B 131 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en vedvarende energi-fond

(VE-fonden).
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2005-06
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-04-2006

Beslutningsforslag som fremsat

20051_b131_som_fremsat (html)

B 131 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en vedvarende energi-fond (VE-fonden).

Fremsat den 7. april 2006 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Rune Lund (EL) og Søren Egge Rasmussen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om oprettelse af en vedvarende energi-fond (VE-fonden)

 

Folketinget pålægger regeringen at oprette en fond til omstilling af dansk energiforsyning til vedvarende energi efter følgende retningslinjer:

Fondens kapital genereres af indtægter fra beskatning af Nordsøens olie- og gasforekomster, idet der afsættes mindst 25 pct. af disse indtægter og som minimum 3,5 mia. kr. om året til fondens formål. Endvidere skal statslige indtægter fra salg af energivirksomheder samt indtægter fra beskatning af kommunernes salg af energivirksomheder placeres i fonden.

Fondens midler skal sikre følgende formål:

€" En udbygningsplan for vedvarende energi med solceller, solvarme, vindmølleparker på havet, termisk energi og bioenergi fra økologiske skove, udvikling og ibrugtagning af bølgekraft og nye energilagringsteknologier, herunder af brint til transport.

€" En demokratisk, deltagerstyret forskning og produktion, der sigter på energibesparelser og vedvarende energi.

€" En massiv udbygning af kollektiv trafik, herunder indførelse af sporvogne eller letbaner i landets storbyer.

€" En massiv reduktion af energiforbruget til el, varme, produktion og transport.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Energiforsyning er for tiden på alles læber. Hvordan skal vi sikre, at vi også fremover har adgang til energi uden for store omkostninger, hvordan skal energiressourcerne fordeles globalt, hvordan undgår vi, at knaphed på energi fører til nye kriser og krige, vil vi acceptere at være afhængige af ganske få nationer i verden og lægge fremtiden i disse nationers hænder?

Oven på forskrækkelsen over Ruslands magt over gasforsyningen i Europa og dermed over, om borgerne i Wien og Hamburg har varme i radiatorerne om vinteren, og belært af tidligere erfaringer med oliekriser er EU€™s ledere for alvor begyndt at diskutere energiforsyning.

Knaphed på olie i verdens mest oliekonsumerende land, USA, som medvirkende årsag til krig og besættelsen af Irak og trusler om at intervenere i andre lande for at sikre sig adgang til deres olieressourcer, samtidig med at verdens folkerigeste nation, Kina, øger forbruget af olie uge for uge, sætter de danske reserver af olie i Nordsøen i perspektiv; den fest er snart forbi.

Befolkningen i Danmark ønsker ikke atomkraft, som ud over at være stærkt forurenende også gør os afhængige af ustabile nationer.

Klimaforandringer, nødvendigheden af at begrænse CO2 -udledningen, skader på miljø og sundhed og ikke mindst en aftagende produktion af fossile brændsler set i forhold til den stærkt stigende efterspørgsel på globalt plan nødvendiggør en omstilling af energiforsyning baseret på fossile brændsler til vedvarende energi.

Dette er en af vor tids allerstørste udfordringer og helt nødvendig for at sikre kommende generationer en mere bæredygtig livsmåde end den, vi har i dag, og sikre befolkningen mod alvorlige miljø- og forsyningskriser.

Og dér er vi i Danmark særlig heldige. I disse år topper olieproduktionen i Nordsøen, og gasproduktionen er også stor; vi producerer mere, end vi forbruger. Priserne er de højeste i mange år og indtægterne dermed også større end ventet, på trods af at olieselskaberne i Nordsøen tjener betydelig mere end nogen anden produktion i Danmark i forhold til det investerede. De historisk høje indtægter kombineret med det historisk vigtige tidspunkt at træffe valget om fremtidens energiforsyning på, som sikrer fred, miljø og uafhængighed, peger på, at vi nu kæder indtægterne fra Nordsøen sammen med investeringerne i fremtiden. Det er simpelt hen nu, og ingen af de kommende generationer vil kunne forstå, at vor tids politikere valgte højere hastigheder på motorvejene, at sikre muligheden for bil nummer tre i husstanden, et boligforbrug på 50 km2 pr. person og tilbagebetaling af gæld frem for at investere i den rigtige energiforsyning og en omstilling af samfundet til et lavere energiforbrug. Derfor må en fond, der fremmer vedvarende energi, energibesparelser og et mere hensigtsmæssigt energiforbrug, sættes i værk nu.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Finansiering

Enhedslisten foreslår, at mindst 25 pct. af statens årlige olieindtægter fra Nordsøen fra både gamle og nye skattekilder og altid mindst 3,5 mia. kr. årligt overføres til en ny VE-fond.

De statslige indtægter fra Nordsøens gas og olie har været stigende med nye beskatningsregler og ikke mindst de stigende verdensmarkedspriser på olie. I 2004 indbragte skatter og afgifter på olie og gas indtægter på 18,3 mia. kr. til statskassen med en verdensmarkedspris på gennemsnitligt 38,2 USD (Brent-råolie).

Statskassen indkasserer i disse år milliardbeløb fra kommuner, der efter liberaliseringen af energimarkedet sælger deres ejerandele i elproduktions- og andre energiforsyningsvirksomheder. Det er ikke en udvikling, Enhedslisten på nogen måde billiger; vi mener, energiforsyning er en offentlig sag. Derfor skal indtægterne fra salg af energivirksomhederne, der dybest set er energiforbrugernes penge, også bruges i forbrugernes interesse €" og midlerne tilgå fonden.

VE-fonden €" energiudvikling på demokratisk grundlag

Forvaltning af midlerne skal varetages af en bestyrelse og et repræsentantskab, hvor aktører inden for bæredygtig energi og bæredygtig transport kan præge fondens arbejde. Det er væsentligt, at repræsentanter for såvel de etablerede forskningsmiljøer som foreninger og miljøer som f.eks. Bølgeenergiforeningen, Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi og Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) har sæde i repræsentantskab og bestyrelse for at tilføre flere nye ideer og sikre, at den innovative kraft hos opfindere, der ikke indgår i etablerede miljøer, kan udnyttes. Det er væsentligt, at fonden kan knytte forbrugerled og den offentlige sektor til sig, så brugerindflydelse og mulighed for at afprøve teknologi og nye systemer sikres.

Gennem årlige statusrapporter, høringer med adgang for alle og offentlighed om fondens aktiviteter sikres åbenhed og demokrati.

Omstilling til vedvarende energi

De danske olie- og gasreserver sikrer ifølge Energistyrelsen en selvforsyningsgrad af olie og gas i en årrække fremover, men prognoserne viser et støt fald, således at Danmark i løbet af en 10-års-periode vil opleve, at forbruget overstiger produktionen, hvis sammensætningen af forbruget af fossiler forbliver den samme som i dag. Samtidig sætter olien nye prisrekorder, fordi efterspørgslen på olie på verdensplan stiger ufattelig hurtigt. Det danske energiproduktionsapparat er flere steder ved at nå pensionsalderen. Behovet for nye energiproducerende anlæg, ressourcesituationen og miljøforandringer viser, at det er på høje tid at få ændret den danske energiforsyning, så den baseres på varige løsninger.

Væksten i produktion af vedvarende energi i Danmark kom ikke af sig selv, og det vil være en stor fordel for kommende generationer, hvis omstillingen begynder i tide. Forslagsstillerne mener, der er behov for en meget stor indsats i såvel udbygning som udvikling af vedvarende energi-produktion.

En konkret målsætning for den danske produktion af vedvarende energi er endnu ikke fastlagt. Regeringens udspil »Energistrategi 2025« fra juni 2005 indeholder ingen faste mål, men begrænser sig til at fremskrive vindenergiudviklingen på basis af formodninger om oliepris og CO2 -kvote-pris. En række partier har givet udtryk for, at Danmark skal op på en langt større andel af energi produceret fra vedvarende kilder inden for de næste 25 år. Energiorganisationer som OVE har en vision om 100 pct. forsyning med vedvarende energi i 2030 €" en vision, som forslagsstillerne deler.

Tiltag for at styrke en udvikling af eksisterende VE-teknologier, udvikle nye og støtte etableringen af VE-produktion skal ske efter en national udbygningsplan for vedvarende energi med solceller, solvarme, vindmølleparker på havet, termisk energi, bioenergi fra økologiske skove, udvikling og ibrugtagning af bølgekraft og energibærerteknologi som f.eks. brint til transport. En del af VE-fondens midler skal sikre, at der foregår forskning, udvikling og demonstration af vedvarende energi-produktion. Her tænkes ikke mindst på græsrodsforskning og samarbejde på tværs af sektorer, hvor nye ideer kan afprøves. Der bør etableres programmer på linje med bølgekraftprogrammet (1998-2000), hvor opfindere og iværksættere kan afprøve ideer og afklare ressourcer til demonstration af lovende teknikker, modeller og systemer.

Ydermere viser erfaringerne med vindkraftudviklingen, at der skabes mange danske arbejdspladser ved, at teknologierne udvikles her i landet, og at det er væsentligt at være blandt de første. Forslaget om en VE-fond vil således styrke og genskabe en førende dansk position på VE-området og give et godt potentiale for nye arbejdspladser. Det samme gør sig gældende for udvikling af metoder til energibesparelser.

Energibesparelser

En 100 pct. forsyning med vedvarende energi kræver en stor udbygning, men også at energiforbruget begrænses i forhold til i dag. En begrænsning af energiforbruget på 40-50 pct. kombineret med et bedre fordelt energiforbrug er formentlig nødvendig, for at vi i fremtiden kan forsyne os selv med energi, uden at vi skader vores omgivelser eller lægger beslag på en større del af jordens ressourcer, end vores befolkning berettiger til.

Elforbrug skal begrænses med

€" mere energirigtigt byggeri,

€" naturlig køling af bygninger og

€" fleksibelt og intelligent energiforbrug.

Varmeforbrug skal begrænses med

€" tilskud til energirigtigt byggeri,

€" støtte til passivhuse og lavenergibyggeri,

€" øget isolering (bedre end kravene) og

€" fleksible energisystemer.

Produktionens energiforbrug skal begrænses ved

€" energibesparende omstilling i produktion og serviceerhverv, f.eks. via tilskud og

€" støtte til udvikling af nye energibesparende teknologier.

Transportens energiforbrug kan f.eks. begrænses ved

€" støtte til at fremme en transportsektor og transportsystemer, som er mindre energikrævende, og

€" optimering af tog- og bustransport og transportplaner, der sikrer aftagende privatbilisme.

Det kræver væsentlige investeringer i udvikling af bygninger med lavt eller intet energiforbrug (passiv-huse), udvikling af apparater, der bruger mindre energi, fokus på processer i industri og serviceerhverv, fokus på anvendelse af spildvarme, udvikling af kollektive transportformer med lavere energiforbrug og med drivmidler, der fremstilles af vedvarende energi. Disse tiltag bliver selvfølgelig mere effektive, hvis de ledsages af love og regler, der støtter anvendelse af energirigtige produkter og metoder.

Transport

Transportområdet er i dag i relation til energiforbrug stærkt olieafhængigt og dermed en af de største udfordringer for en omstillingspolitik. Ifølge »Energistrategi 2025« forventes energiforbruget til transport at stige med 20 pct. inklusive flytransport, selv om det forudsættes, at effektiviteten for almindelige personbiler forøges med 20-30 pct. »Energistrategi 2025« indeholder ikke bud på tiltag, der begrænser transportforbruget og det private bilejerskab. Den kollektive transport i Danmark er stærkt forsømt, og hvis det skal lykkes at få flere til at bruge kollektive transportmidler frem for bil, bl.a. som led i en strategi for at nedsætte transportsektorens energiforbrug, må der nye investeringer til på dette område. Forslagsstillerne foreslår, at en del af VE-fondens midler kan gå til infrastrukturprojekter, der fremmer kollektiv transport, særlig transportformer med lavt energiforbrug. Også omstilling af godstransport til mere godstransport på skinner og skibe skal kunne fremmes af fondens midler.

Andre væsentlige rammer for fonden og dens formål

Stat og kommuner skal gå foran ved at sikre brug af vedvarende energi i alle offentlige bygninger. Et åbent og offentligt selskab skal i samarbejde med lokale andelsselskaber varetage produktion og salg af brint til den første generation af brintbiler. Hermed sikres miljøvenlige, holdbare jobs.

Endelig kan VE-fonden tildele direkte støtte og langsigtet lånekapital til demokratiske virksomheder, hvor de ansatte har bestemmelsesret over den daglige drift, og hvor borgerne har mulighed for at øve indflydelse på virksomhedens udvikling og produktion inden for energiområdet.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en vedvarende energi-fond (VE-fonden).

(Beslutningsforslag nr. B 131).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.