L 5 Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven.

(Redegørelse for samfundsansvar i større virksomheder).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l5_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2008)

Økonomi- og Erhvervsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven (Redegørelse for samfundsansvar i større virksomheder)

(Lovforslag nr. L 5).

Formålet med lovforslaget er at tilskynde de største danske virksomheder, børsnoterede selskaber og statslige aktieselskaber til at forholde sig aktivt til deres samfundsansvar. Ved samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til bl.a. menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi. Lovforslaget er et initiativ i regeringens handlingsplan for virksomheders samfundsansvar og skal understøtte, at samfundsansvar bliver en international konkurrencefordel for dansk erhvervsliv, og at danske virksomheder og Danmark internationalt forbindes med ansvarlig vækst.


Ifølge lovforslaget skal virksomheden enten oplyse om sine politikker for samfundsansvar eller oplyse, at den ikke har sådanne politikker. Det vil fortsat være frivilligt, om virksomheden ønsker at arbejde med samfundsansvar. Hvis virksomheden oplyser om sine politikker for samfundsansvar, skal den oplyse, hvordan politikkerne bliver omsat til handling, og hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar, samt evt. forventninger til arbejdet fremover. Virksomheden kan give oplysningerne i ledelsesberetningen, i en supplerende beretning til årsrapporten eller på virksomhedens hjemmeside. For virksomheder, der har tilsluttet sig FN's Global Compact eller FN's Principper for ansvarlige investeringer, er det tilstrækkeligt at henvise til en fremskridtsrapport udarbejdet i den forbindelse. Bæredygtighedsrapporter, grønne regnskaber o.l., kan ligeledes indgå i redegørelsen.


Ved udformningen af lovforslaget har der været lagt vægt på at begrænse de administrative byrder. Der er tilstræbt størst mulig fleksibilitet for virksomhederne mht. offentliggørelsesmåde.


Oplysningskravet omfatter store virksomheder i regnskabsklasse C og børsnoterede selskaber og statslige aktieselskaber i regnskabsklasse D, i alt ca. 1.100 virksomheder. Samme oplysningskrav indføres for institutionelle investorer, investeringsforeninger og finansielle virksomheder gennem bekendtgørelsesændringer.


Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2009.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.