L 83 Forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer.

(Delvis lovliggørelse af peberspray).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 11-12-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 11. december 2018

20181_l83_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 11. december 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer

(Delvis lovliggørelse af peberspray)

§ 1

I lov om våben og eksplosivstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1005 af 22. oktober 2012, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 431 af 1. maj 2013, lov nr. 1623 af 26. december 2013, § 1 i lov nr. 552 af 2. juni 2014, § 3 i lov nr. 733 af 25. juni 2014 og § 9 i lov nr. 376 af 27. april 2016 og senest ved lov nr. 712 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 2 g indsættes:

»§ 2 h. Personer, der er fyldt 18 år, kan uanset forbuddet i § 2 erhverve peberspray og besidde peberspray i eget hjem.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om de peberspray, der er omfattet af stk. 1.«

2. I § 4 b, stk. 1, indsættes efter »§ 4 nævnte genstande«: »og peberspray«.

3. I § 10 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 2, jf. § 1, stk. 1, nr. 5, for så vidt angår peberspray, skal det særlig anses for skærpende, hvis en overtrædelse begås af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af denne lov, lov om knive og blankvåben, forskrifter udstedt i medfør af disse love eller straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, eller §§ 123, 192 a, 216, 237, 244-246, 266 eller 288 på steder eller under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.