L 12 Forslag til lov om ændring af forældelsesloven.

(Forældelse af udestående selskabsindskud).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 19-12-2013

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 19. december 2013

20131_l12_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 19. december 2013

Forslag

til

Lov om ændring af forældelsesloven

(Forældelse af udestående selskabsindskud)

§ 1

I forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 28. august 2013, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 2 indsættes i kapitel 2:

»§ 2 a. For fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, regnes forældelsesfristen tidligst fra det tidspunkt, hvor selskabet beslutter at indkalde indskuddet. Uanset 1. pkt. regnes forældelsesfristen dog senest fra 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2.«

2. I § 3, stk. 3, nr. 2, udgår »og«.

3. I § 3, stk. 3, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 a for fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, og«.

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2014.

Stk. 2. Loven finder tillige anvendelse på fordringer, der er stiftet før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.