L 159 Forslag til lov om Visitdenmark.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 27-05-2010

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. maj 2010

20091_l159_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. maj 2010

Forslag

til

Lov om Visitdenmark

Kapitel 1

Oprettelse af Visitdenmark m.v.

§ 1. Økonomi- og erhvervsministeren opretter Visitdenmark som et særligt forvaltningssubjekt til varetagelse af det formål, der er beskrevet i § 2.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter en vedtægt for Visitdenmark. Ændringer af vedtægten foretages af økonomi- og erhvervsministeren på eget initiativ eller efter indstilling fra bestyrelsen for Visitdenmark.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for Visitdenmark beslutte, at Visitdenmark kan anvende et andet navn.

Kapitel 2

Visitdenmarks formål og aktiviteter

§ 2. Visitdenmark er Danmarks nationale turismeorganisation og har til formål at fremme Danmark som turistmål og derigennem bidrage til at skabe økonomisk vækst inden for det danske turismeerhverv.

Stk. 2. Til fremme af det i stk. 1 angivne formål varetager Visitdenmark navnlig følgende aktiviteter:

1) Igangsættelse af internationale markedsførings- og brandingaktiviteter i samarbejde med turismens aktører med henblik på at udvikle nye markeder og vedligeholde etablerede markeder.

2) Koordination af alle væsentlige internationale aktiviteter til markedsføring af danske turismeprodukter og -oplevelser samt branding af Danmark som turistmål, som medfinansieres af offentlige midler. Det gælder dog ikke koordination af markedsføringsaktiviteter, som varetages af kommuner i grænseområder.

3) Indsamling af viden og udarbejdelse af analyser om Danmark som turistmål med henblik på at formidle denne viden til offentligheden, herunder til turismeerhvervet, offentlige myndigheder og regionale og kommunale turismeaktører.



Stk. 3. Varetagelsen af de aktiviteter, som nævnes i § 2, stk. 2, nr. 1 og 3, kan ske mod hel eller delvis finansiering fra de involverede aktører.

Stk. 4. Visitdenmark kan etablere og deltage i partnerskaber, der bidrager til at fremme Visitdenmarks formål.

Stk. 5. Visitdenmarks virksomhed kan udføres gennem selskaber, som er helt eller delvis ejet af Visitdenmark.

Stk. 6. Visitdenmark kan mod hel finansiering fra de involverede aktører påtage sig at udføre sekretariatsbetjening af offentlige og private turismeaktører, herunder virksomhedskonsortier, foreninger og lignende sammenslutninger, hvis disses aktiviteter ligger inden for Visitdenmarks formål.

Stk. 7. Visitdenmark kan oprette markedskontorer i udlandet.

Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger Visitdenmark kan kræve fra kommuner og regioner og fra kommunale og regionale turismeudviklingsselskaber.

§ 3. Visitdenmark kan mod hel finansiering fra de involverede aktører påtage sig internationale markedsførings- og brandingaktiviteter, indsamling af viden og udarbejdelse af analyser for turismeaktører i Grønland, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Finland med henblik på at fremme disse lande som turistmål i andre lande end Danmark.

Kapitel 3

Visitdenmarks ledelse

§ 4. Visitdenmark ledes af en bestyrelse og en direktion.

Stk. 2. Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede ledelse af Visitdenmark og fastlægger de generelle rammer for Visitdenmarks virksomhed og træffer beslutning om igangsættelse af aktiviteter, herunder etablering af og deltagelse i partnerskaber, hvis sådanne aktiviteter er af større økonomisk eller strategisk betydning for Visitdenmark.

Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion til varetagelse af Visitdenmarks daglige ledelse.

Stk. 4. Bestyrelsen påser, at direktionen udøver sit hverv på en behørig måde og efter bestyrelsens retningslinjer, herunder at bogføring og regnskabsaflæggelse foregår tilfredsstillende, at der er etableret fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller, og at bestyrelsen løbende modtager den fornødne rapportering om Visitdenmarks finansielle forhold.

§ 5. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om antallet af bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2. Medlemmerne af bestyrelsen udpeges i deres personlige egenskab af økonomi- og erhvervsministeren efter anbefaling fra en rådgivende nomineringskomité, jf. § 8. Formanden udpeges af økonomi- og erhvervsministeren, mens næstformanden vælges af bestyrelsen. Bestyrelsens medlemmer må ikke samtidig være medlemmer af direktionen.

Stk. 3. Bestyrelsen skal sammensættes således, at den samlet besidder kompetencer, der gør den kvalificeret til at varetage Visitdenmarks formål, jf. § 2, stk. 1.

Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmerne udpeges for en periode på 3 år med mulighed for genudpegning i yderligere 2 perioder af 3 års varighed. Hvis et medlem af bestyrelsen udtræder før udløbet af perioden, udpeges et nyt medlem af økonomi- og erhvervsministeren for den resterende del af perioden, idet dette medlem maksimalt kan genudpeges i yderligere 2 perioder af 3 års varighed.

Stk. 5. Det fastsættes i vedtægten for Visitdenmark, under hvilke omstændigheder et bestyrelsesmedlem kan afsættes af økonomi- og erhvervsministeren inden for udpegningsperioden.

§ 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne, heriblandt enten formanden eller næstformanden, er til stede.

Stk. 2. Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller i dennes forfald næstformandens stemme afgørende.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden, som skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.

§ 7. Bestyrelsen afgiver årligt en beretning til økonomi- og erhvervsministeren om sin virksomhed. Beretningen skal indeholde Visitdenmarks vurderinger af udviklingen inden for turismeerhvervet og en redegørelse for Visitdenmarks hovedaktiviteter og økonomi i det forgangne år. Bestyrelsen offentliggør beretningen samtidig med oversendelsen til økonomi- og erhvervsministeren.

Den rådgivende nomineringskomité

§ 8. Der oprettes en rådgivende nomineringskomité, som har til opgave at give anbefalinger til økonomi- og erhvervsministeren om bestyrelsens sammensætning, dog ikke anbefalinger vedrørende formanden.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for sammensætningen af den rådgivende nomineringskomité og for komiteens virke.

Stk. 3. Formanden for komiteen udpeges af økonomi- og erhvervsministeren.

Kapitel 4

Finansiering m.v.

§ 9. Visitdenmarks aktiviteter, herunder udgifter til admi­ni­stration, analyser, internationale markedsførings- og brand­ing­aktiviteter, deltagelse i partnerskaber m.v., finansieres af de midler, der afsættes på finansloven til Visitdenmarks virke, og øvrige midler, som måtte blive tilført Visitdenmark fra involverede aktører, jf. § 2, stk. 2, nr. 1 og 3, og stk. 6, og § 3.

Stk. 2. Økonomi- og Erhvervsministeriet fastsætter årligt mål for Visitdenmarks virksomhed.

Stk. 3. I tilfælde af Visitdenmarks nedlæggelse tilfalder Visitdenmarks formue statskassen, og staten indtræder i øvrigt i Visitdenmarks rettigheder og forpligtelser.

Kapitel 5

Tilsyn og regnskab

§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren fører tilsyn med Visitdenmark.

Stk. 2. Visitdenmark kan kun med økonomi- og erhvervsministerens samtykke foretage eller medvirke til ekstraordinære dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægten ikke kan overholdes.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan til enhver tid kræve de oplysninger om Visitdenmarks virksomhed, som ministeren finder nødvendige til udøvelse af tilsynet. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom i vedtægten.

§ 11. Visitdenmarks regnskab aflægges årligt efter årsregnskabslovens regler. Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor og indsendes efterfølgende til økonomi- og erhvervsministeren.

Kapitel 6

Ikrafttræden m.v.

§ 12. Loven træder i kraft den 1. juli 2010.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 14. I lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme, som ændret ved § 3 i lov nr. 375 af 27. maj 2008, § 157 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, § 8 i lov nr. 364 af 13. maj 2009 og § 7 i lov nr. 1272 af 16. december 2009, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 9 indsættes i kapitel 4:

»§ 9 a. Regioner og regionale turismeudviklingsselskaber, der iværksætter erhvervsudviklingsaktiviteter i henhold til § 9, stk. 1, nr. 5, skal, hvor der er offentlig medfinansiering, forudgående koordinere  alle  væsentlige  aktiviteter  til  in­ter­national   markedsføring   af   danske   turismeprodukter   og -oplevelser samt branding af Danmark som turistmål med Visitdenmark, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om undtagelser fra stk. 1.«

2. Efter § 13 indsættes i kapitel 6:

»§ 13 a. Kommuner og kommunale turismeudviklingsselskaber, der iværksætter erhvervsudviklingsaktiviteter i henhold til § 13, stk. 1, nr. 5, skal, hvor der er offentlig medfinansiering, forudgående koordinere alle væsentlige aktiviteter til international markedsføring af danske turismeprodukter og -oplevelser samt branding af Danmark som turistmål med Visitdenmark, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om undtagelser fra stk. 1.«