L 194 Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven, ligningsloven og selskabsskatteloven.

(Skattefritagelse for gevinst og udbytte af iværksætteraktier m.v.).

Af: Skatteminister Peter Christensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-04-2011

Skriftlig fremsættelse (27. april 2011)

20101_l194_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. april 2011)

Skatteministeren (Peter Christensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven, ligningsloven og selskabsskatteloven (Skattefritagelse for gevinst og udbytte af iværksætteraktier m.v.)

(Lovforslag nr. L 194)

Lovforslaget er led i aftalen af 8. november 2010 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om finansloven 2011.


Med lovforslaget foreslås det at indføre en særlig skatteordning, der under visse omstændigheder fritager selskabers unoterede iværksætteraktier for beskatning.


Formål med lovforslaget er at lette tilvejebringelsen af risikovillig kapital til små og mellemstore iværksættervirksomheder i Danmark. Det foreslås, at dette sker ved at give skattefordele til investorerne.


Det foreslås, at der indføres en iværksætteraktieordning, hvor afkastet (avancer og udbytter) af selskabers unoterede iværksætteraktier under visse omstændigheder er skattefrit. Investorerne kan derfor, hvis betingelserne herfor er opfyldt, opnå skattefritagelse af afkastet (avancer og udbytter) af unoterede iværksætteraktier i små og mellemstore virksomheder, der har været ejet i 3 år eller mere.


Ordningen indeholder statsstøtte til små og mellemstore virksomheder og skal derfor notificeres og godkendes af EU-kommissionen efter EF-retningslinjerne for statsstøtte til fremme af risikokapitalinvesteringer i små og mellemstore virksomheder (2006/C 194/02).


Desuden indeholder forslaget en rettelse af kursgevinstloven, der retter op på, at selskaber ikke, som det var tilsigtet med ændringerne af bestemmelsen gennemført ved lov nr. 724 af 25. juni 2010, skal anvende den gennemsnitlige anskaffelsessum ved opgørelse af gevinst og tab på gæld udstedt på samme vilkår af samme udsteder.


Den senes fremsættelse skyldes, at udarbejdelsen af lovforslaget om skattefritagelse af iværksætteraktier har taget længere tid end beregnet, bl.a. som følge af ændringer i EU's retningslinjer for statsstøtte til fremme af risikokapitalinvesteringer i små og mellemstore virksomheder. Det er vigtigt, at incitamentet til at tilføre risikovillig kapital til iværksættervirksomheder øges snarest muligt. Derfor bør lovforslaget vedtages inden Folketingets sommerferie.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.