1) Besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene (spørgetid)
(Se dagsordenens sidste side).
SPØRGSMÅL:
1) Til skatteministeren af:
Jan E. Jørgensen (V):
Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med regeringens forsigtighedsprincip at budgettere med penge fra en reklameafgift, der endnu ikke er godkendt af Europa-Kommissionen?
(Spm. nr. S 112).
2) Til skatteministeren af:
Jan E. Jørgensen (V):
Overvejer ministeren at indføre nye skatter og afgifter til erhvervslivet, i tilfælde af at Europa-Kommissionen ikke godkender regeringens reklameafgift?
(Spm. nr. S 114).
3) Til justitsministeren af:
Karsten Lauritzen (V):
Finder ministeren det rimeligt, at politiet afviser at henvende sig til beboerne i Asylcenter Sandholm, hvortil en borger har lokaliseret sin stjålne computer ved hjælp af den såkaldte Find my iPhone-funktion, eller i øvrigt foretage sig yderligere for at tilvejebringe den stjålne computer og opklare tyveriet?
(Spm. nr. S 127, skr. begr.).
4) Til justitsministeren af:
Peter Skaarup (DF):
Hvad er ministerens holdning til, at politiet ikke vil ransage i Asylcenter Sandholm i jagten på stjålne computere, iPhones, iPads og lignende tyvekoster, der grundet deres indbyggede elektronik er sporet til centeret, og ofte til konkrete lokaliteter, og er ministeren enig med en kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, der til artiklen i BT den 4. oktober 2013, »Ransagning: Politiet: Vi leder ikke«, siger, at det vil være en alt for stor krænkelse af asylansøgerne i Asylcenter Sandholm, hvis politiet giver sig til at lede efter sådanne effekter?
(Spm. nr. S 128, skr. begr., (omtrykt). Medspørger: Martin Henriksen (DF)).
5) Til justitsministeren af:
Peter Skaarup (DF):
Hvad er ministerens holdning til, at rockergruppen Bandidos har etableret en rockerborg i villakvarteret på Tudskærvej i Vanløse, og vil ministeren granske den eksisterende rockerlov, planlov og andre relevante love for at finde hjemmel til at få rockerborgen lukket, og hvis det ikke kan lade sig gøre med eksisterende love i hånden, da revidere eksisterende love, så en hjemmel hertil tilvejebringes?
(Spm. nr. S 130. Medspørger: Martin Henriksen (DF)).
6) Til fødevareministeren af:
Karsten Lauritzen (V):
Mener ministeren, at det er politisk forsvarligt, at NaturErhvervstyrelsen frakender fiskere deres dispensation fra kravet om stopriste og spærrenet i åleruser på et usagligt grundlag?
(Spm. nr. S 70).