Tak.
Nu er det lige ved, at jeg bliver lidt bekymret for det, jeg skal sige nu, når hr.
Frank Aaen var oppe at beklage, at han roste skatteministeren før, for ved det her lovforslag har jeg faktisk også tænkt mig at rose skatteministeren.
Det skal ikke blive en vane, det skal jeg love, men på den anden side:
Når man nu endelig har en god grund til det og lejlighed til det, skal ret være ret, og derfor en ros til skatteministeren for det her forslag.
Det er såmænd ikke, fordi det falder mig nemt, vil jeg sige til skatteministeren, men ret skal være ret.
Det her lovforslag har til formål at indføre skattefrihed for legater udbetalt til støtte for danske soldater i internationale missioner, og det er entydigt godt, det er der ingen tvivl om.
Der er tale om legater, der har til formål at yde humanitær bistand til danske soldater eller civilt ansatte personer, der er udsendt til tjeneste af den danske stat i internationale militære missioner til f.eks.
Afghanistan, Bosnien eller Irak og som følge af disse missioner får fysiske eller psykiske skader.
Skattefriheden vil desuden omfatte legater, der ydes som støtte til pårørende, når den udsendte enten er omkommet under missionen i udlandet eller er blevet fysisk eller psykisk skadet og har brug for særlig støtte til sine nærmeste.
Det er entydigt godt.
Det er kun rimeligt, at disse legater fritages for beskatning, da der er tale om legater, der støtter soldater i en meget svær situation, soldater, der har ydet et meget stort offer til gavn for Danmarks sikkerhed.
Jeg påskønner også, at man i det endelige lovforslag har taget hensyn til høringsfasen og de høringssvar, der er kommet, således at også midler, der uddeles af f.eks.
Familienetværket eller foreningen Støtte Til Soldater og Pårørende, nu er omfattet af lovforslaget.
Det er godt, og vi kan naturligvis støtte forslaget.
Der er dog en enkelt pointe, som jeg bliver nødt til at have med i dag, og jeg vil godt have, at skatteministeren svarer på spørgsmålet.
Det drejer sig i virkeligheden om de selv samme soldater.
Det er sådan i dag, at hvis man er soldat udsendt på mission i f.eks.
Afghanistan, men så bliver hårdt såret og som følge deraf må tage tilbage til Danmark, er der nogle uafklarede ting i forhold til de tillæg, som soldaterne modtager.
Efter vores opfattelse skal soldaterne selvfølgelig opretholde disse tillæg i en periode svarende til den mission, de ellers var en del af.
Jeg skal bare bede skatteministeren bekræfte, at hvis vi får sådan en aftale i stand, vil skatteministeren også arbejde for, at der gælder de samme skatteregler for den hårdtsårede soldat, der er kommet hjem, som for hans kammerater, der stadig måtte være i missionsområdet.
Der er ikke noget underliggende fidelifut i det her.
Jeg mener, det er godt og rimeligt, og jeg skal bare bede skatteministeren om at bekræfte, at skatteministeren vil se positivt på den del af det, for det vedrører i virkeligheden det samme som det her.
For det, der kan være tilfældet, er, at en hårdtsåret dansk soldat kan komme hjem, få et legat, der så er skattefrit, men samtidig komme til at betale skat af nogle af de tillæg, som vedkommende får, fordi han er sendt hjem, tillæg, der ellers ville være skattefri, hvis vedkommende var sammen med sine kammerater i Afghanistan.
Det virker jo ærlig talt lidt bagvendt, så jeg skal bede ministeren om at tilkendegive en positiv indstilling til denne problemstilling også.
Men vi kan helhjertet støtte dette lovforslag.