L 100 (som fremsat): Forslag til arvelov.

Fremsat den 6. december 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Arvelov

Kapitel 1

Slægtninges arveret

Arv efter loven

§ 1. En arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes børn. Børnene arver lige.

Stk. 2. Er et barn død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.

§ 2. Har arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger, arver arveladerens forældre. Forældrene arver hver en halvdel.

Stk. 2. Er en af forældrene død, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Er der ingen livsarvinger efter den ene af forældrene, arver den anden af forældrene eller dennes livsarvinger alene.

§ 3. Er der ingen arvinger efter § 1 eller § 2, arver arveladerens bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder bedsteforældrene på fædrene side og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side.

Stk. 2. Er en af bedsteforældrene død, træder dennes børn, men ikke fjernere livsarvinger, i den pågældendes sted.

Stk. 3. Mellem fædrene og mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i § 2. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene.

§ 4. Et adoptivbarn og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt som adoptantens livsarvinger i øvrigt, medmindre andet følger af reglerne i adoptionslovgivningen.

Livsarvingers tvangsarv

§ 5. En fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv.

Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af 1.000.000 kr. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør livsarvingens andel af beløbet, jf. § 1, stk. 2, medmindre andet fremgår af testamentet. Tilsvarende gælder i forhold til fjernere livsarvinger. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.

Overtagelse efter vurdering

§ 6. Arvingerne kan for deres arvelod overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet.

Stk. 2. Ønsker flere arvinger at overtage det samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have dette. En arving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende.

Stk. 3. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og §§ 12-14 skal respekteres.

§ 7. Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selvom værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Fortrinsretten gælder dog ikke et aktiv omfattet af § 11, stk. 1, og et fællesejeaktiv som nævnt i § 96, stk. 2, som ægtefællen ønsker at overtage efter § 12.

Stk. 2. Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, har en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle dog fortrinsret, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.

Stk. 3. Gør flere arvinger retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet.

Fravigelse ved testamente mv.

§ 8. §§ 6 og 7 finder ikke anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente. § 7 finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i en samejeoverenskomst mv.

Kapitel 2

Ægtefællens arveret

Arv efter loven

§ 9. Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele, når denne efterlader sig livsarvinger.

Stk. 2. Efterlader arveladeren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene.

Ægtefællens tvangsarv

§ 10. En fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv.

§ 11. Den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som

1) udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller

2) er erhvervet til mindreårige børns brug.

Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil 500.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.

Stk. 3. I beregningen efter stk. 2 indgår forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 4. En særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2.

Overtagelse efter vurdering

Fælleseje

§ 12. Den længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og arvelod overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet, til vurderingsbeløbet.

Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2.

Stk. 3. Overstiger værdien af det aktiv, som den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage bos- og arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet.

Fuldstændigt særeje

§ 13. Af den afdødes fuldstændige særeje kan den længstlevende ægtefælle inden for sin arvelod af særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.

Stk. 3. Overstiger værdien af et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet, arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet.

Fravigelse ved testamente mv.

§ 14. §§ 12 og 13 finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente, jf. §§ 90 og 91, eller hvis andet er fastsat i en samejeoverenskomst mv. om et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet.

Kapitel 3

Svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle

§ 15. Dør den længstlevende ægtefælle efter at have arvet den førstafdøde ægtefælle i henhold til § 9, stk. 2, herunder i henhold til et testamente, deles boet med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger, medmindre den længstlevende ægtefælle

1) har indgået nyt ægteskab,

2) har arvet en samlever efter et testamente oprettet i medfør af § 87,

3) efterlader sig en samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i medfør af § 87, eller

4) efterlader sig livsarvinger.

Stk. 2. Er der ved den længstlevende ægtefælles død kun slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele.

Stk. 3. Har en af ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 1 og 2, medmindre andet må anses for at følge af testamentet.

Stk. 4. Stk. 1-3 er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.

§ 16. Dør den længstlevende ægtefælle efter at have benyttet sig af sin ret efter § 11, stk. 2, deles boet efter stk. 2-6, medmindre den længstlevende ægtefælle

1) har indgået nyt ægteskab,

2) har arvet en samlever efter et testamente oprettet i medfør af § 87, eller

3) efterlader sig en samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i medfør af § 87.

Stk. 2. Er der livsarvinger efter begge ægtefæller, deles boet med halvdelen til hver ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter den længstlevende ægtefælle, arver disse alene.

Stk. 3. Er der alene livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, deles boet med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger. Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver førstafdødes livsarvinger alene.

Stk. 4. Er der ikke livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. Er der alene slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele.

Stk. 5. Har en af ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 2-4, medmindre andet må anses for at følge af testamentet.

Stk. 6. Arv efter § 1, som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død, fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i medfør af stk. 2 og 3. Arvens værdi ved modtagelsen lægges til grund ved fradraget.

Stk. 7. Stk. 2-6 er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.

Kapitel 4

Uskiftet bo

Betingelser for uskiftet bo mv.

§ 17. Efter en ægtefælles død kan den længstlevende ægtefælle overtage ægtefællernes fælleseje, jf. dog § 23, stk. 2-6, til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger.

§ 18. Efterlader den førstafdøde ægtefælle sig særlivsarvinger, kan boet kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem.

Stk. 2. Er en særlivsarving umyndig ifølge værgemålslovens § 1, stk. 1, eller er der beskikket skifteværge for en særlivsarving, kan skifteretten tillade boets udlevering til uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker deri, og udleveringen er forsvarlig under hensyn til livsarvingernes interesser og den længstlevende ægtefælles forhold. Det samme gælder, hvis en særlivsarving er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, hvis værgemålet angår dette anliggende. Er særlivsarvingen under samværgemål, kræves tillige samtykke fra særlivsarvingen.

Stk. 3. Udleveres boet til uskiftet bo med den afdødes mindreårige særlivsarvinger, overtager den længstlevende ægtefælle den afdødes forsørgelsespligt over for dem.

§ 19. Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle ikke i sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.

Stk. 2. Skifteretten kan tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en insolvens efter stk. 1 efter boets forhold må anses for ubetydelig.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan boet dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles livsarvinger samtykker heri efter at være blevet gjort bekendt med den længstlevende ægtefælles insolvens.

Stk. 4. Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter udleveringen ikke vil råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel den førstafdøde ægtefælles som egne forpligtelser.

§ 20. Anmodning om et bos udlevering til uskiftet bo fremsættes af ægtefællen eller af dennes værge eller skifteværge.

Stk. 2. Er ægtefællen umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5, under samværgemål efter værgemålslovens § 7, eller er der beskikket skifteværge for ægtefællen, kan boet kun udleveres til uskiftet bo, hvis skifteretten finder dette bedst for ægtefællen.

§ 21. Skifteretten skal underrette den førstafdøde ægtefælles livsarvinger om udleveringen til uskiftet bo.

Det uskiftede bos midler mv.

§ 22. Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende ægtefælle til skifteretten indlevere en formueoversigt, som omfatter

1) den førstafdøde ægtefælles fællesejemidler,

2) den længstlevende ægtefælles fællesejemidler,

3) de i § 23, stk. 2-6, nævnte midler,

4) den længstlevende ægtefælles fuldstændige særeje og

5) den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje.

Stk. 2. I formueoversigten skal det særligt være angivet, hvem der skal arve den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler.

Stk. 3. Skifteretten kan forlænge fristen i stk. 1.

Stk. 4. Indgives formueoversigten ikke rettidigt, kan skifteretten bestemme, at formueoversigten skal udarbejdes af en autoriseret bobestyrer. Udgiften betales af den længstlevende ægtefælle. Den længstlevende ægtefælle skal give bobestyreren oplysninger om den førstafdødes og egne økonomiske forhold. § 92, stk. 1, i lov om skifte af dødsboer finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan anvendes.

§ 23. I det uskiftede bo indgår alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver, for så vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.

Stk. 2. Livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, indgår ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 3. Den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 4. Beløb, der er udbetalt fra ordningerne i stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing.

Stk. 5. Stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse på indtægter af og surrogater for beløbene.

Stk. 6. På øvrige rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, finder reglerne om uskiftet bo kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse rettigheder.

Stk. 7. Arv, gave og livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, indgår ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets modtagelse.

§ 24. Den længstlevende ægtefælle udøver i levende live en ejers rådighed over det uskiftede bo.

Stk. 2. Ved testamente kan ægtefællen kun råde over så stor en del af det uskiftede bo, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne. Inden for denne grænse kan ægtefællen også råde over boets enkelte genstande, for så vidt det ikke strider mod den førstafdøde ægtefælles testamentariske bestemmelse i medfør af § 91.

§ 25. Den længstlevende ægtefælle bliver personligt ansvarlig for den førstafdøde ægtefælles forpligtelser.

Stk. 2. Må det antages, at den førstafdøde ægtefælles bo var insolvent, kan den længstlevende ægtefælle eller en kreditor anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, og opfylder ægtefællen sine forpligtelser efter lov om skifte af dødsboer § 104, hæfter den længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 ikke for den afdøde ægtefælles forpligtelser.

Skifte

§ 26. Den længstlevende ægtefælle kan når som helst skifte med en eller flere af livsarvingerne.

Stk. 2. Ved indgåelse af nyt ægteskab skal den længstlevende ægtefælle skifte. Livsarvingerne kan ikke give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.

§ 27. En længstlevende ægtefælle, der i henhold til § 18, stk. 2, har fået boet udleveret til uskiftet bo med umyndige særlivsarvinger, skal efter anmodning skifte med særlivsarvingerne, efterhånden som de bliver myndige. Det samme gælder, hvis en livsarvings skifteværge på egen hånd har givet samtykke til uskiftet bo, og livsarvingen selv senere anmoder om skifte.

Stk. 2. Dør en særlivsarving, der er umyndig, eller for hvem en værge eller skifteværge efter § 18, stk. 2, har meddelt samtykke til uskiftet bo, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den pågældendes livsarvinger, medmindre disse samtykker i, at skifte undlades.

Stk. 3. For mindreårige særlivsarvinger og særlivsarvinger, for hvem der er beskikket værge, meddeles samtykke til undladelse af skifte af værgen med skifterettens godkendelse. § 18, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 28. Når en længstlevende ægtefælle har fået et bo udleveret til uskiftet bo, arver livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle kun denne, hvis

1) de overlever den længstlevende ægtefælle, eller

2) de lever på det tidspunkt, da anmodning om skifte fremsættes.

Stk. 2. Ved skifte efter den længstlevende ægtefælles død beregnes der ikke arv efter den førstafdøde ægtefælle til den længstlevende ægtefælle.

Stk. 3. Mellem den førstafdøde ægtefælles livsarvinger deles arven efter arveforholdene ved den længstlevende ægtefælles død eller på det tidspunkt, da anmodning om skifte fremsættes. Er der ved den længstlevende ægtefælles død ingen arvinger efter denne, tilfalder hele boet den førstafdøde ægtefælles livsarvinger.

§ 29. Hvis en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle godtgør, at den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo væsentligt har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den eller de livsarvinger, som forlanger dette.

Stk. 2. Som misbrug af rådighed over boet betragtes navnlig uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning samt ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue.

Stk. 3. Gør en arving gældende, at der foreligger misbrug, skal den længstlevende ægtefælle efter skifterettens bestemmelse give oplysninger om dispositioner over det uskiftede bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne.

Stk. 4. Har den længstlevende ægtefælle forsømt sin forsørgelsespligt over for en særlivsarving, skal den længstlevende efter anmodning skifte med denne.

§ 30. Har den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo væsentligt formindsket dette, kan enhver livsarving, når boet skiftes, kræve vederlag derfor af det beholdne bo. Om fornødent kan livsarvingen endvidere kræve vederlag for halvdelen af det manglende beløb af ægtefællens fuldstændige særeje.

Stk. 2. En livsarving kan kræve vederlag efter stk. 1, hvis den længstlevende ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke indgår i delingen ved skifte af det uskiftede bo. Det gælder dog ikke midler anvendt til erhvervelse eller forbedring af rettigheder omfattet af 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Stk. 3. Den længstlevende ægtefælle eller en livsarving kan ved skifte af det uskiftede bo kræve vederlag af det beholdne bo, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede bo.

§ 31. Har den længstlevende ægtefælle af boet givet gaver eller arveforskud, hvis værdi stod i misforhold til boets formue, kan en livsarving kræve dispositionen omstødt, hvis modtageren eller den begunstigede vidste eller burde vide, at ægtefællen var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i misforhold til boets formue.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved udbetaling til en begunstiget af en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for boets midler for et beløb, der stod i misforhold til boets formue.

Stk. 3. Efter den længstlevende ægtefælles død finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse, hvis den pågældende livsarving kan opnå dækning for sin arveret ved, at der ydes livsarvingen vederlag af det beholdne bo, jf. § 30, stk. 1 og 2.

§ 32. Omstødelsessag efter § 31 kan kun anlægges, hvis boet skiftes, eller den livsarving, der vil anlægge sagen, har anmodet om skifte. Sagen anlægges ved skifteretten, der træffer afgørelse ved dom. Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En sag efter § 31, stk. 1, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet, og senest 5 år efter gavens fuldbyrdelse.

Stk. 3. En sag efter § 31, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen har eller burde have fået kendskab til udbetalingen og senest 5 år efter udbetalingen.

§ 33. Ved skifte formodes alt, hvad den længstlevende ægtefælle ejer, at høre til det uskiftede bo.

§ 34. Dør alle livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle, overtager den længstlevende ægtefælle uden skifte det uskiftede bo til fri rådighed. § 16 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 5

Arvehenstand for længstlevende ægtefælle

§ 35. Skifteretten kan give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven eller en del heraf til en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige, for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.

Stk. 2. Ved afgørelsen af om henstand skal gives helt eller delvist, kan skifteretten tage hensyn til, om en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle i medfør af §§ 6 og 7 ønsker at overtage aktiver, som har en særlig erindringsværdi for den pågældende.

Stk. 3. Hvis der gives henstand efter stk. 1, kan skifteretten bestemme, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle af sin arvelod skal have udbetalt et efter boets forhold passende beløb til forsørgelse i henstandsperioden, dog kun indtil særlivsarvingen fylder 24 år.

§ 36. Arvehenstand efter § 35, stk. 1, gives for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag.

Stk. 2. Er betingelserne i § 35, stk. 1, opfyldt, kan skifteretten forlænge henstandsperioden med yderligere 5 år, hvis ægtefællen anmoder om det. En anmodning om forlængelse skal fremsættes tidligst 6 måneder før og senest ved udløbet af henstandsperioden i stk. 1. Anmodning om forlængelse har opsættende virkning.

Stk. 3. Udbetaling af arven skal dog tidligst ske, når en fælles livsarving fylder 18 år. Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende ægtefælle i forbindelse med meddelelse af henstanden over for skifteretten erklærer at ville overtage forsørgelsespligten over en særlivsarving efter den først­afdøde ægtefælle.

Stk. 4. Arven udbetales kontant ved henstandsperiodens ophør.

§ 37. Der skal stilles fuld sikkerhed for henstandsarv efter § 35, stk. 1. Skifteretten fastsætter sikkerheden.

Stk. 2. Skifteretten træffer afgørelse i tvister om sikkerheden. Skifteretten kan efter anmodning fra en livsarving eller statsforvaltningen, hvis arvingen er umyndig, bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis der er sket en væsentlig forringelse af sikkerheden.

Stk. 3. Skifteretten kan efter anmodning fra statsforvaltningen bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis denne har forsømt sin forsørgelsespligt over en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, jf. § 36, stk. 3, 2. pkt.

§ 38. Skifterettens afgørelser efter §§ 35-37 træffes ved kendelse. Afgørelsen kan indbringes for højere ret ved kære efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

§ 39. Justitsministeren fastsætter regler om forrentningen af henstandsarv omfattet af § 35, stk. 1, administrationen af beløb omfattet af § 35, stk. 3, og om sikkerhedsstillelse efter § 37, stk. 1.

Kapitel 6

Testamentsarvingers adgang til overtagelse efter vurdering

§ 40. §§ 6-8 finder tilsvarende anvendelse, hvis en arving ved testamente er indsat til at arve en andel af boet, eller hvis en arving er gjort til legatar ved testamente eller efter skifterettens bestemmelse.

Kapitel 7

Aftale om arv samt arveforskud

Forbud mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv

§ 41. En arving kan ikke sælge, pantsætte eller på anden måde overdrage forventet arv. Mens arveladeren er i live, kan en arving heller ikke uden arveladers samtykke indgå aftale med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.

Stk. 2. En arvings kreditorer kan ikke søge fyldestgørelse i forventet arv.

Afkald på forventet og falden arv

§ 42. En arving kan mod eller uden vederlag give afkald på såvel forventet som falden arv.

Stk. 2. Afkald på forventet arv skal gives over for arveladeren. Hvis arveladerens ægtefælle er i uskiftet bo, kan afkald dog gives over for denne.

Stk. 3. Et afkald på arv har også virkning for arvingens livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt.

Arveforskud

§ 43. Arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget en ydelse af økonomisk værdi, og det må anses for aftalt, at værdien af ydelsen senere skal fradrages i arvingens arv.

§ 44. Arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, skal, medmindre andet er aftalt, så vidt muligt fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle, når

1) arveforskuddet er ydet af fælleseje, skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver fælleseje ved ægtefællens død, og

2) der skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 2. Et testamente oprettet af den førstafdøde ægtefælle skal vige i det omfang, det er nødvendigt for, at fradrag kan ske i medfør af stk. 1.

Stk. 3. Den del af arveforskuddet, som ikke er fradraget i arven efter den førstafdøde ægtefælle, skal fradrages i arven efter den længstlevende ægtefælle.

Stk. 4. Ved skifte af et uskiftet bo efter den længstlevende ægtefælles død, fradrages forskud til fællesbørn forholdsmæssigt i arven efter hver af forældrene.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder også for forskud, som ydes af en ægtefælle i uskiftet bo.

§ 45. Arveforskud, som en ægtefælle af fælleseje, skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver fælleseje ved ægtefællens død, har givet et stedbarn eller dets livsarvinger, fradrages i arven efter den anden ægtefælle, hvis det er aftalt, at ydelsen skal være forskud på arven efter denne.

§ 46. Ved fradrag lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen til grund. Under særlige omstændigheder kan der dog afviges herfra.

Stk. 2. Hvis et modtaget forskud overstiger arvelodden, skal arvingen ikke betale det overskydende til boet, medmindre arvingen særligt har forpligtet sig dertil.

Stk. 3. Hvis modtageren af et arveforskud dør før arveladeren, fradrages forskuddet i den arv, som tilkommer arvingens livsarvinger.

§ 47. Arveforskud lægges til boet ved beregningen af arvelodder og tvangsarv. Kan forskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens arv, tillægges der kun et beløb svarende til modtagerens arvelod.

Stk. 2. Når et fællesbo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live, lægges forskuddet også til boet ved beregningen af boslodderne. Overstiger forskuddet modtagerens arv efter den førstafdøde ægtefælle samt et beløb, der svarer til den pågældendes arv efter den længstlevende ægtefælle, tillægges kun værdien af disse arvelodder.

Kapitel 8

Udelukkelse og bortfald af arveret

§ 48. Når en person har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven, som har medført en andens død, kan det ved dom bestemmes, at den pågældende fortaber retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der var afhængige af den dræbtes død. Tilsvarende kan det bestemmes, at den pågældendes arv eller andel i forsikringssummer, pension eller andre ydelser, ikke må forøges som følge af lovovertrædelsen.

Stk. 2. Den, der har forsøgt at dræbe en slægtsarving, øvet vold mod eller groft krænket den pågældende eller truet vedkommende på strafbar måde, kan efter den forurettedes anmodning fradømmes retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er afhængige af den pågældendes død.

Stk. 3. Afgørelse i henhold til stk. 1 og 2 kan træffes ved straffedommen eller under en særlig sag.

Stk. 4. Den fradømte arveret kan helt eller delvis tilbagegives den dømte ved testamente. En fradømt ret til at få forsikringssummer, pensioner og andre ydelser mv. kan helt eller delvis tilbagegives ved at indsætte den dømte som begunstiget i ordningen mv.

§ 49. Ægtefællers indbyrdes arveret bortfalder ved separation og skilsmisse.

Stk. 2. Dør en af parterne i et omstødeligt ægteskab, arver den anden part ikke, hvis § 27, stk. 1 eller 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning efter den pågældendes anmodning anvendes, eller hvis sag til ægteskabets omstødelse af det offentlige var anlagt eller ifølge den lov, der var gældende ved ægteskabets indgåelse, skulle have været anlagt.

Kapitel 9

Testamentarisk bestemmelse over tvangsarv

Overtagelse efter vurdering

§ 50. Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov.

Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres.

Stk. 3. En arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, kan med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet.

Umyndiges arv

§ 51. En arvelader kan ved testamente bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18. år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.

Fordeling af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt

§ 52. Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis

1) tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,

2) denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,

3) tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger,

4) tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og

5) den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.

Stk. 2. Testamentariske bestemmelser efter stk. 1 får kun virkning, hvis betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.

Båndlæggelse af tvangsarv

§ 53. Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarvings tvangsarv helt eller delvis skal båndlægges, når arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen. Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 25 år.

Stk. 2. Er arven af ringe værdi, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse.

§ 54. Arven skal båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er godkendt af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Hvis arvingen samtykker, kan arven med tilladelse fra justitsministeren, eller den justitsministeren bemyndiger dertil, båndlægges på anden måde, navnlig i fast ejendom.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler.

§ 55. Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over arven i levende live. Arvingen kan dog hæve renter og indtægter

Stk. 2. I den båndlagte kapital kan der, så længe arvingen lever, ikke søges fyldestgørelse af arvingens kreditorer. Det samme gælder uhævede renter og indtægter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.

Stk. 3. Skal arvingen betale erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som den pågældende forsætligt eller uagtsomt har forvoldt på person eller ting, kan det ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal hindre, at beløbet betales af de båndlagte midler.

§ 56. Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at båndlagt arv frigives, når

1) det er en velfærdssag for arvingen,

2) arven er af ringe værdi, eller

3) det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål.

§ 57. Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages udbetalingen af forvaltningsafdelingen. Afhænger det derimod af et skøn, om testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske efter bestemmelse af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.

§ 58. Båndlagt arv er skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når en båndlæggelse ophører som følge af, at

1) livsarvingen fylder 25 år, jf. 53, stk. 1,

2) der sker fritagelse i medfør af § 53, stk. 2,

3) arven frigives i medfør af § 56, eller

4) arven udbetales i medfør af § 57

Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan fraviges ved testamente.

Kapitel 10

Testamentarisk bestemmelse over friarv

Overtagelse efter vurdering

§ 59. § 50, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved friarv.

Successionsrækkefølger

§ 60. Friarv kan ved testamente indsættes i en successionsrækkefølge, således at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads og derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser.

Stk. 2. Ved testamente kan arv eller legat ikke tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden.

Båndlæggelse af friarv

§ 61. Friarv kan båndlægges ved testamente, når arveladeren finder, at dette er bedst for arvingen. § 53, stk. 2, og §§ 54-58 finder tilsvarende anvendelse. § 54, § 55, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, samt § 58 kan fraviges ved testamente.

Kapitel 11

Oprettelse og tilbagekaldelse af testamente

Testationsalder

§ 62. Den, der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, kan ved testamente råde over sine ejendele, jf. dog §§ 5, 10 og 11.

Stk. 2. Den, der er fyldt 15 år, kan, jf. dog §§ 5, 10 og 11, ved testamente råde over ejendele, som den pågældende selv kan råde over efter værgemålslovens § 42.

Notartestamente

§ 63. Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar.

Stk. 2. Notaren skal i sin påtegning på testamentet afgive erklæring om

1) testators identitet,

2) om testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente,

3) hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, og

4) andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om notarens virksomhed, opbevaring af en kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og adgangen til at få oplysninger om oprettede testamenter.

Vidnetestamente

§ 64. Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes under samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators underskrivelse eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres navne på testamentet. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner efter testators ønske, og de skal have kendskab til, at de bevidner oprettelsen af et testamente.

Stk. 2. Vidnerne skal være fyldt 18 år og må ikke på grund af forhold som nævnt i § 74 mangle forståelse for vidnebekræftelsens betydning.

Stk. 3. En person kan ikke være testamentsvidne, hvis testamentet begunstiger

1) den pågældende, dennes ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie, søskende eller andre nærstående,

2) en person eller institution, som den pågældende ved testamentets oprettelse har en sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en særlig interesse i begunstigelsen, eller

3) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den pågældendes habilitet.

Stk. 4. En person kan være testamentsvidne, selvom den pågældende er indsat som bobestyrer.

Stk. 5. Vidnerne bør i deres påtegning på testamentet afgive erklæring om

1) deres stilling og bopæl,

2) tid og sted for deres underskrift på testamentet,

3) at de ved testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har været samtidig til stede som testamentsvidner efter testators ønske,

4) at testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, og

5) andre omstændigheder, der kan være af betydning for testamentets gyldighed.

Nødtestamente

§ 65. Den, der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette testamente efter § 63 og § 64, kan på en hvilken som helst måde oprette et nødtestamente.

Stk. 2. Et nødtestamente bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette testamente efter § 63 og § 64.

Fordeling af sædvanligt indbo mv.

§ 66. Testamentarisk bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, kan oprettes skriftligt af testator ved en dateret og underskrevet erklæring.

Stk. 2. For den, der i forvejen er arving, anses en begunstigelse efter stk. 1 for en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse.

Tilbagekaldelse af testamente

§ 67. Tilbagekaldelse eller ændring af et testamente skal ske i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente.

Stk. 2. I de tilfælde, der er omhandlet i § 49, skal et testamente, som den ene ægtefælle har oprettet til fordel for den anden ægtefælle, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.

Stk. 3. Hvis et ægteskabslignende samliv ophører på grund af uoverensstemmelser, skal et testamente, herunder et testamente efter § 87, som en samlever har oprettet til fordel for en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.

Uigenkaldelighed

§ 68. En arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde et testamente.

Stk. 2. Erklæringen skal afgives i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente. Er arveladeren umyndig, kræves værgens og statsforvaltningens samtykke.

Kapitel 12

Testamentes ugyldighed og anfægtelse

§ 69. Et testamente er ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen opfyldte betingelserne i § 62, eller hvis testamentet ikke opfyldte kravene i §§ 63, stk. 1, 64, stk. 1-3, eller 66.

§ 70. Notarens påtegning på et testamente oprettet i medfør af § 63 skal anses som bevis for de forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.

§ 71. Hvis der rejses indsigelse mod testamente oprettet i medfør af § 64, skal den, der vil påberåbe sig testamentet, godtgøre, at testamentet er gyldigt oprettet.

Stk. 2. Testamentsvidnernes påtegning på et vidnetestamente om de forhold, der er nævnt i § 64, stk. 1, skal anses som bevis herfor, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.

§ 72. Et testamente oprettet i medfør af § 65 er ugyldigt, hvis

1) det ikke kan anses for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er oprettet af denne, eller

2) det må antages, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet.

§ 73. En testamentarisk disposition efter § 66 er gyldig, medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at fordele de pågældende genstande.

§ 74. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved dens oprettelse på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand, manglede evnen til fornuftmæssigt at råde over sine ejendele.

§ 75. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den må antages at være fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug af testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.

§ 76. En testamentarisk bestemmelse, der på grund af en fejlskrift eller anden fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra det tilsigtede indhold, skal så vidt muligt gennemføres efter sin rette mening. Hvis denne ikke kan fastslås, er den testamentariske bestemmelse ugyldig.

§ 77. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis

1) testator ved oprettelsen befandt sig i en vildfarelse om omstændigheder, som var afgørende for bestemmelsen, eller

2) forhold, som var afgørende for bestemmelsen, efter oprettelsen har ændret sig på en sådan måde, at testator med kendskab dertil ville have tilbagekaldt bestemmelsen.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal bestemmelsen dog gennemføres efter sin rette mening, hvis denne kan fastslås.

§ 78. En testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af ejendelene, som åbenbart savner fornuftig mening, er ugyldig.

§ 79. Indsigelse mod et testamentes gyldighed kan rejses af enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt.

Kapitel 13

Fælles testamente

Tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition

§ 80. Ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition skal for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket.

Længstlevendes testationsret

§ 81. Har ægtefæller ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse om, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende ægtefælle ved testamente råde over friarven i boet efter længstlevende, jf. dog stk. 2

Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan ikke ved testamente råde over

1) friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, og

2) halvdelen af friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis den fælles testamentariske disposition indeholder anden bestemmelse om den længstlevende ægtefælles testationsret.

§ 82. § 81 finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre end ægtefæller.

Længstlevendes dispositionsadgang i levende live

§ 83. Har ægtefæller ved fælles testamente truffet bestemmelse om arvens fordeling efter den længstlevendes død, som den længstlevende ikke kan tilbagekalde, kan den længstlevende ikke tilsidesætte denne bestemmelse ved

1) at give gaver eller arveforskud, hvis værdi står i misforhold til formuen, eller

2) at indsætte en begunstiget i en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for et beløb, der står i misforhold til formuen.

Stk. 2. Har den længstlevende foretaget en disposition i strid med stk. 1, nr. 1, kan en arving efter den førstafdøde kræve dispositionen omstødt, hvis modtageren vidste eller burde vide dette.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, når en livsforsikring eller lignende ordning omfattet af stk. 1, nr. 2, kommer til udbetaling til en begunstiget.

Stk. 4. Efter den længstlevende ægtefælles død finder stk. 2 og 3 ikke anvendelse i det omfang, den pågældende arving kan opnå dækning for sin arveret ved, at der ydes den pågældende vederlag af det beholdne bo, jf. § 85.

Stk. 5. Stk. 2-4 finder ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamentet.

§ 84. Omstødelsessag efter § 83 anlægges ved skifteretten i den retskreds, hvor den længstlevende ægtefælle har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235 og 236, eller hvor dødsboet efter den længstlevende ægtefælle behandles, jf. lov om skifte af dødsboer § 2. Skifteretten afgør sagen ved dom. Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En sag efter § 83, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet.

Stk. 3. En sag efter § 83, stk. 3, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have fået kendskab til udbetalingen.

§ 85. Har den længstlevende ægtefælle ved dispositioner som nævnt i § 83 væsentligt formindsket sin formue ved begunstigelse af en arving, kan en anden arving, når boet skiftes, kræve vederlag af det beholdne bo.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamente.

§ 86. §§ 83-85 finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre end ægtefæller.

Udvidet samlevertestamente

§ 87. To personer kan ved testamente bestemme, at de helt eller delvist vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller.

Stk. 2. Det kan ikke i et testamente efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde anvendelse.

Stk. 3. Et testamente efter stk. 1 indebærer ikke, at § 10 finder anvendelse.

§ 88. Et testamente efter § 87 er ugyldigt, hvis parterne

1) ved oprettelsen ikke opfyldte betingelserne i § 6, § 9 eller § 10 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

2) ved oprettelsen havde oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret,

3) på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død ikke levede sammen på fælles bopæl, og

a) ventede, havde eller havde haft et fælles barn, eller

b) havde levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år.

Stk. 2. En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 89. Testamentariske bestemmelser efter § 87 bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår ægteskab med en anden.

Kapitel 14

Ægtefælles testamentariske bestemmelse om overtagelse efter vurdering

§ 90. En ægtefælle kan ved testamente råde over enkelte genstande inden for sit fuldstændige særeje.

§ 91. En ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er fælleseje i boet, kan ved testamente råde over genstande, som tilhører den pågældende, og som ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne.

Stk. 2. Ægtefællen kan dog kun med den anden ægtefælles samtykke testere over

1) fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet,

2) indbo i det fælles hjem,

3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber, eller

4) et motorkøretøj, der har været anvendt af den anden ægtefælle.

Kapitel 15

Permutation

§ 92. Har testator pålagt en arving en bestemt anvendelse af arven eller indskrænkninger i rådigheden over arven, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, tillade ændring af den testamentariske bestemmelse herom, når særlige grunde taler for det.

Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 bør der navnlig lægges vægt på testationens formål og karakter, ændrede forhold siden testamentets oprettelse, bestemmelsens gennemførlighed og hensigtsmæssighed samt hensynet til arvingen.

Stk. 3. Har testator indsat nogen til at påse overholdelsen af en bestemmelse som nævnt i stk. 1, kan ændring ikke ske uden dennes samtykke, medmindre særlige omstændigheder taler for det.

Kapitel 16

Dødsgaver mv.

§ 93. Reglerne om testamente finder tilsvarende anvendelse på

1) gaver, der gives i giverens levende live, men som er bestemt til at opfyldes efter giverens død, og

2) gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar over dette.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke for sædvanlige gaver.

Kapitel 17

Overlevelseskravet

§ 94. Arveret tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den, som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere bliver levende født.

Stk. 2. Er to, som havde arveret efter hinanden, døde, uden at det vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for at have overlevet den anden.

Kapitel 18

Arv, som tilfalder staten

§ 95. Er der ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder afdødes formue staten.

Stk. 2. Hvis arven tilfalder staten, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, efter anmodning bestemme, at arven skal fordeles i overensstemmelse med bestemmelserne i et anfægteligt testamente, hvis testamentet må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje.

Stk. 3. Hvis arven tilfalder staten, og forholdene særligt taler for det, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, endvidere efter anmodning afstå arven helt eller delvis til

1) afdødes samlever,

2) personer, der er opvokset hos afdøde som dennes sted- eller plejebørn,

3) personer, som er opvokset sammen med afdøde som dennes pleje- eller stedsøskende,

4) afdødes slægtninge i tilfælde, hvor formuen helt eller delvis stammer fra en fælles slægtning, eller

5) andre personer eller institutioner, som stod den afdøde nær.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om forvaltningen af boer, hvor staten er arving.

§ 96. Afgørelser efter § 95, stk. 2 og 3, kan inden 3 måneder fra afgørelsen indbringes for den skifteret, hvor dødsboet behandles, jf. lov om skifte af dødsboer § 2.

Stk. 2. Skifteretten træffer afgørelse ved dom.

Stk. 3. Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 19

Reguleringsbestemmelser

§ 97. Beløbsgrænserne i § 5, stk. 2, og § 11, stk. 2, reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningskvotienten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før afrunding. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.000.

Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør årligt reguleringerne.

Kapitel 20

Forholdet til fremmed lovgivning

§ 98. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om arv. Disse overenskomster finder anvendelse her i riget efter bekendtgørelse i overensstemmelse med de gældende regler.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om arv.

Kapitel 21

Ikrafttræden og overgangsregler

§ 99. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2. Loven finder anvendelse, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, medmindre andet følger af §§ 100-102. Er arveladeren død før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse, medmindre andet følger af § 103.

§ 100. Hvis et barn uden for ægteskab er født før 1. januar 1938, bestemmes dets ret til arv efter faderen og hans slægt og disses ret til arv efter barnet efter den før 1. januar 1938 gældende ret.

§ 101. Har en længstlevende ægtefælle udtaget boet efter sin ægtefælle efter den hidtil gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, finder reglerne i den nævnte lovs § 7 b, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2 og 3, anvendelse ved den længstlevende ægtefælles død, selv om denne dør efter lovens ikrafttræden.

§ 102. Testamenter og andre arveretlige retshandler samt tilbagekaldelser heraf, som ikke opfylder lovens krav med hensyn til habilitet og form, er gyldige, hvis de er oprettet før lovens ikrafttræden og er i overensstemmelse med de regler, der var gældende ved oprettelsen eller tilbagekaldelsen.

Stk. 2. Bestemmelser om arveafkortning, truffet i overensstemmelse med §§ 10-13 i arveforordning af 21. maj 1845 bevarer deres retsvirkning, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Testamenter, som før den 1. april 1964 er konfirmeret efter arveforordning af 21. maj 1845, § 27, 1. punktum, bevarer retsvirkning i henhold til denne bestemmelse, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.

§ 103. § 15 finder tillige anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet den førstafdøde efter den hidtil gældende arvelovs § 7, stk. 1.

Stk. 2. §§ 24-34 anvendes også på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, men ikke før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder dog kun anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Frigivelse af båndlagt arv efter § 56, nr. 3, kan også ske i tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

Stk. 4. § 83 finder anvendelse på dispositioner, der foretages efter lovens ikrafttræden, uanset om førstafdøde er død før lovens ikrafttræden.

Stk. 5. § 92 finder også anvendelse, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

§ 104. V ed lovens ikrafttræden ophæves:

1) Den hidtil gældende arvelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 14. august 2001.

2) § 5, 1. punktum, i forordning af 13. maj 1769 om selveierbønder og de dem forundte fordele.

3) §§ 1-10 og 12 i forordning af 22. november 1837 angående den selveierbønder hjemlede testationsfrihed.

4) Plakat af 17. marts 1847.

5) § 26 og § 27, 2. pkt., i forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle forandringer i lovgivningen om arv.

§ 105. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

Lovforslagets formål er at gennemføre en revision af arvelovgivningen.

Den gældende arvelov blev vedtaget i 1963 og er siden gennemførelsen kun ændret på enkelte punkter. Siden arvelovens vedtagelse er der sket væsentlige ændringer i familiemønstret. Nye familiemønstre med sammenbragte børn og ugifte samlevende er i dag almindeligt accepterede og udgør en væsentlig del af det samlede antal parforhold i Danmark. Sigtet med revisionen af arveloven er at tilpasse arvereglerne de nye familiemønstre.

Med lovforslaget foreslås en styrkelse af den længstlevende ægtefælles retsstilling. Ægtefæller vil typisk have et ønske om, at længstlevende så vidt muligt kan fortsætte sin livsførelse. Arveloven bør derfor indrettes, så dette ønske i højere grad kan realiseres, uden at ægtefællerne behøver at oprette et testamente om begrænsning af børnenes arv. Dette sker navnlig ved en forhøjelse af den arveret, der følger umiddelbart af loven og således ikke forudsætter oprettelse af testamente (den legale arveret), fra 1/3 til ½ af arveladerens ejendele, når arveladeren samtidig efterlader sig børn (livsarvinger). Endvidere foreslås den længstlevende ægtefælles adgang til at få henstand med udbetaling af arv til førstafdødes børn udvidet til også at omfatte myndige livsarvinger.

Lovforslaget indebærer endvidere, at arvelader får større frihed til at disponere over sin formue ved testamente. Den andel af livsarvingernes arveret, som ikke kan fratages dem ved testamente (den såkaldte tvangsarv), foreslås således nedsat fra ½ til ¼ af den legale arv. Også ægtefællens tvangsarv foreslås fremover at udgøre ¼ af den legale arv. Endvidere indføres der en adgang for arvelader til at begrænse en livsarvings tvangsarv til 1 mio. kr., og arveladeren får mulighed for at bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Dette indebærer, at det bl.a. bliver lettere at ligestille sammenbragte børn i arveretlig henseende, og at gennemførelsen af generationsskifter af erhvervsvirksomheder lettes.

Herudover indeholder lovforslaget en række andre forslag til justeringer og tilpasninger af arvereglerne. Således foreslås det bl.a., at ugifte samlevende på en særlig nem måde skal kunne oprette testamente om gensidig arveret (et udvidet samlevertestamente). Der foreslås også mere udførlige regler om de problemer, der kan opstå, når flere personer opretter testamente sammen (fælles testamenter).

I sammenhæng med revisionen af arveloven foreslås en række ændringer af den lovgivning, der knytter sig til arveloven. Det drejer sig bl.a. om ændringer i forsikringsaftalelovens og pensionsopsparingslovens regler om indsættelse af begunstigede. Der henvises herom til det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.).

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1473/2006 fra udvalget til revision af arveloven og lov om skifte af fællesbo mv. (Arvelovsudvalget).

Ved afgivelsen af betænkningen bestod udvalget af en formand (højesteretspræsident Torben Melchior) og 11 andre medlemmer som repræsentanter for Advokatrådet, Dansk Arbejdsgiverforening, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Forsikring & Pension, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Landbrugsrådet, Politiforbundet i Danmark og Justitsministeriet.

Betænkningen er afgivet i enighed.

Lovforslaget svarer med nogle ændringer til lovudkastet i Arvelovsudvalgets betænkning.

1.2. Oversigt over lovforslaget

Lovforslaget indeholder en fuldstændig revision af arveloven og er opbygget i 22 kapitler.

Kapitel 1 handler om slægtninges legale arveret, livsarvingernes tvangsarveret og om slægtsarvingers adgang til at overtage boets aktiver efter vurdering.

I kapitel 2 findes der regler om ægtefællens legale arveret, ægtefællens udtagelsesret og tvangsarveret samt ægtefællens adgang til at overtage boets aktiver efter vurdering.

Kapitel 3 indeholder regler om svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle, dvs. regler om fordeling af arven, når den længstlevende ægtefælle dør i et barnløst ægteskab eller efter at have arvet den førstafdøde ægtefælle efter reglerne om suppleringsarv.

I kapitel 4 er der regler om den længstlevende ægtefælles adgang til uskiftet bo.

Kapitel 5 indeholder regler om den længstlevende ægtefælles adgang til arvehenstand med udbetaling af arven til den førstafdøde ægtefælles livsarvinger.

I kapitel 6 er der en regel om testamentsarvingers adgang til overtagelse efter vurdering.

Kapitel 7 indeholder regler om aftaler om arv, herunder regler om afkald på forventet og falden arv samt arveforskud.

Kapitel 8 indeholder regler om udelukkelse og bortfald af arveret.

I kapitel 9 findes der regler om adgangen til ved testamente at råde over tvangsarv.

Kapitel 10 indeholder regler om adgangen til ved testamente at råde over friarv.

I kapitel 11 og 12 findes reglerne om oprettelse og tilbagekaldelse af testamente og om testamenters ugyldighed og anfægtelse mv.

Kapitel 13 indeholder regler om fælles testamenter, dvs. testamenter, der er oprettet af to personer eller flere i fællesskab. Kapitlet indeholder regler om tilbagekaldelse af fælles testamenter og om den længstlevende testators adgang til at disponere i levende live og ved testamente. Endvidere indeholder kapitlet regler om ugifte samlevendes adgang til at oprette et udvidet samlevertestamente, der indebærer, at parterne arver hinanden og arves, som var de ægtefæller.

Kapitel 14 indeholder regler om ægtefællens adgang til at træffe testamentariske bestemmelser om overtagelse efter vurdering.

Kapitel 15 handler om permutation, dvs. justitsministerens adgang til i særlige tilfælde at tillade ændring af en testamentarisk bestemmelse, der pålægger en arving en bestemt anvendelse af arven eller en indskrænkning i rådigheden over arven.

Kapitel 16 handler om dødsgaver mv.

Kapitel 17 indeholder reglen om det almindelige arveretlige overlevelseskrav, dvs. reglen om, at den, som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere bliver født, har arveret.

Kapitel 18 handler om arv, som tilfalder staten, fordi arveladeren dør uden at efterlade sig arvinger efter loven eller testamente. Kapitlet indeholder endvidere regler om justitsministerens adgang til i særlige tilfælde at afstå arven til en person, som uden at være arving, stod afdøde nær.

Kapitel 19 indeholder reguleringsbestemmelser.

I kapitel 20 findes der regler om forholdet til fremmed lovgivning, og i kapitel 21 findes lovens ikrafttrædelses- og overgangsregler.

Hovedpunkterne i lovforslagets enkelte kapitler gennemgås i pkt. 2-22.

1.3. Lovforslagets systematik og sprogbrug mv.

Lovforslagets systematik er ændret i forhold til den gældende arvelov. Det skyldes især et ønske om større overskuelighed.

Et væsentligt element i den nye struktur er at placere de legale regler om slægtens arveret sammen med reglerne om slægtens tvangsarveret og de legale regler om slægtens adgang til overtagelse af boets aktiver efter vurdering, således at der i samme kapitel i loven opnås en samlet regulering af slægtninges arveret. Tilsvarende gælder for reglerne om ægtefællens arveret. Reglerne om uskiftet bo og arvehenstand for den længstlevende ægtefælle har dog fortsat selvstændige kapitler i loven.

Herudover indebærer den ændrede struktur, at lovforslaget indeholder selvstændige kapitler om adgangen til ved testamente at råde over henholdsvis tvangsarv og friarv. En sådan samlet placering af disse regler har til formål at tydeliggøre, hvilke dispositioner over henholdsvis tvangsarv og friarv, der kan foretages ved testamente.

Den gældende arvelov anvender udtrykket den "efterlevende" ægtefælle, jf. f.eks. lovens § 8. Med henblik på en modernisering af sprogbrugen bygger lovforslaget på en konsekvent anvendelse af det mere nutidige udtryk den "længstlevende" ægtefælle.

Den gældende arvelov bruger endvidere udtrykket "særlig livsarving" om den ene ægtefælles særbarn, jf. f.eks. § 9. Med henblik på en modernisering og forenkling af sprogbrugen anvendes i lovforslaget udtrykket "særlivsarving".

2. Slægtninges arveret

2.1. Gældende ret

2.1.1. Arv efter loven

Arvelovens kapitel 1 om slægtninges arveret indeholder reglerne om, hvorledes arven skal fordeles, hvis arveladeren ikke har oprettet testamente og ikke efterlader sig en ægtefælle. Forholdet mellem arv til livsarvinger og arv til ægtefælle er behandlet i pkt. 3.1.

Slægtninges arveret bygger på en inddeling i arveklasser. Arveladerens børn og disses efterkommere udgør første arveklasse. Børn, børnebørn mv. kaldes også livsarvinger.

Efter arvelovens § 1 er en arveladers nærmeste slægtsarvinger den pågældendes børn. Børnene arver lige. Hvis et af børnene er død før arveladeren, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger (oldebørn mv.).

Hvis arveladeren ikke efterlader sig livsarvinger, tilfalder arven anden arveklasse, jf. arvelovens § 2. Denne arveklasse udgøres af afdødes forældre og disses efterkommere, dvs. arveladerens søskende, nevøer og niecer osv. Lever begge arveladerens forældre, arver de hver halvdelen. Er en eller begge forældre døde, træder disses børn i deres sted.

Efterlader arveladeren sig ikke arvinger i første eller anden arveklasse, tilfalder arven tredje arveklasse, jf. arvelovens § 3. Denne arveklasse udgøres af afdødes bedsteforældre og disses børn (arveladerens farbrødre, fastre, mostre og morbrødre), men ikke fjernere livsarvinger. Arveladerens kusiner og fætre og disses efterkommere er således ikke legale arvinger. Arven fordeles ligeligt mellem bedsteforældrene på fædrene og mødrene side, og er en af bedsteforældrene døde, træder dennes børn i stedet. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene.

Som udgangspunkt er det uden betydning for en persons ret til arv i henhold til loven, om den pågældende er født i eller uden for ægteskab. Børn født uden for ægteskab før den 1. januar 1938 har dog som altovervejende hovedregel ikke legal arveret efter deres far eller efter faderens slægt. Tilsvarende har faderen og dennes slægt ikke legal arveret efter barnet.

Ifølge arvelovens § 4 begrunder adoption samme arveretlige stilling som biologisk slægtskab, medmindre andet følger af adoptionslovgivningen. Hvad der følger af adoptionslovgivningen, afhænger af, hvornår adoptionen er sket, idet regler om adoptions retsvirkninger kun i begrænset omfang er tillagt tilbagevirkende kraft.

Der henvises til betænkningen s. 41-44, der bl.a. indeholder en mere uddybende gennemgang af spørgsmålet om den arveretlige stilling ved adoption.

2.1.2. Livsarvingers tvangsarv

Arveladerens livsarvinger er tvangsarvinger, og halvdelen af den legale arvelod, der tilkommer dem, er tvangsarv, jf. arvelovens § 25. Det indebærer, at en arvelader, der efterlader sig livsarvinger, kun kan råde over halvdelen af sin formue ved testamente, jf. § 26, stk. 1.

Efter § 26, stk. 2, kan arveladeren give en arving fortrinsret til at modtage sin arv i bestemte genstande. Arveladeren kan imidlertid ikke tvinge en arving til at modtage sin tvangsarv i form af bestemte genstande, og arveladeren kan heller ikke testere hele boet til en person, mod at denne betaler tvangsarvingernes arv kontant. Tvangsarveretten er således en egentlig andelsret i boet.

Tvangsarvereglerne gælder kun i det omfang, andet ikke er fastsat ved lov. Der findes enkelte undtagelser til reglerne. Som eksempel kan nævnes, at en arvelader kan beslutte, at en tvangsarv skal være særeje, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 28 a, jf. § 28, og at livsarvingernes tvangsarv skal båndlægges, jf. arvelovens §§ 58ff.

Ud over de almindelige regler om tvangsarv indeholder arvelovens kapitel 5 regler om forlodsret for børn. Efter § 27 har arveladers barn ret til forlods at få udlagt et efter forholdene afpasset beløb, hvis dette er nødvendigt for at sikre barnet passende underhold og uddannelse indtil dets 21. år. Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente. Forlodsretten går forud for anden arv, men fyldestgøres kun af tvangsarv, hvis boets midler ikke i øvrigt strækker til, jf. § 27, stk. 2. Har flere børn forlodsret, og kan boet ikke udrede det samlede beløb, bestemmer skifteretten under hensyn til børnenes behov og forholdene i øvrigt, hvor meget der forlods skal udlægges til et eller flere af børnene, jf. § 28. Skifteretten eller bobestyreren har pligt til at påse, at forlodsret gøres gældende i boet, jf. § 29. Forlodsretten kan ikke gøres gældende, hvis en længstlevende ægtefælle er i uskiftet bo efter reglerne i arvelovens kapitel 3, idet ægtefællen i disse tilfælde fortsat har forsørgelsespligten over fællesbørn, ligesom ægtefællen efter arvelovens § 9, stk. 3, overtager den afdøde ægtefælles forsørgelsespligt over for dennes mindreårige særbørn. Forlodsretten fortrænges endvidere af ægtefællens ret til suppleringsarv efter arvelovens § 7 b, stk. 2. Reglerne om forlodsret, der blev indsat i arveloven i 1963, har alene været anvendt i meget begrænset omfang og anvendes ikke længere i praksis.

Der henvises til betænkningen s. 75-77.

2.1.3. Slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering

Både legale og testamentariske arvinger har krav på at få arven udbetalt kontant. Ønsker en arving at få sin arv udbetalt kontant, og er der ikke tilstrækkelige likvide midler i boet, må afdødes aktiver sælges af boet, jf. dødsboskiftelovens § 58.

Efter arvelovens § 24 a, 1. pkt., er arvingerne berettigede til for deres arvelod at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet. Arvingen har ikke i medfør af § 24 a ret til at overtage aktiver, hvis værdi er større end den arv, arvingen har krav på. Kan arvingerne indbyrdes blive enige om en sådan fordeling, der f.eks. betinges af, at det overskydende beløb indbetales til boet, er der ikke noget til hinder for dette. Retten til overtagelse efter vurdering fortrænges af arveladerens testamentariske bestemmelser om boets aktiver, i det omfang arveladeren ikke har overskredet sin testationskompetence efter § 26, stk. 2, og § 66.

Ønsker flere arvinger at overtage det samme aktiv, følger det af § 24 a, 2. pkt., at det må afgøres ved lodtrækning, hvem der skal have dette. Hvis et aktiv har særlig erindringsværdi for en bestemt arving, fra hvis slægt eller slægtsgren aktivet stammer, har arvingen efter § 24 a, 3. pkt., fortrinsret til at overtage dette.

Der henvises til betænkningen s. 353-354.

2.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

2.2.1. Arv efter loven

Arvelovsudvalget foreslår ingen indholdsmæssige ændringer i de gældende regler om slægtninges arveret i tilfælde, hvor arveladeren ikke efterlader sig en ægtefælle.

Udvalget har i betænkningen bl.a. overvejet, om kredsen af slægtsarvinger bør begrænses i forhold til den gældende arvelovs §§ 1-3, da kredsen af slægtsarvinger særligt i 2. arveklasse kan blive meget omfattende. Udvalget foreslår imidlertid ikke en sådan begrænsning, men peger i stedet på, at der kan være behov for en regel i dødsboskifteloven om begrænsning af antallet af tids- og ressourcekrævende eftersøgninger af arvinger som led i skiftet.

Der henvises til betænkningen s. 45-52.

2.2.2. Livsarvingers tvangsarv

Arvelovsudvalget har overvejet, om - og i hvilket omfang - der fortsat er grundlag for livsarvingers tvangsarveret.

For en afskaffelse af livsarvingernes tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil være mellem 45 og 60 år ved arveladerens død. Forsørgelsesmæssige eller etableringsmæssige hensyn har derfor ikke længere samme vægt som et argument for bevarelse af tvangsarv. I mange tilfælde vil tvangsarv endda først komme til udbetaling, når den længstlevende ægtefælle dør efter at have været i uskiftet bo. Et traditionsbaseret hensyn, hvorefter slægtens tarv skal varetages gennem arv, harmonerer heller ikke med nutidens samfund, der er baseret på forsørgelse og pleje af ældre, syge og handicappede gennem offentlige pensioner, plejehjem, hjemmehjælpsordninger mv. For en afskaffelse af livsarvingernes tvangsarveret kan det efter udvalgets opfattelse endvidere anføres, at det bør være op til arveladeren, der har samlet eller bevaret formuen, at bestemme, hvad der skal ske med formuen ved sin død, og at arveladeren ved dispositioner i levende live fuldstændig frit kan råde over sin formue. Udvalget anfører videre, at familiestrukturen er ændret siden vedtagelsen af den gældende arvelov i 1963. Det store antal skilsmisser har medført, at mange har en ægtefælle eller samlever nr. 2 (eller 3) og har børn i det nye forhold. Tvangsarv kan være en hindring for den, der vil sikre det nye forhold. En arvelader kan endvidere have lødige grunde til at ønske en anden fordeling af arven, f. eks. ved at springe en generation over og lade arven gå til børnebørnene eller ved at bestemme, at en virksomhed, der er arveladers væsentligste aktiv, skal gå til en bestemt arving, fordi denne arving er bedst til at videreføre virksomheden. Afskaffelse af tvangsarveretten vil således kunne lette gennemførelse af generationsskifte.

For en bevarelse af livsarvingernes tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at en afskaffelse vil være et brud med en rodfæstet retstradition. Desuden er tvangsarveret for børn formentlig i pagt med, hvad de fleste finder naturligt. Tvangsarveretten yder i et vist omfang endvidere en livsarving beskyttelse mod pression fra arveladerens side i relation til valg af erhverv, ægtefælle og livsstil. Som et væsentligt argument peger udvalget endvidere på, at tvangsarvereglerne beskytter arveladerens særbørn, og udvalget peger på, at denne gruppe af arvinger er i stadig vækst på grund af de ændrede familiemønstre. Selv om det må antages, at tvangsarveretten €" i hvert fald i dens nuværende udformning €" kan vanskeliggøre generationsskifte i nogle tilfælde, kan det efter udvalgets opfattelse ikke berettige til en afskaffelse af tvangsarven for livsarvinger, og det vil næppe være muligt at afskaffe tvangsarv alene for virksomhedskapital.

Efter en afvejning af disse hensyn finder udvalget, at det vil være for vidtgående at afskaffe livsarvingernes tvangsarveret. De anførte forhold taler dog efter udvalgets opfattelse med betydelig vægt for en beskæring af livsarvingernes tvangsarv, og udvalget foreslår derfor, at livsarvingernes tvangsarv nedsættes fra ½ til ¼ af den legale arvelod, som tilkommer livsarvingerne. I forlængelse af dette forslag peger udvalget på, at et typisk ønske fra fleregangsgifte med hver sit hold børn og eventuelle fællesbørn er, at der ved førstafdødes død skal sørges bedst muligt for længstlevende, men at der ved længstlevendes død skal ske en ligestilling mellem parternes børn. Denne ligestilling kan enten være, at hver part skal dele en halvdel, eller at man ønsker en fuldstændig ligedeling. Dette kan ikke altid lade sig gøre efter de gældende regler, noget afhængig af antallet af børn. Udvalgets forslag om en begrænsning af livsarvingernes tvangsarveret vil imidlertid skabe mulighed for testamentariske bestemmelser om en sådan ligestilling.

Udvalget har særligt overvejet, hvorledes en ændring af reglerne om livsarvingers tvangsarv kan lette gennemførelse af generationsskifte i erhvervsvirksomheder. Den foreslåede nedsættelse af livsarvingernes tvangsarv til ¼ af boet vil indebære, at det bliver muligt at testere en større del af boet til den arving €" ofte en livsarving €" der skal videreføre erhvervsvirksomheden. Med henblik på yderligere at lette gennemførelsen af generationsskifte af erhvervsvirksomheder foreslår udvalget endvidere, at der indføres adgang til ved testamente at beløbsbegrænse en livsarvings tvangsarv. En adgang til beløbsbegrænsning vil navnlig kunne være hensigtsmæssig ved generationsskifte af større boer, hvor en erhvervsvirksomhed med betydelige værdier skal tilfalde en livsarving, og hvor der også er øvrige tvangsarvinger, der skal tilgodeses. Med en beløbsbegrænsning fastsættes der endvidere en beløbsmæssig øvre grænse for de sociale hensyn, som reglerne om tvangsarv også traditionelt har varetaget. Samtidig fastholdes i nogen grad det element af slægtsansvar, som er en del af baggrunden for tvangsarv. Beløbsbegrænsningsreglen vil kun have betydning i forholdsvis få store boer, men vil formentlig netop i disse boer kunne få en væsentlig betydning for tilrettelæggelse af et hensigtsmæssigt generationsskifte. En lignende beløbsbegrænsningsregel findes i den norske arvelov, og der er gode erfaringer i Norge med reglen.

Udvalgets overvejelser har været koncentreret om en beløbsbegrænsning på enten 500.000 kr. eller 1 mio. kr. til hver livsarving. Udvalget foreslår en beløbsbegrænsning på 1 mio. kr., da en beløbsbegrænsning på et mindre beløb, f.eks. 500.000 kr., vil udgøre et for betydeligt indgreb i livsarvingernes tvangsarveret i de store boer og vil kunne skabe konflikter mellem arvingerne.

Er en livsarving død, skal det også være muligt ved testamente at begrænse dennes livsarvingers tvangsarv til deres andel af tvangsarven på 1 mio. kr. Med henblik på at sikre, at tvangsarveretten ikke bliver udhulet, foreslår udvalget, at beløbsgrænsen årligt skal reguleres efter lov om en satsreguleringsprocent.

Udvalget foreslår, at de særlige tvangsarveretlige regler om forlodsret for børn ikke videreføres. Som begrundelse herfor henviser udvalget til, at reglerne ikke anvendes i praksis. Det skyldes formentlig især, at reglerne bygger på, at der skal foretages en skønsmæssig vurdering af, om det er nødvendigt for arvingen forlods at få udlagt et beløb. Det kan desuden kun i et begrænset antal tilfælde komme på tale at anvende bestemmelserne, idet forlodsretten efter de gældende regler ikke kan gøres gældende, hvis den længstlevende ægtefælle vælger uskiftet bo, ligesom forlodsretten viger for ægtefællens ret til suppleringsarv efter § 7 b, stk. 2. Ved uskiftet bo har den længstlevende ægtefælle imidlertid forsørgelsespligt også over for førstafdødes særbørn. Hvis boet skiftes med et mindreårigt særbarn efter førstafdøde, vil barnets værge få arven udbetalt. Udbetaling af arven sammenholdt med offentlige støtteordninger og eventuel børnepension vil da normalt være tilstrækkelig til at sikre barnets forsørgelse. På denne baggrund er der efter udvalgets opfattelse ikke noget praktisk behov for særlige regler om forlodsret for børn.

Der henvises til betænkningen s. 77-78, 82-95 og 100.

2.2.3. Slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering

Det er efter udvalgets opfattelse en fundamental arveretlig regel, at slægtsarvingerne har adgang til at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet, og udvalget foreslår, at reglerne i arvelovens § 24 a om slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering videreføres med enkelte mindre ændringer.

Som nævnt i pkt. 2.1.3. skal der efter de gældende regler foretages lodtrækning, hvis flere arvinger ønsker at overtage det samme aktiv. En arving, fra hvis slægt eller slægtsgren et aktiv hidrører, har dog fortrinsret til aktivet, hvis det har en særlig erindringsværdi for arvingen. Udvalget anfører, at det er indlysende, at en genstand kan have særlig erindringsværdi, hvis den stammer fra en arvings slægt eller slægtsgren, men peger samtidig på, at et aktiv efter omstændighederne også kan have erindringsværdi, selv om det ikke stammer fra arvingens slægt eller slægtsgren. Udvalget foreslår derfor, at betingelsen om, at aktivet skal stamme fra arvingens slægt eller slægtsgren, udgår af loven.

Adgangen til overtagelse efter vurdering skal som hidtil kun gælde i det omfang, arveladeren ikke har truffet anden bestemmelse ved testamente.

Efter gældende ret er der ikke tillagt en arving, der ejer et aktiv i sameje med afdøde, en fortrinsret til at overtage afdødes andel af samejet. Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at en person, der ejer et aktiv i sameje med afdøde, ikke har en legal fortrinsret til aktivet. Udvalget foreslår derfor, at der indføres en regel om fortrinsret i disse tilfælde. Fortrinsretten skal alene være begrænset af en længstlevende ægtefælles ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug eller mindreårige børns brug. I det omfang der er tale om et fællesejeaktiv, skal ægtefællen endvidere have fortrinsret til at overtage en fast ejendom eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den længstlevende ægtefælles virksomhed er knyttet. Tilsvarende gælder for indbo i det fælles hjem, den længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et motorkøretøj, der har været anvendt af den længstlevende ægtefælle.

Sameje sker oftest om fast ejendom, der kan repræsentere en betydelig værdi. På denne baggrund foreslår udvalget, at samejerens fortrinsret skal bevares, selvom værdien af boets andel i samejet overstiger arvingens arvelod. Ønsker arvingen i denne situation at overtage boets andel, skal det overskydende beløb betales kontant til boet, således at der ikke sker en kvantitativ forrykkelse af arveforholdene.

Udvalget finder, at fortrinsretten bør kunne anvendes, selvom der er flere end 2 personer, der ejer aktivet sammen. Hvis der i en sådan situation er flere arvinger, der ønsker at overtage andelen af aktivet, må det afgøres ved lodtrækning, hvem der skal have andelen.

Adgangen til overtagelse efter vurdering skal kun gælde i det omfang, arveladeren ikke har truffet anden bestemmelse ved testamente.

Der henvises til betænkningen s. 360-363.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. Arv efter loven

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der ikke er behov for indholdsmæssige ændringer i de legale regler om slægtninges arveret i tilfælde, hvor arveladeren ikke efterlader sig en ægtefælle, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets §§ 1-4 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

For så vidt angår udvalgets forslag om en regel, der kan begrænse antallet af tids- og ressourcekrævende eftersøgninger af arvinger som led i skiftet, henvises til § 3, nr. 1 og 8, og bemærkningerne hertil i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

2.3.2. Livsarvingers tvangsarv

Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af Arvelovsudvalget, enig i, at tvangsarveretten for livsarvinger ikke bør afskaffes, men at en række forhold, herunder bl.a. hensynet til gennemførelse af generationsskifter i erhvervsvirksomheder og muligheden for ved testamente at ligestille sammenbragte børn i arveretlig henseende, taler for en nedsættelse og justering af livsarvingernes tvangsarveret.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag om at nedsætte livsarvingernes tvangsarvebrøk fra ½ til ¼ af den legale arvebrøk samt forslaget om, at der gives mulighed for ved testamente at beløbsbegrænse en livsarvings tvangsarv. Forslaget om adgang til en beløbsbegrænsning på 1 mio. kr. vil kun få praktisk betydning i store boer. I sådanne boer vil den foreslåede beløbsbegrænsning imidlertid give større handlefrihed for arveladeren ved udformningen af testamentet og dermed indebære bedre muligheder for tilrettelæggelse af et hensigtsmæssigt generationsskifte af f.eks. en privat erhvervsvirksomhed. Justitsministeriet kan på denne baggrund tiltræde, at beløbsgrænsen sættes til 1 mio. kr. for hver livsarving.

Det foreslås, at beløbsbegrænsningsreglen udformes således, at en testamentarisk bestemmelse om beløbsbegrænsning af tvangsarven også skal anvendes i forhold til arveladerens børnebørn, hvis arveladerens barn, der har fået beløbsbegrænset sin tvangsarv, er afgået ved døden efter testamentets oprettelse. Det indebærer, at arveladerens børnebørn i denne situation hver vil arve den andel af beløbet på 1 mio. kr., som efter de almindelige fordelingsregler tilfalder dem. Baggrunden herfor er, at det må antages, at en arvelader, der beløbsbegrænser sit barns tvangsarv, også ønsker at denne beløbsbegrænsning skal gælde i forhold til børnebørnene. Hvis arveladeren ikke ønsker, at beløbsbegrænsningen skal anvendes i forhold til børnene, kan der træffes anden bestemmelse ved testamente.

Der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Af de grunde, der er anført af Arvelovsudvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde, at der ikke er behov for at videreføre reglerne om forlodsret for børn i den gældende arvelovs kapitel 5. Lovforslaget indeholder derfor ikke regler herom.

2.3.3. Slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om slægtninges almindelige adgang til overtagelse af boets aktiver efter vurdering. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at der medtages en regel om en arvings ret til at overtage et aktiv, der ejes i sameje med afdøde. Dog finder Justitsministeriet, at det bør præciseres i reglen, at arvingens ret som udgangspunkt må vige for ægtefællens ret, når også ægtefællen ejer en andel af det samme aktiv i sameje med boet.

Der henvises til lovforslagets §§ 6-8 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

3. Ægtefællens arveret

3.1. Gældende ret

3.1.1. Arv efter loven

Arvelovens kapitel 2 indeholder reglerne om, hvordan arven fordeles, hvis arveladeren efterlader en ægtefælle og ikke har oprettet testamente. Reglerne om ægtefællens arveret gælder også for registrerede partnere.

Hvis arveladeren ikke efterlader sig livsarvinger, arver ægtefællen hele formuen, jf. arvelovens § 7, stk. 1. Hvis arveladeren efterlader sig både ægtefælle og livsarvinger, arver ægtefællen 1/3 af det, der falder i arv efter arveladeren, og de resterende 2/3 skal deles mellem livsarvingerne efter reglerne i § 1.

3.1.2. Ægtefællens tvangsarv

Ægtefællen er tvangsarving, og halvdelen af den legale arvelod er tvangsarv, jf. arvelovens § 25. Om retsvirkningerne af, at der er tale om tvangsarv henvises til pkt. 2.1.2. om livsarvingers tvangsarv.

Der henvises til betænkningen s. 75-76.

3.1.3. Ægtefællens udtagelsesret

Udover sin arveret har ægtefællen efter arvelovens § 7 a og § 7 b en fortrinsstilling ved skifte af boet.

Efter § 7 a har ægtefællen således ret til at udtage genstande såsom tøj, smykker m.v., som alene tjener til den pågældendes personlige brug. Det er dog en forudsætning, at genstandenes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Den længstlevende har endvidere ret til at udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug. Genstandene udtages forlods, dvs. at de ikke indgår ved beregningen af arv til ægtefællen og livsarvingerne.

Efter § 7 b, stk. 2, har den længstlevende ægtefælle endvidere ret til såkaldt suppleringsarv. Bestemmelsen indebærer, at ægtefællen altid har ret til at udtage så meget, at værdien heraf sammen med den længstlevendes boslod og eventuelle særeje udgør et beløb, der i 2006 er på 200.000 kr. Beløbet reguleres årligt. Værdien af genstande, der udtages i medfør af § 7 a, medregnes ikke i de 200.000 kr.

Visse personlige eller uoverdragelige rettigheder, der er omfattet af lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, f.eks. enkepension og livrente, er uden indflydelse på længstlevendes ret efter § 7 b, stk. 2. Også andre lignende periodiske ydelser må holdes udenfor ved beregningen, f.eks. ret til egenpension samt efterindtægt i medfør af tjenestemandspensionsloven, efterløn efter funktionærloven og efterpension efter socialpensionsloven. Det samme er tilfældet med engangsbeløb efter arbejdsskadesikringsloven og engangsbeløb fra ATP. Der er i den juridiske litteratur enighed om, at erstatning for tab af forsørger også kan holdes uden for beregningen efter § 7 b, stk. 2. Det antages, at en livsforsikring eller en ulykkesforsikring, som tilkommer længstlevende uden om dødsboet, jf. forsikringsaftalelovens § 102, stk. 1, kan holdes uden for beregningen. Kapitalpensioners, ratepensioners og indekskontrakters stilling i forhold til arvelovens § 7 b, stk. 2, er usikker, og der er i den juridiske litteratur forskellige opfattelser af, om beløbene skal indgå ved beregningen.

I stedet for at anvende reglen i § 7 b, stk. 2, kan den længstlevende ægtefælle efter § 7 b, stk. 1, vælge at udtage bohave, arbejdsredskaber og løsøre i det omfang, det er nødvendigt for, at han eller hun kan opretholde hjemmet eller sit erhverv. Det er en forudsætning for at anvende reglen, at der er tale om et bo af "ringe værdi". Da reglen kun har betydning, hvor værdien af arbejdsredskaber m.v. overstiger de 200.000 kr., som kan udtages efter § 7 b, stk. 2, har reglen kun meget ringe praktisk betydning.

Der henvises til betænkningen s. 53-55.

3.1.4. Ægtefællens adgang til overtagelse efter vurdering

Efter § 24 b er den længstlevende ægtefælle berettiget til for sin bos- og arvelod at overtage aktiver, der er fælleseje i boet, til vurderingsbeløbet. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. Overstiger værdien af de aktiver, som den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage, den længstlevendes bos- og arvelod, har ægtefællen ret til overtage aktiverne mod at udbetale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger, dvs. at ægtefællen har udløsningsret. Reglen indebærer, at den længstlevende ægtefælle har en langt stærkere retsstilling end boets øvrige arvinger i relation til adgangen til overtagelse af boets aktiver efter vurdering.

Det følger af § 24 c, at den længstlevende ægtefælle af den afdøde ægtefælles fuldstændige særeje inden for sin arvelod af særejet kan overtage aktiver til vurderingsbeløbet. Ønsker ægtefællen og en anden arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. I modsætning til fællesejereglen i § 24 b har ægtefællen ikke en udløsningsret, når der er tale om aktiver inden for den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje.

I § 24 d fastslås det, at §§ 24 b og 24 c ikke gælder for aktiver, som den førstafdøde ægtefælle har rådet over ved testamente i medfør af § 66. Dette indebærer navnlig, at fortrinsretten til de fællesejeaktiver, der er nævnt i § 66, stk. 2, ikke kan fratages den længstlevende ægtefælle, medmindre længstlevende har samtykket heri. En tilsvarende begrænsning gælder derimod ikke ved aktiver, der er fuldstændigt særeje.

Der henvises til betænkningen s. 354-355.

3.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

3.2.1. Arv efter loven

Arvelovsudvalget peger i betænkningen på, at den længstlevende ægtefælles stilling er blevet styrket gennem 1900-tallet. Ved arveloven af 1963 blev den legale arvebrøk forøget fra ¼ til 1/3, og ægtefællen fik ret til suppleringsarv. Den længstlevende ægtefælle har endvidere ret til uskiftet bo med fælles livsarvinger og kan være i uskiftet bo med førstafdødes særlivsarvinger, hvis de samtykker heri. Også særejereformen fra 1990 indebærer en mulighed for at styrke den længstlevendes stilling på skiftet, eftersom det ved ægtepagt kan aftales, at formuen efter længstlevende skal være fuldstændigt særeje, mens formuen efter førstafdøde skal være skilsmissesæreje og dermed fælleseje ved skifte efter førstafdøde. Herved undgår den længstlevende, at længstlevendes egen formue indgår i bodelingen, mens længstlevende tager boslod og arvelod efter førstafdøde. Også den i dag meget betydelige opsparing i pensionsordninger vil typisk i kraft af begunstigelsesklausuler tilgodese den længstlevende ægtefælle eller samlever.

Udvalget finder, at der er grund til at fortsætte denne ægtefællevenlige udvikling og anfører yderligere, at ægtefæller i ægteskaber med hjemmeboende børn typisk vil ønske, at den længstlevende - så vidt det nu er muligt - kan fortsætte det fælles hjem. Uskiftet bo kan være et egnet middel hertil, men vil ikke altid være muligt, f.eks. fordi førstafdøde efterlader sig særbørn fra et tidligere ægteskab, eller fordi førstafdøde havde særeje. Uskiftet bo er endvidere kun muligt, så længe længstlevende ikke gifter sig igen. Der vil derfor være en række tilfælde, hvor det må antages, at de gældende regler ikke yder den længstlevende tilstrækkelig beskyttelse. Ægtefællerne kan da oprette testamente, men langt fra alle tænker på det i tide.

Udvalget anfører videre, at der siden arvelovens vedtagelse i 1963 er sket en betydelig stigning i antallet af skilsmisser, og der er derfor langt flere ægteskaber, hvor en eller begge ægtefæller har særbørn. Dette har medført og vil i de kommende år medføre en stigning i antallet af tilfælde, hvor en længstlevende ægtefælle ikke har mulighed for uskiftet bo, fordi førstafdødes særbørn ikke vil samtykke heri. Har ægtefællerne ikke på forhånd sikret hinanden gennem testamente, ægtepagt eller livsforsikringer, vil det i en del tilfælde kunne være særdeles vanskeligt for den længstlevende ægtefælle at udbetale arven til særbørnene uden at skulle sælge boligen. Der er endvidere sket en stigning i antallet af ældre mennesker, som ønsker at gifte sig igen efter deres ægtefælles død, og som derfor er nødt til at skifte med deres børn. I en del tilfælde vil det være så vanskeligt at udbetale arven til børnene, at planerne om nyt ægteskab må opgives.

Bl.a. på denne baggrund og under henvisning til, at ægtefællen på grund af sit livsfællesskab med arveladeren bør have en begunstiget stilling i forhold til de øvrige arvinger, foreslår udvalget, at ægtefællens legale arvebrøk forhøjes fra 1/3 til ½ af arveladerens ejendele, når arveladeren efterlader sig livsarvinger (børn, børnebørn etc.).

Der henvises til betænkningen s. 58-60.

3.2.2. Ægtefællens tvangsarv

Arvelovsudvalget har overvejet, om der fortsat er behov for regler om tvangsarveret for den længstlevende ægtefælle.

Imod en bevarelse af ægtefællens tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at en ægtefælle allerede i levende live kan bringes i en situation, hvor den pågældende kun har rådighed over sin boslod, fordi arveretten bortfalder allerede ved separation, jf. arvelovens § 38, stk. 1, som kan forlanges ensidigt og uden nærmere begrundelse. Ægtefællernes formueforhold under ægteskabet kan også indgå som et moment ved vurderingen af, om der er grundlag for at bevare regler om ægtefællens tvangsarveret. I de situationer, hvor ægtefællerne helt eller delvist har haft fuldstændigt særeje under ægteskabet, kan det således forekomme rimeligt, at der skal være mulighed for at afskære tvangsarven. Imod en opretholdelse af tvangsarveretten €" eller for en beskæring heraf €" kan endvidere tale, at ægtefællen i forvejen gennem arvelovens øvrige bestemmelser tillægges fordele i såvel kvantitativ som kvalitativ henseende. Det gælder først og fremmest retten til suppleringsarv samt reglerne om adgangen til uskiftet bo. Ud over de nævnte arveretlige fordele er ægtefæller i dag ofte gensidigt sikret gennem pensions- og forsikringsordninger, som indebærer, at det forsørgelsesmæssige element i en opretholdelse af ægtefællernes tvangsarveret i en række tilfælde vil have mindre betydning.

For en fastholdelse af tvangsarveretten kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at tvangsarveret for ægtefællen har en lang tradition. Hertil kommer, at ægtefællerne i levende live har haft indbyrdes forsørgelsespligt, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 2, og at det er naturligt, at dette forsørgelseshensyn også tillægges vægt ved fordelingen af arven efter den førstafdøde ægtefælle. Desuden vil ægtefællerne under ægteskabet ofte have haft fælles økonomi. Tvangsarveretten indgår således som et centralt element ved en økonomisk og social sikring af den længstlevende ægtefælle, og en afskaffelse af tvangsarveretten eller en reduktion heraf vil derfor rejse en række andre problemer.

Efter en afvejning af disse hensyn finder udvalget ikke grundlag for at foreslå ændringer i ægtefællens tvangsarvebrøk på ½ af den legale arvelod.

Udvalget anfører i betænkningen, at de gældende regler om ægtefællens tvangsarv formentlig kun har praktisk betydning i meget få tilfælde, idet en ægtefælle, der ikke ønsker, at den anden ægtefælle skal arve, som udgangspunkt vil blive separeret eller skilt. Praktisk betydning vil reglerne kunne få i bl.a. den situation, hvor manden i et barnløst ægteskab ved testamente har bestemt, at f.eks. et særbarn fra et tidligere ægteskab eller en elskerinde skal arve mest muligt. Det ville efter udvalgets opfattelse være stødende, hvis den længstlevende ægtefælles ret til arv i sådanne tilfælde helt ville kunne udelukkes ved testamente samtidig med, at der ikke er adgang til uskiftet bo, fordi arveladerens særbarn ikke vil samtykke heri. Udvalget peger i den forbindelse på, at netop familieformer med særbørn på den ene €" eller begge sider €" siden vedtagelse af arveloven i 1963 har fået et langt større omfang.

Der henvises til betænkningen s. 95-98.

3.2.3. Ægtefællens udtagelsesret

Udvalget anfører, at det navnlig i mindre boer kan være en stor belastning for længstlevende at skulle udbetale arv til førstafdødes livsarvinger. For at sikre den længstlevendes mulighed for at opretholde hjemmet og sikre sin forsørgelse i tilfælde, hvor ægtefællernes samlede formue er forholdsvis begrænset, foreslår udvalget, at beløbsgrænsen for retten til suppleringsarv forhøjes fra 200.000 kr. (2006) til 500.000 kr. Beløbet skal som hidtil reguleres efter lov om en satsreguleringsprocent.

Retten til suppleringsarv har først og fremmest karakter af at være en social beskyttelsesregel, som hjælper en længstlevende ægtefælle, der i en skiftesituation ellers ville blive stillet økonomisk meget svagt. Navnlig på baggrund af den foreslåede forhøjelse af beløbsgrænsen til 500.000 kr. er det derfor efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at livsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser samt forsørgertabserstatning, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle som følge af dødsfaldet, ikke skal indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv, således som det er tilfældet efter den gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, jf. ovenfor pkt. 3.1.3.

Udvalget foreslår derfor, at både førstafdødes og den længstlevendes pensions- og forsikringsordninger som udgangspunkt skal indgå ved beregningen, hvis de kommer til udbetaling som følge af dødsfaldet. Dette bør gælde både for ordninger, der indebærer udbetaling af et engangsbeløb (f.eks. en kapitalpension eller en krydslivsforsikring) og løbende ydelser (f.eks. en ratepension). En ulykkeslivsforsikring, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet, skal endvidere medregnes. Også en forsørgertabserstatning, der udbetales til den længstlevende ægtefælle efter erstatningsansvarslovens § 12, jf. § 13 (og arbejdsskadesikringslovens §§ 20-22) bør medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv, idet en sådan erstatning tjener til den længstlevende ægtefælles forsørgelse.

Hvis en ordning indebærer, at der udbetales en løbende, livsbetinget ydelse, bør beløbet dog efter udvalgets opfattelse ikke indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv. Baggrunden herfor er, at sådanne ydelser tjener til ægtefællens løbende forsørgelse og vanskeligt kan værdiansættes, fordi værdien af ordningen afhænger af, hvor længe længstlevende lever.

Efter gældende ret har den førstafdøde ægtefælles arvinger ingen kvalitative rettigheder i forhold til aktiver, der er omfattet af ægtefællens ret til suppleringsarv. For en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle indebærer det, at arvingen ikke uden den længstlevende ægtefælles samtykke har mulighed for at erhverve aktiver, der har en særlig erindringsværdi for særlivs-arvingen. En fælles livsarving arver derimod ved den længstlevende ægtefælles død og får på dette tidspunkt mulighed for at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet i det omfang, aktiverne stadig er i behold, og ægtefællen ikke har testeret over disse. En tilsvarende retsstilling opnår en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle ikke, medmindre ægtefællerne i et fælles testamente har bestemt, at særlivsarvingen skal arve længstlevende.

Udvalget finder, at dette ikke er rimeligt i forhold til en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle og foreslår derfor, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle skal have ret til at overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende. Dette skal dog ikke gælde aktiver, der er omfattet af ægtefællens forlodsret, dvs. retten til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug eller mindreårige børns brug og som ægtefællen derfor altid kan udtage af boet, jf. den gældende arvelovs § 7 a. I det omfang der er tale om et fællesejeaktiv, skal den længstlevende ægtefælle endvidere have fortrinsret til at overtage en fast ejendom eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den længstlevende ægtefælles virksomhed er knyttet. Tilsvarende skal gælde for indbo i det fælles hjem, den længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et motorkøretøj, der har været anvendt af den længstlevende ægtefælle.

I lyset af den foreslåede forhøjelse af beløbsgrænsen for ret til suppleringsarv er der efter udvalgets opfattelse ikke behov for at bevare arvelovens § 7 b, stk. 1, hvorefter den længstlevende ægtefælle i tilfælde, hvor boet er af ringe værdi, kan udtage bohave, arbejdsredskaber og andet løsøre i det omfang, det skønnes nødvendigt, for at den længstlevende kan opretholde hjemmet eller sit erhverv. Reglen har i dag kun betydning, hvis værdien af det, der ønskes udtaget, overstiger 200.000 kr., og anvendes derfor kun i meget ringe omfang. Efter en forhøjelse af grænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv til 500.000 kr. vil reglen være uden praktisk betydning.

Derimod foreslår udvalget, at arvelovens § 7 a opretholdes. Efter denne regel kan den længstlevende ægtefælle forlods udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes eller børnenes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Reglen gælder i alle boer uanset størrelse og bliver således ikke overflødiggjort ved forhøjelsen af beløbsgrænsen for ægtefællens udtagelsesret.

På baggrund af den foreslåede forhøjelse af beløbsgrænsen for ret til suppleringsarv og af hensyn til afklaring af formueforholdene i boet foreslår udvalget endvidere, at der fremover skal indrykkes proklama inden udleveringen af boet til ægtefællen. Dette forudsætter en ændring af dødsboskifteloven.

Der henvises til betænkningen s. 60-66 og 125.

3.2.4. Ægtefællens adgang til overtagelse efter vurdering

Udvalget foreslår, at ægtefællens stærke retsstilling i relation til retten til overtagelse efter vurdering af fællesejemidler i boet efter den førstafdøde opretholdes. Ægtefællen bør således også fremover have fortrinsret til at overtage aktiver for sin bos- og arvelod. Som noget nyt foreslås fortrinsretten dog begrænset i det omfang, der er tale om et aktiv, der har en særlig erindringsværdi for en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle. Som det er tilfældet efter de gældende regler, bør ægtefællen også fremover have fortrinsret til fællesejeaktiver, der overstiger værdien af bos- og arvelodden mod at betale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger.

Udvalget foreslår endvidere, at den længstlevende ægtefælles adgang til overtagelse efter vurdering inden for sin arvelod af afdødes fuldstændige særeje opretholdes. Ægtefællen bør som hidtil have fortrinsret i konkurrence med andre arvinger. Som noget nyt bør fortrinsretten også i disse tilfælde være begrænset i det omfang, der er tale om et aktiv, der har en særlig erindringsværdi for en særlivsarving efter den førstafdøde, medmindre aktivet er omfattet af ægtefællens ret til forlods at udtage genstande til personlig brug eller børnenes brug.

Efter gældende ret har en ægtefælle overtagelsesret, men ikke udløsningsret, til et aktiv, der er fuldstændigt særeje i boet, jf. den gældende arvelovs § 24 c. Det gælder også i tilfælde, hvor ægtefællen ejer aktivet i sameje med boet. I overensstemmelse med udvalgets forslag til regler om slægtninges adgang til overtagelse efter vurdering af et aktiv, der ejes i sameje med afdøde, foreslår udvalget, at en ægtefælle, der ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, skal have fortrinsret til for sin arvelod at overtage boets andel til vurderingsprisen mod at udbetale et overskydende beløb kontant til boet, når samejeaktivet er fuldstændigt særeje i boet. Fortrinsretten begrænses dog i det omfang, der er tale om et aktiv, der har en særlig erindringsværdi for en særlivsarving efter den førstafdøde. Der er ikke behov for en tilsvarende regel for så vidt angår fællesejeaktiver, som ægtefællen ejer i sameje med afdøde, da ægtefællen i forvejen har både fortrinsret og udløsningsret til fællesejeaktiver.

Der henvises til betænkningen s. 369-372.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

3.3.1. Arv efter loven

Af de grunde, der er anført af Arvelovsudvalget, kan Justitsministeriet tiltræde, at ægtefællens legale arv forhøjes fra 1/3 til ½ af arveladerens ejendele, når arveladeren også efterlader sig livsarvinger.

Der henvises til lovforslagets § 9 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

3.3.2. Ægtefællens tvangsarv

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om, at ægtefællen fortsat skal være tvangsarving i boet efter den førstafdøde ægtefælle.

Efter udvalgets forslag udgør ægtefællens tvangsarvebrøk ½ af den legale arvelod, mens den for livsarvinger udgør ¼ af den legale arvelod. En sådan differentiering af tvangsarvebrøkerne vil føre til mere indviklede arveberegninger i tilfælde, hvor arveladeren både efterlader sig ægtefælle og livsarvinger og samtidig har truffet bestemmelse om, at en eller flere arvinger alene skal have sin tvangsarv. Udvalgets forslag indebærer endvidere, at der bliver en større testationskompetence for den ægtefælle, der både efterlader sig ægtefælle og børn, end for den ægtefælle, der alene efterlader sig en ægtefælle. For en person, der både efterlader sig ægtefælle og barn udgør den del af boet, som der frit kan testeres over, således 62,5 % efter udvalgets lovudkast, mens den testationsfrie del af boet alene udgør 50 % af boet efter udvalgets lovudkast, når den pågældende alene efterlader sig en ægtefælle.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt, at arvelovens legale regler bliver så klare og enkle så muligt. Hertil kommer, at ægtefællens ret til tvangsarv kun har praktisk betydning i meget få tilfælde, fordi ægtefæller som hovedregel vil ønske at begunstige hinanden i et testamente. En ægtefælle, der ikke ønsker, at den anden ægtefælle skal arve den pågældende, vil som udgangspunkt blive separeret eller skilt og derved bringe den gensidige arveret, herunder tvangsarveretten, til ophør.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at ægtefællens tvangsarvebrøk nedsættes til ¼ af den legale arv. Tvangsarvebrøken for ægtefællen og livsarvingerne bliver herved ens. En sådan nedsættelse af ægtefællens tvangsarvebrøk vil efter Justitsministeriets opfattelse gøre reglerne væsentligt enklere, navnlig fordi den testationsfrie del af boet med en sådan ændring forøges, således at den altid vil udgøre ¾ (75 %) af boet.

Der henvises til lovforslagets § 10 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

3.3.3. Ægtefællens udtagelsesret

Justitsministeriet kan af de grunde, der er anført af Arvelovsudvalget, tilslutte sig, at den gældende arvelovs § 7 a om den længstlevendes ægtefælles ret til forlods at udtage genstande til personlig brug og til børnenes brug videreføres.

Der henvises til lovforslagets § 11, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Af de grunde, der er anført af udvalget, er Justitsministeriet endvidere enig i, at der ikke er et praktisk behov for at videreføre reglen i den gældende arvelovs § 7 b, og lovforslaget indeholder således ikke en regel herom.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der er behov for en forhøjelse af beløbsgrænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv til 500.000 kr. Ægtefællens ret til suppleringsarv fortrænger andre arvingers arveret, herunder livsarvingernes tvangsarveret, og er begrundet i hensynet til at sikre ægtefællen i mindre boer mulighed for at kunne fortsætte sin livsførelse. Justitsministeriet er derfor også enig med udvalget i, at reglens karakter af social beskyttelsesregel bør understreges ved i beregningen at medtage forsørgertabserstatning, livsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle fra førstafdødes eller egne ordninger som følge af dødsfaldet.

Efter gældende ret medregnes forsikrings- og pensionsydelser, der kommer til udbetaling i anledning af dødsfaldet, som udgangspunkt ikke, når det beregnes, om den længstlevende ægtefælle har ret til suppleringsarv. Som anført af Arvelovsudvalget i betænkningen s. 63 vil den foreslåede udformning af reglerne om retten til suppleringsarv derfor kunne indebære, at nogle ægtefæller, der får udbetalt betydelige forsikrings- og pensionsydelser i anledning af ægtefællens død, bliver ringere stillet efter forslaget end efter gældende ret. En ægtefælle, der får betydelige ydelser udbetalt som følge af dødsfaldet, har imidlertid ikke behov for at opnå den sociale beskyttelse, som er formålet bag retten til suppleringsarv. Justitsministeriet kan derfor tiltræde, at de nævnte ydelser skal medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv.

I forbindelse med høringen over betænkningen er det blevet anført, at det er utilfredsstillende, at løbende livsbetingede ydelser ikke skal indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv, og at dette vil indebære, at forsikringsselskabernes livrenteordninger får en ubegrundet fortrinsstilling i forhold til pengeinstitutternes ratepensioner. Som anført under pkt. 3.2.3. skyldes udvalgets forslag om denne forskelsbehandling bl.a. de vanskeligheder, der er forbundet med at værdiansætte sådanne ordninger, fordi værdien af ordningerne afhænger af, hvor længe den længstlevende lever.

Justitsministeriet foreslår imidlertid, at løbende, livsbetingede ydelser skal indgå ved beregningen af suppleringsarv. Baggrunden herfor er, at også beløb, der kommer til udbetaling efter en ordning med løbende livsbetingede ydelser på samme måde som andre forsikrings- og pensionsydelser mv. tjener til den længstlevende ægtefælles forsørgelse. Får den længstlevende ægtefælle udbetalt en løbende livsbetinget ydelse, mindskes behovet for den sociale beskyttelse, som ligger til grund for reglen om suppleringsarv. Hertil kommer, at det er muligt at foretage en opgørelse af værdien af en ordning med løbende, livsbetingede ydelser beregnet på grundlag af den sikredes gennemsnitlige restlevetid (alderspensionstilsagn). En sådan beregning af f.eks. en livrente kan det bl.a. komme på tale at foretage ved et egentligt skifte i anledning af separation og skilsmisse efter reglerne i §§ 16 b €" 16 h i lov om ægteskabets retsvirkninger, der blev indsat i loven ved § 1, nr. 1, i lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo mv. (pensionsrettigheders behandling ved død samt ved separation og skilsmisse).

Der henvises til lovforslagets § 11, stk. 2 og 3, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Justitsministeriet kan tiltræde Arvelovsudvalgets forslag om, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle skal have mulighed for til vurderingsprisen at overtage et aktiv, der har en særlig erindringsværdi for den pågældende.

Der henvises til lovforslagets § 11, stk. 4, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

3.3.4. Ægtefællens adgang til overtagelse efter vurdering

Som anført i pkt. 3.2.4. foreslår udvalget, at den længstlevende ægtefælles fortrinsret til at overtage aktiver af den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje skal være begrænset af, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle skal have fortrinsret til at overtage et aktiv, der har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af ægtefællens forlodsret efter lovforslagets § 11, stk. 1, dvs. ægtefællens ret til forlods at udtage genstande til personligt brug, for så vidt genstandene ikke står i misforhold til boets midler, samt genstande til mindreårige børns brug. Justitsministeriet er enig heri, men finder at særlivsarvingens ret yderligere bør begrænses, således at særlivsarvingen heller ikke har fortrinsret til at overtage ægtefællernes hidtidige fælles bolig, selvom den har en særlig erindringsværdi for den pågældende. Det er ikke rimeligt, at de legale regler fører til, at en længstlevende ægtefælle bør fraflytte den hidtidige fælles bolig i denne situation, som dog formentlig vil forekomme meget sjældent i praksis.

Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om den længstlevende ægtefælles adgang til at overtage boets aktiver efter vurdering, herunder den foreslåede nye regel om udløsningsret ved overtagelse efter vurdering af et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med afdøde, og som er fuldstændigt særeje i boet.

Der henvises til lovforslagets §§ 12-14 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

4. Svogerskabsarv

4.1. Gældende ret

Hvis ægtefællen har arvet hele boet efter arvelovens § 7, stk. 1, følger det af § 7, stk. 2, at boet efter længstlevende ved dennes død skal deles med halvdelen til hver af ægtefællernes arvinger. Dette gælder dog kun, hvis længstlevende ikke efterlader sig livsarvinger og ikke har indgået nyt ægteskab. Er der kun arvinger efter den ene af ægtefællerne, arver disse hele boet. Reglen gælder som udgangspunkt kun, hvis længstlevende har arvet førstafdøde i henhold til loven og ikke i henhold til testamente.

Delingsreglen i § 7, stk. 2, er ikke til hinder for, at længstlevende kan råde over hele boet ved testamente, jf. § 7, stk. 3. Har længstlevende kun delvist rådet over sin efterladte formue ved testamente, beror det på en fortolkning af testamentet, om delingsreglen i § 7, stk. 2, finder anvendelse.

Det følger af § 7 b, stk. 2, sidste pkt., at reglerne i § 7, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse, når længstlevende har udtaget boet efter reglen om suppleringsarv. § 7, stk. 2 og 3, finder imidlertid kun anvendelse, når ægtefællerne er barnløse. Efterlod førstafdøde sig livsarvinger, og har længstlevende udtaget boet efter reglen om suppleringsarv, således at førstafdødes livsarvinger ikke har fået nogen arv, finder § 7, stk. 2 og 3, ikke anvendelse, og førstafdødes livsarvinger får derfor ikke del i arven efter længstlevende, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 55.

Der henvises til betænkningen s. 55.

4.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Udvalget foreslår, at reglerne i § 7, stk. 2 og 3, der regulerer stillingen ved længstlevendes død, når ingen af ægtefællerne efterlader sig livsarvinger, videreføres med en række ændringer, der skal sikre en mere ligelig fordeling af arven mellem førstafdødes og længstlevendes slægt.

Som nævnt i pkt. 4.1. har den førstafdøde ægtefælles særlivsarvinger ikke arveret efter den længstlevende ægtefælle, selvom denne har udtaget hele boet efter reglen om ret til suppleringsarv. Navnlig i lyset af den foreslåede forhøjelse af beløbsgrænsen for retten til suppleringsarv til 500.000 kr., jf. pkt. 3.2.3., er det efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at førstafdødes særlivsarvinger i disse tilfælde er dårligere stillet end førstafdødes slægtsarvinger.

Udvalget foreslår derfor, at førstafdødes livsarvinger gøres til legale arvinger efter længstlevende på samme måde som førstafdødes slægtsarvinger er det i dag, men at længstlevende fortsat som efter de gældende regler frit kan råde over boet ved testamente. Udvalgets forslag berører ikke de tilfælde, hvor førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter længstlevende, arver de således det hele, hvilket svarer til, hvad der gælder i dag. Er der ikke livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet som efter de gældende regler med halvdelen til hver ægtefælles legale arvinger.

Som nævnt i pkt. 4.1. gælder delingsreglerne i arvelovens § 7, stk. 2 og 3, som udgangspunkt kun, når der ikke er oprettet testamente af en eller begge ægtefæller. Efter udvalgets opfattelse forekommer dette resultat ikke altid rimeligt. Det kan således bero på en tilfældighed, om et testamente bestemmer, at længstlevende skal være førstafdødes enearving, idet dette blot er en gentagelse af, hvad der følger af de legale regler, og ægtefællerne vil ofte ikke være opmærksomme på, at dette har den konsekvens, at førstafdødes legale arvinger intet arver, når længstlevende dør. Udvalget foreslår derfor, at de legale regler om deling af arven efter længstlevende mellem de to ægtefællers slægter bør finde anvendelse i alle tilfælde, hvor længstlevende har arvet førstafdøde, som var barnløs, uanset om dette er sket efter de legale regler eller i henhold til testamente.

I tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har benyttet sig af sin ret til suppleringsarv, og hvor førstafdøde har et særbarn, som har arvet legalt, vil det efter udvalgets opfattelse ikke være rimeligt at anvende delingsreglerne fuldt ud, fordi særbarnet da ville få både legal arv efter førstafdøde og arv efter længstlevende. En tilsvarende skævhed kan opstå i tilfælde, hvor en længstlevende i uskiftet bo overtager det uskiftede bo til fri rådighed, fordi alle livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle dør, og hvor den førstafdøde ægtefælles særbarn har fået legal arv af førstafdødes særeje. Denne skævhed bør efter udvalgets opfattelse imødegås ved at medtage en regel om, at den legale arv, som et særbarn efter afdøde har modtaget, skal fradrages i arv, som legalt tilfalder den pågældende efter den længstlevende ægtefælles død. Der skal være tale om en deklaratorisk regel, der således kan fraviges ved testamente.

Er der ved testamente oprettet af begge ægtefæller eller ved testamente oprettet alene af længstlevende truffet bestemmelse om hele arven efter længstlevende, skal de legale regler selvsagt ikke anvendes. Det har derimod givet anledning til tvivl, i hvilket omfang de legale regler skal anvendes, dels i de tilfælde, hvor førstafdøde har truffet testamentariske bestemmelser, der skal effektueres straks ved førstafdødes død, dels i de tilfælde, hvor begge ægtefæller eller alene længstlevende ved testamente har disponeret over en del af boet efter længstlevende. Efter udvalgets opfattelse bør dette spørgsmål reguleres udtrykkeligt i arveloven, og udvalget foreslår, at den del af arven, der ikke er testeret over, skal deles mellem de to ægtefællers arvinger i overensstemmelse med reglerne om deling af arven efter barnløse ægtefæller og om deling af arven, når den længstlevende ægtefælle har udtaget boet i medfør af reglen om ret til suppleringsarv. Herved videreføres princippet om, at den resterende arv som udgangspunkt skal deles med halvdelen til hver af ægtefællernes slægter.

Der henvises til betænkningen s. 66-74.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udvalgets overvejelser om behovet for at foretage ændringer i reglerne om svogerskabsarv, således at der i højere grad opnås en mere ligelig fordeling af arven mellem førstafdødes og længstlevendes slægt.

De foreslåede regler gennemfører ikke en fuldstændig ligedeling af arven efter den længstlevende ægtefælle i de tilfælde, hvor der er oprettet testamente af en eller begge ægtefæller om en del af formuen, idet udvalgets forslag alene indebærer, at arv, der ikke er rådet over ved testamente, skal ligedeles mellem slægterne uden hensyn til indholdet af ægtefællernes testamentariske dispositioner. Dette gælder f.eks. også i tilfælde, hvor en testamentarisk disposition alene begunstiger længstlevendes slægt.

Justitsministeriet lægger vægt på, at de legale regler ikke bliver for indviklede. En fuldstændig ligestilling mellem førstafdødes og længstlevendes slægt, hvor en eller begge ægtefæller har oprettet testamente, ville indebære, at reglerne blev væsentlig mere komplicerede.

Med udvalgets forslag til udbygning af reglerne om svogerskabsarv mv. er der imidlertid opnået en højere af grad af ligestilling mellem førstafdødes og længstlevendes slægt, uden at de legale regler herved er blevet væsentligt komplicerede.

Hertil kommer, at der alene er tale om deklaratoriske regler, dvs. at der ved testamente altid kan træffes anden bestemmelse, og at eventuelle særlivsarvinger efter førstafdøde ikke har en tvangsarveret af længstlevendes efterladte formue i disse tilfælde.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse med udvalgets overvejelser.

Der henvises til lovforslagets §§ 15 og 16 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

5. Uskiftet bo

5.1. Gældende ret

5.1.1. Betingelser for uskiftet bo

Arvelovens kap. 3 indeholder regler om uskiftet bo. Ved uskiftet bo udskydes arvefaldet efter den førstafdøde ægtefælle, således at længstlevende ægtefælle kan videreføre parternes formuefællesskab.

Den grundlæggende regel om uskiftet bo findes i arvelovens § 8, hvorefter den længstlevende ægtefælle er berettiget til efter førstafdøde ægtefælles død at overtage ægtefællernes fælleseje uden at skifte med parrets fælles livsarvinger (børn, børnebørn mv.). De fælles livsarvinger kan således ikke ved dødsfaldet kræve arv efter deres førstafdøde forælder, men må afvente boets skifte. Det er alene muligt at etablere uskiftet bo, hvis ægtefællerne havde fælleseje eller et særeje, som bliver til fælleseje ved den førstafdøde ægtefælles død. Er en del af førstafdødes formue fuldstændigt særeje, skal der ske skifte af denne del af formuen. Længstlevende kan herefter sidde i uskiftet bo med den resterende del af afdødes formue, der er fælleseje.

Længstlevendes ret til uskiftet bo efter arvelovens § 8 gælder kun i relation til fælles livsarvinger. Længstlevende kan opnå adgang til at sidde i uskiftet bo med førstafdødes særlivsarvinger, hvis disse meddeler samtykke, jf. § 9, stk. 1. Er livsarvingerne umyndige eller under samværgemål, skal samtykket opnås fra værgen henholdsvis skifteværgen samt skifteretten, der ved sin afgørelse tager hensyn til arvingernes interesser og ægtefællens forhold, jf. § 9, stk. 2.

Længstlevende må af hensyn til førstafdødes livsarvinger og kreditorer ifølge arvelovens § 10 ikke være under konkurs eller være insolvent, hvilket påses af skifteretten.

Er længstlevende umyndig eller under værgemål, må værgen anmode om skifterettens tilladelse til udlevering til uskiftet bo. Skifteretten skal herved påse, at udleveringen er forenelig med den længstlevendes tarv, jf. 11.

Uskiftet bo opnås ved længstlevende ægtefælles begæring herom over for skifteretten. Længstlevende skal inden 6 måneder efter dødsfaldet til skifteretten indlevere en opgørelse over aktiver og passiver, der hører til fællesejet, og over sit fuldstændige særeje, jf. arvelovens § 13, stk. 1. Der betales ikke boafgift ved udlevering til uskiftet bo, men alene en retsafgift på 500 kr.

Der henvises til betænkningen s. 101-104.

5.1.2. Hvilke aktiver og passiver indgår i det uskiftede bo?

Det uskiftede bo er en fortsættelse af ægtefællernes fællesbo, hvorfor alt, hvad den længstlevende ved førstafdødes død ejer og senere erhverver, som udgangspunkt indgår i det uskiftede bo, for så vidt det ikke er fuldstændigt særeje, jf. arvelovens § 14, stk. 1.

Nogle af førstafdødes rettigheder af uoverdragelig eller personlig art, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, falder bort ved dødsfaldet, mens allerede forfaldne ydelser indgår i boet, f.eks. tjenestemands- og pensionskassepensioner, rentenydelser, aftægter og lignende periodiske ydelser. Andre af afdødes rettigheder af uoverdragelig eller personlig art frigøres eller bortfalder ved dødsfaldet. Dette indebærer, at de falder i arv eller overtages af ægtefællen og indgår i det uskiftede bo som almindelige aktiver (men måske til en reduceret værdi eller efter fradrag af skatter og afgifter). Som eksempler kan nævnes førstafdødes ophavsrettigheder, båndlagt arv og gave, indeståender på selvpensioneringskonti, kapitalpensionskonti, rateforsikringer, indekskontrakter, etablerings- og investeringsfondskonti samt boligsparekontrakter.

§ 14, stk. 2, handler om den længstlevende ægtefælles egne rettigheder af personlig og uoverdragelig art og får betydning, når det uskiftede bo skal skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live. Bestemmelsen er stort set en ordret gengivelse af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger. Af Højesterets domme gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1849, og 1962, s. 870 H, kan det udledes, at en ægtefælle kan holde alle de rettigheder uden for det uskiftede bo, som den pågældende ville kunne have udtaget forlods i forbindelse med et separations- og skilsmisseskifte. Af Højesterets dom fra 2002 følger det endvidere, at visse yderligere rettigheder, som skal ligedeles ved separation og skilsmisse, kan holdes uden for det uskiftede bo. Således kan den længstlevende ægtefælles kapital- og ratepensionskonti samt kapital- og rateforsikringer holdes uden for et uskiftet bo, uanset om ordningen er oprettet uden tilknytning til et ansættelsesforhold. Dette gælder, selvom kontiene ikke kan holdes uden for et skifte, mens begge ægtefæller lever. Det følger formentlig endvidere af dommen, at en privat etableret livrente kan holdes uden for det uskiftede bo, uanset om den kan genkøbes. Tilsvarende gælder antagelig også en livsforsikring tegnet på længstlevendes liv. Længstlevendes indekskontrakter kan også holdes uden for et skifte af det uskiftede bo. Længstlevendes selvpensioneringskonti og indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond kan formentlig ligeledes holdes uden for skifte af det uskiftede bo, selvom midlerne skal ligedeles ved et separations- og skilsmisseskifte. Hvis den længstlevende ægtefælle er indsat som begunstiget i førstafdødes pensionsforsikrings- eller opsparingsordninger, er det tvivlsomt, om udbetalte beløb indgår i boet. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indgår i det uskiftede bo.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, at krav på erstatning og godtgørelse for personskade samt forsørgertabserstatning ikke indgår i formuefællesskabet mellem ægtefællerne ved skifte i anledning af et ægteskabs ophør, f.eks. ved død. Dette omfatter også et uskiftet bo. Hvis den længstlevende ægtefælle har siddet i uskiftet bo og har modtaget en forsørgertabserstatning i anledning af ægtefællens død, kan erstatningen således holdes uden for skiftet, selvom skiftet først sker flere år efter dødsfaldet, hvis erstatningen ikke er forbrugt. I teori og praksis antages, at også ulykkesforsikringer, der har karakter af kompensation til den længstlevende for personskade eller forsørgertab, og livsforsikringssummer er omfattet af en analogi af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og derfor kan holdes ude af det uskiftede bo. Tilsvarende må formentlig gælde ydelser efter arbejdsskadesikringsloven og beløb, der udbetales i henhold til en sygeforsikring, der i forsikringsmæssig henseende behandles på samme måde som ulykkesforsikring, jf. forsikringsaftalelovens §§ 119-124. Analogien kan ikke anvendes i tilfælde, hvor længstlevende er indsat i en livsforsikringsordning, der er tegnet af tredjemand, men her kan arvelovens § 14, stk. 3, få betydning, jf. nedenfor. For at beløb omfattet af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, eller analogien heraf ikke skal indgå ved skifte af det uskiftede bo, er det et krav, at længstlevende har sørget for at sikre sig bevis for, at midlerne ikke er forbrugt. Det er kun selve det beholdne beløb og surrogater herfor, der kan udtages. Renter og indtægter samt værditilvækst, f.eks. værdistigning på en fast ejendom, indgår derimod i ligedelingen.

Arv eller gave, der tilfalder længstlevende, kan holdes uden for det uskiftede bo, hvis længstlevende kræver skifte inden tre måneder efter modtagelsen, jf. § 14, stk. 3.

Ved overtagelse af fællesboet bliver længstlevende personlig ansvarlig for førstafdødes gæld, jf. § 16, stk. 1, og hæfter dermed personligt med både fællesejet og eventuelt eget særeje. En udlevering til uskiftet bo kan dog omgøres til udlevering til bobestyrerbo, hvis det efterfølgende viser sig, at førstafdødes bo var insolvent, jf. § 16, stk. 2. Herved kan længstlevende frigøre sig for hæftelsen for førstafdødes gæld. En sådan omgørelse forudsætter, at længstlevende kan opfylde sine forpligtelser efter dødsboskiftelovens § 104 til at tilbagelevere det allerede modtagne eller tilsvare berigelsen deraf eller erstatte dets værdi.

Ægtefællen kan udstede præklusivt proklama efter boets udlevering og med skifterettens tilladelse før.

Der henvises til betænkningen s. 104-108.

5.1.3. Længstlevendes rådighed over det uskiftede bo

Længstlevende har i levende live en ejers rådighed over det uskiftede bo, jf. arvelovens § 15, og kan derfor som udgangspunkt råde frit over boet ved overdragelse af aktiver som gave, til eje, sikkerhed mv.

Længstlevendes rådighed er dog begrænset af misbrugsreglen i arvelovens § 20, hvorefter en arving kan kræve sin lod udskiftet af det uskiftede bo, hvis længstlevende ved misbrug har formindsket boet eller har fremkaldt nærliggende fare for det eller har tilsidesat sin forsørgelsespligt over for arvingen. Eksempler på misbrug er ifølge § 20, stk. 2, navnlig urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig høj livrente samt ydelser af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til boets formue.

Længstlevendes dispositioner kan endvidere i tilfælde af misbrug medføre et vederlagskrav ved skifte eller blive omstødt, jf. §§ 21 og 22.

Det er arvingen, der ønsker sin arvelod skiftet, der har bevisbyrden for, at der har været tale om misbrug. Skifteretten kan ved arvingers mistanke om misbrug fra længstlevendes side over boets aktiver pålægge længstlevende at oplyse om dispositioner foretaget over det uskiftede bos formue, jf. § 13, stk. 4.

I henhold til § 15, stk. 2, 1. pkt., kan længstlevende ved testamente frit råde over den del af boet, der falder i arv efter længstlevende ved dennes død. Denne udformning af reglen skyldes, at der ifølge § 19, stk. 1, 2. pkt., ikke beregnes arv til længstlevende efter den førstafdøde ægtefælle, når længstlevende er død. Inden for grænsen i § 15, stk. 2, 1. pkt., kan ægtefællen også ved testamente råde over boets enkelte genstande, jf. stk. 2, 2. pkt. En råden over boets genstande må dog ikke stride mod førstafdødes gyldige testationer i medfør af § 66. Dernæst kan længstlevende alene testere over genstande, så længe deres værdi ligger inden for rammerne af længstlevendes boslod. Halvdelen af længstlevendes boslod kan udgøre tvangsarv, som der ikke kan testeres over. Længstlevendes testamentariske råden over det uskiftede bo relaterer sig derfor til delingsforholdet af det uskiftede bo mellem førstafdødes og længstlevendes arvinger ved længstlevendes død.

Der henvises til betænkningen s. 108-109.

5.1.4. Det uskiftede bos ophør

Længstlevende har på hvilket som helst tidspunkt ret til at skifte boet, jf. arvelovens § 17, stk. 1, både helt eller delvist. Hvis der er meddelt samtykke til uskiftet bo med førstafdødes umyndige særbørn, jf. § 9, stk. 3, har længstlevende efter anmodning pligt til at skifte boet, efterhånden som særbørnene bliver myndige eller afgår ved døden, jf. § 18. Endvidere kan arvingerne kræve skifte i tilfælde af længstlevendes misbrug, jf. § 20, eller i tilfælde af længstlevendes forsømmelse af forsørgelsespligt over for mindreårige arvinger, jf. § 9, stk. 3.

Ved indgåelse af nyt ægteskab skal længstlevende skifte boet, jf. § 17, stk. 2, og ægteskabslovens § 10. Etablering af et samlivsforhold medfører derimod ikke pligt til at skifte. Skiftekravet er dog ikke ufravigeligt, da skifte kan undlades ved længstlevendes indgåelse af nyt ægteskab, hvis samtlige førstafdødes livsarvinger over for længstlevende giver et arveafkald, jf. arvelovens § 31, stk. 2. Skifte kan endvidere undlades, hvis alle arvinger giver skifteafkald.

Den længstlevende ægtefælle overtager det uskiftede bo til fri rådighed uden skifte, hvis samtlige førstafdødes livsarvinger dør, mens den længstlevende er i uskiftet bo, jf. arvelovens § 24. Ved længstlevendes død finder delingsreglerne i § 7, stk. 2 og stk. 3, anvendelse. Herom henvises til pkt. 2.3.1.

Der henvises til betænkningen s. 109-110.

5.1.5. Deling af det uskiftede bo

Uskiftet bo indebærer, at arvefaldet efter førstafdøde udskydes, til det uskiftede bo skiftes, jf. arvelovens § 19.

Førstafdødes livsarvinger arver førstafdøde, hvis de lever på det tidspunkt, hvor boet skiftes, jf. § 19, stk. 1, 1. pkt. Ved skifte efter den længstlevende ægtefælles død beregnes der ikke arv efter den førstafdøde til den længstlevende ægtefælle, jf. § 19, stk. 1, 2. pkt.

Mellem den førstafdødes arvinger deles arven efter arveforholdene ved den længstlevende ægtefælles død eller på det tidspunkt, hvor boet skiftes, jf. § 19, stk. 2, 1. pkt. Er der ved den længstlevende ægtefælles død ingen arvinger efter denne, tilfalder hele boet den førstafdødes livsarvinger, jf. § 19, stk. 2, 2. pkt.

Der henvises til betænkningen s. 110-112.

5.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

5.2.1. Generelle overvejelser

Arvelovsudvalget finder, at de gældende regler om uskiftet bo i det væsentlige er hensigtsmæssige, og udvalget foreslår derfor alene enkelte ændringer i reglerne. Som hidtil skal den længstlevende ægtefælle derfor have ret til at overtage fællesboet uden at skifte med fælles livsarvinger og uden at skifte med den førstafdøde ægtefælles særbørn, når særbørnene samtykker i uskiftet bo.

Udvalget går ikke ind for, at den længstlevende ægtefælle får ret til uskiftet bo med den førstafdøde ægtefælles særbørn uden disses samtykke. Som begrundelse herfor anfører udvalget navnlig, at det må antages, at der ved uskiftet bo med særbørn er en større risiko for misbrug af boet fra længstlevendes side, fordi denne ønsker at begunstige sine egne børn eller en eventuel ny samlever på bekostning af førstafdødes særbørn. Hvis kravet om, at særbørn skal meddele samtykke til uskiftet bo, opgives, vil der endvidere komme flere tilfælde, hvor en længstlevende ægtefælle er i uskiftet bo med særbørn, som længstlevende har et dårligt forhold til. Dette må antages at føre til flere retssager, hvor særbørnene berettiget eller uberettiget beskylder længstlevende for misbrug af det uskiftede bo. Under alle omstændigheder vil det kunne være ubehageligt for længstlevende at risikere at blive tvunget til at give førstafdødes livsarvinger indsigt i sin økonomi. Hertil kommer, at den længstlevende ægtefælle i nogle tilfælde er på alder med eller endog yngre end førstafdødes særbørn. I disse tilfælde er der en betydelig risiko for, at førstafdødes særbørn ikke oplever at få deres arv udbetalt, hvilket kan forekomme urimeligt.

Udvalget går heller ikke ind for, at den længstlevende ægtefælle får ret til uskiftet bo med fuldstændigt særeje. Som begrundelse herfor anfører udvalget navnlig, at ægtefæller, som opretter særeje ved ægtepagt, kan vælge et særeje, som bliver fælleseje ved død. En ægtepagt, der fastslår, at der skal være fuldstændigt særeje, må således antages at være udtryk for, at ægtefællerne ønsker, at den længstlevende ægtefælle ikke skal have boslod, og at arvedelingen ikke skal udskydes ved uskiftet bo.

Udvalget går endvidere ikke ind for, at en ægtefælle, der indgår nyt ægteskab, kan fortsætte det uskiftede bo. Som begrundelse herfor anfører udvalget navnlig, at der ved indgåelse af nyt ægteskab typisk vil ske en sammenblanding af ægtefællernes økonomi, og at der derfor vil være en risiko for, at aktiver fra det uskiftede bo mere eller mindre bevidst overføres til den anden ægtefælle. Det må derfor antages, at der ville ske en stigning i antallet af misbrugssager. Hertil kommer de praktiske vanskeligheder, der vil være med at afgøre, hvad der hører til det uskiftede bo, når der skal ske skifte ved den længstlevende ægtefælles død, eller hvis det nye ægteskab ender med skilsmisse. Et andet væsentligt argument mod, at nyt ægteskab indgås uden skifte af det uskiftede bo, er efter udvalgets opfattelse hensynet til den længstlevende ægtefælles nye ægtefælle. Hvis indgåelse af nyt ægteskab uden skifte bliver tilladt, vil mange formentlig gifte sig igen uden nærmere at overveje, hvordan den nye ægtefælle er stillet, hvis den ægtefælle, der er i uskiftet bo, afgår ved døden. I denne situation vil det uskiftede bo skulle skiftes, og der vil skulle udbetales arv til førstafdødes livsarvinger, inden der beregnes boslod og arv til den nye ægtefælle. Dette vil kunne føre til, at den nye ægtefælle bliver stillet økonomisk meget dårligt. Uanset at en adgang til at indgå nyt ægteskab uden at skifte kan forekomme attraktiv for den længstlevende, vil dette således blot udskyde problemerne og i en del tilfælde forværre dem. Man kan også tænke sig den situation, at den længstlevende ægtefælle, der er i uskiftet bo, også bliver længstlevende i det nye ægteskab og igen vælger uskiftet bo med den nye ægtefælles livsarvinger, hvorefter den længstlevende, der nu er i to uskiftede boer, på ny ønsker at indgå ægteskab. At en person overlever mere end en ægtefælle er ikke ganske sjældent forekommende, og hvis skiftet hver gang udskydes, vil retsstillingen for såvel ægtefælle som arvinger kunne blive ganske uoverskuelig.

Efter gældende ret har ægtefællen mulighed for at undgå skifte af det uskiftede bo, hvis livsarvingerne giver skifteafkald. Gives skifteafkaldet samtidig med et arveafkald overtager ægtefællen boet til fri rådighed. Gives skifteafkaldet uden samtidigt arveafkald, skal der i forbindelse med skifte efter ægtefællens andet ægteskab også foretages skifte af det uskiftede bo fra første ægteskab. Udvalget anfører, at den bestående adgang for livsarvingerne til at give afkald på skifte, uden at der samtidig gives afkald på arven kan give anledning til uklare formueforhold på senere skifter og skabe en kompliceret skiftesituation særligt i tilfælde, hvor der også er formuefællesskab i den længstlevende ægtefælles nye ægteskab. Det er på den baggrund udvalgets opfattelse, at der ikke bør være adgang til at give skifteafkald med forbehold af arveretten.

Udvalget har desuden overvejet, om der bør være adgang til indefrysning af livsarvingernes arv, når uskiftet bo er udelukket, f.eks. på grund af særbørnenes manglende samtykke, eller når den længstlevende ægtefælle ønsker at gifte sig igen. Bl.a. i lyset af forslagene om nedsættelse af livsarvingernes tvangsarv, jf. pkt. 2.2.2., forhøjelsen af ægtefællens legale arvebrøk og beløbsgrænsen for ret til suppleringsarv, jf. pkt. 3.2.1. og 3.2.3., og udvidelsen af adgangen til arvehenstand, jf. pkt. 6.2., foreslår udvalget ikke en sådan indefrysning. Det er således udvalgets opfattelse, at både den længstlevende ægtefælle og førstafdødes særbørn - hvis forholdet mellem parterne ikke er sådan, at særbørnene vil samtykke i uskiftet bo €" i langt de fleste tilfælde er bedst tjent med, at boet skiftes, og at den længstlevende udbetaler arven til særbørnene ved hjælp af frie midler i boet eller ved at optage lån i en ejerbolig. Udvalget anfører, at der findes tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælles indtægts- og formuemæssige forhold er sådan, at den pågældende - på trods af den foreslåede styrkelse af ægtefælle legale arv €" ikke vil kunne beholde sin bolig, hvis arven til førstafdødes livsarvinger skal betales straks. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at denne gruppe vil kunne hjælpes ved en udvidelse af adgangen til at få henstand med udbetaling af arven, således at det ikke er nødvendigt at indføre komplicerede nye regler om indefrysning.

Om disse mere generelle overvejelser henvises nærmere til betænkningen s. 113-123.

5.2.2. Udvalgets forslag til ændringer i de gældende regler

5.2.2.1. Krav til den længstlevende ægtefælles solvens og kravene til opgørelsen til skifteretten

Udvalget finder, at der er behov for at præcisere og udbygge den gældende arvelovs § 10 om kravene til den længstlevende ægtefælles solvens.

Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at der ved vurderingen af, om den længstlevende ægtefælle i sin bodel og fuldstændige særeje har tilstrækkelige midler, skal tages hensyn til dennes arv af førstafdødes fuldstændige særeje og til eventuelle forsikrings- og pensionsydelser, som tilkommer den længstlevende uden om boet.

Der forekommer i praksis tilfælde, hvor alt, hvad ægtefællerne ejede, tilhørte den førstafdøde ægtefælle. Her vil selv en meget beskeden gæld hos den længstlevende kunne medføre, at betingelserne for uskiftet bo ikke er opfyldt. Dette kan efter udvalgets opfattelse forekomme urimeligt, navnlig hvis der har været tale om et langvarigt ægteskab, og der i øvrigt er ordnede økonomiske forhold. På den anden side er et bærende hensyn bag den gældende arvelovs § 10 en beskyttelse af førstafdødes arvinger. Dette tilsiger, at et bo ikke bør udleveres til uskiftet bo, hvis en underbalance hos den længstlevende ægtefælle såvel set i forhold til boets størrelse som i absolutte tal ikke er ubetydelig.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at skifteretten bør kunne tillade udlevering til uskiftet bo, hvis insolvensen efter boets forhold må anses for ubetydelig. Udvalget foreslår endvidere, at førstafdødes livsarvinger bør kunne give samtykke til, at boet udleveres til uskiftet bo, uanset at længstlevende er insolvent. Af hensyn til ægtefællernes kreditorer bør udlevering uanset arvingernes samtykke dog ikke kunne ske, hvis længstlevende samlet set efter udleveringen vil være insolvent.

Efter den gældende arvelovs § 13 skal den længstlevende ægtefælle inden 6 måneder efter dødsfaldet indsende en opgørelse over aktiver og passiver, der hører til fællesejet, og over sit fuldstændige særeje. Formueoversigten har betydning ved vurderingen af boets skattemæssige forhold. Den kan endvidere tjene som bevis, hvis der senere opstår mistanke om misbrug af det uskiftede bo.

Udvalget foreslår en udbygning af kravene til den opgørelse, som den længstlevende ægtefælle efter den gældende arvelovs § 13 skal indsende til skifteretten, således at det klart fremgår, hvilke aktiver der hører til de to ægtefællers bodele. Det foreslås endvidere, at også førstafdødes eventuelle fuldstændige særeje samt længstlevendes eventuelle fællesejemidler, der ikke indgår i det uskiftede bo (herunder forsikringsbeløb m.v.), bør fremgå af opgørelsen, hvis betegnelse foreslås ændret til "formueoversigt".

Hvis oversigten ikke indsendes rettidigt, er der i den gældende arvelovs § 13, stk. 2, hjemmel til at pålægge længstlevende tvangsbøder. Efter udvalgets opfattelse vil en bedre løsning i de tilfælde, hvor længstlevende ikke indleverer oversigten, være, at skifteretten kan kræve, at oversigten udarbejdes af en autoriseret bobestyrer, der beskikkes af skifteretten.

Udvalget foreslår endvidere, at justitsministeren skal have adgang til at fastsætte nærmere regler om formueoversigten og om anvendelse af blanketter i denne forbindelse. Udvalget foreslår, at der udarbejdes et standardblanketsæt. Af hensyn til bl.a. autoriserede bobestyrere, hvis edb-systemer i vidt omfang er bygget op om individuelt udformede blanketter, bør der dog som hidtil ikke være pligt til at anvende standardblanketter. Udvalget peger endvidere på, at der efter de gældende regler ikke stilles krav om, at fællesboopgørelsen (åbningsstatus) skal indsendes til skattemyndighederne, således som tilfældet er med åbningsstatus i boer, der skiftes privat eller ved bobestyrer, og for boer, der udleveres ved ægtefælleudlæg efter dødsboskiftelovens kapitel 13. Det er i dag praksis ved de fleste skifteretter, at fællesboopgørelsen indsendes til skattemyndighederne. Det vil efter udvalgets opfattelse være ønskeligt, at skattemyndighedernes undersøgelse af, om boets formueforhold svarer til, hvad der hidtil har været oplyst om den afdødes forhold, kan ske allerede ved etableringen af det uskiftede bo, således at skattemyndighederne i givet fald kan skride ind, mens værdierne er i behold. Udvalget foreslår derfor, at det fastsættes i de administrative regler, at formueoversigten skal indleveres i to eksemplarer til skifteretten, der skal videresende det ene til skattemyndighederne.

Udvalget foreslår, at livsarvingerne skal have ret til at få udleveret et eksemplar af formueoversigten. Efter retsafgiftslovens § 48, stk. 1, skal der betales en afgift på 175 kr. herfor. Udvalget foreslår, at første kopi af formueoversigten skal udleveres gratis.

Efter gældende ret er det ikke pligt til at underrette livsarvingerne om, at boet er udleveret til uskiftet bo. Udvalget foreslår, at skifteretten fremover skal underrette livsarvingerne om udlevering. Underretningen vil bl.a. kunne få betydning for livsarvingernes mulighed for at få udleveret et eksemplar af formueoversigten.

Af hensyn til afklaring af formueforholdene i det uskiftede bo foreslår udvalget endvidere, at der fremover skal indrykkes proklama inden udleveringen af et bo til uskiftet bo. Dette forudsætter en ændring af dødsboskifteloven.

Der henvises til betænkningen s. 123-126.

5.2.2.2. Hvilke aktiver indgår i det uskiftede bo?

Arvelovsudvalget finder, at det også fremover bør være udgangspunktet, at alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver, indgår i det uskiftede bo, for så vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.

Af den gældende arvelovs § 14, stk. 2, fremgår det, at reglerne om uskiftet bo kun finder anvendelse på rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de regler, der særligt gælder for disse rettigheder. Bestemmelsen, der stort set er en afskrift af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, yder ikke megen vejledning til brug for vurderingen af, i hvilket omfang disse ydelser skal indgå i det uskiftede bo ved et skifte i den længstlevende ægtefælles levende live. Af retspraksis, jf. nærmere pkt. 5.1.2. ovenfor, følger det endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en ægtefælles rettigheder skal holdes uden for fællesboskiftet i medfør af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, ikke nødvendigvis skal afgøres på samme måde ved dødsboskifte som ved skifte i anledning af separation og skilsmisse.

Udvalget finder på denne baggrund, at der er behov for at præcisere og udbygge den gældende arvelovs § 14, stk. 2, med henblik på at klargøre, hvornår § 15, stk. 2-rettigheder og ydelser udbetalt i medfør af sådanne rettigheder indgår i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.

Udvalget foreslår, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at livsforsikringer, herunder ulykkeslivsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død ikke skal indgå i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Begrundelsen herfor er, at hovedformålet med sådanne ydelser er at sikre den længstlevende ægtefælles forsørgelse. Forslaget svarer til retsstillingen efter gældende ret.

Det bør endvidere fremgå af loven, at det er en forudsætning, at de pågældende ydelser ikke er forbrugt. Dette vil være en lovfæstelse af, hvad der allerede i dag €" efter en analogi af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 - må anses for gældende ret for så vidt angår livsforsikringsydelser.

Udvalget foreslår endvidere, at det kommer til at fremgå af loven, at den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringer, herunder ulykkeslivsforsikringer, pensionsrettigheder og lignende rettigheder ikke indgår i det uskiftede bo. Begrundelsen herfor er, at hovedformålet med sådanne ordninger er at sikre den længstlevende ægtefælles forsørgelse. Dette afklarer den tvivl, der i praksis har været om, hvorvidt længstlevendes egne livsforsikringer, pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår i det uskiftede bo.

Herudover foreslår udvalget, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven, at beløb, der er udbetalt fra den længstlevendes egne ordninger, indgår i det uskiftede bo.

Dette skal dog ikke gælde for udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing. Baggrunden herfor er, at de nævnte beløb er større engangsbeløb. Det kan endvidere være tilfældigt, om en kapitalpensionsordning eller en livsforsikring er udbetalt eller ej på skiftetidspunktet, og kapitalen er som altovervejende hovedregel tænkt som forsørgelse af længstlevende også i perioden efter et skifte af det uskiftede bo i ægtefællens levende live. Et beløb mister sin karakter af pensionsordning, hvis ordningen er blevet udbetalt i utide, og beløbet er blevet beskattet efter pensionsbeskatningslovens § 28. Endvidere foreslår udvalget, at reglerne om, hvorvidt ydelserne indgår i det uskiftede bo, også skal finde anvendelse på indtægter og surrogater af udbetalte beløb. Reglen svarer til dansk rets almindelige indtægts- og surrogationsregler, sml. § 28, stk. 3, i lov om ægteskabets retsvirkninger (indtægter og surrogater af særeje).

Efter den gældende arvelovs § 14, stk. 3, kan arv og gave holdes uden for det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter arvens eller gavens modtagelse. Hvis den længstlevende er indsat som begunstiget i tredjemands livsforsikring, antages det, at § 14, stk. 3, er analogt anvendelig. Der er efter udvalgets opfattelse ikke grundlag for at behandle kapitalpensionsopsparinger anderledes end livsforsikringer i denne henseende. Det foreslås derfor, at det kommer til at fremgå af loven, at også livsforsikringssummer og kapitalpensionsopsparinger, der tilfalder ægtefællen fra tredjemand, er omfattet af bestemmelsen i den gældende arvelovs § 14, stk. 3.

Der henvises til betænkningen s. 126-130.

5.2.2.3. Misbrug af det uskiftede bo mv.

Det er udvalgets opfattelse, at reglerne om, hvornår der foreligger misbrug af det uskiftede bo og om vederlagskrav og omstødelse, i det væsentlige fungerer tilfredsstillende i praksis, og at der derfor kun er behov for enkelte ændringer og præciseringer i reglerne.

Udvalget foreslår, at reglerne om vederlagskrav udbygges, således at de i højere grad stemmer overens med vederlagskravsreglen i § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger, der finder anvendelse ved skifte i anledning af separation og skilsmisse samt død på dispositioner, der er foretaget under ægteskabet. Udvalget foreslår herunder, at et vederlagskrav i anledning af misbrug af det uskiftede bo også skal kunne rettes mod den længstlevende ægtefælles fællesejemidler uden for det uskiftede bo.

Det har desuden givet anledning til tvivl, om en livsarvings krav på vederlag efter den gældende arvelovs § 21 har virkning for alle arvinger, eller kun for den eller de, der har krævet vederlaget. Med udgangspunkt i Vestre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 552, foreslår udvalget, at det kommer til at fremgå af loven, at retten til vederlagskrav tilkommer enhver livsarving, dvs. at kravet kan fremsættes uden at de andre arvinger tilslutter sig kravet og med den konsekvens, at de øvrige arvinger ikke kommer til at nyde godt af vederlaget.

Herudover foreslår udvalget, at adgangen til omstødelse udvides til at omfatte arveforskud, der står i misforhold til boets formue, og som ikke kan €" eller ikke kan forventes €" at kunne blive afkortet i den pågældende arvings arv.

Den længstlevende ægtefælle kan imidlertid på anden måde end ved gave og arveforskud misbruge sin rådighed til fordel for en enkelt arving eller tredjemand. Indbetaling af et stort beløb på en livsforsikring med f.eks. en bestemmelse om, at forsikringen ved længstlevendes død skal udbetales til en begunstiget, kan efter omstændighederne virke på samme måde som en gave. Det samme gælder for indskud på en konto i et pengeinstitut med bestemmelse om, at opsparingen ved død skal udbetales til en begunstiget. Også løbende indbetalinger på en livsforsikring eller lignende ordning, som skal komme til udbetaling til en begunstiget, kan udgøre et misbrug af det uskiftede bo, hvis det samlede beløb, der indbetales, står i misforhold til boet.

På den baggrund foreslår udvalget, at der også skal være adgang til omstødelse, når en livsforsikring eller lignende ordning kommer til udbetaling til en begunstiget, og forsikringen er oprettet for boets midler for et beløb, der stod i misforhold til boets formue. Der vil formentlig blive tale om et meget begrænset antal sager, men en regel herom må - på samme måde som reglen om omstødelse af gaver mv. - antages at have en vis præventiv virkning og modvirke, at den længstlevende som alternativ til en omstødelig gave vælger at indsætte modtageren som begunstiget i en forsikring eller pension.

Omstødelse bør som hidtil kun ske, når modtageren er i ond tro.

Efter udvalgets opfattelse bør der endvidere ikke være adgang til at kræve omstødelse i forbindelse med skiftet efter den længstlevende ægtefælles død, hvis en livsarving kan opnå fuld dækning for sin arveret gennem et vederlagskrav. I en sådan situation er anlæggelse af en omstødelsessag unødvendig. Udvalget foreslår, at der medtages en udtrykkelig regel herom.

Efter gældende ret anlægges sager om omstødelse i uskiftet bo ved de almindelige domstole, da spørgsmålet om omstødelse ikke er omfattet af skifterettens kompetence efter dødsboskiftelovens § 89, jf. f.eks. Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1431. Dette harmoner med reglerne om omstødelse i konkurs, jf. konkurslovens kapitel 8, hvorefter en sag om omstødelse som udgangspunkt skal anlægges ved de almindelige domstole. Efter konkurslovens § 242 kan skifteretten dog efter parternes vedtagelse afgøre tvister om krav, der gøres gældende af konkursboet, herunder omstødelsessager. En tilsvarende hjemmel findes ikke i dødsboskifteloven.

Udfaldet af en omstødelsessag kan få stor betydning for afviklingen af skiftet af det uskiftede bo. Denne tætte sammenhæng mellem skiftet og omstødelsessagen taler efter udvalgets opfattelse for, at sager om omstødelse bør være omfattet af skifterettens saglige kompetence. Udvalget foreslår derfor, at sager om omstødelse fremover skal anlægges ved skifteretten, der skal træffe afgørelse ved dom. Som det er tilfældet med sager, der behandles efter dødsboskiftelovens § 89, bør der være adgang til at få sagen henvist til eller anlagt for landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens §§ 226 og 227.

Efter den gældende arvelovs § 22, stk. 2, 2. pkt., skal omstødelsessag anlægges inden 1 år efter, at arvingen er blevet vidende om gaven, og inden 5 år efter gavens fuldbyrdelse.

Udvalget foreslår, at fristreglerne udformes således, at sagen skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet, og senest 5 år efter gavens fuldbyrdelse.

Udvalgets forslag indebærer, at det ved beregningen af 1-års fristen er fuldbyrdelsestidspunktet, der er afgørende. Det medfører, at der ikke kan indtræde forældelse, så længe der alene er tale om et gaveløfte. Dette er muligvis en ændring af den hidtidige retstilstand, idet 1-års fristen i den gældende arvelovs § 22 løber fra det tidspunkt, hvor "arvingen er blevet vidende om gaven", hvilket formentlig også omfatter arvingens viden om, at der er givet et gaveløfte. Efter udvalgets opfattelse er det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at forældelsesfristerne i forhold til anlæggelse af omstødelsessag først løber fra det tidspunkt, hvor formueforskydningen faktisk har fundet sted.

Den 1-årige forældelsesfrist i den gældende arvelovs § 22, stk. 2, regnes som nævnt fra det tidspunkt, hvor "arvingen er blevet vidende om gaven". En livsarving, der har eller burde have fået kendskab til, at den længstlevende ægtefælle har foretaget omstødelige dispositioner bør imidlertid ikke kunne undgå, at der indtræder forældelse ved at holde sig i bevidst uvidenhed, eller hvis almindelig agtpågivenhed ville have givet arvingen den fornødne viden om dispositionen. Udvalget foreslår derfor, at også "burde viden" skal indebære, at fristen løber. Dette adskiller sig imidlertid ikke afgørende fra gældende ret. Således har en arving, der under dødsbobehandlingen har fået kendskab til en mulig omstødelig disposition, heller ikke hidtil passivt kunnet afvente yderligere materiale, men har undertiden selv måttet foretage sig noget aktivt for at skaffe oplysninger frem, jf. Svend Danielsen, Arveloven med kommentarer, 5. udg. 2005, s. 242.

Udvalget foreslår, at forældelsesfristen på 5 år fra gavens fuldbyrdelse videreføres. Baggrunden herfor er, at en begæring om skifte altid vil komme fra en livsarving, som kan have større indsigt i boets forhold. Af hensyn til den uagtsomme modtager af en gave mv. bør fristen på 5 år være absolut, således som det er tilfældet efter gældende ret.

Der henvises til betænkningen s. 113-131 og s. 467-470.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Af de grunde, der er anført af udvalget, kan Justitsministeriet tilslutte sig, at den længstlevende ægtefælle som hidtil alene skal have ret til at overtage fællesboet uden at skifte med fælles livsarvinger, og at uskiftet bo med den førstafdøde ægtefælles særbørn alene kan etableres, når særbørnene samtykker heri. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets overvejelser om, at der ikke bør skabes adgang til uskiftet bo med fuldstændigt særeje og om, at der ikke er noget praktisk behov for en indførelse af regler om adgang til "indefrysning" af livsarvingernes arv, når uskiftet bo er udelukket, f.eks. på grund af særbørnenes manglende samtykke, eller når den længstlevende ægtefælle ønsker at gifte sig igen.

Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde Arvelovsudvalgets overvejelser om behovet for ændringer i de gældende regler om uskiftet bo, jf. ovenfor pkt. 5.2.2, og lovforslaget er med enkelte ændringer af redaktionel karakter udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er således enig i den foreslåede præcisering og skærpelse af kravene til den længstlevende ægtefælles solvens.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets anbefaling om skærpelse af kravene til den formueopgørelse, som den længstlevende ægtefælle skal indgive til skifteretten, herunder forslagene om, at livsarvingerne efter anmodning skal have ret til at få udleveret formueoversigten og altid skal underrettes om udleveringen til uskiftet bo. Det må antages, at livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil have en sådan tilknytning til den længstlevende ægtefælle, at de i forvejen er bekendt med udleveringen til uskiftet bo. I visse tilfælde kan forbindelsen til familien dog af den ene eller den anden årsag være brudt, og en underretningsregel kan i sådanne tilfælde være hensigtsmæssig. Hertil kommer, at uskiftet bo alene er en udskydelse af skiftet, og at den længstlevende ægtefælles rådighed over boet er begrænset af misbrugsreglerne. Den foreslåede underretningsregel og reglen om, at livsarvingerne efter anmodning har ret til at få udleveret formueoversigten, vil indebære en styrkelse af livsarvingernes mulighed for at blive gjort bekendt med boets formueforhold ved udleveringen og dermed også for livsarvingernes mulighed for at vurdere, om den længstlevende ægtefælle senere har misbrugt rådigheden over det uskiftede bo. Reglerne om kravene til formueoversigten findes i lovforslagets § 22 og svarer med en enkelt indholdsmæssig ændring til udvalgets lovudkast, idet det foreslås, at formueoversigten skal indeholde oplysninger om alle den længstlevende ægtefælles fællesejemidler, uanset om disse ville indgå i delingen på et skifte. Herved skabes der et fuldt overblik over de økonomiske forhold.

For så vidt angår udvalgets forslag om, at første genpart af formueoversigten skal udleveres gratis, henvises til § 4, nr. 3, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), som er fremsat samtidig med dette lovforslag, hvor det foreslås, at retsafgiftslovens § 49, stk. 2, ændres i overensstemmelse med udvalgets anbefaling.

Af de grunde, der er anført af udvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde den foreslåede præcisering af reglerne om, hvilke aktiver der indgår i det uskiftede bo. Præciseringen har navnlig til formål at klargøre, i hvilket omfang forsikringer og pensionsrettigheder mv. indgår i det uskiftede bo. Udvalgets overvejelser om udformningen af disse regler bygger i vidt omfang på overvejelserne i betænkning nr. 1466/2005 om ægtefællers pensionsrettigheder €" behandling på skifte af fællesbo. Overvejelserne i betænkning nr. 1466/2005 er udmøntet i lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo mv. (pensionsrettigheders behandling ved død), hvor der bl.a. blev indsat en række nye bestemmelser i lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 16 a-16 h. Reglerne træder i kraft den 1. januar 2007.

På et enkelt punkt foreslår Justitsministeriet imidlertid en udvidelse af reglerne i forhold til udvalgets overvejelser. Efter udvalgets lovudkast indgår arv, gave samt livsforsikringer og kapitalpensionsopsparinger, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder fra formuegodets anskaffelse. Udvalgets lovudkast indebærer, at f.eks. en ratepension eller en livrente tegnet af tredjemand til fordel for længstlevende ikke omfattet af bestemmelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke noget grundlag for at behandle sådanne ydelser anderledes end livsforsikringer og kapitalpensionsopsparinger. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at alle pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, ikke skal indgå i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder fra den første udbetaling, jf. lovforslagets § 23, stk. 7.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at den bestående adgang for livsarvingerne til at give afkald på skifte, uden at der samtidig gives afkald på arven, kan give anledning til uklare formueforhold på senere skifter og skabe en kompliceret skiftesituation særligt i tilfælde, hvor der også er formuefællesskab i den længstlevende ægtefælles nye ægteskab. Efter omstændighederne vil et sådant skifte indebære, at den længstlevende €" nye €" ægtefælle ikke har råd til at forblive i den hidtidige fælles bolig. Desuden vil det ofte være vanskeligt at afgøre, hvilke aktiver, der tilhører ægtefællerne hver for sig eller i fællesskab (sameje) på grund af sammenblanding af formuemassen.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tiltræde, at der ikke bør være adgang til at give skifteafkald med forbehold af arveretten.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets overvejelser om præcisering og udbygning af reglerne om misbrug af det uskiftede bo, herunder den foreslåede udvidelse af omstødelsesreglen til også at omfatte arveforskud og beløb, der kommer til udbetaling fra en forsikrings- eller pensionsordning, der er oprettet ved indskud af midler fra det uskiftede bo, som står i misforhold til boets formue. Justitsministeriet er endvidere enig i, at sager om omstødelse fremover bør behandles ved skifteretten. Det tiltrædes desuden, at der ikke bør være adgang til omstødelse, hvis arvingen kan få fuld dækning fra sit arvekrav gennem et vederlagskrav. Lovforslaget er derfor med enkelte ændringer udformet i overensstemmelse hermed.

For så vidt angår vederlagskrav finder Justitsministeriet, at reglerne i arveloven og lov om ægteskabets retsvirkninger bør have det samme indhold. Det indebærer navnlig, at udvalgets forslag om, at der også bør være adgang til at rette et vederlagskrav i anledning af misbrug af det uskiftede bo mod den længstlevende ægtefælles midler uden for det uskiftede bo (fællesejemidler, der ikke indgår i delingen af det uskiftede bo), ikke er medtaget i lovforslaget. Baggrunden herfor er, at der ikke er adgang hertil efter den tilsvarende bestemmelse i § 23, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Der henvises til lovforslagets §§ 17-34 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Lovforslagets § 22, stk. 4, indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan anvendes i den forbindelse. Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte en regel om, at formueoversigten skal indleveres i 2 eksemplarer, og at skifteretten skal videresende det ene eksemplar til SKAT.

Som anført i pkt. 5.2.2.1. foreslår udvalget, at der udarbejdes et standardblanketsæt. Justitsministeriet vil drøfte dette spørgsmål med Domstolsstyrelsen.

For så vidt angår udvalgets forslag om, at der fremover skal indrykkes proklama inden udleveringen af et bo til uskiftet bo, henvises til § 3, nr. 6, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

6. Arvehenstand for længstlevende ægtefælle

6.1. Gældende ret

Efter arvelovens § 24 e kan skifteretten give den længstlevende ægtefælle henstand med udbetalingen af arven til afdødes umyndige livsarvinger, indtil arvingerne bliver myndige. Henstand kan kun gives, i det omfang arven ikke kan udredes uden afhændelse af fast ejendom eller løsøre, som er nødvendig for, at den længstlevende ægtefælle kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, eller uden at ægtefællen berøves andre midler, som er nødvendige herfor. Adgangen til henstand beror således på en konkret vurdering af den længstlevende ægtefælles behov for at opnå henstand. Det er et vilkår for ydelse af henstand, at den længstlevende ægtefælle stiller en efter forholdene passende sikkerhed for arvekrav, der er omfattet af henstanden.

Der er fastsat nærmere regler om henstand i arvehenstandsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 55 af 23. januar 1997 om ydelse af henstand med udbetaling af umyndige livsarvingers arv), herunder navnlig om kravene til sikkerhedsstillelsen.

Henstand kan gives, uanset hvilken formueordning der har været i ægteskabet. Bestemmelsen kan anvendes både i forhold til fælles livsarvinger og i forhold til særlivsarvinger. I førstnævnte tilfælde udgør de gældende regler om henstand et alternativ til uskiftet bo. Henstand kan endvidere gives, hvor en ægtefælle, der er i uskiftet bo med mindreårige livsarvinger, ønsker at gifte sig igen. Bestemmelsen gælder såvel legal som testamentarisk arv. I relation til særlivsarvinger er de gældende regler særligt møntet på den situation, hvor den længstlevende ægtefælle i henstandsperioden bekoster mindreårige livsarvingers underhold og uddannelse. Det fremgår således af arvehenstandsbekendtgørelsens § 2, at henstand i forhold til en særlivsarving kun må indrømmes, når ganske særlige omstændigheder taler herfor, hvis den længstlevende ægtefælle ikke bekoster særlivsarvingens underhold og uddannelse.

Der henvises til betænkningen s. 133-134.

6.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Udvalget finder, at den længstlevende ægtefælle fortsat kun bør have adgang til henstand med udbetaling af arven til den førstafdøde ægtefælles livsarvinger (fælles livsarvinger og særlivsarvinger), hvis et skifte ikke kan gennemføres, uden at ægtefællen skal afhænde fast ejendom, der tjener til familiens bolig eller €" som noget nyt - sommerbolig, eller aktiver, der er nødvendige for den længstlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Er denne betingelse ikke opfyldt, må arven udredes, medmindre ægtefællen har mulighed for uskiftet bo. Arvehenstand skal som hidtil være muligt i tilfælde, hvor en ægtefælle i uskiftet bo ønsker at skifte, f.eks. med henblik på at gifte sig igen.

Arvelovsudvalget foreslår, at adgangen til arvehenstand udvides, således at ægtefællen også kan få henstand med udbetalingen af myndige livsarvingers arv. Som begrundelse herfor henviser udvalget til, at der også i denne situation kan være et behov for at give den længstlevende ægtefælle en overgangsperiode, hvor den pågældende får mulighed for at tilpasse sin økonomi og livsførelse til de ændrede forhold efter ægtefællens død.

Udvalget anfører, at en henstandsordning, der giver mulighed for at lade arvehenstanden fortsætte ud over livsarvingernes 18. år, bør udformes således, at fastlæggelsen af varigheden bygger på klare kriterier. Det bør på forhånd være klart for både den længstlevende ægtefælle og livsarvingerne, hvor lang tid henstanden maksimalt kan løbe. Udvalget foreslår på den baggrund, at henstand skal gives af skifteretten for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Henstanden skal altid regnes fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag, uanset om henstanden først meddeles efter længere tid, f.eks. efter at den længstlevende ægtefælle i en periode har været i uskiftet bo. Skifteretten kan forlænge perioden med yderligere 5 år.

En henstandsarv skal dog som hidtil tidligst udbetales, når et fællesbarn fylder 18 år. Tilsvarende skal efter udvalgets opfattelse gælde i forhold til et særbarn efter den førstafdøde ægtefælle, hvis ægtefællen overtager den privatretlige forsørgelsespligt over barnet.

Det skal ikke være en betingelse for arvehenstand i forhold til den førstafdøde ægtefælles særlivsarving, at den længstlevende ægtefælle overtager den privatretlige forsørgelsespligt over barnet, fordi en generel regel om forsørgelsespligt over for umyndige særlivsarvinger som betingelse for arvehenstand kan skabe grobund for konflikter mellem stedforældre og særbørn, der måske i forvejen ikke har et særligt nært forhold til hinanden. Det forhold, at den længstlevende ægtefælle ikke bekoster den mindreåriges underhold eller uddannelse, skal efter udvalgets opfattelse ikke, som det er tilfældet efter den gældende regel i arvehenstandsbekendtgørelsens § 2, medføre, at arvehenstand kun kan meddeles, når der foreligger ganske særlige omstændigheder. Udvalget foreslår derfor, at der i den situation €" ud fra en almindelig vurdering af den længstlevende ægtefælles behov for arvehenstand €" skal være mulighed for arvehenstand efter den foreslåede almindelige regel om arvehenstand, dvs. for en periode på 5 år, men med mulighed for forlængelse i yderligere 5 år. For at sikre, at mindreårige særlivsarvinger, hvorover forsørgelsespligten ikke overtages af den længstlevende ægtefælle, i henstandsperioden ikke stilles vanskeligere i forsørgelsesmæssig henseende, foreslår udvalget, at skifteretten kan bestemme, at der skal udbetales et efter boets forhold passende beløb til afdødes særlivsarving til forsørgelse, indtil barnet fylder 18 år. En tilsvarende regel findes i den gældende arvehenstandsbekendtgørelses § 7, stk. 1, og foreslås således optaget i loven.

Udvalget finder, at arv, der omfattes af en henstandsordning, skal udbetales kontant, og at livsarvingerne derfor som udgangspunkt hverken i forbindelse med meddelelsen af henstanden eller ved henstandens udløb skal have ret til at overtage boets aktiver efter vurdering. Er der tale om henstand i forhold til fælles livsarvinger, vil disse imidlertid have ret til overtagelse efter vurdering i boet efter den længstlevende ægtefælle. En tilsvarende retstilling opnår den førstafdøde ægtefælles særlivsarvinger ikke, og derfor foreslår udvalget en regel om, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle skal have mulighed for i forbindelse med, at henstanden gives, at udtage genstande, som har en særlig erindringsværdi for den pågældende, mod at værdien heraf fradrages i arven. Bortset fra aktiver med særlig erindringsværdi bør særlivsarvinger ikke have krav på at overtage aktiver i førstafdødes bo til vurderingsprisen, hvis aktiverne indgår i en henstandsordning, medmindre den førstafdøde har truffet anden bestemmelse i et testamente.

I tilfælde, hvor der alene meddeles arvehenstand med udbetalingen af en del af arven, kan livsarvingen inden for den del af arvelodden, der skal udbetales på skiftet, dog selvsagt benytte sig af adgangen til overtagelse efter vurdering i overensstemmelse med de almindelige regler herom.

Efter de gældende regler skal arv, der er omfattet af henstand, forrentes med mindst 8 pct. om året. Udvalget anfører, at dette har bidraget til, at reglerne alene er blevet anvendt i meget begrænset omfang i praksis.

Udvalget foreslår på den baggrund, at det fastsættes i de administrative regler, der skal udstedes i medfør af loven, at arv, der er omfattet af en henstandsordning, skal forrentes med mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38. Som hidtil bør der som udgangspunkt ikke betales rente i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har eller overtager forsørgelsespligten over en umyndig livsarving efter førstafdøde (fælles livsarving eller særlivsarving), dog med den modifikation, at mindsterenten skal betales i den udstrækning, renten overstiger udgiften ved forsørgelsen, smh. den gældende arvehenstandsbekendtgørelse § 6, 2. pkt. Udvalget peger i den forbindelse på, at værgemålsbekendtgørelsens § 15, stk. 2, hvorefter faderen eller moderen som værge for et hjemmeboende barn kan modtage indtil 48.000 kr. årligt i rente mv. for barnet uden at skulle aflægge regnskab, vil medføre, at en sådan regel kun vil få betydning ved meget store arvekrav. I tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har eller overtager forsørgelsespligten over en umyndig livsarving efter førstafdøde, og der derfor ikke betales rente eller kun betales rente af en del af arvekravet, vil en eventuel kursgevinst ved overdragelse af arvekravet blive beskattet. Overdragelse af arvekrav, der er omfattet af en henstand, hvor den længstlevende ægtefælle har eller overtager forsørgelsespligten over en mindreårig livsarving efter den førstafdøde ægtefælle (fælles livsarving eller særlivsarving), vil formentlig forekomme meget sjældent i praksis.

Udvalget anfører, at renteindtægten vil være indkomstskattepligtig for arvingen, jf. statsskattelovens § 4, litra e), og at ægtefællen kan fratrække renteudgiften i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, litra e) og ligningslovens § 5, stk. 1.

En ordning, hvorefter renterne tilskrives og samtidig forfalder, men først udbetales til arvingerne ved henstandsperiodens udløb, er efter udvalgets opfattelse ikke hensigtsmæssig, medmindre beskatningen af renteindtægterne udskydes tilsvarende. Hertil kommer, at ægtefællens fradragsret for renteudgifterne kan være begrænset af ligningslovens § 5, stk. 8, hvorefter renteudgifter først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret.

Udvalget foreslår derfor, at det fastsættes i de administrative regler, der skal udstedes i medfør af loven, at ægtefællen skal betale renten til arvingerne hvert halve år. Renteindtægter, der tilfalder en umyndig livsarving, skal behandles i overensstemmelse med de almindelige regler i værgemålslovgivningen om anbringelse og forvaltning af umyndiges midler.

Udvalget foreslår endvidere, at kravet om, at ægtefællen skal stille sikkerhed for arvekravet, fastholdes. Sikkerheden skal fastsættes af skifteretten. Hvis sikkerheden forringes væsentligt, skal det være muligt for en livsarving og statsforvaltningen, hvis livsarvingen er umyndig, at kræve arven udbetalt. Udvalget finder, at spørgsmålet om udbetaling af arven som følge af forringelse af sikkerheden bør være et spørgsmål, der afgøres af skifteretten. Det skal således være skifteretten, der ved kendelse tager stilling til tvister om genstanden for sikkerheden, dennes størrelse eller vilkårene for denne. Adgangen til at forlange udbetaling er i dag tillagt statsamtet, jf. arvehenstandsbekendtgørelsens § 9, stk. 2.

I de administrative regler, der skal udstedes i medfør af loven, foreslår udvalget, at der bliver fastsat regler om statsforvaltningens adgang til at afkræve den længstlevende ægtefælle de oplysninger, der er nødvendige til belysning af om sikkerheden for en umyndig livsarvings arv ikke længere er tilstrækkelig, sml. den gældende arvehenstandsbekendtgørelses § 9, stk. 3. Det bør endvidere fastsættes, at statsforvaltningen skal godkende en omlægning af sikkerheden, sml. arvehenstandsbekendtgørelsens § 10, og at statsforvaltningens afgørelse herom kan indbringes for skifteretten. Udvalget foreslår i den forbindelse, at det fastsættes, at statsforvaltningen kan tillade en omlægning af sikkerheden, også selvom sikkerheden ikke er væsentligt forringet, hvis den længstlevende ægtefælle anmoder herom, f.eks. i forbindelse med et påtænkt salg af en fast ejendom, der er stillet til sikkerhed for arvekravet. For så vidt angår myndige livsarvinger finder udvalget, at de administrative regler bør udformes således, at der i højere grad end ved umyndige livsarvinger bliver mulighed for, at sikkerheden kan aftales mellem parterne. Parterne bør således kunne aftale en ændring af sikkerhedsstillelsen, f.eks. i tilfælde af, at en fast ejendom sælges, og en ny købes. Udvalget peger i den forbindelse på, at det falder uden for forvaltningsafdelingernes opgaver at skulle forvalte et arvekrav og sikkerhedsstillelsen i forbindelse hermed i tilfælde, hvor der ikke er tale om umyndige livsarvinger. Kan livsarvingerne og den længstlevende ægtefælle ikke blive enige om en omlægning af sikkerheden, bør skifteretten kunne træffe afgørelse herom.

Udvalget anfører, at et bo er skiftet, selvom der gives arvehenstand. Dette indebærer, at afgiftspligten indtræder ved den førstafdøde ægtefælles død, og der skal derfor betales boafgift efter boafgiftslovens § 1 i forbindelse med, at der gives henstand. Udredningen af boafgiften er en økonomisk belastning for ægtefællen, der ikke harmonerer med formålet bag reglerne om arvehenstand. Efter udvalgets opfattelse bør det derfor overvejes at ændre boafgiftsloven, således at afgiftsbetalingen udskydes til det tidspunkt, hvor henstanden udløber, og hvor arvingen får arven udbetalt. Hvis arvekravet belånes eller på anden måde overdrages, således at der skabes mulighed for realisering af henstandsarven, bør afgiften dog forfalde.

Der henvises til betænkningen s. 135-146.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om, at arvehenstand som hidtil kun skal være muligt i tilfælde, hvor ægtefællen ikke kan udbetale arven uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige, for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv. Hvis ægtefællen kan skifte med førstafdødes arvinger uden at lide væsentlige økonomiske afsavn som følge af skiftet, bør der således ikke være adgang til arvehenstand.

Justitsministeriet er enig med udvalget i den foreslåede udvidelse af adgangen til arvehenstand, således at der også kan ydes arvehenstand i forhold til myndige livsarvinger. Også i tilfælde, hvor livsarvingerne er myndige, kan den længstlevende ægtefælle have behov for i en periode at kunne råde over f.eks. en fast ejendom, som det ellers ville have været nødvendigt at sælge i forbindelse med skiftet for at udrede livsarvingernes arv. Justitsministeriet kan tiltræde, at henstanden skal have en varighed på 5 år, men med mulighed for forlængelse i yderligere 5 år. En sådan udformning af reglerne vil indebære, at ægtefællen får en passende periode til at indrette sin fremtidige livsførelse på den ændrede økonomiske situation.

Som anført i pkt. 6.2. foreslår udvalget, at en henstandsarv i overensstemmelse med den gældende arvelovs § 24 e tidligst skal udbetales ved en fælles livsarvings fyldte 18 år. Da den længstlevende ægtefælle har forsørgelsespligt over for den fælles livsarving, indtil barnet bliver myndigt, dvs. fylder 18 år, er Justitsministeriet enig i, at den gældende retstilstand videreføres på dette område.

Udvalget foreslår endvidere, at henstandsarven tidligst skal udbetales ved en særlivsarvings fyldte 18. år, hvis den længstlevende ægtefælle overtager den privatretlige forsørgelsespligt over barnet.

Justitsministeriet er enig i, at henstanden også i denne situation bør vare, indtil særlivsarvingen bliver myndig. Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for en regel, der sikrer dokumentation for, at den privatretlige forsørgelsespligt over barnet er overtaget. Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at lovforslaget udformes således, at den længstlevende ægtefælle i forbindelse med, at henstanden gives, over for skifteretten skal erklære, at den pågældende overtager forsørgelsespligten over den førstafdødes særlivsarving.

Forsømmer ægtefællen den overtagne forsørgelsespligt, kan der blive tale om at pålægge denne at betale bidrag i medfør af lov om børns forsørgelse, således som det er tilfældet, hvor ægtefællen i forbindelse med et bos udlevering til uskiftet bo overtager forsørgelsespligten over en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, jf. lovforslagets § 18, stk. 3. Det foreslås endvidere, at statsforvaltningen kan anmode skifteretten om at bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis ægtefællen har forsømt sin forsørgelsespligt over for barnet, sml. lovforslagets § 29, stk. 4, om den længstlevende ægtefælles forsømmelse i uskiftet bo af forsørgelsespligten over en livsarving. Statsforvaltningen foreslås ikke tillagt en egentlig tilsynsforpligtelse, hvis der kommer en anmodning om udbetaling af arven fra arvingens værge eller eventuelt en ad hoc værge beskikket efter værgemålslovens § 47.

Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om arvehenstand for den længstlevende ægtefælle, og lovforslaget er derfor med enkelte redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Justitsministeriet kan tiltræde, at henstandsarv skal udbetales kontant ved henstandsperiodens ophør, og at den førstafdødes livsarvinger derfor ikke ved henstandens udløb skal have adgang til at overtage boets aktiver efter vurdering. På dette tidspunkt er der forløbet så lang tid fra dødsfaldet, at ægtefællen har indstillet sin livsførelse på at kunne beholde boets enkelte aktiver, og livsarvingerne bør derfor ikke have adgang til overtagelse efter vurdering ved henstandens ophør. Det er ikke rimeligt, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle helt udelukkes fra at overtage aktiver i boet. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om, at skifteretten ved afgørelsen af, om henstand skal gives helt eller delvist, kan tage hensyn til, om en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle ønsker at overtage aktiver, som har særlig erindringsværdi for den pågældende. En sådan overtagelse af et aktiv med særlig erindringsværdi vil finde sted i forbindelse med henstandens givelse.

Det tiltrædes endvidere, at der som hidtil skal stilles sikkerhed for et arvekrav, der er omfattet af en henstandsordning, og at det bør være skifteretten, der fastsætter sikkerheden og i øvrigt træffer afgørelse i tvister herom.

Der henvises til lovforslagets §§ 35-39 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Lovforslagets § 39 indeholder en bemyndigelsesregel, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om forretningen af arvekrav, administrationen af beløb, der er blevet udbetalt til en særlivsarvings forsørgelse, og om sikkerhedsstillelse.

For så vidt angår forrentning vil bemyndigelsen - i overensstemmelse med udvalgets overvejelser - blive anvendt til at fastsætte, at et arvehenstandskrav som udgangspunkt skal forrentes med mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38, og at renterne skal udbetales halvårligt til arvingerne. Mindsterenten, der fastsættes for et halvt år ad gangen, udgør for 2. halvår 2006 3 pct.

For så vidt angår administrationen af beløb, der udbetales til en særlivsarving til forsørgelse, vil bemyndigelsen i § 39 bl.a. blive anvendt til at fastsætte særlige regler om forvaltningsafdelingernes løbende udbetalinger til livsarvingens underhold og forsørgelse.

I relation til ægtefællens sikkerhedsstillelse vil bemyndigelsen €" i overensstemmelse med udvalgets overvejelser €" bl.a. blive anvendt til at fastsætte regler om statsforvaltningens adgang til at afkræve den længstlevende ægtefælle de oplysninger, der er nødvendige til belysning af, om sikkerheden for en umyndig livsarvings arv ikke længere er tilstrækkelig, samt regler om godkendelse af omlægning af sikkerhedsstillelser for umyndige livsarvingers arv. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der i relation til myndige livsarvinger bør være en højere grad af aftalefrihed mellem parterne, og der vil i forbindelse med udarbejdelsen af de administrative regler blive taget højde herfor.

For så vidt angår udvalgets overvejelser om ændring af boafgiftsloven, således at afgiftsbetalingen udskydes til det tidspunkt, hvor henstanden udløber, og hvor arvingen får arven udbetalt, henvises til § 6, nr. 6, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

7. Testamentsarvingers adgang til overtagelse efter vurdering

7.1. Gældende ret

Testamentsarvinger har efter de gældende regler ret til overtagelse efter vurdering efter arvelovens § 24 a, i det omfang arveretten alene er fastlagt kvantitativt i testamentet.

Der henvises til betænkningen s. 377.

7.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Som følge af den ændrede struktur i lovforslaget i forhold til den gældende arvelov foreslår Arvelovsudvalget, at det kommer til at fremgå af et særskilt kapitel i arveloven, at testamentsarvinger har ret til overtagelse efter de samme regler som slægtsarvinger.

Udvalget foreslår desuden, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af loven, at retten til overtagelse af aktiver til vurderingsbeløbet også gælder, hvis en arving ved testamente er indsat til at arve en andel af boet, eller hvor en arving er gjort til legatar ved testamente eller efter skifterettens bestemmelse, jf. dødsboskiftelovens § 13. Sumlegatarer og genstandslegatarer skal derimod som hidtil ikke have ret til overtagelse efter vurdering.

Der henvises til betænkningen s. 377.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om, at der i lyset af lovforslagets ændrede struktur i forhold til den gældende arvelov er behov for et særskilt kapitel om testamentsarvingers ret til overtagelse efter vurdering. Kapitlet gengiver og præciserer alene den gældende retstilstand.

Der henvises til lovforslagets § 40 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

8. Aftale om arv samt arveforskud

8.1. Gældende ret

Arvelovens kapitel 6 indeholder regler om aftaler vedrørende arv samt arveforskud.

8.1.1. Forbud mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv

Efter arvelovens § 30, 1. pkt., kan en arving ikke overdrage arv, som arvingen har i vente. Forbuddet omfatter både aftaler om legal arv, herunder tvangsarv og ægtefællens ret efter arvelovens § 7 b, stk. 2, og testamentsarv. Arveladeren kan ikke samtykke til en overdragelse af forventet arv. Der kan ikke foretages udlæg i forventet arv, smh. retsplejelovens § 508, 1. pkt., hvorefter udlæg ikke kan foretages i fremtidige erhvervelser.

Det har givet anledning til tvivl, om forbuddet i § 30 også rammer aftaler mellem arvingerne indbyrdes om ret til at overtage genstande til vurderingsprisen. Med henvisning til arvelovens forarbejder antager hovedparten af den juridiske litteratur, at dette er tilfældet. Ordlyden af arvelovens § 30 og retspraksis giver ikke noget sikkert grundlag for at tilsidesætte en sådan aftale. Ved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 814, holdes det åbent, om § 30 omfatter aftaler mellem arvingerne om fordeling af indbo.

8.1.2. Afkald på forventet og falden arv

Efter arvelovens § 31, stk. 1, kan en arving over for arveladeren mod eller uden vederlag give afkald på forventet arv. Afkald på forventet arv skal gives af arvingen over for arveladeren, og afkaldet skal accepteres af arvelader. Arveafkaldet kan ydes mod eller uden vederlag. Afkaldet kan gøres betinget, f.eks. af at et testamente bliver oprettet til fordel for en bestemt person.

Et afkald på forventet arv har også virkning over for udstederens livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt. Der kan også gives afkald alene på tvangsarveret med eller uden forbehold af livsarvingernes arveret. Forbeholdet kan dog næppe vedrøre alene nogle af livsarvingerne. Hvis en tvangsarving giver afkald uden forbehold og uden indtrædelsesret for sine livsarvinger, har det givet anledning til tvivl, om afkaldet medfører en forøgelse af de øvrige livsarvingers arv, eller om afkaldet indebærer en udvidelse af arveladerens testationskompetence. Efter Østre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 799, er retstillingen formentlig den, at en tvangsarvings fuldstændige afkald medfører en udvidelse af arveladerens testationskompetence svarende til afkaldsgiverens tvangsarv.

Efter § 31, stk. 2, kan et afkald på forventet arv på samme måde som i stk. 1 gives over for arveladerens ægtefælle i uskiftet bo.

Virkningerne af et afkald på forventet arv beror i øvrigt på indholdet af den aftale, som er indgået mellem arveladeren og afkaldsgiveren.

Om gældende ret vedrørende afkald på forventet arv henvises i øvrigt til gennemgangen i betænkningen s. 173-175.

Arveloven indeholder ikke regler om afkald på falden arv.

Civilretligt kan afkald på falden arv i princippet gives af alle arvinger eller legatarer over for alle andre arvinger og legatarer på et hvilket som helst tidspunkt, inden boet er endeligt delt. Det må formentlig antages, at der ikke stilles krav om egentlig accept af et afkald på falden arv fra den, der modtager arveafkaldet. Det er næppe afklaret, hvilken udfyldningsregel der gælder med hensyn til, om et afkald på falden arv er personligt eller også omfatter arveladerens livsarvinger. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt de andre tvangsarvingers tvangsarveret udvides, eller dette ikke er tilfældet.

I afgiftsmæssig henseende er afkald på falden arv reguleret i boafgiftslovens § 5, stk. 1, der fastslår, at den til fordel for hvem et afkald på falden arv er givet, skal anses for arving til den pågældende arv ved afgiftsberegningen. Den, som har givet afkaldet, skal derfor ikke betale afgift af den arv, som der er givet afkald på. Efter stk. 2 kan arveafkald med denne afgiftsmæssige virkning gives til fordel for egne livsarvinger, boets øvrige arvinger eller den, der ifølge testamentet ville arve, hvis afkaldsgiver var død før arvelader. Et afkald kan herudover ikke gøres betinget. Et afkald må således ikke være dispositivt. Det vil sige, at afkaldet ikke må forrykke den fordeling af arven, som ville have fundet sted, hvis den, der har givet afkaldet, i stedet var død før arvelader. I forarbejderne til boafgiftsloven (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, s. 3848) er det dog forudsat, at den, som giver afkald på falden arv, kan forbeholde sig sine livsarvingers arveret, når blot de tillægges lige meget af den arv, der er givet afkald på. I afgiftsmæssig henseende antages det, at et afkald på falden arv er bindende for afkaldsgiveren, når den person, der får fordel af afkaldet, kommer til kundskab om det. Hvis afkaldet er givet mod vederlag, anses vederlaget i afgiftsmæssig henseende som arv til afkaldsgiver, jf. stk. 3. Et afkald skal efter stk. 4 være meddelt over for skifteretten, inden indlevering af den endelige boopgørelse, dog senest inden udlodningen i et bo påbegyndes. Der kan dog altid foretages a conto udlodning til en længstlevende ægtefælle.

Selv om et afkald på falden arv ikke opfylder betingelserne i boafgiftslovens § 5, stk. 2 og 4, er det civilretligt gyldigt. Et sådant afkald har imidlertid ikke den gunstige afgiftsmæssige virkning og fører i stedet til en dobbeltbeskatning.

Om gældende ret vedrørende afkald på falden arv henvises i øvrigt til betænkningen s. 175-178.

8.1.3. Arveforskud

Arveforskud foreligger, når midler, arvingen modtager fra arveladeren, ikke skal være gave eller lån eller vederlag for et arveafkald, jf. § 31, men et forskud på forventet arv, således at forskuddet skal fradrages i den eventuelle arv, der senere vil tilfalde den pågældende.

Når en arvelader yder en økonomisk fordel til en potentiel arving, kan parterne aftale, om det skal være en gave, et lån, et arveforskud eller et vederlag for et afkald på arv. Ydes midlerne som arveforskud, kan parterne aftale, hvordan fradrag skal ske. Arvelovens §§ 32€"35 om arveforskud fastsætter alene, hvordan der skal forholdes, når parterne ikke har aftalt noget om det. Reglerne anvendes først og fremmest ved arveforskud til livsarvinger, men kan også yde vejledning, hvor arveforskuddet er tildelt andre.

Når et arveforskud er givet til en livsarving fra forældrenes fælleseje, og der skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live, skal arveforskuddet efter § 32, stk. 1, så vidt muligt fradrages i den arv, som tilkommer livsarvingen efter den førstafdøde. Har den førstafdøde oprettet testamente, må dette vige, hvis det er nødvendigt for, at fradrag kan ske. Den del af forskuddet, som ikke fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle, skal fradrages i arven efter den længstlevende. Det følger af stk. 2, at dette også gælder forskud, som ydes af en ægtefælle i uskiftet bo. Efter § 33 skal arveforskud, som en ægtefælle af fællesejet har givet et stedbarn eller dets livsarvinger, fradrages i arven efter den anden ægtefælle.

Efter § 34, stk. 1, skal arveforskuddets værdi ved modtagelsen lægges til grund, når der foretages fradrag. Under særlige omstændigheder kan der dog afviges herfra. En arving, der har modtaget et arveforskud, som overstiger arvelodden, er ikke forpligtet til at tilbagebetale det overskydende beløb til boet, jf. stk. 2. Hvis modtageren af arveforskuddet dør før arveladeren, gælder fradragsreglen også for modtagerens livsarvinger, jf. stk. 3.

Ifølge § 35, stk. 1, skal et arveforskud tillægges boet ved beregningen af arvelodder og tvangsarv. Kan arveforskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens arv, tillægges der kun et beløb svarende til den pågældendes arvelod. Reglen har betydning for arveladers testationskompetence, og bestemmelsen omfatter både legale arvinger og testamentsarvinger. Når et fællesbo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live, lægges forskuddet efter stk. 2 også til boet ved beregningen af boslodderne. Overstiger arveforskuddet modtagerens arv efter førstafdøde og det beløb, der svarer til den pågældendes arv efter længstlevende, tillægges kun værdien af selve arvelodderne.

8.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

8.2.1. Forbud mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv

Udvalget foreslår ikke ændringer i de grundlæggende regler om forbud mod overdragelse af forventet arv (dispositive arvepagter), således som disse er udviklet i teori og praksis. Som anført pkt. 8.1.1. har det givet anledning til tvivl, om forbuddet i arvelovens § 30 også omfatter aftaler mellem arvingerne vedrørende arvens kvalitative fordeling. Udvalget finder ikke, at sådanne fordelingsaftaler bør kunne indgås, bl.a. fordi en regel herom i visse tilfælde måske ville kunne anspore arvingerne til at få anbragt arveladeren på plejehjem "før tid", for at de kunne foretage en fordeling. For at afklare den tvivl, som den gældende arvelovs § 30 har givet anledning til, foreslår udvalget, at det kommer til at fremgå af loven, at en arving ikke uden arveladers samtykke kan indgå aftale med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.

Der henvises til betænkningen s. 183-184.

8.2.2. Arveafkald

Udvalget foreslår ikke ændringer i reglerne om afkald på forventet arv, således som disse er udviklet i teori og praksis.

Der henvises til betænkningen s. 183-184.

Det er efter udvalgets opfattelse uhensigtsmæssigt, at der ikke er regler om afkald på falden arv i arveloven. Udvalget foreslår derfor, at reglerne om afkald på forventet arv med de nødvendige ændringer gøres anvendelige på afkald på falden arv. Ved at opstille civilretlige regler om afkald på falden arv i arveloven afklares en række praktisk vigtige spørgsmål, herunder om et afkald på arv er personligt, eller om det også omfatter afkaldsgiverens livsarvinger (descendensen), og om de øvrige arvingers tvangsarveret udvides proportionalt eller ikke.

Der henvises til betænkningen s. 185-187.

8.2.3. Arveforskud

Udvalget foreslår en bestemmelse, der nærmere fastlægger, hvad der forstås ved arveforskud. Det foreslås i den forbindelse, at det kommer til at fremgå klart af bestemmelsen, at arveforskud i alle tilfælde forudsætter, at det må anses for aftalt mellem en arving og arveladeren, at værdien af forskuddet skal fradrages i livsarvingens arv.

Den gældende arvelovs § 32 om arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget af fællesejemidler, er ikke blevet konsekvensændret i anledning af særejereformen i 1990, hvor der blev indført en række nye særejeformer, hvor særejet bliver til fælleseje ved en ægtefælles død. Udvalget foreslår på den baggrund, at det præciseres i loven, at der skal ske fradrag i de situationer, hvor arveforskuddet er ydet af fælleseje eller af et særeje, der bliver til fælleseje ved ægtefællens død, dvs. et skilsmissesæreje eller et ægtefællebegunstigende kombinationssæreje.

Den gældende arvelovs § 32 tager endvidere ikke stilling til, hvordan der skal forholdes ved et skifte af uskiftet bo efter længstlevendes død. Udvalget foreslår, at arveforskuddet i denne situation skal fradrages forholdsmæssigt i arven efter begge ægtefæller. Udvalget henviser til, at et krav om, at fradrag alene skulle ske i arven efter den ene ægtefælle, ville kunne føre til, at testamentariske dispositioner bliver uvirksomme, hvilket kunne føre til uhensigtsmæssige resultater.

Udvalget foreslår herudover nogle sproglige moderniseringer i de gældende regler.

Der henvises til betænkningen s. 186-189.

8.3. Justitsministeriets overvejelser

8.3.1. Forbud mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv

Justitsministeriet kan tiltræde, at reglen om forbud mod overdragelse af forventet arv videreføres med den foreslåede præcisering om, at forbuddet også omfatter aftaler, der indgås mellem arvingerne, mens arveladeren stadig er i live, om overtagelse af boets aktiver ved arveladerens død.

Der henvises til lovforslagets § 41 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

8.3.2. Afkald på forventet og falden arv

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling om, at reglerne om forventet arv videreføres, og at reglerne tillige gøres anvendelige på afkald på falden arv.

Den foreslåede lovfæstelse af adgangen til at give afkald på falden arv griber ikke ind i området for boafgiftslovens § 5. Der vil således også fremover være tilfælde, hvor der civilretligt kan gives afkald på falden arv, men hvor dette afkald ikke opfylder betingelserne i boafgiftslovens § 5, f.eks. fordi afkaldet er betinget af andet end vederlag.

Der henvises til lovforslagets § 42 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

8.3.3. Arveforskud

Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om arveforskud, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets §§ 43-47 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

9. Udelukkelse og bortfald af arveret

9.1. Gældende ret

Efter arvelovens § 36 kan retten frakende en person retten til arv, hvis den pågældende har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven, der har medført arveladerens død. Frakendelsen medfører ikke alene frakendelse af retten til arv efter offeret for forbrydelsen, men også at lovovertræderens arv efter andre ikke må forøges som følge af forbrydelsen. Frakendelsen berører derimod ikke lovovertræderens arvingers ret til arv. Hovedanvendelsesområdet for bestemmelsen er manddrab efter straffelovens § 237 og vold med døden til følge efter straffelovens § 246. Frakendelse af arveretten kan imidlertid efter omstændighederne også ske ved andre forsætlige straffelovsovertrædelser som f.eks. drab på begæring efter straffelovens § 239 og medvirken til selvmord efter straffelovens § 240. Derimod kan der ikke ske frakendelse ved uagtsomme lovovertrædelser som f.eks. uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241

Frakendelse af arveretten kan efter § 36, stk. 2, endvidere ske efter anmodning fra den forurettede i tilfælde, hvor en person har forsøgt at dræbe en slægtning i opstigende linje eller har øvet vold, groft fornærmet eller på strafbar måde truet den pågældende. Udtrykket "groft fornærmet" antages formentlig at omfatte ikke kun freds- og ærekrænkelser, men også krænkende og nedværdigende behandling i form af f.eks. tvang, vanrøgt, frihedsberøvelse eller hensættelse i hjælpeløs tilstand. Bestemmelsen omfatter kun frakendelse af arv efter slægtninge i opstigende linje, da arveladeren i andre tilfælde kan fratage gerningsmanden arveretten ved testamente eller for så vidt angår ægtefæller ved separation eller skilsmisse.

Er arveretten frakendt efter § 36, stk. 1 eller 2, kan den gengives ved testamente efter § 36, stk. 4.

Arvelovens § 36 er tillige anvendt analogt til at frakende lovovertræderen retten til livs- og ulykkesforsikringssummer, ydelser fra ATP og fra arbejdsmarkedspensioner m.v., og det antages, at bestemmelsen tillige kan anvendes analogt på ægtefællepension og efterindtægt efter tjenestemandsloven. Da § 36 ikke indeholder hjemmel til at frakende en ægtefælle retten til boslod, er det derimod mere tvivlsomt, om der er hjemmel til at frakende retten til bank- og forsikringsydelser, der i realiteten har karakter af almindelig opsparing som f.eks. kapitalpensioner, rateopsparinger, indekskontrakter og indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Efter arvelovens § 37 har faderen og hans slægt ikke arveret efter et barn født uden for ægteskab, hvis barnet er blevet til ved en sædelighedsforbrydelse, jf. straffelovens §§ 216-223, som faderen ved dom er fundet skyldig i. Bestemmelsen er i modsætning til § 36 obligatorisk, og der skal ikke ved straffedommen tages stilling til arveretsspørgsmålet.

Efter arvelovens § 38 bortfalder ægtefællers indbyrdes arveret ved separation og skilsmisse. Ægtefællerne bevarer derimod arveretten, selv om samlivet ophæves på grund af uoverensstemmelse. Hvis separationen bortfalder som følge af, at ægtefællerne genoptager samlivet, genindtræder arveretten. Det følger af arvelovens § 38, stk. 2, at den længstlevende ægtefælle i et omstødeligt ægteskab ikke har arveret, hvis ægteskabslovens § 27 anvendes. Efter denne bestemmelse kan såvel den længstlevende ægtefælle som førstafdødes arvinger kræve, at skiftelovens § 69 skal anvendes, hvis ægteskabet skulle have været omstødt efter ægteskabslovens § 23, dvs. fordi ægteskabet var bigamisk, eller ægtefællerne var nært beslægtede. Efter skiftelovens § 69 udtager hver af ægtefællerne ved skifte i anledning af omstødelse det, de har indbragt i ægteskabet og det, de senere har erhvervet ved arv og gave. Ægteskabslovens § 27 og dermed skiftelovens § 69 kan også anvendes i tilfælde, hvor omstødelse kunne ske efter ægteskabslovens § 24, dvs. hvis en ægtefælle har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, er blevet tvunget til at indgå ægteskab m.v., hvis den længstlevende ægtefælle kræver det.

Der henvises til betænkningen s. 191-194.

9.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Reglerne i den gældende arvelovs § 36 om fradømmelse af retten til arv fungerer efter udvalgets opfattelse tilfredsstillende. Udvalget finder dog, at det bør præciseres, at en fradømmelse også omfatter retten til udbetaling af forsikringssummer, pensioner, herunder kapital og ratepensioner, og andre ydelser, der kommer til udbetaling som følge af dødsfaldet. Bestemmelsen anvendes i dag analogt herpå.

For så vidt angår den gældende arvelovs § 37 om udelukkelse af arv for faderen og hans slægt ved sædelighedsforbrydelser omfattet af straffelovens §§ 216-223, anfører udvalget, at bestemmelsen formentlig har yderst begrænset praktisk betydning. Det følger således af børnelovens § 10, at hvis et barn er blevet til ved et strafbart forhold, kan den mand, der har begået forholdet, ikke blive barnets far, hvis afgørende hensyn til barnet taler imod det. Efter forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, s. 68), må der ved afgørelsen af, om afgørende hensyn til barnet taler imod en bestemt mands faderskab, lægges vægt på karakteren af det strafbare forhold, og hvilken indstilling barnets mor har. Er barnet blevet til ved incest, vil afgørende hensyn til barnet formentlig altid tale imod, at den pågældende mand bliver far til barnet. Er der derimod tale om voldtægt m.v., vil det bero på en samlet vurdering, om afskæring bør finde sted. Der må i den forbindelse lægges vægt på, om moderen selv ønsker faderskabet afskåret. Afgørelse efter § 10 træffes af retten. Hvis retten ved afgørelsen af faderskabssagen når frem til, at faderskabet bør afskæres, vil der selvsagt ikke være nogen arveret at afskære. I de tilfælde, hvor retten i forbindelse med faderskabssagen har overvejet udelukkelse af faderskabet efter § 10 og er nået frem til, at faderskabet bør fastslås, uanset at barnet er blevet til ved en sædelighedsforbrydelse, finder udvalget, at faderskabet bør have de sædvanlige retsvirkninger, herunder gensidig arveret. Navnlig på denne baggrund foreslår udvalget, at den gældende arvelovs § 37 ikke videreføres.

Børnelovens § 10 finder kun anvendelse på børn født den 1. juli 2002 eller senere. Spørgsmålet om arveret for faderen til et barn, der er blevet til ved en sædelighedsforbrydelse vil således i mange år kunne opstå uden, at der i forbindelse med faderskabssagen har været mulighed for at afskære faderskabet. Endvidere vil spørgsmålet kunne opstå i relation til børn, der er født i udlandet, og hvor faderskabet er fastslået efter udenlandsk ret.

Faderen og hans slægt er imidlertid ikke tvangsarvinger efter barnet, og barnet har derfor, når det fylder 18 år, mulighed for at afskære faderens og hans slægts arveret ved testamente. Barnets mor og hendes slægt har endvidere ved at oprette testamente efter den foreslåede nye bestemmelse om adgang til at råde over umyndiges arv, jf. pkt. 10.2.2. mulighed for at sikre, at arv, der tilfalder barnet fra dem, ikke går videre til faderen og hans slægt, hvis barnet dør, inden det fylder 18 år.

Udvalget finder ikke behov for at ændre arvelovens § 38 om bortfald af arveret ved separation og skilsmisse.

Der henvises til betænkningen s. 195-197.

9.3. Justitsministeriets overvejelser

Både efter gældende ret og udvalgets forslag kan fradømmelse af retten til arv ske i forhold til den, der har begået en forbrydelse mod en slægtning i opstigende linie. Formålet med bestemmelsen er at hindre, at reglerne om tvangsarv fører til stødende resultater. Justitsministeriet har overvejet, om der bør åbnes mulighed for også at fradømme retten til arv i forhold til slægtninge i nedstigende linie, dvs. børn og børnebørn mv.

Det forekommer, at en slægtning (f.eks. en far eller bedstefar) begår strafbart forhold over for et mindreårigt barn, som medfører, at den pågældende ikke bør arve, hvis den mindreårige afgår ved døden. Den pågældende slægtning er ikke barnets tvangsarving, og den legale arveret kan derfor udelukkes ved testamente. Oprettelse af testamente forudsætter imidlertid, at arveladeren er fyldt 18 år, jf. lovforslagets § 62, stk. 1. Selvom det formentlig kun i meget sjældne tilfælde vil forekomme, at barnet dør før det fyldte 18. år og før den slægtning, der har begået forbrydelsen, finder Justitsministeriet, at adgangen til fradømmelse af arveret bør udvides til at omfatte tilfælde, hvor forholdet er begået mod en slægtning.

Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om adgang til fradømmelse af arveret, og lovforslaget er med den foreslåede udvidelse for så vidt frakendelse af arveret for forbrydelser begået mod en slægtning i nedstigende linje udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om, at der i lyset af børnelovens § 10 ikke er noget praktisk behov for at videreføre den gældende arvelovs § 37 om bortfald af faderens arveret efter et barn, der er avlet ved en forbrydelse.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at der ikke er behov for ændringer i den gældende arvelovs § 38 om bortfald af ægtefællers arveret ved separation og skilsmisse.

Der henvises til lovforslagets §§ 48 og 49 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

10. Testamentarisk bestemmelse over tvangsarv

10.1. Gældende ret

Det følger af arvelovens § 26, stk. 1, at arveladeren ikke ved testamente kan råde over tvangsarv, medmindre der er særlig hjemmel hertil.

10.1.1. Overtagelse efter vurdering

Efter § 26, stk. 2, 1. pkt., kan en arvelader ved testamente give en livsarving fortrinsret til at modtage sin arv i bestemte ejendele.

Af 2. pkt. fremgår det, at ægtefællens ret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet ikke berøres af, at arveladeren ved testamente har givet en livsarving fortrinsret til at modtage sin arv i bestemte ejendele. Selvom de ejendele, der er testeret over i medfør af bestemmelsen, er testators fuldstændige særeje, eller der er tale om en genstand, der tilhører testators bodel eller skilsmissesæreje uden at falde ind under opregningen i § 66, stk. 2, nr. 1-3, kan testators længstlevende ægtefælle ved at gøre brug af sin adgang efter kapitel 3 a til at overtage aktiver tilsidesætte testationen, medmindre den længstlevende ægtefælle har samtykket i dispositionen. Dette følger af § 26, stk. 2, 2. pkt., og af, at § 24 d alene henviser til § 66 og ikke til § 26, stk. 2. Ægtefællens ret til efter § 24 b og § 24 c at overtage boets genstande frem for de øvrige arvinger og til at fordre fællesboet udlagt mod at udløse de øvrige arvinger berøres således ikke af hjemlen i stk. 2.

Der henvises til betænkningen s. 355-356.

10.1.2. Båndlæggelse af tvangsarv

I medfør af arvelovens § 58 kan en arvelader ved testamente bestemme, at en livsarvings tvangsarv skal båndlægges. Arvelader kan båndlægge hele tvangsarven eller begrænse båndlæggelsen til en del heraf. Ægtefællens tvangsarv kan ikke båndlægges. Båndlæggelse kan kun ske, når arveladeren finder dette stemmende med arvingens tarv.

Er arven af ringe værdi, kan justitsministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af båndlæggelsesbestemmelsen, jf. § 58, stk. 2. Kompetencen er delegeret til statsamterne med rekurs til Civilstyrelsen. Fritagelse under henvisning til arvens ringe værdi kan som udgangspunkt forventes, hvis arven efter fradrag af skifteomkostninger og afgifter (nettoarven) ikke overstiger 100.000 kr., jf. Civilretsdirektoratets (nu Civilstyrelsen) cirkulæreskrivelse af 6. juli 1995 om fritagelse for båndlæggelse eller frigivelse af båndlagt arv under hensyn til "ringe værdi". Bestemmelsen anvendes analogt til frigivelse efter båndlæggelsens iværksættelse.

Arvingen kan få en bestemmelse om båndlæggelse af tvangsarv tilsidesat, før den iværksættes, hvis arvingen godtgør, at denne er i stand til på forsvarlig måde at råde over arven på egen hånd, jf. § 59, stk. 1. Båndlæggelse kan dog ikke tilsidesættes for tiden før arvingens fyldte 25. år, jf. stk. 2. Arvingen har bevisbyrden for, at båndlæggelse ikke er nødvendig. Praksis har udviklet sig i en meget liberal retning. En arving, hvis forhold ved arveladerens død ikke adskiller sig særligt negativt fra det normale, har derfor gode muligheder for at få båndlæggelsen tilsidesat.

Arvingen skal rejse kravet om tilsidesættelse af båndlæggelsen over for skifteretten snarest muligt, jf. § 60, stk. 1, 1. pkt. I boer, der behandles af bobestyrer, indhenter skifteretten så vidt muligt en erklæring fra bobestyreren inden afgørelsen, jf. § 60, stk. 2. Tilsidesættes båndlæggelsen, udbetales kapitalen til arvingen til dennes frie rådighed. Skifteretten træffer afgørelse ved kendelse. Afgørelsen kan foruden af arvingerne og bobestyreren indbringes for højere ret af justitsministeren.

§ 59 giver ikke mulighed for at tilsidesætte en båndlæggelsesbestemmelse, der efter båndlæggelsens effektuering viser sig at være eller blive unødvendig. I denne situation må arvingen eventuelt gå frem efter § 58, stk. 2, eller § 63. Tilsidesættelsen af en båndlæggelsesbestemmelse vedrørende tvangsarv får som udgangspunkt ingen betydning for båndlæggelse af friarv.

Tvangsarv båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er knyttet til et pengeinstitut, og som er godkendt af justitsministeren, jf. § 61, stk. 1. Hvis arvingen samtykker, kan arven med justitsministerens tilladelse båndlægges på anden måde, navnlig i fast ejendom, jf. § 61, stk. 2. I cirkulære nr. 19 af 26. februar 1986 om bestyrelse af båndlagt arv i forvaltningsafdelinger som ændret ved cirkulære nr. 12 af 21. januar 1988 er der fastsat regler om forvaltningen af båndlagt arv.

Efter arvelovens § 61, stk. 3, fastsætter justitsministeren regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1179 fra 13. december 1996 om anbringelse af myndiges båndlagte arv.

For mindreårige og for voksne, der er under værgemål, som omfatter de båndlagte midler, jf. værgemålslovens §§ 1, 5 og 6 (lov nr. 388 af 14. juni 1995 med senere ændringer), gælder formueadministrationsreglerne i værgemålslovens kapitel 5 og kapitel 2-6 i værgemålsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1147 af 13. december 2002).

Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over kapitalen i levende live, men alene hæve renten, jf. § 62, stk. 1.

Arvingens kreditorer kan ikke søge sig fyldestgjort i de båndlagte midler, så længe båndlæggelsen varer. Det samme gælder for uhævede renter, medmindre der er forløbet mere end 6 måneder fra forfaldsdagen, jf. § 62, stk. 2.

Efter § 62, stk. 3, er båndlagt arv fuldstændigt særeje, medmindre andet er bestemt ved testamente. Dette gælder, selv om bestemmelsen om båndlæggelse tilsidesættes i medfør af § 59. Renter og udbytte af den båndlagte kapital bliver særeje i kraft af den almindelige regel i lov om ægteskabets retsvirkninger § 28, stk. 3, jf. § 28 a.

En arv, der fritages for båndlæggelse efter § 58, stk. 2, er antagelig fuldstændigt særeje. Tilsvarende gælder, hvor en båndlagt arv frigives efter § 63, og formentlig også i tilfælde, hvor der sker udbetaling i medfør af § 64. Spørgsmålet er imidlertid ikke reguleret i loven.

Har arvingen forsætligt eller uagtsomt forvoldt skade på person eller gods, kan det ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal være til hinder for, at midlerne anvendes til dækning af krav på erstatning eller godtgørelse, jf. § 62, stk. 4.

Efter § 63 kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tillade, at der sker frigivelse af båndlagte midler, når det er en velfærdssag for arvingen. Kompetencen er delegeret til statsamterne med rekurs til Civilstyrelsen. Der er fastsat regler om administrationen af § 63 i cirkulære nr. 18 af 26. februar 1986 om frigivelse og udbetaling af båndlagt arv, som ændret ved cirkulære nr. 27 af 25. februar 1988 (frigivelsescirkulæret) og cirkulæreskrivelse af 23. november 1987 om frigivelse af båndlagt arv, som ændret ved cirkulæreskrivelse af 29. september 1994.

Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et fastsat tidspunkt eller ved en bestemt begivenheds indtræden, foretages udbetalingen af forvaltningsafdelingen, jf. § 64, 1. pkt. Afhænger det af et skøn, om testamentets betingelser for udbetaling er opfyldt, træffes afgørelsen af statsamtet, jf. § 64, 2. pkt. og frigivelsescirkulærets § 5, 1. pkt.

Der henvises til betænkningen s. 285-291.

10.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

I overensstemmelse med gældende ret finder Arvelovsudvalget, at en arvelader ikke ved testamente skal kunne råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov.

10.2.1. Testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering

Efter den gældende arvelovs § 26, stk. 2, kan arveladeren ved testamente give en livsarving fortrinsret til at modtage sin arv i bestemte ejendele, dog med respekt af ægtefællens ret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

Udvalget foreslår, at livsarvingens stilling styrkes, således at bestemmelsen videreføres med den udvidelse, at fortrinsretten udstrækkes til at gælde for aktiver efter livsarvingens eget valg. Herudover foreslår udvalget, at arveladeren ved testamente skal have mulighed for at bestemme, at fortrinsretten også kan gives til aktiver, der overstiger den pågældende livsarvings arvelod mod, at arvingen udbetaler det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger. Fortrinsretten skal alene være begrænset af en længstlevende ægtefælles ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug eller mindreårige børns brug. I det omfang der er tale om et fællesejeaktiv, skal den længstlevende ægtefælle endvidere have fortrinsret til at overtage en fast ejendom eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den længstlevende ægtefælles virksomhed er knyttet. Tilsvarende gælder for indbo i det fælles hjem, den længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et motorkøretøj, der har været anvendt af den længstlevende ægtefælle. Udvalgets forslag indebærer på dette punkt en udvidelse af testationskompetencen i forhold til den gældende arvelovs § 26, stk. 2, hvorefter ægtefællens ret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet generelt ikke kan berøres af en fortrinsret, der tildeles en livsarving ved testamente. Den foreslåede ændring vil kunne lette tilrettelæggelse af generationsskifter ved, at det kan bestemmes, at aktier og andre erhvervsaktiver skal tilfalde en livsarving, således at der gives denne fortrinsret til at udtage dem også over for ægtefællen.

Udvalget foreslår endvidere, at arveladeren ved testamente skal have mulighed for at bestemme, at en livsarvings tvangsarv skal udbetales kontant. En adgang hertil vil navnlig gøre det muligt for den arving, der som led i et generationsskifte skal overtage en virksomhed, at udbetale de øvrige livsarvingers tvangsarv kontant. Bestemmelsen foreslås imidlertid ikke begrænset til boer, hvor der er en erhvervsvirksomhed. En tvangsarving, der alene skal arve et kontantbeløb, bør ikke kunne gøres til legatar i boet, idet det ville indebære, at den pågældende vil være uden indflydelse på f.eks. valg af gravsted. Udvalget foreslår, at det kommer til fremgå af dødsboskifteloven, at en tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, fortsat skal anses for arving i boet.

Udvalget foreslår desuden, at arveladeren skal have valgfrihed til at placere sin kvantitative (størrelsesmæssige) og kvalitative (genstandsmæssige) testationskompetence vedrørende livsarvinger mellem fælleseje og fuldstændigt særeje. Valgfriheden skal efter udvalgets opfattelse alene være begrænset af en længstlevende ægtefælles ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug eller mindreårige børns brug. I det omfang der er tale om et fællesejeaktiv, skal valgfriheden endvidere være begrænset af, at den anden ægtefælle skal give sit samtykke til testamentariske dispositioner over en fast ejendom eller andelsbolig, der har tjent til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den længstlevende ægtefælles virksomhed er knyttet. Tilsvarende gælder for indbo i det fælles hjem, den længstlevende ægtefælles arbejdsredskaber og et motorkøretøj, der har været anvendt af den længstlevende ægtefælle. Udvalgets forslag herom er formentlig en ændring i forhold til den gældende retstilstand, hvor det antages, at der må skelnes mellem fælleseje og særeje, og at der derfor er vandtætte skodder mellem fælleseje og særeje. Efter gældende ret kan en kvantitativ testationskompetence fra særejet således formentlig ikke anvendes til at udvide grænserne for kvalitative testationer vedrørende fællesejeaktiver og omvendt. Om gældende ret vedrørende dette spørgsmål henvises til betænkningen s. 356-357.

Som begrundelse for at give arveladeren valgfrihed i denne henseende henviser udvalget til, at der i praksis kan være behov for en sådan ændring af placeringen af testationskompetencen. Det kan f.eks. være nødvendigt for, at en ægtefælle, der driver en erhvervsvirksomhed, kan testere over virksomheden til den arving, der er bedst egnet til at varetage den fremtidige drift.

Der henvises til betænkningen s. 364-368.

10.2.2. Umyndiges arv

Navnlig med henblik at skabe mulighed for at sikre, at formue, som en mindreårig har arvet eller fået udbetalt fra forsikringer fra den ene af forældrene eller dennes slægt, ikke skal tilfalde den anden af forældrene eller dennes slægt, hvis barnet dør, inden det fylder 18 år, foreslår udvalget, at en arvelader ved testamente skal have mulighed for at træffe bestemmelse om, hvem tvangsarv, der tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18 år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn. Det foreslås, at et sådant testamente skal bortfalde automatisk, når livsarvingen fylder 18 år. Baggrunden herfor er, at livsarvingen på dette tidspunkt bliver myndig og selv kan oprette testamente. Ønsker livsarvingen testamentets indhold videreført, må den pågældende derfor selv oprette testamente på dette tidspunkt.

Der henvises til betænkningen s. 99-100.

10.2.3. Fordeling af tvangsarven efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt

Udvalget peger på, at det i en del tilfælde forekommer, at forældrene til en psykisk udviklingshæmmet, der ikke er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, ønsker at bestemme, hvem arven efter forældrene skal tilfalde efter den psykisk udviklingshæmmedes død. For så vidt angår friarv giver dette ikke anledning til problemer, idet forældrene frit kan råde over denne arv bl.a. ved at indsætte den i en successionsrækkefølge, jf. pkt. 11.1.2. og 11.2.2. Efter de gældende regler kan forældrene derimod ikke råde over tvangsarven.

I forbindelse med Justitsministeriets administration af den gældende arvelovs § 71, stk. 2, om afståelse af arv, der tilfalder staten, har der imidlertid udviklet sig en særlig praksis til imødekommelse af forældrenes ønsker om også at kunne råde over tvangsarven. Justitsministeriet har således i en række tilfælde godkendt testamentariske dispositioner, hvorefter forældrene foreskriver, hvad der efter barnets død skal ske med den tvangsarv, der er tilfaldet det psykisk udviklingshæmmede barn efter forældrene. Det er en betingelse, at tvangsarven holdes adskilt fra barnets øvrige formue, således at forældrearven kan identificeres ved barnets død. Det er endvidere en betingelse, at en beskikket værge i barnets levende live tiltræder de testamentariske bestemmelser. De testamentariske bestemmelser, som Justitsministeriet har godkendt, finder endvidere kun anvendelse, hvis det psykisk udviklingshæmmede barn ved sin død er omfattet af arvelovens § 51, og hvis barnet dør uden at efterlade sig legale arvinger. Det er endvidere en forudsætning for Justitsministeriets godkendelse, at testationen har et rimeligt indhold, jf. den gældende arvelovs § 54.

Med udgangspunkt i Justitsministeriets praksis vedrørende psykisk udviklingshæmmedes tvangsarv foreslår udvalget, at der indføres regler i arveloven om adgangen til at oprette testamente om tvangsarvingers tvangsarv.

Adgangen til at råde over tvangsarvingers tvangsarv bør efter udvalgets opfattelse også omfatte andre end personer, der fra fødslen er psykisk udviklingshæmmede. Der bør f.eks. også være adgang for en ægtefælle til at træffe bestemmelse om fordelingen af tvangsarven til den anden ægtefælle, der som følge af hjerneblødning, svær demens eller lignende varigt er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Udvalgets forslag går på dette punkt videre end Justitsministeriets praksis.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at den foreslåede adgang til at råde over den tvangsarv, der tilkommer en person, der varigt er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, også skal gælde i tilfælde, hvor den pågældende efterlader sig legale arvinger. Efterlader den pågældende tvangsarving sig livsarvinger, bør det derimod ikke være muligt at oprette testamente om tvangsarvingens tvangsarv. Udvalgets forslag går således på dette punkt videre end Justitsministeriets praksis, hvorefter den pågældende tvangsarving ikke må efterlade sig legale arvinger.

Efter udvalgets opfattelse bør der ikke stilles udtrykkelige krav til indholdet af den testamentariske disposition. Den almindelige regel om, at testamentariske bestemmelser ikke åbenbart må savne fornuftig mening, jf. den gældende arvelovs § 54, er således efter udvalgets opfattelse tilstrækkelig. Som begrundelse for ikke at stille sådanne krav henviser udvalget til, at der i praksis vil være meget vanskeligt at foretage en nærmere kvalifikation af, om en testation må anses for at have et rimeligt indhold, selvom dette efter Justitsministeriets hidtidige praksis har været et vilkår for godkendelse. Udvalget peger endvidere på, at en stor del af de hidtil godkendte testamenter vedrører begunstigelser af velgørende organisationer.

Udvalget har overvejet, om kompetencen til at godkende testationer af den omhandlede karakter skal forblive i Justitsministeriet eller overgå til skifteretten. Udvalget foreslår, at kompetencen forbliver i Justitsministeriet. Det skyldes navnlig, at skifteretten kan komme i en uheldig dobbeltrolle, hvis skifteretten både skal godkende den testamentariske disposition og senere i forbindelse med et dødsboskifte tage stilling til det materielle indhold af testamentet. Hertil kommer, at der i forvejen i Justitsministeriet er opbygget en erfaring i behandlingen af denne særlige sagstype, som efter den nuværende praksis antalsmæssigt udgør under 10 sager om året. Udvalget peger dog på, at antallet af sager fremover må antages at blive noget større.

Der henvises til betænkningen s. 342-343 og s. 349-351.

10.2.4. Båndlæggelse af tvangsarv

10.2.4.1. Begrænsning i adgangen til at båndlægge tvangsarv.

Udvalget har overvejet reglerne om båndlæggelse af tvangsarv.

Udvalget finder, at der fortsat skal være mulighed for at båndlægge livsarvingers tvangsarv. Båndlæggelse af tvangsarv er imidlertid et vidtrækkende indgreb i livsarvingens ret til at råde over arven. Er arvingen voksen og i øvrigt i stand til på forsvarlig måde at tage sig af sine økonomiske forhold, er det derfor efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at en arvelader skal have adgang til uden tidsbegrænsning at bestemme, at arvingen ikke kan disponere over tvangsarven. Hertil kommer den foreslåede væsentlige reduktion af livsarvingernes tvangsarvebrøk fra ½ til ¼ af den legale arvelod, jf. pkt. 2.2.2. Jo mindre tvangsarveandelen er, des stærkere grunde bør der således efter udvalgets opfattelse foreligge, før det tillades en arvelader at begrænse tvangsarvingens rådighed.

Udvalget foreslår på den baggrund, at adgangen til båndlæggelse af tvangsarv begrænses, således at dette alene kan ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 24 år. Aldersgrænsen på 24 år er valgt navnlig under hensyn til, at børnepensioner i forsikringsselskabernes praksis senest ophører ved barnets fyldte 24. år. Aldersgrænsen anvendes også ved uddannelsesbidrag, jf. § 14, stk. 3, i lov om børns forsørgelse. Livsarvingen bør ikke have mulighed for at tilkendegive, at båndlæggelsen skal fortsætte også ud over det fyldte 24. år, idet dette ville indebære en uacceptabel selvbåndlæggelse. En båndlæggelse bør derfor automatisk bortfalde, når arvingen fylder 24 år.

Udvalget er opmærksomt på, at der kan være tilfælde, hvor der er et markant behov for båndlæggelse også ud over tvangsarvingens fyldte 24. år, fordi arvingen er ude af stand til at varetage sine økonomiske anliggender forsvarligt. Man bør da tage skridt til iværksættelse af værgemål efter værgemålslovens § 6. Kun i tilfælde, hvor en arving er sat under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, bør båndlæggelsen af tvangsarven efter udvalgets opfattelse kunne opretholdes også ud over det fyldte 24. år.

Som en konsekvens af udvalgets forslag om at tidsbegrænse båndlæggelsen af tvangsarven til livsarvingens fyldte 24. år, foreslår udvalget ikke regler, der svarer til den gældende arvelov §§ 59-60 om tilsidesættelse af en båndlæggelse i tilfælde, hvor arvingen godtgør at være i stand til på forsvarlig måde at råde over arven på egen hånd. Sådanne regler er overflødige som følge af den foreslåede 24-års regel.

Der henvises til betænkningen s. 294-298.

10.2.4.2. Frigivelse af båndlagt arv

Efter arvelovens § 63 kan båndlagt arv frigives, når det er en velfærdssag for arvingen. Dette bør fortsat være muligt. Som anført i pkt. 10.1.2. anvendes den gældende arvelovs § 58, stk. 2, analogt til efterfølgende fritagelse, når arven er af ringe værdi. Udvalget foreslår, at adgangen til efterfølgende frigivelse i denne situation lovfæstes.

Udvalget peger endvidere på, at den gældende arvelov ikke indeholder en bestemmelse, der gør det muligt at frigive en båndlagt arv, når det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, f.eks. i tilfælde, hvor der er gået mange år siden testamentets oprettelse, og det nu er åbenbart, at arvingen kan råde fuldt forsvarligt over midlerne. Udvalget foreslår, at der skabes hjemmel hertil. Hvis båndlæggelsen oprindeligt har haft et formål, der må anses som urimeligt, og dette formål har været tilsigtet af arveladeren, bør der ikke kunne ske frigivelse, medmindre arven er af ringe værdi, eller frigivelse er en velfærdssag for arvingen. Der bør således ikke åbnes mulighed for at censurere arveladerens oprindelige intentioner bag båndlæggelsen.

Udvalgets forslag om tidsbegrænsning af adgangen til at båndlægge tvangsarv medfører, at adgangen til at frigive båndlagt arv, fordi båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, kun sjældent vil være aktuel for så vidt angår tvangsarv, fordi der formentligt sjældent vil indtræde væsentlige ændringer i forholdene i båndlæggelsesperioden. Reglen må således forventes at få sin primære anvendelse ved frigivelse af friarv, hvor udvalget foreslår, at den skal finde tilsvarende anvendelse, jf. pkt. 11.2.3.

Der henvises til betænkningen s. 300-301.

10.2.4.3. Båndlagte midlers formueart

Arvelovsudvalget anfører, at arvelovens § 62, stk. 3, 1. pkt., fik sin nuværende udformning ved særejereformen i 1990 (lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven mv. (Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område). Efter denne bestemmelse er båndlagt arv fuldstændigt særeje, medmindre andet er bestemt ved testamente. Særejereformen indebar en væsentlig omlægning af særejereglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger § 28, idet adgangen til ved ægtepagt at træffe bestemmelse om særeje blev suppleret med en række nye særejeformer ud over fuldstændigt særeje. Ægtefæller kan således nu ved ægtepagt aftale, at hver ægtefælle ved bodeling efter separation og skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje), jf. § 28, stk. 1, nr. 1. Ægtefællerne kan endvidere i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje aftale, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje), jf. § 28, stk. 1, nr. 2. Det følger endvidere af § 28, stk. 2, at en aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele, kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død som den førstafdøde. Efter § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv, herunder tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter § 28. Bestemmelser vedrørende arv skal træffes i et testamente.

Som begrundelse for reglen i den gældende arvelovs § 62, stk. 3, 1. pkt., om, at båndlagt arv skulle være fuldstændigt særeje, blev der bl.a. henvist til de vanskeligheder, der opstår ved ægtefælleskifter, hvis båndlagt arv er fælleseje og dermed skal indgå i delingen på skiftet.

Disse vanskeligheder kan imidlertid efter udvalgets opfattelse imødegås ved alene at gøre båndlagt arv til fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død og i øvrigt til skilsmissesæreje (ægtefællebegunstigende kombinationssæreje). Udvalget anfører, at den båndlagte arv herved fortsat vil kunne holdes uden for ligedelingen ved skifte i anledning af separation og skilsmisse og ved arvingens ægtefælles død, hvor båndlæggelsen giver et delingsmæssigt problem, hvis arven omfattes af formuefællesskabet. I de situationer, hvor arvingen afgår ved døden først, vil arven derimod indgå i formuefællesskabet mellem ægtefællerne. Arvingen og dennes ægtefælle bør dog ved ægtepagt have mulighed for at bestemme, at den båndlagte arv skal være fuldstændigt særeje for arvingen.

Udvalget foreslår endvidere, at arven også skal være ægtefællebegunstigende kombinationssæreje i alle tilfælde, hvor en båndlæggelse af tvangsarv ikke bliver effektueret eller efterfølgende ophører. Der er således efter udvalgets opfattelse ikke vægtige grunde, der taler for, at arven som det deklaratoriske udgangspunkt skulle have en anden formueart i disse tilfælde. Hertil kommer, at en sådan regel vil skabe en klar og entydig retstilstand på området.

Reglerne om båndlagt arvs formueart skal som hidtil være deklaratoriske, dvs. at arveladeren skal have mulighed for at bestemme, at den båndlagte arv skal være fælleseje eller en hvilken som helst anden formueordning, der har hjemmel i lov om ægteskabets retsvirkninger § 28 a, jf. § 28.

Der henvises til betænkningen s. 294-305.

10.3. Justitsministeriets overvejelser

10.3.1. Overtagelse efter vurdering

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om en udvidelse af arveladers adgang til at træffe testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering, herunder den foreslåede regel om, at det skal være muligt ved testamente at bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. En sådan regel vil navnlig kunne få betydning for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af et generationsskifte af en erhvervsvirksomhed, hvor det er arveladerens ønske, at en bestemt arving skal videreføre en erhvervsvirksomhed. Også uden for området for generationsskifte af erhvervsvirksomhed vil reglen kunne få betydning, f.eks. i tilfælde, hvor arveladeren ønsker, at en bestemt arving skal overtage et sommerhus eller et andet værdifuldt aktiv. Reglen skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 59, hvorefter reglen finder tilsvarende anvendelse på testamentariske bestemmelser over friarv.

Justitsministeriet er således også enig i, at arveladeren skal kunne træffe testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering, således at retten hertil også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af arvelodden mod, at arvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Det tiltrædes desuden, at retten ved testamente skal kunne gives til aktiver efter arvingens eget valg. Udvidelserne er en naturlig konsekvens af den foreslåede kontantregel.

Justitsministeriet kan som en konsekvens heraf endvidere tiltræde den foreslåede begrænsning af ægtefællens kvalitative (genstandsmæssige) tvangsarveret, således at en testamentarisk bestemmelse over tvangsarv alene bør vige i det omfang, den gør indgreb i ægtefællens ret til forlods at udtage genstande til personligt brug, jf. lovforslaget § 11, stk. 1, eller er foretaget i strid med reglen om, at ægtefællen skal give samtykke til den anden ægtefælles testamentariske dispositioner over de fællesejeaktiver, der er nævnt i lovforslagets § 91, stk. 2. Efter lovforslagets § 91, stk. 2, kræves ægtefællens samtykke til testationer over fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er tilknyttet, indbo i det fælles hjem, den anden ægtefælles arbejdsredskaber, eller et motorkøretøj, der har været anvendt af den anden ægtefælle. En sådan begrænsning af ægtefællens kvalitative tvangsarveret vil give bedre muligheder for ved testamente at tillægge en arving fortrinsret også i forhold til ægtefællen til at overtage aktier og andre erhvervsaktiver i forbindelse med et generationsskifte af en erhvervsvirksomhed.

Det tiltrædes endvidere, at en arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, med respekt af ægtefællens rettigheder efter lovforslagets § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, bør have mulighed for ved testamente at bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet. Adgangen hertil vil bl.a. kunne lette tilrettelæggelsen af et generationsskifte af en erhvervsvirksomhed, hvis der i boet er både fælleseje og fuldstændigt særeje.

Der henvises til lovforslagets § 50 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling om, at en livsarving, der får sin tvangsarv udbetalt kontant, ikke derved skal anses for legatar i boet. I § 3, nr. 2, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), som er fremsat samtidig med dette lovforslag, foreslås dødsboskiftelovens § 13 ændret i overensstemmelse hermed.

10.3.2. Umyndiges arv

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om behovet for en regel om, at en arvelader ved testamente kan bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18 år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.

Udvalget foreslår, at testamentet automatisk skal bortfalde, når arvingen fylder 18 år. Justitsministeriet har i lyset af et høringssvar over betænkningen fra Advokatrådet overvejet, om testamentet skal bevare sin gyldighed også ud over livsarvingens fyldte 18. år, men har ikke fundet at kunne tilslutte sig en sådan udformning af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at dette vil medføre, at en livsarving, der ikke ønsker en anden fordeling af arven end den, der er lovens udgangspunkt, ved det 18. år henvises til at oprette et testamente, hvor den pågældende bestemmer, at faderens eller moderens testamentariske disposition ikke længere skal gælde, og at arvelovens almindelige regler dermed skal anvendes. Det er efter Justitsministeriets opfattelse et grundlæggende arveretligt princip, at arven fordeles efter arvelovgivningens almindelige regler, medmindre arvingen selv gyldigt har truffet en anden bestemmelse om arvens fordeling. Den foreslåede adgang for en arvelader til at oprette testamente om umyndige livsarvingers tvangsarv må anses for en særlig og snæver undtagelse til dette princip.

Lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 51 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

10.3.3. Fordeling af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om lovfæstelse og udvidelse af Justitsministeriets praksis vedrørende godkendelse af oprettelsen af testamenter, hvori der træffes bestemmelse om fordeling af tvangsarv efter en arvelader ved arvingens død, når tvangsarvingen er ude af stand til at handle fornuftmæssigt.

Den foreslåede udvidelse af adgangen til godkendelse af sådanne testamenter indebærer for det første, at en sådan testamentarisk disposition også vil kunne oprettes om fordeling af tvangsarv efter arveladeren ved arvingens død, når arvingen er en ægtefælle, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. I hidtidig praksis har sådant testamente kun kunnet oprettes i forhold til livsarvinger. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke hensyn, der kan tale imod en sådan udvidelse af praksis på området. For det andet er det en udvidelse i forhold Justitsministeriets praksis, at et sådant testamente også kan oprettes, hvor den testamentsinhabile tvangsarving efterlader sig legale arvinger, der ikke er livsarvinger efter den pågældende. I hidtidig praksis har det været en forudsætning, at arvingen ikke efterlod sig legale arvinger. Efter Justitsministeriets opfattelse kan hensynet til den testamentsinhabile arvings legale arvinger ikke tale imod en sådan udvidelse af Justitsministeriets praksis på området. Der kan selvsagt ikke ved en testamentarisk disposition efter den foreslåede bestemmelse rådes over den testamentsinhabiles øvrige formue.

Af de grunde, der er anført af udvalget, tiltrædes det, at godkendelse af sådanne testamentariske dispositioner bør foretages af Justitsministeriet.

Der henvises til lovforslagets § 52 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Lovforslagets § 52, stk. 3, indeholder en hjemmel for justitsministeren til at fastsætte regler om meddelelse af tilladelser efter bestemmelsen. Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke et aktuelt behov for at udnytte bemyndigelsen, og udstedelsen af administrative regler på området bør således afvente, at der indhøstes praktiske erfaringer med anvendelsen af bestemmelsen.

10.3.4. Båndlæggelse af tvangsarv

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om, at tvangsarv fremover alene skal kunne båndlægges i en begrænset periode. Efter udvalgets forslag skal båndlæggelse af tvangsarv ophøre ved livsarvingens fyldte 24. år. I et høringssvar over betænkningen anfører Advokatrådet, at aldersgrænsen bør ændres til 25 år. Advokatrådet henviser til, at det er den sædvanligt anvendte aldersgrænse i en betydelig del af de eksisterende testamenter om båndlæggelse af tvangsarv, idet det følger af den gældende arvelovs § 50, at en båndlæggelse af tvangsarv tidligst kan kræves tilsidesat ved livsarvingens fyldte 25. år. Justitsministeriet er enig i denne mindre ændring af båndlæggelsens tidsmæssige udstrækning, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Udvalget foreslår, at en båndlæggelse af tvangsarv skal kunne opretholdes også efter livsarvingens fyldte 24. (25.) år, hvis livsarvingen er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. En person, der er undergivet værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, har imidlertid allerede efter værgemålslovgivningens almindelige regler ikke selv mulighed for at råde over arven. Formue, der tilhører en person, der er undergivet værgemål efter værgemålslovens §§ 5 og 6, skal således som udgangspunkt anbringes i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, og anvendelse af formuen vil alene kunne ske med statsforvaltningens forudgående godkendelse, jf. værgemålslovens § 39. Statsforvaltningen vil efter en konkret vurdering tillade forbrug af formuen, hvis det er økonomisk forsvarligt, og der er tale om en rimelig og fornuftig anvendelse af midlerne. Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er behov for en regel om adgang til at opretholde båndlæggelse i tilfælde, hvor livsarvingen er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der også fremover skal være mulighed for at fritage for opfyldelse af en bestemmelse om båndlæggelse af tvangsarv, hvis arven er af ringe værdi. Den hidtidige praksis på området forudsættes opretholdt.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om udvidelse af adgangen til frigivelse af båndlagt arv, således dette €" ud over i tilfælde, hvor det er en velfærdssag for arven, og hvor arven er af ringe værdi €" også kan ske i tilfælde, hvor det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål. Som anført i pkt. 10.2.4.2. bør bestemmelsen ikke åbne mulighed for at censurere arveladerens oprindelige intentioner bag båndlæggelsen. Det er således en forudsætning, at omstændighederne har ændret sig siden testamentets oprettelse, og at dette har medført, at det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets anbefaling om, at båndlagt tvangsarv fremover som udgangspunkt i alle tilfælde skal anses for ægtefællebegunstigende kombinationssæreje.

Der henvises til lovforslagets §§ 53-58 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Lovforslagets § 54, stk. 3, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler.

Efter den gældende arvelovs § 61, stk. 3, der modsvarer lovforslagets § 54, stk. 3, er der udstedt bekendtgørelse nr. 1179 af 13. december 1996 om anbringelse af myndiges båndlagte arv.

Bemyndigelsen i lovforslagets § 54, stk. 3, vil blive anvendt til at udstede en ny bekendtgørelse herom, der i det væsentlige vil svare til de gældende regler.

11. Testamentarisk bestemmelse over friarv

11.1. Gældende ret

11.1.1. Testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering

Der er ikke fastsat særlige regler om begrænsning af arveladerens adgang til inden for sin friarv at råde over boets enkelte genstande. En sådan testation skal dog respektere ægtefællens forlodsret efter arvelovens § 7 a og § 7 b, stk. 1, samt § 66.

11.1.2. Successionsrækkefølger

Grundlovens § 84 forbyder oprettelse af len, stamhuse, fideikommisgodser eller andet familiefideikommis. Ved et familiefideikommis forstås en formue, om hvilken det er bestemt, at den skal nedarves i en bestemt familie, således at den efter visse arvegangsregler tilfalder flere ved testators død ufødte personer efter hinanden.

I lyset af forbuddet i Grundlovens § 84 fastslås det i arvelovens § 68, at ejendele ikke ved testamente kan tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden. § 68 omfatter både fast ejendom, løsøre og kapitaler og gælder også for tilfælde, hvor successionen ikke skal finde sted inden for en bestemt familie. En bestemmelse i et testamente oprettet i strid med arvelovens § 68 antages at være en nullitet.

§ 68 udelukker ikke indsættelse af flere personer som berettigede efter hinanden, hvis alle de begunstigede lever eller er avlet ved testators død. Testator kan også indsætte én eller flere ufødte som berettigede, blot de ikke indsættes efter hinanden. Bestemmelsen tager således alene sigte på indsættelse af flere ufødte personer efter hinanden og hindrer således ikke alternativ eller kumulativ indsættelse af flere ufødte personer, hvis blot de er sideordnede eller ikke indsættes til at arve successivt.

Der henvises til betænkningen s. 333-334.

11.1.3. Båndlæggelse af friarv

Reglerne om båndlæggelse af friarv ved testamente findes i arvelovens § 65, der henviser til hovedparten af reglerne om båndlæggelse af tvangsarv. Båndlæggelse af friarv kan ske, uanset om arven tilfalder livsarvinger, ægtefælle eller andre. Da arvingen ikke har krav på at modtage friarv, er arveladerens adgang til at fastsætte bestemmelse om båndlæggelse af friarv videre end ved tvangsarv. Derfor kan en del af reglerne vedrørende båndlæggelse af tvangsarv, som der henvises til i § 65, også fraviges ved testamente.

Der henvises til betænkningen s. 291-292.

11.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

11.2.1. Testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering

Udvalget foreslår, at reglerne om testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering for så vidt angår friarv udformes på samme måde som vedrørende tvangsarv, jf. pkt. 10.2.1. Baggrunden herfor er navnlig, at det ofte vil være vanskeligt at konstatere, om der er testamenteret over friarv eller tvangsarv. Gøres reglerne ens, opnås der en klarere og enklere retstilstand.

Der henvises til betænkningen s. 368, s. 372-373 og s. 375.

11.2.2. Successionsrækkefølger

Forbuddet mod ved testamente at indsætte flere ved testators død ufødte personer til at arve efter hinanden (forbuddet mod fideikommiser) i arvelovens § 68 knytter sig til Grundlovens § 84 og foreslås selvsagt videreført.

Med henblik på at klargøre at grundloven ikke udelukker, at flere personer indsættes til at arve efter hinanden, når blot der ikke indsættes mere end en ufødt person, foreslår udvalget en regel om, at friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge. Herved forstås, at det ved testamente kan bestemmes, at friarv skal tilfalde en arving på første plads og derefter en eller flere arvinger på anden eller senere pladser.

Udvalget foreslår ikke deklaratoriske regler om retsvirkningerne af successionsrækkefølger. Det skyldes navnlig, at arveladers ønsker om udarbejdelse af en successionsrækkefølge ofte er konkret bestemte, og at der derfor ikke kan peges på en bestemt lovgivningsløsning.

Der henvises til betænkningen s. 335-337.

11.2.3. Båndlæggelse af friarv

Efter den gældende arvelovs § 65 er båndlæggelse af friarv ikke betinget af, at arveladeren finder dette stemmende med livsarvingens tarv. Som anført i pkt. 10.2.4.2. foreslår udvalget, at der skal være adgang til at frigive en båndlagt tvangsarv, når det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål. Denne bestemmelse skal også gælde for friarv. Da det ved vurderingen af, om en båndlagt arv skal frigives, er vigtigt at kende baggrunden for arveladerens beslutning om båndlæggelse, foreslår udvalget, at det også for så vidt angår båndlæggelse af friarv skal være en betingelse, at arveladeren finder, at dette er bedst for arvingen.

Efter den gældende arvelovs § 65, jf. § 62, stk. 1-3, kan reglerne om båndlæggelsens retsvirkninger fraviges, når der er tale om båndlæggelse af friarv. Det forhold, at den gældende arvelovs § 62, stk. 1, efter de gældende regler kan fraviges ved testamente, indebærer, at arvingen kan gives adgang til at råde over kapitalen i særlige tilfælde. Det er udvalgets opfattelse, at adgang til rådighed over en båndlagt kapital bør indebære, at kreditorbeskyttelsen bortfalder. Der bør derfor ikke fremover være mulighed for at fravige reglen om, at arvingen ikke kan råde over kapitalen i levende live. Arveladeren bør dog fortsat have mulighed for at bestemme, at renter og indtægter i en periode ikke skal udbetales, men lægges til kapitalen.

Der henvises til betænkningen s. 305-307.

11.3. Justitsministeriets overvejelser

11.3.1. Testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om, at der bør gælde ens regler for testamentariske bestemmelser om overtagelse efter vurdering for så vidt angår tvangsarv og friarv.

Det foreslås i lovforslagets § 50, stk. 3, at en arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente kan bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet.

Udvalget kommer ikke ind på, om der skal gælde en tilsvarende bestemmelse i relation til friarv.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det imidlertid en naturligvis konsekvens af den foreslåede regel i § 50, stk. 3, at der i samme omfang bør gives mulighed herfor i relation til friarv, og at denne ret bør gælde i forhold til både ægtefællen, slægtsarvinger og testamentsarvinger. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 59 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

11.3.2. Successionsrækkefølger

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om behovet for en bestemmelse, der - som supplement til forbuddet mod oprettelse af fideikommisser - fastslår, at friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge.

Ligesom udvalget finder Justitsministeriet heller ikke, at loven bør indeholde deklaratoriske regler om den konkrete udformning af successionsrækkefølger, da det ikke i praksis vil være muligt at udforme dækkende deklaratoriske regler for alle former for successionsrækkefølger om friarv.

Der henvises til lovforslagets § 60 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

11.3.3. Båndlæggelse af friarv

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om båndlæggelse af friarv, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 61 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

12. Oprettelse og tilbagekaldelse af testamente

12.1. Gældende ret

12.1.1. Oprettelse af testamente

Testamente kan oprettes af en person, der på tidspunktet for underskrivelsen eller vedkendelsen af testamentet er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, jf. arvelovens § 39. 18-års alderskravet for ugifte er absolut. Et testamente, der ikke opfylder betingelsen i § 39, er ugyldigt og vil blive tilsidesat, hvis der rejses indsigelse mod dets gyldighed, jf. §§ 50 og 55.

Arvelovens ordinære testamentsformer er notartestamentet og vidnetestamentet. Herudover indeholder loven regler om oprettelse af nødtestamente.

Efter arvelovens § 40 skal et testamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar eller to vidner. Oprettes testamentet for notaren, skal notaren påtegne testamentet. Notaren bør i påtegningen afgive erklæring om, hvorvidt testator var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente samt andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed, jf. arvelovens § 41, stk. 1.

I bekendtgørelse nr. 843 af 30. november 1998 er der fastsat regler om notarialforretninger. Ifølge § 13 kan der opbevares en genpart af notartestamentet i notarialarkivet, og det sker normalt i praksis. Genparten kan benyttes, hvis det originale testamente ikke kan findes efter testators død. Testamentsoprettelsen indberettes til Centralregistret for Testamenter (Bil- og Personbogen ved Retten i Aarhus), hvortil der skal rettes henvendelse i alle dødsboer, jf. § 17.

Arvelovens §§ 42, 43 og 45 indeholder nærmere regler for oprettelse af vidnetestamenter og for de krav, der stilles til vidnerne. Testators underskrift eller vedkendelse skal €" på samme måde som ved et notartestamente €" ske i samtidig nærværelse af vidnerne, som straks skal skrive deres navne på testamentet, jf. § 42. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner i overensstemmelse med testators ønske, og de skal have kendskab til, at det er oprettelsen af et testamente, de bevidner. Vidnerne bør i deres påtegning på testamentet angive deres stilling og bopæl, tid og sted for underskriften, om de ved testators underskrift eller vedkendelse har været samtidigt til stede efter testators ønske, om testator var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, samt andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed, jf. § 45.

Vidnerne skal være fyldt 18 år, og de må ikke på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand mangle forståelse af vidnebekræftelsens betydning. Habilitetskravene skal være opfyldt på tidspunktet for bevidnelsen. En person kan ikke være testamentsvidne, hvis testamentet indeholder bestemmelser til fordel for den pågældende, dennes ægtefælle, forlovede, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller dennes søskende eller for personer eller institutioner, til hvilke den pågældende har en sådan tilknytning, at vedkommende har haft en særlig interesse i begunstigelsen. Dette gælder dog ikke, hvis begunstigelsen er ringe og har rimelig grund, jf. § 43, stk. 2. Det forhold, at en person er indsat som bobestyrer i testamentet, udelukker ifølge stk. 3 ikke den pågældende fra at være testamentsvidne.

Et testamente, der ikke opfylder formkravene i § 40 om skriftlighed og underskrift eller vedkendelse for en notar eller to vidner, er ugyldigt, jf. § 50. Et vidnetestamente er endvidere ugyldigt, hvis formkravene i §§ 42-43 ikke er iagttaget.

En henvisning i et formgyldigt notar- eller vidnetestamente til andre dokumenter, f.eks. de i praksis hyppigt forekommende indbofordelingslister, medfører ikke, at et sådant dokument opfylder formkravene, og det vil kunne kræves tilsidesat i medfør af § 55.

Nødtestamente kan efter arvelovens § 44 oprettes af den, der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette ordinært testamente. Oprettelsen kan ske ved, at den pågældende mundtligt meddeler sit testamente i samtidig nærværelse af to vidner. Oprettelse kan endvidere ske uden vidner ved et egenhændigt skrevet og underskrevet dokument (holografisk testamente).

Fælles for begge former er, at de kun kan bruges, hvor testator f.eks. på grund af sygdom er forhindret i at benytte sig af de ordinære testamentsformer. Efter retspraksis befinder den, der har besluttet sig for at begå selvmord, sig i et nødstilfælde, som berettiger brugen af nødtestamente. Udover selvmords- og sygdomstilfælde kan nødtestamente f.eks. tænkes anvendt i ulykkestilfælde, under naturkatastrofer og i tilfælde, hvor testator er isoleret fra omverdenen.

Et mundtligt vidnetestamente oprettes ved, at testator i samtidig nærværelse af to vidner meddeler sin vilje. Det fremgår af § 44, stk. 2, at § 42, stk. 2, § 43, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på et mundtligt vidnetestamente. 18-års kravet i § 43, stk. 1, 1. pkt., gælder derimod ikke for mundtlige vidnetestamenter. Vidnerne skal snarest muligt efter meddelelsen af det mundtlige testamente nedskrive og underskrive det oprettede dokument, jf. § 44, stk. 2, 2. pkt.

Et holografisk testamente er ubevidnet og egenhændigt skrevet og underskrevet af testator. Ved "egenhændigt" forstås ifølge betænkning nr. 291/1961 om arvelovgivningen s. 102, at testamentet i sin helhed skal være håndskrevet. I retspraksis er et testamente, der var skrevet på maskine, men underskrevet af testator i hånden, imidlertid blevet godkendt, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 313. Kravet om underskrift er absolut, men testator behøver ikke at have anvendt sit fulde navn eller sin sædvanlige underskrift på officielle dokumenter. Anvendelse af for- eller efternavn, kaldenavn eller kælenavn vil være tilstrækkeligt.

Efter § 44, stk. 3, bortfalder et nødtestamente, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette et ordinært testamente i overensstemmelse med § 40.

Et nødtestamente, der ikke opfylder formkravene i § 44, er ugyldigt, jf. § 50.

Der henvises til betænkningen s. 199-204.

12.1.2. Tilbagekaldelse af testamente

Efter arvelovens § 46, stk. 1, kan en testamentarisk bestemmelse tilbagekaldes i testamentsform eller ved, at testator på anden måde utvetydigt tilkendegiver, at den ikke længere skal være gældende. Vil testator i øvrigt ændre testamentet, skal det ske i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente.

Bevisbyrden for, at der foreligger en endelig og utvetydig tilbagekaldelse, påhviler den, der gør gældende, at den testamentariske bestemmelse er tilbagekaldt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 204-208, hvor også spørgsmålet om grænsedragningen mellem tilbagekaldelse af testamentet, der som nævnt kan ske formløst, og forandring af testamentet, der kræver iagttagelse af testamentsreglerne, behandles nærmere.

Arvelovens § 49, stk. 1, indeholder en formodningsregel, der fastslår, at et testamente, som den ene ægtefælle har oprettet til fordel for den anden ægtefælle, skal anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det, hvis ægtefællernes indbyrdes arveret bortfalder ved separation og skilsmisse, jf. § 38, stk. 1. Tilsvarende gælder, hvis en af parterne i et omstødeligt ægteskab dør, og reglerne i ægteskabslovens § 27, stk. 1 eller 2, efter begæring af den længstlevende bringes i anvendelse, eller hvis sag om omstødelse af ægteskabet på dødstidspunktet var anlagt af det offentlige eller ifølge den lov, der var gældende ved ægteskabets indgåelse, skulle have været anlagt, jf. § 38, stk. 2. Efter § 49, stk. 2, gælder formodningsreglen i stk.1 også, hvor der er oprettet testamente til fordel for en forlovet, og forlovelsen hæves. § 49, stk. 2, anvendes i praksis analogt, hvis ugiftes samlivsforhold ophører på grund af et brud, selvom parterne ikke har været forlovet.

Der henvises til betænkningen s. 226-229.

12.1.3. Uigenkaldelighed

Efter arvelovens § 67, stk. 1, kan en arvelader forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde testamente. Det følger af stk. 2, at erklæringen herom skal afgives under iagttagelse af reglerne om oprettelse af testamente. Erklæringen skal for at være bindende for arveladeren afgives over for arvingen, arvingens værge eller en anden, der varetager arvingens interesser.

Der henvises til betænkningen s. 208-209.

12.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

12.2.1 Alderskrav ved oprettelse af testamente

Arvelovsudvalget finder, at det generelle alderskrav på 18 år for oprettelse af testamente skal opretholdes.

Efter værgemålslovens § 42, stk. 1, kan en umyndig imidlertid frit råde over det, som den pågældende har tjent ved eget arbejde efter at være fyldt 15 år. Den umyndige kan endvidere selv råde over formue, som han eller hun har modtaget til fri rådighed som gave eller som friarv ved testamente. Endelig kan en umyndig frit råde over penge, som værgen har givet den pågældende til forsørgelse, jf. værgemålslovens § 25, stk. 3. Udvalget foreslår, at der gives mulighed for, at umyndige, der er fyldt 15 år, kan træffe bestemmelse om fordelingen af sådanne midler ved testamente.

Der henvises til betænkningen s. 212-215.

12.2.2. Notartestamente

Udvalget finder, at reglerne om oprettelse af notartestamenter fungerer tilfredsstillende og foreslår derfor alene enkelte mindre ændringer i de gældende regler.

Efter udvalgets opfattelse er der dog behov for at tydeliggøre kravene til notarens prøvelse af testators identitet og habilitet og prøvelse af, om testamentet er udtryk for testators endelige vilje. Det foreslås endvidere, at notaren skal afgive erklæring om, hvilke personer der var til stede under notarialforretningen, uden at notaren dog behøver at sikre sig deres identitet. Kravet herom skal navnlig skærpe notarens opmærksomhed på, om der kan foreligge pression mod arveladeren.

I de administrative regler om notarens opgaver bør det endvidere fastsættes, at notarens påtegning på testamentet skal være dateret, så tidspunktet for underskrivelsen eller vedkendelsen af testamentet ikke vil give anledning til tvivl. Manglende eller fejlagtig datering har ikke betydning for testamentets gyldighed, men fastlæggelse af tidspunktet for oprettelsen kan få betydning bl.a. for afgørelsen af, om testator havde den nødvendige alder til at oprette testamente og havde evnen til at handle fornuftmæssigt på tidspunktet for oprettelsen samt ved afgørelsen af, hvilket af flere testamenter, testator har oprettet, der er det seneste. Påtegningen bør endvidere angive stedet for notarialforretningen. Krav om angivelse af tid og sted svarer til gældende ret, jf. også retsplejelovens § 34, stk. 2, nr. 1.

Udvalget peger endvidere på, at de administrative regler bør indeholde nærmere krav til tolkningen i tilfælde, hvor et notartestamente oprettes af en fremmedsproget person. Der bør dog ikke stilles krav om, at tolkningen skal foretages af en autoriseret tolk, idet der ikke er autoriserede tolke til rådighed for alle sprog. På grund af faren for misbrug og pression bør det imidlertid fastsættes, at tolken skal være uvildig, dvs. at tolkning ikke skal kunne foretages af testators nærstående eller af en person, der er begunstiget i testamentet.

Der henvises til betænkningen s. 215-216 og s. 512-514.

12.2.3. Vidnetestamente

Udvalget foreslår, at vidnetestamentet afskaffes som testamentsform. Allerede oprettede vidnetestamenter skal dog bevare deres gyldighed.

Som begrundelse for forslaget henviser udvalget navnlig til, at langt de fleste testamenter i dag oprettes for en notar. I forbindelse med oprettelsen sker der som hovedregel indberetning til Centralregisteret for Testamenter, hvilket indebærer, at der er sikkerhed for, at testamentet kommer frem på skiftet. Vidnetestamentet er ikke omfattet af en sådan indberetningsordning og yder derfor ikke en tilsvarende sikkerhed. Vidnetestamenter anvendes i øvrigt sjældent og volder problemer i praksis bl.a. på grund af de komplicerede formkrav i forbindelse med oprettelsen. Hertil kommer, at et vidnetestamente lettere end et notartestamente kan tilsidesættes som ugyldigt ved indsigelser mod testators habilitet, fordi notarens prøvelse heraf har en større bevismæssig vægt. De geografiske forhold medfører endvidere, at der efter udvalgets opfattelse ikke er behov for en testamentsform, der er rent privat.

Udvalget peger i betænkningen på, at afskaffelse af vidnetestamentet på et enkelt punkt kan give anledning til problemer. I praksis anvendes vidnetestamentet således undertiden som foreløbigt testamente forud for oprettelsen af et mere kompliceret notartestamente.

Navnlig med henblik på at afhjælpe de problemer, der på grund af afskaffelse af vidnetestamentet kan opstå i en sådan situation, foreslår udvalget, at der skal være adgang til at underskrive eller vedkende et midlertidigt testamente for en advokat.

I forbindelse med oprettelsen af testamentet, skal advokaten påtegne dette og i den forbindelse redegøre for de samme forhold som i en notarpåtegning, jf. pkt. 12.2.2. Et testamente skal ikke kunne oprettes for en advokat, hvis advokaten eller dennes nærmeste er begunstiget i testamentet. Testamentet skal bortfalde, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette testamente for en notar. Testamentet skal kunne fornys, da det ikke kan udelukkes, at de forhold, der har givet anledning til oprettelsen af det midlertidige testamente, ikke kan afklares på 3 måneder, f.eks. et kompliceret skattespørgsmål.

Der henvises til betænkningen s. 216-219.

12.2.4. Nødtestamente

Som anført i pkt. 12.1.1. kan nødtestamente efter gældende ret kun oprettes på to måder, enten som et holografisk testamente, dvs. et testamente, som testator egenhændigt har skrevet og underskrevet, eller som et mundtligt vidnetestamente.

Det er efter udvalgets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at et nødtestamente, hvis ægthed i øvrigt er ubestridt, er anfægteligt, fordi formkravene ikke er overholdt. Under henvisning hertil og i lyset af de mange nye kommunikationsformer, der er kommet til i de senere år, foreslår udvalget derfor, at formkravene til oprettelse af nødtestamente afskaffes, således at nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken som helst måde. Afgørende skal således ikke være nødtestamentets form, men alene, om der foreligger en testamentarisk disposition, der med sikkerhed kan anses for at stamme fra den pågældende person, og som er udtryk for personens beslutning.

Der henvises til betænkningen s. 219-223.

12.2.5. Testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv.

Som anført i pkt. 12.1.1. medfører en henvisning i et formgyldigt testamente til f.eks. en indbofordelingsliste ikke, at et sådant dokument derved bliver en del af testamentet. Udvalget peger imidlertid på, at formløse løsørefordelingslister i mange år har spillet en betydelig rolle i skiftepraksis. Uanset at listerne, således som den gældende arvelov er affattet, derfor ikke er gyldige, bliver de som udgangspunkt lagt til grund for skiftet, hvis ingen arvinger protesterer, og i praksis respekterer arvinger normalt sådanne lister, selv om de får at vide, at listen ikke har retlig gyldighed.

Udvalget finder, at der utvivlsomt er et praktisk behov for sådanne uformelle tilkendegivelser og foreslår, at adgangen til at oprette løsørefordelingslister lovreguleres. En bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, skal efter udvalgets opfattelse kunne oprettes ved en dateret og underskrevet erklæring, dvs. uden at de almindelige regler om oprettelse af testamente er opfyldt.

I praksis sker fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter gennem løsørefordelingslister ofte inden for kredsen af arvinger, og det bør efter udvalgets opfattelse være udgangspunktet, at den, der i forvejen er arving, ikke bliver begunstiget kvantitativt ud over sin arvelod, medmindre det står klart, at testator har tilsigtet også en kvantitativ begunstigelse. Udvalget foreslår derfor, at en begunstigelse til den, der i forvejen er arving, skal anses for en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse.

Der henvises til betænkningen s. 223-225.

12.2.6. Tilbagekaldelse af testamente

Udvalget foreslår, at kravene til tilbagekaldelse af et testamente skærpes, således at dette altid skal ske ved testamente.

Som begrundelse herfor henviser udvalget bl.a. til, at anvendelse af testamentsformen ved tilbagekaldelse er den mest hensigtsmæssige og den sikreste fremgangsmåde. Det gælder særligt, hvor testamentet tilbagekaldes over for notaren. Ved et notarialpåtegnet dokument er der stor bevismæssig sikkerhed for, at testator har truffet en endelig beslutning om tilbagekaldelse, og at beslutningen er ført ud i livet. Det ligger endvidere fast, hvornår det er sket. En tilbagekaldelse for notaren vil endvidere som hovedregel indebære, at tilbagekaldelsen indføres i Centralregistret for Testamenter og således kommer frem i forbindelse med behandlingen af testators dødsbo. Hertil kommer, at en formløs tilbagekaldelse, som er gyldig efter gældende ret, kan give anledning til store bevisproblemer, særligt i de tilfælde, hvor der er tale om en ensom disposition, dvs. en tilkendegivelse fra testator, der ikke meddeles til andre. Hertil kommer, at der ved en formløs tilbagekaldelse er større risiko end ved en tilbagekaldelse for notaren for, at testator i forbindelse med tilbagekaldelsen har været udsat for pression. Endvidere kan det være vanskeligt at afgøre, hvornår tilbagekaldelsen er sket, og det kan have betydning for vurderingen af, om testator fornuftmæssigt var i stand til at tilbagekalde testamentet.

Udvalget finder, at de skærpede krav til tilbagekaldelse af testamente, bør medføre, at notariel tilbagekaldelse, i hvert fald hvor tilbagekaldelsen er fuldstændig, skal være afgiftsfri.

Udvalget forslår, at formodningsreglen i den gældende arvelovs § 49, stk. 1, videreføres uændret. Efter bestemmelsen skal et testamente mellem ægtefæller anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler herimod, hvis ægtefællernes indbyrdes arveret bortfalder som følge af separation eller skilsmisse, eller hvis en af ægtefællerne dør, og ægteskabet er omstødeligt. Den gældende arvelovs § 49, stk. 2, hvorefter et testamente anses for tilbagekaldt, hvis nogen har oprettet testamente til fordel for sin forlovede, og forlovelsen hæves, har i dag ingen praktisk betydning, men den anvendes analogt på ugifte samlevende. Udvalget foreslår, at denne analoge anvendelse af arvelovens § 49, stk. 2, lovfæstes, således at et testamente, som en samlever har oprettet til fordel for sin samlever anses for tilbagekaldt, hvis et ægteskabslignende samlivsforhold ophører på grund af uoverensstemmelser, medmindre særlige forhold taler imod det.

Der henvises til betænkningen s. 226-229.

12.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling om, at umyndige der er fyldt 15 år som en fravigelse af det almindelige alderskrav på 18 år for oprettelse af testamente skal have adgang til at råde over selverhverv mv. ved testamente. Det er en naturlig konsekvens af, at den pågældende i levende live kan råde over de pågældende ejendele.

Justitsministeriet er endvidere enig i den foreslåede præcisering og udbygning af kravene til notarens prøvelse ved oprettelse af notartestamenter. Det indebærer bl.a., at notaren fremover skal afgive erklæring om, om der var andre personer end notaren og testator til stede under notarialforretningen. I forbindelse med behandlingen af indsigelser mod testamentets gyldighed kan oplysningen herom være af betydning for bl.a. muligheden for at indkalde de øvrige tilstedeværende under notarialforretningen som vidner under en retssag.

Som anført i pkt. 13.2.3. foreslår udvalget, at vidnetestamentet afskaffes som testamentsform, og at der i stedet indføres en adgang til at oprette et midlertidigt testamente for en advokat.

Vidnetestamentet har en lang tradition i Danmark, og selvom denne testamentsform anvendes sjældent i dag, vil Justitsministeriet være betænkelig ved at fratage testator den handlefrihed, som det indebærer at kunne oprette et testamente uden notarens mellemkomst. Oprettelse af et testamente er en privatretlig disposition, der ligesom de fleste andre privatretlige dispositioner bør kunne foretages uden statens mellemkomst. Oprettelse af et vidnetestamente kan endvidere f.eks. komme på tale i situationer, hvor det på grund af helligdage eller weekend ikke er muligt at komme til notaren, men hvor der alligevel er behov for at oprette et testamente, eventuelt blot midlertidigt. Hertil kommer, at vidnetestamentet fortsat anerkendes som testamentsform i de øvrige nordiske lande.

Justitsministeriet foreslår derfor, at de gældende regler om vidnetestamenter videreføres i den gældende arvelov med nogle enkelte præciseringer i relation til indholdet af påtegningen på testamentet mv. Det er en konsekvens af den foreslåede opretholdelse af vidnetestamentet som testamentsform, at der ikke er behov for en regel om adgang til at oprette et midlertidigt testamente for en advokat. I de tilfælde, hvor der ønskes oprettet et midlertidigt testamente forud for et notartestamente, kan der således som hidtil oprettes et vidnetestamente.

Udvalget foreslår en lempelse af formkravene til oprettelse af nødtestamenter, således at nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken som helst måde. Det er efter både udvalgets lovudkast og lovforslaget fortsat en betingelse for at oprette nødtestamente, at testator på grund af sygdom eller andet nødstilfælde, f.eks. et ulykkestilfælde eller en naturkatastrofe, er ude af stand til at oprette et almindeligt testamente. De situationer, hvor et nødtestamente kan oprettes, vil således ofte være stærkt pressede eller følelsesladede. Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke hensigtsmæssigt at stille strenge formkrav til dispositioner, der oprettes under sådanne omstændigheder. Justitsministeriet kan på denne baggrund tiltræde udvalgets forslag om fjernelse af formkravene til nødtestamenter.

Af de grunde, der er anført af udvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde, at der indføres adgang til gyldigt at oprette testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv. uden iagttagelse af de almindelige testamentsregler. Ved sædvanligt indbo forstås aktiver af relativt beskeden værdi, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 66. Under henvisning til at der alene vil være tale om fordeling af aktiver af mere beskeden værdi, er det efter Justitsministeriets opfattelse tilstrækkeligt, at den testamentariske disposition i overensstemmelse med udvalgets forslag kan oprettes ved en dateret og underskrevet erklæring fra testator. Testator kan selvsagt i stedet vælge at oprette et notartestamente om fordelingen af sædvanligt indbo mv. Justitsministeriet er endvidere enig i, at testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo, der indeholder en begunstigelse til en, der i forvejen er arving, som udgangspunkt bør anses for alene at give den pågældende en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet.

For så vidt angår spørgsmålet om tilbagekaldelse af testamente er Justitsministeriet enig med udvalget i, at adgangen til formløs tilbagekaldelse af et testamente bør afskaffes. Som anført i pkt. 12.2.6. kan en formløs tilbagekaldelse rejse en række vanskelige problemer, som alle kan undgås ved at stille krav om, at tilbagekaldelse skal ske under iagttagelse af testamentskravene.

Der henvises til lovforslagets §§ 62-68 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Lovforslagets § 63, stk. 3, indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om notarens virksomhed, opbevaring af en kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og adgangen til at få oplysninger om oprettede testamenter.

Justitsministeriet har i medfør af bl.a. den gældende arvelovs § 41, stk. 2, udstedt bekendtgørelse nr. 843 af 30. november 1998 om notarialforretninger.

Bemyndigelsen i § 63, stk. 3, vil blive anvendt til at udstede en ny bekendtgørelse om notarialforretninger, der tager højde for den foreslåede præcisering og udbygning af notarens opgavevaretagelse. I overensstemmelse med udvalgets anbefaling herom vil det bl.a. blive fastsat, at notarens påtegning på testamentet skal angive tid og sted for notarialforretningen, ligesom bekendtgørelsen vil indeholde nærmere krav til tolkning i tilfælde, hvor testamentet oprettes af en fremmedsproget person.

I flere høringssvar over betænkningen anføres det, at kravet om, der ved oprettelse af et testamente over for notaren skal anvendes et særligt genpartspapir autoriseret af Justitsministeriet, jf. notarialbekendtgørelsens kapitel 7, ikke er hensigtsmæssigt og volder problemer i praksis. Justitsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af den nye notarialbekendtgørelse overveje, om der er grundlag for at fravige dette krav.

Udvalget peger i betænkningen på, at forslaget om skærpelse af kravene til tilbagekaldelse af et testamente bør medføre, at notariel tilbagekaldelse af et testamente, i hvert fald hvor tilbagekaldelsen er fuldstændig, bør være afgiftsfri. Udvalgets forslag herom skal i ses i sammenhæng med udvalgets forslag om afskaffelse af vidnetestamentet som ordinær testamentsform og opretholdelse af notartestamentet som den eneste ordinære testamentsform.

I lyset af, at Justitsministeriet foreslår vidnetestamentet opretholdt som testamentsform, jf. lovforslagets § 67, jf. § 64, er der efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at fravige det sædvanlige udgangspunkt om, at der skal betales retsafgift for en tilbagekaldelse, der foretages over for notaren. Retsafgiftsloven foreslås derfor ikke ændret på dette punkt.

13. Testamenters ugyldighed og anfægtelse

13.1. Gældende ret

13.1.1. Ugyldighedsgrunde

Efter arvelovens § 50 er et testamente ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen var fyldt 18 år eller havde indgået ægteskab, jf. arvelovens § 39. Et testamente er endvidere ugyldigt, hvis formkravene for oprettelse af notartestamente, vidnetestamente eller nødtestamente ikke er iagttaget, jf. § 40, jf. §§ 42 og 43 eller § 44.

En testamentarisk bestemmelse er efter § 51 ugyldig, hvis testator ved oprettelsen på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede evnen til fornuftmæssigt at råde over sine ejendele. Betegnelserne for disse tilstande svarer til § 65 i den nu ophævede myndighedslov (lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985 med senere ændringer om umyndighed og værgemål). Bevisbyrden påhviler den, der påstår testamentet tilsidesat.

Det følger af § 52, at en testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den er fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning eller ved misbrug af testators enfoldighed, svaghedstilstand eller afhængighed. Indholdet af bestemmelsen svarer i vidt omfang til aftalelovens kapitel 3 om ugyldige aftaler. På grund af testamentets karakter af en ensidig viljeserklæring må der imidlertid ved bedømmelsen af, om et testamente er ugyldigt, lægges større vægt på mangler ved testators vilje, end det er tilfældet ved bedømmelsen af gensidigt bebyrdende aftaler. Faren for misbrug er endvidere langt større ved testamentsoprettelse end ved gensidigt bebyrdende aftaler. Ugyldighed indtræder derfor, uanset om den begunstigede i testamentet kendte eller burde kende til den omstændighed, der bevirker ugyldigheden, og uanset hvem der har udøvet tvangen eller svigen mv. Den, der påstår den testamentariske bestemmelse tilsidesat, har bevisbyrden for, at der foreligger misbrug. I retspraksis har der været udvist tilbageholdenhed med at erklære testamenter for ugyldige i medfør af arvelovens § 52. Dette kan muligvis hænge sammen med, at der under en sag efter § 52 skal tages stilling til, om en af sagens parter har udvist en adfærd, der er utilbørlig eller endog strafbar, og at der stilles skærpede krav til beviserne for en sådan adfærd.

Arvelovens § 53 regulerer spørgsmålet om mangler ved testamenters indhold. En testamentarisk bestemmelse er i medfør af stk. 1 ugyldig, hvis testator ved oprettelsen befandt sig i en vildfarelse, der var afgørende for dispositionen. Bestemmelsen omhandler både motivvildfarelser (ægte vildfarelser, urigtige forudsætninger) og erklæringsvildfarelser (uægte vildfarelser). Ved motivvildfarelser stemmer testamentets ordlyd med det, testator har ønsket. Testator havde imidlertid ved oprettelsen haft urigtige forudsætninger om faktiske eller retlige forhold som f.eks., at han ikke havde nogen livsarving, eller at hans formue var større, end den i virkeligheden var. Motivvildfarelsen kan også angå retsregler eller retsstillingen i øvrigt, hvor juridiske begreber eller reglernes indhold misforstås. Testator kan f.eks. urigtigt tro, at fætre og kusiner er legale arvinger, eller at en ikke adopteret stedsøn har arveret. Ved erklæringsvildfarelser har en testamentarisk bestemmelse ved fejlskrift eller anden fejltagelse fået et andet indhold end tilsigtet af testator. Testator kan ved en fejl have skrevet et forkert navn i testamentet eller kan have skrevet 100.000 kr. i stedet for 10.000 kr. i en legatbestemmelse.

For at testamentet kan tilsidesættes som ugyldigt, kræves det, at vildfarelsen skal have været så væsentlig for testator, at den må antages at have virket bestemmende, således at testator ikke ville have truffet dispositionen med kendskab til de rigtige forhold. Det er uden betydning, hvem der er årsag til vildfarelsen.

Det fremgår af § 53, stk. 2, at en testamentarisk bestemmelse, der ved fejlskrift eller anden fejltagelse har fået et andet indhold end tilsigtet, skal gennemføres efter sin rette mening, hvis denne kan udfindes. Efter sin ordlyd anvendes bestemmelsen alene på erklæringsvildfarelser, men den kan formentlig også anvendes på motivvildfarelser.

Arveloven indeholder ikke regler om bristende forudsætninger, dvs. om tilsidesættelse eller ændring af en testamentarisk bestemmelse, fordi forholdene efter testamentets oprettelse har ændret sig. Gennem teori og retspraksis er der imidlertid dannet en generel grundsætning herom. Grundsætningen indebærer, at en testamentarisk bestemmelse er uvirksom, hvis forholdene efter testamentets oprettelse har ændret sig i forhold til testators forventninger på en sådan måde, at det må antages, at testator med kendskab til udviklingen ville have tilbagekaldt bestemmelsen, hvis testator havde været opmærksom på spørgsmålet og foranlediget til at tage stilling til dette. Ville testator nok have truffet den testamentariske bestemmelse, men med et andet indhold, og kan det med rimelig høj grad af sikkerhed fastslås, hvad dette indhold ville gå ud på, omtydes den testamentariske bestemmelse ved korrigerende fortolkning til dette. Når et testamente tilsidesættes eller ændres på grund af bristende forudsætninger, sker det kun efter anmodning fra en, der vil arve, hvis testamentet falder. Bevisbyrden for, at testators forudsætninger for oprettelsen af den testamentariske disposition er bristede, påhviler den, der påberåber sig bristende forudsætninger.

Efter § 54 er en testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af efterladenskaber, som åbenbart savner fornuftig mening, ugyldig. I modsætning til arvelovens øvrige ugyldighedsregler påses denne regels overholdelse umiddelbart af skifteretten.

Der henvises til betænkningen s. 231-238.

13.1.2. Ugyldighedsvirkningen

Efter arvelovens § 55 kan indsigelse rejses af enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt. Arvelovens hovedregel om ugyldighedsvirkningen indebærer således, at den testamentariske bestemmelse er anfægtelig. Er der ingen, der gør indsigelse mod en ugyldig testamentarisk bestemmelse, vil den således blive lagt til grund under skiftet. Hvis en indsigelse om ugyldighed tages til følge, er den testamentariske bestemmelse ugyldig både i forhold til den arving, der har gjort indsigelsen gældende, og i relation til andre arvinger.

Der henvises til betænkningen s. 238.

13.1.3. Bevisregler for testamenter

I arvelovens § 56 bestemmes det, at notarens attestation på et testamente anses som bevis for de forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed. Den, der gør indsigelse mod testamentet, har bevisbyrden for attestationens urigtighed, og der kræves i praksis et ret stærkt bevis for, at attestationen ikke kan lægges til grund.

Indsigelser mod vidnetestamenter reguleres af § 57. Denne bestemmelse knytter sig til reglerne om skriftlige vidnetestamenter i § 40 og §§ 42-43. Det fremgår af stk. 1, at den, der er begunstiget i testamentet, har bevisbyrden for testamentets rigtighed. Bevisbyrden kan blandt andet løftes ved førelse af testamentsvidnerne. Vidneforklaringerne vil således i almindelighed være afgørende for, om testamentet kan lægges til grund. Har vidnerne i deres påtegning attesteret, at formkravene i § 42 er overholdt, skal dette anses for godtgjort, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed, jf. § 57, stk. 2. En indsigelse om, at forskrifterne i § 42 ikke er opfyldt, må bevises af den, der rejser indsigelsen.

13.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

13.2.1. Bevisregler for testamenter

Udvalget foreslår ingen ændringer i beviskraften af notarens påtegning i forhold til den gældende arvelovs § 56. Det indebærer, at notarens påtegning på testamentet skal anses som bevis for de forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed. Om indholdet af notarens påtegning henvises til pkt. 12.2.2.

Udvalgets forslag om adgang til oprettelse af et midlertidigt testamente for en advokat, jf. pkt. 12.2.3., nødvendiggør en fastlæggelse af bevisværdien af advokatens påtegning på testamentet. Udvalget foreslår, at beviskraften af advokatens attestation €" bortset fra påtegningen om testators evne til at handle fornuftmæssigt - skal svare til beviskraften af en attestation foretaget af notaren. Hvis der rejses indsigelse mod et midlertidigt testamente oprettet for en advokat, skal den, der vil påberåbe sig testamentet, godtgøre, at testamentet er gyldigt oprettet. Dette svarer til retstilstanden efter den gældende arvelovs § 57 om vidnetestamenter.

Med forslaget om ophævelse af formkravene til oprettelse af nødtestamenter, jf. pkt. 12.2.4., er der også behov for at fastlægge, hvornår et nødtestamente må anses for ugyldigt. Udvalget foreslår, at et nødtestamente skal være ugyldigt, hvis det ikke kan anses for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og oprettet af denne, eller det må antages, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet. Den, der vil gøre gældende, at nødtestamentet er ugyldigt, skal godtgøre dette. Der bør ikke stilles strenge krav til beviset for, at nødtestamentet ikke er udtryk for testators beslutning og er oprettet af denne. Også for så vidt angår spørgsmålet om testators habilitet indebærer udvalgets forslag en lempelse af beviskravene i forhold til gældende ret, således at nødtestamentet er ugyldigt, hvis der i forbindelse med en indsigelse mod et sådant testamente skabes en begrundet formodning om, at testator ikke var i stand til at råde fornuftmæssigt. Baggrunden for forslaget om denne lempelse af beviskravene er navnlig, at et nødtestamente oprettes uden den kontrol, der er knyttet til oprettelsen af et notartestamente eller et midlertidigt testamente oprettet for en advokat. Den foreslåede lempelse indebærer, at der ved vurderingen af testators habilitet skal foretages en vurdering, der svarer til den vurdering, der skal foretages efter værgemålslovens § 46, stk. 1, om ugyldige aftaler. Efter denne bestemmelse er en aftale er ikke bindende, hvis det må antages, at den er indgået af en person, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftmæssigt.

Også den foreslåede adgang til at oprette testamentariske dispositioner om fordeling af sædvanligt indbo mv., jf. pkt. 12.2.5., skaber behov for en regulering af spørgsmålet om sådanne dispositioners ugyldighed. Udvalget foreslår, at en testamentarisk disposition om fordeling af sædvanligt indbo mv. skal anses for gyldig, medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente. Den, der vil gøre gældende, at den testamentariske disposition ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at fordele de pågældende genstande, bør godtgøre dette. Udvalgets forslag herom afviger således fra forslaget vedrørende midlertidige testamenter oprettet for en advokat. Baggrunden herfor er navnlig, at en testamentarisk disposition om fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter ofte vil være en ensom erklæring, og at det derfor gennem f.eks. vidneforklaringer vil være vanskeligt at føre bevis for, at dispositionen ikke er foretaget af testator eller for testators inhabilitet på oprettelsestidspunktet. Den foreslåede bevisregel indebærer, at der ved vurderingen af, om dispositionen er oprettet af testator, og af, om testator var i stand til at handle fornuftmæssigt, skal foretages en bevisvurdering, der svarer til den bevisvurdering, der skal foretages efter værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler.

Udvalget anfører, at det bør overvejes at ændre dødsboskifteloven, således at skifteretten får kompetence til at afgøre spørgsmålet om gyldigheden af en testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo ved kendelse med adgang til kære til landsretten, da der som hovedregel alene vil tale om begrænsede værdier. Efter gældende ret skal et sådant spørgsmål afgøres under en domssag, jf. dødsboskiftelovens § 102, stk. 2, jf. dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1.

Der henvises til betænkningen s. 245-250.

13.2.2. Ændringer i nogle af reglerne om ugyldighedsgrundene

Udvalget foreslår, at den gældende arvelovs § 51 om ugyldighed på grund af testators fornuftmangel videreføres med enkelte sproglige ændringer, som tilpasser bestemmelsens ordlyd til den mere nutidige gengivelse af de tilstande, der kan føre til fornuftmangel, som findes i værgemålslovens § 46, stk. 1, om ugyldige aftaler. Den foreslåede ændring indebærer derfor ingen indholdsmæssige ændringer i den gældende arvelovs § 51.

Efter værgemålslovens § 46 er en aftale ugyldig, "hvis det må antages", at den er indgået af en person i en tilstand som nævnt i bestemmelsen. Denne formulering indebærer en lempelse af beviskravene i forhold til, hvad der gælder efter den gældende arvelovs § 51. Udvalget har derfor overvejet, om en tilsvarende generel lempelse af beviskravet bør foreslås i relation til et testamentes ugyldighed på grund af testators manglende evne til at handle fornuftmæssigt. Udvalget finder imidlertid, at situationen ved oprettelse af testamente adskiller sig så meget fra indgåelse af gensidigt bebyrdende aftaler, at der ikke er grundlag for at foreslå en sådan lempelse. Det skyldes navnlig, at testamenter fremover som udgangspunkt skal oprettes over for notaren, og at notaren i den forbindelse skal konstatere, om testator var i stand til at handle fornuftmæssigt. En tilsvarende prøvelse foretages ikke ved indgåelse af gensidigt bebyrdende aftaler.

Som anført i pkt. 13.1.1. er retspraksis vedrørende den gældende arvelovs § 52 om ugyldighed på grund af tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning meget tilbageholdende. Udvalget anfører, at praksis måske kan forklares med, at retterne uvilkårligt skærper beviskravene, når bevistemaet er, at en af sagens parter har begået et forhold, der er dadelværdigt eller ligefrem ligger på kanten til det kriminelle. Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at beviskravene i den gældende arvelovs § 52 bør lempes, således at en testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den "må antages" at være fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug af testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed. Beviskravene vil herved komme til at svare til de krav, der stilles efter værgemålslovens § 46, stk. 1, om ugyldige aftaler.

Den gældende arvelovs § 53, stk. 1, angår både erklæringsvildfarelse (fejlskrift eller anden fejltagelse) og motivvildfarelser (urigtige forudsætninger). Stk. 2 omhandler derimod efter sin ordlyd alene erklæringsvildfarelser.

Udvalget foreslår ingen ændringer i reglerne om ugyldighed på grund af erklæringsvildfarelse. Efter udvalgets opfattelse vil det imidlertid skabe større klarhed i lovteksten, hvis erklæringsvildfarelser behandles i en selvstændig bestemmelse, mens motivvildfarelse naturligt bør behandles i samme bestemmelse som efterfølgende bristende forudsætninger, jf. pkt. 13.2.3.

Der henvises til betænkningen s. 250-254.

13.2.3. Bristende forudsætninger

Den gældende arvelov indeholder som nævnt i pkt. 13.1.1. ikke regler om bristende forudsætninger, og tilsidesættelse af en testamentarisk bestemmelse på grund af bristende forudsætninger sker derfor efter gældende ret på grundlag af en grundsætning, der er udviklet i teori og retspraksis.

Efter udvalgets opfattelse taler tilkomsten af aftalelovens § 36 om aftaler, som det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre gældende, for at opstille en lovregel om bristende forudsætninger i arveloven. Hertil kommer, at den gældende arvelov i § 53, stk. 1, indeholder regler om ugyldighed på grund af urigtige forudsætninger (motivvildfarelse). Det er efter udvalgets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at en oprindelig manglende forudsætning er reguleret i loven, hvorimod den samme efterfølgende bortfaldne forudsætning ikke omtales.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der medtages en regel om bristende forudsætninger i arveloven. Den foreslåede lovfæstelse skal efter udvalgets opfattelse ikke indebære nogen ændring i adgangen til tilsidesættelse af en testamentarisk bestemmelse på grund af bristende forudsætninger i forhold til gældende ret. I overensstemmelse med hvad der i dag antages at gælde for urigtige forudsætninger, bør rettelse gå forud for tilsidesættelse. Hvis den rette mening af en testamentarisk bestemmelse kan fastslås, bør bestemmelsen således gennemføres i overensstemmelse hermed.

Udvalget foreslår endvidere, at reguleringen af bristende forudsætninger og urigtige forudsætninger samles i en bestemmelse.

Der henvises til betænkningen s. 255-257.

13.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag til udformning af bevisreglerne for notartestamente, nødtestamente samt testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv.

I den forbindelse kan Justitsministeriet endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om ændring af dødsboskifteloven, således kompetencen til at tage stilling til indsigelser mod gyldigheden af en testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv. skal afgøres af skifteretten ved kendelse. Der henvises til § 3, nr. 10, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag, foreslås dødsboskifteloven ændret i overensstemmelse med udvalgets forslag. Indsigelser mod gyldigheden af et notartestamente, et vidnetestamente eller et nødtestamente skal som hidtil afgøres af skifteretten under en domssag i overensstemmelse med dødsboskiftelovens almindelige regler herom, jf. dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1, jf. § 101, stk. 1.

Som anført i pkt. 12.3. foreslår Justitsministeriet, at vidnetestamentet opretholdes som testamentsform, og at der som konsekvens heraf ikke indføres regler om adgang til at oprette midlertidigt testamente for en advokat. Det foreslås på den baggrund, at bevisreglen for vidnetestamenter i den gældende arvelovs § 57 videreføres.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag til udformning af bestemmelsen om ugyldighed på grund af testators manglende evne til at handle fornuftmæssigt, således at beskrivelsen af de tilstande, der kan medføre, at testator er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kommer til at svare til værgemålslovens § 46.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om lovfæstelse af grundsætningen om ugyldighed på grund af bristende forudsætninger, og lovforslaget er derfor også på dette punkt udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast, herunder således at bestemmelserne om ugyldighed på grund af urigtige og bristende forudsætninger samles i én bestemmelse. Der er ikke med den foreslåede lovfæstelse af grundsætningen om bristende forudsætninger tale om nogen udvidelse af anvendelsesområdet herfor.

Der henvises til lovforslagets §§ 69-79 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

14. Fælles testamente

14.1. Gældende ret

Testamente kan oprettes gensidigt, dvs. således at to eller flere personer gensidigt indsætter hinanden til at arve. Gensidige testamenter forekommer eksempelvis mellem ægtefæller, ugifte samlevende og familiemedlemmer. Herudover ses det, at to (eller flere) personer opretter et fælles testamente, men uden at de pågældende derved indsættes til at arve hinanden.

Gensidige testamenter er reguleret i arvelovens §§ 47 og 48. Arveloven indeholder derimod ikke særlige regler om fælles testamenter, der ikke er gensidige.

Det følger af arvelovens § 47, at en ensidig tilbagekaldelse af et gensidigt testamente for at være gyldig skal meddeles den anden part. Det gælder dog ikke, hvis dette af særlige grunde er udelukket. Bestemmelsen gælder for alle gensidige testamenter. Derimod gælder bestemmelsen ikke for fælles testamenter, der ikke er gensidige. Bestemmelsen er en udfyldningsregel, der anvendes, hvis testamentet ikke er gjort uigenkaldeligt efter § 67, og der ikke i testamentet er truffet bestemmelse om, hvordan en eventuel tilbagekaldelse skal gennemføres.

§ 48, 1. pkt., handler om en længstlevende ægtefælles adgang til at ændre et gensidigt testamente efter den førstafdøde ægtefælles død, når testamentet indeholder bestemmelser om fordeling af arven ved den længstlevende ægtefælles død. Det følger af bestemmelsen, at den længstlevende ægtefælle kan ændre et gensidigt testamentes bestemmelser om senere fordeling af arven for så vidt angår sit særeje og halvdelen af det tidligere fællesbo.

Udtrykket "halvdelen af det tidligere fællesbo" er ikke velvalgt, idet der ikke hermed menes halvdelen af fællesboet ved førstafdødes død, men derimod halvdelen af de midler, som findes ved længstlevendes død, og som ville have været fællesejemidler, hvis ægteskabet havde varet til dette tidspunkt. Dette omfatter således også et skilsmissesæreje, fordi det bliver til fælleseje ved den førstafdøde ægtefælles død. Anvendelsesområdet for § 48, 1. pkt., har desuden givet anledning til tvivl, fordi bestemmelsens ordlyd ikke synes at tage højde for de situationer, hvor ægtefællerne efterlader sig børn, og fordi der ikke i forarbejderne til bestemmelsen er redegjort for reglens anvendelse i tilfælde, hvor formuen er vokset eller formindsket i perioden mellem førstafdødes og længstlevendes død. I retspraksis har § 48, 1. pkt., imidlertid været anvendt på ægtefæller med fællesbørn, og i den juridiske teori er der regler for tilvækst og værdifald i tilfælde, der er omfattet af § 48, 1. pkt. I forenklet form indebærer de i teorien opstillede regler, at hvis en tilvækst eller et værdifald kan henføres til en bestemt formue, vedrører de alene denne. Kan en sådan henførelse til en bestemt formueart ikke finde sted, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af værdistigningen eller værditabet.

§ 48, 1. pkt., er en udfyldnings- og fortolkningsregel, idet reglen kun gælder, hvis der ikke i testamentet er bestemt noget andet, eller noget andet klart fremgår af dette, jf. § 48, 2. pkt. § 48 vedrører alene gensidige testamenter mellem ægtefæller og er således snævrere afgrænset end § 47, der gælder for alle gensidige testamenter.

Arveloven indeholder ikke regler om den længstlevende ægtefælles adgang til at disponere i levende live i tilfælde, hvor der er oprettet et gensidigt testamente mellem ægtefællerne. Begrænsninger i rådigheden kan imidlertid følge af bestemmelserne i det gensidige testamente. Det er tvivlsomt, om der efter gældende ret er adgang til at omstøde en disposition foretaget af den længstlevende ægtefælle ud fra et omgåelsessynspunkt.

Der henvises til betænkningen s. 261-265.

14.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

14.2.1. Fælles testamenter

Udvalget finder, at den gældende arvelovs regulering af fælles testamenter er for spinkel. Der foreslås derfor mere udførlige regler om fælles testamenter, herunder gensidige testamenter. Reglerne skal gælde både for fælles testamenter mellem ægtefæller og for andre, der i fællesskab opretter testamente.

14.2.1.1. Ensidig tilbagekaldelse af et fælles testamenter

Udvalget peger på, at de bærende hensyn bag underretningskravet i arvelovens § 47 om tilbagekaldelse af gensidige testamenter er, at den ene part ikke skal kunne tilbagekalde sin del af testamentet og holde tilbagekaldelsen hemmelig, således at den får virkning, hvis parten dør først, men således at parten kan tilintetgøre tilbagekaldelsen, hvis den tilbagekaldende part bliver den længstlevende af parterne.

En sådan beskyttelse mod hemmelig tilbagekaldelse er ikke blot relevant i relation til egentlige gensidige indsættelser, dvs. tilfælde, hvor ægtefæller eller andre i forening har oprettet testamente og gensidigt indsat hinanden til at arve. Også i tilfælde, hvor ægtefæller eller andre har oprettet fælles testamente uden gensidigt at have indsat hinanden til at arve, kan det således være værdifuldt at blive underrettet om tilbagekaldelsen, da indholdet af den tilbagekaldte del af den fælles testation kan være en væsentlig forudsætning for den anden testator.

Udvalget foreslår på den baggrund, at reglen om beskyttelse mod hemmelig tilbagekaldelse i den gældende arvelovs § 47 udvides fra alene at angå egentlige gensidige indsættelser mellem ægtefæller eller andre, der har oprettet gensidigt testamente, til også at omfatte tilfælde, hvor ægtefæller eller andre har oprettet fælles testamente, uden at testamentet er gensidigt. Som hidtil skal underretning ske, medmindre dette af særlige grunde er udelukket.

For at være gyldig skal tilbagekaldelsen i øvrigt opfylde de almindelige krav til tilbagekaldelse af en testamentarisk disposition, dvs. ske under iagttagelse af testamentsformerne, jf. pkt. 12.2.6.

Der henvises til betænkningen s. 268-271.

14.2.1.2. Den længstlevendes testationsret, når der er oprettet fælles testamente

Som anført ovenfor i pkt. 14.1. har anvendelsesområdet for den gældende arvelovs § 48, 1. pkt., om gensidige testamenter givet anledning til usikkerhed. Hertil kommer, at bestemmelsen alene omfatter gensidige testamenter oprettet mellem ægtefæller.

Efter udvalgets opfattelse er der behov for klare og enkle regler om den længstlevende testators testationsret i alle tilfælde, hvor der er oprettet fælles testamente. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at disse regler bør være ens, uanset om det er ægtefæller eller andre, der opretter testamente sammen.

Udvalget foreslår herefter, at der ved fastlæggelsen af den længstlevende testators testationsret ikke længere skal skelnes mellem fælleseje og særeje, og at den længstlevende testator som det legale udgangspunkt ved testamente skal kunne råde over hele arven i boet efter længstlevende.

Hvor den førstafdøde testator efterlader sig særlivsarvinger, eller hvor der er fælles livsarvinger, foreslår udvalget imidlertid, at der fastsættes nogle modifikationer til udgangspunktet om, at den længstlevende ægtefælle har fri testationsret.

For det første må den længstlevende ægtefælles testation selvsagt ikke være i strid med tvangsarvereglerne. Den længstlevende ægtefælles testationsret må således under alle omstændigheder være begrænset til friarven.

For det andet bør den længstlevende ægtefælle ikke ved testamente kunne råde over friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger. I praksis fastsættes der således ofte bestemmelser i testamentet om længstlevendes testationsret i tilfælde, hvor ægtefællerne har børn. Praktisk taget ingen testamenter med sådanne bestemmelser giver længstlevende fri testationsret. Der træffes derimod ofte bestemmelse om, at børnene skal ligestilles ved den længstlevendes død. I de fleste af disse tilfælde bestemmes det videre, at den længstlevende ikke skal kunne ændre arvens fordeling til skade for den førstafdødes børn. Denne praksis bør efter udvalgets opfattelse afspejles i loven.

For det tredje bør den længstlevende ægtefælle ikke ved testamente kunne råde over halvdelen af den friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger. Baggrunden herfor er, at det ville resultere i en for voldsom begrænsning af de fælles livsarvingers arv og være i strid med førstafdødes forudsætninger for arvens fordeling, hvis den længstlevende ægtefælle som den deklaratoriske hovedregel kunne nedsætte arven til fælles livsarvinger til tvangsarven, således som denne foreslås reduceret af udvalget, jf. pkt. 2.2.2. En regel, hvorefter den længstlevendes testationsret i forhold til fælles livsarvinger alene vedrører halvdelen af den friarv, som de har fået tillagt ved testamentet, er efter udvalgets opfattelse en enkel regel, som samtidig giver de fælles livsarvinger en rimelig beskyttelse mod, at deres arv nedsættes i strid med førstafdødes forudsætninger.

De foreslåede regler om den længstlevende testators testationsret bør kunne fraviges ved testamente, således som det i dag er tilfældet med den gældende arvelovs § 48 om gensidige testamenter mellem ægtefæller.

Der henvises til betænkningen s. 271-277.

14.2.1.3. Den længstlevendes dispositionsadgang i levende live, når der er oprettet fælles testamente

Som anført i pkt. 14.1. er det tvivlsomt, om der er adgang til at omstøde dispositioner, som den længstlevende ægtefælle har foretaget i levende live, og som griber ind i den fordeling, der skal foretages efter et fælles testamente.

I de tilfælde, hvor en længstlevende ægtefælle ikke kan ændre den førstafdøde ægtefælles testamentariske bestemmelser om arvens fordeling efter længstlevendes død, er der efter udvalgets opfattelse behov for en omstødelsesregel i forhold til dispositioner foretaget af længstlevende i levende live. Dette vil navnlig være tilfældet, hvor den førsteafdøde i sit testamente har bestemt, at arven efter den længstlevendes død skal tilfalde førstafdødes særbørn eller fællesbørn. Endvidere kan der være tilfælde, hvor den førstafdøde ægtefælle har lagt så afgørende vægt på, at arven ved den længstlevendes død skal tilfalde en bestemt arving, at der i testamentet er truffet bestemmelse om, at den længstlevende ikke kan tilbagekalde den pågældende bestemmelse. I sådanne tilfælde vil den længstlevende ægtefælle kunne gøre testamentets bestemmelser om arvens fordeling illusorisk ved gaver og lignende.

Ved afgrænsningen af, hvilke situationer der skal omfattes af adgangen til omstødelse, bør der efter udvalgets opfattelse gælde de samme regler som for omstødelse i uskiftet bo, jf. pkt. 5.2.2.3. Det afgørende kriterium bør derfor være, at dispositionen tilsidesætter testamentets bestemmelser om arvens fordeling, og at der er disponeret over midler, der står i misforhold til formuen. Gaver vil være hovedområdet for omstødelse, men også arveforskud, der er så betydelige, at arveforskuddet ikke kan forventes at ville kunne afregnes i modtagerens arv, skal være omfattet.

Endvidere bør der kunne ske omstødelse, når en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for et beløb, der står i misforhold til formuen, kommer til udbetaling til en begunstiget, når begunstigelsen ikke er forenelig med testamentets fordelingsprincip. Som det er tilfældet efter de foreslåede regler om omstødelse i uskiftet bo, bør der alene ske omstødelse, når forsikringssummen kan udbetales, dvs. at forsikringsbegivenheden skal være indtrådt. Baggrunden herfor er, at det vil være af yderst begrænset værdi for arvingen at anlægge sag inden forsikringsbegivenhedens indtræden, idet indsættelsen af en begunstiget ikke i sig selv medfører en formueforskydning. Overlever den begunstigede således ikke forsikringstager, vil begunstigelsen bortfalde, jf. forsikringsaftalelovens § 106. Hertil kommer, at omstødelse af en begunstigelse ikke vil hindre længstlevende i på ny at indsætte den samme person som begunstiget.

Omstødelse bør alene kunne ske, hvis modtageren af gaven mv. er i ond tro såvel i forhold til testamentets indhold €" det vil sige fordelingen efter testamentet €" som til, at der er tale om misbrug €" det vil sige, at dispositionen stod i misforhold til formuen.

Omstødelse i uskiftet bo indebærer, at gaven mv. går tilbage til boet. Derved kommer resultatet også de arvinger til gode, der ikke har været parter i omstødelsessagen. En tilsvarende ordning bør efter udvalgets opfattelse gælde i forhold til omstødelse af dispositioner, der tilsidesætter bestemmelser i et fælles testamente.

Efter udvalgets opfattelse bør der ikke være adgang til omstødelse, hvis arvingen kan opnå fuld dækning for sin arveret ved, at der ydes vederlag af det beholdne bo. Dette svarer til, hvad der gælder ved omstødelse i uskiftet bo.

Den førstafdøde testator bør have mulighed for ved testamente at bestemme, at arvingerne ikke skal kunne rejse et krav om omstødelse eller vederlag over for den længstlevende testator, dvs. at reglerne bør være deklaratoriske

Udvalget redegør i betænkningen s. 281-282 for, at de gældende regler i dødsboskifteloven indebærer, at nogle sager om omstødelse skal anlægges ved skifteretten, mens andre sager skal anlægges ved de almindelige domstole. Med henblik på en klar retstilstand på området foreslår udvalget, at behandlingen af alle sager om omstødelse, der er foretaget i strid med bestemmelserne i et fælles testamente, henlægges til skifteretten på samme måde, som det foreslås for sager om omstødelse i uskiftet bo, jf. pkt. 5.2.2.3.

Hensynet til modtageren af en gave mv. tilsiger, at en arving, der ønsker omstødelse, relativt hurtigt bør anlægge sag om omstødelse. Udvalget foreslår derfor, at omstødelsessager vedrørende gaver og arveforskud skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af en omstødelig disposition. For så vidt angår livsforsikringer eller lignende ordninger foreslås det, at fristen skal løbe fra det tidspunkt, hvor arvingen har eller burde have fået kendskab til udbetalingen.

Der henvises til betænkningen s. 277-283.

14.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om behovet for mere udførlige regler om fælles testamenter.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition for at være gyldig bør være betinget af, at medtestator underrettes herom. Kun når dette af særlige grunde er udelukket, f.eks. fordi medtestator er forsvundet, bør dette krav kunne fraviges. Som foreslået af udvalget bør underretningskravet gælde både i forhold til gensidige testamenter og andre fælles testamenter, og reglen bør finde anvendelse på både ægtefæller og andre, f.eks. 2 søskende, der opretter testamente sammen. I tilfælde, hvor en testamentarisk disposition oprettes af flere i forening, vil indholdet af den enkeltes testamentariske disposition formentlig ofte afhænge af, at de øvrige testatorers testamentariske dispositioner fastholdes i mere eller mindre uændret form, og et krav om underretning i forbindelse med ensidig tilbagekaldelse af alle fælles testamentariske dispositioner vil have en konfliktforebyggende funktion.

For så vidt angår ægtefæller har Justitsministeriet desuden overvejet, om der bør indføres et tilsvarende underretningskrav også i tilfælde, hvor en ægtefælle opretter testamente alene og f.eks. begrænser den anden ægtefælles arv til tvangsarven. Det må imidlertid anses for en grundlæggende arveretlig regel, at en arvelader ved testamente kan råde over sine ejendele uden indblanding fra andre bortset fra de begrænsninger, der følger af bl.a. tvangsarvereglerne og de særlige regler om ægtefællens adgang til at træffe testamentarisk bestemmelse om overtagelse efter vurdering af fællesejeaktiver, jf. pkt. 16.2. Justitsministeriet foreslår derfor ikke indførelsen af en underretningsregel ved enetestamenter.

Af de grunde, der er anført af udvalget, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde anbefalingen om mere udførlige regler om en længstlevende testators testationsret og dispositionsadgang i levende live.

Justitsministeriet er enigt i, at reglerne bør gælde for alle fælles testationer, uanset om de er gensidige, og uanset om de er oprettet af ægtefæller eller andre. Herved skabes der en enkel og klar retstilstand på området.

Reglerne om længstlevende testators testationsret og dispositionsadgang i levende live bør som foreslået af udvalget kunne fraviges ved testamente. Herved sikres det, at testatorerne €" inden for rammerne af arveloven, herunder reglerne om tvangsarv €" kan udforme reglerne om den længstlevende testators testationsret og dispositionsadgang i levende live efter deres egne ønsker.

Der henvises til lovforslagets §§ 80-86 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

15. Samleverens arveretlige stilling

15.1. Gældende ret

Ugifte samlevende har efter gældende ret ikke legal arveret og arver således kun hinanden, hvis de har oprettet testamente.

Efter retspraksis kan der ud fra formueretlige betragtninger tillægges en længstlevende samlever en kompensation, hvis der har været tale om et flerårigt fast samlivsforhold, og den længstlevende i væsentlig grad har bidraget til, at den afdøde har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor den længstlevendes indtægt har finansieret parrets leveomkostninger, og hvor afdødes indtægt er brugt til terminsbetalinger på afdødes faste ejendom, hvorved afdøde har oparbejdet en betydelig formue i form af ejendommens friværdi samtidig med, at længstlevende er uden formue.

Tilstedeværelsen af et testamente udelukker som udgangspunkt ikke, at den indsatte samlever også gør kompensationskrav gældende.

I skatteretlig henseende antages det, at kompensationsbeløbet må anses for en skattefri formuebevægelse, og der betales derfor ikke boafgift af et tilkendt kompensationsbeløb.

Der henvises til betænkningen s. 147-148.

15.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

15.2.1. Arv efter loven

Udvalget finder, at de ændrede samfundsforhold og familiemønstre siden vedtagelsen af den gældende arvelov fra 1963 nødvendiggør overvejelser om, hvordan man kan forbedre den arveretlige stilling for ugifte samlevende gennem indførelse af regler om legal arveret. Således er der i dag ca. 290.000 par, der lever sammen papirløst, og knap 1/3 af disse par har fællesbørn.

Udvalget anfører, at ugifte samlevende udgør en uensartet gruppe, hvoraf en del bevidst har valgt ikke at gifte sig, netop fordi de ikke ønsker ægteskabets retsvirkninger, herunder ægteskabets arveretlige virkninger. En legal arveret må efter udvalgets opfattelse forudsætte, at arveret er i overensstemmelse med ønsket hos hovedparten af den gruppe, der omfattes af arveretten, således at det kun er en lille del af gruppen, der må oprette testamente for at undgå den legale arveret. En legal arveret bør endvidere bygge på forholdsvis faste kriterier, således at det i de fleste tilfælde uden vanskeligheder kan afgøres, om den pågældende er arveberettiget.

Udvalgets overvejelser om legal arveret for ugifte samlevende har på denne baggrund koncentreret sig om, hvilke af de meget forskelligartede samlivsforhold, der har en sådan fasthed, at det er rimeligt, at den længstlevende tillægges legal arveret.

Der er et stigende antal familiedannelser, hvor et samlevende par får børn og forbliver ugifte. For denne gruppe af samlevende (dvs. samlevende med fællesbørn) synes der at være så stærke bindinger, at der, på trods af at samlivet ikke medfører en retlig forsørgelsespligt, ofte vil bestå et så tæt økonomisk forhold mellem de samlevende, at der reelt vil være tale om, at parterne forsørger hinanden og fællesbarnet/børnene. For denne gruppe er det efter udvalgets opfattelse derfor formentlig berettiget at gå ud fra, at en vis legal arveret, hvormed den efterladte kan sikres et økonomisk sikkerhedsnet i de tilfælde, hvor de samlevende ikke har fået oprettet testamente, vil være i overensstemmelse med ønsket hos hovedparten af gruppen.

Alene samlivsforhold, der udviser en vis stabilitet, bør dog indebære, at parterne tillægges en legal arveret. Ud over at parterne skal have eller have haft eller vente et fællesbarn, foreslår udvalget derfor, at det også skal være en betingelse, at samlivet har varet i mindst 2 år på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død. Et tilsvarende krav findes andre steder i lovgivningen, jf. f.eks. lejelovens §§ 75, stk. 2, og 77 a om retten til overtagelse af en lejlighed ved dødsfald eller samlivsophævelse og boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra d, samt § 22, stk. 1, litra d, om betaling af tillægsboafgift og gaveafgift.

Ved overvejelserne om omfanget af den legale arveret, der bør tildeles en samlever, har udvalget navnlig taget udgangspunkt i, at udvalget foreslår, at livsarvingernes tvangsarvebrøk nedsættes til ¼ af den legale lod, og at beløbsgrænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv foreslås forhøjet til 500.000 kr. Udvalget foreslår på den baggrund, at samleverens legale arv skal udgøre ¼ af boet og yderligere beløbsbegrænses til 500.000 kr. Det foreslås, at beløbsgrænsen skal reguleres i overensstemmelse med lov om en satsreguleringsprocent.

Regler om legal arveret for samlevere bør efter udvalgets opfattelse være deklaratoriske. En legal arveret for samleveren bør derfor hverken helt eller delvist være tvangsarv. Baggrunden herfor er, at personer, der vælger at leve i et samlivsforhold og ikke gifter sig, kan have et ønske om ikke at sammenblande deres økonomi, herunder at de ikke ønsker at tage arv efter hinanden. Gøres en del af samleverens arv til tvangsarv, fratager man denne gruppe muligheden for at fravige reglerne herom.

Udvalget anfører i betænkningen, at der også uden for de tilfælde, hvor et par har boet sammen i 2 år og har et fællesbarn, kan være behov for at tillægge en samlever en arveret. Dette gælder navnlig, men er ikke begrænset til, tilfælde, hvor den længstlevende samlever ikke er berettiget til et kompensationskrav ud fra formueretlige betragtninger.

Udvalget foreslår, at der i arveloven medtages en deklaratorisk regel, som giver skifteretten mulighed for at bestemme, at der skal tillægges den længstlevende samlever arveret, hvis særlige omstændigheder undtagelsesvist taler herfor. En sådan regel vil kunne afbøde de mest alvorlige konsekvenser af, at et ugift par ikke har oprettet testamente.

Udvalget anfører, at det kan overvejes, om samleverens legale arv skal være afgiftsfri på samme måde, som det er tilfældet for ægtefællearv. Dette vil i givet fald kræve en ændring af boafgiftsloven.

Det er udvalgets opfattelse, at reglerne om samleverens adgang til overtagelse efter vurdering bør udformes på samme måde som reglerne om ægtefællens ret til overtagelse efter vurdering i forhold til den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje, jf. pkt. 3.2.4. Hvis samleveren ejer et aktiv i sameje med boet, bør samleveren endvidere have fortrinsret til at overtage boets andel af aktivet på samme måde som det foreslås for slægtsarvinger og ægtefællen (ved fuldstændigt særeje), jf. pkt. 2.2.3 og pkt. 3.2.4.

Udvalget foreslår endvidere en regel om, at den længstlevende samlever, uanset om der er arveret, skal have ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og sædvanligt indbo mod at betale et overskydende beløb kontant til boet. En sådan ret bør samleveren dog kun have, hvis parterne på dødstidspunktet levede sammen på fælles bopæl og havde gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller hvis parterne levede sammen og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn. Det bør ikke være et krav, at samlivet har været ægteskabslignende. vHvad

I tilfælde, hvor en livsarving efter den førstafdøde samlever også ønsker at overtage aktivet, bør samleveren have fortrinsret, medmindre aktivet har særlig erindringsværdi for livsarvingen. Reglen skal kunne fraviges ved testamente.

Der henvises til betænkningen s. 150-160, 167-169 og 374-376.

15.2.2. Testamentariske regler om arveret for ugifte samlevende - det udvidede samlevertestamente

Det er udvalgets opfattelse, at ugifte samlevende - bortset fra de ovenfor i afsnit 15.2.1. foreslåede deklaratoriske legale regler - må oprette testamente for at opnå arveret efter hinanden.

I mange tilfælde ønsker ugifte samlevende, der opretter testamente, imidlertid at sikre hinanden på en måde, der ligger tæt op ad ægteskabsretsvirkningerne. Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres regler, der gør det muligt for ugifte samlevende at oprette et testamente €" et udvidet samlevertestamente - der indebærer, at en række af reglerne om ægtefællers arveret anvendes. Der er ikke med de foreslåede regler tale om nogen regulering af ugifte samlevendes forhold i levende live.

15.2.2.1. Oprettelse af et udvidet samlevertestamente

Kun samlivsforhold, der udviser en vis stabilitet, bør kunne opnå at blive sidestillet med ægteskab, og udvalget foreslår derfor, at der stilles krav om, at parterne skal leve sammen på fælles bopæl, og at deres samliv, hvis de ikke har fællesbørn, ved testamentets oprettelse skal have bestået på fælles bopæl i to år. Som anført i pkt. 15.2.1. om samleverens legale arveret anvendes der i forvejen et 2-års krav i forhold til ugifte samlevende flere andre steder i lovgivningen. Hvis parterne har eller venter et barn sammen, må dette efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt tages som udtryk for, at samlivsforholdet har en mere varig karakter, og samtidig har parterne i denne situation et særligt behov for at sikre hinanden arveretligt. I disse tilfælde bør der ikke stilles krav om to års forudgående samliv. Det vil således være tilstrækkeligt, at parterne på tidspunktet for oprettelsen af testamentet lever sammen på fælles bopæl.

Efter udvalgets opfattelse bør det endvidere være et krav, at parterne på tidspunktet for testamentets oprettelse opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden. Et udvidet samlevertestamente skal derfor ikke kunne oprettes af søskende eller af personer, der er beslægtet i ret op- og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et registreret partnerskab.

Herudover bør det være et krav, at ingen af parterne i forvejen har oprettet et udvidet samlevertestamente, der tillægger en anden samlever arveret, og som ikke er bortfaldet eller tilbagekaldt.

Udvalget har overvejet, om notaren bør kræve dokumentation for, at kravene er opfyldt. Det harmonerer imidlertid ikke med notarens øvrige opgavevaretagelse at fungere som prøvelsesmyndighed vedrørende sådanne forhold. Udvalget foreslår derfor i stedet, at parterne i testamentet skal erklære, at betingelserne for oprettelsen er opfyldt. En urigtig erklæring vil kunne straffes efter straffelovens § 163.

15.2.2.2. Retsvirkningerne af et udvidet samlevertestamente

Udvalget anfører, at det ikke i forbindelse med oprettelse af et udvidet samlevertestamente bør kunne bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde anvendelse. Baggrunden herfor er, at parterne som ugifte ikke i levende live har formuefællesskab. De ugifte samlevende, der opretter et udvidet samlevertestamente, bør derimod kunne opnå samme retsstilling som ægtefæller, der fuldt ud har fuldstændigt særeje.

Parterne bør endvidere i testamentet kunne bestemme, hvilke af arvelovens regler om ægtefællens retsstilling €" bortset fra reglerne om arv vedrørende fælleseje - der skal finde anvendelse.

Et udvidet samlevertestamente skal efter udvalgets opfattelse ikke indebære, at den længstlevende samlever bliver tvangsarving i boet efter den førstafdøde samlever, og testamentet skal derfor kunne tilbagekaldes i overensstemmelse med de almindelige regler om tilbagekaldelse af fælles testamentariske dispositioner.

Udvalget anfører, at det kan overvejes, om arv efter et udvidet samlevertestamente skal være afgiftsfri på samme måde, som det er tilfældet for ægtefællearv. Dette vil i givet fald kræve en ændring af boafgiftsloven.

15.2.2.3. Gyldighedsbetingelser

Udvalget finder, at et udvidet samlevertestamente bør være ugyldigt, hvis betingelserne i § 6 og § 9 i ægteskabsloven ikke var opfyldt på tidspunktet for testamentets oprettelse. Efter ægteskabslovens § 6 må ægteskab ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje og mellem søskende. Det følger af ægteskabslovens § 9, at den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, ikke må indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består. Manglende overholdelse af §§ 6 og 9 medfører således, at ægteskabet omstødes ved dom, jf. ægteskabslovens § 23, stk. 1. Et udvidet samlevertestamente kan derfor ikke oprettes af søskende eller af personer, der er beslægtet i ret op- og nedstigende linje. Testamentet kan heller ikke oprettes, hvis en af parterne er gift eller part i et registreret partnerskab. De øvrige ægteskabsbetingelser i ægteskabslovens kapitel 1 skal derimod efter udvalgets forslag ikke være gyldighedsbetingelser.

Det bør endvidere være en gyldighedsbetingelse, at parterne lever sammen på fælles bopæl og venter, har eller haft et fællesbarn, eller at parterne €" uden at have fællesbørn €" har levet sammen i et ægteskabslignende forhold på fælles bopæl i 2 år på tidspunktet for oprettelsen.

Herudover bør det være en gyldighedsbetingelse, at en eller begge parter ikke sammen med en anden har oprettet et samlevertestamente, som stadig er i kraft.

Udvalget finder, at betingelserne skal være opfyldt på tidspunktet for testamentets oprettelse. Var betingelserne ikke opfyldt på dette tidspunkt, skal det derfor ikke have betydning for testamentets gyldighed, at betingelserne er opfyldt på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død. Et udvidet samlevertestamente, der oprettes af to personer, hvor den ene på tidspunktet for oprettelsen er gift, vil således være ugyldigt, selvom ægteskabet på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død - for længst - er ophørt.

15.2.2.4. Ophør af et udvidet samlevertestamente

Udvalget foreslår, at et udvidet samlevertestamente skal bortfalde, hvis parterne indgår ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, eller når en part indgår ægteskab eller registreret partnerskab med en anden. Det må for så vidt anses for en selvfølgelighed, at et udvidet samlevertestamente bortfalder, når parterne gifter sig med hinanden. Når udvalget alligevel foreslår en udtrykkelig regel, skyldes det, at et udvidet samlevertestamente stiller de samlevende på samme måde, som var de ægtefæller med fuldstændigt særeje. Ved indgåelse af ægteskab er udgangspunktet derimod, at parterne har fælleseje, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 1, medmindre andet er bestemt af parterne ved ægtepagt eller af tredjemand ved testamente eller gavebrev.

Udvalget foreslår desuden, at et udvidet samlevertestamente skal anses for tilbagekaldt, hvis et samliv ophæves på grund af uoverensstemmelser, medmindre særlige omstændigheder taler herimod. Testamentet skal derimod bevare sine retsvirkninger, selv om parterne f.eks. på grund af arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold midlertidigt ophører med at have fælles bopæl, eller hvis f.eks. en af parterne må flytte på plejehjem.

Der henvises til betænkningen s. 161-169.

15.3. Justitsministeriets overvejelser

15.3.1. Legal arveret

Justitsministeriet har overvejet Arvelovsudvalgets forslag om indførelse af en legal arveret for visse grupper af ugifte samlevende.

Som det fremgår af pkt. 15.1 ovenfor, er der ikke i dag regler i arveloven om legal arveret for ugifte samlevende, og der ville derfor i givet fald være tale om en principiel nydannelse i arveretten. Der er endvidere tale om et spørgsmål, hvor en række komplicerede €" og til dels indbyrdes modstridende €" hensyn gør sig gældende.

På den ene side kan der - som anført af udvalget €" peges på, at familiemønstrene har ændret sig betydeligt siden vedtagelsen af den gældende arvelov i 1963. Der findes i dag ca. 290.000 ugifte samlevende par, og knap 100.000 af disse har børn sammen.

Særligt for gruppen af ugifte samlevende med børn kan en samlevers død have alvorlige økonomiske konsekvenser for den længstlevende samlevers muligheder for at sikre barnets fremtidige forsørgelse, hvis samleveren ikke er sikret gennem forsikrings- og pensionsordninger eller et testamente. Justitsministeriet er derfor enig med udvalget i, at en eventuel legal arveret som sit primære sigte måtte have til formål at sikre gruppen af ugifte samlevende i stabile parforhold, hvor der er fællesbørn, og ministeriet kan for så vidt også tilslutte sig udvalgets antagelse om, at det for denne gruppe er berettiget at gå ud fra, at en vis legal arveret vil være i overensstemmelse med ønsket hos hovedparten af gruppen. Efter udvalgets forslag kan et ugift samlevende par, der ikke ønsker legal arveret efter hinanden, endvidere udelukke dette ved testamente, dvs. der er ikke tale om en tvangsarveret.

Justitsministeriet har således stor forståelse for de hensyn, der ligger til grund for udvalgets forslag.

Heroverfor står på den anden side, at der efter Justitsministeriets opfattelse er væsentlige hensyn, der taler imod indførelse af en legal arveret for visse grupper af ugifte samlevende.

Først og fremmest er det efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt også i arveretlig henseende at fastholde, at der er en principiel forskel på et ægteskab og et ugift samliv.

Et ægteskab eller et registreret partnerskab udløser en række retsvirkninger for parterne både i levende live og ved død. Det følger således af lov om ægteskabets retsvirkninger, at ægtefællerne under ægteskabet har gensidig forsørgelsespligt over for hinanden. Ægteskab indebærer endvidere, at der stiftes et særligt formuefællesskab mellem parterne, medmindre parterne ved ægtepagt aftaler særeje, og et ægteskab kan kun opløses ved skilsmisse, der bevilges af det offentlige. Ved en ægtefælles død er den længstlevende ægtefælle endvidere både tvangsarving og legal arving efter den førstafdøde ægtefælle.

I modsætning til indgåelse af ægteskab eller registrering af partnerskab udløser etableringen af et samlivsforhold ikke på samme måde retsvirkninger. Der er ikke gensidig forsørgelsespligt mellem ugifte samlevende, der stiftes ikke ved samlivsforholdet et formuefællesskab, og der gælder ingen begrænsninger i adgangen til at opløse parforholdet.

Ved indgåelse af ægteskab træffer parterne således et valg, der indebærer, at bl.a. reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger og arveloven skal anvendes. Et sådant valg træffes ikke, når parterne alene etablerer et ugift samliv.

Der kan endvidere være mange årsager til, at et par vælger et ugift samliv frem for et ægteskab. Det kan f.eks. være udtryk for parternes bevidste fravalg af reglerne om retsvirkningerne af ægteskabet både i parternes levende live og ved død. Justitsministeriet lægger vægt på, at reglerne i arvelovgivningen udformes således, at et sådant eventuelt fravalg respekteres.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der således meget, der taler for, at det valg, som samlevende par træffer ved ikke at gifte sig, naturligt må have som konsekvens, at de ikke €" hverken helt eller delvis €" omfattes af regler om legal arv på samme måde som for ægtefæller.

Det er samtidig meget væsentligt at fremhæve, at den omstændighed, at der ikke er legal arveret for ugifte samlevende, på ingen måde er ensbetydende med, at arveloven ikke giver sådanne par mulighed for at sikre sig i arvemæssig henseende.

Allerede i dag har ugifte samlevende, der ønsker at arve hinanden, således mulighed for dette ved at oprette et testamente.

Justitsministeriet er i den forbindelse enig med udvalget i, at de testamentariske muligheder for ugifte samlevende bør forbedres gennem indførelsen af udvalgets forslag til regler om oprettelse af et udvidet samlevertestamente. Justitsministeriet foreslår endvidere, at betingelserne for oprettelse af udvidet samlevertestamente på visse punkter lempes i forhold til udvalgets forslag, jf. pkt. 15.3.2 nedenfor.

Der vil således efter lovforslaget være en meget lempelig adgang for ugifte samlevende til €" hvis det er det, de ønsker €" at bestemme, at de i arveretlig henseende skal sidestilles med ægtefæller.

Det er desuden indgået i Justitsministeriets overvejelser, at udvalgets forslag om en legal arveret for ugifte samlevende vil kunne føre til bevismæssige tvister om, hvorvidt samlivsforholdet har været ægteskabslignende, eller om de tidsmæssige krav til samlivet er opfyldt. Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt, at arvelovens legale regler bliver så klare og enkle som muligt.

Efter en samlet vurdering af de ovenfor nævnte forhold finder Justitsministeriet derfor ikke grundlag for at foreslå regler om legal arveret for ugifte samlevende. Som en naturlig konsekvens heraf har Justitsministeriet heller ikke medtaget udvalgets forslag om en bestemmelse, hvorefter skifteretten efter en konkret vurdering undtagelsesvist kan bestemme, at den længstlevende samlever skal arve af den førstafdøde samlevers formue.

15.3.2. Udvidet samlevertestamente

Som anført i pkt. 15.3.1. er Justitsministeriet enig med udvalget i, at ugifte samlevendes testamentariske muligheder bør forbedres, og ministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om, at der gives visse grupper af ugifte samlevende adgang til at oprette et testamente, der indebærer, at parret i arveretlig henseende stilles, som om de var ægtefæller (udvidet samlevertestamente).

Da formålet med et udvidet samlevertestamente er at gøre visse af arvelovens regler for ægtefæller anvendelige, bør et sådant kun kunne oprettes, hvis parterne opfylder betingelserne for at kunne indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden. Justitsministeriet kan desuden tiltræde, at et udvidet samlevertestamente kun skal kunne oprettes, hvis parterne ikke har oprettet et udvidet samlevertestamente, der giver en anden samlever arveret. Det forhold, at en eller begge parter har oprettet et almindeligt testamente, herunder et fællestestamente med den anden part eller en anden, er derimod ikke til hinder for, at der oprettes et udvidet samlevertestamente. Ved fordeling af arven på grundlag af et udvidet samlevertestamente og en eller flere andre testamentariske dispositioner må det bero på almindelig testamentsfortolkning, hvilke testamentariske bestemmelser, der skal gennemføres, hvis en fuld gennemførelse ikke er mulig. I overensstemmelse med udvalgets anbefaling skal disse betingelser være opfyldt på tidspunktet for oprettelsen.

Udvalget anfører desuden, at det kun bør være muligt at oprette udvidet samlevertestamente i parforhold, der udviser en vis stabilitet og foreslår, at parterne ved oprettelsen af testamentet enten skal leve sammen på fælles på bopæl og vente, have eller have haft et fællesbarn, eller have levet sammen fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år forud for oprettelsen.

Justitsministeriet finder, at dette krav er for strengt. Det vil formentlig forekomme uforståeligt for de fleste, at et udvidet samlevertestamente f.eks. ikke er gyldigt, når en samlever dør efter mange års samliv på fælles bopæl, fordi samlivet på den fælles bopæl ved oprettelsen af testamentet ikke havde varet 2 år. Det foreslås på denne baggrund, at det er tilstrækkeligt for opnåelse af arveret efter testamentet, at kravet om fælles bopæl og fællesbarn eller kravet om samliv på fælles bopæl de sidste 2 år er opfyldt på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling om, at et udvidet samlevertestamente bør være ugyldigt i tilfælde, hvor betingelserne i ægteskabslovens §§ 6 og 9 ikke er opfyldt på tidspunktet for testamentets oprettelse, idet manglende overholdelse af disse ægteskabsbetingelser medfører, at ægteskabet eller det registrerede partnerskab omstødes. Efter udvalgets forslag er det ikke en gyldighedsbetingelse, at de øvrige ægteskabsbetingelser i ægteskabslovens §§ 1-11 b er opfyldt. Af særlig interesse er i denne sammenhæng ægteskabslovens § 10. Efter § 10, stk. 1, må en længstlevende ægtefælle eller registreret partner ikke indgå nyt ægteskab eller registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte efter en tidligere afdød ægtefælle eller registeret partner er påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere, ægtefællerne eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet, samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke hertil, eller der ikke skal foretages dødsbobehandling her i landet. Efter stk. 2 kan kommunalbestyrelsen som prøvelsesmyndighed tillade, at stk. 1 fraviges. Hvis ægteskab eller registreret partnerskab til trods vielsesmyndighedens prøvelse af ægteskabsbetingelserne bliver indgået i strid med ægteskabslovens § 10, er ægteskabet uanset dette gyldigt og kan ikke omstødes.

Justitsministeriet finder, at også overholdelsen af ægteskabslovens § 10 bør være en gyldighedsbetingelse. Baggrunden herfor er, at det ville kunne give anledning til betydelige skiftemæssige problemer, hvis en samlever i uskiftet bo afgår ved døden efter at have oprettet et udvidet samlevertestamente, fordi der i givet fald skulle ske skifte af både det uskiftede bo og af boet efter den førstafdøde samlever. Dette ville kunne føre til meget uoverskuelige situationer og vil i øvrigt kunne rejse en række af de problemer, der efter gældende ret opstår ved skifteafkald i uskiftet bo, hvor livsarvingerne forbeholder sig deres arveret, jf. pkt. 5.2.1. og 5.3.2.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om, at ugifte samlevende ikke bør have mulighed for i et udvidet samlevertestamente at bestemme, at arvelovens regler vedrørende fælleseje skal finde anvendelse. Da parterne ikke er gift, kan de ikke have fælleseje. Parternes retsstilling efter et udvidet samlevertestamente vil således svare til den retsstilling, som ægtefæller med fuldstændigt særeje har i det omfang, det udvidede samlevertestamente går ud på, at arvelovens regler om ægtefællers arveretlige stilling i videst mulige omfang skal finde anvendelse.

Som nævnt i pkt. 15.2.2.2. foreslår udvalget, at parterne i et udvidet samlevertestamente bør kunne bestemme, hvilke af arvelovens regler om ægtefællens retsstilling €" bortset fra reglerne om arv vedrørende fælleseje - der skal finde anvendelse. Et samlevende par får på denne måde mulighed for at bestemme, at f.eks. reglerne om ret til suppleringsarv, jf. pkt. 3.2.3. ikke skal finde anvendelse, eller at en længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet inden for sin arvelod, jf. pkt. 3.2.4. En sådan handlefrihed vil give et ugift samlevende par mulighed for at udarbejde et testamente, der passer til parrets individuelle formue- og indtægtsforhold mv., og Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde den foreslåede adgang hertil.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at et udvidet samlevertestamente, medmindre det er gjort uigenkaldeligt efter arvelovens almindelige regler herom, bør kunne tilbagekaldes, og at et sådant testamente derfor ikke skal indebære, at den længstlevende samlever får tvangsarveret på samme måde som en ægtefælle eller registreret partner.

Justitsministeriet kan endelig tiltræde, at et udvidet samlevertestamente bør bortfalde, når parterne indgår ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden.

Der henvises til lovforslagets §§ 87-89 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Som anført i afsnit 15.2.2.2. finder udvalget, at det kan overvejes, om ugifte samlevende, der har oprettet udvidet samlevertestamente, skal være afgiftsfri på samme måde som ægtefæller. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for en afgiftsmæssig ligestilling af ægtefæller og ugifte samlevende, der har oprettet udvidet samlevertestamente. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det således være for vidtgående at sidestille ægteskab og ugifte samlevende i afgiftsmæssig henseende. Ugifte samlevende har i forvejen efter boafgiftsloven en begunstiget afgiftsmæssig stilling, idet samliv i 2 år efter de gældende regler betyder, at der ikke skal betales tillægsboafgift. Ugifte samlevende betaler således i disse tilfælde alene boafgift på 15 %, hvilket i øvrigt svarer til den boafgift, som børn betaler. Det foreslås imidlertid, at der i alle tilfælde, hvor der foreligger et gyldigt oprettet udvidet samlevertestamente, alene skal betales 15 % i boafgift. Det indebærer en afgiftslempelse i de tilfælde, hvor arvelader efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn og har oprettet et udvidet samlevertestamente, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år. Der skønnes at være tale om meget få tilfælde pr. år. Der henvises til § 6, nr. 1, i det forslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

Som anført i pkt. 15.2.1. foreslår udvalget, at en ugift samlever €" uanset om den pågældende er arving skal have overtagelses- og udløsningsret til den hidtidige fælles bolig og sædvanligt indbo i tilfælde, hvor parterne har levet i et ægteskabslignende forhold. Justitsministeriet kan tiltræde en sådan styrkelse af den længstlevende samlevers retsstilling. Da en regel herom er af skifteretlig karakter, foreslås bestemmelsen indsat i dødsboskifteloven. Der henvises til § 3, nr. 11, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

16. Ægtefælles testamentariske bestemmelse om overtagelse efter vurdering

16.1. Gældende ret

Efter § 66, stk. 1, kan en ægtefælle ved testamente råde over enkelte genstande inden for sit fuldstændige særeje.

§ 66, stk. 2, indeholder en særlig regel, der af hensyn til den længstlevende ægtefælle begrænser en gift persons kvalitative testationskompetence over aktiver, der er fælleseje i boet. Det følger af bestemmelsen, at en ægtefælle inden for sin boslod kan testere over ting, som hører til den pågældendes bodel. Det kræver imidlertid samtykke fra den anden ægtefælle, hvis en ægtefælle ønsker at testere over 1) fast ejendom, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet, 2) indbo i det fælles hjem, eller 3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber. Afgrænsningen svarer til samtykkereglen i § 18 i lov om ægteskabets retsvirkninger om dispositioner over sådanne aktiver, der foretages under ægteskabet.

Der henvises til betænkningen s. 356-357.

16.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Udvalget foreslår ingen ændringer i den gældende arvelovs § 66, stk. 1, om ægtefællens adgang til ved testamente at råde over enkelte genstande inden for sit fuldstændige særeje.

Udvalget foreslår, at den gældende arvelovs § 66, stk. 2, præciseres, således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af bestemmelsen, at den alene omhandler testamentariske dispositioner over aktiver, der er fælleseje i boet, og at den testerende ægtefælle alene kan råde over genstande, som ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne.

Efter gældende ret kræves ægtefællens samtykke til dispositioner over fast ejendom, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet, og over indbo i det fælles hjem og den anden ægtefælles arbejdsredskaber. Udvalget foreslår, at denne opregning udvides til også at omfatte et motorkøretøj, der har været anvendt af den længstlevende ægtefælle, da det ikke er rimeligt, at en ægtefælle frit kan testere herover.

Der henvises til betænkningen s. 373-374.

16.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om ægtefællens adgang til ved testamente at råde over enkelte genstande inden for sit fuldstændige særeje og over aktiver, der er fælleseje i boet.

Der henvises til lovforslagets §§ 90 og 91 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

17. Justitsministerens adgang til efterfølgende at ændre et testamente (permutation)

17.1. Gældende ret

Hvis testator har pålagt en arving en bestemt anvendelse af arven eller indskrænkninger i rådigheden herover, kan justitsministeren efter arvelovens § 69, stk. 1, tillade, at der afviges fra testamentets bestemmelser herom, hvis ændringerne ikke væsentligt fraviger testationens formål og karakter, og hvis hensynet til arvingen taler for det. Bestemmelsen kan efter sin ordlyd navnlig anvendes, hvis forholdene har forandret sig siden testamentets oprettelse. Har testator indsat nogen til at påse overholdelsen af bestemmelsen om en bestemt anvendelse af arven mv., følger det af stk. 2, at afvigelse ikke kan ske uden dennes samtykke, medmindre særlige omstændigheder taler for det. Bestemmelsen, der kom ind i arveloven i 1963, lovfæstede Justitsministeriets praksis på området.

Justitsministeriets praksis er meget tilbageholdende. Dette skyldes det grundlæggende hensyn til testators vilje, der kommer til udtryk gennem kravet om, at en ændring ikke væsentligt må fravige testationens formål og karakter.

Arvelovens § 69 må bl.a. afgrænses i forhold til den fondslovgivning, der blev gennemført i 1984. Efter fondslovens § 32, stk. 1, kan fondsmyndigheden (Civilstyrelsen) efter indstilling fra fondens bestyrelse tillade, at en bestemmelse i vedtægten ændres. Det kan herunder tillades, at fonden sammenlægges med andre fonde, eller at en fond, hvis midler ikke står i rimeligt forhold til formålet, opløses ved uddeling af kapitalen. § 48 i erhvervsfondsloven svarer i det væsentlige hertil. Af betænkning nr. 970/1982 om fonde fremgår, at det var hensigten, at smidiggøre den praksis, der havde udviklet sig efter arvelovens § 69 og tidligere permutationspraksis. Det anføres i betænkningen, at der i lyset af de meget betydelige ændringer i samfundsforholdene, der var sket, og som måtte forventes at ske, var behov for en noget friere adgang for fondsbestyrelsen til med fondsmyndighedens og Justitsministeriets samtykke at ændre fondens vedtægter for at tilpasse dem til de ændrede samfundsforhold.

Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 309-317, hvor der bl.a. er en nærmere gennemgang af reglerne i fondslovgivningen og praksis efter disse bestemmelser.

17.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Som anført i pkt. 17.1. var der ved gennemførelsen af fondslovene i 1984 et ønske at indføre en noget friere adgang til permutation, og der er derfor opstået en vis forskel mellem praksis efter fondslovgivningen og praksis efter arvelovens § 69.

Udvalget anfører, at der er væsentlige lighedspunkter mellem permutation af en bestemmelse i et testamente og af en vedtægtsbestemmelse i en fond. I begge tilfælde er der tale om, at man efter testators eller stifters død skal tage stilling til, om der er grundlag for at ændre en bestemmelse, som af hensyn til en arving, af samfundsmæssige hensyn eller af andre særlige grunde ikke længere forekommer hensigtsmæssig. Hertil kommer, at det kan være tilfældigt, om den bestemmelse, der søges ændret, står i en fondsvedtægt eller i et testamente

Udvalget foreslår bl.a. på denne baggrund, at adgangen til permutation efter § 69 udvides, således at praksis tilnærmes praksis efter fondslovgivningen. Efter udvalgets forslag skal permutation alene kunne ske, hvis særlige grunde taler for det. Det svarer for så vidt til den gældende arvelovs § 69. Herudover foreslås det som noget nyt, at loven kommer til at indeholde en mere uddybende angivelse af de hovedhensyn, som der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om der skal gives tilladelse til permutation. Udvalget foreslår, at disse hovedhensyn skal være testationens formål og karakter, ændrede forhold siden testamentets oprettelse, den oprindelige bestemmelses gennemførlighed og hensigtsmæssighed samt hensynet til arvingen. Opregningen er ikke udtømmende.

Der henvises til betænkningen s. 318-323.

17.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om tilnærmelse af permutationsadgangen efter arveloven til praksis efter fondslovene, og lovforslaget er med en redaktionel ændring udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 92 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

18. Dødsgaver mv.

18.1. Gældende ret

Efter arvelovens § 70 finder reglerne om testamenter tilsvarende anvendelse på gaveløfter, der ikke kan gøres gældende, så længe giveren lever (såkaldte dødsgaver), og gaver, der gives på giverens dødsleje (dødslejegaver). Bestemmelsen har navnlig til formål at fastslå, at livsgaver falder uden for arveloven, og at de derfor ikke er omfattet af lovens regler om formkrav til oprettelse af testamenter og om begrænsning i testationskompetencen. Bestemmelsen har derfor først og fremmest karakter af at afgrænse livsdispositioner fra dødsdispositioner samtidig med, at den fastlægger formkravene til dødsdispositioner.

§ 70 behandler i 1. led dødsgaver. Uden for dødsdispositionerne falder gaver, som er opfyldt ved giverens død, uden at det er sket på et tidspunkt, hvor giveren måtte forudse sin død som nært forestående.

§ 70 behandler i 2. led gaver, der gives på giverens dødsleje. Ved en dødslejegave fordeles arveladerens ejendele i levende live med henblik på en forestående død og tjener samme formål som et testamente. Dødslejebegrebet skal ikke tages bogstaveligt, og der stilles således ikke krav om, at arveladeren skal være sengeliggende. Efter praksis skal der ikke være gået ret lang tid mellem løftet og dødsfaldet, før man er uden for dødslejegavebegrebet, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 171. Ved dommen blev en gave på i alt 500.000 kr. givet 25 dage før giverens død anset for en dødslejegave. Modtageren af gaven var et legat, der skulle støtte kræftforskning. Giveren var hospitalsindlagt på grund af kræft. I dommens præmisser anføres, at giveren "efter al menneskelig erfaring kun havde kort tid tilbage at leve i og selv forudså sin snarlige død. Der er også herved henset til gavedispositionens omfang. Gaven må herefter, uanset at der er forløbet 25 dage fra gavebrevets oprettelse til (giverens) død, anses som en dødslejegave".

Den, der påstår, at der foreligger en dødsgave eller en dødslejegave, der skal tilsidesættes, fordi testamentsreglerne ikke er iagttaget, har bevisbyrden herfor.

Der henvises til betænkningen s. 325-326.

18.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Arvelovsudvalget foreslår, at den gældende arvelovs § 70 om dødsgaver mv. videreføres med enkelte ændringer, herunder især en mindre udvidelse af området for dødslejegaver.

Det følger af praksis, at giveren ikke behøver at være sengeliggende, for at der er tale om en dødslejegave. Under henvisning hertil og til den i pkt. 17.1. refererede højesteretsdom foreslår udvalget, at udtrykket "dødsleje" udgår af loven, og at det i stedet kommer til at fremgå af bestemmelsen, at lovens regler om testamenter skal finde tilsvarende anvendelse på gaver, som giveren yder på et tidspunkt, hvor giverens død er nært forestående, og giveren er klar over det. Dette indebærer en mindre udvidelse af området for dødslejegaver. Til eksemplificering nævner udvalget et tilfælde, hvor en person af lægen får besked om, at han er uhelbredeligt syg og kun har kort tid tilbage at leve i, i bedste fald op mod et halvt års tid. Hvis den pågældende dør 1-2 måneder senere, vil en gave næppe være en dødslejegave efter den gældende bestemmelse i arvelovens § 70. Efter udvalgets opfattelse kan et sådant tilfælde efter en konkret vurdering kræve iagttagelse af testamentsreglerne.

Udvalget peger på, at den foreslåede, begrænsede, udvidelse af området for dødslejegaver vil kunne ramme sædvanlige gaver, der således ville være omfattet af kravet om iagttagelse af testamentsreglerne. Dette er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, og udvalget foreslår derfor, at sædvanlige gaver ikke skal være omfattet af dødslejegavebegrebet.

Der henvises til betænkningen s. 328-333.

18.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om dødsgaver mv., herunder den foreslåede præcisering og udvidelse af området for dødslejegaver.

Der henvises til lovforslaget § 93 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

19. Overlevelseskravet

19.1. Gældende ret

Efter arvelovens § 5 er det en betingelse for arv, at arvingen har overlevet arveladeren. Det er imidlertid uden betydning, om arvingen dør kort tid efter arveladeren. Et foster har arveret, hvis det er avlet før dødsfaldet og senere bliver født levende. Er to personer, der ellers ville have arveret efter hinanden, afgået ved døden samtidig, eller vides det ikke, hvem der døde først, arver de ikke hinanden. Reglen gælder for både legal arv og testamentarisk arv.

19.2. Udvalgets overvejelser

Udvalget foreslår, at den gældende arvelovs § 5 flyttes fra kapitlet om slægtninges arveret til et selvstændigt kapitel, da bestemmelsen både omfatter legal arv, herunder også ægtefællens legale arv, og testamentarisk arv.

Endvidere foreslår udvalget, at det præciseres i bestemmelsen, at arveladeren ved testamente kan have truffet en anden bestemmelse. En sådan testamentarisk bestemmelse skal selvsagt respektere tvangsarvereglerne.

Der henvises til betænkningen s. 547.

19.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af overlevelseskravet. Der henvises til lovforslagets § 94 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

20. Arv, som tilfalder staten

20.1. Gældende ret

Hvis en person dør uden at efterlade sig legale arvinger og arvinger efter testamente, tilfalder den pågældendes ejendele staten, jf. arvelovens § 71, stk. 1.

Efter § 71, stk. 2, 1. pkt., kan Justitsministeriet bestemme, at der ikke skal rejses indsigelse mod et anfægteligt testamente, der må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje. Under særlige omstændigheder kan Justitsministeriet endvidere afstå arven til afdødes slægtninge eller andre, der har stået afdøde nær. Dette kan særlig være tilfældet, når afdøde ikke har kunnet oprette testamente, eller formuen hidrører fra en fælles slægtning, jf. stk. 2, 2. pkt.

Hovedparten af Justitsministeriets sager i henhold til § 71, stk. 1, 1. pkt., vedrører skriftlige formløse testamenter. Som udgangspunkt anerkender Justitsministeriet formløse skriftlige testamenter som grundlag for en afgørelse om afståelse af arven, hvis det kan antages, at afdøde har skrevet testamentet eller dog underskrevet det. Hvis den betingelse ikke er opfyldt, eller hvis testamentet kun foreligger i mundtlig form, kan der som altovervejende hovedregel kun blive tale om afståelse af arven, hvis testamentet er bekræftet ved en forklaring i skifteretten af vidner til arveladerens udtalelser. Ved bevisvurderingen lægger Justitsministeriet betydelig vægt på, om et vidne kan anses for uvildigt i forhold til det ansøgte.

Der er ikke i praksis nogen skarp sondring mellem § 71, stk. 2, 1. pkt. (anfægtelige testamenter) og 2. pkt. (afståelse under særlige omstændigheder). En mundtlig tilkendegivelse fra afdøde om, at en bestemt person skal arve vedkommende, kan således anses for at være et anfægteligt mundtligt testamente, som Justitsministeriet kan undlade at rejse indsigelse mod efter 1. pkt. Sådanne mundtlige tilkendegivelser kan imidlertid også danne grundlag for afståelse efter 2. pkt. Det afgørende er, at tilkendegivelsen kan bekræftes af uvildige vidner, og at den må anses som udtryk for afdødes sidste vilje.

Afgørelsen om afståelse efter § 71, stk. 2, 2. pkt., beror på en samlet skønsmæssig vurdering. I disse sager er den primære kilde til oplysning af sagerne oftest vidneforklaringer fra ansøgere og vidner, og Justitsministeriet afstår som udgangspunkt ikke arv, medmindre der foreligger entydige oplysninger til fordel for en ansøger, navnlig vedrørende mundtlige tilkendegivelser fra afdøde eller faktiske omstændigheder om f.eks. det nære forhold mellem ansøgeren og afdøde. Ved bevisvurderingen lægger Justitsministeriet betydelig vægt på, om et vidne kan anses for uvildigt i forhold til det ansøgte. Afgives der modstridende vidneforklaringer, vil Justitsministeriet som udgangspunkt afslå afståelse.

§ 71, stk. 2, 2. pkt., angiver udtrykkeligt, at afståelse navnlig kan være relevant, hvor arven hidrører fra en fælles slægtning. Der tænkes især på tilfælde, hvor arveladeren dør kort efter at have arvet en slægtning, efter hvem der er andre arvinger, som ikke kan arve den nu afdøde. Ved afståelse af arv til ikke-arveberettigede slægtninge, f.eks. fætre og kusiner, stilles der krav om et meget nært og langvarigt forhold mellem afdøde og ansøgeren, f.eks. fælles opvækst eller plejeforhold. Også i stedbørnsforhold vil det være en forudsætning for afståelse, at der har været et meget nært og langvarigt forhold mellem afdøde og stedbarnet, og formentlig også at dette forhold er etableret under ansøgerens opvækst. Tilsvarende gælder for så vidt angår plejebarnsforhold.

En ansøgers fjernere slægtskab til afdøde tillægges ikke i sig selv vægt ved vurderingen af en ansøgning om afståelse. Hvis der ikke foreligger særlige omstændigheder, kræves det, at afdødes formodede vilje skal være godtgjort ved skriftlige optegnelser eller uvildige vidner, eller at afdøde og ansøger har været særligt nært tilknyttede. Afståelse alene på grundlag af nær tilknytning €" men uden at der foreligger slægtskabsforhold, plejebarnsforhold eller stedsbarnsforhold - vil i praksis stille meget store krav til den nære tilknytning mellem afdøde og ansøgeren.

Afståelse er i praksis endvidere sket til personer, der har passet og plejet afdøde. I disse tilfælde er der afstået et beløb som en art vederlag for plejen.

Har der været et samlivsforhold mellem afdøde og ansøgeren, lægger Justitsministeriet vægt på oplysningerne om varigheden af samlivet samt på, om samlivet har haft en ægteskabslignende karakter, herunder med et vist økonomisk fællesskab. Som udgangspunkt kræves det endvidere, at samlivet bestod på tidspunktet for dødsfaldet. Det er forholdsvis sjældent, at Justitsministeriet får forelagt sager, hvor samlivet har været kortvarigt. De krav, der stilles til samlivets varighed, må i øvrigt ses i lyset af samfundsudviklingen og den øvrige regulering, der findes om ugifte samlevendes retsforhold. Når der er tale om faste og langvarige samlivsforhold, foretager Justitsministeriet som udgangspunkt ikke en nærmere prøvelse.

Afståelse efter § 71, stk. 2, 2. pkt., kan endvidere komme på tale, hvor afdøde ikke har kunnet oprette testamente. Der tænkes navnlig på den situation, hvor afdøde på grund af manglende evne til at handle fornuftsmæssigt, jf. § 51, har været ude af stand til at oprette testamente. I tilfælde hvor testamente kunne være oprettet, men hvor der foreligger entydige vidneforklaringer fra uvildige vidner, der bekræfter det ansøgte, har Justitsministeriet efter omstændighederne afstået arven. I tilfælde, hvor der ikke foreligger sådanne vidneforklaringer, men hvor testamente kunne have været oprettet, vil Justitsministeriet typisk ikke afstå arven.

Der henvises til betænkningen s. 339-342.

20.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Udvalget foreslår ikke ændringer i den gældende arvelovs § 71, stk. 1, hvorefter en afdød persons ejendele tilfalder staten, hvis den pågældende ikke efterlader sig legale arvinger eller arvinger efter testamente.

Udvalget finder imidlertid, at der er behov for en bestemmelse, der giver justitsministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om bobestyrerens forvaltning af boer, hvor staten er arving. Reglen bør efter udvalgets opfattelse bl.a. anvendes til at regulere, hvordan der skal forholdes med ophavsrettigheder, der tilfalder staten.

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå ændringer i § 71, stk. 2, 1. pkt., hvorefter det kan bestemmes, at der ikke skal rejses indsigelse mod et anfægteligt testamente, hvis testamentet må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje. Justitsministeriets praksis forudsættes opretholdt.

Som anført i pkt. 20.1. afstår Justitsministeriet i medfør af den gældende arvelovs § 71, stk. 2, 2. pkt., efter praksis arv inden for en række typesituationer. Med henblik på at skabe øget klarhed i regelgrundlaget foreslår udvalget, at de væsentligste afståelseskategorier opregnes i loven. Udvalget foreslår på den baggrund, at det kommer til at fremgå af loven, at afståelse vil kunne ske til afdødes samlever, personer, der er opvokset sammen med afdøde som dennes sted- og plejesøskende, afdødes slægtninge i tilfælde, hvor formuen helt eller delvist stammer fra en fælles slægtning, samt til andre personer eller institutioner, som stod afdøde nær.

Udvalget foreslår desuden, at der indføres en særlig adgang til domstolsprøvelse ved skifteretten af Justitsministeriets afgørelse om, hvorvidt arven skal afstås.

Justitsministeriets afgørelser efter den gældende arvelovs § 71, stk. 2, kan i dag indbringes for domstolene i medfør af den almindelige prøvelsesadgang, der er fastlagt ved grundlovens § 63. Dette indebærer, at en retssag mod Justitsministeriet skal anlægges ved landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 225. Det vil efter udvalgets opfattelse være mere hensigtsmæssigt at anlægge sagen ved den skifteret, der behandler dødsboet, jf. lov om skifte af dødsboer § 2. Der bør dog være adgang til at få sagen henvist til eller anlagt ved landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens §§ 226 og 227. Af hensyn til afslutningen af boet foreslås det endvidere, at sagen skal være anlagt inden 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Udvalget anfører, at skifteretten bør træffe afgørelse ved dom, og at skifteretten bør kunne foretage en fuld prøvelse af Justitsministeriets afgørelse.

Der henvises til betænkningen s. 344-351.

20.3 Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om arv, der tilfalder staten, herunder den foreslåede særlige adgang til at få Justitsministeriets afgørelse om afståelse af arv indbragt for den skifteret, der i øvrigt behandler dødsboet.

Der henvises til lovforslagets §§ 95 og 96 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

I de administrative regler, der skal udstedes i medfør af lovforslagets § 95, stk. 4, vil der blive fastsat regler om behandlingen af anmodninger om afståelse af arv. Det vil herunder blive fastsat, at det er bobestyreren, der på Justitsministeriets anmodning skal foranledige, at der foretages afhøring ved skifteretten af ansøgere og vidner i forbindelse med behandlingen af sager om afståelse af arv. Det vil endvidere komme til at fremgå af de administrative regler, at bobestyreren skal gøre ansøgeren bekendt med indholdet af de afgivne vidneforklaringer, så vedkommende kan få lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger hertil, inden sagen sendes til Justitsministeriet. Det vil desuden blive fastsat, at bobestyreren i forbindelse med sagens indsendelse til Justitsministeriet skal afgive en indstilling om afståelsesspørgsmålet. Justitsministeriet skal ikke indkaldes til det retsmøde, hvor afhøringerne foretages. Det anførte svarer til praksis efter den gældende arvelov.

21. Reguleringsbestemmelser

Udvalget foreslår i betænkningen s. 551, at lovens beløbsreguleringsbestemmelser samles i et særskilt kapitel.

Justitsministeriet er enig i, at dette vil øge lovens overskuelighed, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets anbefaling.

Der henvises til lovforslagets § 97 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

22. Forholdet til fremmed lovgivning

Udvalget foreslår i betænkningen s. 552, at den gældende arvelovs § 80 a om adgangen til administrativt at indgå internationale overenskomster og at tiltræde konventioner på det arveretlige område videreføres. Bemyndigelsen til at indgå overenskomster med andre lande foreslås dog udvidet, således at der også med andre lande end de nordiske kan indgås overenskomster om andre arveretlige forhold end testamenters gyldighed.

Justitsministeriet kan tiltræde den foreslåede udvidelse af bemyndigelsen. Dette svarer til, hvad der gælder i henhold til andre familieretlige love, f.eks. børneloven og ægteskabsloven.

Der henvises til lovforslagets § 98 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

23. Ikrafttræden og overgangsregler

23.1. Ikrafttræden

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2008. Den forholdsvis lange ikrafttrædelsesfrist har til formål at sikre, at offentligheden får lejlighed til at blive gjort bekendt med og indrette sig på indholdet af de nye regler.

23.2. Overgangsregler

Udvalget har i betænkningen s. 379-396 indgående overvejet udformningen af overgangsreglerne.

Udvalget foreslår, at lovens regler som udgangspunkt skal finde anvendelse i tilfælde, hvor arveladeren dør efter lovens ikrafttræden.

I en række tilfælde er der imidlertid efter udvalgets opfattelse behov for særlige overgangsregler. Det gælder navnlig i relation til uskiftede boer, hvor den førstafdøde ægtefælle er død før den nye lovs ikrafttræden, men hvor den længstlevende først dør eller anmoder om skifte efter dette tidspunkt. Det gælder også i relation til testamenter, der er oprettet i overensstemmelse med formkravene i den hidtil gældende arvelov, men hvor testator først dør efter den nye lovs ikrafttræden. Det er endvidere nødvendigt at tage stilling til, i hvilket omfang de overgangsregler, der blev fastsat ved den nugældende arvelovs ikrafttræden pr. 1. april 1964, skal opretholdes.

Lovforslaget er i det hele udformet i overensstemmelse med udvalgets overvejelser herom.

Om det nærmere indhold af forslagene til ikrafttrædelses- og overgangsregler henvises til lovforslagets §§ 99-105 og bemærkningerne til disse bestemmelser.

24. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Den foreslåede forhøjelse af den længstlevende ægtefælles legale arvebrøk vil bevirke, at en større andel af arven tilfalder ægtefællen, og en tilsvarende mindre andel tilfalder resten af arvingerne. Idet en større del af arven umiddelbart vil tilfalde en eventuel ægtefælle, og da ægtefæller afgiftsfrit arver hinanden, vurderes forslaget samlet set at indebære en udskydelse af betalingen af en del af boafgiften til tidspunktet, hvor den længstlevende ægtefælle dør. Der er således umiddelbart tale om en udskydelse af en afgiftsbetaling og dermed et rentetab. Samlet skønnes dette at indebære et varigt provenutab for staten på 10 mio.kr. årligt. Der er dog tale om et skøn, der er behæftet med stor usikkerhed. Der kan således også blive tale om lavere afgiftsbetaling (og dermed yderligere provenutab), hvis den større arv forbruges af den efterlevende, eller videregives som afgiftsfrie gaver til f.eks. familiemedlemmer i næste generation.

Lovforslaget skønnes herudover ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten af betydning. Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og regioner.

25. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

26. De administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

27. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

28. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

29. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen mv. har været sendt i høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Politimesterforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Adoption og Samfund, Amtsrådsforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Danske Bedemænd, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Det Centrale Handicapråd, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af offentlige chefer i statsamterne og Københavns Overpræsidium, Forbrugerrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Foreningen af autoriserede bobestyrere, Finansrådet, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Frederiksberg Kommune, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Handelshøjskolen i København, Handelshøjskolen i Århus, Isobro, Kommunernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Overpræsidium, Københavns Kommune, Københavns Universitet (Juridisk Fakultet), Landsorganisationen i Danmark LO, Lønmodtagernes Garantifond, Landbrugsraadet, Realkreditrådet, Retssikkerhedsfonden, Statsamtet Vestsjælland, Statsamtet Viborg, Statsamtet Sø nderjylland, Statsamtet Bornholm, Statsamtet Frederiksborg, Statsamtet Storstrøm, Statsamtet Ringkjøbing, Statsamtet Fyn, Statsamtet Roskilde, Statsamtet København, Statsamtet Nordjylland, Statsamtet Ribe, Statsamtet Århus, Syddansk Universitet (Det Samfundsvidenskabelig Institut), Aalborg Universitet (Det Samfundsvidenskabelige Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Ældre Sagen, Danske Familieadvokater og De Samvirkende Invalideorganisationer.

30. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Kapitel 1 indeholder regler om slægtens legale arveret, livsarvingers tvangsarv og slægtsarvingers adgang til overtagelse efter vurdering.

Til § 1

Bestemmelsen omhandler arv til 1. arveklasse (arveladerens livsarvinger) og svarer med en sproglig modernisering til den gældende arvelovs § 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.

Til § 2

Bestemmelsen omhandler arv til 2. arveklasse (arveladerens forældre og søskende mv.) og svarer med sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.

Til § 3

Bestemmelsen omhandler arv til 3. arveklasse (bedsteforældre) og svarer med sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.

Til § 4

Bestemmelsen omhandler adoptions arveretlige virkninger og svarer med sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1. og 2.3.1.

Til § 5

Bestemmelsen omhandler livsarvingernes tvangsarveret.

Det foreslås i stk. 1 , at livsarvingernes tvangsarvebrøk udgør ¼ af den legale arv. Forslaget indebærer en nedsættelse af livsarvingernes tvangsarvebrøk, der efter den gældende arvelovs § 25 udgør ½ af den legale arv.

Der kan ikke ved testamente rådes over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov. Lovforslagets kapitel 10 (§§ 55-63) indeholder regler om adgangen til at råde over tvangsarv ved testamente. Der kan også i anden lovgivning være fastsat regler herom, jf. f.eks. lov om ægteskabets retsvirkninger § 28 a, jf. § 28 (arveladers adgang til at træffe bestemmelse om, at arven skal være særeje).

I stk. 2 foreslås det, at arveladeren ved testamente kan begrænse tvangsarven til hvert af sine børn til en værdi af 1 mio. kr. Reglen vil selvsagt kun have betydning, hvis boet er så stort, at tvangsarven efter stk. 1 for hvert af arveladerens børn udgør mere end 1 mio. kr.

I testamentspraksis anvendes ofte formuleringen, at en livsarving skal arve "mindst muligt", eller at en arving skal arve "mest muligt". Sådanne testamentariske bestemmelser kan ikke anses for bestemmelser om beløbsbegrænsning af tvangsarven. Dette gælder, uanset om den testamentariske bestemmelse er oprettet før eller efter den nye arvelovs ikrafttræden. En beløbsbegrænsning skal således fremgå udtrykkeligt af testamentet.

Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør livsarvingens andel af beløbet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. Tilsvarende gælder i forhold til fjernere livsarvinger. I tilfælde, hvor arveladerens barn er afgået ved døden, men hvor barnet efterlader sig 2 børn (arveladerens børnebørn), kan tvangsarven for hvert af disse således begrænses til 500.000 kr. Efterlader barnet sig 5 børn, kan tvangsarven for hvert barnebarn begrænses til 200.000 kr.

Det foreslås, at beløbsgrænsen i stk. 2 skal reguleres årligt i overensstemmelse med lovforslagets § 97.

Både efter stk. 1 og 2 er der tale om bruttoangivelser, hvoraf livsarvingen skal betale boafgift efter boafgiftslovens almindelige regler, jf. lovens § 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2. og 2.3.2.

Til § 6

Bestemmelsen omhandler slægtninges adgang til at overtage boets aktiver efter vurdering og svarer i vidt omfang til den gældende arvelovs § 24 a.

Efter stk. 1 er arvingerne berettiget til for deres arvelod at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet. Ved arvingerne forstås slægtsarvinger, jf. lovforslagets §§ 1-4.

Alle aktiver kan ligesom efter gældende ret overtages af en arving til vurderingsbeløbet, smh. betænkning nr. 1270/1994 om skifte af dødsboer, s. 330f.

Retten gælder kun i det omfang, arveladeren ikke har truffet anden bestemmelse i sit testamente, jf. lovforslagets § 8.

Efter stk. 2 skal det afgøres ved lodtrækning, hvem der skal overtage et aktiv, hvis der er flere arvinger, der ønsker at overtage det.

En arving har fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende. Dette kan f.eks. gælde afdødes sommerhus, der har en særlig erindringsværdi for arvingen, og som arvingen som den eneste af arvingerne gennem mange år har brugt. Ved aktiver med særlig erindringsværdi tænkes dog først og fremmest på billeder, møbler, breve, smykker, kunstgenstande og samlinger af f.eks. frimærker eller mønter, jf. Svend Danielsen, Arveloven med kommentarer, 5. udg., 2005, s. 259. I modsætning til gældende ret er det ikke en forudsætning for fortrinsretten, at aktivet stammer fra den pågældendes slægt eller slægtsgren.

I stk. 3 fastslås det, at ægtefællens ret efter lovforslagets § 11, stk. 1, og §§ 12-14 skal respekteres. Henvisningen til § 11, stk. 1, indebærer, at den længstlevende ægtefælle har ret til forlods af førstafdødes bo at udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, samt genstande, der er erhvervet til mindreårige børns brug. Henvisningen til §§ 12-14 præciserer, at reglerne om ægtefællens generelle fortrinsstilling ved overtagelse efter vurdering finder anvendelse ved overtagelse efter vurdering, når arveladeren efterlader sig både ægtefælle og slægtsarvinger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og 2.3.3.

Til § 7

Bestemmelsen omhandler slægtsarvingernes adgang til at overtage et aktiv, som ejes i sameje med boet. Der findes ikke en lignende bestemmelse i den gældende arvelov.

I stk. 1 foreslås det, at en arving, der ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, har fortrinsret til for sin arvelod at overtage boets andel af aktivet til vurderingsbeløbet. Det foreslås endvidere, at arvingen har udløsningsret. Dette indebærer, at arvingen er berettiget til at overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger, hvis værdien af aktivet overstiger arvelodden.

Retten gælder kun i det omfang, arveladeren ikke har truffet anden bestemmelse i sit testamente. Bestemmelsen gælder endvidere kun i det omfang, andet ikke er bestemt ved en samejeoverenskomst mv., jf. lovforslagets § 8. Dette gælder dog ikke, hvis en bestemmelse i en samejeoverenskomst reelt alene må anses for en dødsdisposition, der kræver iagttagelse af testamentsreglerne.

§ 7 kan også anvendes, hvor der foreligger interessentskab.

Overtagelsesretten gælder ikke for et aktiv, der er omfattet af ægtefællens ret til forlodsudtagelse efter lovforslagets § 11, stk. 1, og heller ikke for et fællesejeaktiv som nævnt i lovforslagets § 91, stk. 2, som ægtefællen ønsker at overtage efter lovforslagets § 12. Disse rettigheder fortrænger således i alle tilfælde arvingens ret til at overtage boets andel af aktivet. Det er således ikke et krav, at ægtefællen også ejer en andel af det pågældende aktiv i sameje med boet.

Stk. 2 regulerer de tilfælde, hvor både ægtefællen og en arving ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, f.eks. et sommerhus eller en båd. Udgangspunktet er, at ægtefællen har fortrinsret.

Fortrinsretten gælder dog ikke, hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, og det samtidig har en særlig erindringsværdi for en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, medmindre aktivet er omfattet af ægtefællens ret til forlodsudtagelse i § 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.

Det følger af stk. 3 , at det skal afgøres ved lodtrækning, hvem der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet, hvis der er flere arvinger (samejere), der ønsker at overtage den samme andel af et aktiv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og 2.3.3.

Til § 8

Bestemmelsen indebærer, at §§ 6 og 7 ikke finder anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente. § 7 finder endvidere ikke anvendelse, hvis andet er fastsat i en samejeoverenskomst mv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og 2.3.3.

Til kapitel 2

Kapitel 2 indeholder regler om ægtefællens legale arveret, tvangsarv og adgangen til overtagelse efter vurdering.

Til § 9

Bestemmelsen omhandler ægtefællens legale arveret.

I stk. 1 foreslås det, at ægtefællens legale arvebrøk udgør ½ af arveladerens ejendele, når arveladeren efterlader sig livsarvinger. Forslaget indebærer en forhøjelse af ægtefællens legale arvebrøk, der efter den gældende arvelovs § 6, stk. 1, udgør 1/3 af den legale arv i disse tilfælde.

Ægtefællens arveret forudsætter, at der foreligger et gyldigt indgået ægteskab. Det kræves ikke, at ægteskabet har varet en vis tid. Også et ægteskab indgået på dødslejet giver arveret. Arveretten ophører ved separation og skilsmisse.

Stk. 2 fastslår, at ægtefællen arver alene, hvis arveladeren ikke efterlader sig livsarvinger, og svarer til den gældende arvelovs § 7, stk. 1.

Bestemmelserne om fordeling af boet efter den længstlevende ægtefælle mellem de to ægtefællers slægter, som i dag findes i § 7, stk. 2-3, foreslås flyttet til det foreslåede kapitel 3 om svogerskabsarv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1. og 3.3.1.

Til § 10

Bestemmelsen omhandler ægtefællens tvangsarveret.

Det foreslås, at ægtefællens tvangsarvebrøk udgør ¼ af den legale arv. Forslaget indebærer en nedsættelse af ægtefællens tvangsarvebrøk, der efter den gældende arvelovs § 25 udgør ½ af den legale arv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2. og 3.3.2.

Til § 11

Bestemmelsen omhandler ægtefællens udtagelsesret.

Stk. 1 svarer stort set til den gældende arvelovs § 7 a, stk. 1 og 2, om forlods udtagelse af genstande til personlig brug og børnenes brug. For så vidt angår genstande, som er erhvervet til børnenes brug, foreslås det dog præciseret, at genstandene skal være erhvervet til brug for mindreårige børn, dvs. børn under 18 år. Hvis en genstand er erhvervet til et mindreårigt barns brug, er det ikke en betingelse for udøvelse af forlodsretten, at genstandens værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Dette krav stilles kun for så vidt angår ægtefællens forlodsret til genstande erhvervet til dennes personlige brug. Hvis genstanden ejes af barnet, er der ikke behov for en udtagelsesregel. I denne situation går genstanden direkte til barnet.

Reglerne, som gælder i alle dødsboer €" store som små €" giver under de i lovteksten angivne betingelser ret til forlods udtagelse. Udtagelsen belaster altså ikke den længstlevende ægtefælles boslodskrav ved opgørelsen af et fællesbo og heller ikke kravet i henhold til den foreslåede regel i stk. 2 (retten til suppleringsarv). Udtagelsesretten kan også gøres gældende over for effekter €" f.eks. smykker €" som hørte til den afdøde ægtefælles bodel eller særeje.

En længstlevende ægtefælles påberåbelse af stk. 1 vil kunne medføre, at et dødsbo kan sluttes uden skiftebehandling. Reglen vil derfor i praksis også blive påberåbt af en længstlevende ægtefælle, der som enearving ville have kunnet overtage hele boet i medfør af lovforslagets § 9, stk. 2.

Reglerne om fordeling af arven efter den længstlevende ægtefælle ved dennes død findes i lovforslagets § 16.

Stk. 2 viderefører den gældende arvelovs § 7 b, stk. 2 med en række ændringer og præciseringer. Efter den gældende bestemmelse kan den længstlevende ægtefælle altid udtage så meget af boet, at det sammenlagt med den længstlevende ægtefælles bos- og arvelod og eventuelle fuldstændige særeje udgør 200.000 kr. (2006). Det foreslås, at beløbsgrænsen forhøjes til 500.000 kr., der som hidtil skal reguleres, jf. lovforslagets § 97. Hvis førstafdødes arvinger finder, at værdiansættelserne er for lave, og deres arveret derfor uberettiget beskæres, må dette spørgsmål afklares af skifteretten inden beregning af suppleringsarv.

Af stk. 3 fremgår det, at forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet, skal indgå ved beregningen efter stk. 2. Alle typer ydelser uanset art, der tjener et forsørgelsesformål, er omfattet af stk. 3. Værdien af rateforsikringer og ratepensioner fastlægges ved en sammenlægning af ydelserne i garantiperioden. En ordning med løbende livsbetingede ydelser må værdiansættes ved en aktuarmæssig beregning.

Bestemmelsen omfatter både ydelser, der udbetales fra obligatoriske og frivillige pensionsordninger, og det er uden betydning, om pensionsordningen er privat, eller der er tale om en arbejdsmarkedsordning, ATP-ordning, indekskontrakt mv.

Bestemmelsen finder anvendelse på både engangsbeløb og løbende ydelser, der ikke er livsbetingede, f.eks. en ratepension.

Bestemmelsen omfatter beløb, der udbetales fra både førstafdødes og længstlevendes livsforsikringer samt pensionsordninger og lignende ordninger. Også en ulykkeslivsforsikring, der kommer til udbetaling til længstlevende i anledning af dødsfaldet, skal medregnes.

Det er alene førstafdødes og længstlevendes livsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser samt en forsørgertabserstatning, der kommer til udbetaling i anledning af dødsfaldet, der skal indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv.

Førstafdødes øvrige rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, giver i reglen ikke anledning til problemer, fordi disse €" i det omfang de falder i arv €" indgår i førstafdødes bo. I almindelighed vil sådanne rettigheder bortfalde, blive frigivet eller miste deres personlige og uoverdragelige karakter ved dødsfaldet.

Længstlevendes øvrige § 15, stk. 2-rettigheder skal kun indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv i den udstrækning, disse rettigheder ville indgå i ligedelingen på skifte i længstlevendes levende live, hvis de var fælleseje, jf. 2. pkt. Længstlevende kan således f.eks. holde sine egne indekskontrakter uden for opgørelsen efter stk. 2.

Af § 16 a, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger som indsat ved § 1, nr. 1, i lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo mv. (pensionsrettigheders behandling ved død samt separation og skilsmisse) fremgår det, at den længstlevende ægtefælle ved skifte efter en ægtefælles død udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods af boet. Beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, udtages efter § 16 a, stk. 2, endvidere forlods, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt, medmindre de ved udbetalingen har mistet karakteren af pensionsopsparing. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene.

I det omfang en § 15, stk. 2-rettighed, som indehaves af længstlevende, indgår i et uskiftet bo, jf. lovforslagets § 23, stk. 2-6 (der viderefører den gældende arvelovs § 14, stk. 2, med en række ændringer), skal den også indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv.

Stk. 3, 2. pkt., indebærer endvidere, at f.eks. en erhvervsevnetabserstatning, som længstlevende har fået udbetalt, ikke vil indgå i beregningen af retten til suppleringsarv, hvad enten erstatningen er fælleseje eller særeje, fordi den €" hvis den var fælleseje €" under alle omstændigheder ville kunne udtages forlods, jf. erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, jf. § 5.

Erstatning for rimelige begravelsesudgifter som nævnt i erstatningsansvarslovens § 12 skal ikke indgå i beregningen. Et overgangsbeløb i medfør af erstatningsansvarslovens § 14 a (og arbejdsskadesikringslovens § 19) skal ikke indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv, da der er tale om en standardiseret kompensation for forskellige udgifter, der sædvanligvis er forbundet med en ægtefælles død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet og begravelsesudgifter. Godtgørelse til efterladte efter erstatningsansvarslovens § 26 a (og arbejdsskadesikringslovens § 23) skal heller ikke medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv, da sådan erstatning og godtgørelse ikke tjener til længstlevendes forsørgelse.

Det afgøres i øvrigt efter de særlige regler, der gælder for disse rettigheder, om surrogater og indtægter skal indgå i beregningen af retten til suppleringsarv.

I stk. 4 foreslås det som noget nyt, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle uanset stk. 2 kan overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet lovforslagets § 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i lovforslagets § 91, stk. 2.

Reglen indebærer, at der gives en særlivsarving en køberet til aktiver med særlig erindringsværdi for den pågældende. Særlivsarvingen skal betale vurderingsprisen kontant til boet. I det omfang, der er en arvelod til den pågældende i boet, vil betaling kunne ske ved modregning heri. Særlivsarvingen køber aktivet af boet, og der er derfor ikke tale om en disposition, der forøger arvelodden og dermed har betydning for betalingen af boafgift.

Reglen er begrænset til at gælde særlivsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle. Baggrunden herfor er, at fælles livsarvinger arver ved den længstlevende ægtefælles død og på dette tidspunkt får mulighed for at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet i det omfang, aktiverne stadig er i behold, jf. lovforslagets §§ 6-8. En tilsvarende retsstilling opnår særlivsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle ikke, medmindre ægtefællerne i et fælles testamente har bestemt, at særlivsarvingen skal arve længstlevende.

Reglen vil næppe få større praktisk betydning, når der er tale om fællesejeaktiver, fordi § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, vil kunne udtømme fællesboets aktiver med mulig særlig erindringsværdi. Reglen kan dog f.eks. tænkes anvendt i tilfælde, hvor en særlivsarving ønsker at overtage et smykke eller lignende, som ikke er omfattet af ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, eller hvor særlivsarvingen ønsker at overtage en ting, som ikke er omfattet af § 91, stk. 2, nr. 2, f.eks. en frimærkesamling. En køberet for særlivsarvingen vil kunne få større praktisk betydning for aktiver, der er fuldstændigt særeje i boet, fordi særejeaktiver ikke er omfattet af § 91, stk. 2. Det er ikke usædvanligt, at indbo, der gennem mange år har været i en bestemt families eje, gøres til fuldstændigt særeje for modtageren i forbindelse med, at indboet overdrages til en yngre generation i familien.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.3. og 3.3.3.

Til § 12

Bestemmelsen omhandler den længstlevende ægtefælles adgang til at overtage boets fællesejeaktiver efter vurdering. Bestemmelsen viderefører den gældende arvelovs § 24 b med nogle ændringer.

Stk. 1 indebærer, at den længstlevende ægtefælle for sin bos- og arvelod har ret til at overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet, til vurderingsbeløbet.

Efter stk. 2 har ægtefællen fortrinsret, hvis ægtefællen og en arving ønsker at overtage det samme aktiv. Som noget nyt foreslås det, at førstafdødes særlivsarving skal have fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende, og det ikke er omfattet af § 11, stk. 1, eller der ikke er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2.

Det følger af stk. 3 , at ægtefællen har udløsningsret. Dette indebærer, at ægtefællen er berettiget til at overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger, hvis værdien af aktiverne overstiger arvelodden.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.4. og pkt. 3.3.4.

Til § 13

Bestemmelsen omhandler den længstlevende ægtefælles adgang til efter vurdering at overtage aktiver af den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje og viderefører den gældende arvelovs § 24 c med nogle ændringer.

Stk. 1 indebærer, at den længstlevende ægtefælle inden for sin arvelod af afdødes fuldstændige særeje har ret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

Efter stk. 2 har ægtefællen fortrinsret, hvis ægtefællen og en arving ønsker at overtage det samme aktiv. Som noget nyt i forhold til den gældende arvelovs § 24 c foreslås det, at en særlivsarving skal have fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af ægtefællens forlodsret efter § 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.

I stk. 3 foreslås det som noget nyt i forhold til gældende ret, at en ægtefælle, der ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, kan overtage boets andel af aktivet til vurderingsprisen, også selvom værdien heraf overstiger arvelodden. Ægtefællen skal i givet fald indbetale det overskydende beløb kontant til boet, dvs. ægtefællen har udløsningsret.

Reglen skal bl.a. ses i sammenhæng med lovforslagets § 7 om en arvings overtagelses- og udløsningsret til et aktiv, der ejes i sameje med boet. Det er en naturlig konsekvens af, at der gives arvingen udløsningsret efter § 7, at også en ægtefælle skal have en sådan udløsningsret i forbindelse med overtagelse af en andel af et fuldstændigt særejeaktiv, når ægtefællen i forvejen ejer en andel af aktivet i sameje med boet. Ægtefællen har udløsningsret, hvis aktivet er et fællesejeaktiv, jf. lovforslagets § 12. Dette svarer til gældende ret.

Om de tilfælde, hvor både en ægtefælle og en arving ejer en andel af et aktiv i sameje med boet, henvises til lovforslagets § 7, stk. 2. Det følger heraf, at ægtefællen som udgangspunkt har fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, begrænses ægtefællens fortrinsret dog i de tilfælde, hvor aktivet har en særlig erindringsværdi for en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.4. og pkt. 3.3.4.

Til § 14

Bestemmelsen indebærer, at §§ 12 og 13 ikke finder anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente, jf. lovforslagets §§ 90 (fuldstændigt særeje) og 91 (fælleseje).

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.4. og 3.3.4.

Til kapitel 3

Kapitel 3 indeholder regler om fordeling af boet efter en længstlevende ægtefælle, som har arvet den førstafdøde som dennes enearving i henhold til lovforslaget § 9, stk. 2, eller et testamente med samme indhold, eller som har udtaget boet i medfør af reglen om ret til suppleringsarv i lovforslagets § 11, stk. 2.

§§ 15 og 16 modsvarer den gældende arvelovs § 7, stk. 2 og 3, og § 7 b, stk. 2, 2. pkt.

Til § 15

Bestemmelsen omhandler fordelingen af arven efter den længstlevende ægtefælle i de tilfælde, hvor den førstafdøde ægtefælle ikke efterlod sig nogen livsarvinger, og den efterlevende ægtefælle derfor var enearving. I disse tilfælde er udgangspunktet, at arven efter længstlevende skal deles med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger.

Bestemmelsen modsvarer den gældende arvelovs § 7, stk. 2 og 3.

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 7, stk. 2, 1. pkt., idet det dog foreslås, at reglerne om deling mellem de to slægter også skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet i henhold til et testamente. En sådan testamentarisk bestemmelse er i og for sig overflødig, da den blot svarer til de legale regler. Reglerne finder kun anvendelse, hvis førstafdøde ikke efterlod sig livsarvinger, og altså ikke i tilfælde, hvor længstlevende arver i henhold til et testamente i konkurrence med førstafdødes livsarvinger.

Som efter de hidtil gældende regler følger det af stk. 1, nr. 1 og 4, at delingsreglerne ikke finder anvendelse, hvis den længstlevende ægtefælle har indgået nyt ægteskab - uanset om dette er ophørt ved skilsmisse eller død - eller hvis den længstlevende ægtefælle efterlader sig livsarvinger. I disse tilfælde tilfalder hele boet efter længstlevende dennes arvinger, og førstafdødes slægt arver intet. Som en konsekvens af de nye regler om udvidede samlevertestamenter i lovforslagets § 87 foreslås det i nr. 2 og 3, at delingsreglerne heller ikke skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet en samlever i henhold til et udvidet samlevertestamente, eller hvor længstlevende efterlader sig en samlever, der er arveberettiget i henhold til et sådant testamente. I disse situationer tilfalder hele boet efter længstlevende således samleveren, medmindre længstlevende også efterlader sig livsarvinger.

Stk. 2 svarer til den gældende arvelovs § 7, stk. 2, 2. pkt. Er der ved den længstlevende ægtefælles død kun slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, følger det af stk. 2, at disse arver det hele.

Stk. 3 er nyt i forhold til gældende ret og har til formål at regulere den situation, hvor en eller begge ægtefæller har truffet bestemmelse ved testamente over en del af boet, men ikke hele boet. Er der ved et testamente oprettet af begge ægtefæller eller ved testamente oprettet alene af længstlevende truffet bestemmelse om hele arven efter længstlevende, finder de legale regler selvsagt ikke anvendelse.

I tilfælde, hvor der ved testamente kun er truffet bestemmelse over en del af boet, foreslås det, at den del af boet, der ikke er truffet bestemmelse om, deles i overensstemmelse med stk. 1 og 2, medmindre andet må anses for at følge af testamentet. At andet følger af testamentet kan f.eks. være tilfældet, hvis testamentet må forstås sådan, at længstlevende kun har haft til hensigt at fordele den halvdel af arven, der efter stk. 1, skal tilfalde den pågældendes slægt, og ikke at berøre den halvdel, der skal tilfalde førstafdødes slægt. Hvis f.eks. længstlevendes testamente bestemmer, at "arven til min slægt skal deles mellem mine to søstre" må det som udgangspunkt forstås sådan, at halvdelen af arven efter længstlevende skal deles mellem de to søstre, mens den anden halvdel skal deles mellem førstafdødes slægtninge efter loven. Det er uden betydning for reglens anvendelse, om der er tale om et fællestestamente eller om et testamente oprettet af en af ægtefællerne alene. Det er endvidere i sig selv uden betydning, om testamentet begunstiger en af ægtefællernes slægtninge eller en ubeslægtet person eller en organisation.

Stk. 4 svarer til den gældende lovs § 7, stk. 3, og fastslår, at stk. 1-3 ikke er til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet. Stk. 1-3 er således deklaratoriske.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.

Til § 16

Bestemmelsen indeholder regler om fordelingen af arven efter længstlevende i tilfælde, hvor denne har benyttet sig af reglen i lovforslagets § 11, stk. 2, om ret til som suppleringsarv at udtage indtil 500.000 kr.

Bestemmelsen erstatter den gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, 2. pkt., som i praksis har givet anledning til fortolkningstvivl.

Stk. 1 opregner betingelserne for, hvornår delingsreglerne finder anvendelse. Som efter lovforslagets § 15 finder reglerne ikke anvendelse, hvis længstlevende har indgået nyt ægteskab, har arvet en samlever i henhold til et samlevertestamente eller efterlader en samlever, der er arveberettiget i henhold til et samlevertestamente.

I modsætning til lovforslagets § 15, der kun vedrører barnløse ægtefæller, finder delingsreglerne imidlertid også anvendelse i tilfælde, hvor en eller begge ægtefæller efterlader sig livsarvinger.

Reglerne finder anvendelse i alle tilfælde, hvor længstlevende benytter reglen i lovforslagets § 11, stk. 2, uanset om længstlevende udtager hele boet i medfør af reglen, eller længstlevende alene supplerer sin arvelod op til de 500.000 kr.

Stk. 2-7 indeholder reglerne om fordelingen af arven mellem førstafdødes og længstlevendes arvinger afhængig af, om henholdsvis førstafdøde og længstlevende efterlader sig livsarvinger, alene slægtsarvinger, dvs. legale arvinger, der ikke er livsarvinger, eller ingen arvinger.

Er der ved længstlevendes død livsarvinger efter begge ægtefæller, deles boet med halvdelen til hver livsarvingsgruppe, jf. stk. 2, 1. pkt. Er der alene livsarvinger efter længstlevende, arver disse alene, jf. stk. 2, 2. pkt. Førstafdødes slægtsarvinger tager således som efter gældende ret ikke arv i konkurrence med længstlevendes livsarvinger.

Er der livsarvinger efter førstafdøde, mens længstlevende alene efterlader sig udarvinger, deles boet med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes udarvinger, jf . stk. 3. Er der ingen arvinger efter længstlevende, arver førstafdødes livsarvinger alene.

Stk. 4 regulerer den situation, hvor der ved længstlevendes død ikke er livsarvinger efter nogen af ægtefællerne. Her deles boet som efter gældende ret med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. Er der ingen arvinger efter den ene ægtefælle, arver den anden ægtefælles arvinger alene.

Stk. 5 svarer til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 15, stk. 4, og regulerer den situation, hvor en eller begge ægtefæller har truffet bestemmelse over en del af boet ved testamente. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 15, stk. 4.

I stk. 6 foreslås det, at legal arv, som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død, skal fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i medfør af stk. 2 og 3. Om baggrunden for reglen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.

Det er arvens værdi ved modtagelsen, der skal lægges til grund ved fradraget, dvs. der skal ikke foretages nogen regulering, heller ikke selvom der er gået mange år siden dødsfaldet.

I stk. 7 bestemmes, at de legale delingsregler i stk. 2-6 ikke er til hinder for, at længstlevende ved testamente kan råde over hele boet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.

Til kapitel 4

Kapitel 4 indeholder regler om den længstlevende ægtefælles adgang til uskiftet bo.

Til § 17

Bestemmelsen fastslår, at en længstlevende ægtefælle har ret til at overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo uden at skifte med fælles livsarvinger og svarer til den gældende arvelovs § 8.

Uskiftet bo omfatter alene fælleseje. Boet kan således udleveres til uskiftet bo med formue, der er fælleseje (formuefællesskab), rent skilsmissesæreje, ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor den førstafdøde ægtefælles formue bliver til fælleseje ved dennes død, og med andele i brøkdelssærejer, der er eller bliver fælleseje ved den første ægtefælles død.

Retten til uskiftet bo med fællesbørn gælder også, hvis den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, idet der da enten kan skiftes med dem, eller de kan samtykke i, at ægtefællen er i uskiftet bo, jf. lovforslagets § 18.

Til § 18

Bestemmelsen omhandler en længstlevende ægtefælles adgang til uskiftet bo med den førstafdøde ægtefælles særbørn med samtykke fra disse og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til arvelovens § 9.

Skiftes et bo, hvor den længstlevende ægtefælle har overtaget forsørgelsespligten over for førstafdødes mindreårige særlivsarvinger, bortfalder forsørgelsespligten.

Til § 19

Bestemmelsen omhandler de krav, der stilles til den længstlevende ægtefælles økonomi i forbindelse med udleveringen til uskiftet bo.

Stk. 1-3 udbygger den gældende arvelovs § 10, hvorefter et bo ikke kan udleveres til uskiftet bo, hvis ægtefællen er under konkurs eller ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Bestemmelsens formål er at hindre, at den førstafdøde ægtefælles arvinger kan blive stillet ringere på et skifte efter et uskiftet bo end ved et skifte straks.

Ved vurderingen af, om den længstlevende ægtefælle er insolvent, skal der for det første tages stilling til, om længstlevendes bodel udviser en underbalance. Har ægtefællerne fælles gæld, skal gælden placeres hos den ægtefælle, der endeligt skal bære gælden. Kan gælden ikke helt eller delvist placeres hos en af ægtefællerne, må halvdelen placeres hos hver ægtefælle. En eventualgæld må kursfastsættes. Længstlevendes skilsmissesæreje, der ved dødsfaldet er blevet til fælleseje, anses i denne forbindelse for at høre til bodelen. Overskydende gæld på den længstlevende ægtefælles fuldstændige særeje medregnes endvidere. Tilsvarende gælder en mulig overskydende gæld på de midler, der er omfattet af lovforslagets § 23, idet ægtefællen over for kreditorerne hæfter med bodelen for en sådan overskydende gæld.

For det andet skal der tages hensyn til en eventuel arv af førstafdødes fuldstændige særeje, i det omfang denne arv vil indgå i det uskiftede bo eller udligne en underbalance på den længstlevendes øvrige midler.

Tilsvarende gælder for erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder længstlevende i anledning af førstafdødes død.

Efter stk. 2 kan skifteretten som noget nyt i forhold til gældende ret tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en underbalance efter boets forhold må anses for at være af underordnet betydning. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor hele boet hører til den førstafdøde ægtefælles bodel, og ægtefællerne har ordnede økonomiske forhold, men hvor den længstlevende har en mindre studiegæld. Gældens karakter kan også indgå i vurderingen. Hvis der er tale om en ren forbrugsgæld, der eventuelt løbende er steget, vil det være et moment, der kan tale imod en udlevering til uskiftet bo. Tilsvarende gælder, hvis ægteskabet har været ganske kortvarigt.

Ved stk. 3 , som er nyt i forhold til gældende ret, fastsættes det for det første, at førstafdødes livsarvinger kan tillade udlevering til uskiftet bo i tilfælde, hvor der foreligger insolvens efter stk. 1, og skifteretten ikke dispenserer efter stk. 2. Er der umyndige livsarvinger, må statsamtets tiltrædelse indhentes efter kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 om værgemål. Har særlivsarvinger givet forhåndssamtykke til uskiftet bo, kan dette samtykke ikke anses for bindende i en situation, hvor længstlevende ved dødsfaldet viser sig at være insolvent.

Stk. 4 er nyt i forhold til gældende ret og fastsætter, at et bo ikke kan udleveres til uskiftet bo, hvis en af ægtefællerne er så insolvent, at den længstlevende ægtefælle totalt set vil være insolvent efter udleveringen. Bestemmelsens formål er at sikre ægtefællernes kreditorer, og det er således uden betydning, om førstafdødes livsarvinger giver samtykke. Der skal ved bedømmelsen dels tages hensyn til de midler, der vil indgå i det uskiftede bo, dels til den længstlevende ægtefælles eventuelle fuldstændige særeje, dels til midler, som længstlevende eventuelt arver af førstafdødes fuldstændige særeje og/eller modtager som erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb i anledning af førstafdødes død, og som ikke er undtaget fra kreditorforfølgning. Uden reglen i stk. 4 ville konsekvensen eventuelt kunne blive, at ægtefællen kunne erklæres konkurs, og at kreditorerne efter omstændighederne kunne få omstødt udleveringen til uskiftet bo, jf. konkurslovens § 74. Reglen harmonerer således med konkursretlige grundsætninger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.2.1. og pkt. 5.3.2.

Til § 20

Bestemmelsen omhandler den længstlevende ægtefælles anmodning om udlevering af boet til uskiftet bo og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til arvelovens §§ 11 og 12.

Til § 21

I bestemmelsen foreslås det som noget nyt i forhold til gældende ret, at skifteretten skal underrette den førstafdøde ægtefælles livsarvinger om udleveringen til uskiftet bo.

En sådan underretning vil bl.a. have betydning for livsarvingernes mulighed for at udnytte retten efter lovforslagets § 22, stk. 3, til at få udleveret et eksemplar af formueoversigten.

Det forudsættes, at der i forbindelse med underretningen foretages en sædvanlig undersøgelse med henblik på at finde frem til livsarvingerne, jf. dødsboskiftelovens § 7, stk. 2 og 4.

Til § 22

Bestemmelsen indeholder regler om den formueoversigt, som den længstlevende ægtefælle skal udarbejde i tilslutning til udleveringen af et bo til uskiftet bo. Bestemmelsen udbygger den gældende arvelovs § 13.

Formueoversigten har navnlig betydning ved vurderingen af boets skattemæssige forhold. Hertil kommer, at den kan få en væsentlig bevismæssig funktion i forbindelse med en vurdering af, om den længstlevende ægtefælle har misbrugt rådigheden over et uskiftet bo.

I overensstemmelse med gældende ret foreslås det i stk. 1, at formueoversigten skal indleveres til skifteretten inden 6 måneder efter dødsfaldet.

Formueoversigten opdeles således at én afdeling angår førstafdødes fællesejemidler, en anden afdeling længstlevendes fællesejemidler, en tredje afdeling de i lovforslagets § 23, stk. 2-6 nævnte midler, en fjerde afdeling længstlevendes fuldstændige særeje og en femte afdeling førstafdødes fuldstændige særeje.

Af stk. 2 fremgår det, at det skal være særligt angivet i formueoversigten, hvem der skal arve den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler.

Det følger af stk. 3 , at skifteretten kan forlænge fristen på 6 måneder i stk. 1.

Hvis formueoversigten ikke indleveres rettidigt, dvs. inden udløbet af fristen på 6 måneder efter stk. 1 eller efter udløbet af en forlænget frist efter stk. 3, foreslås det i stk. 4 , at skifteretten kan kræve, at oversigten udarbejdes af en autoriseret bobestyrer, der beskikkes dertil af skifteretten. Bobestyreren vil have samme adgang til at få oplysninger om boet og den længstlevende ægtefælles økonomiske forhold, som skifteretten har efter dødsboskiftelovens § 92, stk. 1. Endvidere kan tvangsmidler efter § 92, stk. 2, bringes i anvendelse.

Efter stk. 5 skal formueoversigten efter anmodning udleveres af skifteretten til livsarvingerne. Herved skabes der åbenhed om og tillid til etableringen af det uskiftede bo. Skifteretten skal efter omstændighederne vejlede livsarvingerne om deres adgang til at få formueoversigten.

Efter stk. 6 skal justitsministeren fastsætte nærmere regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan anvendes.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.2.1. og 5.3.2.

Til § 23

Bestemmelsen regulerer, hvilke aktiver det uskiftede bo omfatter, og udbygger og præciserer den gældende arvelovs § 14.

Stk. 1 svarer til arvelovens § 14, stk. 1, og fastslår, at alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver, indgår i det uskiftede bo, for så vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.

Stk. 2 er nyt i forhold til gældende ret, men i det væsentlige af præciserende art. I bestemmelsen fastslås det, at livsforsikringer, pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, ikke skal indgå i det uskiftede bo, hvis boet senere skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live. Dette er en lovfæstelse af, hvad der allerede i dag - efter en analogi af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 - i den overvejende del af den juridiske litteratur antages at være udtryk for gældende ret for så vidt angår livsforsikringsydelser, jf. Svend Danielsen, Arveloven med kommentarer, 5. udg., 2005, s. 159 (med henvisninger).

Det er et krav, at ydelserne ikke er forbrugt. Længstlevende kan altså ikke forbruge f.eks. en forsikringssum og senere kræve, at et hertil svarende beløb ikke skal indgå i boet.

Stk. 2 har baggrund i, at hovedformålet med sådanne ydelser er at sikre den længstlevende ægtefælles forsørgelse. Alle typer af pensionsydelser og lignende ydelser, der tjener et pensionsformål, er omfattet af bestemmelsen. Også ulykkeslivsforsikringsydelser, der tilfalder længstlevende i anledning af dødsfaldet, er omfattet af bestemmelsen.

Behandlingen af erstatning og godtgørelse for personskade samt forsørgertabserstatning er reguleret i erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvoraf det fremgår, at sådanne krav ikke indgår i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør i det omfang, erstatningen eller godtgørelsen ikke må antages at være forbrugt. Reglen gælder også i tilfælde, hvor et uskiftet bo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live.

I stk. 3 fastslås det, at den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringer, herunder ulykkeslivsforsikringer, pensionsrettigheder og lignende rettigheder ikke indgår i det uskiftede bo, hvis boet senere skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live. Et skifte af det uskiftede bo i den længstlevende ægtefælles levende live har derfor ingen konsekvenser for ordningerne. Alle typer af pensionsrettigheder og lignende rettigheder, der tjener et pensionsformål, er omfattet af bestemmelsen.

Af stk. 4 , 1. pkt., fremgår det, at beløb, som den længstlevende ægtefælle har fået udbetalt fra ordningerne i stk. 3 indgår i det uskiftede bo. Udbetalte løbende, livsbetingede ydelser indgår f.eks. altid i det uskiftede bo.

I 2. pkt. fastsættes imidlertid den væsentlige modifikation til hovedreglen i 1. pkt., at dette ikke gælder for udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder eller lignende rettigheder - i praksis en livsforsikringsordning med opsparing - eller supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt. Hvis et beløb fra en kapitalpensionsrettighed eller lignende rettighed eller en supplerende engangsydelse er blevet udbetalt i utide, jf. pensionsbeskatningslovens § 28, har det mistet sin karakter af pensionsopsparing. I denne situation skal beløbet derfor indgå i det uskiftede bo. Beløb, som længstlevende har overført til en anden pensionsordning, kan ikke anses for at have mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Hvis længstlevende ægtefælle før udleveringen til uskiftet bo har anvendt uforholdsmæssigt store fællesejemidler til erhvervelse eller forbedring af livsforsikringer, pensionsrettigheder og lignende rettigheder, der ikke indgår i det uskiftede bo, kan den førstafdøde ægtefælles arvinger i forbindelse med et skifte efter omstændighederne forlange vederlag for det, der er indbetalt for meget på ordningerne. Skiftes der ikke ved førstafdødes død, fordi længstlevende vælger uskiftet bo, og bliver arvingerne efter boets udlevering bekendt med misbruget, kan arvingerne anvende § 23, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger, når det uskiftede bo skal skiftes. Dispositioner under det uskiftede bo er omfattet af lovforslaget § 30. Dispositioner, der foretages efter udleveringen til uskiftet bo, kan efter omstændighederne også være omfattet af omstødelsesreglen i lovforslagets § 31, f.eks. hvis længstlevende har indsat uforholdsmæssigt store beløb på egne livsforsikrings- og pensionsordninger. Tilsvarende kan længstlevende i visse situationer forlange vederlagskrav, hvis førstafdøde har indbetalt uforholdsmæssigt store beløb på sine livsforsikringsordninger og pensionsrettigheder. Afgørelsen af, om et sådant krav skal imødekommes, kan bero på, i hvilket omfang længstlevende er sikret ved disse indbetalinger.

I stk. 5 fastslås det, at stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse på indtægter af og surrogater for de udbetalte beløb. Hvis et beløb ikke indgår i det uskiftede bo, gælder dette således også surrogater, f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for beløbet. Det samme gælder for renter og indtægter. Derimod kan udbetalte beløb, surrogater eller renter og andre indtægter ikke holdes uden for skifte af det uskiftede bo, hvis beløbet må anses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at beløbet, renter og indtægter eller surrogater er holdt adskilt fra længstlevendes øvrige formue. Et beløb kan eksempelvis ikke anses som forbrugt, fordi det er anvendt til at indfri en prioritet i en fast ejendom. Det samme er tilfældet, hvis ægtefællen har anvendt et udbetalt beløb til køb af et sommerhus og senere sælger sommerhuset og køber et andet aktiv.

Bevisbyrden for, at pensionsudbetalingerne mv. ikke er forbrugt, påhviler den længstlevende ægtefælle.

Den foreslåede bestemmelse afviger på dette punkt fra erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, men svarer til, hvad der følger af dansk rets almindelige indtægts- og surrogationsregler.

Efter stk. 6 finder reglerne om uskiftet bo kun anvendelse på øvrige rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse rettigheder. Bestemmelsen svarer til arvelovens § 14, stk. 2, bortset fra, at § 15, stk. 2-rettigheder i form af livsforsikringer, herunder ulykkesforsikringer, pensionsrettigheder og lignende rettigheder samt udbetalte beløb herfra, nu reguleres i stk. 2-5. Praksis efter den gældende arvelovs § 14, stk. 2, vil fortsat have betydning for øvrige § 15, stk. 2-rettigheder.

Stk. 7 fastslår, at arv, gave og livsforsikringer samt andre pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, ikke indgår i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets modtagelse. For så vidt angår arv og gave svarer bestemmelsen til den gældende arvelovs § 14, stk. 3, og for så vidt angår livsforsikringer sker der herved en lovfæstelse af den hidtidige analoge anvendelse af bestemmelsen herpå. Som noget nyt gælder bestemmelsen også for andre pensionsydelser og lignende ydelser, f.eks. en ratepension eller en livrente, som den længstlevende ægtefælle får udbetalt fra tredjemand. Hvis en livrente eller ratepension ikke skal indgå i det uskiftede bo, skal ægtefællen anmode om skifte inden 3 måneder efter den første udbetaling efter ordningen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.2.2. og 5.3.2.

Til § 24

Bestemmelsen omhandler den længstlevende ægtefælles rådighed over det uskiftede bo og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 15.

Af stk. 1 fremgår det, at den længstlevende ægtefælle i levende live udøver en ejers rådighed over det uskiftede bo.

Stk. 2 fastslår, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kun kan råde over så stor en del af det uskiftede bo, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne. Inden for denne grænse kan ægtefællen også råde over boets enkelte genstande, for så vidt det ikke strider mod den førstafdøde ægtefælles testamentariske bestemmelse i medfør af lovforslagets § 91.

Til § 25

Bestemmelsen omhandler den længstlevende ægtefælles hæftelse for afdødes forpligtelser og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 16.

Til § 26

Bestemmelsen omhandler den længstlevende ægtefælles ret til at skifte det uskiftede bo når som helst og ægtefællens pligt til at skifte det uskiftede bo ved indgåelse af nyt ægteskab.

Stk. 1 svarer til den gældende arvelovs § 17, stk. 1, idet det dog er præciseret, at den længstlevende når som helst kan skifte med livsarvingerne eller enkelte af dem og forblive i uskiftet bo med de øvrige. Endvidere kan den længstlevende over for samtlige arvinger skifte boet delvist. Dette er forudsat ved dødsboskiftelovens § 58, stk. 2, 1. pkt., der lader de skatteretlige regler afhænge af, om en eller flere livsarvinger er udskiftet totalt, eller om der blot er sket et delvist skifte med en eller flere eller samtlige arvinger, uden at nogen af dem er udskiftet helt.

Stk. 2, 1. pkt. , der svarer til den gældende arvelovs § 17, stk. 2, fastslår, at den længstlevende ægtefælle skal skifte det uskiftede bo ved indgåelse af nyt ægteskab.

Stk. 2, 2. pkt., indeholder som noget nyt i forhold til gældende ret en regel om, at livsarvingerne ikke kan give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.

Der er ikke noget til hinder for, at livsarvingerne giver både skifteafkald og afkald på deres arveret. Ægtefæller overtager i en sådan situation boet til fri rådighed.

Om baggrunden for forslaget til stk. 2, 2. pkt., henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.1 og 5.3.

Til § 27

Bestemmelsen omhandler skifte af det uskiftede bo, efterhånden som umyndige særlivsarvinger bliver myndige eller dør, og svarer med sproglige moderniseringer til arvelovens § 18.

Til § 28

Bestemmelsen omhandler arveforholdene ved skifte af det uskiftede bo og svarer med sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 19.

Til § 29

Bestemmelsen omhandler skifte som følge af den længstlevende ægtefælles misbrug af rådigheden over det uskiftede bo.

Stk. 1 og 4 viderefører den gældende arvelovs § 20, stk. 1, med en enkelt ændring. Efter den nugældende retstilstand får et skifte i anledning af misbrug kun virkning for den eller de arvinger, der har rettet henvendelse om skifte til skifteretten eller har tilsluttet sig en anmodning om skifte. Medmindre samtlige arvinger står bag skiftekravet, bliver der således tale om et partielt skifte. En præcisering af denne retstilstand foreslås i slutningen af stk. 1.

Er der umyndige livsarvinger, må disses værger tage stilling til skiftekravet. Ønsker en værge ikke et skifte, skal beslutningen herom godkendes af statsamtet.

Stk. 2 svarer i vidt omfang til den gældende arvelovs § 20, stk. 2. Dog foreslås udtrykket "tegning af uforholdsmæssig høj livrente" erstattet med det noget bredere udtryk "tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning", da også tegning af f.eks. en urimelig stor kapitalpension må anses som misbrug. Fradragsreglerne i skattelovgivningen vil formentlig indebære, at tegning af uforholdsmæssigt store pensions- og forsikringsordninger alene vil forekomme meget sjældent. Ved vurderingen af om misbrugsgrænsen er overskredet ved tegning af pensions- og forsikringsordninger, må der foretages en samlet bedømmelse af formueomstændighederne, længstlevendes behov for at sikre sin fremtidige tilværelse og motivet, herunder om det er illoyalt over for livsarvingerne. Er der tale om misbrug, kan der kræves vederlag efter lovforslagets § 30. Praksis efter den gældende arvelovs § 20, stk. 2, forudsættes i øvrigt opretholdt.

Stk. 3 bygger på den gældende arvelovs § 13, stk. 4. I bestemmelsen fastslås det, at ægtefællen efter skifterettens bestemmelse skal give oplysninger om dispositioner over det uskiftede bos formue, hvis en arving gør gældende, at der foreligger misbrug. Det foreslås endvidere, at det kommer til at fremgå af loven, at livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne.

Til § 30

Bestemmelsen, der afløser den gældende arvelovs § 21, handler om vederlagskrav for dispositioner, der foretages, mens ægtefællen er i uskiftet bo. Reglen giver ikke adgang til vederlagskrav for dispositioner, der er foretaget under ægteskabet. Her gælder § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Har den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over boet væsentligt formindsket dette, kan enhver livsarving i medfør af stk. 1, 1. pkt., kræve vederlag herfor af det beholdne fællesbo, når boet skiftes. Retten til vederlagskrav tilkommer enhver livsarving, også uden at andre livsarvinger tilslutter sig kravet og derfor ikke vil nyde godt af dette.

Er der umyndige livsarvinger, må disses værger tage stilling til skiftekravet. Ønsker en værge ikke et skifte, skal beslutningen herom godkendes af statsamtet.

Kan et vederlagskrav ikke dækkes af fællesboet, kan kravet for halvdelen af det manglende beløb gøres gældende mod den længstlevende ægtefælles fuldstændige særeje.

I stk. 2 foreslås det som noget nyt, at en livsarving kan kræve vederlag efter stk. 1, hvis den længstlevende ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke indgår i delingen ved skifte af det uskiftede bo. Reglen bygger på § 23, stk. 2, 2. pkt., i lov om ægteskabets retsvirkninger om arvingers ret til vederlagskrav. Bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt. indebærer, at der dog ikke kan rejses vederlagskrav ved anvendelse af midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring af rettigheder, der udtages forlods efter § 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger, sml. herved § 23, stk. 4, i lov om ægteskabets retsvirkninger. Hvis den længstlevende ægtefælle har indbetalt uforholdsmæssigt store beløb på sine pensionsrettigheder og lignende rettigheder, kan sådanne indbetalinger være misbrug omfattet af reglen i stk. 1.

Efter stk. 3 kan den længstlevende ægtefælle eller en livsarving ved skifte af det uskiftede bo kræve vederlag af det beholdne bo, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede bo. Reglen bygger på § 23, stk. 3, i lov om ægteskabets retsvirkninger, selv om beskyttelsesbehovet næppe er lige så stort i relation til uskiftet bo. Det voksende antal ægteskaber, hvor der er oprettet ægtepagt om ægtefællebegunstigende kombinationssæreje (skilsmissesæreje med fuldstændigt særeje for længstlevende) aktualiserer imidlertid behovet for en regel om vederlagskrav, fordi længstlevende i disse tilfælde vil have både et fuldstændigt særeje og midler, der indgår i det uskiftede bo. Bestemmelsen giver adgang til vederlagskrav, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede bo, f.eks. til lægning af et nyt tag på en fast ejendom, der indgår i det uskiftede bo.

En værdiforøgelse, der stammer fra tiden efter dispositionens foretagelse, må behandles på samme måde, som det er tilfældet for vederlagskrav efter § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Vederlagskrav skal rejses over for skifteretten, der træffer afgørelse ved dom, jf. dødsboskiftelovens § 101, jf. § 89, stk. 1, nr. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.2.3 og 5.3.

Til § 31

Bestemmelsen omhandler omstødelse af dispositioner foretaget af den længstlevende ægtefælle.

Stk. 1 svarer til den gældende arvelovs § 22, stk. 1, idet det dog foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af lovteksten, at også arveforskud, der står i misforhold til boets formue, kan omstødes. Praksis efter arvelovens § 22 om, hvornår der foreligger misbrug, vil derfor fortsat have betydning for vurderingen efter stk. 1.

I stk. 2 , foreslås det som noget nyt i forhold til gældende ret, at omstødelsesreglen i stk. 1 skal finde tilsvarende anvendelse, når en livsforsikring eller lignende ordning kommer til udbetaling til en begunstiget, og forsikringen er oprettet for boets midler for et beløb, der stod i misforhold til boets formue.

Omstødelsesreglen vil supplere reguleringsreglerne i forsikringsaftaleloven § 104 og pensionsopsparingsloven § 4. Hvis en begunstigelsesindsættelse må anses for urimelig i forhold til forsikringstagerens livsarvinger, kan det efter omstændighederne efter forsikringsaftalelovens § 104 og pensionsopsparingslovens § 4, således som disse bestemmelser foreslås affattet § 1, nr. 3, og § 2, nr. 3, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), som er fremsat samtidig med dette lovforslag, ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvist skal tilfalde livsarvingerne i stedet for den begunstigede. Beløbet kan dog ikke overstige den tvangsarv, som livsarvingen ville have været berettiget til, hvis forsikringssummen eller opsparingen i stedet var indgået i boet.

Forsikringsaftalelovens § 104 og pensionsopsparingslovens § 4 finder ikke anvendelse på ordninger, der kommer til udbetaling i længstlevendes levende live, og i disse tilfælde må det antages, at omstødelsesreglen kan få størst betydning. Omstødelsesreglen kan dog også få betydning ved forsikringer mv., der kommer til udbetaling ved længstlevendes død, idet det i omstødelsessituationen er hele dispositionen, der omstødes (udbetalingen til den begunstigede), hvorimod det beløb, der skal fragå den begunstigede ved en regulering efter forsikringsaftalelovens § 104 og pensionsopsparingslovens § 4, ikke kan overstige, hvad der ville være tilfaldet ægtefællen eller livsarvingen som boslod og tvangsarv. En livsarving vil derfor typisk være bedst tjent med at kræve omstødelse efter lovforslagets § 31, men der er ikke noget hinder for, at livsarvingen i stedet vælger at påberåbe sig forsikringsaftalelovens § 104 eller pensionsopsparingslovens § 4, der i modsætning til lovforslagets § 31 ikke er betinget af ond tro hos modtageren.

Det er alene i det tilfælde, hvor forsikringsordningen mv. kommer til udbetaling til den begunstigede €" det vil sige, hvor forsikringsbegivenheden er indtrådt €" at der kan ske omstødelse. Udbetalinger på ordninger omfattet af stk. 2 til fordel for længstlevende selv kan ikke omstødes, da der i dette tilfælde ikke foreligger et misbrug af det uskiftede bo.

At der først kan ske omstødelse af en begunstigelse, når forsikringsbegivenheden er indtrådt, er ikke til hinder for, at arvingen på et tidligere tidspunkt kan forlange skifte efter lovforslagets § 30 og i den forbindelse fremsætte et vederlagskrav. Har arvingen i forbindelse med et skifte i længstlevendes levende live modtaget vederlag efter lovforslagets § 31, kan arvingen ikke i forbindelse med skiftet af længstlevendes bo kræve udbetalingen til den begunstigede omstødt.

Med begrebet livsforsikring forstås både en forsikring, hvor forsikringssummen i form af en kapital eller i form af en løbende ydelse udbetales ved eller en bestemt tid efter en persons død, og en forsikring, hvor summen eller renten udbetales i en persons levende live. Der findes mange forskellige former for livsforsikring. Forsikringsbegivenheden vil typisk være forsikringstagerens død, men kan også indtræde i forsikringstagerens levende live, f.eks. ved et vilkår om, at forsikringssummen skal udbetales, når den begunstigede opnår en bestemt alder. Omfattet af begrebet livsforsikring er bl.a. kapitalforsikringer, rateforsikringer og livrenter. Ved "lignende ordning" i stk. 2 tænkes først og fremmest på kapitaler i pengeinstitutter m.v., som kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald. Tilsvarende formulering er anvendt i dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 4. Også summer, der kommer til udbetaling til den begunstigede i indskyderens levende live, kan være omfattet af adgangen til omstødelse.

Det forekommer, at et pengeinstitut indsættes som begunstiget i en forsikringsordning til sikkerhed for forsikringstagerens gæld. Baggrunden herfor er, at den begunstigede, så længe forsikringsbegivenheden ikke er indtrådt, ikke kan overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over forsikringen. Dette gælder også, selvom indsættelsen er uigenkaldelig, jf. forsikringsaftalelovens § 109 og pensionsopsparingslovens § 9. Kommer forsikringsordningen i et sådant tilfælde til udbetaling til pengeinstituttet, kan der ikke ske omstødelse. Dispositionen er i dette tilfælde udtryk for en gensidig obligationsretlig forpligtelse mellem pengeinstituttet og forsikringstageren, og dispositionen mangler som følge heraf det fornødne gavemoment.

Hvis en livsforsikring eller lignende ordning omfatter en medforsikret, må det bero på en konkret vurdering, hvorvidt en udbetaling til den medforsikrede må anses for at være i strid med princippet i lovforslagets § 31. Har forsikringstageren ved at lade ordningen omfatte en medforsikret søgt at omgå § 31, bør der ske omstødelse, hvis de øvrige betingelser i § 31 er opfyldt. Det vil således også i disse tilfælde være et krav, at forsikringen er oprettet for et beløb, der stod i misforhold til boets formue, og at den medforsikrede vidste eller burde vide, at forsikringstageren var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i misforhold til boets formue.

Ved vurderingen af, om det beløb, der er indbetalt på en livsforsikring eller lignende ordning, står i misforhold til boets formue, må der - ligesom med gaver - foretages en samlet konkret bedømmelse, hvor der tages udgangspunkt i en sammenligning mellem det beløb, ordningen reelt har kostet længstlevende (forsikringstageren) og det uskiftede bos nettoværdi. Ved indbetaling på ordninger, hvor indbetalingerne er enten helt eller delvist fradragsberettigede, er det den længstlevendes nettoudgift, som vil være udgangspunktet for bedømmelsen af, om ordningen er oprettet for et beløb, der stod i misforhold til boets formue. Der skal således tages højde for, at der kan være opnået skattefradrag for visse indbetalinger. Det bliver dermed afgørende, hvor stort et beløb, der kan siges at være fragået "boet". Ved tegning af en gruppelivsforsikring vil det ofte være en forholdsmæssig beskeden præmieindbetaling, der pålægges den enkelte forsikringstager, mens den sum, der kommer til udbetaling ved forsikringstagerens død, kan være af en mere betragtelig størrelse. I disse tilfælde vil den længstlevendes bidrag typisk ikke stå i misforhold til formuen, hvorfor der ikke kan ske omstødelse.

Det må bero på en konkret vurdering, om det er den samlede pris for forsikringen eller et mindre beløb, der er afgørende for vurderingen af, om det samlede indbetalte beløb stod i misforhold til boets formue. Er en del af forsikringsordningen blevet udbetalt til længstlevende, bør der ved vurderingen af, om indskud/indbetalingerne stod i misforhold til formuen, ikke tages udgangspunkt i den samlede pris for forsikringen, men i et lavere beløb.

Omstødelse er betinget af, at modtageren eller den begunstigede var i ond tro både om, at ægtefællen var i uskiftet bo og om, at dispositionen stod i misforhold til boets formue. Bestemmelsen svarer på dette punkt til den gældende arvelovs § 22, stk. 1, og praksis i medfør af denne bestemmelse vil derfor også have betydning for lovforslagets § 31, stk. 1 og 2.

Ligesom det er tilfældet ved omstødelse efter den gældende arvelovs § 22, indebærer en omstødelse efter lovforslagets § 31, at dispositionen er ugyldig ex tunc, og at gaven mv. går tilbage til boet inklusive den værdiforøgelse, som måtte være indtrådt i mellemtiden. Derved kommer resultatet også de arvinger til gode, der ikke har været parter i omstødelsessagen, og for hvem der kan være indtrådt forældelse efter lovforslagets § 32, stk. 2, (den gældende arvelovs § 22, stk. 2, 2. pkt.). Konsekvensen af en omstødelse efter lovforslagets § 31, stk. 2, vil være, at den begunstigede skal indbetale den udbetalte forsikringssum til boet til afgørelse af, hvem forsikringssummen skal tilfalde. Er bobehandlingen afsluttet, må boet genoptages efter dødsboskiftelovens § 103, stk. 1, nr. 1. Hvis der endnu ikke er taget stilling til boets behandlingsmåde, jf. dødsboskiftelovens § 7, må forsikringssummen indbetales til skifteretten.

Som anført vil retsvirkningen af omstødelse - ugyldighed ex tunc - betyde, at det bortgivne aktiv som udgangspunkt skal tilbageleveres inklusive den værdiforøgelse, der måtte være indtrådt i mellemtiden. Har modtageren imidlertid væsentligt bidraget til en værdiforøgelse af aktivet, kan almindelige obligationsretlige betragtninger om ugrundet berigelse føre til, at modtageren i forbindelse med omstødelsen kompenseres herfor.

Ved vurderingen af retsvirkningerne af omstødelsen er det afgørende, at boet (de øvrige arvinger) stilles, som om misbruget ikke havde fundet sted. Arvingerne har dermed ikke nødvendigvis krav på den værditilvækst, som aktivet er blevet tilført efterfølgende. Er de aktiver, der søges omstødt, steget i værdi, og må det antages, at værdistigningen ikke ville være indtrådt, hvis aktiverne havde beroet i boet, vil modtageren kunne kompenseres herfor. Vurderingen heraf vil bero på en konkret bedømmelse, herunder om der er tale om statiske eller dynamiske værdier, idet der særligt i forhold til formueaktiver i dynamisk udvikling vil kunne være grundlag for at overveje tilkendelsen af et kompensationskrav. Tilsvarende må det bero på en konkret vurdering, om der er mulighed for at rejse et erstatningskrav over for modtageren, hvis et formueaktiv efter overdragelsen væsentligt er faldet i værdi. Også i dette tilfælde må det være af afgørende betydning, om værdifaldet skyldes udefra kommende omstændigheder eller kan tilskrives modtageren.

Stk. 3 er nyt i forhold til gældende ret og indebærer, at der ikke er adgang til at kræve omstødelse i forbindelse med skiftet efter den længstlevende ægtefælles død, hvis den pågældende livsarving kan opnå fuld dækning for sin arveret efter reglen om vederlagskrav i lovforslagets § 30 (den gældende arvelovs § 21). Tilsvarende gælder, hvis en arving i forbindelse med et skifte i længstlevendes levende live har fået tilkendt et vederlagskrav.

En arving, for hvem der er indtrådt forældelse efter lovforslagets § 32, stk. 2 eller 3, kan stadig rejse vederlagskrav i boet efter lovforslagets § 30. Der gælder ikke nogen tidsfrist for fremsættelse af vederlagskrav i anledning af misbrug af uskiftet bo.

Et udtrykkeligt afkald på retten til at kræve omstødelse efter lovforslagets § 31 må som det klare udgangspunkt fortolkes som også at indebære et afkald på vederlagskrav. Er der derimod tale om et stiltiende afkald på omstødelse, f.eks. i den situation hvor de øvrige arvinger har haft kendskab til dispositionen, men af hensyn til familiefreden har afstået fra at anlægge en omstødelsessag, vil det kræve meget tungtvejende grunde, førend et sådant afkald kan anses for også at omfatte afkald på vederlag.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.2.3. og 5.3.

Til § 32

Stk. 1 , 1. pkt., svarer i vidt omfang til den gældende arvelovs § 22, stk. 2, 1. pkt., og fastslår, at en sag til gavens omstødelse kun kan anlægges, hvis boet skiftes, eller den arving, som vil anlægge sagen, har indgivet anmodning om skifte.

Er boet efter længstlevende skiftet, kan en sag om omstødelse stadig anlægges, hvis der ikke er indtrådt forældelse efter stk. 2 eller 3. I dette tilfælde kan skifteretten genoptage bobehandlingen under henvisning til dødsboskiftelovens § 103, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at sagen skal anlægges ved skifteretten, der træffer afgørelse ved dom, jf. stk. 1, 2. pkt.

Som det er tilfældet med sager, der behandles efter dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, er der adgang til at få sagen henvist til eller anlagt for landsretten i overensstemmelse med retsplejelovens §§ 226 og 227, jf. stk. 1, 3. pkt.

Det er med bestemmelsen forudsat, at de almindelige regler om, at en sagsøger skal have retlig interesse i søgsmålet, finder anvendelse. Sagsøger må således have lidt skade ved misbruget samt have en økonomisk interesse i omstødelsen.

Stk. 2 , der vedrører dispositioner omfattet af lovforslagets § 31, stk. 1, svarer til den gældende arvelovs § 22, stk. 2, 2. pkt..

Fristreglerne indebærer, at sag om omstødelse af en gave eller et arveforskud skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet, og senest 5 år fra fuldbyrdelsestidspunktet.

At det er fuldbyrdelsestidspunktet, der er afgørende i forhold til fristreglerne, medfører, at der ikke kan indtræde forældelse, så længe der alene er tale om et gaveløfte.

Det forhold, at fristen på 1 år begynder at løbe fra fuldbyrdelsestidspunktet medfører som udgangspunkt, at arvelader/gavegiver ikke, inden overdragelsen sker, har mulighed for at få afklaret, hvorvidt der vil blive anlagt en omstødelsessag. Arvelader/gavegiver kan imidlertid i denne situation anlægge et anerkendelsessøgsmål mod de øvrige arvinger med påstand om, at de skal anerkende, at den pågældende disposition ikke udgør et misbrug af det uskiftede bo.

Endvidere må det antages, at en forudgående orientering om den påtænkte overdragelse kan få betydning ved vurderingen af, om der foreligger misbrug. Det kan således tillægges betydning ved misbrugsvurderingen, at de øvrige arvinger i forbindelse med den forudgående orientering ikke har rejst indsigelser mod overdragelsen. Er der imidlertid tale om et klart tilfælde af misbrug, kan arvelader ikke blot ved en forudgående orientering afskære de øvrige arvinger fra på et senere tidspunkt at anfægte dispositionen.

1-års fristen regnes fra det tidspunkt, hvor livsarvingen har eller burde have fået de nødvendige oplysninger til bedømmelse af sagen. Den hidtidige praksis vedrørende fastlæggelsen af fristens begyndelse mv. vil fortsat være relevant.

Ved siden af 1-års fristen foreslås det, at den absolutte søgsmålsfrist på 5 år videreføres. 5-års fristen regnes fra dispositionens fuldbyrdelse. Det forudsættes, at praksis vedrørende 5-års fristens beregning mv. opretholdes. Der henvises herom til Svend Danielsen, Arveloven med kommentarer, 5. udg., 2005, s. 236f. (med referat af Østre Landsrets dom af 11. august 1975) og s. 245ff. I den nævnte dom havde en enke gennem årene givet en søn gaver. Landsretten fastslog, at der under sagen alene kunne tages stilling til gavedispositioner, som var fuldbyrdet inden for de sidste 5 år før sagsanlægget. Ældre dispositioner kan således ikke omstødes, heller ikke selvom de indgår i en naturlig sammenhæng med dispositioner inden for 5-års fristen. Ældre dispositioner kan dog have betydning for vurderingen af, om der foreligger misbrug ved de dispositioner, der foretaget inden for 5-årsfristen.

Fristreglerne i stk. 3, der vedrører begunstigelser i livsforsikringer eller lignende ordninger, der er oprettet for boets midler for et beløb, der stod i misforhold til boets formue, og hvor forsikringsbegivenheden er indtrådt, svarer til stk. 2. Det præciseres i bestemmelsen, at det afgørende tidspunkt for beregningen af forældelsesfristerne er det tidspunkt, hvor livsarvingen har eller burde have fået kendskab til udbetalingen af en ordning omfattet af lovforslagets § 31, stk. 2, og senest 5 år fra dette tidspunkt.

For så vidt angår udbetaling af forsikringsordninger mens længstlevende stadig er i live, kan arvingerne ikke af selskabet få oplyst, hvem der er indsat som begunstiget, jf. lov om finansiel virksomhed kapitel 9 om videregivelse af oplysninger. Forespørgsler af denne art kan kun besvares med forsikringstagerens samtykke. Længstlevende kan dog også i disse tilfælde blive pålagt at give oplysninger om sine dispositioner, jf. lovforslagets § 29, stk. 3.

Dispositioner, der ligger forud for 5-årsfristen, kan ikke omstødes, selvom de indgår i en naturlig sammenhæng med dispositioner inden for 5-årsfristen. Udbetales en forsikring omfattet af lovforslagets § 31, stk. 2, i rater, kan de udbetalinger, der er foretaget tidligere end 5 år før sagens anlæg, ikke omstødes, selvom de indgår i en naturlig sammenhæng med de udbetalinger, der er foretaget inden for 5-års fristen. De uomstødelige udbetalinger kan imidlertid have betydning for vurderingen af, om der foreligger misbrug og dermed skal ske omstødelse af de udbetalinger, der er foretaget inden for 5-årsfristen.

En sag om omstødelse skal anlægges mod modtageren af gaven, arveforskuddet eller den udbetalte forsikringssum. En sag om omstødelse af en forsikringsordning skal således ikke anlægges mod forsikringsselskabet eller pengeinstituttet.

Efter længstlevendes død kan forsikringsselskabet eller pengeinstituttet i almindelighed straks udbetale forsikringssummen mv. direkte til den begunstigede i henhold til forsikringsaftalen eller aftalen med pengeinstituttet. Selskabet eller pengeinstituttet vil i praksis ikke have kendskab til, at tegningen af en forsikring, der skal udbetales til en begunstiget, eller indskuddet på en opsparingskonto til fordel for en begunstiget, indebar et misbrug af rådigheden over det uskiftede bo. Forsikringsselskabet eller pengeinstituttet vil derfor i almindelighed være berettiget til med frigørende virkning at udbetale forsikringsbeløbet til den, der er begunstiget ifølge policen eller opsparingsordningen.

Selskabet eller pengeinstituttet har heller ikke inden udbetaling pligt til af egen drift at undersøge, om en begunstigelse kan antages at være i strid med de rådighedsbegrænsninger, der gælder for længstlevende, når denne er i uskiftet bo, og dermed om begunstigelsen er omstødelig. Er udbetalingen sket, uden at selskabet må antages at have haft kendskab til, at begunstigelsen er omstødelig, er selskabet ikke erstatningsansvarlig for arvingernes tab, hvis den begunstigede er ude af stand til at betale det udbetalte forsikringsbeløb tilbage.

Har selskabet imidlertid kendskab til, at begunstigelsen kan være omstødelig, f.eks. fordi selskabet modtager underretning om, at der er rejst krav om omstødelse, bør udbetaling normalt sættes i bero, indtil dette spørgsmål er afklaret. Selskabet kan i øvrigt ikke med frigørende virkning foretage udbetaling af hele forsikringssummen, hvis der forinden er gjort indsigelser herimod efter § 104, således som denne bestemmelse foreslås affattet i § 1, nr. 3, i det lovforslag om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

Det må bero på en almindelig ond tros-vurdering og almindelige regler om erstatning udenfor kontrakt, hvornår selskaberne ikke kan udbetale forsikringssummen med frigørende virkning som følge af selskabets viden om begunstigelsens eventuelle omstødelighed. Det forudsættes imidlertid, at arvingerne inden rimelig tid anlægger sag mod den begunstigede.

I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, har selskaberne mulighed for at deponere med frigørende virkning med støtte i deponeringsloven. Selskaberne kan dog - i lighed med hvad der er tilfældet i dag - også lade ordningen stå i selskabet, indtil der er klarhed over, hvem midlerne skal tilfalde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.2.3. og 5.3.

Til § 33

Bestemmelsen fastslår, at alt, hvad den længstlevende ægtefælle ejer, formodes at tilhøre det uskiftede bo ved skifte. Bestemmelsen svarer med en sproglig modernisering til den gældende arvelovs § 23.

Til § 34

Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 24. Bestemmelsen fastslår, at den længstlevende ægtefælle uden skifte overtager det uskiftede bo til fri rådighed, hvis alle livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle dør. Ved skifte efter den længstlevende ægtefælles død, finder lovforslagets § 16 om svogerskabsarv tilsvarende anvendelse.

Reglen finder tilsvarende anvendelse ved ubetingede afkald på forventet arv, der i medfør af lovforslagets § 42, stk. 3, omfatter den pågældende livsarvings livsarvinger (descendens).

Til kapitel 5

Kapitel 5 indeholder regler om arvehenstand for længstlevende ægtefælle og afløser den gældende arvelovs § 24 e.

Til § 35

Bestemmelsen regulerer betingelserne for at få arvehenstand.

I stk. 1 foreslås det, at skifteretten kan give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven eller en del heraf til en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige, for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.

Bestemmelsen bygger således på, at der €" som efter de gældende regler - skal foretages en vurdering af den længstlevende ægtefælles behov for at opnå arvehenstand. I skifterettens vurdering må det bl.a. indgå, om ægtefællen vil kunne udbetale arven ved at optage et realkreditlån i ejendommen og forrente dette.

Adgangen til arvehenstand omfatter efter forslaget både fælles livsarvinger og særlivsarvinger efter førstafdøde og svarer på dette punkt til arvelovens § 24 e. Bestemmelsen kan endvidere - ligesom § 24 e - anvendes, uanset hvilken formueordning der har været i ægteskabet.

Adgangen til henstand kan ikke udelukkes ved testamente.

I stk. 2 foreslås det, at skifteretten ved afgørelsen af, om henstand skal gives helt eller delvist, kan tage hensyn til, om en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle ønsker at overtage aktiver, som har en særlig erindringsværdi for den pågældende, efter reglerne om udtagelsesret i §§ 6 og 7. Bestemmelsen indebærer, at der, inden skiftet afsluttes og henstanden gives, skal tages stilling til, om særlivsarvingen skal udtage sådanne genstande til vurderingsbeløbet fra førstafdødes bo. Værdien af det udtagne skal fradrages i arven.

I stk. 3 åbnes der mulighed for, at skifteretten kan bestemme, at en henstand efter stk. 1 i forhold til førstafdødes særlivsarving skal være betinget af, at livsarvingen af sin arvelod får udbetalt et efter boets forhold passende beløb til forsørgelse, indtil særlivsarvingen fylder 18 år.

Den længstlevende ægtefælle skal efter forslaget €" og i overensstemmelse med de gældende regler - ikke overtage forsørgelsespligten over førstafdødes mindreårige børn for at få arvehenstand, jf. dog lovforslagets § 36, stk. 3, 2. pkt., hvorefter arvehenstanden løber til særlivsarvingens fyldte 18. år, hvis ægtefællen overtager forsørgelsespligten. Reglen i § 35, stk. 3, er alene møntet på de situationer, hvor ægtefællen ikke overtager forsørgelsespligten over særlivsarvingen.

I tilfælde, hvor et bo skiftes med et mindreårigt barn, vil denne få udbetalt sin arv. Arven kan €" eventuelt sammen med de offentlige støtteordninger €" indebære en økonomisk og social sikring af det mindreårige særbarn. Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 6.2. foreslås adgangen til arvehenstand lempet i forhold til gældende ret, således at henstand som udgangspunkt ikke skal være betinget af, at den længstlevende ægtefælle bekoster særlivsarvingens underhold og uddannelse. Reglen i arvehenstandsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, foreslås på den baggrund overført til lovforslagets stk. 3. Skifteretten skal således kunne beslutte, at en del af den pågældendes arv skal udbetales her og nu til forsørgelse, selvom der i øvrigt gives henstand med udbetaling af arven. Særlivsarvingen bør ikke bringes i en situation, hvor livsarvingen har mistet en forsørger samtidig med, at der ikke er almindelig adgang til at råde over i hvert fald en del af den arv, som livsarvingen har fået efter arveladeren.

Ved vurderingen af behovet for udbetaling af et beløb til forsørgelse må det bl.a. indgå, om den længstlevende ægtefælle har det mindreårige særbarn boende hos sig, og om ægtefællen har søgt om forældremyndigheden over barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 14. Bestemmelsen er begrænset til alene at gælde særlivsarvinger, da den længstlevende ægtefælle har forsørgelsespligten over for fællesbørn, jf. § 13, stk. 1, i lov om børns forsørgelse.

Det bør afhænge af arveladerens indtægter, hvad der må anses for et passende beløb. Størrelsen af den arv, der tilkommer den mindreårige særlivsarving, bør derimod ikke indgå i vurderingen. Hvis den mindreårige særlivsarving er sikret gennem en børnerente, der helt eller delvist dækker forsørgelsestabet, bør denne også indgå i vurderingen. Dette bør derimod næppe være tilfældet, hvis der er tale om udbetaling af kapitalforsikring eller kapitalpension, fordi et kapitalbeløb normalt vil skulle indestå i en forvaltningsafdeling, hvorimod renterne må indgå i vurderingen af forsørgelsesbehovet. Ved vurderingen af, hvor stort et beløb der skal udbetales til barnet under henstandsperioden, kan der tages udgangspunkt i reglerne i lov om børns forsørgelse og børnetilskudsloven, der fastlægger de nærmere rammer for den privatretlige og offentligretlige forsørgelsespligt over for børn.

Hensigten med stk. 3 er at give mulighed for at erstatte den forsørgelse, som særbarnet mister ved arveladerens død, og som ikke erstattes af sociale ydelser eller af børnepension eller lignende. Dette indebærer efter de gældende regler, at det som udgangspunkt kun vil være aktuelt at tillægge en særlivsarving et beløb efter stk. 3, hvis arveladerens indtægter på dødsfaldstidspunktet oversteg de vejledende grænser for normalbidraget, idet normalbidraget vil blive erstattet af et forhøjet tilskud efter børnetilskudsloven. Det beløb, der skal udbetales til særlivsarvingen, skal således tage udgangspunkt i, hvor stort et beløb ud over normalbidraget, den mindreårige særlivsarving ville have været berettiget til. Ved afgørelsen af, om der skal udbetales et beløb til særlivsarvingen, må der tages udgangspunkt i de regler om børnebidrag og børnetilskud, der gælder på tidspunktet for afgørelsen.

Aldersgrænsen foreslås fastsat til 24 år svarende til den typiske aldersgrænse ved børnepensioner mv. I betragtning af reglens fakultative karakter er der ikke medtaget en regel om, at et person under 18 år, der har indgået ægteskab, ikke er omfattet af bestemmelsen.

Hvis arveladeren efterlader sig flere mindreårige børn, kan der udbetales et beløb til hvert af børnene. Ved fastsættelsen af beløbets størrelse bør der tages udgangspunkt i børnenes alder. Hvis barnet er 10 år gammel, vil forsørgelseshensynet selvsagt være aktuelt i længere tid, end hvis barnet er 17 år. Beløbet udbetales som et kapitaliseret beløb, der skal administreres efter de almindelige regler om forvaltning af umyndiges midler i værgemålslovgivningen.

Adgangen til at få et beløb udbetalt af arvelodden i forbindelse med en afgørelse om henstand til den længstlevende ægtefælle kan ikke begrænses ved testamente.

Den førstafdøde ægtefælles mindreårige livsarvinger kan ikke, mens de er mindreårige, få udbetalt et beløb efter bestemmelsen, hvis den længstlevende ægtefælle som led i en henstand efter lovforslagets § 36, stk. 3, har overtaget den privatretlige forsørgelsespligt over særbarnet. Er særlivsarvingen fyldt 18 år, men under 24 år gammel, kan der derimod ske udbetaling i medfør af stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.

Til § 36

Bestemmelsen omhandler arvehenstandens varighed og udbetalingen af arven ved henstandsperiodens ophør.

I stk. 1 fastslås det, at arvehenstand efter lovforslagets § 35, stk. 1, gives for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Har ægtefællen alene ønsket henstand for en periode på 3 år, bør skifteretten imødekomme dette og ikke af egen drift fastsætte en længere henstandsperiode.

Forslaget indebærer en udvidelse af de eksisterende regler om arvehenstand, fordi henstanden vil kunne løbe ud over en eller flere livsarvingers myndighedsalder.

Hvis en henstand efter stk. 1 udløber, mens en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle stadig er umyndig, og ægtefællen ikke har overtaget forsørgelsespligten over den pågældende, jf. stk. 3, skal den udbetalte arv forvaltes efter reglerne om formueadministration i værgemålslovens kapitel 5.

Voksne umyndige livsarvingers arv vil som hidtil ikke være omfattet af bestemmelsen. En værge for en voksen umyndig livsarving vil kunne give henstand og aftale vilkårene herfor med den længstlevende ægtefælle, dog formentlig kun med statsamtets samtykke, jf. værgemålsbekendtgørelsens § 6, jf. § 10, stk. 1.

Forlanger livsarvingen ikke arven udbetalt ved 5-års periodens udløb, fortsætter henstanden, men livsarvingen kan på et hvilket som helst tidspunkt forlange arven udbetalt. Der indtræder således ingen passivitetsvirkning alene på grundlag af manglende anmodning om udbetaling.

Livsarvingen kan ikke ved henstandsperiodens udløb give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle får boet udleveret til uskiftet bo, idet skifte af boet har fundet sted ved den førstafdøde ægtefælles død.

Efter forslaget er arvehenstand ikke betinget af, at den længstlevende ægtefælle ikke gifter sig igen i henstandsperioden. Da der er stillet sikkerhed for livsarvingernes arv, jf. lovforslagets § 37, og da henstandsperioden er tidsbegrænset, er der ikke behov for en regel, der udelukker dette.

Hvis den længstlevende ægtefælle har indgået nyt ægteskab og skilles, mens henstandsperioden stadig løber, skal livsarvingernes arvekrav kursansættes og indgå som et passiv på skiftet. Kursansættelse kan i praksis ofte ske ved henvendelse til et pengeinstitut og må ellers ske ved sagkyndig vurdering.

Henstand med udbetaling af arven vil også kunne gives til en længstlevende ægtefælle, der er i uskiftet bo, og som senere ønsker at skifte boet, f.eks. fordi den pågældende ønsker at gifte sig igen. 5-årsfristen i stk. 1 skal imidlertid også i denne situation regnes fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Anmoder den længstlevende ægtefælle derfor først om skifte 2 år efter førstafdødes dødsdag, kan henstand kun meddeles for en periode på 3 år.

Hvis betingelserne i lovforslagets § 35, stk. 1, er opfyldt, kan skifteretten efter stk. 2 forlænge henstandsperioden med yderligere 5 år, eller eventuelt en kortere periode, hvis ægtefællen anmoder om det. Af hensyn til livsarvingerne kan der kun ske forlængelse én gang. Det gælder også, selvom ægtefællen har anmodet om en kortere forlængelse end 5 år. Arvehenstand vil således ikke kunne have en længere varighed 10 år, medmindre henstanden gives efter stk. 3. Hvis skifteretten forlænger henstanden, regnes forlængelsen fra udløbet af den første henstandsperiode.

En anmodning om forlængelse skal fremsættes tidligst 6 måneder før og senest ved udløbet af henstandsperioden i stk. 1, dvs. senest ved normal kontortids ophør på den dag, henstanden udløber. Er henstanden givet for 5 år, indebærer bestemmelsen, at et krav om forlængelse tidligst kan fremsættes, når der er forløbet 4 ½ år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Baggrunden herfor er, at vurderingen af, om betingelserne for at forlænge henstanden er opfyldt, bør ske i forbindelse med udløbet af henstandsperioden i stk. 1.

Det kan forekomme, at skifteretten, f.eks. på grund af sagens kompleksitet, ikke kan træffe afgørelse om, hvorvidt henstanden skal forlænges, inden for arvehenstandsperioden på 5 år. Det er ikke rimeligt, at ægtefællen i denne situation skal tvinges til at udbetale henstandsarven til livsarvingerne efter førstafdøde, og det foreslås derfor, at en anmodning om forlængelse skal have opsættende virkning. Hvis skifteretten afslår at forlænge henstandsperioden, beror det på retsplejelovens almindelige regler om kære i kapitel 37, om kære skal tillægges opsættende virkning.

I stk. 3 foreslås det, at udbetaling af arven tidligst skal ske, når en fælles livsarving fylder 18 år.

Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende ægtefælle i forbindelse med henstandens givelse over for skifteretten erklærer, at den pågældende overtager den privatretlige forsørgelsespligt over en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, sml. § 18, stk. 3, om uskiftet bo med førstafdødes mindreårige særlivsarvinger. Det er en betingelse, at ægtefællen overtager forsørgelsespligten i forbindelse med, at arvehenstanden gives. En overtagelse af forsørgelsespligten på et senere tidspunkt fører således ikke til, at en allerede etableret arvehenstand omfattes af stk. 3.

Forsømmer ægtefællen forsørgelsespligten, kan der blive tale om at pålægge denne at betale bidrag i medfør af lov om børns forsørgelse, ligesom statsforvaltningen efter lovforslagets § 37, stk. 3, kan anmode skifteretten om at bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven.

I stk. 4 fastslås det, at arvekravet efter § 35, stk. 1, som udgangspunkt er en ret til at få beløbet udbetalt kontant, når henstanden udløber. Forslaget indebærer, at livsarvingen ikke kan kræve at overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet for det beløb, der er omfattet af henstanden, medmindre andet fremgår af et testamente oprettet af den førstafdøde ægtefælle.

Hvis en arving, der har et arvekrav omfattet af en henstand, skilles i henstandsperioden, skal arvekravet kursansættes og indgå i delingen på skiftet. Hvis arvekravet er arvingens eneste aktiv, må der foretages en opsat deling.

Hvis arvingen dør i henstandsperioden, tilfalder arvekravet arvingens arvinger som arv. Arvekravet må også i denne situation kursansættes.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.

Til § 37

Bestemmelsen omhandler ægtefællens sikkerhedsstillelse og behandlingen af tvister om sikkerheden samt behandlingen af sager om ægtefællens forsømmelse af en forsørgelsespligt over en umyndig særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, jf. lovforslagets § 36, stk. 3, 2. pkt.

I stk. 1 foreslås det, at der skal stilles fuld sikkerhed for livsarvingernes arvekrav. Skifteretten fastsætter sikkerheden og de nærmere vilkår herfor. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 39, hvorefter justitsministeren bl.a. skal fastsætte regler om sikkerhedsstillelsen.

Det bør endvidere påses, at sikkerheden stilles i så sikre aktiver, at senere konflikter om sikkerhedsstillelsen i videst mulige omfang undgås.

Den længstlevende ægtefælle bør som udgangspunkt tage initiativet til at foreslå, hvad sikkerheden skal bestå i. Den behøver ikke nødvendigvis at stilles som en panteret, men vil i stedet kunne stilles som en bankgaranti eller på anden betryggende måde. Det typiske må forventes at blive, at sikkerheden stilles i form af pant i fast ejendom.

Ved afgørelser om sikkerhedsstillelse skal der tages hensyn til karakteren af det aktiv, der tilbydes til sikkerhed. Sikkerheden skal altid stilles i sikre aktiver, f.eks. fast ejendom eller obligationer. Også aktier eller anparter i et familieaktie- eller anpartsselskab kan efter omstændighederne stilles som sikkerhed.

Der stilles ikke krav om, at der ved tilbud om sikkerhed i fast ejendom altid skal indhentes en sagkyndig vurdering, idet dette i mange tilfælde vil være overflødigt. I forbindelse med behandlingen af en tvist om sikkerheden kan skifteretten imidlertid efter anmodning fra en af parterne bestemme, at der skal foretages en sagkyndig vurdering ved en vurderingsmand, der udmeldes af skifteretten, jf. dødsboskiftelovens §§ 93-94. Udgifter til vurdering efter §§ 93-94 bør som udgangspunkt bæres af den længstlevende ægtefælle, men skifteretten kan træffe anden bestemmelse, jf. dødsboskiftelovens § 95, stk. 3. Dette bør navnlig kunne ske ved vurderingsanmodninger fra arvinger, når det viser sig, at vurderingen ikke fører til et andet resultat end det af ægtefællen hævdede, sml. herved § 95, stk. 3.

Sikkerheden skal opfylde dansk rets almindelige regler, herunder navnlig kravet om sikringsakt. Sikkerheden er stillet som andre fordringsrettigheder, herunder panterettigheder mv., efter dansk rets almindelige regler og vil således være beskyttet i tilfælde af konkurs.

I stk. 2 fastsættes det, at skifteretten tager stilling til tvister om sikkerheden. Bestemmelsen er rettet mod tvist, der opstår efter, at skifteretten har fastsat sikkerhed i medfør af stk. 1, f.eks. tvister, der opstår i forbindelse med omlægning af sikkerheden.

I stk. 2, 2. pkt. foreslås det, at skifteretten efter anmodning fra en livsarving eller statsforvaltningen, hvis livsarvingen er umyndig, kan bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis der er sket en væsentlig forringelse af sikkerheden. Parterne i forbindelse med sagens behandling er den længstlevende ægtefælle og livsarvingen. Statsamtet er ikke part i sagen, selvom sagen er indbragt for skifteretten på statsamtets foranledning.

Det er som udgangspunkt overladt til parterne selv at følge udviklingen i sikkerheden.

Der er ikke fastsat særlige regler om overdragelse af arvekravet til tredjemand. For umyndige livsarvingers vedkommende gælder de almindelige regler i værgemålslovens kapitel 5 om formuens forvaltning og anbringelse. Overdrager en myndig livsarving arvekravet, skal de almindelige regler om overdragelse iagttages, f.eks. om denuntiation. En aftaleerhverver vil også kunne påberåbe sig stk. 2. Ved vurderingen af, om der er sket en væsentlig forringelse af sikkerheden, må der også ses på overdragelsen og vilkårene for denne.

Der bør som udgangspunkt være gjort op med spørgsmålet om sikkerhedsstillelse i forbindelse med, at arvehenstanden gives, således at der så vidt muligt ikke opstår behov for at overveje spørgsmålet om sikkerhedsstillelse i løbet af henstandsperioden.

Skifteretten kan efter stk. 2, 2. pkt., alene træffe bestemmelse om arvens udbetaling, hvis sikkerheden er væsentligt forringet. Dette indebærer, at arven som det klare udgangspunkt ikke kan forlanges udbetalt i tilfælde, hvor en sikkerhed, der fra starten har været fuldstændig, i henstandsperioden ændrer sig som følge af almindelige konjunkturudsving, f.eks. et generelt fald i huspriserne. På den anden side vil arven kunne kræves udbetalt, hvis ægtefællen f.eks. vanrøgter en fast ejendom, der er stillet til sikkerhed for arvekravet, i et sådant omfang, at sikkerheden ikke længere opfylder kravene.

Ægtefællen kan i den forbindelse tilbyde at omlægge sikkerheden, og parterne kan aftale omlægning. En aftale herom bør være skriftlig. Udgifterne ved en omlægning må som udgangspunkt afholdes af ægtefællen.

I stk. 3 foreslås det, at statsforvaltningen kan anmode skifteretten om at bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis ægtefællen har forsømt sin privatretlige forsørgelsespligt over for barnet, sml. lovforslagets § 29, stk. 4, om den længstlevende ægtefælles forsømmelse i uskiftet bo af forsørgelsespligten over for et særbarn efter den førstafdøde ægtefælle.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.

Til § 38

Det foreslås, at skifterettens afgørelse efter lovforslagets §§ 35-37 skal træffes ved kendelse. Afgørelsen kan indbringes for højere ret ved kære efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.

Til § 39

Efter forslaget skal justitsministeren fastsætte regler om forrentningen af arvekrav omfattet af lovforslagets § 35, stk. 1, administrationen af beløb, der er udbetalt til en særlivsarving til forsørgelse i medfør af lovforslagets § 35, stk. 3, samt kravene til sikkerhedsstillelsen efter § 37, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2. og 6.3.

Til kapitel 6

Kapitlet indeholder en regel om testamentsarvingers legale adgang til overtagelse efter vurdering.

Til § 40

Det foreslås, at reglerne om slægtsarvingers overtagelse af aktiver til vurderingsbeløbet i §§ 6-8 skal finde tilsvarende anvendelse, hvis en person ved testamente er indsat til at arve en andel af boet, eller hvor en arving er gjort til legatar ved testamente eller efter skifterettens bestemmelse i medfør af dødsboskiftelovens § 13, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 7.2 og 7.3.

Til kapitel 7

Kapitel 7 handler om aftaler om arv og arveforskud og viderefører reglerne i den gældende arvelovs kapitel 6 med enkelte ændringer.

Til § 41

Bestemmelsen forbyder dispositive arvepagter.

Stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 svarer med enkelte sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 30 og opretholder dermed forbuddet mod dispositive arvepagter. Praksis efter arvelovens § 30 forudsættes opretholdt.

I stk.  1, 2. pkt., præciseres det, at arvinger ikke uden arveladerens tiltrædelse kan indgå aftaler med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet. Kvalitative aftaler om fordeling af arven er således efter lovforslaget ugyldige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 8.2.1. og 8.3.1.

Til § 42

Bestemmelsen omhandler afkald på forventet og €" og som nyt i forhold til gældende ret - falden arv.

Stk. 1 indebærer, at arveladeren kan give afkald på forventet arv og falden arv. Bestemmelsen omfatter både legale arvinger og testamentsarvinger.

Bestemmelsen svarer for så vidt angår forventet arv til den gældende arvelovs § 31, stk. 1.

Det er derimod en nydannelse, at reglen også omfatter afkald på falden arv. Forslaget tilsigter ikke at gribe ind i området for boafgiftslovens § 5. Der vil således fortsat være tilfælde, hvor der kan gives civilretligt gyldigt afkald, men hvor der efter § 5 sker dobbeltbeskatning. Det vil f. eks. være tilfældet, hvor afkaldsgiveren gør sit afkald betinget af andre forhold end vederlag, herunder hvor afkaldet gøres betinget af, at afkaldsgiveren forbeholder sig rentenydelse. Det fremgår af forarbejderne til boafgiftslovens § 5, at denne konstruktion ikke kan anvendes i forbindelse med afkald på falden arv, og der vil således i denne situation blive tale om dobbeltbeskatning (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, s. 3848).

Stk. 2 indebærer, at et afkald på forventet arv som hidtil gives over for arveladeren eller over for arveladerens ægtefælle, hvis denne er i uskiftet bo. Arveafkald indebærer, at der indgås en aftale mellem arvingen (afkaldsgiveren) og arveladeren. En ensom afkaldserklæring er således ikke tilstrækkelig.

I overensstemmelse med almindelige aftaleretlige regler skal afkaldet endvidere være accepteret af arveladeren, hvilket kan ske stiltiende. Nægtes accept, er afkaldet uden virkning, idet en aftale i så fald ikke er indgået. Er der tale om et afkald uden betingelser, må det være tilstrækkeligt, at afkaldet er kommet frem til arvelader. I denne situation bør der således ikke være krav om accept fra arveladeren. Der stilles ingen formkrav til en aftale om afkald på forventet arv. Af bevismæssige årsager bør aftalen dog som hovedregel affattes skriftligt og eventuelt også underskrives for notaren.

Bestemmelsen behandler ikke spørgsmålet om fremgangsmåden ved afkald på falden arv. Det må derfor afgøres efter almindelige aftaleretlige regler, om der er givet et afkald på falden arv, og om afkaldet er givet over for en person, der kan modtage et sådant afkald. Afkaldet kan således navnlig afgives over for bobestyreren, medarvinger eller skifteretten. En ensom erklæring er ikke tilstrækkelig.

I stk. 3 fastslås det, at et afkald på arv også har virkning for arvingens livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt. Bestemmelsen omfatter både forventet arv og falden arv. For så vidt angår forventet arv, svarer forslaget til den gældende arvelovs § 31, stk. 1, 2. pkt., hvorimod det formentlig indebærer en ændring af retstilstanden for så vidt angår falden arv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 8.2.2. og 8.3.2.

Til § 43

Bestemmelsen er ny og fastlægger, hvornår der er tale om et arveforskud. Et arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget en ydelse af økonomisk værdi, og det må anses for aftalt, at værdien af ydelserne senere skal fradrages i arvingens arv. En sådan aftale kan være stiltiende. Det beror således på almindelige aftaleretlige regler, om der er tale om et arveforskud.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 8.2.3. og pkt. 8.3.3.

Til § 44

Bestemmelsen omhandler arveforskud til livsarvinger, som en ægtefælle har ydet af fællesejemidler eller midler, der bliver fælleseje ved ægtefællens død. Bestemmelsen viderefører den gældende arvelovs § 32 med enkelte ændringer

I stk. 1 fastslås det, at arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, medmindre andet er aftalt, så vidt muligt skal fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle, når arveforskuddet er ydet af fælleseje, skilsmissesæreje eller af et andet særeje, der bliver fælleseje ved ægtefællens død, og der skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer og en præcisering vedrørende særeje til den gældende arvelovs § 32, stk. 1, 1. pkt.

I stk. 2 fastslås det, at et testamente oprettet af den førstafdøde ægtefælle skal vige, i det omfang det er nødvendigt for, at der kan ske fradrag i medfør af stk. 1. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 32, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3 indebærer, at den del af arveforskuddet, som ikke har kunnet fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle, skal afkortes i arven efter den længstlevende ægtefælle. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 32, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 4 er nyt og medfører, at der ved skifte af et uskiftet bo efter den længstlevende ægtefælles død skal ske forholdsmæssigt fradrag i arven efter hver af forældrene for arveforskud til fællesbørn. Et krav om, at afkortningen alene skulle ske i arven efter den ene ægtefælle, ville kunne føre til, at testamentariske dispositioner bliver uvirksomme og vil dermed kunne skabe uhensigtsmæssige resultater. Hvis der er tale om et særbarn, skal afkortning derimod selvsagt alene ske i arven efter den pågældende forælder.

Stk. 5 indebærer, at stk. 1-4 også gælder for forskud, som ydes af en ægtefælle i uskiftet bo. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelov § 32, stk. 2.

Til § 45

Bestemmelsen omhandler arveforskud til stedbørn og svarer med en præcisering vedrørende særeje, sml. lovforslagets § 44, stk. 1, nr. 1, til den gældende arvelovs § 33. Bestemmelsen fastslår, at arveforskud, som en ægtefælle har givet et stedbarn eller dets livsarvinger af fælleseje eller af skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver fælleseje ved ægtefællens død, fradrages i arven efter den anden ægtefælle, hvis det er aftalt, at ydelsen skal være forskud på arven efter denne.

Til § 46

Bestemmelsen omhandler bl.a. værdiansættelsen af arveforskud og svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 34.

Til § 47

Bestemmelsen omhandler beregningen af arvelodder og tvangsarv, når der er givet arveforskud, og svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 35.

Til kapitel 8

Kapitlet indeholder regler om udelukkelse og bortfald af arveret.

Til § 48

Bestemmelsen handler om fradømmelse af arveret og viderefører den gældende arvelovs § 36 med nogle ændringer.

Stk. 1 indebærer, at det ved dom kan bestemmes, at en person, der har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven, som har medført en andens død, fortaber retten til at få arv, der var afhængig af den dræbtes død. Det foreslås præciseret i lovteksten, at bestemmelsen udover arveret også finder anvendelse på forsikringssummer, pensioner, herunder kapital- og ratepensioner og andre ydelser, der kommer til udbetaling som følge af dødsfaldet, herunder f.eks. udbetalinger fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Efter stk. 2 kan den, der har forsøgt at dræbe en slægtsarving, øvet vold mod eller groft krænket den pågældende eller truet vedkommende på strafbar måde, efter den forurettedes anmodning fradømmes ret til arv €" og i overensstemmelse med præciseringen i stk. 1 €" forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er afhænge af den pågældendes død.

Forslaget til stk. 2 indebærer en udvidelse af adgangen til fradømmelse af arv i forhold til den gældende arvelovs § 36, stk. 2, hvorefter fradømmelse alene kan ske i forhold til den, der har dræbt en slægtning i opstigende linie. Det foreslås således, at fradømmelse fremover skal kunne ske i alle tilfælde, hvor en slægtsarving har begået et forhold som omhandlet i bestemmelsen mod den pågældende. Slægtsarvinger er arvingerne efter lovforslagets §§ 1-4. Bestemmelsen indebærer som hidtil ikke adgang til at træffe bestemmelse om fradømmelse af arv i forhold til ægtefællen. Ægtefællers indbyrdes arveret ophører imidlertid ved separation og skilsmisse, jf. lovforslagets § 49.

Udtrykket "groft fornærmet" i den gældende arvelovs § 36, stk. 2, foreslås endvidere erstattet med "groft krænket", idet dette udtryk må anses for mere dækkende for de handlinger, der er omfattet af bestemmelsen, og som udover grove freds- og ærekrænkelser antages at omfatte anden krænkende og nedværdigende behandling f.eks. i form af ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, vanrøgt, jf. straffelovens § 213, ulovlig frihedsberøvelse, jf. straffelovens § 261 eller hensættelse i hjælpeløs tilstand, jf. straffelovens § 250.

Efter stk. 3 , der svarer til den gældende arvelovs § 36, stk. 3, kan afgørelse i henhold til stk. 1 og 2 træffes ved straffedommen eller under en særlig sag.

Efter stk. 4 kan en fradømt arveret helt eller delvist tilbagegives den dømte ved testamente. I overensstemmelsen med præciseringen i stk. 1 vedrørende forsikringssummer mv. foreslås det endvidere, at også en fradømt ret til forsikringssummer, pensioner og andre ydelser mv. kan tilbagegives ved indsættelse af den pågældende som begunstiget i henhold til ordningen mv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 9.2. og 9.3.

Til § 49

Bestemmelsen omhandler bortfald af arveret ved separation og skilsmisse mv. og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 38.

I stk. 1 fastslås det, at ægtefæller indbyrdes arveret bortfalder ved separation og skilsmisse.

Dør en af parterne i et omstødeligt ægteskab, følger det af stk. 2, at den anden part ikke arver, hvis § 27, stk. 1 eller 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning efter den pågældendes anmodning anvendes, eller hvis sag til ægteskabets omstødelse af det offentlige var anlagt eller ifølge den, der var gældende ved ægteskabets indgåelse skulle have været anlagt. Ægteskabslovens § 27, stk. 1 og 2, indeholder regler om adgangen til forlods at udtage egne aktiver ved skifte af et omstødeligt ægteskab, herunder bl.a. om, at en ægtefælle, der var i god tro om omstødelsesgrunden, kan kræve godtgørelse hos den anden ægtefælle.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 9.2. og 9.3.

Til kapitel 9

Kapitlet indeholder regler om adgangen til at træffe testamentarisk bestemmelse om tvangsarv. Der fastsættes regler om overtagelse efter vurdering, umyndiges arv, fordeling af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, samt regler om båndlæggelse af tvangsarv.

Til § 50

Bestemmelsen regulerer arveladerens adgang til at råde over tvangsarv, herunder til at råde kvalitativt og til at træffe bestemmelse om kontant udbetaling af tvangsarven.

I stk. 1 fastslås det, arveladeren ikke ved testamente kan råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov. Bestemmelsen svarer med sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 26, stk. 1.

Stk. 2 åbner mulighed for, at arveladeren ved testamente kan bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Det er en forudsætning, at testamentet udtrykkeligt fastsætter, at livsarvingens tvangsarv skal udbetales kontant. Hvis testamentet alene angiver, at den pågældende kun skal have sin tvangsarv, vil tvangsarven stadig være en andelsret i boet.

Efter stk. 2 kan arveladeren endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller €" som noget nyt i forhold til gældende ret - aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan i den forbindelse bestemmes, at retten også gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at arvingen skal betale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger.

Ægtefællens ret efter lovforslagets § 11, stk. 1 (forlodsretten for genstande, der har tjent til ægtefællens personlige brug og mindreårige børns brug), og lovforslagets § 91, stk. 2 (samtykkereglen vedrørende visse fællesejeaktiver), skal dog respekteres. Lovforslaget er på dette punkt snævrere end den gældende arvelovs § 26, stk. 2, hvorefter ægtefællens ret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet generelt ikke kan berøres af en fortrinsret, der tildeles en livsarving ved testamente.

En testamentarisk bestemmelse efter stk. 2 er endvidere begrænset af den generelle regel om omfanget af ægtefællens kvalitative testationskompetence over fuldstændigt særeje og fælleseje i lovforslagets § 90 og § 91, stk. 1.

Gives der flere livsarvinger ret til for deres tvangsarv at overtage aktiver efter eget valg, uden at det fastsættes, hvordan den indbyrdes valgret skal udøves, må der trækkes lod om hver genstand, hver gang to eller flere af disse arvinger ønsker at vælge samme genstand. Det kan ved testamente bestemmes, at de genstande, to eller flere arvinger ønsker at udtage, f.eks. skal udtages på skift mellem disse efter lodtrækning blot én gang.

Det følger af stk. 3 , at en arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, kun med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente kan bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.2.1. og 10.3.1.

Til § 51

Bestemmelsen åbner mulighed for, at en arvelader ved testamente kan træffe bestemmelse om, hvem tvangsarv, der tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18 år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn. Hvis den mindreårige livsarving selv har fået børn, er det ikke muligt at oprette testamente om den umyndiges tvangsarv, idet arven her må tilfalde den umyndiges børn.

Et testamente om fordeling af en umyndig livsarvings arv bortfalder automatisk, når livsarvingen fylder 18 år, dvs. på det tidspunkt hvor livsarvingen selv kan oprette testamente, jf. lovforslagets § 62, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse omhandler alene tvangsarv. Friarv vil af arveladeren som hidtil kunne indsættes i en successionsrækkefølge, jf. pkt. 11.2.2. og 11.3.2. samt lovforslagets § 60 og bemærkningerne hertil.

De almindelige regler om oprettelse og tilbagekaldelse af testamenter og om testamenters ugyldighed og anfægtelse mv. finder tilsvarende anvendelse på et testamente, der oprettes i medfør af § 51.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.2.2. og 10.3.2.

Til § 52

Bestemmelsen indebærer en udvidelse af adgangen til at testere over livsarvingers tvangsarv i forhold til Justitsministeriets praksis efter den gældende arvelovs § 71, stk. 2, om arv, der ellers ville tilfalde staten. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.2.3. og 10.3.3.

Med stk. 1 skabes der mulighed for, at en arvelader kan råde over tvangsarv i situationer, hvor en tvangsarving er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, jf. lovforslagets § 74 (nr. 1), og hvor det må forventes, at denne tilstand ikke er forbigående (nr. 2). Herudover er det selvsagt en forudsætning, at tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente (nr. 3). Efter forslaget er det endelig et krav, at tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger (nr. 4), og at en skifteværge, jf. dødsboskiftelovens § 15, stk. 2, eller en værge, der er beskikket for tvangsarvingen efter reglerne i værgemålsloven, godkender den testamentariske disposition (nr. 5).

Arveladerens ægtefælle og livsarvinger er tvangsarvinger, jf. lovforslagets §§ 5 og 10.

Det følger af den generelle bestemmelse i lovforslagets § 78, at et testamente, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af tvangsarvingens arv, som åbenbart savner fornuftig mening, selvsagt ikke kan godkendes.

Stk. 2 indebærer, at testamentariske bestemmelser efter stk. 1 kun får virkning, hvis betingelserne om, at tvangsarvingen ikke må efterlade sig tvangsarvinger (nr. 3), og at tvangsarvingen ikke må have oprettet gyldigt testamente (nr. 4), fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død. Begge betingelser skal være opfyldt. Hvis en testamentsinhabil arving bliver testamentshabil og opretter testamente, falder godkendelsen bort, idet betingelsen om, at tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, herefter ikke længere er opfyldt.

Efter stk. 3 kan justitsministeren om nødvendigt fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. pkt. 10.2.3. og 10.3.3.

Til § 53

Stk. 1 opretholder adgangen til at båndlægge tvangsarv, men det foreslås som noget nyt i forhold til gældende ret, at tvangsarv kun kan båndlægges til livsarvingens fyldte 25. år.

Båndlæggelsen af tvangsarv bortfalder automatisk, når arvingen fylder 25 år, og en testamentarisk bestemmelse om båndlæggelse af tvangsarv ud over livsarvingens fyldte 25. år vil være uvirksom for perioden efter, at livsarvingen er fyldt 25 år.

Bestemmelsen vedrører - som hidtil €" kun adgangen til at båndlægge den tvangsarv, der tilkommer en livsarving. Ægtefællens tvangsarv kan ikke båndlægges.

Er arvingen under værgemål efter værgemålslovens §§ 5 eller 6 ved båndlæggelsens ophør, følger det af værgemålslovens § 35, at arven som udgangspunkt skal anbringes i en forvaltningsafdeling, der er tilknyttet et pengeinstitut. Anvendelse af formuen vil kun kunne ske med statsforvaltningens samtykke, jf. værgemålslovens § 39. Ophører værgemålet, får arvingen fri rådighed over arven.

Stk. 2 viderefører den gældende arvelovs § 58, stk. 2, med sproglige moderniseringer. Efter bestemmelsen kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse, hvis arven er af ringe værdi. Bestemmelsen anvendes alene i tilfælde, hvor båndlæggelsen endnu ikke er iværksat. Er båndlæggelsen iværksat, kan frigivelse eventuelt ske efter lovforslagets § 61, nr. 2. Praksis efter den gældende arvelovs § 58, stk. 2, forudsættes i øvrigt opretholdt. Efter gældende praksis kan fritagelse forventes i tilfælde, hvor nettoarven ikke er over 75.000 - 100.000 kr.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.2.4.1. og 10.3.4.

Til § 54

Bestemmelsen omhandler administration og anbringelse af båndlagt tvangsarv og svarer med enkelte sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 61.

Til § 55

Bestemmelsen omhandler retsvirkningerne af båndlæggelse og svarer i vidt omfang til den gældende arvelovs § 62, stk. 1, 2 og 4.

Det følger af stk. 1, at arvingen ikke kan råde over tvangsarven i levende live, når arven er båndlagt. Det præciseres i bestemmelsen, at arvingen alene kan hæve renter og indtægter af den båndlagte kapital. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i forhold til den gældende arvelovs § 62, stk. 1. Et aktieudbytte kan således som hidtil hæves, hvorimod kursgevinster må anses for en del af kapitalen. Andre skattepligtige indtægter, f.eks. beløb fra salg af tegningsretter, vil også kunne hæves.

Stk. 2 indebærer, at der ikke kan foretages kreditorforfølgning mod den båndlagte kapital i arvingens levende live. Det samme gælder uhævede renter og indtægter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen. Stk. 2 svarer til gældende ret.

Efter stk. 3 kan det ved dom bestemmes, at en båndlæggelse ikke skal være til hinder for, at et en erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som den pågældende forsætligt eller uagtsomt har forvoldt på person eller ting, betales af de båndlagte midler. Stk. 3 svarer til gældende ret.

Om båndlagt arvs formueart henvises lovforslagets § 58 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 56

Efter bestemmelsen kan justitsministeren, eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, tillade, at båndlagt arv efterfølgende frigives i en række situationer.

Arven kan efter nr. 1 frigives, når det er en velfærdssag for arvingen. Bestemmelsen svarer på dette punkt til den gældende arvelovs § 63.

I nr. 2 foreslås det, at justitsministeren kan tillade, at båndlagt arv efterfølgende frigives, når arven er af ringe værdi. Den gældende arvelovs § 58, stk. 2, anvendes i dag analogt til efterfølgende fritagelse i denne situation, og forslaget til nr. 2 lovfæster denne praksis. Praksis efter arvelovens § 58, stk. 2, forudsættes derfor opretholdt.

Forslaget til nr. 3 åbner mulighed for, at båndlagt arv kan frigives, når det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål. Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor de omstændigheder, der har dannet grundlag for arveladerens beslutning om at indsætte en båndlæggelsesbestemmelse i testamentet, har ændret sig. Forholdene kan have ændret sig således, at det må anses for givet, at båndlæggelse ikke længere tjener noget fornuftigt formål. Det kan f. eks. være tilfældet, hvis der gået mange år siden testamentets oprettelse, og det er åbenbart, at arvingen kan råde fuldt forsvarligt over midlerne. Bestemmelsen vil navnlig være relevant for friarvs vedkommende, hvor der i modsætning til den foreslåede regel om båndlæggelse af tvangsarv i § 58, stk. 1, ikke gælder nogen tidsbegrænsning. Efter overgangsreglen i lovforslagets § 103, stk. 3, kan nr. 3 imidlertid også anvendes på båndlæggelser, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.2.4.2. og pkt. 10.3.4.

Til § 57

Bestemmelsen omhandler udbetaling af den båndlagte arv i overensstemmelse med bestemmelser herom i et testamente og svarer med sproglige moderniseringer til den gældende arvelovs § 64.

Til § 58

Bestemmelsen omhandler båndlagte midlers formueart og udbygger den gældende arvelovs § 62, stk. 3.

Stk. 1 , 1. pkt., indebærer, at båndlagt arv som udgangspunkt er skilsmissesæreje, men at arven bliver fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død som den førstafdøde (ægtefællebegunstigende kombinationssæreje). Den båndlagte arv vil således være sikret, hvis dødsboet efter arvingens ægtefælle er insolvent, fordi de båndlagte midler ikke skal indgå i bodelingen. Forslaget indebærer, at den båndlagte arv ved arvingens død bliver fælleseje, hvis arvingen efterlader sig en ægtefælle. Hermed får den længstlevende ægtefælle efter reglerne i lovforslagets kapitel 4 mulighed for at sidde i uskiftet bo også med denne del af arven. I den situation, hvor arvingen dør først, harmonerer forslaget med formodnings- og overgangsreglen i § 17 i lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af retsplejeloven og straffeloven mv. (særejereformen), hvorefter bestemmelser om "særeje" i testamenter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, skal forstås som bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre andet fremgår af omstændighederne. Efter § 17 gælder dette dog ikke, hvis testator er afgået ved døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den testamentariske bestemmelse er gjort uigenkaldelig.

Efter stk. 1, 3. pkt., kan arvingen sammen med ægtefællen ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.

I stk. 2 foreslås det, at hovedreglen om, at den båndlagte arv er skilsmissesæreje, og at arvingen og ægtefællen ved ægtepagt kan bestemme, at arven skal være fuldstændig særeje, også skal gælde, hvis en båndlæggelse ophører som følge af, at livsarvingen fylder 25 år, jf. lovforslagets § 53, stk. 1. Tilsvarende gælder, hvis der sker fritagelse efter § 53, stk. 2, frigivelse efter § 56 eller udbetaling efter § 57.

I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 kan fraviges ved testamente. Arveladeren har således mulighed for f.eks. at fravige stk. 1, 1. pkt., og bestemme, at den båndlagte arv skal være fælleseje, eller fravige stk. 1, 2. pkt., og bestemme, at den båndlagte arv skal være fuldstændigt særeje også i den situation, hvor arvingen dør og efterlader sig en ægtefælle. Spørgsmålet om, hvorvidt arvelader også kan fravige stk. 1, 3. pkt., og derved afskære arvingen fra ved ægtepagt at ændre skilsmissesærejet efter 2. pkt. til fuldstændigt særeje, er næppe særligt praktisk. Det følger af lov om ægteskabets retsvirkninger § 28 b, stk. 2, at der ved ægtepagt ikke kan træffes bestemmelse, der strider mod arveladers bestemmelse om særeje. Bestemmelsen er formentlig også til hinder for, at der ved ægtepagt træffes en bestemmelse, der strider mod en arveladers bestemmelse om fælleseje.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.2.4.4. og 10.3.4.

Til kapitel 10

Kapitlet indeholder regler om adgangen til at træffe testamentariske bestemmelser over friarv. Der fastsættes regler om overtagelse efter vurdering, successionsrækkefølger og båndlæggelse af friarv.

Til § 59

Bestemmelsen regulerer arveladerens adgang til kvalitativt at råde over friarv, herunder til at træffe bestemmelse om kontant udbetaling af friarven.

I bestemmelsen foreslås det, at lovforslagets § 50, stk. 2 og 3, om tvangsarv skal finde tilsvarende anvendelse ved friarv.

Henvisningen til 50, stk. 2, indebærer, at arveladeren ved testamente kan bestemme, at en arving skal have sin friarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en arving ret til for sin friarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Retten kan også gives til aktiver, der overstiger den pågældendes arvelod mod, at arvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet.

Ægtefællens ret efter lovforslagets §§ 11, stk. 1, og 91, stk. 2, skal respekteres. En testamentarisk bestemmelse over friarv er endvidere begrænset af den generelle regel om omfanget af ægtefællens kvalitative testationskompetence over fuldstændigt særeje og fælleseje i lovforslagets § 90 og § 91, stk. 1.

Henvisningen til § 50, stk. 3, indebærer, at en arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente kan bestemme, om friarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet. Bestemmelsen gælder både i forhold til ægtefællen, slægtsarvinger og testamentsarvinger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 11.2.1. og 11.3.1.

Til § 60

Bestemmelsen omhandler oprettelse af successionsrækkefølger og forbyder oprettelse af fideikommiser.

Stk. 1 fastlægger, hvad der forstås ved en successionsrækkefølge. Efter bestemmelsen kan friarv indsættes i en successionsrækkefølge, således at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads og derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser.

Bestemmelsen indebærer, at en arvelader ikke kan indsætte tvangsarv i en successionsrækkefølge, medmindre dette har specifik lovhjemmel. En sådan hjemmel findes i lovforslagets § 52 om tvangsarv til testationsinhabile arvinger.

Hvis arveladerens tvangsarvinger giver afkald på tvangsarveret, er hele arven efter arveladeren friarv og kan indsættes i en successionsrækkefølge. Sådanne arveafkald kan gøres betingede, navnlig af, at arvingen ikke stilles ringere end efter testamentet, som arvingen har kendskab til. Hvis tvangsarv indsættes i en successionsrækkefølge, uden at der foreligger hjemmel hertil, eller uden at der foreligger arveafkald fra tvangsarvingen, er indsættelsen ugyldig.

Stk. 2 fastslår, at arv eller legat ikke ved testamente kan tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden. Bestemmelsen er, bortset fra sproglige moderniseringer, identisk med den gældende arvelovs § 68.

At arv eller legat ikke gyldigt kan tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden indebærer, at det heller ikke gyldigt kan bestemmelsen, at den første ufødte skal være f.eks. brugs- eller indtægtsnyder, og den anden ufødte skal være ejer, når dette skal ske successivt. Indsættelser af ufødte i strid med bestemmelsen anses for nulliteter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 11.2.2. og pkt. 11.3.2.

Til § 61

Bestemmelsen handler om båndlæggelse af friarv.

Det fastslås i 1. pkt., at arv, der ikke er tvangsarv, kan båndlægges, jf. den gældende arvelovs § 65.

Som noget nyt i forhold til gældende ret foreslås det imidlertid, at det også i forbindelse med båndlæggelse af friarv er en betingelse for båndlæggelsen, at arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen.

En efterprøvelse af baggrunden for båndlæggelsen kan have betydning ved vurderingen af, om der er grundlag for at frigive den båndlagte friarv efter lovforslagets § 56, nr. 3, hvorefter båndlagt arv kan frigives, når det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål. Som det er tilfældet ved båndlæggelse af tvangsarv, skal der ikke ved testamentsoprettelsen foretages en prøvelse af, om betingelsen er opfyldt. Betingelsen vil således alene få betydning i forbindelse med en senere vurdering af, om de båndlagte midler skal frigives efter lovforslagets § 56. Hvis testamentet ikke indeholder en begrundelse for baggrunden for båndlæggelsen, vil dette kunne medføre en lempelse af beviskravene for, at båndlæggelsen åbenbart ikke længere tjener et rimeligt formål.

I 2. pkt. foreslås det, at lovforslagets § 53, stk. 2, og §§ 54-58 skal finde tilsvarende anvendelse.

Er en friarv af ringe værdi, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, således fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse, jf. lovforslagets § 53, stk. 3. Reglerne om anbringelse af båndlagt tvangsarv finder tilsvarende anvendelse på friarv, jf. lovforslagets § 54, og retsvirkningerne af en båndlæggelse af friarv svarer til, hvad der gælder for båndlæggelse af tvangsarv, jf. lovforslagets § 55. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, kan endvidere tillade, at en båndlagt friarv efterfølgende frigives, når det er en velfærdssag for arvingen, arven er af ringe værdi, eller det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, jf. lovforslagets § 56. Også bestemmelsen om udbetaling af arven til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, jf. lovforslagets § 57, samt reglerne om båndlagt arvs formueart, jf. lovforslagets § 58, finder tilsvarende anvendelse.

3. pkt. indebærer, at en række af bestemmelserne i 2. pkt. kan fraviges, når der er tale om båndlæggelse af friarv. Det gælder således lovforslagets § 54 om anbringelsen af den båndlagte arv. Herudover foreslås det, at lovforslagets § 55, stk. 1, 2. pkt., hvorefter arvingen alene kan hæve renter og indtægter, kan fraviges ved båndlæggelse af friarv, således at arveladeren kan bestemme, at renter og indtægter i en periode ikke skal udbetales, men lægges til den båndlagte kapital. Det foreslås endvidere, at lovforslagets § 55, stk. 2, om kreditorbeskyttelse og lovforslagets § 57 om udbetaling af arven til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden kan fraviges ved båndlæggelse af friarv. 3. pkt. indebærer navnlig, at der i modsætning til den gældende arvelovs § 65, 3. pkt., ikke længere er mulighed for at fravige reglen om, at arvingen ikke i levende live kan råde over båndlagt arv, men alene hæve renter og indtægter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 11.2.3. og 11.3.3.

Til kapitel 11

Kapitlet indeholder regler om oprettelse og tilbagekaldelse af testamente.

Til § 62

Bestemmelsen omhandler alderskravene for oprettelse af testamente.

Stk. 1 indebærer, at den, der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, med respekt af tvangsarvereglerne kan råde ved testamente over sine ejendele. Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 39.

Som en modifikation til hovedreglen i stk. 1 om, at kun personer over 18 år og unge under 18 år, der har indgået ægteskab, kan oprette testamente, åbnes der med forslaget til stk. 2 mulighed for, at unge, der er fyldt 15 år, skal have adgang til ved testamente at råde over de ejendele, som de selv frit kan råde over efter værgemålslovens § 42.

Det indebærer, at den umyndige selv ved testamente kan bestemme over det, som den pågældende har tjent ved eget arbejde efter at være fyldt 15 år. Den umyndige kan endvidere selv testere over formue, som vedkommende har modtaget til fri rådighed som gave eller friarv ved testamente. Endelig kan den umyndige testere over midler, som værgen har givet den umyndige til forsørgelse, jf. værgemålslovens § 25, stk. 3. Rådigheden gælder efter værgemålslovens § 42, stk. 2, også for indtægter af det erhvervede, og hvad der træder i stedet herfor.

Efter værgemålslovens § 42, stk. 3, kan værgen med statsamtets godkendelse fratage den umyndige rådigheden efter § 42, stk. 1 og 2, hvis det er nødvendigt af hensyn til dennes velfærd. Er dette sket, kan den umyndige ikke længere råde over de pågældende ejendele ved testamente. En fratagelse af rådigheden efter stk. 3 indebærer derimod ikke, at et allerede oprettet testamente bortfalder.

Ønsker en mindreårig at oprette testamente efter stk. 2, bør notaren være særlig opmærksom på, om den unge har den fornødne forståelse af, hvad testationen indebærer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.

Til § 63

Bestemmelsen handler om kravene til oprettelse af et notartestamente.

I stk. 1 fastslås det, at et testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar. Kravene om skriftlighed samt underskrivelse eller vedkendelse for en notar er gyldighedsbetingelser. Stk. 1 svarer til den gældende arvelovs § 40.

I stk. 2 fastsættes de nærmere krav til notarens påtegning på testamentet. Forslaget tydeliggør kravene til notarens prøvelse af testators identitet og habilitet og prøvelsen af, om testamentet er udtryk for testators endelige vilje.

Det foreslås i nr. 1 , at notaren skal afgive erklæring om testators identitet, sml. herved § 10, nr. 2, jf. § 7, i bekendtgørelse nr. 843 af 30. november 1998 om notarialforretninger. Bestemmelsen har navnlig til formål at sikre, at falske testamenter undgås.

Notaren skal efter nr. 2 afgive erklæring om, hvorvidt testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente. Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 41 og notarialbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Er notaren ikke i tvivl om arveladerens evne til fornuftmæssigt at oprette testamente, skal påtegningen om fornuftens brug være uden forbehold. Får notaren indtryk af, at testator ikke har evnen til at råde fornuftmæssigt over sine efterladenskaber, kan notaren afvise at medvirke til testamentets oprettelse. Det kan også komme på tale at udsætte notarialforretningen med henblik på at bringe en læge til stede, der kan afgive erklæring om testators evne til at handle fornuftmæssigt, eller med henblik på at opfordre testator til selv at skaffe en lægeerklæring. I tilfælde, hvor notarialforretningen ikke bliver udsat på indhentelse af en lægeerklæring, skal notaren i sin påtegning give udtryk for sin tvivl med hensyn til testators evne til fornuftmæssigt at råde over sine efterladenskaber eller tage forbehold på dette punkt. Det samme gælder, hvor notaren efter indhentelse af en lægeerklæring stadig er i tvivl. Et forbehold vil selvsagt afsvække beviskraften af notarens påtegning, og det må så eventuelt afgøres under en senere bevisførelse, om testator opfyldte habilitetsreglerne, jf. betænkning 291/1961 om arvelovgivningen, s. 99.

Det foreslås i nr. 3 som noget nyt i forhold til gældende ret, at notaren i sin påtegning endvidere skal afgive erklæring om, hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, uden at det dog er et krav, at notaren sikrer sig deres identitet. Bestemmelsen er indsat med henblik på at skærpe notarens opmærksomhed på, om der kan foreligge pression mod arveladeren.

Endelig skal notaren afgive erklæring om andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed ( nr. 4 ), sml. herved den gældende arvelovs § 41, stk. 1, og notarialbekendtgørelsens § 10, nr. 4. En sådan påtegning bør f.eks. gives, hvis notaren får mistanke om pression mod arveladeren.

Notaren bør i sin påtegning af testamenter på fremmede sprog og i tilfælde, hvor der anvendt døvetolk, redegøre for de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed. Kan notaren på grund af sprogvanskeligheder ikke ved en samtale med testator få indtryk af, hvorvidt denne fornuftmæssigt kan oprette testamente, bør også dette anføres i notarialpåtegningen, f.eks. i et tilfælde, hvor en her i landet boende udlænding ønsker at oprette testamente på dansk uden fuldt ud at kunne forstå dansk. Ved notarialforretning om et testamente på et fremmed sprog bør testator opfordres til at medbringe en dansk oversættelse af testamentet. Den vil være af betydelig værdi for notaren, ikke mindst i forbindelse med den vejledning, som notaren skal yde i forbindelse med forretningen, uanset at notarialpåtegningen ikke indebærer nogen garanti for dokumentets indhold, jf. beretning om notarialvæsenet, 1981, s. 51f.

Kravene i stk. 2 til notarens påtegning er ikke gyldighedsbetingelser. Er testamentet således ved en fejl ikke blevet forsynet med notarens påtegning, er en påtegning ikke underskrevet, eller er der i øvrigt fejl i påtegningen, bliver testamentet således formgyldigt, hvis det på anden måde, f.eks. ved vidneforklaring fra notaren, en medvirkende advokat eller andre tilstedeværende godtgøres, at der faktisk er sket underskrivelse eller vedkendelse for en notar.

Ved stk. 3 , der udbygger den gældende regel i arvelovens § 41, stk. 2, bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om notarens virksomhed, opbevaring af en kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og adgangen til at få oplysninger om oprettede testamenter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.2.2. og 12.3.

Til § 64

Bestemmelsen handler om oprettelse af et vidnetestamente og viderefører i vidt omfang reglerne i den gældende arvelovs §§ 42, 53 og 45.

Efter stk. 1 kan testamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes under samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators underskrivelse eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres navne på testamentet. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidne efter testators ønske og have kendskab til, at det er oprettelsen af et testamente, den pågældende bevidner. Kravene i stk. 1 er gyldighedsbetingelser og viderefører retstilstanden efter den gældende arvelov.

Stk. 2 fastslår, at et testamentsvidne skal være fyldt 18 år, dvs. være myndig. Et testamentsvidne må desuden ikke på grund af omstændigheder som nævnt i § 74 mangle forståelse for vidnebekræftelsens betydning. Kravene herom svarer til den gældende arvelovs § 43, stk. 1.

Stk. 3 indeholder kravene til et testamentsvidnes upartiskhed og udbygger den gældende arvelovs § 43, stk. 2.

En person kan efter stk. 3, nr. 1 , ikke være testamentsvidne, hvis testamentet begunstiger den pågældende, dennes ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie, søskende eller andre nærstående. I modsætning til den gældende arvelovs § 43, stk. 2, nævnes forlovede ikke udtrykkeligt i nr. 1, men forlovede vil sammen med kærester og - efter en konkret vurdering - fjernere beslægtede blive anset for at være nærstående.

En person kan efter stk. 3, nr. 2 , heller ikke være testamentsvidne, hvis testamentet begunstiger en person eller institution, som den pågældende ved testamentets oprettelse har en sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en særlig interesse i begunstigelsen. Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 43, stk. 2.

Efter stk. 3, nr. 3 , kan en person heller ikke være testamentsvidne, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den pågældendes habilitet. Bestemmelsen har karakter af en opsamlingsbestemmelse. Bestemmelsen vil efter omstændighederne kunne anvendes, hvis der f.eks. er meget nært venskab mellem testamentsvidnet og den, der begunstiges i testamentet.

Hvis et testamentsvidne har medvirket til oprettelse af et testamente i strid med forslaget til stk. 3, nr. 1-3, er testamentet anfægteligt. Bevisbyrden påhviler den, der vil arve, hvis testamentet tilsidesættes.

I modsætning til den gældende arvelovs § 43, stk. 2, 3. pkt., indeholder lovforslaget ikke en regel om, at et vidne €" uanset at betingelserne i nr. 1-3 ikke er opfyldt €" ikke er inhabilt, hvis begunstigelsen er ringe eller har rimelig grund. Et testamentsvidne skal således i alle tilfælde opfylde kravene i stk. 3, nr. 1-3.

Af stk. 4 fremgår det, at en person kan være testamentsvidne, selvom den pågældende er indsat som bobestyrer i testamentet. Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 43, stk. 3.

Af stk. 5 fremgår det, at vidnerne i deres påtegning på testamentet bør afgive erklæring om deres stilling og bopæl (nr. 1), tid og sted for deres underskrift på testamentet (nr. 2), at de ved testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har været samtidig til stede som testamentsvidner efter testators ønske (nr. 3), at testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente (nr. 4), og andre omstændigheder, der kan være af betydning for testamentets gyldighed (nr. 5). Bestemmelsen svarer den gældende arvelovs § 45.

Stk. 5, nr. 1-5, er instruktorisk, og tilsidesættelse af anvisningerne indebærer ikke uden videre, at vidnetestamentet kan anfægtes som ugyldigt. Påtegningen har imidlertid væsentlig betydning for, hvilken beviskraft der skal tillægges vidnernes medvirken.

Der henvises de almindelige bemærkninger pkt. 12.3.

Til § 65

Bestemmelsen omhandler adgangen til oprettelse af nødtestamente og lemper de strenge formkrav i den gældende arvelovs § 44.

Det foreslås i stk. 1 , at den, der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette notartestamente eller vidnetestamente, jf. §§ 63 og 64, på en hvilken som helst måde kan oprette nødtestamente. Et nødtestamente kan også oprettes for så vidt angår løsørefordelingslister, jf. lovforslagets § 66.

Mens betingelserne for at oprette nødtestamente svarer til den gældende regel i arvelovens § 44, foreslås det, at formkravene ophæves, således at der ikke stilles krav til udformningen af et nødtestamente. Ikke alene et mundtligt nødvidnetestamente og et holografisk testamente efter den gældende arvelovs § 44, stk. 1, er således omfattet af bestemmelsen, men i det hele enhver tilkendegivelse fra afdøde, der er udtryk for en testamentarisk disposition, og som med sikkerhed hidrører fra afdøde. Det kan f.eks. være en testamentarisk bestemmelse oprettet under anvendelse af lydbånd, video, e-mail, mobiltelefon eller andre elektroniske kommunikationsmidler.

I stk. 2 foreslås det, at et nødtestamente bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette et notartestamente eller vidnetestamente. Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 44, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.2.4. og 12.3.

Til § 66

Bestemmelsen omhandler adgangen til at oprette testamentariske bestemmelser om fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter.

Om baggrunden for den foreslåede bestemmelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.2.5. og 12.3.

Med stk. 1 åbnes der mulighed for, at testator uden at oprette et egentligt testamente efter lovforslagets §§ 63 eller 64 kan bestemme, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter. En testamentarisk tilkendegivelse herom kan oprettes skriftligt af testator ved en dateret og underskrevet erklæring.

Arveladeren kan træffe bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo mv. også til fordel for personer, der ikke i forvejen er arvinger efter loven eller testamente, uanset at dette vil medføre en kvantitativ omfordeling af arven efter arveladeren.

Pengelegater er ikke omfattet af bestemmelsen.

I stk. 2 foreslås det, at en begunstigelse til den, der i forvejen er arving, skal anses for en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. I praksis sker fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter gennem løsørefordelingslister ofte inden for kredsen af arvinger, og det er efter forslaget udgangspunktet, at den, der i forvejen er arving, ikke ved en testamentarisk bestemmelse efter stk. 1 bliver begunstiget kvantitativt ud over sin arvelod, medmindre det står klart, at testator har tilsigtet også en kvantitativ begunstigelse. En sumlegatar, jf. herved dødsboskiftelovens § 13, stk. 1, der tillige bliver begunstiget ved en løsørefordelingsliste, skal derimod ikke regne vurderingsbeløbet af begunstigelsen fra i sumlegatet.

I tilfælde, hvor en arving efter den testamentariske bestemmelse begunstiges med genstande, hvis værdi overstiger det, den pågældende ellers skulle arve, er det udgangspunktet, at arvingen skal have de pågældende genstande ubeskåret, selvom arvingen herved får mere end sin legale arv, men andet kan følge af testamentet.

Alene sædvanligt indbo og personlige effekter, jf. dødsboskiftelovens § 27, stk. 1, er omfattet af bestemmelsen. Hvad der er sædvanligt indbo må afgøres konkret, bl.a. under henvisning til arvemassens størrelse. Udgangspunktet bør være, at genstande, der har været anvendt som indbo, er omfattet af udtrykket sædvanligt indbo, også selv om f.eks. ægte tæpper eller malerier har en ikke ubetydelig økonomisk værdi. Egentlige, kostbarere samlinger af f. eks. sølvgenstande, ægte tæpper og malerier falder dog udenfor. Bedømmelsen af, hvad der er omfattet af reglen, er relativ. Således vil forståelsen af "sædvanligt indbo" være afhængig af boets størrelse og afdødes forhold. Endvidere vil det være naturligt, at kravene til erklæringen kan variere afhængig af, hvilke genstande der er tale om. Der må således som udgangspunkt stilles større krav til en liste, der f.eks. fordeler relativt bekosteligt indbo, end til en liste, der alene tager stilling til f.eks. fordelingen af fotos i et familiealbum.

For så vidt angår spørgsmålet om værdiansættelse henvises til betænkning 1270/1994 om skifte af dødsboer, s. 301ff. En værdiansættelse foretaget af en kyndig tredjemand må som udgangspunkt anses for tilstrækkelig i de i stk. 2 nævnte tilfælde.

Kravet om, at testator skal underskrive den testamentariske disposition er en gyldighedsbetingelse. Derimod er kravet om datering af dispositionen alene en ordensforskrift, der skal lette arbejdet med at fastslå, hvilke genstande der skal tilfalde nærmere bestemte arvinger, hvis afdøde skulle have oprettet flere testamentariske dispositioner efter § 66 vedrørende samme genstande.

Sedler sat på indbo vil være en formgyldig testamentarisk bestemmelse, hvis sedlen er underskrevet af arveladeren. Det samme gælder tilkendegivelser i et brev underskrevet af arveladeren om, at modtageren af brevet eller andre inden for arvelodden skal have fortrinsret til at udtage nærmere identificerede, sædvanlige indbogenstande og personlige effekter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.2.5. og 12.3.

Til § 67

Bestemmelsen omhandler tilbagekaldelse af testamenter.

Stk. 1 indebærer, at tilbagekaldelse af et testamente eller ændringer i et testamente altid skal ske i testamentsform. I modsætning til den gældende arvelovs § 46 kan et testamente efter forslaget ikke gyldigt tilbagekaldes formløst.

Hvis en tilbagekaldelse sker formløst, f.eks. ved en påtegning på testamentet, gælder samme regler som i tilfælde, hvor et testamente er oprettet, uden at formkravene er opfyldt. Det vil sige, at en person, som vil arve, hvis tilbagekaldelsen erklæres ugyldig (dvs. den, som ville arve i henhold til testamentet), kan rejse indsigelse mod tilbagekaldelsens gyldighed, jf. den gældende arvelovs § 55. Rejses derimod ingen indsigelse af en person, som er berettiget hertil, anses testamentet for tilbagekaldt. Testator bør ved oprettelsen af testamentet vejledes om, hvorledes tilbagekaldelse kan ske. Det vil mindske risikoen for, at testator formløst tilbagekalder testamentet i den tro, at det er tilstrækkeligt.

Tilbagekaldelsen kan ske for notaren, jf. lovforslagets § 63, ved et vidnetestamente, jf. § 64, eller ved et nødtestamente, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 65. En tilbagekaldelse af en testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo, jf. § 66, kan ske ved at overholde de formkrav, der gælder for oprettelse af en sådan bestemmelse.

Stk. 2 svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelovs § 49, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at et testamente skal anses for tilbagekaldt i de tilfælde, der er nævnt i lovforslagets § 49, medmindre særlige omstændigheder taler imod det. Efter § 49 bortfalder ægtefællers indbyrdes arveret ved separation og skilsmisse, eller hvis en af parterne i et omstødeligt ægteskab dør.

Efter stk. 3 skal et testamente, herunder et udvidet samlevertestamente efter lovforslagets § 87, som en samlever har oprettet til fordel for sin samlever, anses for tilbagekaldt, hvis et ægteskabslignende samliv ophæves på grund af uoverensstemmelse, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.

Det er alene samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse, der er omfattet af stk. 3. Derimod bevarer testamentet sine retsvirkninger, selv om parterne f.eks. på grund af arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold midlertidigt ophører med at have fælles bopæl, eller hvis f.eks. en af parterne må flytte på plejehjem.

Formodningsreglen gælder kun for ægteskabslignende samlivsforhold. Dette indebærer, at et testamente oprettet mellem f.eks. samlevende søskende ikke er omfattet af bestemmelsen. I denne situation vil det navnlig bero på forudsætningslæren, jf. herved lovforslagets § 77, stk. 1, nr. 2, om testamentet må anses for anfægteligt.

For at undgå eventuelle bevismæssige problemer stilles der ikke i bestemmelsen krav til samlivsophævelsens varighed, for at testamentet kan anses som bortfaldet. Det er dog en forudsætning for testamentets bortfald, at samlivsophævelsen ikke blot må anses som udtryk for en forbigående uoverensstemmelse, men fra i hvert fald én af parternes side må anses som udtryk for et seriøst ønske om, at samlivet skal være ophørt. I tvivlstilfælde må dette bero på en konkret vurdering, som må foretages af domstolene.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.2.6. og 12.3.

Til § 68

Bestemmelsen omhandler uigenkaldelighedserklæringer og viderefører den gældende arvelovs § 67 med enkelte sproglige moderniseringer.

Af stk. 1 fremgår det, at en arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde testamente.

En erklæring om uigenkaldelig skal efter stk. 2 afgives i testamentsform. Hvis arveladeren er umyndig, kræves værgens og statsforvaltningens samtykke til dispositionen. Der skal således indhentes samtykke fra værgen og statsforvaltningen, hvis arveladeren er mindreårig, jf. værgemålslovens § 1, eller hvis arveladeren er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, stk. 2.

Til kapitel 12

Kapitlet indeholder regler om testamenters ugyldighed og anfægtelse.

Til § 69

Bestemmelsen, der viderefører den gældende arvelovs § 50, indebærer, at et testamente er ugyldigt, hvis testator på tidspunktet for oprettelsen ikke opfyldte alderskravene i lovforslagets § 62, stk. 1, dvs. kravene om, at testator på oprettelsestidspunktet skal være fyldt 18 år eller have indgået ægteskab. For så vidt angår testationer over genstande omfattet af værgemålslovens § 42, dvs. midler som umyndige selv kan råde over efter værgemålsreglerne, er alderskravet dog kun 15 år, jf. lovforslagets § 62, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at testamentet er ugyldigt, hvis formkravene til oprettelse af et notartestamente, et vidnetestamente eller en testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo ikke er opfyldt, jf. lovforslagets §§ 63, stk. 1, 64, stk. 1, 2 og 5, og § 66. I modsætning til den gældende arvelovs § 50 nævnes nødtestamenter ikke i bestemmelsen, idet lovforslagets § 65 om oprettelse af nødtestamente indebærer, at formkravene hertil ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2. og 13.3.

Til § 70

Bestemmelsen fastlægger virkningen af notarens attestation på testamentet og viderefører den gældende arvelov § 56 med enkelte sproglige ændringer.

Efter bestemmelsen er det et klart udgangspunkt, at notarens attestation på testamentet skal lægges til grund for bedømmelsen af dets gyldighed, medmindre "særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed".

Den, der gør indsigelse mod testamentet, har bevisbyrden for, at det, attestationen omfatter, ikke svarer til begivenhedsforløbet og de faktiske forhold. Kan et sådant bevis ikke føres, må testamentet opretholdes.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.

Til § 71

Bestemmelsen indeholder bevisregler for vidnetestamenter og skal læses i sammenhæng med lovforslagets § 64.

Stk. 1 indebærer, at den, der vil påberåbe sig et vidnetestamente skal godtgøre, at testamentet er gyldigt oprettet, hvis der rejses indsigelse mod testamentet. Kan der ikke føres det fornødne bevis herfor, kan testamentet ikke lægges til grund for skiftet. Det er således den, der er begunstiget i et vidnetestamente, der har bevisbyrden for testamentets formelle og reelle rigtighed, herunder for testators habilitet. Bestemmelsen svarer stort set til den gældende arvelovs § 57, stk.

Det følger af stk. 2 , at testamentsvidnernes påtegning på et vidnetestamente om de forhold, der er nævnt i § 64, stk. 1, skal anses som bevis herfor, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed. Som det er tilfældet efter gældende ret, tillægges der ikke testamentsvidners påtegning om testators evne til at handle fornuftmæssigt den samme virkning som notarens påtegning herom efter lovforslagets § 70.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.

Til § 72

Den foreslåede bestemmelse indeholder bevisregler for nødtestamenter og skal læses i sammenhæng med lovforslagets § 65.

Bestemmelsen indebærer, at et nødtestamente er ugyldigt, hvis det ikke kan anses for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er oprettet af denne (nr. 1), eller hvis det må antages, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet (nr. 2).

Herudover må der selvsagt heller ikke foreligge andre ugyldighedsgrunde.

Den, der vil gøre gældende, at det ikke kan anses for sikkert, at nødtestamentet er udtryk for testators beslutning og oprettet af denne (nr. 1), har bevisbyrden herfor.

Det indebærer, at der ikke må stilles for strenge krav til beviset for, at nødtestamentet ikke er udtryk for testators beslutning og oprettet af denne. I denne sammenhæng vil vidneforklaringer fra personer, der har været sammen med testator i den nødsituation, hvor testator angiveligt har oprettet testamente, være relevante, men også mere tekniske beviser, f.eks. en skriftprøve eller stemmeprøve mv., vil kunne indgå i vurderingen. Efter omstændighederne kan det, hvis der er anvendt mindre sikkert kommunikationsmiddel, som led i bevisførelsen komme på tale at iværksætte tekniske undersøgelser af f.eks. en testamentarisk disposition, der er indtalt på bånd eller til en telefonsvarer.

Tilsvarende er det den, der vil gøre gældende, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt af oprette testamente (nr. 2), der skal godtgøre dette.

Hvis det således godtgøres, at testator må antages ikke at have været i stand til fornuftmæssigt at oprette nødtestamentet, er dette ugyldigt. Med anvendelsen af ordene "det må antages" angives det, at forslaget til § 72 indebærer en lempelse af beviskravet for testators inhabilitet i forhold til gældende ret. Der er herved tilsigtet en bevisvurdering, der svarer til den vurdering, der skal foretages efter værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.

Til § 73

Den foreslåede bestemmelse indeholder bevisregler for testamentariske bestemmelser om fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter og skal læses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 66.

Det foreslås, at en testamentarisk disposition efter § 66 er gyldig, medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt af oprette testamente.

Herudover må der selvsagt heller ikke foreligge andre ugyldighedsgrunde.

Den, der gør indsigelse mod den testamentariske disposition, har bevisbyrden for, at den testamentariske disposition er ugyldig.

Med brugen af ordene "medmindre det må antages", angives det, at både kravene til beviset for, at den testamentariske disposition ikke er oprettet af testator, og til beviset for testators habilitet er lempede i forhold til de krav, der stilles til notartestamenter og vidnetestamenter jf. §§ 70 og 71. Der er herved tilsigtet en bevisvurdering, der svarer til den vurdering, der skal foretages efter værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.1. og 13.3.

Til § 74

Bestemmelsen omhandler et testamentes ugyldighed på grund af fornuftmangel.

Bestemmelsen viderefører den gældende arvelovs § 51 med enkelte sproglige moderniseringer, der bl.a. indebærer, at lovens beskrivelse af tilstandene er blevet udformet i overensstemmelse med værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler. Den omfattende retspraksis efter arvelovens § 51 vil således fortsat have betydning.

Efter forslaget er en testamentarisk bestemmelse ugyldig, hvis testator ved oprettelsen på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand, manglede evnen til fornuftmæssigt at råde over sine ejendele.

Den, der vil gøre gældende, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, har bevisbyrden herfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.2. og 13.3.

Til § 75

Bestemmelsen omhandler et testamentes ugyldighed på grund af tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning og svarer med enkelte ændringer til den gældende arvelovs § 52.

Efter bestemmelsen er en testamentarisk bestemmelse ugyldig, hvis den må antages at være fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug af testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.

Med anvendelsen af ordene "det må antages" angives det, at beviskravene er lempet i forhold til den gældende arvelovs § 52. Den ændrede formulering skyldes, at en pression lettere må anses for utilbørlig, hvis testator befinder sig i en svaghedstilstand, end hvis testator har sædvanlig modstandskraft. Der er herved tilsigtet en bevisvurdering, der svarer til den vurdering, der skal foretages efter værgemålslovens § 46 om ugyldige aftaler.

Den, der vil gøre gældende, at testator var udsat for tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, har bevisbyrden herfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.2. og 13.3.

Til § 76

Bestemmelsen omhandler ugyldighed på grund af erklæringsvildfarelse.

Bestemmelsen bygger på den gældende arvelovs § 53, men regulerer i modsætning til den gældende bestemmelse ikke motivvildfarelse.

Motivvildfarelse behandles i lovforslagets § 77, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, hvortil der henvises.

Det følger af 1. pkt., at en testamentarisk bestemmelse, der på grund af fejlskrift eller anden fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra det tilsigtede indhold, så vidt muligt skal gennemføres efter sin rette mening. Først hvis det ikke er muligt at fastslå, hvad den rette mening har været, er bestemmelsen ugyldig, jf. 2. pkt.

Den testamentariske bestemmelse skal kun gennemføres, hvis det rent faktisk er muligt med en meget høj grad af sandsynlighed at finde ud af, hvad den rette mening har været. Er det klart, at der er skrevet forkert, men er det ikke muligt at finde ud af, hvad der skulle have stået, må der bortses fra bestemmelsen.

Der er således ikke tilsigtet nogen ændringer i forhold til retstilstanden efter den gældende arvelovs § 53, stk. 2, og retspraksis efter denne bestemmelse vil derfor fortsat have betydning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.2. og 13.3.

Til § 77

Bestemmelsen handler om ugyldighed som følge af urigtige forudsætninger (motivvildfarelse) og (efterfølgende) bristende forudsætninger.

Stk. 1 , nr. 1, handler om urigtige forudsætninger og er en videreførelse af retstilstanden efter den gældende arvelovs § 53, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at en testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved oprettelsen befandt sig i en vildfarelse om omstændigheder, der var afgørende for bestemmelsen.

Der kan som efter hidtidig praksis være tale om en vildfarelse om både faktiske forhold, f.eks. at testator urigtigt troede, at en legal arving var død, og retlige forhold, f.eks. indholdet af tvangsarvereglerne eller en misforståelse af juridiske begreber. Der er således ikke tilsigtet nogen ændringer i forhold til retstilstanden efter arvelovens § 53, stk. 1, og retspraksis efter denne bestemmelse vil derfor fortsat have betydning.

Stk. 1, nr. 2 , indebærer, at (efterfølgende) bristende forudsætninger som noget nyt reguleres udtrykkeligt i arveloven. Medtagelsen af en bestemmelse om bristende forudsætninger har ikke til formål at udvide anvendelsesområdet for bristende forudsætninger. Bestemmelsen er således alene medtaget, fordi det er hensigtsmæssigt, at dette i praksis relevante spørgsmål er reguleret i loven.

Efter forslaget er en testamentarisk bestemmelse ugyldig, hvis forhold, som var afgørende for bestemmelsen, efterfølgende har ændret sig på en sådan måde, at testator, hvis testator havde kendt til det, ville have tilbagekaldt den testamentariske bestemmelse.

Efter stk. 2 kommer ugyldighed ikke på tale ved urigtige eller bristende forudsætninger, hvis det er muligt at gennemføre den testamentariske bestemmelses rette mening gennem en korrigerende fortolkning af testamentet. Bestemmelsen lovfæster praksis på det arveretlige område for så vidt angår urigtige forudsætninger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.2.3. og 13.3.

Til § 78

Bestemmelsen viderefører den gældende arvelovs § 54 med en sproglig modernisering. Bestemmelsen fastslår, at en testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse af ejendelene, som åbenbart savner fornuftig mening er ugyldig.

Til § 79

Bestemmelsen viderefører den gældende arvelovs § 55 uændret og viderefører det arveretlige princip om, at en ugyldig testamentarisk bestemmelse vil blive gennemført, medmindre bestemmelsen anfægtes.

Til kapitel 13

Kapitlet indeholder regler om fælles testamenter, herunder regler om tilbagekaldelse af fælles testamentariske dispositioner og om længstlevendes testationsret og dispositionsadgang i levende live. Reglerne gælder både, hvor et fælles testamente er oprettet af ægtefæller og af andre end ægtefæller. Herudover indeholder kapitlet regler om udvidede samlevertestamenter.

En fælles testamentarisk disposition vil typisk være oprettet af to eller flere testatorer i det samme testamente. Et fælles testamente kan imidlertid også foreligge ved oprettelse af flere testamenter, men det må her være en betingelse for, at testamenterne kan anses for en fælles testamentarisk disposition, at der i testamenterne henvises til det eller de øvrige testamenter. Det er ikke en betingelse for, at der er tale om en fælles testamentarisk disposition, at testatorerne indsætter hinanden til gensidigt at arve, selvom det formentlig ofte vil være tilfældet.

Til § 80

Bestemmelsen handler om tilbagekaldelse af fælles testamenter, der er oprettet både mellem ægtefæller og andre end ægtefæller.

Bestemmelsen afløser den gældende arvelovs § 47 om tilbagekaldelse af gensidige testamenter og udvider den gældende bestemmelses anvendelsesområde fra alene at angå egentlige gensidige indsættelser til også at omfatte andre fælles testationer, f.eks. fælles testamenter mellem søskende, hvor de pågældende ikke gensidigt indsættes til at arve hinanden.

I overensstemmelse med den gældende arvelovs § 47 foreslås det, at en tilbagekaldelse kun er gyldig, hvis den er meddelt den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket. Meddelelsen må være kommet frem til den anden part.

Bevisbyrden for at meddelelse er givet, påhviler den eller de arvinger, der har fordel af tilbagekaldelsen.

Kan den anden part ikke modtage meddelelsen, for eksempel fordi parten er forsvundet, eller fordi denne er ude af stand til at forstå tilbagekaldelsen, gælder pligten til meddelelse ikke.

Tilbagekaldelse skal i overensstemmelse med lovforslagets § 67, stk. 1, ske efter reglerne om oprettelse af testamente, det vil som udgangspunkt sige ved et notartestamente eller et vidnetestamente, jf. lovforslagets §§ 63 og 64. En tilbagekaldelse kan også foretages i nødtestamentsform, jf. lovforslagets § 65, hvis betingelserne for det er opfyldt. Hvis det i en nødsituation ikke er muligt at give underretning til den anden ægtefælle, må meddelelsen om tilbagekaldelsen gives til den anden part for at være gyldig, så snart afgivelse af meddelelse ikke længere er udelukket som følge af nødsituationen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.1. og 14.3.

Til § 81

Bestemmelsen handler om den længstlevende ægtefælles testationsret, når ægtefællerne har oprettet fælles testamente. Bestemmelsen omfatter både gensidige testamenter og fælles testamenter, hvor ægtefæller ikke gensidigt indsætter hinanden til at arve.

I stk. 1 foreslås det, at den længstlevende ægtefælle som udgangspunkt ved testamente kan råde over hele friarven i boet efter længstlevende. Tvangsarvereglerne skal selvsagt respekteres.

I stk. 2 fastsættes der imidlertid nogle modifikationer til dette udgangspunkt i tilfælde, hvor den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, eller hvor ægtefællerne har fælles livsarvinger.

I stk. 2, nr. 1 , foreslås det, at den længstlevende ægtefælle ikke ved testamente kan råde over friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger. Konsekvensen af reglen i tilfælde, hvor en ægtefælle i et fælles testamente har testeret til fordel for den anden ægtefælles særbørn, er, at længstlevende ikke vil kunne nedsætte arven til særbørnene ifølge testamentet - heller ikke den arv, der antages at falde efter længstlevende. En ægtefælle, der testerer til fordel for den anden ægtefælles særbørn, bør derfor efter omstændighederne rådes til at forbeholde sig sin testationskompetence.

I stk. 2, nr. 2 , foreslås, at den længstlevende ægtefælle ikke ved testamente kan råde over halvdelen af den friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger. En fælles livsarving, der giver afkald på arv efter førstafdøde mod at arve længstlevende, bør for at sikre sig €" f.eks. for det tilfælde at den længstlevende indgår nyt ægteskab €" gøre arveafkaldet betinget af, at testamentet gøres uigenkaldeligt.

I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse, hvis den fælles testamentariske disposition indeholder anden bestemmelse om den længstlevende ægtefælles testationsret. Reglerne i stk. 1 og 2 foreslås således gjort deklaratoriske. Det kan herefter enten direkte eller indirekte i det fælles testamente fastsættes, hvilken testationskompetence længstlevende skal have. Bestemmelsen skal vedrøre længstlevendes testationsret. En bestemmelse om, at boet skal deles i to lige store dele eller i et andet brøkdelsforhold efter længstlevendes død uden at foreskrive arv til førstafdøde særlivsarvinger eller fælles livsarvinger, vil ikke begrænse længstlevendes testationsret. Tilsvarende gælder for de tilfælde, hvor det fælles testamente uden at fratage længstlevende testationskompetence bestemmer, at formuen efter længstlevendes død skal anvendes til et bestemt formål, f.eks. at en bygning skal anvendes som stiftelse, og bygningen udgør boets væsentligste aktiv. Testerer længstlevende i strid med en bestemmelse efter stk. 3, vil førstafdødes testation derfor bortfalde efter reglerne om bristende forudsætninger, dog således at noget andet kan sættes i stedet, hvis den rette mening kan fastslås, jf. lovforslagets § 77 om bristende forudsætninger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.2 og 14.3.

Til § 82

Bestemmelsen indebærer, at reglerne om den længstlevende ægtefælles testationsret efter lovforslagets § 81 skal finde tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre end ægtefæller. Det vil navnlig omfatte ugifte samlevende, der ikke har oprettet udvidet samlevertestamente, jf. lovforslagets § 87, og søskende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.2. og 14.3.

Til § 83

Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes regler om den længstlevende ægtefælles dispositionsadgang i levende live.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor en ægtefælle har truffet bestemmelse om arvens fordeling efter den længstlevendes død, som den længstlevende ægtefælle ikke kan tilbagekalde. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor den førstafdødes særbørn er indsat i det fælles testamente, jf. lovforslagets § 81, stk. 2, nr. 1, og tilfælde, hvor en barnløs ægtefælle har truffet bestemmelse om, at en arving er indsat med bestemmelse om, at længstlevende ikke kan tilbagekalde indsættelsen.

Ved afgrænsningen af, hvilke situationer der skal omfattes af adgangen til omstødelse, foreslås det, at der skal gælde de samme regler som for omstødelse i uskiftet bo efter lovforslaget § 31 om omstødelse i uuskiftet bo. Det afgørende kriterium er, at dispositionen tilsidesætter testamentets bestemmelser om arvens fordeling, og at der er disponeret over midler, der står i misforhold til formuen.

Gaver er hovedområdet for omstødelse, men også arveforskud, der er så betydelige, at arveforskuddet ikke kan forventes at ville kunne afregnes i modtagerens arv, er omfattet, jf. stk. 1, nr. 1.

Endvidere kan der ske omstødelse, når en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for et beløb, der står i misforhold til formuen, kommer til udbetaling til en begunstiget, hvis begunstigelsen ikke er forenelig med testamentets fordelingsprincip, jf. stk. 1, nr. 2.

Der følger af stk. 3 , at der alene kan ske omstødelse af dispositioner som nævnt i stk. 1, nr. 2, når forsikringsordningen kan komme til udbetaling. Dette indebærer, at forsikringsbegivenheden skal være indtrådt. Ikke kun udbetalinger til en navngiven begunstiget kan være omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 3. Også en udbetaling til fordel for forsikringstagers (længstlevendes) "nærmeste pårørende" kan være uforenelig med den fordeling af arven, som følger af det fælles testamente. Er der f.eks. i et fælles testamente truffet bestemmelse om, at førstafdødes særbarn og længstlevendes særbarn hver skal arve halvdelen af boet efter længstlevende, og kan testamentet ikke tilbagekaldes af længstlevende, vil den længstlevendes (forsikringstageren) indskud af et beløb, der står i misforhold til formuen, på en livsforsikring eller lignende ordning, der indeholder et standardvilkår om, at "nærmeste pårørende" er begunstiget, være i strid med det fordelingsprincip, der følger af testamentet, fordi anvendelsen af begunstigelsesklausulen "nærmeste pårørende" vil føre til, at forsikringen skal udbetales til længstlevendes særbarn.

Vedrørende vurderingen af, om en disposition står i misforhold til formuen, henvises der til bemærkningerne lovforslagets § 31.

Det foreslås i stk. 2, at en gave eller et arveforskud, der er ydet i strid med stk. 1, nr. 1, kan omstødes over for den modtager, der vidste eller burde vide dette. Der kan dermed kun ske omstødelse, når der foreligger ond tro såvel med hensyn til testamentets indhold €" det vil sige fordelingen €" som til, at der er tale om misbrug €" det vil sige, at dispositionen stod i misforhold til formuen.

Det foreslås tilsvarende i stk. 3, at omstødelse af en disposition, der er foretaget i strid med stk. 1, nr. 2, er betinget af, at den begunstigede var i ond tro. Kravet om ond tro vil i denne situation indebære, at omstødelse kun kan ske, hvis den begunstigede vidste eller burde vide, at begunstigelsen tilsidesatte testamentets bestemmelser om arvens fordeling, og at der var tale om misbrug.

Det er i stk. 2 og 3 forudsat, at de almindelige regler om, at en sagsøger skal have retlig interesse i søgsmålet, skal finde anvendelse. Sagsøger må således have lidt skade ved misbruget samt have en økonomisk interesse i omstødelsen.

Omstødelse efter stk. 2 indebærer, at gaven går tilbage til boet. Hvis omstødelse sker efter stk. 3 skal den begunstigede indbetale den udbetalte forsikringssum til boet til afgørelse af, hvem summen skal tilfalde. Herigennem sikres, at forsikringssummen bliver fordelt i overensstemmelse med det fælles testamentes bestemmelse om arvens fordeling.

Om retsvirkningerne af omstødelse i øvrigt og om muligheden for i stedet at anvende reguleringsreglerne i forsikringsaftalelovens § 104 og pensionsopsparingslovens § 4 henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 31.

En omstødelsessag efter stk. 3 vil typisk vedrøre en allerede udbetalt forsikringssum el. lign. Om selskabernes pligt til at tilbageholde udbetalingen, hvis der forinden er gjort indsigelser herimod, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 32.

Stk. 4 indebærer, at der ikke er adgang til omstødelse, hvis den pågældende arving kan opnå dækning for sin arveret ved, at der ydes den pågældende arving vederlag af det beholdne bo, jf. § 85. En tilsvarende regel findes i lovforslagets § 31, stk. 3, om omstødelse i uskiftet bo. Stk. 4 finder alene anvendelse efter længstlevendes død. Muligheden for omstødelse, mens længstlevende er i live, kan ikke afskæres med henvisning til, at der kan ydes vederlag af det beholdne bo, da der ingen garanti er for, at boet er i behold ved længstlevendes død.

Et udtrykkeligt afkald på retten til at kræve omstødelse vil som udgangspunkt tillige omfatte et afkald på vederlagskrav. Derimod vil det kræve meget tungtvejende grunde, førend et stiltiende afkald kan fortolkes som også at omfatte et afkald på vederlag. Som anført i bemærkningerne til § 31 vil en arving, der af hensyn til familiefreden ikke rejser en omstødelsessag, til trods for at arvingen ved, at længstlevende har foretaget en omstødelig disposition, ikke dermed kunne anses for at have givet afkald på vederlagskrav.

Stk. 5 indebærer, at stk. 2 og 3 om omstødelse ikke finder anvendelse, hvis førstafdøde har udelukket dette ved testamentet og således har tilladt, at den længstlevende ægtefælle foretager dispositioner af den karakter, som er omhandlet i lovforslagets § 83, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.

Til § 84

Bestemmelsen omhandler anlæggelse af omstødelsessag.

I stk. 1 foreslås det, at en sag om omstødelse efter lovforslagets § 83 skal anlægges ved skifteretten på samme måde, som det foreslås for sager om omstødelse i uskiftet bo efter lovforslagets § 32.

Hvis den længstlevende ægtefælle er i live ved anlæggelse af omstødelsessagen, følger det af stk. 1, at sagen skal anlægges ved skifteretten i den retskreds, hvor den længstlevende ægtefælle har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235 og 236. Er den længstlevende ægtefælle afgået ved døden, skal sagen anlægges ved den skifteret, hvor dødsboet efter den længstlevende behandles, jf. dødsboskiftelovens § 2.

Det foreslås endvidere, at reglerne i retsplejelovens §§ 226 og 227 om henvisning til landsretten skal finde tilsvarende anvendelse, sml. dødsboskiftelovens § 89, stk. 2.

Skifteretten skal afgøre sagen ved dom.

Stk. 2 indebærer, at en sag om omstødelse af en gave eller et arveforskud skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af en omstødelig disposition.

For så vidt angår livsforsikringer eller lignende ordninger, hvor der kan ske omstødelse efter § 83, stk. 3, følger det af § 84, stk. 3 , at sagen skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have fået kendskab til udbetalingen.

Anlægges sagen ikke inden for fristerne i stk. 2 og 3, kan kravet om omstødelse ikke senere gøres gældende. Selvom der er indtrådt forældelse, vil arvingen imidlertid som udgangspunkt stadig kunne rejse vederlagskrav i boet i medfør af lovforslagets § 83, stk. 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.

Til § 85

Bestemmelsen omhandler vederlagskrav.

Stk. 1 indebærer, at en arving, når boet skiftes efter den længstlevende ægtefælles død, kan kræve vederlag af det beholdne bo, hvis ægtefællen ved dispositioner, der er omfattet af § 83, væsentligt har formindsket sin formue ved begunstigelse af en anden arving i boet. Vederlagskrav kan således kun anvendes, hvor længstlevende ægtefælles begunstigelse er sket til fordel for en anden arving i boet. Vederlagskravet kan alene gøres gældende i det beholdne bo, dvs. efter at afdødes kreditorer er fyldestgjort.

Vederlagskrav skal rejses over for skifteretten.

Stk. 2 indebærer, at vederlagskrav ikke kan rejses, hvis førstafdøde har udelukket dette ved testamentet og således har tilladt, at den længstlevende ægtefælle foretager dispositioner af den karakter, som er omhandlet i § 83, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.

Til § 86

Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets §§ 83-85 finder tilsvarende anvendelse på fælles testamenter mellem andre end ægtefæller.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 14.2.1.3. og 14.3.

Til § 87

Den foreslåede bestemmelse omhandler oprettelse af et udvidet samlevertestamente.

I stk. 1 åbnes der mulighed for, at ugifte samlevende ved testamente kan bestemme, at de vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller.

De almindelige regler om oprettelse og tilbagekaldelse af testamente, herunder om tilbagekaldelse af fælles testamenter, og om testamenters ugyldighed og anfægtelse finder anvendelse på et udvidet samlevertestamente. Dette indebærer bl.a., at begge testatorer skal være fyldt 18 år, når testamentet oprettes, jf. lovforslagets § 62, stk. 1, og at parterne skal være i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. lovforslagets § 74. Et udvidet samlevertestamente oprettes efter de almindelige regler om oprettelse af testamente, jf. lovforslagets §§ 63-65. Et udvidet samlevertestamente kan på ethvert tidspunkt tilbagekaldes uden begrundelse efter de almindelige regler om tilbagekaldelse af fælles testamenter, jf. lovforslagets §§ 67 og 80. En ensidig tilbagekaldelse af et samlevertestamente skal således for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket. Særlige grunde, der udelukker meddelelse til den anden part, kan være, at den pågældende er forsvundet eller f.eks. på grund af senil demens er ude af stand til at forstå meddelelsen.

Stk. 2 begrænser de retsvirkninger, der kan opnås ved et testamente efter stk. 1. Det kan ikke i forbindelse med en testation efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo skal finde anvendelse. Bestemmelsen indebærer således, at ugifte samlevende, der opretter testamente efter stk. 1, ved testamentet kan opnå samme arveretlige stilling som ægtefæller, der fuldt ud har fuldstændigt særeje.

Dette indebærer navnlig, at det i et udvidet samlevertestamente kan bestemmes, at den længstlevende samlever skal arve efter lovforslagets § 9, dvs. at samleveren skal arve halvdelen af de efterladte midler, hvis arveladeren efterlader sig livsarvinger, jf. § 9, stk. 1. Hvis der træffes bestemmelse herom i testamentet, vil det indebære en begrænsning i arveladerens livsarvingers tvangsarveret. Hvis arveladeren ikke efterlader sig livsarvinger, indebærer § 9, stk. 2, at samleveren skal arve det hele.

I et udvidet samlevertestamente kan det endvidere bestemmes, at den længstlevende samlever skal have ret til forlods at udtage bestemte genstande og have ret til suppleringsarv (500.000 kroners reglen), jf. lovforslagets § 11. Forlodsretten og retten til suppleringsarv er socialt betonede regler, hvis berettigelse er lige så stor for ugifte som for ægtefæller.

Herudover kan det bestemmes, at den længstlevende skal have ret, herunder fortrinsret, til at overtage aktiver inden for sin arvelod efter reglen om ægtefællens fortrinsret til at overtage aktiver inden for sin arvelod af den afdødes ægtefælles fuldstændige særeje, jf. lovforslagets § 13.

Reglerne i lovforslagets kapitel 3 om svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle kan også anvendes af ugifte samlevende, hvis der træffes bestemmelse herom i testamentet.

Tilsvarende gælder reglerne i lovforslagets kapitel 5 om arvehenstand for længstlevende ægtefæller.

Parterne kan bestemme i testamentet, hvilke af arvelovens regler om ægtefællens retsstilling der skal finde anvendelse. Det er f.eks. muligt at bestemme, at den længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret efter lovforslagets § 13, stk. 2, til inden for sin arvelod at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

Et udvidet samlevertestamente må, hvis ikke andet fremgår af dette, forstås som parternes tilvalg af alle de ovennævnte regler i arveloven om en længstlevende ægtefælles rettigheder. Ved testamente kan parterne vælge at udelukke anvendelse af en eller flere af disse rettigheder.

Et udvidet samlivstestamente kan bestå i, at parterne alene ønsker at arve hinanden legalt, som var de ægtefæller eller registrerede partnere. Testatorerne kan imidlertid inden for deres testationskompetence give arvingerne en større eller mindre arvelod. Testatorerne kan også inden for deres testationskompetence bestemme, hvorledes der skal arves efter den længstlevende samlevers død.

En række af arvelovens regler om den længstlevende ægtefælles rettigheder gælder kun for aktiver, der er fælleseje. Disse regler kan derfor ikke gøres anvendelige for ugifte samlevende, der opretter et udvidet samlevertestamente, idet parterne ikke kan have fælleseje. Navnlig kan det ikke bestemmes, at en længstlevende samlever skal have mulighed for uskiftet bo, idet der kun er adgang til uskiftet bo med fælleseje.

Det kan heller ikke i et udvidet samlevertestamente bestemmes, at lovforslagets § 12 om den længstlevende ægtefælles ret til for sin bos- og arvelod at overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet til vurderingsbeløbet og lovforslagets § 45 om afkortning af arveforskud, der gives et stedbarn eller dets livsarvinger af fælleseje eller skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver fælleseje ved ægtefællens død, skal anvendes. Tilsvarende gælder lovforslagets § 47, stk. 2, om behandlingen af arveforskud, når et fællesbo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live og § 49, stk. 1, om bortfald af ægtefællers indbyrdes arveret ved separation og skilsmisse. For ugifte samlevende gælder i stedet forslaget til § 67, stk. 3. Heller ikke lovforslagets § 50, stk. 3, om arveladers adgang til at bestemme, om tvangsarv skal dækkes af fælleseje eller særeje og lovforslagets § 91 om ægtefællens adgang til ved testamente at råde over genstande, der er fælleseje i boet, og som tilhører den pågældende, kan gøres anvendelige for ugifte samlevende ved hjælp af et udvidet samlevertestamente.

Det er ikke en gyldighedsbetingelse, at parterne har betegnet testamentet som et udvidet samlevertestamente. Har parterne f.eks. skrevet i testamentet, at de vil arve hinanden som ægtefæller, må testamentet €" medmindre andre omstændigheder taler imod det €" fortolkes som et udvidet samlevertestamente.

Tilsvarende gælder, hvis parterne i testamentet har skrevet, at de ønsker at begunstige hinanden mest muligt, eller at livsarvingerne skal arve mindst muligt. Et sådant testamente må således forstås således, at parterne har bestemt, at de skal arve mest muligt efter hinanden, dvs. at livsarvingernes arv skal begrænses til tvangsarven, og at parterne i øvrigt ønsker arvelovens regler om ægtefæller bragt til anvendelse i det videst mulige omfang, medmindre de konkrete omstændigheder taler imod det.

Der er ikke noget til hinder for, at en af parterne i tilknytning til et samlevertestamente opretter enetestamente, eller at parterne opretter et fællestestamente efter de almindelige regler herom i lovforslagets kapitel 13. Det beror på almindelige testamentsfortolkningsregler, hvordan der skal forholdes i tilfælde, hvor f.eks. et fællestestamente og et udvidet samlevertestamente er indbyrdes modstridende. I tilfælde, hvor et udvidet samlevertestamente også regulerer spørgsmålet om fordelingen ved den længstlevende samlevers død, skal de almindelige regler om testationskompetencen ved fælles testamenter i kapitel 13 selvsagt respekteres.

Stk. 3 fastslår, at lovforslagets § 10 om ægtefællens tvangsarv ikke finder anvendelse på samleverens arveret efter et udvidet samlevertestamente. Baggrunden herfor er, at arveret efter § 87 ikke er en tvangsarveret, fordi et udvidet samlevertestamente frit kan tilbagekaldes efter lovforslagets § 80. I det omfang et udvidet samlevertestamente gøres uigenkaldeligt efter lovforslagets § 68, kan en længstlevende samlever dog opnå en lignende retsstilling i boet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 15.2.2.1., 15.2.2.2. og 15.3.

Til § 88

Bestemmelsen fastlægger, hvornår et testamente efter § 87 er ugyldigt.

Betingelserne i nr. 1-3 indebærer, at kun personer i et samlivsforhold, der har en ægteskabslignende karakter, kan oprette et udvidet samlevertestamente.

Et testamente er efter stk. 1, nr. 1 , ugyldigt, hvis parterne på tidspunktet for testamentets oprettelse (dvs. ved underskrivelsen eller vedkendelsen af testamentet, jf. lovforslagets §§ 63 og 64) ikke opfyldte betingelserne for i §§ 6, 9 eller 10 i lov om ægteskabs indgåelse for at kunne indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden. Et udvidet samlevertestamente kan derfor ikke oprettes af søskende eller andre personer, der er beslægtet i op- og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et registreret partnerskab. Er der tale om personer af samme køn, er det endvidere en betingelse, at en af parterne er dansk (eller norsk, svensk eller islandsk) statsborger og har bopæl her i landet, eller at begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år, jf. § 2 i lov om registreret partnerskab. Et udvidet samlevertestamente kan desuden ikke oprettes, hvis en eller begge parter er i uskiftet bo efter en tidligere afdød ægtefælle. De øvrige ægteskabsbetingelser i ægteskabslovens kapitel 1 er derimod ikke gyldighedsbetingelser.

Et udvidet samlevertestamente er endvidere ugyldigt, hvis en eller begge parter ved oprettelsen af testamentet havde oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret, jf. stk. 1, nr. 2. Det er derimod ikke en gyldighedsbetingelse, at der ikke foreligger andre fællestestamenter, f.eks. et testamente oprettet sammen med en bror.

Efter stk. 1, nr. 3 , er et udvidet samlevertestamente desuden ugyldigt, hvis parterne på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død ikke levede sammen på fælles bopæl, og ventede, havde eller havde haft et fælles barn, eller havde levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år forud for dødsfaldet.

At der skal være tale om et fælles barn indebærer, at faderskabet skal være fastslået, hvilket også kan ske inden fødslen, jf. børnelovens §§ 2, 3 og 14.

Ved afgørelsen af, om der foreligger et ægteskabslignende samlivsforhold, må der foretages en vurdering af, om samlivet har haft en sådan karakter, at det er rimeligt at sidestille samleveren med en ægtefælle. Der må bl.a. lægges vægt på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, og om de har haft samme folkeregisteradresse. Det vil endvidere indgå i vurderingen, i hvilket omfang parterne har haft fælles økonomi og husholdning under samlivet.

Notaren skal ikke foretage en materiel prøvelse af, om betingelserne er opfyldt i stk. 1, nr. 1 og 2 , er opfyldt på tidspunktet for testamentets oprettelse.

Efter lovforslagets § 79 kan indsigelse mod et testamentets gyldighed rejses af enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt. Denne bestemmelse gælder også i forhold til udvidede samlevertestamenter.

I stk. 2 fastslås det, at en fælles bopæl, jf. stk. 1, ikke anses for ophørt ved en samlevers midlertidige ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.

Samlivet bortfalder selvsagt ikke, fordi de samlevende rejser på ferie hver for sig. Dette vil heller ikke være tilfældet, hvis den ene af parterne i en periode alene opholder sig i hjemmet i weekenderne og i løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet sted. Det vil dog altid være en konkret vurdering, om der i disse situationer kan antages at foreligge et samliv.

Parterne vil også fortsat blive anset for samlevende, hvis samlivet er ophævet på grund af en af parternes institutionsanbringelse i f.eks. ældrebolig og plejehjem. Dette svarer til, hvad der gælder efter boafgiftsloven, hvor fritagelsen for bo- og tillægsboafgift af arv, jf. § 1, stk. 2, litra d, også gælder for personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig. Det er en forudsætning for, at samleveren har arveret, at forholdet mellem parterne stadig består, selvom den fælles bolig er ophørt på grund af institutionsanbringelsen. Dette kan ikke antages at være tilfældet, hvis en samlever efter institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller på anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må anses for ophørt.

Ophold væk fra hjemmet som følge af strafafsoning eller aftjening af værnepligt vil i almindelighed heller ikke indebære, at parternes samliv anses for ophørt. I disse tilfælde vil det manglende samliv €" ligesom ved institutionsanbringelsen €" skyldes en udefra kommende nødvendighed, der normalt ikke vil kunne danne grundlag for en antagelse om, at fraflytningen i virkeligheden var udtryk for en ophævelse af samlivet.

Skyldes adskillelsen derimod den ene samlevers arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, og fører disse forhold til længerevarende adskillelse, kan det være mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet for ophørt, suspenderet eller opretholdt i den pågældende periode. Det må afgøres konkret, om adskillelsen i sådanne tilfælde er udtryk for en uoverensstemmelse, eller om den blot er midlertidig. Hvis det bevismæssigt kan lægges til grund, at den blot var midlertidig, kan perioden medregnes i de 2 år.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 15.2.2.3. og 15.3.

Til § 89

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et udvidet samlevertestamente efter lovforslagets § 87 bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller når en part indgår ægteskab med en tredje person.

Et udvidet samlevertestamente kan indeholde testamentariske bestemmelser, der ikke knytter sig til lovforslagets § 87. Sådanne bestemmelser er ikke omfattet af § 89.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 15.2.2.4. og 15.3.

Til kapitel 14

Kapitlet indeholder regler om ægtefællers adgang til at træffe testamentariske bestemmelser om overtagelse efter vurdering. § 90 angår aktiver, der er fuldstændigt særeje. § 91 angår fællesejeaktiver.

Reglerne må ses i sammenhæng med lovforslagets § 50, stk. 3, og § 59. Efter § 50, stk. 3, kan en arvelader, herunder en ægtefælle, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, med respekt af ægtefællens rettigheder efter lovforslagets § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet. Efter § 59 finder § 50, stk. 3, tilsvarende anvendelse for friarv. Det indebærer, at en ægtefælle, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje i forhold til alle arvinger kan træffe en sådan bestemmelse.

Til 90

Bestemmelsen fastslår, at en ægtefælle ved testamente kan råde over enkelte genstande inden for sit fuldstændige særeje. Reglen, der alene begrænses af § 11, gælder både for tvangsarv og friarv. Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 66, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 16.2. og 16.3.

Til § 91

Bestemmelsen omhandler ægtefællens ret til ved testamente at råde over enkelte genstande, der er fælleseje i boet, og som tilhører den pågældende. Bestemmelsen præciserer og udbygger den gældende arvelovs § 66, stk. 2.

I stk. 1 fastslås det, at en ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er fælleseje i boet, ved testamente kan råde over genstande, som tilhører den pågældende, og som ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne.

Stk. 2 indebærer, at ægtefællen kun med den anden ægtefælles samtykke kan testere over en række nærmere angivne fællesejeaktiver.

Efter nr. 1 gælder dette en fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet.

Efter nr. 2 og 3 gælder dette endvidere indbo i det fælles hjem og den anden ægtefælles arbejdsredskaber.

Mens nr. 1-3 svarer til gældende ret, foreslås i nr. 4 som noget nyt i forhold til gældende ret, at testation over et motorkøretøj, der har været anvendt af den længstlevende ægtefælle, kræver dennes samtykke.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 16.2 og 16.3.

Til kapitel 15

Kapitel 15 handler om permutation og viderefører den gældende arvelovs § 69 om justitsministerens permutationsadgang, dvs. adgangen til at tillade, at bestemmelserne i et testamente ændres.

Lovforslaget indebærer på en række punkter en udvidelse og uddybning af gældende ret og har navnlig til formål at tilnærme praksis efter arvelovens permutationsbestemmelse til praksis efter § 32 i fondsloven og § 48 i lov om erhvervsdrivende fonde. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 17.2. og 27.3.

Til § 92

Bestemmelsen handler om permutation og viderefører den gældende arvelovs § 69 med nogle ændringer.

Det foreslås i stk. 1 , at justitsministeren eller den, som justitsministeren bemyndiger dertil, skal have mulighed for at tillade ændringer i et testamente. Ændring forudsætter, at særlige grunde taler for det. Med ordvalget understreges det, at der er tale om en bestemmelse, der kræver, at uhensigtsmæssigheden af de testamentariske bestemmelser, der søges ændret, skal være kvalificeret.

Permutation kan som hidtil kun ske, hvis den pligt, der er pålagt arvingen, ikke modsvares af en ret for nogen bestemt person. Hvis f.eks. en ejendom er testeret til en arving på betingelse af en ret til fribolig for en bestemt person, kan boligretten ikke ophæves gennem permutation.

Stk. 2 angiver de hensyn, der navnlig bør indgå ved en afgørelse om permutation. Der er ikke tale om en udtømmende opregning.

Testationens formål og karakter skal fortsat skal være et væsentlig moment ved afgørelsen af, om der kan permuteres. Vanskelighederne ved at danne sig et sikkert skøn over, hvad testator ville have bestemt, hvis han havde kunnet tage stilling til den ændrede situation, sammenholdt med behovet for en tilpasning af en testamentarisk bestemmelse til ændrede forhold taler for en vis objektivering af dette moment. Ved formålsændring eller tilføjelse af et yderligere formål bør det dog fortsat være af væsentlig betydning, om formålet ikke længere kan efterleves eller er blevet åbenbart uhensigtsmæssigt. Også uden for sådanne tilfælde kan der dog efter omstændighederne være grundlag for at tillade ændring af en formålsbestemmelse i form af udvidelse af formålet. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at arvingen ikke længere ønsker at støtte det formål, der er angivet i testamentet, og foretrækker et andet eller ønsker at tilføje et yderligere formål. Det må således bero på en samlet vurdering af de relevante hensyn, om et sådant ønske fra arvingens side kan imødekommes.

Ændrede forhold siden testamentets oprettelse eller eventuelt siden dødsfaldet må også indgå ved vurderingen af, om en ansøgt permutation kan tillades. Det forhold, at de ændrede forhold er indtrådt efter testamentets oprettelse, men før testators død, kan efter omstændighederne føre til, at man må lægge til grund, at testator har været bekendt med de ændrede forhold. At dette ikke førte til en ændring af testamentet i tide, behøver ikke nødvendigvis at føre til den konklusion, at testator bevidst ikke har ønsket ændring. Der kan være andre grunde til, at man ikke får ændret et testamente. Med ændrede forhold sigtes også til den almindelige samfundsudvikling. Er et testamente oprettet for mange år siden, er det ikke sikkert, at den oprindelige begrundelse for testationen tjener noget rimeligt formål i dag. Det vil navnlig kunne gøre sig gældende i forhold til legater mv., f. eks. hvor legatportioner skal uddeles til særligt trængende bestemte persongrupper, der €" bl.a. i lyset af velfærdsstatens udvikling - ikke længere findes eller kun findes i meget begrænset omfang. En øget vægt på hensynet til ændrede forhold, herunder den samfundsmæssige udvikling, vil bl.a. kunne skabe mulighed for i højere grad at kunne imødekomme anmodninger om ændringer i et testamente vedrørende drift af en erhvervsvirksomhed. Det kan f.eks. være en bestemmelse i et testamente, der er til hinder for, at en fondsejet virksomheds kapital udvides, selv om en sådan udvidelse er af væsentlig betydning for virksomhedens fremtidige konkurrenceevne.

Der skal endvidere lægges vægt på, om den oprindelige bestemmelse i testamentet overhovedet kan gennemføres, eller om den ikke (længere) kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde. Disse hensyn - der i nogen grad hænger sammen med den samfundsmæssige udvikling, men som også kan være oprindelige omstændigheder - indgår allerede i dag ved vurderingen af, om permutation kan tillades efter den gældende arvelovs § 69.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsens gennemførlighed og hensigtsmæssighed udtrykkeligt nævnes i loven som hensyn, der kan indgå ved en afgørelse om permutation, sml. herved reglerne om tvangspermutation i fondslovens § 33, stk. 1, og lov om erhvervsdrivende fonde § 49, stk. 1.

Endelig bør hensynet til arvingen som hidtil tillægges vægt ved vurderingen af, om der kan ske permutation. Dette hensyn er også fremhævet i den gældende § 69.

I praksis efter den gældende arvelovs § 69 lægges der betydelig vægt på, om testator, hvis denne havde kunnet forudse de ændrede forhold, der har dannet grundlag for ansøgningen om permutation, selv ville have truffet en anden beslutning. En tilladelse til permutation får i disse tilfælde karakter af en udfyldende fortolkning af testamentet, der så vidt mulig skal udtrykke testators vilje.

Den udvidelse og uddybning af permutationsbestemmelsen, der foreslås i stk. 1 og 2, vil samlet set indebære, at der i praksis bliver mulighed for at tillade permutation ud fra en bredere skønsmæssig overvejelse, end det er tilfældet efter Justitsministeriets praksis i medfør af den gældende arvelovs § 69. Hensynet til testators vilje vil ikke fremover skulle tillægges helt den samme vægt ved vurderingen af, om der kan ske permutation.

Selv om forslagene til stk. 1 og 2 tilsigter at indebære en lempelse i forhold til praksis efter den gældende arvelovs § 69, vil praksis efter denne bestemmelse dog fortsat have betydelig værdi.

Stk. 3 svarer med en enkelt sproglig modernisering til arvelovens § 69, stk. 2, der ikke har givet anledning til problemer i praksis. Har testator indsat nogen til at påse overholdelsen af en bestemmelse om anvendelsen af eller rådigheden arven, kan ændring ikke ske uden den pågældendes samtykke, medmindre særlige omstændigheder taler for det.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 17.2 og 17.3.

Til kapitel 16

Kapitel 16 handler om dødsgaver mv.

Til § 93

Bestemmelsen viderefører den gældende arvelovs § 70 med enkelte ændringer og har ligesom den gældende bestemmelse til formål at fastslå, at livsgaver falder uden for reguleringen i arveloven, og retspraksis efter arvelovens § 70 om afgrænsningen mellem dødsgaver og livsgaver vil fortsat være vejledende. Gensidigt bebyrdende aftaler er som hidtil ikke omfattet af bestemmelsen, medmindre der foreligger et gavemoment.

Stk. 1 handler om de såkaldte dødsgaver (nr. 1) og gaver, der gives på et tidspunkt, hvor giverens død må anses for nært forestående (nr. 2), og fastlægger de nærmere formkrav og kompetencekrav for ydelse af gaver af denne karakter.

Stk. 1, nr. 1 , svarer med sproglige ændringer til den gældende arvelovs 70. Med henblik på at understrege, at en dødsgave er en ren dødsdisposition og ikke indeholder et aftaleelement foreslås det, at udtrykket "gaveløfte", der anvendes i den gældende arvelovs § 70, erstattes af udtrykket "gave".

Stk. 1, nr. 2 , indebærer en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i den gældende arvelovs § 70, idet reglerne om testamenter efter forslaget skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette. Bestemmelsen medfører, at det må afgøres ved en konkret bevisbedømmelse, om døden måtte anses for nært forestående, og om giveren var klar over dette. Giverens forestilling herom bør sammenholdes med de foreliggende oplysninger om omstændighederne i forbindelse med sygdommens karakter og forløb. Det må i øvrigt overlades til retspraksis at fastlægge det nærmere indhold af kravet om, at giveren skal forudse sin død som nært forestående.

Det afhænger ligeledes af en konkret vurdering, om gaven reelt er udtryk for en gave fra dødsboet, eller om giveren snarere realiserede en allerede eksisterende plan om at yde en livsgave. I vurderingen indgår en bedømmelse af givers og modtagers forhold og også af arvingernes forhold, hvis de tidligere har modtaget tilsvarende gaver. Endvidere vil gavens art og værdi naturligvis spille en rolle.

En gave, der gives på et tidspunkt, hvor giveren urigtigt anså sin død for nært forestående, men uden iagttagelse af testamentsreglerne, kan formentlig kræves tilbageleveret efter læren om urigtige forudsætninger. Hvis giveren ikke kræver gaven tilbageleveret, er der tale om en livsgave.

Det forhold, at en gave omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, indebærer, at testamentsreglerne skal være iagttaget. Dette gælder bl.a. reglerne om testamentsformerne og reglerne om testationskompetencen, herunder navnlig respekten af tvangsarvereglerne. Henvisningen til testamentsreglerne omfatter også bestemmelserne om, at testamenter frit kan tilbagekaldes, medmindre der er afgivet uigenkaldelighedserklæring, jf. lovforslagets § 68. Dødsgaver vil som andre dødsdispositioner kunne være ugyldige på grund af eksempelvis tvang, svig, udnyttelse eller urigtige forudsætninger, og en gave vil kunne tilsidesættes på grund af bristende forudsætninger.

I stk. 2 foreslås det, at sædvanlige gaver ikke skal være omfattet af stk. 1, nr. 2. Ved sædvanlige gaver tænkes navnlig på fødselsdagsgaver, bryllupsgaver, konfirmationsgaver og andre gaver, som gives i anledning af en bestemt begivenhed. Også gaver, der ydes uden nogen bestemt ydre anledning, kan være omfattet af bestemmelsen. Det forhold, at en gave er omfattet af reglen om afgiftsfritagelse i boafgiftslovens § 22, medfører ikke i sig selv, at gaven kan anses for en sædvanlig gave, og at der ikke stilles krav om iagttagelse af testamentsreglerne. Der stilles efter bestemmelsen ingen nærmere krav til gavens art, og penge kan således også anses for en sædvanlig gave.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om en sædvanlig gave, må der bl.a. ses på giverens indkomst- og formueforhold på gavetidspunktet, samt på, hvad der tidligere er givet som gave, og om værdien står i misforhold til giverens kår. F.eks. vil det forhold, at en døende person betænker sit barnebarn med en konfirmationsgave på 10.000 kr., ikke kræve, at der oprettes testamente, hvis også øvrige børnebørn eller andre slægtninge er blevet betænkt med en lignende gave.

Praksis efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 30 om sædvanlige gaver mellem ægtefæller og konkurslovens § 64, stk. 3, om lejlighedsgaver, der er undtaget fra omstødelse i konkurs, vil i øvrigt være vejledende ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der kan anses for sædvanlige gaver.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 18.2 og 18.3.

Til kapitel 17

Kapitel 17 angår det arveretlige overlevelseskrav.

Til § 94

Bestemmelsen svarer til den gældende arvelovs § 5, bortset fra at det i stk. 1 foreslås præciseret, at arveladeren ved testamente kan have truffet anden bestemmelse. En sådan testamentarisk bestemmelse skal selvsagt respektere tvangsarvereglerne.

Stk. 1 indebærer, at den, som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere fødes levende, har arveret, medmindre andet er bestemt ved testamente.

Stk. 2 fastslår, at hvis to, som havde arveret efter hinanden, er døde, uden at det vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for at have overlevet den anden.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 19.2. og 19.3.

Til kapitel 18

Kapitlet handler om arv, der tilfalder staten, og viderefører den gældende arvelovs § 71 med en række ændringer.

Til § 95

Stk. 1 svarer til den gældende regel i arvelovens § 71, stk. 1. Efter bestemmelsen har Justitsministeriet som hidtil partsbeføjelser og kan f.eks. anfægte gyldigheden af et testamente, hvis formuen vil tilfalde statskassen, såfremt testamentet erklæres ugyldigt, jf. forslaget til § 79.

Efter praksis indkaldes Justitsministeriet ikke til bomøder, herunder det afsluttende bomøde, eller får forelagt boopgørelsen, medmindre der opstår tvivl om bobehandlingen, herunder om fordringer mod boet.

Stk. 2 svarer til den gældende regel i § 71, stk. 2, 1. pkt. Efter bestemmelsen kan Justitsministeriet bestemme, at der ikke skal rejses indsigelse mod et anfægteligt testamente, hvis testamentet må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje. Justitsministeriets praksis efter arvelovens § 71, stk. 2, 1. pkt., forudsættes opretholdt.

Stk. 3 viderefører arvelovens § 71, stk. 2, 2. pkt., om afståelse under særlige omstændigheder og præciserer samtidig, at der som hidtil kan ske afståelse af hele arven eller af dele heraf.

Delvis afståelse vil navnlig kunne være aktuelt, hvis der er tale om, at en del af afdødes formue hidrører fra arv fra en fælles slægtning. Delvis afståelse kan også ske til personer, der har passet og plejet afdøde. I disse tilfælde er der i hidtidig praksis afstået et beløb som en art vederlag for plejen.

Det foreslås endvidere, at de væsentligste kategorier af afståelsestilfælde opregnes i loven.

Efter stk. 3 , nr. 1 , kan afståelse ske til afdødes samlever. I overensstemmelse med Justitsministeriets hidtidige praksis skal der ved afgørelsen lægges vægt på samlivets længde samt på, om samlivet har haft en ægteskabslignende karakter, herunder med et vist økonomisk fællesskab. Der skal derimod ikke lægges vægt på samleverens formue- og indtægtsforhold.

Efter nr. 2 kan afståelse ske til afdødes sted- eller plejebørn. I overensstemmelse med Justitsministeriets hidtidige praksis vil afståelse kunne ske, hvis sted- eller plejebørnene er vokset op, som var de afdødes egne børn, og hvis de bevarede kontakten til afdøde.

Tilsvarende kan der efter nr. 3 ske afståelse til afdødes sted- eller plejesøskende, hvis afdøde er vokset op sammen med dem, som om de var afdødes egne søskende. Også her vil det være et krav, at forbindelsen til afdøde blev bevaret.

Efter nr. 4 kan afståelse ske til afdødes slægtninge i tilfælde, hvor formuen stammer fra en fælles slægtning. Denne situation er også nævnt i den gældende § 71, stk. 2, 2. pkt. Det fremgår af kommissionsudkastet fra 1941, s. 200, at kommissionen navnlig tænkte på en situation, hvor arveladeren dør kort tid efter at have arvet en slægtning, efter hvem der er andre arvinger, som ikke kan arve den nu afdøde. Denne del af bestemmelsen anvendes imidlertid meget sjældent i praksis. Situationen kan dog opstå, hvis arveladeren f.eks. dør kort tid efter at have arvet sine bedsteforældre, og den eneste anden arving efter bedsteforældrene var arveladerens fætter. I dette tilfælde vil den del af arveladerens formue, der hidrører fra arven efter bedsteforældrene, kunne afstås til fætteren.

Efter nr. 5 kan afståelse ske til andre personer eller institutioner, der har stået afdøde nær. Der skal efter praksis være tale om en meget nær tilknytning. Som eksempler på tilfælde, hvor der er sket afståelse i praksis, kan nævnes adoptivbørn, der har genoptaget forbindelsen til deres biologiske forældre, samt stedbørn eller stedsøskende, der ikke er opvokset hos eller sammen med afdøde, men som senere i livet har fået en meget tæt tilknytning til afdøde. Afståelse til foreninger og andre institutioner er i praksis som udgangspunkt kun sket, hvor afdøde skriftligt har tilkendegivet et ønske om, at disse foreninger skal arve, eller hvor mundtlige udtalelser herom er bekræftet af uvildige vidner. Det vil således som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt, at afdøde har haft en nær tilknytning til en bestemt forening.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 71, stk. 2, 2. pkt., at afståelse navnlig kan ske, hvis afdøde ikke har kunnet oprette testamente. I praksis lægges der da også betydelig vægt på, om afdøde kunne have oprettet testamente, og på baggrunden for, at dette dog ikke er sket. Dette gælder imidlertid ikke, hvor der er tale om afståelse til en samlever, idet afdødes tilknytning til samleveren anses for at veje tungere.

Der skal fortsat lægges vægt på, om afdøde kunne have oprettet testamente og på baggrunden for, at dette ikke er sket, herunder om afdøde er død pludseligt, eller om afdøde har været i en vildfarelse om de legale arveregler.

Afståelse af arven kommer kun på tale, hvor afdøde ikke efterlader sig arvinger efter loven eller testamente. I praksis forekommer det imidlertid, at afdødes legale arvinger ønsker at give arveafkald på betingelse af, at arven afstås til en person, der stod afdøde nær - typisk afdødes samlever. I en sådan situation kan arven afstås - selvsagt under forudsætning af, at der er tale om et tilfælde, hvor der ville være sket afståelse, hvis der ikke havde været legale arvinger.

Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om forvaltningen af boer, hvor staten er arving. Der kan i medfør af bestemmelsen bl.a. fastsættes regler om afholdelse af begravelsesudgifter, salg af fast ejendom og løsøre mv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 20.2. og 20.3.

Til § 96

Bestemmelsen er ny i forhold til gældende ret og omhandler adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser om afståelse af arv efter lovforslagets § 95, stk. 2 og 3.

I stk. 1 fastslås det, at afgørelser efter § 95, stk. 2 og 3, inden 3 måneder fra afgørelsen kan indbringes for den skifteret, der behandler dødsboet, jf. lov om skifte af dødsboer § 2. Det beror på de almindelige regler om retlig interesse, hvem der kan indbringe sagen for skifteretten.

I stk. 2 fastslås det, at skifterettens afgørelse træffes ved dom. Skifteretten kan foretage en fuld prøvelse af afgørelsen.

Skifterettens dom kan indbringes for højere ret efter de almindelige regler om anke i retsplejelovens kapitel 36.

Stk. 3 fastslår, at retsplejelovens §§ 226 og 227 om landsretsbehandling i 1. instans skal finde tilsvarende anvendelse.

For et sagsanlæg efter bestemmelsen skal der betales retsafgift efter de almindelige regler om borgerlige domssager, jf. retsafgiftslovens kapitel 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 20.2. og 20.3.

Til kapitel 19

Kapitel 20 indeholder lovens reguleringsbestemmelser.

Til § 97

Stk. 1 indebærer, at beløbsgrænserne i § 5, stk. 2 (beløbsbegrænsning af livsarvingernes tvangsarv til 1 mio. kr.) og § 11, stk. 2 (ægtefællens ret til en suppleringsarv på 500.000 kroner), skal reguleres efter reglerne i lov om en satsreguleringsprocent. For så vidt angår lovforslagets § 11, stk. 2, svarer den foreslåede regel til arvelovens § 7 b, stk. 3.

Satsreguleringen indebærer, at en lang række indkomstoverførsler som folkepension, førtidspension, efterløn, kontanthjælp, arbejdsløsheds-, syge- og barselsdagpenge samt børnetilskud m.fl. hvert år opreguleres på grundlag af udviklingen i årslønnen to år før. Da både livsarvingernes tvangsarv, ægtefællens ret til suppleringsarv og den foreslåede legale minimumsarveret for samlevere må sidestilles med indkomst, skal satsreguleringsprocentloven anvendes ved reguleringen af disse beløb.

I stk. 2 foreslås det, at de regulerede beløb skal afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.000.

Stk. 3 fastslår, at justitsministeren årligt skal bekendtgøre reguleringerne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 21.

Til kapitel 20

Kapitlet indeholder regler om forholdet til fremmed lovgivning.

Til § 98

Bestemmelsen fastslår i stk. 1 , at regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om arv, og at sådanne overenskomster skal finde anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i overensstemmelse med de gældende regler herom. Reglen svarer til den nugældende arvelovs § 80 a med den udvidelse, at bemyndigelsen i stk. 1 er foreslået udvidet til også at omfatte overenskomster med andre lande end de nordiske lande.

Stk. 2 svarer til den gældende arvelovs § 80 a, stk. 2, og indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om arv.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 22.

Til kapitel 21

Kapitlet indeholder lovens ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Til § 99

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2008.

Udgangspunktet er, at loven finder anvendelse, hvis arveladeren er død efter lovens ikrafttræden. Er arveladeren død før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse. I lovforslagets §§ 100-103 findes imidlertid en række undtagelser fra dette udgangspunkt. §§ 100-102 opregner de tilfælde, hvor reglerne i den hidtil gældende lovgivning skal finde anvendelse, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, og § 103 opregner de tilfælde, hvor reglerne i den nye arvelov skal anvendes, selv om arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

At de hidtil gældende regler som udgangspunkt finder anvendelse i tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, har bl.a. betydning ved skifte efter lovens ikrafttræden af uskiftede boer, hvor førstafdøde er død før lovens ikrafttræden. I disse boer skal arven efter førstafdøde således fordeles efter de hidtil gældende regler, hvilket bl.a. indebærer, at livsarvingernes tvangsarv udgør halvdelen af deres legale arvelod. Skiftes et sådant bo i den længstlevende ægtefælles levende live, vil arven til ægtefællen skulle beregnes efter de hidtil gældende regler. Det indebærer bl.a., at ægtefællens legale arv er 1/3 af arven efter førstafdøde, og at længstlevende ikke kan udtage boet efter 500.000 kr. reglen i lovforslagets § 11, stk. 2, men derimod efter § 7 b, stk. 2, i den hidtil gældende arvelov. Der vil fortsat skulle ske regulering af beløbsgrænsen i § 7 b, stk. 2, i overensstemmelse med reglen i § 7 b, stk. 3.

Til § 100

Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige moderniseringer til den hidtil gældende arvelovs § 74. Den indebærer, at børn født uden for ægteskab før 1938 i overensstemmelse med de hidtil gældende regler som udgangspunkt ikke har arveret efter deres far eller faderens slægt, og at faderen og hans slægt som udgangspunkt ikke har arveret efter barnet.

Til § 101

Bestemmelsen regulerer den situation, at den længstlevende ægtefælle har udtaget boet efter sin ægtefælle efter 150.000 kr. reglen i den hidtil gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, og derefter dør efter lovens ikrafttræden. I dette tilfælde finder den hidtil gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, 2. pkt., anvendelse ved delingen af arven efter længstlevende, således at arven som udgangspunkt deles med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. De nye regler i lovforslagets § 16 finder således ikke anvendelse i denne situation, idet længstlevende ikke har udtaget boet efter 500.000 kr. reglen i § 11, stk. 2.

Til § 102

Stk. 1 svarer til den gældende arvelovs § 76, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at testamenter, tilbagekaldelse af testamenter og arveforskud m.v., der er gyldigt oprettet før lovens ikrafttræden, bevarer deres gyldighed med hensyn til form og habilitet. Dette har navnlig betydning i relation til en formløs tilbagekaldelse af et testamente, der er sket før lovens ikrafttræden. En sådan formløs tilbagekaldelse vil bevare sin gyldighed efter lovens ikrafttræden uanset reglen i lovforslagets § 67, stk. 1.

Dør testator efter lovens ikrafttræden, og opfylder testamentet kravene i den nye lov med hensyn til form og habilitet, er det uden betydning, om testamentet var gyldigt efter de regler, der var gældende på tidspunktet for oprettelsen. Dette vil navnlig kunne få betydning med hensyn til indbofortegnelser, jf. lovforslagets § 66. Løsørefortegnelser oprettet før lovens ikrafttræden er således gyldige, hvis de opfylder lovens krav.

Stk. 1 vedrører alene gyldighed med hensyn til form og habilitet og ikke den situation, hvor testator har overskredet sin testationskompetence. Om dette er tilfældet, må afgøres efter forholdene ved testators død og de regler, der er gældende på dette tidspunkt.

Stk. 2 svarer til den hidtil gældende arvelovs § 76, stk. 2, og indebærer, at bestemmelser om arveafkortning, som er truffet før 1. april 1964 i overensstemmelse med de dagældende regler, bevarer deres retsvirkning i de formentlig meget få tilfælde, hvor arvelader først dør efter den nye lovs ikrafttræden.

Tilsvarende bestemmes det i stk. 3, der svarer til den hidtil gældende arvelovs § 77, at testamenter, der før den 1. april 1964 er konfirmeret efter reglerne i arveforordningen fra 1845, bevarer deres gyldighed, selv om arveladeren først dør efter lovens ikrafttræden.

Reglerne i den hidtil gældende arvelovs § 78, stk. 2 og 3, om båndlæggelser, der er konfirmeret efter arveforordningen fra 1845, er derimod ikke gentaget. Dør en arvelader efter den nye lovs ikrafttræden, kan båndlæggelse derfor kun ske i overensstemmelse med lovforslagets §§ 53-58 og 61, uanset om en båndlæggelsesbestemmelse måtte være konfirmeret efter arveforordningen.

Til § 103

Ifølge stk. 1 finder reglerne i lovforslagets § 15 om deling af boet efter en længstlevende ægtefælle i et barnløst ægteskab også anvendelse, hvor førstafdøde er død før lovens ikrafttræden, og længstlevende har arvet i henhold til den hidtil gældende arvelovs § 7, stk. 1.

Ifølge stk. 2 finder reglerne i lovforslagets §§ 24-34 om uskiftet bo også anvendelse på uskiftede boer, hvor førstafdøde er død før lovens ikrafttræden. Disse regler svarer i alt væsentligt til de hidtil gældende regler i arvelovens kapitel 3. En undtagelse hertil er dog lovforslagets § 31, stk. 2, der indebærer en udvidelse af adgangen til omstødelse til også at omfatte en udbetaling fra en forsikringsordning eller lignende til en begunstiget. Da en disposition ikke bør kunne omstødes, hvis den ikke kunne omstødes, da den blev foretaget, foreslås det, at lovforslagets § 31, stk. 2, kun skal finde anvendelse, når den disposition, der kan føre til omstødelse er sket efter lovens ikrafttræden. Det afgørende vil således typisk være, om den indbetaling af et beløb, der står i misforhold til boets formue, på en forsikringsordning, er sket efter lovens ikrafttræden. Hvis en længstlevende ægtefælle f.eks. før lovens ikrafttræden har oprettet en forsikringsordning med en samlever som begunstiget, men først efter lovens ikrafttræden indskyder et så stort beløb, at det medfører, at udbetalingen vil kunne omstødes, vil de nye regler finde anvendelse. Omvendt kan der tænkes den situation, at den længstlevende ægtefælle før lovens ikrafttræden har oprettet en forsikringsordning uden begunstiget og indbetalt et beløb, der står i misforhold til boets formue, men først efter lovens ikrafttræden indsætter sin samlever som begunstiget. Her vil den disposition, der fører til omstødelse, være indsættelsen af en begunstiget, og de nye regler finder derfor anvendelse.

Den almindelige overgangsregel i lovforslagets § 99, stk. 1, indebærer, at de hidtil gældende regler om båndlæggelse og om frigivelse af båndlagt arv finder anvendelse, hvis arvelader er død før lovens ikrafttræden. En allerede etableret båndlæggelse af tvangsarv, der rækker ud over arvingens 24. år, vil således kunne fortsætte uanset reglen i lovforslagets § 53. Det afgørende er tidspunktet for arveladerens død. Er arveladeren, som har truffet bestemmelse om båndlæggelse, død før lovens ikrafttræden, skal båndlæggelse ske i overensstemmelse med den hidtil gældende arvelov, uanset om boet først skiftes efter den nye lovs ikrafttræden, fordi den længstlevende ægtefælle har været i uskiftet bo. Som en undtagelse hertil foreslås det i stk. 3, at frigivelse af båndlagt arv efter lovforslagets § 56, nr. 3, i tilfælde, hvor det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, også kan ske i tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

Reglen i lovforslagets § 83 indebærer en begrænsning i længstlevendes adgang til at disponere i levende live i tilfælde, hvor der ved et fælles testamente er truffet bestemmelse om fordeling af arven ved længstlevendes død, og længstlevende ikke kan tilbagekalde denne. Det foreslås i stk. 4, at denne begrænsning også skal gælde, hvis førstafdøde er død før lovens ikrafttræden, men dog kun hvis den pågældende disposition er foretaget efter lovens ikrafttræden.

Endelig foreslås det i stk. 5, at lovforslagets § 92 om permutation, der indebærer en lempelse i adgangen til at ændre en testamentarisk bestemmelse om en bestemt anvendelse af arven i forhold til den gældende arvelovs § 69, også skal finde anvendelse i tilfælde, hvor arvelader er død før lovens ikrafttræden.

Til § 104

Ved denne bestemmelse ophæves den hidtil gældende arvelov.

Endvidere ophæves de særlige regler om udvidet testationskompetence med hensyn til landbrugsejendomme, som blev opretholdt ved den hidtil gældende arvelovs § 79. Forslaget om nedsættelse af livsarvingernes tvangsarv til ¼ af arvelodden samt muligheden for at begrænse tvangsarven til 1 mio. kr., jf. lovforslagets § 5 indebærer sammenholdt med lovforslagets §§ 50 og 59, hvorefter det kan bestemmes, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, så gode muligheder for gennemførelse af generationsskifte af erhvervsvirksomhed, herunder landbrugsvirksomhed, at der ikke er behov for andre regler for landsbrugsvirksomheder end for andre erhvervsvirksomheder.

I tilfælde, hvor et testamente er oprettet i henhold til forordningen af 1769, og testator først dør efter lovens ikrafttræden, vil der være behov for at fortolke testamentet, således at testators ønske så vidt muligt opfyldes inden for rammerne af de nye regler. Dette må bero på en konkret fortolkning af det enkelte testamente.

Til § 105

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven kan sættes i kraft for disse landsdele med de nødvendige afvigelser ved kongelig anordning. Den hidtil gældende arvelov er sat i kraft for Færøerne, men ikke for Grønland. I Grønland gælder en særlig grønlandsk arvelov, lov nr. 154 af 27. maj 1964. Hvis loven sættes i kraft for Grønland, indebærer adgangen til at foretage de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger, at der er hjemmel til at ophæve den grønlandske arvelov ved kongelig anordning.