L 161 Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge.

(Ændring af dispensationsbestemmelserne ved anmeldelse af sygefravær og anmodning om sygedagpengerefusion m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-03-2011

Skriftlig fremsættelse (2. marts 2011)

20101_l161_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. marts 2011)

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Ændring af dispensationsbestemmelserne ved anmeldelse af sygefravær og anmodning om sygedagpengerefusion m.v.)

(Lovforslag nr. L 161)

Formålet med lovforslaget er at ændre dispensationsbestemmelserne i sygedagpengeloven, så kommunerne får mulighed for at dispensere for eventuel overskridelse af frister, som skyldes anvendelsen af den digitale indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven (SDPI-løsningen).


Lovforslaget har således til hensigt at give kommunen mulighed for at dispensere fra en overskridelse af lønmodtagerens frist for at anmelde sygefraværet til kommunen, hvis fristoverskridelsen skyldes, at lønmodtageren har afventet et underretningsbrev fra SDPI-løsningen.


Tilsvarende skal kommunen kunne dispensere for en fristoverskridelse af arbejdsgiver eller en selvstændige erhvervsdrivende, såfremt overskridelsen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen.


Derudover foreslås det at ophæve bestemmelsen om, at der mindst skal være 1 måned mellem arbejdsgiverens anmodning om refusion til kommunen. Derved opnås en øget fleksibilitet for arbejdsgiverne ved anmodning om refusion af sygedagpenge i sager med længerevarende sygdom.


Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske konsekvenser af betydning, idet ændringerne i dispensationsbestemmelserne alene forventes anvendt i et meget begrænset antal sager.


Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2011.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.