Spm. nr. S 887 (omtrykt)

40) Til beskæftigelsesministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) (medspørger: Bent Bøgsted (DF)):

I lyset af, at vi som samfund beder vores sundhedspersonale om at arbejde med en øget risiko for at blive smittet med covid-19, er ministeren så indstillet på at sikre, at eventuelle følgeskader af covid-19 for dette personale anerkendes som en arbejdsskade?

Skriftlig begrundelse

Vores sundhedspersonale udsætter sig i dag i mange sammenhænge for en øget risiko for at blive smittet med covid-19. Hvis det skulle give kroniske skader, vil der komme sager om arbejdsskader. Som det er i dag, så skal man kunne bevise, at skaden/smitten er kommet på arbejde. Det kan selvfølgelig aldrig bevises. Derfor bør vi gå ud med et krav om, at det vil blive anerkendt som arbejdsskade, hvis nogen blandt vores sundhedspersonale som i sit arbejde har været udsat for smitterisiko får skader af covid-19. Det vil give en tryghed blandt sundhedspersonalet – og være et godt signal om, at vi anerkender den risiko, som de dagligt udsætter sig for. Sundhedspersonale har de seneste uger udgjort omkring 20 pct. af de bekræftede smittetilfælde i Danmark. Der henvises i øvrigt til Ritzaus artikel af 9. april »Hver femte smittede med corona er sundhedspersonale«.

Spm. nr. S 887 (omtrykt)

40) Til beskæftigelsesministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) (medspørger: Bent Bøgsted (DF)):

I lyset af, at vi som samfund beder vores sundhedspersonale om at arbejde med en øget risiko for at blive smittet med covid-19, er ministeren så indstillet på at sikre, at eventuelle følgeskader af covid-19 for dette personale anerkendes som en arbejdsskade?

Skriftlig begrundelse

Vores sundhedspersonale udsætter sig i dag i mange sammenhænge for en øget risiko for at blive smittet med covid-19. Hvis det skulle give kroniske skader, vil der komme sager om arbejdsskader. Som det er i dag, så skal man kunne bevise, at skaden/smitten er kommet på arbejde. Det kan selvfølgelig aldrig bevises. Derfor bør vi gå ud med et krav om, at det vil blive anerkendt som arbejdsskade, hvis nogen blandt vores sundhedspersonale som i sit arbejde har været udsat for smitterisiko får skader af covid-19. Det vil give en tryghed blandt sundhedspersonalet – og være et godt signal om, at vi anerkender den risiko, som de dagligt udsætter sig for. Sundhedspersonale har de seneste uger udgjort omkring 20 pct. af de bekræftede smittetilfælde i Danmark. Der henvises i øvrigt til Ritzaus artikel af 9. april »Hver femte smittede med corona er sundhedspersonale«.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. I lyset af at vi som samfund beder vores sundhedspersonale om at arbejde med en øget risiko for at blive smittet med covid-19, er ministeren så indstillet på at sikre, at eventuelle følgeskader af covid-19 for dette personale anerkendes som en arbejdsskade?

Mange tak for spørgsmålet. Vi skal værne om vores sundhedsmedarbejdere, der hver dag stiller sig op og tager sig af vores syge. Det tror jeg vi alle er helt enige om. De står i frontlinjen i vores fælles kamp mod covid-19, og de skal selvfølgelig have tillid til, at vi tager hånd om dem, hvis de bliver syge.

Jeg ved, at der har været usikkerhed om, hvorvidt covid-19 kan anerkendes som en arbejdsskade. Det kan vi ikke byde de medarbejdere, der er i den her tid yder en helt ekstraordinær indsats. Derfor har det været helt afgørende for mig at få skabt klarhed om reglerne for anerkendelse af de medarbejdere, der desværre bliver syge med covid-19 på arbejdet.

Jeg er derfor glad for, at Arbejdstilsynet i dag har udsendt en vejledning om reglerne for vurdering af arbejdsskadesager om sygdom med covid-19. Vejledningen skal sikre, at der er fuldstændig tryghed om, hvordan sundhedsmedarbejderes sager behandles i arbejdsskadesystemet, hvis de bliver syge med covid-19 på deres arbejde, og at de kan få en erstatning, hvis sygdommen har varige følger.

Jeg kan fortælle, at det nu fremgår helt klart af vejledningen, at man godt kan få anerkendt sygdom med covid-19 som en arbejdsskade. Det må der ikke være tvivl om. Og det gælder alle ansatte, også uden for sundhedssektoren.

Det vil være en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor nogle job vil indebære en stærk formodning om, at man er blevet smittet på arbejdet. Det kan f.eks. være ansatte i sundhedsvæsenet, der arbejder på intensivafdelingen og er i direkte kontakt med smittede patienter, men det kan også være andre i sundhedsvæsenet eller f.eks. i plejesektoren. Det er nogle af de ting, som vejledningen beskriver nærmere.

Jeg håber, at vi med vejledningen kan bidrage til, at særlig medarbejdere i sundhedssektoren oplever en større tryghed ved at behandle og pleje syge medborgere, der er smittet med covid-19. Og jeg vil gerne slutte af med at understrege, at jeg i den kommende tid kommer til at følge udviklingen på arbejdsskadeområdet tæt.

Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Det er godt at høre. Det har været diskuteret i mange sammenhænge, hvordan sundhedspersonalet skal bruge værnemidlerne. Der har været en vejledning om, at man skulle bruge værnemidler, hvis man stod over for personer, som var smittede med covid-19, eller som udviste symptomer på det. Hvis der ikke var nogen symptomer, behøvede man ikke at bruge værnemidler. Det har været den enkelte medarbejder, der med sin faglighed skulle vurdere, om det var nødvendigt. Og det har jo naturligvis ført til den store usikkerhed, som ministeren også omtaler, blandt personalet, for man diskuterer jo også, hvor længe før man udviser symptomer, man rent faktisk kan smitte.

Usikkerheden og bekymringen hos personalet bliver så naturligvis ikke mindre, når man nu kan opleve, at f.eks. frisører bliver anbefalet at bruge visir, når de står ansigt til ansigt med kunderne, for de har som udgangspunkt kunder, der ikke vurderes at være smittede, mens vores sundhedspersonale, der skal udføre f.eks. personlig hygiejne, jo nok er lidt tættere på borgeren, end frisøren trods alt kommer. Nu beder vi så vores sundhedspersonale om at udføre deres arbejde og dermed udsætte sig for den smitterisiko, der er ved det.

Derfor er vi også fuldstændig enig med ministeren i, at vi selvfølgelig skal sikre, at der kan anerkendes de arbejdsskader, som der måtte være behov for, og vi er glade for, at man, siden vi stillede det her spørgsmål i fredags, hen over weekenden faktisk har formået at få forhandlet en vejledning og få den ud i dag. Det synes jeg sådan set er rigtig godt gået – og der er vi rigtig glade for, at vi har fået skubbet til det.

I vejledningen er der så stadig væk beskrevet en lang række vurderinger, der skal foretages, før arbejdsskaden kan blive fastslået. Ministeren siger også selv, at det er vigtigt, at det står krystalklart, at man kan anerkende coronavirus som en arbejdsskade, hvis sygdommen skyldes arbejdet. Det, der er selvfølgelig stadig kan give bekymring derude, er så lige præcis det der med, at det er hvis det skyldes arbejdet.For hvordan er det så, det bliver dokumenteret?

Noget af det, jeg gerne vil spørge ministeren om for at skabe ro blandt medarbejderne, er nogle konkrete eksempler. Lad os sige, at man nu arbejder i plejen i kommunen. Man kommer hos mange borgere, man kommer på mange plejehjem, og man bruger ikke værnemidler, for der er ikke nogen, der umiddelbart vurderes at være smittet. Hvor meget skal man så kunne dokumentere efterfølgende for at kunne få anerkendt en arbejdsskade i den sammenhæng?

Tak. Ministeren.

Jeg tror, at jeg overlader den konkrete sagsbehandling af arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen. Men det, jeg vil svare hr. Thulesen Dahl, er, at den formodningsregel, som der nu er indsat i vejledningen, jo i virkeligheden er, at hvis man formodes at måtte være blevet smittet som en del af ens arbejde, har man ret – selvfølgelig, hvis man opfylder de andre kriterier om, at det har givet varige mén eller noget, der er værre – til en arbejdsskadeerstatning, og at få det anerkendt som arbejdsskade. Det vil sige, at bevisbyrden så at sige er blevet vendt om.

Det er også derfor, tror jeg, at en række at de organisationer, der har været ude at bede om det her, kalder det for en kæmpesejr – det skrev FOA – for det skaber meget tryghed for i hvert fald en lang række af de frontlinjemedarbejdere, der er derude.

Tak. Spørgeren.

Vi anerkender også, at man med det her et nået et rigtig langt skridt ad vejen. Det, jeg jo sådan set bare efterlyser, er nogle eksempler, der betrygger. Altså, det, der er beskrevet i vejledningen, er jo f.eks., hvis man er på en intensivafdeling, hvor der er covidpatienter – det giver næsten sig selv – og man i øvrigt i anden sammenhæng er inde, hvor der er åbenlys smitte. Så det, jeg egentlig spørger om, er mere, om man, hvis man er ude i den daglige pleje, så også skal dokumentere, at man konkret har været udsat for nogen, der var smittet, og hvor mange. For der har man jo den samme usikkerhed, og det er måske der, hvor man har brugt de færreste hjælpemidler.

Ministeren.

Uden at jeg skal kunne gå helt ind i det, også af frygt for, at nogle tolker det som en præcedens, fordi jeg tænker et eller andet eksempel: Det er klart – som jeg også selv tolker vejledningen – at hvis du, eksempelvis som sosu-medhjælper, er ude at besøge mange ældre medborgere, hvor man senere finder ud af, at en række af de medborgere har været smittet med covid, og du så en rum tid efter selv får symptomer og efter en test bliver konstateret smittet med covid, så er det, vil jeg sige, formodning nok til, at du er blevet smittet som en del af dit arbejde. Men det er jo klart, at det beror på den konkrete sagsbehandling og oplysning af sagen. Men grundlæggende er vejledningen jo tilrettelagt efter, at en formodning er nok.

Tak. Så er det medspørgeren, hr. Bent Bøgsted, 1 minut.

Tak for det, formand. Jeg synes, det er alle tiders, at der kan blive sat gang i at få styr på coronavirus i forhold til arbejdsskader, og det har været tiltrængt i lang tid. Nu står der så i vejledningen, at diagnosen covid-19 er stillet, og at der skal være tale om en påvirkning inden for 5 dage i form af en påviselig smitterisiko på arbejde. Der er så noget, jeg gerne vil vide.

Vi har jo her igennem opstarten haft en hel del eksempler på nogle, der har været på arbejdsmarkedet, og som ikke har kunnet få lov til at blive testet, selv om de havde symptomer. Det sidste eksempel var så en tømrer – den sag kender beskæftigelsesministeren også godt – som døde af det. Det var så ikke sundhedspersonale, men hele det tømrersjak var smittet. Men han døde af det, og han kunne ikke få lov at blive testet, og jeg har også kendskab til folk, der har gået på institutioner, og som ikke har kunnet få lov til at blive testet. Men hvad gør man ved dem? For de har ikke fået stillet en diagnose, så det vil sige, at de ikke er omfattet af de her regler.

Ministeren.

Helt kort er jeg også glad for det supplerende spørgsmål, for det er jo rigtigt. Man kan sige, at det i det scenarie, vi står i nu og fremadrettet, hvor vi jo heldigvis ser ud til at have tilstrækkelig med testkapacitet, så er klart, at det vil være en positiv test i forhold til smitte med covid-19, der vil blive lagt til grund. Men det er klart, at det i det bagudrettede, hvor der ikke har været testkapacitet, vil være den lægefaglige vurdering, der har været af symptomer og diagnosticering, der vil blive lagt til grund.

Hr. Bent Bøgsted.

Det er meget godt. Det er helt forståeligt, at man vil lægge til grund, hvad der har været, og om man har haft det. Men nu tænker jeg lige nøjagtig på den tømrer, der gik hen og døde, og det er jo lidt for sent for ham. Han kunne ikke få lov at blive testet, og spørgsmålet er bare: Vil ministeren aktivt gå ind og se på, hvad vi har af tilfælde forud for det, at man har kunnet få lov at blive testet, dem, der ikke har fået lov at blive testet, og som alligevel har haft noget, og samle dem op, hvis der er nogle, og se på, hvad der måske er? Nu er der her nævnt en sundhedspersonale, der er død. Er der andre, der også er døde, man måske skulle se på? Var det ikke rimeligt, at de fik noget erstatning til deres familie i den forbindelse?

Ministeren.

Det er bare for at forstå hr. Bent Bøgsteds spørgsmål: Er det, som der bliver spurgt ind til, at udvide erstatningsrammen, sådan at der også for dem, der måtte være blevet syge eller have mistet livet i forbindelse med covid-19, og som ikke har nået at blive testet, kan være erstatningspuljer? Er det korrekt forstået? (Bent Bøgsted (DF): Ja). Det er ikke noget, der har været overvejet i forbindelse med den her vejledning i forhold til arbejdsskadeerstatning. Det er heller ikke noget, vi i regeringen har haft overvejet indtil videre, men som altid kigger vi jo gerne på alle gode forslag fra gode samarbejdspartnere i Folketinget.

Tak. Så er det det sidste spørgsmål fra Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Det er jo dejligt at høre, at ministeren altid lytter. Derfor vil jeg egentlig bare afslutte med at spørge, om ministeren så vil bekræfte, at det eksempel, som hr. Bent Bøgsted tog op, vil der blive kigget på.

Så vil jeg også spørge, om ministeren kunne være indstillet på, at der bliver udarbejdet eksempler, som man egentlig kan bruge til at betrygge de medarbejdere, der er rundtomkring, i, at det er det, der skal til for at få anerkendt det her som en arbejdsskade.

Ministeren.

Jeg tror umiddelbart, at det eksempel, som hr. Bent Bøgsted var inde på – uden at jeg er meget skarp udi det meget, meget sundhedsfaglige – vel i virkeligheden sådan er inden for patientklagesystemet. Hvis man har været smittet og måske har fået varige mén eller måske endda er pårørende til nogen, der har mistet livet, og man på den måde har en klage over, at systemet ikke har nået at teste en, så er det jo i det regime, hvor erstatninger for arbejdsskader er et andet regime. I det regime har vi jo med den vejledning, der i dag er blevet offentliggjort, i hvert fald udvidet mulighederne for at kunne få erstatning for dem, der arbejder, og som er udsat for at blive smittet med corona, betragteligt.

Tak, og tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Så går vi videre til det næste spørgsmål, som også er til beskæftigelsesministeren, og det er stillet af hr. Bent Bøgsted.