L 170 Forslag til lov om ændring af lov om fødevarer, fiskeriloven og lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder.

(Kontrolkampagner, kontrol med kosttilskud, fødevaremyndighedens organisatoriske opbygning, gebyrfinansieret kontrol, digital kommunikation m.v.).

Af: Fødevareminister Henrik Høegh (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-03-2011

Skriftlig fremsættelse (17. marts 2011)

20101_l170_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. marts 2011)

Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Henrik Høegh)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til Lov om ændring af lov om fødevarer, fiskeriloven og lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder (Kontrolkampagner, kontrol med kosttilskud, fødevaremyndighedens organisatoriske opbygning, gebyrfinansieret kontrol, digital kommunikation m.v.)

(Lovforslag nr. L 170)

Som led i det 4-årige forlig af 28. juni 2010 på fødevare­om­rådet er det forudsat, at kampagnekontrol og styrket kontrol af kosttilskud finansieres af erhvervet. Derfor foreslås det, at der i fødevareloven indsættes hjemmel til, at erhvervet finansierer kampagnekontrollen og den styrkede kontrol af kosttilskud og handel hermed. Fødevarelovens § 47 beskriver, at den udøvende myndighed på fødevareområdet skal være organiseret med en central enhed og et antal regionale statslige enheder. Det foreslås at fjerne disse bindinger for fødevaremyndighedens organisationsform ved at ophæve § 47, hvilket åbner mulighed for at omdanne Fødevarestyrelsen til en enhedsorganisation, og for senere at gennemføre eventuelle øvrige tilpasninger af organisationen. Endelig foreslås en ændring af lovens gebyrbestemmelse, således at opkrævning af gebyr i medfør af lov om fødevarer vil kunne omfatte en kontrol, der udføres i medfør af økologiloven, lov om hold af dyr eller lov om frø, kartofler og planter, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af lov om fødevarer. Formålet er en forenkling af Fødevarestyrelsens gebyradministration.


Lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder foreslås ændret, således at det vil have samme konsekvens at undlade betaling til den ovenfor nævnte kampagnekontrol, som det har at undlade betaling af den årlige betaling pr. næringsbrev til finansiering af udgifter ved Erhvervs- og Selskabsstyrelsens administration af næringsbrevsordningen. Hensigten hermed er at sikre, at betalingen til kampagnekontrollen og til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens administration af næringsbrevsordningen kan administreres samlet.


Fiskeriloven foreslås ændret, idet der foreslås indført gebyr til dækning af udgifterne ved gennemførelse af nye kontrolopgaver, som følger af rådsforordningen om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri. Herudover foreslås indført hjemmel til at fastsætte regler om, at henvendelser til og fra ministeriet efter regler i den nævnte forordning skal foregå digitalt. Forslaget har sammenhæng med regeringsgrundlaget »Mulighedernes Samfund« fra november 2007, hvorefter det er målsætningen, at al relevant skriftlig kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige skal foregå digitalt senest i 2012. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.