L 103 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

(Inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning og tilpasning af klagereglerne til en mere inkluderende folkeskole m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 24-04-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. april 2012

20111_l103_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. april 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler)

(Inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning og tilpasning af klagereglerne til en mere inkluderende folkeskole m.v.)

§ 1

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 998 af 16. august 2010, som ændret ved § 2 i lov nr. 1569 af 21. december 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt, jf. § 16, stk. 3, 1. pkt.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, herunder om adgangen til at indhente viden og specialrådgivning samt bistand til kommunens udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, og kan i den forbindelse fravige §§ 5, 7, 7 a, 13, 14 og 16 og § 28, stk. 1, § 29 og § 36, stk. 2 og 4.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.

2. Efter § 3 indsættes:

»§ 3 a. Børn, der har brug for støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte i henhold til § 5, stk. 6. Hvis der er behov herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.«

3. § 5, stk. 6, 2. pkt., affattes således:

»Der skal i fornødent omfang gives supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, som af anden grund har behov for støtte.«

4. § 12, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

5. I § 16, stk. 4, § 19, stk. 1, 2. pkt., § 40, stk. 2, nr. 2, og § 50, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 3, stk. 3« til: »§ 3, stk. 4«.

6. I § 19 i, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 3, stk. 2, 3, 5 og 6,« til: »§ 3, stk. 2-4, 6 og 7, og § 3 a«.

7. I § 19 i, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 3«.

8. § 20, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Det påhviler kommunalbestyrelsen at sørge for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, jf. § 3, stk. 2, til de i stk. 1 nævnte børn og unge.«

9. I § 36, stk. 7, 1. pkt., § 40, stk. 2, nr. 2, og stk. 4, 1. pkt., og § 50, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, ændres »§ 3, stk. 4« til: »§ 3, stk. 5«.

10. I § 40, stk. 2, nr. 5, ændres »§ 3, stk. 5 og 6« til: »§ 3, stk. 6 og 7«.

11. I § 44, stk. 5, og § 50, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.

12. I § 44, stk. 6, og § 50, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 3, stk. 6« til: »§ 3, stk. 7«.

13. I § 51, stk. 3, 1. pkt., stk. 4, stk. 8 og stk. 9, 1. pkt., § 51 a, stk. 1, 1. pkt., § 51 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og § 57 c, stk. 1, 2. pkt., ændres »Klagenævnet for vidtgående specialundervisning« til: »Klagenævnet for Specialundervisning«.

14. § 51, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 gælder tilsvarende for afgørelser vedrørende elever, hvis undervisning kun kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt, jf. § 3, stk. 2, og § 16, stk. 3, 1. pkt. Afgørelser om supplerende undervisning og anden faglig støtte, jf. § 5, stk. 6, til elever i børnehaveklassen og i 1.-3. klasse, der har mindre end 18 undervisningstimer ugentligt, kan indbringes for klagenævnet, hvis elevens undervisning kun kan gennemføres med denne støtte i den overvejende del af undervisningstiden.«

15. § 51 a, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

»2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra KL, og 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.«

16. § 51 a, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. KL kan udpege en repræsentant, der kan deltage i nævnets møder som sagkyndig rådgiver for de medlemmer, der er indstillet af KL.«

17. Efter § 51 b indsættes i kapitel 9:

»§ 51 c. Klagenævnet for Specialundervisning kan kun ændre kommunalbestyrelsens afgørelse om et undervisningstilbud i den almindelige folkeskole til et undervisningstilbud i en specialklasse eller på en specialskole, hvis vægtige faglige grunde taler herfor. Klagenævnet kan i øvrigt kun ændre en kommunal afgørelse om et undervisningstilbud, hvis nævnet vurderer, at et andet undervisningstilbud i klart højere grad imødekommer elevens undervisningsbehov.

Stk. 2. Klagenævnet for Specialundervisning kan ikke træffe afgørelse om henvisning af en elev til en specialklasse på en bestemt skole eller til en bestemt specialskole.«

§ 2

I lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1135 af 7. december 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 271 af 27. marts 2012, foretages følgende ændring:

1. § 3, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2, og«

§ 3

I lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 22. juni 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 271 af 27. marts 2012, foretages følgende ændring:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Skolerne kan tilbyde specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om folkeskolen.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2012.

Stk. 2. Loven finder anvendelse fra skoleåret 2012-13, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Lovens §§ 2 og 3 finder anvendelse fra skoleåret 2013-14.

Stk. 4. Elever i folkeskolen, der før lovens ikrafttræden er blevet visiteret til støtte i mindre end 9 undervisningstimer ugentligt eller til specialundervisning i et eller flere fag i skoleåret 2012-13, bevarer den specialpædagogiske bistand i skoleåret 2012-13. Dette gælder dog ikke, hvis skolens leder på grundlag af en pædagogisk-psykologisk vurdering og efter samråd med forældrene vurderer, at bistanden skal ændres eller ophøre.