Spm. nr. S 783

4) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Er det ministerens opfattelse, at den hollandske landsrets dom af 12. februar 2024 sætter spørgsmålstegn ved den danske praksis for eksport af dele til F-35-kampfly, som denne praksis så ud forud for dommen?

Skriftlig begrundelse

Spørgeren henviser til ministerens svar på spørgsmål nr. 126 (URU alm. del).

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Spørgsmålet lyder: Er det ministerens opfattelse, at den hollandske landsrets dom af 12. februar 2024 sætter spørgsmålstegn ved den danske praksis for eksport af dele til F-35-kampfly, som denne praksis så ud forud for dommen?

Ministeren.

Tak for det. Jeg mindes også, at vi har haft lejlighed til i hvert fald at vende den her problematik, og det er jo hævet over enhver tvivl, at situationen i Israel og Palæstina er dybt bekymrende. Derfor kan jeg også godt forstå det politiske fokus. Jeg har givet en besvarelse på udvalgsspørgsmålnr. 126 af 15. februar 2024, hvoraf det fremgår, at vi har noteret os den nederlandske dom i en sag vedrørende levering af dele til F-35-fly fra et regionalt lager i Nederlandene direkte til Israel. I den sammenhæng er det jo væsentligt at fremhæve, at vi i Danmark ikke huser et sådant regionalt F-35-lager, som er det, den nederlandske retssag omhandlede. Det er også værd at notere sig, at den nederlandske regering har anket dommen.

Jeg kan så sige, at i lyset af situationens udvikling har Udenrigsministeriet ud fra et forsigtighedsprincip midlertidig opfordret Rigspolitiet til i relevant omfang at høre Udenrigsministeriet vedrørende konkrete antydninger om eksport af komponenter til F-35-fly fra Danmark. Det følger af både praksisændringen fra 2013 samt rammevurderingen for EU-, EFTA- og NATO-lande, hvoraf det fremgår, at der kan vurderes at være særlige forhold, der tilsiger høring af Udenrigsministeriet. Så det er et initiativ, vi har taget.

Så har jeg flere gange redegjort for, at det er vurderingen, at Danmarks tilgang til eksportkontrol, også når det gælder eksport af dele til F-35-programmet, er i overensstemmelse med vores EU-retlige og internationale forpligtigelser. Det ændrer den nederlandske retssag efter vores mening ikke ved.

Spørgeren.

Det, som er baggrunden for det her spørgsmål og den dialog, vi også har haft omkring det emne tidligere, er jo, at FN's våbenhandelstraktat, som Danmark har underskrevet, opstiller nogle ret klare rammer for, hvornår vi må eksportere våben til andre lande. Den stiller f.eks. særlige krav til, at man forholder sig til slutbrugeren, og at man ser på slutbrugerlandets særlige historik i forhold til respekten for menneskerettigheder. Den stiller også krav til, at man stopper våbeneksporten, hvis man har kendskab til, at der er risiko for, at de dele, man eksporterer, kan blive brugt til brud på den humanitære folkeret, og faktisk nævner den også specifikt folkedrab som et argument for, hvorfor man skal stoppe eksporten og forbyde eksporten.

Det Europæiske Råds fælles holdning har også kriterier, der handler om de tilfælde, hvor der kan være en alvorlig risiko for krænkelser af menneskerettighederne og den internationale humanitære folkeret, og den her dom fra den hollandske landsret har, kan man jo sige, afsæt i de samme regelsæt, og det, der er det lovende, er den her mere restriktive linje. Og jeg ved, at vi ikke kan gøre på det her tidspunkt, men jeg er meget interesseret i, at vi i andre sammenhænge kommer til at se på, hvad der ligger bag den her mere restriktive linje, og hvad det i virkeligheden betyder i praksis.

Så det spørgsmål, som jeg egentlig også mener at vi i Danmark burde stille os, når vi kan se, at der er et andet europæisk land, som er forpligtet af de samme spilleregler, som vi er, og som altså i virkeligheden har en domspålæggelse om, at man ikke kan eksportere dele til F 35-kampflyene – dommen er godt nok blevet anket politisk – var, hvorfor vi fra dansk side ikke ganske enkelt vælger at suspendere våbeneksporten til Israel. Og regeringen har i forvejen også besluttet at anlægge en linje, der er mere restriktiv, end det, som udenrigsministeren tidligere har kaldt en restriktiv linje, og jeg er her også lidt nysgerrig efter at høre, hvad der i praksis er forskellen. Men hvorfor vælger vi ikke grundlæggende at suspendere våbeneksporten for at undgå at forbryde os mod de spilleregler, vi selv har forpligtet os på?

Ministeren.

Grundlæggende handler det her jo ikke om våbeneksport til Israel, men det handler om Danmarks deltagelse i F 35-programmet, som er et rammeprogram. Så er jeg også helt med på, at det er et rammeprogram, som også kan føre til, da Israel også er F 16-bruger, at fly, hvor der indgår danske komponenter som en del af det rammeprogram, kan ende i Israel. Men det er alligevel værd at holde lidt fokus på den her sondring, og derfor har vi én håndtering af vores deltagelse i rammeprogrammet, hvor jeg kan sige, at vi midlertidigt har bedt Rigspolitiet om at indhente en vurdering hos os, hvilket er et skridt. For normalt ville det jo være sådan, at vi sagde en-to-fire, vi er med i rammeprogrammet, og at vi slet ikke skal spørges.

Så er der, kan man sige, også den danske våbeneksportkontrol over for Israel som en kendt slutbruger, hvor vi så har skærpet vores tilgang, hvilket jeg, hvis jeg ikke husker min kalender helt skævt, også har en mulighed for at redegøre nærmere for over for Nævnet senere i den her uge.

Tak så er det spørgeren.

Tak. Jeg er helt med på, at det også handler om eksport, og det er jo også derfor, at spørgsmålet handler om den her dom, som omhandler eksport via F 35-samarbejdet, så det er, kan man sige, en indirekte eksport til Israel. Men de spilleregler og de regelsæt, der er i FN's våbenhandelstraktat, og de EU-regler, der er, har jo også at gøre med den indirekte eksport, og derfor er der jo ikke noget, der ligesom undsiger, at der er et dansk politisk ansvar for at tage stilling til, hvor vores eksport havner henne, også den indirekte eksport. Og jeg er helt med på, at F 35-kampflyene, hvad kan man sige, har en erhvervspolitisk interesse. Pointen er bare, at vi ikke kan undsige os blikket på slutbrugeren, og derfor er spørgsmålet: Hvorfor suspenderer man ikke våbeneksporten?

Tak. Så er det ministeren.

Vi undsiger os heller ikke ansvaret. Vi lever op til ansvaret, og det er vores bedste vurdering, at det rammeprogram, vi har i forhold til F 16, og den måde, hele den proces er tilrettelagt på, lever op til vores forpligtigelser. Og der kan man ikke blot tage en dom i et andet land med et andet faktum, bl.a. det forhold, at Nederlandene altså har et F 35-lager, hvad vi jo ikke har i Danmark, plus det forhold, at man fra den hollandske regerings side har anket dommen, det vil sige, at man ikke anerkender den jura, man er nået frem til, og så overføre det til, at Danmark er forpligtet på at gøre noget ganske bestemt.

Jeg har taget det skridt, vi har taget det skridt, at vi midlertidigt har bedt om, at Rigspolitiet indhenter vurderinger hos os, selv om det egentlig ligger i rammeprogrammet i sådan almindelig gænge, at det ikke er nødvendigt.

Tak så er det spørgeren for et sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak. Spørgsmålet bliver meget konkret: Siger ministeren her i Folketingssalen, at Danmark kan fortsætte eksporten, også indirekte, af våben og militærudstyr til Israel, uden at vi bryder reglerne i FN's våbenhandelstraktat og EU's regler for våbeneksport?

Ministeren.

Jeg siger, at vi i forvejen havde en restriktiv tilgang, og at vi nu har en mere restriktiv tilgang, men af det kan man jo ikke slutte, at der ikke kan eksporteres noget. For det er jo hele variationen fra dual use til hårde lethal weapons, og det er jo en sag til sag-tilgang, hvor vi nu, kan man sige, skærper vores tilgang til den danske våbeneksportkontrol.

Så er der F 35-programmet, som er et helt andet setup, og som egentlig for så vidt er løst i en engangsvurdering med hele det der setup, hvor vi leverer ind til USA, og det er deres våbenkontrol, og hvor vi nu har taget administrative skridt til, at Rigspolitiet hører os.

Tak til udenrigsministeren, og tak til spørgeren.

Det næste spørgsmål er til justitsministeren af fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti.