L 151 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love.

(Aktiv beskæftigelsesindsats over for unge, lovfæstelse af voksenlærlingeordningen, forenkling af opgørelse af sammenlagt ledighed m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 14-04-2010

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 14. april 2010

20091_l151_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 14. april 2010

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. marts 2010 og var til 1. behandling den 16. marts 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 17. december 2009 dette udkast til udvalget, jf. AMU alm. del - bilag 66. Den 4. marts 2010 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et notat og et ligestillingsnotat herom til udvalget.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (SF) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.


Et andet mindretal (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.


Enhedslistens medlem af udvalget er af den opfattelse, at denne lovpakke både rummer skidt og kanel. Enhedslisten er enig i hensigten om at øge indsatsen for unge, der ikke gennemfører en uddannelse eller finder arbejde, og som derfor let marginaliseres i et samfund, der stiller stadig større krav til faglige, sociale og personlige færdigheder. Desværre rettes indsatsen kun mod den enkelte, hvor det er mindst lige så nødvendigt at øge rummeligheden i samfundet, på arbejdspladserne og på uddannelsesstederne.


Det er positivt, at lovforslaget - foreløbig midlertidigt - øger loftet for godtgørelse til dækning af udgifter ved deltagelse i vejlednings- og opkvalificeringsforløb fra 1.000 kr. til 1.500 kr. Enhedslisten havde imidlertid gerne set reglerne ændret, så det sikres, at reelle transportudgifter dækkes fuldt ud.


Enhedslisten støtter den udvidede adgang til læse-, skrive- og regnekurser og til skrive/læsetest. Til gengæld tager vi afstand fra, at manglende deltagelse i testene kan sanktioneres med fradrag i kontanthjælpen eller dagpengene. Der er ikke brug for flere »tilbud, man ikke kan sige nej til« i lovgivningen om beskæftigelsesindsatsen. Tværtimod er der allerede alt for megen pisk og umyndiggørelse og for lidt motivering og vejledning. Enhedslisten deler de holdninger, der fremføres i Rådet for Socialt Udsattes og Danske Handicaporganisationers høringssvar: Nemlig, at særligt udsatte grupper af unges rammes ekstrahårdt af lovgivningens sanktionsmuligheder, fordi de har sværest ved at kommunikere med systemet og fungere på dettes præmisser. Sanktionerne medvirker blot til yderligere marginalisering - og er i skærende modstrid med lovgivningens erklærede målsætninger.


En del af lovforslagets »strakstilbud« til unge under 20 år handler om at sende unge i aktivering og virksomhedspraktik senest efter 4 ugers ledighed. Desværre fremgår det ikke af lovforslaget, hvordan man vil sikre, at de unge først og fremmest modtager uddannelse eller ordinære job i stedet for aktivering. Lige så lidt fremgår det, hvordan man sikrer, at aktiveringen er relevant og ikke ender i tvangsaktivering og genindførelse af »dum i arbejde«. Lovforslaget sikrer ikke, at virksomhedspraktik ikke fortrænger ordinære job, og at aktiveringsprojekter ikke fungerer konkurrenceforvridende. Sporene fra fortiden skræmmer.


På den baggrund vil Enhedslisten stemme imod lovforslaget.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger.

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I nr. 21 ændres »to steder« til: »tre steder«.

[Korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en korrektion. I den gældende § 98 b, stk. 1, står der tre steder »6 måneder« og ikke kun to steder. For at blive ansat som vikar i jobrotation skal således både dagpegemodtagere, kontant- og starthjælpsmodtagere og introduktionsydelsesmodtagere have været ledige i mindst 6 måneder. De 6 måneder foreslås for alle grupperne ændret til 3 måneder.


Jens Vibjerg V Peter Juel Jensen V Louise Schack Elholm V Ulla Tørnæs V Bent Bøgsted DF Colette L. Brix DF Helle Sjelle KF fmd. Rasmus Jarlov KF Anders Samuelsen LA Torben Hansen S Anne-Marie Meldgaard S Lone Møller S Leif Lahn Jensen S nfmd. Eigil Andersen SF Kamal Qureshi SF Morten Østergaard RV Line Barfod EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 151


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat, fra beskæftigelsesministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren
5
1. udkast til betænkning