L 10 Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Statistik og forskellige andre love.

(Obligatorisk digital kommunikation mellem virksomheder og det offentlige, ændring af reglerne om sammensætning af Danmarks Vækstråd m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 10-12-2009

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 10. december 2009

20091_l10_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 10. december 2009

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Danmarks Statistik og forskellige andre love

(Obligatorisk digital kommunikation mellem virksomheder og det offentlige, ændring af reglerne om sammensætning af Danmarks Vækstråd m.v.)

§ 1

I lov om Danmarks Statistik, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000, som ændret ved § 81 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og § 155 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, indsættes som 3.-6. pkt.:

»Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med styrelsen fastsætte regler om, at de oplysninger, som er nævnt i §§ 8-12, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem Danmarks Statistik og virksomhederne i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om digital indberetning og om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur. Ministeren kan endvidere efter forhandling med styrelsen fastsætte regler om, at Danmarks Statistik kan undtage virksomheden fra digital indberetning og digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler for det. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at Danmarks Statistiks afslag på ansøgninger om fritagelse for digital indberetning ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.«

2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med styrelsen fastsætte regler om, at Danmarks Statistik kan udstede visse typer af dokumenter i forbindelse med oplysninger, som indberettes digitalt, jf. stk. 2, uden underskift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med dokumenter med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Danmarks Statistik som afsender.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.


§ 2

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, som ændret senest ved § 7 i lov nr. 482 af 12. juni 2009, foretages følgende ændring:

1. I § 75 indsættes som stk. 5-7:

»Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at anmeldelse efter stk. 1 og underretning efter stk. 4 skal ske digitalt, og at kommunikation mellem Arbejdstilsynet og arbejdsgiveren, lægen eller tandlægen i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om digital anmeldelse og underretning og om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet eller Arbejdsskadestyrelsen under ganske særlige omstændigheder kan undtage arbejdsgiveren, lægen eller tandlægen fra digital anmeldelse og digital kommunikation. Arbejdstilsynet træffer afgørelse om at undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse af og digital kommunikation om arbejdsulykke, når anmeldelse alene er sendt til Arbejdstilsynet. Hvis anmeldelse af arbejdsulykke både er sendt til Arbejdsskadestyrelsen og til Arbejdstilsynet, træffes afgørelse af Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsen træffer endvidere afgørelse om at undtage lægen eller tandlægen fra digital anmeldelse af og digital kommunikation om erhvervssygdom, uanset om anmeldelse er sendt til Arbejdsskadestyrelsen eller til Arbejdstilsynet.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet kan udstede visse typer af dokumenter i forbindelse med den pågældende anmeldelse, jf. stk. 5 og 6, uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med dokumenter med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Arbejdstilsynet som afsender.«

§ 3

I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 1 skal anmeldes digitalt, og at kommunikation mellem Arbejdsskadestyrelsen og lægen eller tandlægen i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdsskadestyrelsen kan undtage læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 3. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om dispensation ved anmeldelser af erhvervssygdomme, uanset om de er sendt til Arbejdsskadestyrelsen eller til Arbejdstilsynet.

Stk. 4. Arbejdsskadestyrelsen behandler modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af stk. 2 er opfyldt.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 5.


2. § 35, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

3. I § 35, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 4,« til: »stk. 7,«.

4. I § 35 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Arbejdsskadestyrelsens direktør kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 2 og 3 skal anmeldes digitalt, og at kommunikationen mellem Arbejdsskadestyrelsen, forsikringsselskabet og arbejdsgiveren i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Direktøren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur. Arbejdsskadestyrelsens direktør kan fastsætte regler om, at Arbejdsskadestyrelsen kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 5. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser, som både er sendt til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.

Stk. 6. Arbejdsskadestyrelsen behandler modtagne anmeldelser om ulykker, uanset om kravet om digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af stk. 4 er opfyldt.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 7.


5. I § 44, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »arbejdsskader«: »og afgørelser efter § 35, stk. 5«.

§ 4

I lov nr. 423 af 10. juni 2003 om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. , som ændret ved § 2 i lov nr. 186 af 18. marts 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 udgår »og indenrigs- og sundhedsministeren«.

2. I § 3 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte regler om, at anmeldelser skal foregå digitalt, og at kommunikationen mellem Arbejdsskadestyrelsen og den, der ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1 har pligt til at anmelde, i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Der kan herunder stilles krav om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur.«

§ 5

I lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af 29. juni 2006, foretages følgende ændring:

1. § 26 a affattes således:

»§ 26 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med indberetning af de oplysninger, der er omhandlet i § 22, stk. 2-4, og § 24, og ved jordbrugsvirksomheders ansøgning om at få tildelt en kvælstofkvote til brødhvede efter regler fastsat i medfør af § 6.

Stk. 2. Ministeren kan for de oplysninger og den ansøgning, som er nævnt i stk. 1, fastsætte regler om, at ministeren ved henvendelse til jordbrugsvirksomheder alene anvender digital kommunikation.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder kan undtages fra pligten til at anvende digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 4. Ministeren kan for de ansøgninger og indberetninger, som er nævnt i stk. 1, fastsætte regler om vilkår og formater for anvendelse af digital kommunikation, herunder om brugen af digital signatur.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at ministeren kan udstede visse typer af dokumenter i forbindelse med de indberetninger og ansøgninger, der er nævnt i stk. 1, uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med dokumenter med personlig underskift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri eller den myndighed, ministeren bemyndiger hertil, som afsender. ««

§ 6

I lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr, som ændret ved § 12 i lov nr. 404 af 1. juni 2005, § 30 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 105 af 20. februar 2006 og § 53 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændring:

1. I § 6 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger om flytninger af svin efter regler fastsat i medfør af § 5 og oplysninger om husdyrbrug efter regler fastsat i medfør af stk. 1 skal indberettes digitalt, og at kommunikationen mellem ministeren og virksomhederne i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om digital indberetning og om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om at undtage virksomheder fra digital indberetning og digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan udstede visse typer af dokumenter i forbindelse med de indberetninger, som er nævnt i stk. 3, uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med dokumenter med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri eller den myndighed, ministeren bemyndiger hertil, som afsender.«

§ 7

I lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme, som ændret ved § 3 i lov nr. 375 af 27. maj 2008, § 157 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 8 i lov nr. 364 af 13. maj 2009, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, nr. 1, affattes således:

»1) Formanden og 4 medlemmer udpeges personligt af økonomi- og erhvervsministeren.«

2. I § 7, stk. 2, nr. 4, ændres »7 medlemmer« til: »6 medlemmer«.

3. I § 7 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer samt lønmodtagerorganisationer der er indstillingsberettigede til Danmarks Vækstråd.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.


4. § 9, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. De erhvervsudviklingsaktiviteter, der er nævnt i stk. 1, skal iværksættes i regi af selvstændige juridiske enheder. Vækstfora kan godkende, at regionsrådsmedlemmer deltager i bestyrelser for de selvstændige juridiske enheder, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Den selvstændige juridiske enhed skal have erhvervsfremme som væsentligste aktivitet.

2) Der skal være repræsentanter fra erhvervslivet i bestyrelsen.

3) Regionsrådsmedlemmer må ikke opnå en dominerende indflydelse i den selvstændige juridiske enhed.«



5. § 10, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Vækstfora afgiver efter reglerne i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond og anden lovgivning indstilling til staten om anvendelse af regional- og socialfondsmidler og til regionen om anvendelse af regionale udviklingsmidler til erhvervsformål, jf. § 9.«

6. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Medlemmerne udpeges for op til 4 år ad gangen. Nyudpegning skal dog altid finde sted i forlængelse af regionsrådsvalg.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.


§ 8

I lov nr. 1599 af 20. december 2006 om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond foretages følgende ændring:

1. § 12, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Efter høring af Danmarks Vækstråd træffer økonomi- og erhvervsministeren afgørelse om anvendelse af de regionalfonds- og socialfondsmidler, der ikke er fordelt til de regionale vækstfora.«

§ 9

I lov om Vækstfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 549 af 1. juli 2002, som ændret senest ved § 19 i lov nr. 462 af 12. juni 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 4, 1. pkt., ændres »pengeinstitutters« til: »kreditinstitutters«.

2. I § 2, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »inden for«: »f.eks.«

§ 10

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 3, nr. 2.

§ 11

Stk. 1. §§ 1-9 gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2. §§ 2-9 gælder ikke for Grønland, men §§ 3 og 6 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.