen på abonnementskortet. I forbindelse med rabatordningens indførelse blev der lagt vægt på, at ordningen skulle være så enkel som mulig at administrere. Derfor er ordningen ikke begrænset til kun at omfatte strækningen mellem bopælen og uddannelsesstedet, lige som der ikke er tidsmæssige begrænsninger knyttet til klokkeslæt og ugedage. Til gengæld indeholder rabatordningen en egenbetaling, der med satsen for 2010 er på 14,10 kr. pr. dag, svarende til 423 kr. pr. 30 dage, og en maksimal rabat, der med satsen for 2010 er på 23,49 kr. pr dag, svarende til 704,70 kr. pr. 30 dage. Satsen for egenbetalingen og den maksimale rabat reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Tidspunktet for satsreguleringen er fastsat af undervisningsministeren, og er pt. fastsat til den 2. søndag i januar.

Ordningen administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (styrelsen) i samarbejde med trafikselskaberne. Ansøgning om befordringsrabat indgives gennem styrelsens elektroniske selvbetjeningssystem minSU i forbindelse med ansøgning om SU ved at afkrydse befordringsrabatfeltet på ansøgningsskemaet, så tildeles retten til rabat automatisk, hvis rabatbetingelserne er opfyldt.

Den uddannelsessøgende får tilsendt en rabatmeddelelse, der er trykt på papir, hvor månederne med rabat fremgår af et afrivningsfelt i kreditkortstørrelse kaldet "det blå kort". Kortet gælder for et halvt år ad gangen (januar-juni og juli-december). Bruger den uddannelsessøgende ordningen, sender styrelsen automatisk et nyt kort for det efterfølgende halvår, hvis rabatbetingelserne fortsat er opfyldt.

Den uddannelsessøgende kan få rabat i de måneder, der fremgår af det blå kort. Abonnementskortet skal dog senest udløbe den sidste dag i måneden efter den sidste måned, der fremgår af det blå kort. Hvis den uddannelsessøgendes forhold har ændret sig siden kortet blev udstedt, f.eks. fordi den uddannelsessøgende har afbrudt uddannelsen, har taget orlov eller er blevet inaktiv og derfor ikke længere opfylder rabatbetingelserne, beholder den uddannelsessøgende retten til rabat i resten af perioden. Det blå kort bliver således ikke tilbagekaldt.

Forlængelse af rabatten i op til 12 måneder efter muligheden for SU er brugt op, søges på et papirskema, der kan printes fra nettet og afleveres til uddannelsesinstitutionen. Styrelsen træffer afgørelse om rabat på baggrund af uddannelsesinstitutionens indstilling om studieaktivitet. Styrelsen sender rabatmeddelelse, som beskrevet ovenfor, til den uddannelsessøgende, for de måneder hvor den uddannelsessøgende er studieaktiv.

Trafikselskaberne yder rabatten på baggrund af den uddannelsessøgendes fremvisning af det blå kort i forbindelse med køb af abonnementskort. Styrelsen refunderer kvartalsvis trafikselskaberne 90 pct. af den ydede rabat. Refusionen sker på baggrund af indberetninger om brug af ordningen, og styrelsen giver kun refusion for uddannelsessøgende, der er omfattet af de blå kort.

2.2. Befordringsordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

2.2.1. Baggrunden for befordringsordningen

Med kommunalreformen i 2007 overførtes de amtskommunale gymnasieskoler, studenter- og hf-kurser, voksenuddannelsescentre og social- og sundhedsskolerne til staten. Befordringsgodtgørelsesordninger for uddannelsessøgende i de nævnte, samt andre ungdomsuddannelser og deltagere i almen voksenuddannelse (avu), forberedende voksenundervisning (fvu), samt ordblindeundervisning blev samtidig overført fra amtskommunerne til staten.

De indtil da gældende amtskommunale ordninger var baseret på forskellige love og bekendtgørelser, herunder især bekendtgørelse nr. 1136 af 14. december 1995 om befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende. Efter bekendtgørelsen havde amtsrådene adgang til at indrette ordningerne meget forskelligt både med hensyn til, hvem der havde ret til godtgørelse, hvilke regler godtgørelsen var givet efter og satser for egenbetaling mv. Den nye ordning, der trådte i kraft med virkning fra den 1. januar 2007, består af en ordning, hvorefter der gives rabat på abonnementskort, og flere mindre særordninger. Ordningen videreførte i størst muligt omfang hovedprincipperne fra den tidligere amtskommunale ordning og reguleres af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

2.2.2. Rabat på abonnementskort

Efter § 3 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. gives der rabat på abonnementskort til befordring med bus, tog eller metro i den kollektive trafik i Danmark og efter ministerens bestemmelse hen over den danske grænse til et EU- eller EØS-land - i praksis Tyskland og Sverige. Det er endvidere muligt efter undervisningsministerens bestemmelse at få rabat til befordring med færge.

Det følger af § 2 i lov befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., at der gives rabat i de måneder, hvor den uddannelsessøgende gennemgår uddannelse eller deltager i undervisningsforløb i medfør af:

- lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven),

- lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven),

- lov om uddannelsen til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx),

- lov om erhvervsuddannelser,

- lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.

- lov om fodterapeuter,

- lov om produktionsskoler,

- lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven) eller

- lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.



På erhvervsuddannelserne gives der kun gives rabat på befordring til grundforløbene. For produktionsskoleforløb gælder det, at deltagerne skal udløse statstilskud for at have ret til befordringsrabat. Det vil sige, at deltagerne ikke har ret til rabat, hvis de er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Uddannelsessøgende i erhvervsgrunduddannelser har endvidere alene ret til befordringsrabat under skoleundervisning, herunder værkstedsskole med skoleydelse. Herudover fremgår det af § 1 i bekendtgørelse nr. 804 af 29. juli 2008 om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., at der ud over de uddannelser, der er nævnt i § 2 i lov befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., også kan gives rabat i forbindelse med befordring til uddannelser, der er berettigende til SU uden for klippekortet, dog ikke uddannelser på folkeskoleniveau.

Rabatten gives til den daglige befordring mellem den uddannelsessøgendes bopæl og uddannelsessted og udgør udgiften til billigste offentlige befordring med fradrag af den uddannelsessøgendes egenbetaling. Med satsen for 2010 udgør rabatten hele det beløb, der overstiger egenbetalingen på 10,81 kr. pr dag, svarende til 324,30 kr. pr. 30 dage. Der er ikke fastsat en øvre grænse for rabat, men der skal dog være tale om "daglig befordring" mellem bopælen og uddannelsesstedet.

Satsen for egenbetalingen reguleres årligt efter udviklingen i indeks for bustransport fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks med ændringen i indekset fra august 2 år før til august året før. Tidspunktet for satsreguleringen er fastsat af undervisningsministeren, og er pt. fastsat til den 2. søndag i januar.

Den uddannelsessøgende søger om rabat gennem det elektroniske selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort", og den enkelte uddannelsesinstitution godkender, at den uddannelsessøgende er indskrevet på uddannelsen, og angiver start- og sluttidspunkt for uddannelsen. Uddannelsesinstitutionen godkender endvidere den udannelsessøgendes trafikzonevalg, som skal svare til strækningen mellem den uddannelsessøgende bopæl og uddannelsessted. Når ansøgningen er godkendt af uddannelsesinstitutionen udsteder det relevante regionale trafikselskab eller DSB et uddannelseskort, det vil sige et abonnementskort med rabat, på den angivne strækning. Styrelsens refunderer på baggrund af indberetninger om brug af ordningen kvartalsvis trafikselskaberne hele det beløb, som de har ydet i rabat.

2.2.3. Befordringsgodtgørelse efter en kilometersats

For visse grupper af uddannelsessøgende, der har ret til rabat, jf. ovenfor under afsnit 2.2.2, er muligheden for at få rabat på abonnementskort ikke optimal. Det drejer sig om:

- Deltagere i ordblindeundervisning for voksne. Gruppen af ordblinde har typisk kun en enkelt eller få ugentlige undervisningsdage i forbindelse med den særligt tilrettelagte ordblindeundervisning og vil derfor ikke umiddelbart have behov for abonnementskort til den pågældende strækning.

- Uddannelsessøgende, der har en skolevej, hvor der ikke findes egnet offentlig befordring, f.eks. fordi rejsetiden med offentlig transport er markant længere end kørsel i egen bil.



Disse grupper har derfor mulighed for, hvis de opfylder særlige betingelser herfor, at få befordringsgodtgørelse efter en kilometersats til egen befordring, herunder med bil, mellem bopæl og uddannelsessted. Det følger således af § 13 i bekendtgørelse om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., at mindst én af følgende betingelser skal være opfyldt, for at den uddannelsessøgende kan få godtgørelse efter en kilometersats:

- Der ikke er mulighed for offentlig befordring på en del af eller hele rejsestrækningen mellem den uddannelsessøgendes eller deltagerens bopæl og uddannelsesstedet.

- Offentlig befordring medfører en samlet ventetid på 2 timer eller mere pr. undervisningsdag.

- Den faktiske køretid med offentlig befordring er mere end 2 timer længere pr. undervisningsdag end køretiden med andre befordringsmidler.

- Den uddannelsessøgende eller deltageren har fået støtte til køb af bil efter § 114 i lov om social service.



Med satsen for 2010 udgør godtgørelsen 0,75 kr. pr. påbegyndt kilometer mellem bopæl og uddannelsessted. Den uddannelsessøgende skal dog selv betale 10,81 kr. pr. dag (sats for 2010), hvilket svarer til egenbetalingen i hovedordningen. Kilometersatsen reguleres en gang årligt den 1. januar efter udviklingen i indeks for bustransport fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks med ændringen i indekset fra august 2 år før til august året før. Godtgørelsen er skattepligtig B-indkomst.

Den uddannelsessøgende skal selv søge om ret til godtgørelse via et skema, der afleveres på uddannelsesinstitutionen. Ved udgangen af hvert kvartal skal den uddannelsessøgende herefter anmode om at få rabatten udbetalt på et skema, hvor uddannelsesinstitutionen skal attestere antallet af fremmøde dage det foregående kvartal.

Uddannelsesinstitutionen indtaster herefter rejsestrækning og fremmødedage i styrelsens it-system, og styrelsen udbetaler godtgørelsen med fradrag af egenbetalingen direkte til den uddannelsessøgendes Nemkonto.

2.2.4. Klippekortordningen

I ganske specielle situationer kan produktionsskoler, erhvervsgrunduddannelser og særlige forløb ved erhvervsuddannelser vælge at kompensere de uddannelsessøgende direkte for befordringsudgifterne ved at udlevere eller refundere klippekort eller sørge for befordring på anden vis. Denne ordning blev indført ved en lovændring med virkning fra den 1. august 2008 og finder anvendelse, når et undervisningsforløb har så kort en varighed, at det ikke er meningsfuldt at købe et periodekort.

Uddannelsesstedet skal sørge for at opkræve egenbetalingen på 10,81 kr. pr. dag fra den uddannelsessøgende og får efterfølgende refunderet rabatten fra styrelsen. Administrationen foregår primært manuelt.

3. Den foreslåede ordning

3.1. Harmonisering af satser m.v.

Det foreslås, at egenbetalingssatsen for både uddannelsessøgende ved videregående uddannelser og uddannelsessøgende ved ungdomsuddannelser m.v. fastsættes til 18,37 kr. pr. dag svarende til 551 kr. pr. 30 dage (sats for 2010). Egenbetalingssatsen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser er, som beskrevet under afsnit 2.1, på 14,10 kr. pr. dag, og forhøjelsen svarer således til 4,27 kr. pr. dag. For uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. er satsen, som beskrevet under afsnit 2.2, på 10,81 kr. pr. dag, og forhøjelsen svarer således til 7,56 kr. pr. dag.

For at sikre, at egenbetalingssatsen i de to ordninger også fremover vil være ens, foreslås det, at egenbetalingssatsen i begge ordninger reguleres på samme måde. Det foreslås således at ændre bestemmelsen om satsregulering i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser, så den får samme indhold som den tilsvarende bestemmelse i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. Herefter reguleres egenbetalingssatsen en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den egenbetaling, der gælder på reguleringstidspunktet.. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.

Det er hensigten, at undervisningsministeren fastsætter regler om, at satsreguleringen af den egenbetalingssats på 18,37 kr., der er angivet i lovforslaget med satsen for 2010, sker første gang den 2. søndag i januar 2011 for så vidt angår egenbetaling i forbindelse med køb af abonnementskort med rabat for både uddannelsessøgende ved videregående uddannelser og ungdomsuddannelser. Dette begrundes med, at tidspunktet hænger sammen med tidspunktet for trafikselskabernes årlige takstregulering, der fra januar 2009 er den 2. søndag i januar. For så vidt angår egenbetalingen i de to særordninger for uddannelsessøgende ved ungdomsuddannelser (godtgørelse efter en kilometersats og klippekortordningen) foreslås det dog, at satsreguleringen allerede sker den 1. januar 2011.

Det foreslås endvidere, at rabatten ved køb af abonnementskort til bus, tog eller metro i den kollektive trafik i begge ordninger udgør 100 pct. af det beløb, som abonnementskortet koster ud over egenbetalingsbeløbet. Dette forslag medfører ingen ændringer i befordringsrabatordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. For uddannelsessøgende ved videregående uddannelser vil der dog være tale om en forhøjelse af rabatten på abonnementskort ud over egenbetalingen fra 65 pct. til 100 pct., samt en fjernelse af den maksimale rabat, der udgør 23,49 kr. pr. dag (sats for 2010). Herved stilles uddannelsessøgende, der bor langt fra deres uddannelsessted og har brug for et dyrt abonnementskort til den daglige transport mellem bopæl og uddannelsessted, bedre end efter de gældende regler.

Det skal bemærkes, at procentsatsen for refusion af den rabat, som de transportansvarlige trafikselskaber yder i forbindelse med salg af abonnementskort med rabat, ikke foreslås ændret. Trafikselskaberne vil således stadig få refunderet 90 pct. af den rabat, der ydes efter lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, og 100 pct. af den rabat, der ydes efter lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

I modsætning til ordningen for ungdomsuddannelser, hvor rabatten gives til den daglige transport mellem bopæl og skole, er rabatten til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser som nævnt under afsnit 2.1 i den nuværende ordning ikke begrænset til strækningen mellem bopæl og skole. Med fjernelse af den maksimale rabat på 23,49 kr. pr. dag og indførelsen af 100 pct. rabat ud over egenbetalingen vil der ikke længere være begrænsninger, der gør det mindre attraktivt for de uddannelsessøgende at benytte ordningen til at købe abonnementskort, der rækker udover transportbehovet mellem skole og bopæl, idet den faktiske pris for kortet vil forblive uændret, uagtet hvor meget rejsestrækningen forlænges.

Det foreslås derfor, at der indføres en geografisk afgrænsning af rejsestrækning for så vidt angår rabat til befordring til videregående uddannelse, så der kun kan gives rabat på abonnementskort, der dækker strækningen mellem den uddannelsessøgendes bopæl og uddannelsesstedet. Dette svarer til ordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Indførelsen af en geografisk begrænsning i forbindelse med rabatordningen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser kræver en ny ansøgningsprocedure og kontrol med, at der kun gives rabat på abonnementskort, der dækker strækningen mellem bopæl og uddannelsessted. Ansøgningsproceduren for abonnementskort med rabat for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser kan teknisk integreres i selvbetjeningssystemet "mitUddannelseskort", der anvendes i forbindelse med ansøgning om rabat til uddannelsessøgende ved ungdomsuddannelser m.v., da dette er designet til at håndtere den geografiske afgræsning af retten til rabat, jf. nærmere under afsnit 2.2.2.

En sådan integration kan dog af hensyn til styrelsens edb-udvikling tidligst gennemføres med virkning fra den 1. juli 2011. Indtil integrationen er gennemført, vil der være behov for manuelt at påse, at rabatten gives på abonnementskort, der dækker rejsestrækningen mellem bopælen og uddannelsesstedet. I det første halvår af 2011 vil det være trafikselskaberne, der i forbindelse med salg af abonnementskort med rabat påser, at abonnementskort kun udstedes til strækningen mellem den uddannelsessøgendes bopæl og uddannelsesstedet. Det følger af § 8, stk. 5 og 6, i bekendtgørelse nr. 348 af 20. april 2006 om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at trafikselskabernes revisor efter årets udgang skal attestere trafikselskabernes endelige refusionsopgørelse, og at revisorerne ved attestationen skal erklære, at trafikselskaberne har etableret betryggende arbejdsgange, der sikrer, at rabatten er ydet i overensstemmelse med § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. forslagets § 1, nr. 6.

I forbindelse med, at udstedelsen af abonnementskort med rabat til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser integreres i selvbetjeningssystemet "mitUddannelseskort", foreslås en række justeringer af bestemmelserne om, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om ansøgningsprocedurer og meddelelse om rabat m.v. Det er hensigten at fastsætte regler, der i al væsentlighed har samme indhold som reglerne i bekendtgørelse om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Endelig foreslås det, at der i både lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser og lov om befordringsrabat til udannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., indføres hjemmel til, at styrelsen hos uddannelsesinstitutionerne kan indhente oplysninger om indskrivning m.v. de er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1-10 og 12-15, og § 2 og bemærkningerne hertil.

3.2. Indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser

For at gøre det lettere for uddannelsessøgende at forblive bosat i udkantsområderne under videregående uddannelse foreslås det, at uddannelsessøgende, der har ret til rabat på abonnentskort til bus, tog eller metro i den kollektive trafik, i ganske særlige tilfælde kan få godtgørelse efter en kilometersats til helt eller delvist at benytte andre befordringsmidler end de offentlige, herunder egen bil. Det foreslås, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om retten til godtgørelse, herunder godtgørelsens beregning, sats og årlige regulering, øvre grænse for godtgørelsen og udbetaling.

Der eksisterer en ordning for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., hvor godtgørelsen beregnes som 0,75 kr. gange antal kilometer mellem uddannelsesstedet og den uddannelsessøgendes bopæl gange antal fremmødedage med fradrag af egenbetalingen. Ordningen er i al væsentlighed reguleret på bekendtgørelsesniveau, jf. nærmere under afsnit 2.2.3.

En forudsætning for ordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. er, at der er fremmødekontrol på uddannelsen. Hermed kan det kontrolleres, at der kun gives godtgørelse til uddannelsessøgende, der møder op og dermed konkret har behov for godtgørelsen. Der er imidlertid ikke fremmødekontrol på langt de fleste videregående uddannelser, hvorfor denne beregningsmetode for godtgørelsen ikke umiddelbart kan overføres til de videregående uddannelser.

Det er på denne baggrund hensigten, at godtgørelsen beregnes på baggrund af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted og en kilometersats på månedsbasis. Opgørelse af fremmøde vil derfor ikke indgå i beregningen af godtgørelsen. Satsen forventes fastsat til 13 kr. pr. km. pr. måned. Satsen svarer til, at der gennemsnitligt gives tilskud for 18 dage om måneden, da der i de fleste måneder vil være 3-4 dage mindre end antallet af hverdage/arbejdsdage.

Godtgørelsen udbetales med fradrag af en egenbetaling, der i loven foreslås fastsat til 18,37 kr. pr dag svarende til 551 kr. pr. 30 dage (sats for 2010). Godtgørelsen vil i lighed med den gældende godtgørelsesordning for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser være skattepligtig B-indkomst. Det foreslås derfor at ændre lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, så godtgørelsen lige som godtgørelse efter § 9 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser, fradrages det beløb, som den uddannelsessøgende må tjene uden at skulle tilbagebetale SU.

Ordningen etableres, så der som udgangspunkt ikke gives godtgørelse i juli måned, hvor uddannelserne holder sommerferie.

Da rabatordningerne for uddannelsessøgende ved henholdsvis videregående uddannelser og ungdomsuddannelser harmoniseres på flere punkter, jf. afsnit 3.1, vil det være hensigtsmæssigt at fastsætte ens regler for godtgørelse efter en kilometersats for både uddannelsessøgende ved videregående uddannelser og ungdomsuddannelser. Det forventes derfor, at de eksisterende regler i bekendtgørelse om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. justeres i overensstemmelse med den ordning, der er beskrevet for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser. For deltagere i ordblindeundervisning, der har ret til godtgørelse efter en kilometersats, hvis de har mindre end 5 ugentlige undervisningsdage, vil det dog være muligt at fastsætte en mindre sats for godtgørelsen. Ordblindeundervisning er i modsætning til al anden undervisning, der er omfattet af de to love om befordringsrabat, ikke heltidsundervisning, og deltagere i ordblindeundervisning har ofte ganske få ugentlige undervisningstimer. På ungdomsuddannelserne vil ændringerne betyde, at der fremover reelt gives godtgørelse efter en kilometersats for nogle perioder, f.eks. helligdage og eksamensperioder, hvor der ikke tidligere er givet tilskud.

Det forventes, at de nævnte ændringer vil være udgiftsneutrale i forhold til den gældende ordning for ungdomsuddannelser.

Den foreslåede ordning, herunder især indførelse af godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, kræver systemtilpasninger i styrelsens it-systemer, hvilket først kan være etableret medio 2011. Ordningen foreslås derfor først at træde i kraft den 1. juli 2011.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11, og § 3 og bemærkningerne hertil.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Forøgelse af egenbetalingen medfører et positivt provenu, mens en forhøjelse af rabatsatsen, afskaffelsen af maksimumsatsen for rabat og indførelsen af kilometerpenge på videregående uddannelser vil medføre en merudgift.

Omkostningerne til godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser var i 2009 på 3,4 mio. kr. Overføres den gennemsnitlige frekvens for benyttelse af ordningen fra ungdomsuddannelser inden for de samme aldersklasser til de videregående uddannelser svarer det til, at 0,8 pct. af SU-modtagerne på videregående uddannelser vil benytte ordningen, i alt ca. 1.500 uddannelsessøgende. Det betyder, at udgifterne til en kilometerpengeordning på de videregående uddannelser vil være på anslået 5,5 mio. kr. Det bemærkes, at adfærdsmønstret for uddannelsessøgende på videregående uddannelser kan være forskelligt fra dem på ungdomsuddannelser i lyset af de studerendes ændrede personlige forhold, herunder familieforhold og uddannelsesstrukturen.

Nedenfor følger en oversigt over provenuskønnet for harmoniseringen af befordringsordningerne for uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser forudsat en uændret uddannelsesaktivitet og transportadfærd hos de uddannelsessøgende.

 
2011
2012
2013
2014
Forøgelse af grænse for egenbetaling til 551 kr. for både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser
115 mio. kr.
115 mio. kr.
115mio. kr.
115 mio. kr.
Forøgelse af rabatsats fra 65 pct. til 100 pct. på videregående uddannelser
- 19 mio. kr.
- 19 mio. kr.
- 19 mio. kr.
- 19 mio. kr.
Afskaffelse af maksgrænse på rabat på videregående uddannelser
- 15 mio. kr.
- 15 mio. kr.
- 15 mio. kr.
- 15 mio. kr.
Indførsel af kilometerpenge på videregående uddannelser
- 3 mio. kr.
- 6 mio. kr.
- 6 mio. kr.
- 6 mio. kr.
Samlet provenu
78 mio. kr.
75 mio. kr.
75 mio. kr.
75 mio. kr.


Som det fremgår, vil provenuet i 2011 være på 78 mio. kr., idet der vil være en mindreudgift på ca. 3 mio. kr. som følge af, at indførelsen af godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser først etableres med virkning fra medio 2011.

Det skønnes, at harmoniseringen af ordningerne i perioden 2011-2019 vil indebære en samlet udgift til it-udvikling på 1,4 mio. kr. (udgiftsbaseret) svarende til en årlig omkostning på ca. 0,2 mio. kr. (omkostnings-baseret). Hertil kommer i 2011 it-driftsudgifter m.v. på 0,2 mio. kr., der også inkluderer fortsat systemintegration mellem de to befordringsordninger og SU-ordningen. I 2012 og frem vil it-driftsudgifter andrage 0,3 mio. kr. om året.

Forslagene om at indføre restriktioner på rejsestrækningen (kun rabat mellem bopæl og uddannelsessted) og om at indføre godtgørelse efter en kilometersats i ordningen for de videregående uddannelser vil begge medføre en øget administration i styrelsen, ligesom der erfaringsmæssigt opstår et betydeligt behov for betjeningsvejledning, når de uddannelsessøgende ved videregående uddannelser skal benytte et selvbetjeningssystem til abonnementskortbestilling og -køb. De administrative merudgifter skønnes at være i størrelsesordenen 0,3 mio. kr. i 2011. I 2012 og frem skønnes de administrative merudgifter at være i størrelsesordenen 0,5 mio. kr. om året.

Der optages på den baggrund 0,6 mio. kr., heraf 0,3 mio. kr. i lønsum, i 2011 på forslag til lov om tillægs-bevilling for § 20.11.11. Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, samt 1,0 mio. kr., heraf 0,5 mio. kr. i lønsum, i 2012 og fremefter på forslaget til finanslov for 2012.

For så vidt angår økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner og regioner er det lagt til grund, at uddannelsessøgende samlet set vil benytte de offentlige transportmidler i den udstrækning, det sker i dag. Der ændres med lovforslaget alene på, hvilke dele af befordringsudgifterne der udlægges til egenbetaling, og hvilken del der finansieres af staten.

Samlet set vurderes det, at lovforslaget ikke har nævneværdige økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Trafikselskabernes indtægt pr. uddannelsessøgende forbliver uændret for uddannelsessøgende på ungdomsuddannelserne, idet trafikselskaberne refunderes 100 pct. af rabatten. For de uddannelsessøgende ved videregående uddannelser øges rabatsatsen til 100 pct., og samtidig afskaffes loftet over den maksimale rabat. Mens den højere egenbetaling på befordringsordningen ved ungdomsuddannelserne eventuelt vil kunne reducere omfanget af uddannelsessøgende, der benytter den kollektive transport på kortere afstande, forventes forøgelsen af rabatsatsen og afskaffelsen af rabatloftet for befordringsordningen ved videregående uddannelser derimod at øge antallet af uddannelsessøgende, der benytter den kollektive transport. Samlet set lægges det derfor til grund, at transportomfanget forbliver uændret.

På de videregående uddannelser refunderer staten 90 pct. af trafikselskabernes rabat. I den udstrækning befordringsomfanget forøges for uddannelsessøgende på de videregående uddannelser, jf. ovenfor, indebærer det øget trafik og dermed øgede indtægter for trafikselskaberne. Der formodes kun at være marginale ekstra udgifter ved eventuelt øget brug af de eksisterende tilbud, idet trafikselskabernes marginale udgifter til de uddannelsessøgendes befordring antages at være mindre end de gennemsnitlige udgifter pr. person til befordring.

Med harmoniseringen af befordringsordningerne indføres samtidig en godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser. Denne ordning giver, ligesom den tilsvarende ordning for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser, alene mulighed for godtgørelse, når den uddannelsessøgende ikke har mulighed for at benytte offentlig befordring på hele eller dele af strækningen mellem bopæl og uddannelsessted, eller når der i de eksisterende tilbud er en uforholdsmæssig lang og besværlig rejsetid med offentlig transport. Denne forbedring ventes at komme de uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, der i forvejen ikke har mulighed for offentlig befordring, f.eks. i udkantsområderne, til gode.

Samlet set vurderes det, at lovforslaget ikke har nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

For uddannelsessøgende ved videregående uddannelser medfører forslaget, at ansøgningsproceduren ændres, så de ikke længere vil få tilsendt en rabatmeddelelse, der giver ret til at købe et abonnementskort med rabat (det blå kort). Den enkelte uddannelsessøgende skal nu - i forbindelse med ansøgning om SU, eller på et senere tidspunkt - søge rabatten i styrelsens selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort". På det grundlag udsteder trafikselskabet abonnementskort med rabat. Den uddannelsessøgende vil efterfølgende selv kunne forny abonnementskortet. Al kommunikation vil således foregå online i stedet for ved personligt fremmøde hos trafikselskaberne.

Der er ingen administrative ændringer for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

7 Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Akademikernes Centralorganisation, Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, BAT, Bestyrelsesforeningen for Social og Sundhedsskoler (B-SOSU), C3, Center for Ligebehandling af Handicappede, CIRIUS, Danmarks Konservative Studerende, Danmarks Liberale Studerende, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Erhvervsskoler, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Landbrugsskoler, Danske Regioner, Danske Studerendes Fællesråd, Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS), Danske Universiteter, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, DSB Regional, DSB S-tog a/s, Erhvervsakademirådet, Finanssektorens Arbejdsgiverorganisation, Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA), Foreningen af private, selvejende gymnasier, studenter- og hf-kurser, Foreningen for Danske Landbrugsskoler, Frit Forum - Socialdemokratiske Studerende, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Fynbus, Fællesrådet for Foreninger for Uddannelses & Erhvervsvejledning (FUE), Gymnasieelevernes Landsorganisation, Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Gymnasieskolernes Rektorforening, Handelsskolernes Lærerforening (HL), HK/Kommunal, HK/Stat, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Kommunernes Landsforening, Konkurrencestyrelsen, Kulturministeriets Rektorer (KUR), Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark (LO), Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Lederforeningen (VUC), Lederforsamlingen, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Lærernes Centralorganisation, Lærerstuderendes Landskreds, Midttrafik, Movia, MVU-rådet, Nordjylland trafikselskab - NT, Nævnet om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet, Professionshøjskolernes Rektorkollegium - University Colleges Denmark, Rigsrevisionen, Sammenslutningen af ledere ved skolerne for de grundlæggende sosu-uddannelser, Studenterrådgivningen, Suhr's Seminarium, SU-rådet, Sydtrafik, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Uddannelsesforbundet, VEU-rådet og VUC Bestyrelsesforening.

10. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Mindreudgifterne til befordringsrabat vil udgøre 78,0 mio. kr. i 2011 og i årene herefter 75,0 mio. kr.
It-merudgifterne til harmoniseringen af ordningerne vil udgøre 1,4 mio. kr. (udgiftsbaseret) svarende til en årlig omkostning på ca. 0,2 mio. kr. (omkostningsbaseret) til it-udvikling. Udgifterne til administration og it-drift af ordningen vil i 2011 være 0,5 mio. kr. og 0,8 mio. kr. i 2012 og årene herefter.
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Uddannelsessøgende ved videregående uddannelser vil lige som uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. skulle søge om befordringsrabat gennem det elektroniske selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort".
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1)

Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser understreges det, at tildeling af ret til rabat på abonnementskort altid sker på baggrund af en ansøgning. Samtidig opdateres ordlyden af bestemmelsen, så den afspejler det udbud af kollektiv befordring, der eksisterer i dag, idet også befordring med metro nævnes. Bestemmelsen får herved samme ordlyd som den tilsvarende bestemmelse i § 2, stk. 1, 1. led, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 6, hvor det understreges, at rabatten kun gives til den daglige billigste befordring mellem uddannelsesstedet og den uddannelsessøgendes bolig. Bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser om, at der ikke kan gives rabat på befordring på 1. klasse, er således overflødig.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 3)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 12, der nyaffatter § 5 i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. Herved udgår blandt andet bemyndigelsen i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser til at fastsætte regler om, at uddannelsessøgende, der fravælger SU i en længere periode, ikke har ret til befordringsrabat.

Bemyndigelsen har eksisteret siden befordringsrabatordningen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser blev indført i 1997 og har aldrig været udnyttet. Bemyndigelsen i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser til at fastsætte regler om afgørelse og meddelelses om rabat ved køb af abonnementskort videreføres i ændret form, jf. affattelsen af § 5, nr. 2 og 3, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 12.

Med forslaget i § 1, nr. 3, fjernes henvisningen til § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 4 (§ 1, stk. 5)

Den foreslåede § 1, stk. 5, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser er videreførelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen giver undervisningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, i hvilket omfang uddannelsessøgende, der har søgt om SU, kan få ret til befordringsrabat, selv om der endnu ikke er taget stilling til, om de har ret til SU. Forslaget er således en konsekvens af nyaffattelsen af § 5 i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 12.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 5 (§ 2, stk. 1, 2. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 1, hvor det foreslås, at afgørelse om rabat efter § 1 i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser altid træffes på baggrund af en ansøgning. Efter den affattelse af § 5, nr. 1, der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 12, vil undervisningsministeren kunne fastsætte regler om, hvornår den uddannelsessøgende skal søge om rabat.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 6 (§ 3, stk. 1)

Med den foreslåede ændring af § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser ændres satsen for den uddannelsessøgendes egenbetaling til 18,37 kr. pr. dag (2010-niveau). Den maksimale rabat afskaffes, og der gives rabat på hele det beløb, der overstiger egenbetalingen.

Samtidig begrænses rabatten til kun at omfatte abonnementskort til bus, tog eller metro i den kollektive trafik, der dækker strækningen mellem den uddannelsessøgendes bopæl og uddannelsessted.

Med den uddannelsessøgendes bopæl menes bopæl som defineret i CPR-lovens § 6, stk. 1, hvorefter en bolig er det sted, hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele. Det vil således være bopælen ifølge Det Centrale Personnummerregister (CPR), der er udgangspunktet for den strækning, hvortil der kan gives rabat ved køb af abonnementskort. For uddannelsessøgende, der i en længere periode bor på kostskole eller skolehjem, gives der dog ikke rabat ved køb af abonnementskort til strækningen fra bopælen ifølge CPR til uddannelsesstedet, da den daglige befordring sker mellem kostskole eller skolehjemmet og uddannelsesstedet og ikke mellem adressen ifølge CPR og uddannelsesstedet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 14, hvor der skabes hjemmel til, at styrelsen kan indhente oplysninger fra CPR om den uddannelsessøgendes bopæl.

Med den uddannelsessøgendes uddannelsessted menes den lokalitet, hvor den uddannelsessøgende deltager i undervisningsforløb i en periode, der giver ret til rabat. Uddannelsessøgende, der som led i en videregående uddannelse er i lønnet eller ulønnet praktik i en periode, og derfor har brug for abonnementskort til en anden lokalitet end uddannelsesinstitutionen vil således kunne få rabat på abonnementskort, der dækker strækningen mellem praktiskstedet og bopælen. Se bemærkningerne til § 5, nr. 5 i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som foreslået under § 1, nr. 12, med hensyn til situationer, hvor den uddannelsessøgende reelt har to forskellige uddannelsessteder i samme periode.

Med forslaget understreges det endvidere, at der alene gives rabat på den billigst mulige befordring. Der kan således f.eks. ikke gives rabat på abonnementskort til rejse på første klasse.

Sammen med lovforslagets § 2, nr. 1, medfører forslaget i § 1, nr. 6, at befordringsrabatordningerne for uddannelsessøgende i henholdsvis videregående udannelser og ungdomsuddannelser harmoniseres i forhold til egenbetalingssatsen, den rabat, der gives ud over egenbetalingen, og den strækning, hvortil der kan gives rabat.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 7 (§ 3, stk. 1)

Det følger af § 1 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at retten til rabat ved køb af abonnementskort omfatter måneder, hvor den nyuddannede får støtte efter afsnit II a i SU-loven. Herefter kan nyuddannede, der deltager i særlige kompetenceudvidende forløb, der udbydes efter lov nr. 77 af 27. januar 2010 om særlige kompetenceudvidende forløb, få støtte til forsørgelse i form af en ydelse, der i størrelse og vilkår svarer til SU.

Det følger af § 4 i lov nr. 78 af 27. december, der med § 3, nr. 1, indsætter § 1 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at loven har gyldighed til og med den 31. januar 2011. Det foreslås derfor, at henvisningen i § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, til, at der kan gives befordringsrabat efter § 1 a, udgår den 1. februar 2011, jf. bemærkningerne til denne lovs § 4, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 8 (§ 3, stk. 2 og 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 12, der nyaffatter § 5 i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. Bestemmelserne i § 3, stk. 2 og 4, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser vedrører begge den gældende ansøgningsprocedure, hvor den uddannelsessøgende, der har fået meddelt ret til rabat, skal vise styrelsens rabatmeddelelse (det blå kort) til det transportansvarlige trafikselskab i forbindelse med køb af abonnementskort med rabat. Når befordringsordningen for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser pr. 1. juli 2011 lægges ind i det elektroniske selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort", vil denne procedure ikke længere være relevant, og der er med lovforslagets § 1, nr. 12, formuleret nye bestemmelser om ansøgning m.v.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 9 (§ 3, stk. 3)

Der er tale om en mindre sproglig justering af bestemmelsen, der regulerer satsreguleringen af egenbetalingen efter § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6. Forslaget ændrer ikke ved, at egenbetalingssatsen efter lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser for så vidt angår rabat på abonnementskort reguleres én gang årligt på efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 10 (§ 4, stk. 6 og 7)

Med forslaget flyttes bestemmelserne i § 5, stk. 1, nr. 6-8 og § 5, stk. 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, hvorefter undervisningsministeren kan fastsætte regler, der vedrører de transportansvarlige, uændret til § 4 i samme lov. Med den foreslåede § 4, stk. 6 og 7, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser samles bestemmelser, der vedrører de transportansvarliges opgaver, forpligtelser m.v., således i samme paragraf.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 11 (§ 4 a)

Med den foreslåede nye § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser vil uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, der har ret til rabat på abonnementskort til bus, tog eller metro i den kollektive trafik, i ganske særlige tilfælde kunne få godtgørelse efter en kilometersats til helt eller delvist at benytte andre befordringsmidler end de offentlige, herunder egen bil.

Med den nye § 4 a, stk. 1, foreslås det, at uddannelsesinstitutionen træffer afgørelse om retten til rabat, og om antallet af kilometer, der kan gives godtgørelse til, mellem uddannelsesstedet og den uddannelsessøgendes bopæl. Ved beregningen af antallet af kilometer skal der lægges vægt på den normale transportvej ved bilkørsel, uanset hvilket transportmiddel der rent faktisk benyttes. Den korteste strækning kan som oftest findes ved opslag på Internettet, men der kan være lokale forhold, der gør, at den korteste strækning ikke vil være den normale eller hurtigste strækning. Uddannelsesinstitutionen må derfor foretage et skøn ved afgørelse om antallet af kilometer, der kan gives godtgørelse til. I forhold til klage over uddannelsesinstitutionens afgørelse henvises der til bemærkningerne til § 1, nr. 15.

Med den nye § 4 a, stk. 2, foreslås det, at egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter §§ 4 a reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Dette svarer til, hvad det med § 2, nr. 2, foreslås at gælde for satsreguleringen af egenbetalingen i forbindelse med godtgørelse efter §§ 9 og 9 a, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Det foreslås med den nye § 4 a, stk. 3, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om retten til godtgørelse, herunder godtgørelsens beregning, sats og årlige regulering, øvre grænse for godtgørelsen og udbetaling.

Det er hensigten, at fastsætte regler om, at kun uddannelsessøgende, der har vanskeligt ved at benytte den kollektive trafik, kan få godtgørelse. Det kan f.eks. dreje sig om uddannelsessøgende, der ikke har mulighed for at benytte offentlig befordring på hele eller dele af strækningen mellem bopæl og uddannelsesstedet, eller hvor rejsetiden bliver uforholdsmæssig lang og besværlig.

For så vidt angår godtgørelsens beregning er det hensigten at fastsætte regler, hvorefter godtgørelsen beregnes på baggrund af afstanden mellem den uddannelsessøgendes bopæl og uddannelsessted og en kilometersats på månedsbasis. Herfra trækkes den uddannelsessøgendes egenbetaling, der i loven foreslås fastsat til 18,37 kr. pr dag svarende til 551 kr. pr. 30 dage, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6. Det er hensigten at fastsætte regler, hvorefter der ikke beregnes godtgørelse i juli måned, hvor uddannelserne holder sommerferie. Uddannelsessøgende, der følger undervisning i juli måned, f.eks. i forbindelse med adgangseksamen til ingeniørstudierne, vil dog kunne få godtgørelse for befordring i juli måned.

Satsen forventes fastsat til 13 kr. pr. km. pr. måned. Månedssatsen svarer til, at der gennemsnitligt gives tilskud for 18 dage om måneden, da der i de fleste måneder vil være 3-4 dage færre undervisningsdage end antallet af hverdage/arbejdsdage.

Satsen for godtgørelsen forventes reguleret én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Herved satsreguleres godtgørelsen på samme måde som egenbetalingen ved køb af abonnementskort med rabat i både ordningen for uddannelsessøgende ved videregående udannelser og ordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. bemærkningerne til § 1, nr. 9 og § 2, nr. 2.

For at forhindre utilsigtet brug af ordningen vil det være muligt at fastsætte regler om en øvre grænse for godtgørelsen, lige som efter ordningen for uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. Her gives der ikke befordringsgodtgørelse for den del af den daglige befordring, der overstiger 300 km. tur/retur mellem bopæl og uddannelsessted.

I forhold til udbetaling af godtgørelsen er det blandt andet hensigten at fastsætte regler, hvorefter godtgørelsen udbetales bagud på baggrund af indskrivningsoplysninger.

Det skal bemærkes, at reglerne om godtgørelse efter en kilometersats til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., der er fastsat i medfør af § 9 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., forventes harmoniseret med ovenstående. Det er således hensigten at der - i videst muligt omfang - skal gælde ens regler for godtgørelse efter en kilometersats, uanset om der er tale om befordring til en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.

Til nr. 12 (§ 5)

I den foreslåede affattelse af § 5, nr. 1-3, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser foreslås nye bemyndigelser for undervisningsministeren til at fastsætte regler om indhold af ansøgninger, ansøgningsprocedurer, herunder obligatorisk elektronisk ansøgning, samt afgørelse og meddelelse om ret til rabat. Bestemmelserne træder i stedet for de gældende bestemmelser i § 2, stk. 1, 2. pkt., § 3, stk. 4, og § 5, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser.

Bestemmelsen i den gældende § 5, stk. 1, nr. 2, 2. led, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, hvorefter undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at uddannelsessøgende, der fravælger SU i en længere periode, ikke har ret til rabat, foreslås at udgå. Bemyndigelsen har ikke været udnyttet siden ordningen trådte i kraft den 1. januar 1997.

Med den nye § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, foreslås det, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om indhold og udformning af ansøgninger og om hvornår den uddannelsessøgende skal søge. Bestemmelsen er enslydende med § 14, nr. 1, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., idet det er hensigten at fastsætte regler, der i al væsentlighed har samme indhold som reglerne i bekendtgørelse om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. bemærkningerne til § 2, nr. 5.

Reglerne i kapitel 2 i bekendtgørelse om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser om ansøgning og meddelelse om rabat, der i dag er fastsat med hjemmel i § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelse, ændres ikke før den 1. juli 2011, hvor rabatordningen forventes integreret i selvbetjeningssystemet "mitUddannelseskort". Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, stk. 6.

Det foreslås med den nye § 5, nr. 2, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgning om befordringsrabat og godtgørelse skal ske i elektronisk form. Det foreslås dog, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og visse typer af sager kan undtages fra kravet om elektronisk ansøgning Lige som det gælder for uddannelsessøgende ved ungdomsuddannelser vil det som udgangspunkt blive obligatorisk for alle uddannelsessøgende at søge om ret til befordringsrabat gennem det elektroniske selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort". Uddannelsessøgende, der ikke har adgang til Internettet eller på anden måde ikke har mulighed for at indtaste deres ansøgning om ret til rabat, vil kunne henvende sig på deres uddannelsesinstitution, der vil have adgang til elektronisk at søge om ret til rabat på den uddannelsessøgendes vegne. Der vil dog være enkelte grupper af uddannelsessøgende, der fortsat skal aflevere en papiransøgning. Det drejer sig blandt andet om uddannelsessøgende, der skal læse i udlandet og har daglig befordring over den danske grænse, uddannelsessøgende, der ikke har et dansk personnummer, samt alle uddannelsessøgende, der søger om ret til befordringsgodtgørelse efter en kilometersats. Endvidere drejer det sig om sager, hvor der skal vedlægges dokumentation, f.eks. ansøgning om kontakt udbetaling af rabat.

Det foreslås i den nye § 5, nr. 3, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og meddelelse om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Idet den uddannelsessøgende i forvejen søger om rabat gennem det elektroniske selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort" vil det være oplagt, at styrelsen sender afgørelse om ret til rabat til den uddannelsessøgendes elektroniske dokumentboks. Der vil dog være grupper af uddannelsessøgende, herunder uddannelsessøgende, der ikke kan benytte "mitUddannelseskort", jf. ovenfor, der fortsat vil kunne få afgørelser og meddelelser i papirform.

Den foreslåede affattelse af § 5, nr. 4, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser er videreførelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, nr. 4 i den gældende lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til undervisningsministeren til at fastsætte regler om at rabatbeløb efter § 3, stk. 1, jf. § 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, i ganske særlige tilfælde kan udbetales kontant, hvis den uddannelsessøgende tidligere har købet et abonnementskort uden rabat.

Efter den foreslåede affattelse af § 5, nr. 5, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser kan undervisningsministeren fastsætte regler om, hvordan uddannelsessøgende, der i en periode, herunder på grund af gennemgang af uddannelse ved flere uddannelsessteder på samme tid, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og godtgørelse, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse. Efter denne bestemmelse kan undervisningsministeren blandt andet fastsætte regler, der regulerer den situation, hvor en uddannelsessøgende i samme periode har to forskellige uddannelsessteder. Det kan f.eks. være uddannelsessøgende, der er indskrevet ved som heltidsstuderende ved en uddannelsesinstitution og samtidig - som et led i denne heltidsuddannelse - følger enkelte fag på en anden uddannelsesinstitution.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 13 (§ 5, nr. 1)

Det følger af § 1 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at retten til rabat ved køb af abonnementskort omfatter måneder, hvor den nyuddannede får støtte efter afsnit II a i SU-loven. Herefter kan nyuddannede, der deltager i særlige kompetenceudvidende forløb, der udbydes efter lov nr. 77 af 27. januar 2010 om særlige kompetenceudvidende forløb, få støtte til forsørgelse i form af en ydelse, der i størrelse og vilkår svarer til SU.

Det følger af § 4 i lov nr. 78 af 27. december, der med § 3, nr. 1, indsætter § 1 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, at loven har gyldighed til og med den 31. januar 2011. Det foreslås derfor, at henvisningen i § 5, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, til, at der kan gives befordringsrabat efter § 1 a, udgår den 1. februar 2011, jf. bemærkningerne til denne lovs § 4, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 14 (§ 5 a, stk. 1 og 2)

Det foreslås med § 5 a, stk. 1, at styrelsen kan indhente oplysninger fra uddannelsesinstitutionerne om den uddannelsessøgendes indskrivning m.v., i det omfang oplysningerne er nødvendige for at træffe afgørelse om befordringsrabat. Det vil f.eks. være tale om oplysninger om start- og slutdatoer for uddannelsen, orlovsperioder, praktikperioder og studieophold på andre uddannelsesinstitutioner.

I forbindelse med indførelsen af obligatorisk digital ansøgning om SU er der etableret et tæt samspil med de studieadministrative systemer på uddannelsesinstitutionerne, så styrelsen fra de studieadministrative systemer indhenter oplysninger om uddannelsens start- og slutdatoer, orlov, praktik m.v. Styrelsen modtager således oplysninger om de uddannelsessøgende fra blandt andet de studieadministrative systemer STADS, EASY-A, Ludus, Lectio og SIS.

Styrelsen har derfor teknik mulighed for elektronisk at indhente de oplysninger om indskrivning m.v. der er nødvendige for at træffe afgørelse om rabat. Det vil dog ikke være alle uddannelsessøgende, der er omfattet af de studieadministrative systemer, som styrelsen kan modtage oplysninger fra, så visse uddannelsesinstitutioner vil selv skulle indberette indskrivningsoplysninger m.v. til styrelsen i forbindelse med ansøgning om ret til rabat.

Det foreslås endvidere med den nye § 5 a,stk. 2, at der i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående udannelse indføres en bestemmelse, der er identisk med § 15 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. Herefter kan styrelsen indhente oplysninger i CPR om den uddannelsessøgendes bopæl til brug for afgørelse om ret til rabat og godtgørelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 15 (§ 6, stk. 2)

Det foreslås, at de afgørelser, som uddannelsesinstitutionen træffer efter § 4 a, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 11, ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed. Afgørelse om befordringsgodtgørelse vil typisk være afgørelser, hvor der - efter lokale forhold - skal tages stilling til, hvorvidt der findes egnet offentlig befordring. Afgørelsen om antallet af kilometer mellem bopæl og uddannelsessted vil oftest kunne træffes på objektivt grundlag og ikke give anledning til tvist. Bestemmelsen svarer til § 16, stk. 1, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 7, stk. 1)

Med den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. forhøjes satsen for den uddannelsessøgendes eller deltagerens egenbetaling til 18,37 kr. (2010-niveau) for hver dag, abonnementskortet er gyldigt. Herved bliver egenbetalingssatsen for uddannelsessøgende i henholdsvis videregående uddannelser og ungdomsuddannelser harmoniseret, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6.

Satsen for egenbetalingen i § 7 benyttes også i de særlige ordninger efter lovens § 9 (godtgørelse efter en kilometersats) og § 9 a (klippekortordningen), hvorfor egenbetalingen i disse ordninger også forhøjes med den foreslåede ændring af § 7, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 2 (§ 7, stk. 2)

Det følger af § 7, stk. 2 og 3, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., at egenbetalingssatsen reguleres én gang årligt efter udviklingen i indeks for bustransport fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks med ændringen i indekset fra august 2 år før til august året før. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse og det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb. Egenbetalingen reguleres på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren, hvilket pt. er fastsat den 2. søndag i januar, jf. § 5 i bekendtgørelse om befordringsrabat til uddannelsessøgende ved videregående uddannelser til. En tilsvarende regel er fastsat i § 8 a i bekendtgørelse om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser m.v. Det følger dog af § 7, stk. 3, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., at egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter §§ 9 og 9 a reguleres én gang årligt den 1. januar.

Med den foreslåede § 7, stk. 2, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., ændres den årlige satsregulering, så den svarer til den, der foreslås at gælde i lov ombefordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Herefter satsreguleres egenbetalingen med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 9.

Herudover er der tale om en sammenskrivning af de gældende bestemmelser i § 7, stk. 2 og 3, så også tidspunktet for satsreguleringen af egenbetalingen i forbindelse med rabat efter § 2 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og godtgørelse efter §§ 9 og 9 a i samme lov reguleres i § 7, stk. 2. Det er i den forbindelse ikke hensigten at ændre tidspunktet for satsreguleringen af egenbetalingen i forbindelse med rabat på abonnementskort til befordring i den kollektive trafik, idet tidspunktet hænger sammen med tidspunkterne for trafikselskabernes årlige taktregulering, der fra januar 2009 er den 2. søndag i januar. Satsreguleringen af egenbetalingen i forbindelse med befordringsgodtgørelse efter §§ 9 og 9 a foreslås heller ikke ændret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 3 (§ 7. stk. 3)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2, der med den foreslåede affattelse af § 7, stk. 2, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. fremover regulerer satsreguleringen af egenbetalingen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 4 (12, stk. 1)

Den foreslåede 12, stk. 1, i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser er identisk med den foreslåede bestemmelse i § 5 a, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 14, og der henvises generelt til bemærkningerne hertil.

Særligt for uddannelsesinstitutioner med ungdomsuddannelser skal det bemærkes, at de i dag godkender alle ansøgninger om befordringsrabat, der indkommer gennem "mitUddannelseskort", og taster uddannelsesperioden med uddannelsesstart og slut, samt eventuelle perioder uden ret til rabat i det fælles administrative system for befordringsrabat. For de uddannelsesinstitutioner, der benytter studieadministrative systemer, der er integreret i SU-systemet, vil denne del af sagsbehandlingen blive lettere.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til nr. 5 (§ 14)

Ændringerne i formuleringen af bestemmelserne i § 14, stk. 1-2 og 4 er udelukkende af redaktionel karakter. Med § 14, stk. 2, understreges det dog at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og visse typer af sager kan undtages fra kravet om elektronisk kommunikation.

Det foreslås i § 14, 3, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og meddelelse om rabat eller godtgørelse, skal gives i elektronisk form. Idet den uddannelsessøgende i forvejen søger om rabat gennem det elektroniske selvbetjeningssystem "mitUddannelseskort" vil det være oplagt, at styrelsen sender afgørelse om ret til rabat til den uddannelsessøgendes elektroniske dokumentboks. Der vil dog være grupper af uddannelsessøgende, der ikke kan benytte "mitUddannelseskort" herunder blandt andet om uddannelsessøgende, der ikke har et dansk personnummer. Derfor foreslås det at undervisningsministeren kan fastsætte regler om at visse uddannelsessøgende og deltagere kan undtages fra kravet om elektronisk kommunikation. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 12, der beskriver de tilsvarende hjemmelsbestemmelser, der foreslås affattet i § 5, stk. 2 og 3, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.

Til § 3

Til nr. 1 (§ 23, stk. 3, nr. 2)

Egenindkomsten er ifølge SU-lovens § 23 den indkomst, der medgår i beregningen af, hvor meget en uddannelsessøgende må have som indkomst ved siden af SU. Egenindkomsten beregnes som enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2. Herfra kan kun fradrages SU-stipendium, godtgørelse efter § 9 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., arbejdsmarkedsbidrag samt tilskrevne renter af beløb, der er opsparet den 31. december 1993 på en uddannelseskonto og ikke senere hævet.

Godtgørelse efter en kilometersats, efter den foreslåede § 4 a, jf. forslagets § 1, nr. 11, indgår i den personlige indkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2, og medregnes derfor i egenindkomsten. For at undgå, at muligheden for, at indkomst ved siden af SU påvirkes af modtagelse af godtgørelse efter en kilometersats, foreslås det, at ændre SU-lovens § 23, stk. 3, nr. 2, så godtgørelsen efter en kilometersats også for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser fradrages egenindkomsten.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.

Til § 4

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. december 2010.

Det foreslås i stk. 2, at bestemmelserne i § 1, nr. 7 og 13, først træder i kraft den 1. februar 2011. Med de to bestemmelser udgår henvisningen til § 1 a, i § 3, stk. 3 og § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser samtidig med, at § 1 a ikke længere gælder, jf. § 4 i lov nr. 78 af 27. december 2010. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til i § 1, nr. 7 og 13.

Det foreslås i stk. 3, at følgende bestemmelser først træder i kraft den 1. juli 2011:

- § 1, nr. 8, der ophæver § 3, stk. 2 og 4, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. Bestemmelserne i § 3, stk. 2 og 4 vedrører den manuelle sagsgang i forbindelse med køb af abonnementskort med rabat, som fortsætter indtil den 1. juli 2011, hvor rabatordningen forventes integreret i selvbetjeningssystemet "mitUddannelseskort".

- § 1, nr. 11, der indsætter § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. Med § 4 a indføres godtgørelse efter en kilometersats for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, der ikke har mulighed for at benytte bus, tog eller metro i den kollektive trafik. Indførelsen af ordningen kræver systemtilpasninger i styrelsens it-systemer, hvilket tidligst kan være etableret med virkning fra den 1. juli 2011.

- § 3, der ændrer § 23, stk. 3, nr. 2, i SU-loven, så den skattepligtige godtgørelse efter den foreslåede§ 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser fradrages egenindkomsten, og derved ikke på virker den uddannelsessøgendes muligheder for at få SU.



Det foreslås i stk. 4-5, at de gældende regler i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser og i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. finder anvendelse fra den 1. december 2010 til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, der gives rabat til i denne periode. Det samme gælder for godtgørelse efter § 9 og 9 a i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. De nye satser for egenbetalingen m.v., der foreslås i § 1, nr. 6 og § 2, nr. 1, har således først virkning fra og med den 1. januar 2011. Herved har de befordringsansvarlige trafikselskaber efter lovens ikrafttræden mulighed for at iværksætte udstedelse af abonnementskort med de nye satser, så de uddannelsessøgende har modtaget abonnementskortet, når de genoptager studierne efter juleferien. Dette er særligt relevant i forbindelse med udstedelsen af abonnementskort gennem "mitUddannelseskort", hvor sagsbehandlingstiden kan være op til 3 uger.

Endelig foreslås det i stk. 6, at regler, der er udstedt med hjemmel i § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som ophævet ved lovforslagets § 1, nr. 5, fortsat finder anvendelse indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt med hjemmel i § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12. Regler udstedt efter § 2, stk. 1, 2. pkt. omhandler den gældende ansøgningsprocedure, der forventes anvendt indtil den 1. juli 2011, hvor ansøgning om befordringsrabat til uddannelsessøgende i videregående uddannelser integreres i "mitUddannelseskort", hvorfor nye regler først forventes udstedt med virkning fra den 1. juli 2011.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
  
§ 1
I lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 353 af 14. marts 2007, som ændret ved § 33 i lov nr. 551 af 6. juni 2007, § 3 i lov nr. 208 af 31. marts 2008 og § 3 i lov nr. 78 af 27. januar 2010, foretages følgende ændringer:
§ 1. Studerende ved videregående uddannelser har ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus og tog i den kollektive persontrafik, der er omfattet af lov om trafikselskaber samt med tog i den kollektive fjerntrafik. Undervisningsministeren kan bestemme, at anden kollektiv persontrafik er omfattet af 1. pkt. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at 1. pkt. gælder for befordring til og fra udlandet.
 
1.§ 1, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Studerende ved videregående uddannelser har efter ansøgning ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik.«
Stk. 2. Retten til rabat ved køb af abonnementskort omfatter ikke befordring i form af individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede eller befordring på første klasse.
 
2. I § 1, stk. 2, udgår »eller befordring på første klasse«.
Stk. 3. Retten til rabat ved køb af abonnementskort omfatter måneder, hvor den studerende har ret til statens uddannelsesstøtte (SU), herunder måneder, hvor SU fravælges, jf. dog § 5, stk. 1, nr. 2, samt måneder, hvor den studerende er i lønnet praktik. Studerende, der ikke har søgt SU til den uddannelse, de er i gang med, har ikke ret til rabat.
Stk. 4. Studerende kan få befordringsrabat i indtil 12 måneder efter, at de har opbrugt deres muligheder for at få SU. Det er en betingelse, at den studerende fortsat deltager aktivt i uddannelsen.
 
3. I § 1, stk. 3, udgår »jf. dog § 5, stk. 1, nr. 2,«.
  
4. I § 1 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. I hvilket omfang studerende, der har indsendt ansøgning om SU, har ret til rabat, når der endnu ikke er taget stilling til ansøgningen om SU.«
§ 2. Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (styrelsen) træffer afgørelse om, hvilke studerende der har ret til rabat efter § 1. Undervisningsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang afgørelsen træffes på grundlag af en ansøgning fra de studerende. Afgørelse om befordringsrabat efter § 1, stk. 4, træffes efter indstilling fra uddannelsesstedet.
 
5.§ 2, stk. 1,2. pkt., ophæves.
§ 3. Der ydes en rabat på 65 pct. af udgifter til abonnementskort ud over 10,36 kr. for hver dag, abonnementskortet er gyldigt. Der kan dog maksimalt ydes en rabat på 17,26 kr. om dagen. Ved beregningen af rabatten kan et månedskort betragtes som et abonnementskort på 30 dage.
 
6.§ 3, stk. 1, affattes således:
»Rabat efter § 1 og § 1 a gives til den daglige billigste befordring mellem bopæl og uddannelsessted med fradrag af et egenbetalingsbeløb på 18,37 kr. (2010-niveau) for hver dag abonnementskortet er gyldigt. Ved beregningen af rabatten betragtes et månedskort som et abonnementskort på 30 dage.«
  
7. I § 3, stk. 1, udgår »og § 1 a«.
Stk. 2. Den studerende skal ved anmodning om rabat fremvise personlig legitimation med vellignende foto.
 
8.§ 3, stk. 2 og 4, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
Stk. 3. Egenbetalingen på 10,36 kr. og maksimumsrabatten på 17,26 kr., jf. stk.1, reguleres én gang årligt den 3. søndag i januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Ved reguleringen er det de aktuelle indtil da gældende beløb, som reguleres.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om, hvornår meddelelsen fra styrelsen eller uddannelsesstedet skal forevises ved anmodning om rabat.
 
9. I § 3, stk. 3, affattes således:
»Stk. 2. Egenbetalingen efter stk. 1, jf. § 1, reguleres én gang pr. kalenderår på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den egenbetaling, der gælder på reguleringstidspunktet. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.«
§ 4. Det påhviler hvert trafikselskab, Bornholms Regionskommune, de jernbanevirksomheder, der udfører offentlig servicetrafik på kontrakt med staten, og Ørestadsselskabet at yde rabat efter §§ 1 og 3.
Stk. 2. Hvert selskab og Bornholms Regionskommune sørger for, at den i § 3 anførte rabat indpasses i det takst- og billetteringssystem, der anvendes af trafikselskabet eller Bornholms Regionskommune.
Stk. 3. Udgiften ved rabatordningen og dennes administration bortset fra den del, der hører under styrelsen, afholdes af de transportansvarlige, der er nævnt i stk. 1. Styrelsen refunderer de transportansvarlige 90 pct. af det beløb, der er ydet i rabat, på grundlag af kvartalsvise opgørelser af rabatbeløbet.
Stk. 4. Revisoren for en transportansvarlig efter stk. 1 attesterer, at rabatten er ydet i overensstemmelse med § 3, stk. 1, og at rabatbeløbet i øvrigt er opgjort korrekt.
Stk. 5. Transportansvarlige i EU- og EØS-landene kan efter regler fastsat af undervisningsministeren yde rabat på samme vilkår som de transportansvarlige, der er nævnt i stk. 1.
 
10. I § 4 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om
1) opgørelse af, hvilke beløb der er ydet i rabat, frist for de transportansvarliges indsendelse af opgørelsen til styrelsen, indsendelse af opgørelsen i elektronisk form, og hvilke krav der stilles til attestation af opgørelsen,
2) at styrelsen kan indhente yderligere oplysninger hos de transportansvarlige om ordningen, herunder individbaserede oplysninger om uddannelsessøgende og deltagere, der køber abonnementskort med rabat, rabatbeløbenes størrelse, og
3) elektronisk kommunikation mellem styrelsen og de transportansvarlige, der er nævnt i stk. 1, herunder anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation, herunder i forbindelse med indsendelse af opgørelse af, hvilket beløb der er ydet i rabat, og oplysninger om ordningen, jf. nr. 1 og 2.
Stk. 7. Reglerne efter stk. 6, nr. 1 og 2, om styrelsens adgang til at indhente individbaserede oplysninger, herunder frist for indsendelse af individbaserede oplysninger, fastsættes efter forhandling med de transportansvarlige.«
  
11. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. Uddannelsesstedet kan efter ansøgning i ganske særlige tilfælde træffe afgørelse om, at studerende, der har ret til rabat efter § 1, gives godtgørelse til befordring med andre befordringsmidler end offentlige befordringsmidler efter en kilometersats med fradrag af egenbetalingen, jf. § 3, stk. 1. Uddannelsesstedet træffer herunder afgørelse om antallet af kilometer, der kan gives godtgørelse for, mellem uddannelsesstedet og den studerendes bopæl.
Stk. 2. Ved befordringsgodtgørelse efter stk. 1 reguleres egenbetalingen jf. § 3, stk. 1, én gang pr. kalenderår den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om retten til godtgørelse efter stk. 1, herunder godtgørelsens beregning, sats og årlige regulering, øvre grænse for godtgørelsen og udbetaling.«
§ 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om
1) indhold og udformning af ansøgninger, og hvornår de studerende skal søge,
2) afgørelse og meddelelse om ret til rabat ved køb af abonnementskort, jf. § 2, herunder om at studerende, der fravælger SU i en længere periode, ikke har ret til rabat,
3) i hvilket omfang studerende, der har indsendt ansøgning om SU, har ret til rabat, selv om der ikke er taget stilling til ansøgningen,
4) at rabatbeløbet i særlige tilfælde af den transportansvarlige skal udbetales kontant til studerende, der har ret til rabat, når de tidligere har købt abonnementskort uden rabat, idet rabatten dog ikke kan udbetales kontant, hvis den studerende har undladt at søge i tide,
5) hvordan studerende, der i en periode skal bruge flere abonnementskort, samlet kan opnå rabat i overensstemmelse med § 3, stk. 1,
6) opgørelsen af, hvilke beløb der er ydet i rabat, frist for indsendelse af opgørelsen til styrelsen, indsendelse af opgørelsen i elektronisk form, og hvilke krav der stilles til attestation af opgørelsen, jf. § 4, stk. 4,
7) at styrelsen kan indhente yderligere oplysninger om ordningen, herunder bl.a. individbaserede oplysninger om studerende, der køber abonnementskort med rabat, eller oplysninger om antallet af studerende, der køber abonnementskort med rabat, og rabatbeløbenes størrelse, samt om at oplysningerne skal gives i elektronisk form,
8) elektronisk kommunikation mellem de transportansvarlige, der er nævnt i § 4, stk. 1, eller uddannelsesstedet og styrelsen, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker identifikation, bl.a. i forbindelse med indsendelse af opgørelse af, hvilke beløb der er ydet i rabat, og oplysninger om ordningen, jf. nr. 6 og 7.
Stk. 2. Reglerne efter stk. 1, nr. 5, og reglerne efter stk. 1, nr. 7, om styrelsens adgang til at indhente individbaserede oplysninger, herunder blandt andet frist for indsendelse af individbaserede oplysninger, fastsættes efter forhandling med de transportansvarlige.
 
12.§ 5 affattes således:
»§ 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om:
1) Indhold og udformning af ansøgninger om rabat efter § 1 og § 1 a og godtgørelse efter § 4 a, og om hvornår den studerende skal søge.
2) At ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse skal ske i elektronisk form, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse studerende og visse typer af sager kan undtages fra 1. pkt.
3) At afgørelser og meddelelser om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse studerende kan undtages fra 1. pkt.
4) At rabatbeløb efter § 3, stk. 1, jf. § 1, i særlige tilfælde af den transportansvarlige skal udbetales kontant til studerende, der har ret til rabat, når de tidligere har købt abonnementskort uden rabat, idet rabatten dog ikke kan udbetales kontant, hvis den studerende har undladt at søge i tide.
5) Hvordan studerende, der i en periode, herunder på grund af deltagelse i uddannelse ved flere uddannelsessteder på samme tid, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og godtgørelse, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.«
  
13. I § 5, nr. 1, udgår »og § 1 a«.
§ 5 a. Styrelsen kan til de transportansvarlige, der er nævnt i § 4, stk. 1, videregive oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for at yde rabat. Styrelsen kan stille de nævnte oplysninger elektronisk til rådighed for de transportansvarlige.
 
14. I § 5 a indsættes før stk. 1 som nye stykker:
»Styrelsen kan hos uddannelsesstederne indhente oplysninger om indskrivning m.v., der er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.
Stk. 2. Det Centrale Personregister stiller personadresseoplysninger til rådighed for styrelsen om de uddannelsessøgende, der søger om ret til rabat. Oplysningerne skal gives i en form, der er egnet til elektronisk databehandling.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 3.
§ 6. Afgørelser, som uddannelsesstedet træffer i medfør af § 2, stk. 2, kan inden 4 uger fra meddelelsen af afgørelsen indbringes for styrelsen af den, som afgørelsen vedrører. Klagen stiles til styrelsen og sendes til uddannelsesstedet. Fastholder uddannelsesstedet afgørelsen, sender uddannelsesstedet klagen til styrelsen med en udtalelse.
Stk. 2. Styrelsens afgørelser efter § 1, stk. 4, og § 2 i denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
 
15. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Uddannelsesstedets afgørelse efter § 4 a, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
  
§ 2
I lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. februar 2009, foretages følgende ændringer:
§ 7. Den uddannelsessøgende og deltageren skal selv betale et egenbetalingsbeløb på 9,50 kr. for hver dag, abonnementskortet er gyldigt. Ved beregningen af rabatten kan et månedskort betragtes som et abonnementskort på 30 dage.
 
1. I § 7, stk. 1, ændres »9,50 kr.« til: »18,37 kr. (2010-niveau)«.
Stk. 2. Egenbetalingen på 9,50 kr. reguleres én gang årligt på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren. Egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter §§ 9 og 9 a reguleres dog én gang årligt den 1. januar.
 
2.§ 7, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Egenbetalingen, jf. stk. 1, reguleres én gang årligt på et tidspunkt fastsat af undervisningsministeren med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egenbetalingen ved befordringsgodtgørelse efter §§ 9 og 9 a reguleres dog én gang årligt den 1. januar. Reguleringen sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.«
Stk. 3. Egenbetalingen reguleres efter udviklingen i indeks for bustransport fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks med ændringen i indekset fra august 2 år før til august året før. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste ørebeløb.
 
3.§ 7, stk. 3, ophæves.
§ 12. Styrelsen kan til de befordringsansvarlige, der er nævnt i § 11, stk. 1, videregive oplysninger om uddannelsessøgende og deltagere, der er nødvendige for at yde rabat. Styrelsen kan stille de nævnte oplysninger elektronisk til rådighed for de befordringsansvarlige.
 
4. I § 12 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Styrelsen kan hos uddannelsesstederne indhente oplysninger om indskrivning m.v., der er nødvendige for at træffe afgørelse om ret til rabat.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
§ 14. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om
1) indhold og udformning af ansøgninger, herunder om, at den uddannelsessøgende eller deltageren skal oplyse navn, adresse ifølge Det Centrale Personregister og personnummer, og hvornår den uddannelsessøgende eller deltageren skal søge,
2) at ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse kun kan ske i elektronisk form, herunder anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation, og
3) hvordan uddannelsessøgende og deltagere, der i en periode, herunder på grund af gennemgang af forløb ved en kombination af fag inden for de i § 2, stk. 1, nævnte uddannelses- og undervisningsforløb, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og særlige ordninger, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.
 
5.§ 14 affattes således:
»§ 14. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om:
1) Indhold og udformning af ansøgninger og om hvornår den uddannelsessøgende eller deltageren skal søge.
2) At ansøgning om ret til rabat eller godtgørelse skal ske i elektronisk form, herunder om anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og deltagere og visse typer af sager kan undtages frabestemmelsen i 1. pkt.
3) At afgørelser og meddelelser om rabat eller godtgørelse skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse uddannelsessøgende og deltagere kan undtages fra bestemmelsen i 1. pkt.
4) Hvordan uddannelsessøgende og deltagere, der i en periode, herunder på grund af gennemgang af forløb ved en kombination af fag inden for de i § 2, stk. 1, nævnte uddannelses- og undervisningsforløb, skal bruge flere abonnementskort eller en kombination af abonnementskort og særlige ordninger, samlet kan opnå rabat eller godtgørelse.
  
§ 3
I lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, som ændret ved lov nr. 1524 af 27. december 2009, § 1 i lov nr. 78 af 27. januar 2010, og lov nr. 581 af 1. juni 2010, foretages følgende ændring:
§ 23. Den uddannelsessøgendes egenindkomst opgøres for hele støtteåret uanset støtteperiodens længde, jf. dog § 22 a.
Stk. 2. Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.
Stk. 3. I egenindkomsten fradrages
1) stipendium efter afsnit I i denne lov,
2) godtgørelse efter § 9 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.,
3) arbejdsmarkedsbidrag, der fragår ved opgørelse af den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 8 M, og
4) tilskrevne renter af beløb, der er opsparet den 31. december 1993 på en uddannelseskonto efter lov om uddannelsesopsparing og ikke senere er hævet. Det opsparede beløb omfatter renter, der er tilskrevet senest den 31. december 1993.
Stk. 4. (…)
 
1. I § 23, stk. 3, nr. 2, indsættes efter »ungdomsuddannelser m.v.«: »og § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser«.
  
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 2010, jf. dog stk. 2-6. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
Stk. 2. § 1, nr. 7, der ændrer § 3, stk. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, og § 1, nr. 13, der ændrer § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, træder i kraft den 1. februar 2011.
Stk. 3. § 1, nr. 8, der ophæver § 3, stk. 2 og 4, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, § 1, nr. 11, der indsætter § 4 a i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser og § 3, der indsætter § 23, stk. 3, nr. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), træder i kraft den 1. juli 2011.
Stk. 4. De hidtil gældende regler i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser finder anvendelse fra den 1. december 2010 til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, der gives rabat til i denne periode.
Stk. 5. De hidtil gældende regler i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. finder anvendelse fra den 1. december 2010 til og med den 31. december 2010 for abonnementskort, jf. § 1, der gives rabat til i denne periode, og for godtgørelse, jf. § 9 og § 9 a, der gives for befordring indtil den 31. december 2010.
Stk. 6. De hidtil gældende regler udstedt med hjemmel i § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, som ophævet ved denne lovs § 1, nr. 5, finder fortsat anvendelse indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt med hjemmel i § 5, nr. 1, i lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12.