Tak for spørgsmålet, som jeg bestemt synes er meget, meget relevant at drøfte i disse tider. Jeg tror, vi alle sammen kan blive enige om, at de middelalderlige udtalelser, som er gengivet fra prædikenen, er afskyvækkende. Den slags udtalelser er udtryk for et had, som vi aldrig skal acceptere slår rod her i Danmark. De har ikke nogen plads i det danske samfund.
Det har det jødiske samfund derimod. De har været en del af Danmark i flere hundrede år, og vi er i løbende dialog med det jødiske samfund. Så sent som den 17. marts i år besøgte jeg det jødiske samfund her i København, da jeg besøgte synagogen i Krystalgade, hvor vi havde en god drøftelse af bl.a. deres sikkerhed, både der, men også mere generelt.
Regeringen skærpede også sidste år lovgivningen med den såkaldte imamlov, som strammer grebet om dem, der som led i religiøs oplæring undergraver vores love og værdier ved at billige strafbare handlinger som f.eks. drab. Myndighederne ser med meget, meget stor alvor på disse sager.
Nu er der så en efterforskning i gang af den konkrete sag, som lige har været fremme, og hvis der er grundlag for at rejse en straffesag, vil det naturligvis ske.