B 128 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget.

(Ændring af reglerne for orlov på grund af barsel og adoption m.v.).
Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen
Samling: 2005-06
Status: Vedtaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-04-2006

Beslutningsforslag som fremsat

20051_b128_som_fremsat (html)

B 128 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget. (Ændring af reglerne for orlov på grund af barsel og adoption m.v.).

Fremsat den 7. april 2006 af Christian Mejdahl (V), Svend Auken (S), Poul Nødgaard (DF), Helge Adam Møller (KF) og Niels Helveg Petersen (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af forretningsorden for Folketinget

(Ændring af reglerne for orlov på grund af barsel og adoption m.v.)

 

§ 1

I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget den 17. december 1953 og ændret senest den 17. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 41, stk. 3, litra a, indsættes efter »sygdom«: »pleje af alvorligt syge børn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem«.

2. § 41, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Orlov kan endvidere meddeles, når et medlem over for formanden begærer orlov i forbindelse med graviditet og fødsel eller adoption.

3. I § 41, stk. 7, udgår », litra a,«.

4. § 41, stk. 9, ophæves .

5. § 45, stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»Ansættelse og afskedigelse af medarbejdere i 37. eller højere lønramme kræver dog godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne, jf. § 1, stk. 7, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.«

§ 2

 

Stk. 1. § 1, nr. 1-4, træder i kraft den 1. oktober 2006.

Stk. 2. § 1, nr. 5, træder i kraft samtidig med den i § 1, nr. 2, i lov om ændring af lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og lov om statsrevisorerne. (Regnskabsgennemgang af regionernes regnskaber m.v. og udskydelse af tidspunktet for retten til aktindsigt efter forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen i visse af Rigsrevisionens dokumenter) foretagne ændring af § 1, stk. 7, i lov om revision af statens regnskaber m.m.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Folketingets Præsidium har på baggrund af konkrete henvendelser om mandlige folketingsmedlemmers mulighed for orlov i forbindelse med barns fødsel anmodet en arbejdsgruppe om at komme med forslag til, hvordan disse regler kan ændres.

På denne baggrund fremsættes forslag til ændring af Folketingets forretningsorden, hvorefter de nugældende regler i forretningsordenen om orlov til mandlige medlemmer i forbindelse med barns fødsel ophæves, således at der ikke fremover i forretningsordenen vil være angivet nogen maksimal længde for et mandligt medlems orlov svarende til de nugældende regler for et kvindeligt medlem. En tilsvarende ændring foretages, for så vidt angår adoptionsorlov.

Endvidere foreslås, at der fremover kan bevilges plejeorlov med vederlag i forbindelse med pasning af alvorligt syge børn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Samtidig med de foreslåede ændringer i dette beslutningsforslag fremsættes forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget (L 230).

De nugældende regler ved barns fødsel

Et kvindeligt medlem kan ifølge Folketingets forretningsordens § 41, stk. 4, litra a, få bevilget orlov, når hun over for formanden erklærer, at hun ikke vil kunne give møde i Tinget i mindst 7 dage på grund af graviditet og fødsel. Reglerne for et kvindeligt medlems barsel angiver ikke nogen maksimal længde for orloven. Det er således blevet betragtet som et anliggende mellem medlemmet på den ene side og medlemmets vælgere, parti og folketingsgruppe på den anden side, hvor længe medlemmet har holdt orlov. I praksis har det dog vist sig, at orlovsperioden for kvindelige folketingsmedlemmer har været væsentlig kortere end på arbejdsmarkedet. Siden 1994 har den længste orlov for et kvindeligt medlem således varet ca. 6 ½ måned. Herudover har orlovsperiodernes længde ligget mellem 6 måneder og ned til ganske få uger.

Et mandligt medlem kan ifølge forretningsordenens § 41, stk. 4, litra b, anmode om orlov i forbindelse med sit barns fødsel. Orlov kan bevilges i indtil 2 uger inden for de første 14 uger efter barnets fødsel regnet fra barnets modtagelse i hjemmet. Herudover kan der bevilges orlov efter fornyet anmodning i en periode på indtil 10 uger regnet fra udløbet af 14 uger efter barnets fødsel. Denne sidste orlov kan kun meddeles, såfremt moderen i den yderligere periode ikke modtager dagpenge.

Reglerne for faderens vedkommende, der blev ændret med virkning fra folketingsåret 1994-95, er en gengivelse af de regler, der var gældende på arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt.

De nugældende regler ved adoption

Et folketingsmedlem kan få bevilget orlov i forbindelse med adoption, når de adoptionsundersøgende myndigheder har bestemt, at den pågældende skal være fraværende fra arbejdet i forbindelse med modtagelse af barnet. Sådan orlov kan bevilges i indtil 24 uger efter modtagelsen af barnet. Såfremt adoption søges sammen med en ægtefælle, kan orlov dog kun ydes, såfremt ægtefællen ikke modtager dagpenge i orlovsperioden. Der kan dog inden for den periode, hvor ægtefællen modtager dagpenge, ydes orlov i indtil 2 uger.

Folketingsmedlemmers orlov på grund af barns fødsel og adoption

Siden 1994 har den længste orlov for et kvindeligt medlem varet ca. 6 ½ måned. Herudover har orlovsperiodernes længde ligget mellem 6 måneder og ganske få uger.

For mandlige medlemmers vedkommende har der kun været få ansøgninger gennem årene, og i disse tilfælde har det især været de første 2 uger, der har været ansøgt om.

Der har kun været ét tilfælde siden 1994, hvor et medlem af Folketinget har anmodet om orlov som følge af adoption. Denne orlov varede i ca. 7 uger.

De foreslåede ændringer

Beslutningsforslaget indebærer, at de nugældende særregler om meddelelse af orlov ved barns fødsel til mandlige medlemmer og meddelelse af orlov ved adoption ophæves.

Der vil således ikke være en maksimal længde for disse orlovstypers vedkommende. Det vil på samme måde som for kvindelige medlemmer alene være et anliggende mellem medlemmet og medlemmets vælgere, parti og folketingsgruppe, hvor længe medlemmet ønsker orlov.

Det forventes dog, at der som hidtil ikke søges om orlov med vederlag i længere perioder end de perioder, hvor fædre/adoptanter på arbejdsmarkedet i øvrigt ville kunne holde betalt orlov (orlov med løn eller dagpenge).

Det er ikke med beslutningsforslaget hensigten at ændre på Folketingets praksis om, at en orlov begrundet i graviditet og barns fødsel eller adoption som udgangspunkt ophører ved den mødefri sommerperiodes start. Det vil som hidtil blive praktiseret ved en henstilling fra Folketingets administration.

Plejeorlov

Der findes ikke regler om muligheder for plejeorlov for folketingsmedlemmer.

Efter § 104 i lov om social service kan ansatte få bevilget plejevederlag og hel eller delvis tjenestefrihed i forbindelse med pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem. Arbejdsgiveren betaler forskellen mellem plejevederlaget og sædvanlig løn i perioden. Efter § 19 a i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel har forældre til alvorligt syge børn under 18 år under visse betingelser ret til dagpenge fra kommunen, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver deres arbejde. Familie- og forbrugerministeren har den 2. februar 2006 fremsat lovforslag nr. L 155 om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselloven), der sammenskriver reglerne om barsel i de to nævnte love i én lov. Ifølge L 155 foreslås den nye lov at træde i kraft den 3. juli 2006. I forbindelse med denne sammenskrivning flyttes reglerne om pasning af alvorligt syge børn fra § 19 a i lov dagpenge ved sygdom eller fødsel til § 26 i barselloven.

Beslutningen om tildeling af plejevederlag i henhold til lov om social service i forbindelse med pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, træffes for statsligt ansatte af kommunen. Statsansatte har ret til fuld løn under orloven. Statsansatte, der får støtte af kommunen til pasning af alvorligt syge børn, modtager fuld løn. Også for en sådan fraværsperiode er det kommunen, der træffer beslutning om tildelingen af støtte. For medlemmer af Folketinget træder Tingets orlovsmeddelelse i stedet for den kommunale afgørelse. Forud for formandens indstilling herom til Tinget, vil der over for formanden skulle forelægges samme grad af dokumentation, som i øvrigt skal forelægges for kommunen.

Der har inden for de seneste 10 år været rettet henvendelse til Folketingets administration én enkelt gang om muligheden for orlov med vederlag i forbindelse med pasning af en alvorligt syg ægtefælle. Der har ikke været forespørgsler om pasning af alvorligt syge børn.

Konsekvensændring som følge af L 177

Ved lovforslag nr. L 177 har Folketingets Præsidium fremsat forslag til lov om ændring af lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og lov om statsrevisorerne. (Regnskabsgennemgang af regionernes regnskaber m.v. og udskydelse af tidspunktet for retten til aktindsigt efter forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen i visse af Rigsrevisionens dokumenter). Der er redegjort for baggrunden for dette forslag i bemærkningerne hertil. Lovforslaget er i hovedsagen en genfremsættelse af lovforslag nr. L 140 om ændring af lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og lov om statsrevisorerne. (Regnskabsgennemgang af regionernes regnskaber m.v.), som ikke blev færdigbehandlet i folketingsåret 2004-05, 2. samling (se Folketingstidende 2004-05, 2. samling, forhandlingerne side 1935 og tillæg A side 6369 og 6384).

I § 1, nr. 2, i L 177 ændres § 1, stk. 7, i lov om revisionen af statens regnskaber, således at der fremover kun for ansættelse og afskedigelse, så vel ansøgt som uansøgt, af medarbejdere i lønramme 37 eller højere lønramme, som chefer i Rigsrevisionen normalt ansættes eller udnævnes i, skal ske godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne.

Af bemærkninger til denne bestemmelse fremgår det, at »da Rigsrevisionen blev overført til Folketinget i 1991, var den normale lønramme, som chefer ansattes eller udnævntes i, lønramme 36.

Det har vist sig upraktisk, at afskedigelse af alle tjenestemænd, dvs. også ansatte i lønrammer under lønramme 36, efter de gældende regler har skullet godkendes af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne.

I Forretningsorden for Folketinget § 45, stk. 3, er indsat en bestemmelse svarende til den nuværende i rigsrevisorlovens § 1, stk. 7. Bestemmelsen vil ved den førstkommende ændring af forretningsordenen blive konsekvensrettet.«

Beslutningsforslagets § 1, nr. 5, indeholder dette forslag til konsekvensændring af forretningsordenens § 45, stk. 3.

Skriftlig fremsættelse

Christian Mejdahl (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget. (Ændring af reglerne for orlov på grund af barsel og adoption m.v.)

(Beslutningsforslag nr. B 128).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.