Som det fremgår af spørgsmålets ordlyd, er det nemlig regionernes opgave at prioritere i budgetterne, og i sidste ende er det derfor også op til regionsrådsmedlemmerne, de folkevalgte at prioritere og stå på mål for de dispositioner, som de foretager, herunder også i hvilket omfang der indkøbes kunst til hospitalerne. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er min og regeringens holdning, at offentlige midler skal anvendes så effektivt som muligt. Og jeg kan egentlig godt forstå, hvis man sidder derude og undrer sig over, at der er råd til dyr kunst, samtidig med at man kan slå op i lokalavisen og se, at der mangler sygeplejersker mange steder, eller at der er sparerunder ude i regionerne.
Det kan jo også umiddelbart lyde som rigtig mange penge, når regionerne bruger et tocifret millionbeløb på kunst på de to hospitaler i Odense og Aarhus. Men jeg synes også, at man for rimelighedens skyld skal sørge for at have proportionerne med i forhold til at stille spørgsmålet. Hospitalsbyggerierne i Odense og Aarhus er to af de største af de 16 byggerier, der er opført med støtte fra den statslige kvalitetsfond. De 16 byggerier har et samlet budget på over 57 mia. kr. i aktuelt prisniveau, så i forhold til de to projekter, der spørges om her, og som hver omfatter 250.000 m² nybyggeri, skal vi altså huske, at vi måler kunstens andel i budgetterne i promiller.
Men der skal prioriteres, og man skal sørge for at have fokus på, at man bruger midlerne så effektivt som muligt. Samtidig er der også et legitimt hensyn i forhold til at sikre, at man ved hjælp af udsmykning, herunder kunst, også har en opgave med og et ansvar for at sikre, at vores hospitaler også er nogle, man har lyst til at komme på og være i. Der er mennesker, der befinder sig der i forbindelse med alvorlig sygdom; de er arbejdsplads for tusindvis af ansatte. Men samlet set er det op til regionerne at prioritere inden for deres økonomiske rammer, og jeg skal for god ordens skyld bemærke, at man ikke kan overføre penge fra anlægsbudgetterne, som man her taler om, og bruge dem på sygehusdriften i form af ansættelser. Eller sagt med andre ord: Man kunne ikke have brugt dem til at ansætte sygeplejersker for.