L 9 Forslag til lov om ændring af straffeloven.

(Forbud til dømte seksualforbrydere).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 12-12-2019

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. december 2019

20191_l9_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. december 2019

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Forbud til dømte seksualforbrydere)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. september 2019, foretages følgende ændringer:

1. I § 236, stk. 1, nr. 1, ændres »et nærmere afgrænset område i nærheden af gerningsstedet« til: »nærmere afgrænsede områder, hvor der er fare for, at den pågældende vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed«.

2. I § 236, stk. 3, udgår »nærliggende«.

3. § 236, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Forbud gives indtil videre. Forbud kan dog gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.«

4. I § 236, stk. 7, ændres »4 måneder« til: »2 år«.

5. I § 236 indsættes som stk. 8-12:

»Stk. 8. Politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter stk. 1. Politiet kan som led i tilsynets gennemførelse uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse heraf. Politiet kan endvidere uden retskendelse foretage undersøgelse af breve og andre papirer og andre genstande, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.

Stk. 9. Tilsyn efter stk. 8 skal udføres så skånsomt, som omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.

Stk. 10. Politiet kan videregive oplysninger til indehavere og ledere af virksomheder, institutioner m.v. om, hvilke personer der har fået forbud efter stk. 1, nr. 1, mod at opholde sig eller færdes i den pågældende virksomhed, institution m.v. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve forbud efter stk. 1, nr. 1. Oplysningerne må kun behandles af modtagerne i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til håndhævelse af forbuddet.

Stk. 11. Modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 10 nævnte oplysninger. Det samme gælder andre personer, som i medfør af regler fastsat efter stk. 12, nr. 3, kan behandle de pågældende oplysninger. §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 12. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

1) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 8, herunder om tilsynets hyppighed,

2) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 10,

3) modtagernes tavshedspligt og opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i stk. 10, herunder om, at oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 10 nævnte,

4) klage over politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn som nævnt i stk. 8 og

5) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 3.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020.

Stk. 2. § 1, nr. 4 og 5, finder anvendelse på forbud givet før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler i straffelovens § 236.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.