L 123 Forslag til lov om ændring af lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven).

(Mulighed for flere støtteordninger, ændring af støtteordningen for yngre jordbrugere, ændring af bestemmelserne om bemyndigelse og finansiering m.m.).

Af: Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-03-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l123_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (3. marts 2005)

 

 

Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven)

(Mulighed for flere støtteordninger, ændring af støtteordningen for yngre jordbrugere, ændring af bestemmelserne om bemyndigelse og finansiering, m.m.).

(Lovforslag nr. L 123).

Lovforslaget fremsættes med henblik på ændring af lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven).

Baggrunden for lovforslaget er reformen af EU's landbrugspolitik, der foruden ændringen af den direkte støtte til landmændene også medfører en udvidelse af landdistriktsforordningens støttemuligheder.

Lovforslagets ene hovedelement er således en udvidelse af fødevareministerens bemyndigelse til at gennemføre foranstaltninger, som nævnt i landdistriktsforordningen, til også at omfatte de nye muligheder som følger af reformen. I lovforslaget foreslås det derfor, at fødevareministeren får hjemmel til at yde støtte til

€" opfyldelse af normer vedrørende miljø, folke-, dyre- og plantesundhed, dyrevelfærd og arbejdssikkerhed,

€" forbedring af dyrevelfærd og

€" forbedring af landbrugsprodukternes kvalitet og salgsfremstød for disse produkter.

Lovforslagets andet hovedelement er et forslag om afskaffelse pr. 1. januar 2006 af overgangsordningen for yngre jordbrugere, den såkaldte § 6-YJ-ordning.

Lovforslagets tredje hovedelement er et forslag om at yde et YJ-tillægslån til yngre jordbrugere, der har indgivet ansøgning om YJ-lån efter den 8. oktober 2004, hvor realkreditinstitutterne indførte et fradrag ved vurderingen af landbrugsejendomme svarende til en estimeret kapitaliseret værdi af betalingsrettighederne, som tildeles landmændene personligt efter enkeltbetalingsordningen.

Fradraget i vurderingen medfører lavere realkreditlån, herunder YJ-lån. YJ-tillægslånet neutraliserer helt eller delvis det lavere YJ-lån og realkreditlån. Der kan maximalt ydes et YJ-tillægslån på 1,6 mio. kr., således at de samlede YJ-lån højst kan udgøre 4,5 mio. kr. pr. ansøger.

Desuden foreslås en udvidelse af hjemmelen til, at andre end Fødevareministeriet kan deltage i finansieringen af landdistriktsprogrammets foranstaltninger, således at amter, kommuner, offentlige fonde (f.eks. landbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde), og private organisationer fremover har mulighed for at bidrage til den nationale medfinansiering af foranstaltninger under landdistriktsprogrammet.

Endvidere foreslås etablering af en hjemmel til hos andre offentlige myndigheder at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser, loven, samt de regler, der er udstedt i medfør af loven, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Endelig skabes lovhjemmel til, at fødevareministeren får mulighed for at kunne delegere sine beføjelser efter loven til en statslig institution uden for Fødevareministeriets område.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.