Fremsat den 9. april 2014 af Simon Emil
Ammitzbøll (LA), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF)
og Tom Behnke (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om kortlægning af fordele og ulemper ved en
ophævelse af racismeparagraffen
Folketinget pålægger regeringen
inden den 1. juli 2014 at anmode Straffelovrådet om at afgive
en udtalelse om fordele og ulemper ved en hel eller delvis
ophævelse af straffelovens § 266 b
(racismeparagraffen).
Bemærkninger til forslaget
Ytringsfriheden er beskyttet af grundlovens
§ 77. Grundlovens § 77 beskytter dog alene mod censur
(formel beskyttelse), men ikke mod efterfølgende sanktioner
(materiel beskyttelse). Ytringsfriheden er også beskyttet af
bl.a. artikel 10 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, der i modsætning til grundloven
også beskytter den materielle ytringsfrihed. På visse
områder tillader Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol dog en ganske betragtelig
skønsmargin i forhold til indgreb i ytringsfriheden, hvorfor
denne bestemmelse ikke altid udgør et fornødent
forsvar mod begrænsninger af ytringsfriheden.
Ytringsfriheden er afgørende for den
enkelte borgers autonomi og samvittighedsfrihed. I et demokratisk
samfund har ytringsfriheden også vigtige praktiske og
legitimerende funktioner såsom at sikre politisk pluralisme.
Ytringsfriheden er også en afgørende præmis for
at acceptere demokratiets flertalsstyre. Hvis man ikke må
give udtryk for kontroversielle tanker og derved forsøge at
påvirke flertallet i en anden retning, kan det ikke
retfærdiggøres, at borgerne skal overholde de love,
der bliver vedtaget.
Tillader man, at visse meninger er forbudte,
mens andre nyder fremme, giver man desuden statsmagten ret til at
definere »sandheden«, hvilket nemt kan misbruges, lige
som lighed for loven sættes ud af kraft, når der
skelnes mellem lovlige og ulovlige holdninger. Alligevel findes der
i dansk lovgivning en række indskrænkninger af
ytringsfriheden, som er med til at indsnævre samfundsdebatten
på baggrund af indholdet af holdningen, snarere end at de
begrænser sig til at forbyde klare skadevirkninger af
ytringer.
Forslagsstillerne ønsker en kritisk
gennemgang af den såkaldte racismeparagraf i straffelovens
§ 266 b, hvorefter den, der offentligt eller med forsæt
til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller
anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues,
forhånes eller nedværdiges på grund af sin race,
hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2
år.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte
visse grupper mod såkaldt hatespeech, ytringer, som de som
gruppe kan tænkes at føle sig forhånet eller
nedværdiget af. Den nuværende udgave af § 266 b
har sit ophav i artikel 4 i FN's konvention af 21. december 1965 om
afskaffelse af alle former for racediskrimination.
Ved Folketingets behandling af § 266 b
(Folketingstidende 1970-71, Forhandlingerne spalte 843, 7433 og
7707) var de fleste partier tøvende over for bestemmelsen og
tilsluttede sig den primært på grund af ratificeringen
af ovennævnte konvention. Både Rigsadvokaten og
præsidenten for Østre Landsret advarede mod
bestemmelsen på grund af principi?elle bekymringer i forhold
til ytringsfriheden.
Siden år 2000 er mere end 60 personer
blevet dømt for overtrædelse af § 266 b, idet der
fra 1971 - 2000 er faldet ti domme og fra 2000 - 2013 mere end 50
domme (Rigsadvokatens praksisoversigt om racediskrimination -
opdateret 12.11.2013). Langt de fleste har udtalt sig stærkt
usympatisk, men ikke på en måde, der opfordrer til vold
eller forbr?ydelser. § 266 b indeholder en indbygget tendens
til vilkårlighed, idet der ikke foreligger nogen objektive
definitioner af, hvilke ytringer der er
»forhånende« eller
»nedværdigende«. Retspraksis viser også, at
bestemmelsen kan ramme religionskritik.
Ved Vestre Landsrets dom af 19. august 2003
(U. 2003.2435V) blev en person dømt for at udtale:
»Islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en
terrororganisation, som prøver at opnå
verdensherredømmet ved vold«. Selvom der her er tale
om hårde ord, er det en stærkt betænkelig
begrænsning af retten til religionskritik. Eksempelvis kunne
Nietzsche i år 1888 skrive følgende: »Jeg
fordømmer kristendommen, jeg rejser mod det kristne samfund
den frygteligste af alle anklager, en anklager nogen sinde har
taget i sin mund. Jeg kalder kristendommen den ene store
forbandelse, den ene store helt indre fordærvelse, det ene
store hævninstinkt, for hvilken intet middel er giftigt,
hemmeligt, underjordisk, småt nok - jeg kalder den for den
ene udødelige skamplet på menneskeheden«
(Friedrich Nietzsche: Antikrist - Systimes studieserie, 1. udgave,
2011). Der er ingen tilfælde af domme for overtrædelse
af § 266 b i forhold til denne form for kritik af
kristendommen (Rigsadvokatens praksisoversigt om racediskrimination
- opdateret 12.11.2013), og kritik af religioner må og skal
være tilladt.
Senest er digteren Yahya Hassan i november
2013 blevet anmeldt for racisme, da han til Jyllands-Posten har
udtalt: »Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan
begå mest socialt bedrageri. Fædre modtager
kontanthjælp og sælger samtidig hælervarer til
venner og bekendte. Mødrene modtager kontanthjælp og
arbejder sort som opvaskere på restauranterne.« Denne
sag afventer fortsat at blive prøvet ved domstolene.
(Eksempler på racismeafgørelser, Jyllands-Posten den
23. januar 2014).
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
§ 266 b er med til at indskrænke den offentlige debat,
og det er gennem den frie debat, at racisme, intolerance og
fordomme skal bekæmpes. Omfanget af hadforbrydelser er
relativt lavt i Danmark. Bestemmelsen kan dog ikke uden videre
ophæves, da Danmark derved vil handle i strid med sine
internationale og EU-retlige forpligtelser. Forslagsstillerne
ønsker derfor med dette forslag at få undersøgt
mulighederne for, inden for grænse?rne af vores
internationale forpligtelser, at indskrænke eller, hvis det
alligevel skulle være muligt, helt at afskaffe bestemmelsen.
En sådan undersøgelse bør foretages af
Straffelovrådet og kan eventuelt ske i forbindelse med den
allerede igangsatte granskning af den såkaldte
blasfemiparagraf i straffelovens § 140.
(Straffelovrådets kommissorium af 17. januar 2011 om de
juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens
§ 140 om blasfemi).
Skriftlig fremsættelse
Simon Emil
Ammitzbøll (LA ):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
kortlægning af fordele og ulemper ved en ophævelse af
racismeparagraffen.
(Beslutningsforslag nr. B 106)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.