L 82 Forslag til lov om ændring af lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven) og lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven).

(Forenkling af kendelsessystemet ved jordfordelinger m.v.).

Af: Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 16-03-2010

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. marts 2010

20091_l82_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. marts 2010

Forslag

til

Lov om ændring af lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven) og lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven)

(Forenkling af kendelsessystemet ved jordfordelinger m.v.)

§ 1

I lov nr. 535 af 24. juni 2005 om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven), som ændret ved § 4 i lov nr. 536 af 24. juni 2005, § 65 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov nr. 1553 af 20. december 2006 og § 54 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, ændres »§§ 2-9« til: »§§ 2-4 og 6-9«.

2. § 2, stk. 2-4, affattes således:

»Stk. 2. Ministeren nedsætter en jordfordelingskommission i hvert af de områder, der dækkes af en jordbrugskommission. Jordfordelingskommissionen består af 7 medlemmer. For hvert medlem udpeges en suppleant.

Stk. 3. Formanden skal være dommer. 1 medlem, der er kyndig i vurdering af landbrugsejendomme og repræsenterer realkredit- og pengeinstitutter, udpeges efter indstilling fra økonomi- og erhvervsministeren. De øvrige 5 medlemmer er medlemmerne af områdets jordbrugskommission.

Stk. 4. Sager om jordfordeling behandles af jordfordelingskommissionerne og ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil. Anmodning om rejsning af en jordfordelingssag indgives til ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.«

3. I § 2 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, stiller sekretariatsbistand til rådighed for jordfordelingskommissionerne. Ministeren fastsætter regler om jordfordelingskommissionernes virksomhed, sekretariatsbetjening af jordfordelingskommissionerne og om gennemførelse af jordfordelingssager.«

4. § 3, stk. 1, affattes således:

»Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan beslutte, at der på grundlag af en anmodning efter § 2, stk. 4, skal udarbejdes en plan for en hensigtsmæssig jordfordeling inden for et fastlagt område.«

5. I § 3, stk. 2, ændres »Direktoratet indkalder« til: »Ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan indkalde«.

6. I § 3 ophæves stk. 3 og 4.

Stk. 5 bliver herefter stk. 3.


7. I § 3, stk. 5, der bliver stk. 3, ændres »Direktoratet« til: »Ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.

8. § 4, stk. 1, affattes således:

»Den samlede jordfordelingsplan forelægges på et offentligt møde, hvor jordfordelingskommissionen afgør, om planen kan godkendes. Lodsejere, panthavere og berettigede i henhold til leje- eller forpagtningskontrakter underrettes af jordfordelingskommissionen ved brev med 14 dages varsel om tid og sted for mødet, hvori kendelse, jf. stk. 4, afsiges. Med samme varsel sker der indkaldelse i Statstidende og dagspressen af alle rettighedshavere i ejendommene.«

9. I § 4, stk. 2-4, ændres »Jordbrugskommissionen« til: »Jordfordelingskommissionen«.

10. I § 4, stk. 2, § 23, stk. 5, og to steder i § 23, stk. 2, ændres »jordbrugskommissionen« til: »jordfordelingskommissionen«.

11. I § 4, stk. 4, og § 7, stk. 1, ændres »Den udvidede jordbrugskommission« til: »Jordfordelingskommissionen«.

12. I § 4, stk. 4, udgår »foreløbig«.

13. I § 4, stk. 5, ændres »Jordbrugskommissionens« til: »Jordfordelingskommissionens«.

14. I § 4, stk. 5, udgår »foreløbige« og », indtil den endelige kendelse tinglyses«.

15. § 5 ophæves.

16. I § 6, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »den udvidede jordbrugskommission«: », jf. dog § 8«.

17. I § 6, stk. 1-3, § 7, stk. 2, og § 27, stk. 2, og to steder i § 6, stk. 4, ændres »den udvidede jordbrugskommission« til: »jordfordelingskommissionen«.

18. § 8 affattes således:

»§ 8. Såfremt jordfordelingen ikke kan noteres i matriklen eller tinglyses, afsiger jordfordelingskommissionen tillæg til kendelse, som sikrer, at dette sker. Såfremt en panthaver efter kendelsesmødet modsætter sig, at et areal udgår af pantet, eller en lodsejer gør indsigelse mod regulering af kontante vederlag eller mod fordeling af skatter og afgifter m.v., tager jordfordelingskommissionen stilling hertil ved tillægskendelse, som har samme retsvirkning som kendelse, jf. § 4, stk. 4.

Stk. 2. Formanden for jordfordelingskommissionen beslutter, om spørgsmål i henhold til stk. 1 skal behandles af jordfordelingskommissionen, og i givet fald om spørgsmålene kan behandles af formanden på jordfordelingskommissionens vegne.«

19. § 9, stk. 2, ophæves.

20. I § 12, stk. 3, nr. 5, udgår »erhververen opfylder betingelserne i §§ 12 og 13 i lov om landbrugsejendomme og«.

21. I § 23, stk. 2, ændres »§§ 2-6« til: »§§ 2-4, 6 og 8«.

22. I § 23, stk. 5, udgår », herunder af de tiltrædende medlemmer,«.

23. I § 25, stk. 1, indsættes efter »jordbrugskommissionerne,«: »jordfordelingskommissionerne,«.

24. I § 26 udgår »Direktoratet for Fødevareerhvervs«.

25. I § 26 ændres »§ 2, stk. 4, og § 3, stk. 2-5« til: »§ 2, stk. 5, og § 3«.

26. I § 27, stk. 2, ændres »§§ 4-6 og 8« til: »§§ 4, 6 og 8«.

27. I § 27, stk. 3, ændres »§ 25, stk. 1,« til: »stk. 1,«.

§ 2

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009, som ændret senest ved lov nr. 184 af 24. februar 2010, foretages følgende ændring:

1. § 7 F, stk. 1, nr. 6, ophæves.

Nr. 7-14 bliver herefter nr. 6-13.


§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010 og har virkning for jordfordelingssager, hvor anmodning om rejsning af en jordfordelingssag er modtaget efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Skattefrihed for tilskud efter ligningslovens § 7 F, stk. 1, nr. 6, i lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009 bevares for tilskud meddelt i tilsagn forud for lovens ikrafttræden.