Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 113:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en jordbrugerfond.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.01.2010).

Forhandlingen er åbnet. Fødevareministeren.

Tak. Da jeg læste dette beslutningsforslag, kom jeg faktisk til at tænke på, hvor forskellige vores ideologier egentlig er her i Folketinget. Jeg læste engang en definition på liberalisme, som siger, at det er, når en landmand, der har to køer, sælger den ene for at købe en tyr, mens kommunisme er, når staten tager begge køer og giver alle lidt mælk. Med B 113 er det ikke køerne, Enhedslisten vil inddrage, det er selve landbrugene. I forslaget foreslås det, at: »flere landbrug overgår fra privat til offentligt ejerskab, for at sikre en demokratisk styret produktion af økologiske produkter«. Med andre ord skal staten eje landbrugene og bestemme, hvad der skal dyrkes, og hvordan. Landmanden, som man kan sige bogstavelig talt har fingrene i jorden, får ikke lov til at bestemme disse ting selv. Forbrugernes valg af ét produkt frem for et andet er åbenbart ikke det, der skal bestemme landmandens valg.

Jeg kan forsikre alle om, at det ikke er min ideologi, at staten skal eje produktionsejendomme og produktionsjord. Det er efter min mening ikke en statslig opgave. Enhedslisten vil med en statslig jordbrugerfond opkøbe konkursramte brug og i øvrigt modvirke udviklingen mod større landbrug, som der står i forslaget. Der er sådan set problemer med begge dele. Jeg vil faktisk gerne være med til at forbedre rammevilkårene for dansk landbrug. Ideelt set bør det ikke være mere vanskeligt at drive landbrug i Danmark end i andre EU-lande, men at opkøbe landbrug, der ikke kan klare sig, mener jeg ikke er løsningen, tværtimod.

Med hensyn til Enhedslistens modvilje mod større landbrug kan jeg oplyse, at landbrug uanset størrelse, naturligvis skal overholde gældende miljøkrav. Vi kan være stolte af, at danske landbrug er nogle af de mest effektive i verden, samtidig med at de lever op til høje krav med hensyn til miljø og dyrevelfærd. At forsøge at statsstyre landbruget er ikke en måde at forbedre miljøet på, og det er for os at se heller ikke en måde at få mere økologi på. Økologi kan bidrage til bedre miljø, natur og dyrevelfærd, og det går godt for økologien i Danmark. Men det går godt, fordi forbrugerne gerne vil købe økologisk, og det går godt, fordi der udvikles bedre og flere nye produkter, fordi markedet driver økologien frem.

I de seneste år har der vist sig en markant markedsdrevet interesse for omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. I 2007 var der ca. 150.000 ha økologisk dyrkede arealer, og i 2007, 2008 og 2009 er der sket en tilvækst i de økologiske arealer, så der ved udgangen af 2009 er 180.000 ha. Aftalen »Grøn Vækst«, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i juli 2009, skal sikre, at et højt niveau af miljø-, natur- og klimabeskyttelse går hånd i hånd med en moderne og konkurrencedygtig landbrugsproduktion. Økologi er også en vigtig del af »Grøn Vækst«-aftalen. Regeringen og Dansk Folkeparti vil fortsat understøtte omlægningen til økologi. I alt er der afsat 2,4 mia. kr. til økologi i de næste 6 år. I perioden fra 2010 til 2020 er der skabt rum til en årlig vækst på 18.000 ha, i alt 198.000 ha. Dermed er der mulighed for, at det økologiske areal kan stige til ca. 380.000 ha, altså mere end en fordobling af det areal, vi har i dag.

Vi vil udvide rammerne for det arealbaserede tilskud, omlægningstilskuddet og det miljøbetingede tilskud, så de kan understøtte den årlige vækst i de økologiske arealer på ca. 18.000 ha om året. Vi vil også løbende justere tilskudssatserne, så de matcher markedsudviklingen. Vi vil lave omlægningstjek hos konventionelle landmænd for at fremme omlægning til økologisk drift, og vi vil give tilskud til at nedsætte erfa-grupper, som skal fremme nyetablering samt omlægning til økologisk drift.

Med »Grøn Vækst« investeres der i alt 13,5 mia. kr. frem mod 2015. Planen skal sikre, at Danmark fuldt ud lever op til sine miljøforpligtelser og samtidig styrker vækst og beskæftigelse. »Grøn Vækst« og en løbende vurdering af rammevilkårene for landbruget er efter min mening den bedste måde at sikre både dansk landbrug og dansk miljø og natur for fremtiden. Ideologiske tiltag, der bringer minder frem om hedengangne tider i Sovjetunionen, er for mig at se at kigge tilbage og ikke frem. Uanset hvor meget mælk, økologisk eller ej, Enhedslisten lover mig, tror jeg, landmanden foretrækker selv at vælge sin produktion ud fra de givne vilkår, og jeg synes, vi skal lade dem, der har forstand på det, om at producere mælken. Så nej, regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu synes jeg alligevel, det er lidt sjovt, at fødevareministeren sådan afslutter med, at han ikke bryder sig om ideologi, efter at vi har fået dette skoleridt i liberalistisk tænkning.

Men der er to ting, jeg gerne vil spørge fødevareministeren om. Den ene er, om ikke det er rigtigt, at miljøvismændene sådan set meget klart siger: Den såkaldte »Grøn Vækst« fører til mere forurening. Det er ministeren selvfølgelig uenig med dem i, fordi hvilken forstand har de på det, men de siger det ikke desto mindre. Den anden er: Er det sådan, at fødevareministeren mener, at det giver landmanden større selvbestemmelse, at hans jord ejes af den finansielle sektor, eller at hans jord ejes af en kapitalfond, end det at han forpagter jorden af staten? Det synes jeg er svært at forstå.

Ministeren.

Hvis vi skal starte med ideologier, holder vi også meget af ideologier. Hr. Per Clausen og jeg er bare ikke enige om ideologierne. Jeg tror, at det er det bedste, man kan sige om det.

Omkring økonomerne mener jeg, at når man sammenligner dansk landbrugs miljøbelastning med andre erhverv i Danmark, er det lidt som at sammenligne æbler med pærer. Jeg synes, at hvis man skal sammenligne dansk landbrug og dets belastning, skal man sammenligne det med landbrugene i landene omkring os. Der synes jeg absolut godt at vi kan være indsatsen bekendt. Der er jo altså den forskel, at landbruget producerer ude i det åbne land, og en række andre virksomheder producerer i lukkede rør og kar.

Endelig: Ja, så tror jeg, at det er bedre at lade de finansielle systemer sammen med den fagligt uddannede landmand vurdere i forhold til markedet, hvad det er, der skal produceres på de her arealer. Jeg har bestemt et ønske om, at flere og flere også vil vælge at producere økologisk under de rammer.

Hr. Per Clausen.

Men vi er jo i hvert fald så enige om, at diskussionen ikke handler om, hvorvidt landmanden selv skal eje sin jord. Det er overhovedet ikke relevant. Enten skylder han alle pengene plus noget ekstra væk til den finansielle sektor, eller også er det et aktieselskab eller en kapitalfond, der i fremtiden kommer til at eje jorden. Det er fødevareministerens plan for landbruget fremover.

Alternativet er så, at man kan sige, at man forpagter det af det offentlige. Jeg har ærlig talt lidt svært ved at se, at det skulle være bedre at være afhængig af den finansielle sektor, afhængig af en kapitalfonds ønske om maksimale overskud, end at være afhængig af, at man forpagter jorden på nogle vilkår, som handler om, at man skal sikre miljø og økologi fremover.

Ministeren.

De ændringer, vi snakker om i landbrugsloven, er ændringer, som for langt den største part vil handle om et tilbud mere om finansiering. Jeg tror stadig væk, at selvejet vil være en stærk og væsentlig del af ejerskabet i dansk landbrug, men det her giver en ny mulighed.

Med hensyn til, om det er demokratiet, der skal vælge, hvad der skal dyrkes i Danmark, eller det er den faglige landmand, som selvfølgelig er afhængige af at træffe nogle valg, så han kan låne penge af investorer, der holder jeg mig stadig væk til, at hvis han viser, at han er dygtig, hvis han kan skabe et overskud, så er der også en mulighed for at låne de nødvendige penge. Det tror jeg mere på. Jeg hører til dem, der siger, at vi sætter nogle rammer, vi sætter nogle vilkår for alle landbrug, og inden for de rammer er det landmanden, der selv lægger sin produktion an.

Så er det hr. Kristen Touborg for en kort bemærkning.

Tak. Den nyudnævnte fødevareminister snakker længe og varmt om en øget økologisk produktion, og målet er jeg fuldstændig enig i.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt til midlerne: Tror ministeren virkelig på, at vi når de resultater, som der ganske vist er skabt rammer for, når man ikke vil afsætte mere til omlægningsstøtte? Der er vel ikke rigtig noget, der tyder på, at vi kommer til at få omlægning i den fart, som ministeren egentlig ønsker, hvis man ikke går ind og også kigger på omlægningsstøtten? Er det noget, ministeren overvejer? Jeg ved, at den tidligere minister ikke overvejede det, men det kunne jo være, at Venstre var blevet klogere i mellemtiden.

Ministeren.

Som jeg sagde, er der flere penge til anlægsstøtte. Der er sat flere penge af, det vil sige, at der er plads til at udvide antallet af hektarer. Jeg sagde også, at med hensyn til de punkter, vi vil, vil vi løbende vurdere støttens størrelse pr. hektar. Vi mener ikke for nuværende, at vi skal ændre på den. Vi er lidt nervøse for, hvis en højere støtte er med til at presse et marked yderligere. Vi vil gerne, at den produktion, der bliver hjulpet i gang, er der også en markedsmæssig afsætning for. Det er den balance, vi vil vurdere, og som vi mener er vigtig.

Hr. Kristen Touborg.

Jeg synes ikke helt, jeg fik svar på det, jeg spurgte om. Jeg er godt med på, at der er rammer til, at man kan udvide. Problemet er bare, så vidt jeg kan se, at hvis man ikke vil gå ind og give en større – og det er jo ikke støtte generelt – omlægningsstøtte for at få flere med på den økologiske vogn, tror ministeren så virkelig på, at vi vil se den store stigning i den økologiske omlægning, som ministeren faktisk lægger op til at man gerne vil se? Er det virkelig ministerens opfattelse, at det vil komme?

Ministeren.

Jeg tror, at både hr. Kristen Touborg og jeg godt ved, at det er lidt farligt at stå her og komme med nogle helt faste bud på, hvordan markedet ser ud for fødevarer, og hvad priserne på fødevarer er om 1 eller 2 år med det, der nu har været oplevet i den sektor inden for de sidste 2 år.

Jeg skal love, at vi vil følge det her nøje. Jeg ved godt, at det er en ambitiøs plan, der er lagt her, men vi vil følge nøje, hvordan den udvikler sig.

Så er der en kort bemærkning fra fru Bente Dahl.

Tak for det. Jeg vil gerne fortsætte lidt i samme bane. Jeg hørte ministeren sige, at økologien skal fremmes. Men jeg hørte også ministeren sige, at det er markedet, som skal drive økologien frem. Så vil jeg gerne spørge ministeren, om han mener, at markedskræfterne er de helt ideelle, og mener ministeren, at det skal være den eneste drivkraft, når vi nu gerne vil fremme økologien?

Ministeren.

Ved siden af markedet vil vi gerne være med til at promovere og gerne være med til fortsat at udvikle de økologiske produkter. Jeg tror, det er noget af det, der har været med til, at man også går ind på convenience markedet, og at man kigger endnu nærmere på, hvad der er af eksportmuligheder for økologiske produkter. Det vil vi gerne være med til at understøtte.

Men fru Bente Dahl har ret, når hun siger, at vores holdning er, at vi er nervøse for at presse en stor produktion frem, der ikke er et marked for. Derfor vil vi sikre, at det her skal være markedsdrevet.

Fru Bente Dahl.

Det fører mig så til næste spørgsmål. Ministeren siger »ved siden af markedet«, og så vil jeg gerne høre, hvordan de forskellige redskaber skal vægtes. Jeg hører stadig ministeren vægte markedet som det altafgørende, og når vi nu ser, hvordan markedskræfterne har ført os ind i en finanskrise, som jo da ikke er særlig god, så kan det vel ikke være det eneste. Hvordan vægter ministeren de forskellige redskaber og forskellige virkemidler?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald umiddelbart glæde mig over, at den her finanskrise, som for en lang række produkter har haft en effekt på købekraften eller i hvert fald på lysten til at købe, ikke har haft så stor en effekt på økologiske produkter, for der har markedet faktisk båret bedre igennem end for fladskærme og mange andre ting. Så jeg kan kun glæde mig over, at markedet virkelig har reageret positivt for økologisk produktion.

Tak til fødevareministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi til ordførerrækken, og den første ordfører bliver hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

I forlængelse af, hvad fødevareministeren sagde, kan jeg selvfølgelig også konstatere, at der bestemt er forskellige ideologier i Folketinget, det viser det her beslutningsforslag i al sin tydelighed. Der er os, som er liberale, og så er der dem, som kan bakke op om et i mine øjne absurd forslag som det her.

Enhedslisten ønsker altså, at staten skal oprette en fond, der overtager landbrugene. Staten skal altså sætte rammer for, hvad og hvor meget der skal produceres, og kun i nogle tilfælde kan den hidtidige ejer fortsætte som forpagter af jorden. Forslaget skal desuden modvirke, at vi får større og vel dermed også mere konkurrencedygtige landbrug. Det minder mig i høj grad om tidligere tiders kommunistiske politik. Der var femårsplaner, hvor staten planlagde produktionen. Det virkede ikke dengang, og lad mig understrege, at det gør det heller ikke den dag i dag.

Hvis der er nogen, der skal bestemme, hvor meget der skal produceres, så er det vel i bund og grund landmændene selv. De skal have frihed til at bestemme over deres egen jord, og de skal have lov til at bestemme størrelsen af deres egen produktion. Den beslutning skal jo selvfølgelig ses i lyset af vilkårene på markedet, den skal ikke dikteres af staten.

Der bliver også talt om økologi, og økologi er ganske udmærket. Det er ganske godt. Det synes danskerne også. De viser, at de køber økologiske varer. Men at danskerne skal tvinges til at købe økologiske varer er måske nok lige at gå en kende for langt. Det må da være den enkelte forbruger, der træffer valget, og derfor er det selvfølgelig også i høj grad op til markedet at sikre en fremgang for økologiske produkter. Vi skal gøre det lettere at omstille til økologi, og vi kan fremme økologi, men ligefrem at tvinge det frem er ikke vores tilgang i Venstre.

I Venstre ønsker vi ikke at statsstyre landbruget, og vi vil ikke fratage landmændene hverken deres jord eller deres job. Det er sikkert i god tråd med marxistisk tankegang, at staten overtager produktionsmidlerne, herunder altså også landbrugets jord. Det har historien med al tydelighed vist bestemt ikke er nogen farbar vej. Det gik galt i Sovjetunionen og i Østeuropa. Det skulle man vel et eller andet sted forvente gjorde indtryk også på danske socialister, men det gør det så åbenbart ikke.

Så hverken ideologisk eller med virkelighedens erfaringer kan man overbevise Venstre om, at det her forslag kan bringe noget som helst godt med sig, så vi afviser det fra Venstres side.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Nu er hr. Torsten Schack Pedersen jo en yngre mand, og derfor tilgiver jeg gerne, at hans kritik af de tidligere østeuropæiske lande slet ikke er omfattende nok og ikke baseret på viden nok. Det er sådan set helt i orden. Det kan jo ikke blive anderledes. Jeg forstår, at hr. Torsten Schack Pedersen har gået i skole, mens den nuværende sundhedsminister var undervisningsminister, og så er man undskyldt.

Jeg vil bare spørge hr. Torsten Schack Pedersen, om han er opmærksom på det danske landbrugs tilstand. Altså, den fri landmand, hvad er det for en landmand, vi snakker om i den virkelige verden? Er det det landbrug, hvor gælden er større end egenkapitalen? Hvilken frihed giver det, når man skylder mere væk, end det, man har, er værd? Det kunne jeg godt tænke mig at hr. Torsten Schack Pedersen kunne forholde sig konkret til, nemlig hvad det er for en frihed, den danske landmand har i dag.

Ordføreren.

Paralleliteten til hr. Per Clausens spørgsmål ligger jo lige til. Han kan jo spørge den danske boligejer, hvoraf der jo desværre er nogle, der i øjeblikket er teknisk insolvente. Og i forhold til den debat, som hr. Per Clausen havde med fødevareministeren, lyder det, som om det også ville have været bedre, hvis staten ejede alle husene i Danmark, hvis staten skulle gå ind og købe alle private boliger i Danmark. Dertil vil jeg bare sige, at der skiller vandene ideologisk, og det gør de, hvad enten vi taler om landbrugsjord, eller vi taler om folks private boliger.

Hr. Per Clausen.

Jeg tror sådan set, at mange af de mennesker, som nu risikerer at få deres bolig på tvangsauktion, ville være rigtig glade, hvis det var sådan, at der fandtes en model, som kunne sikre, at de kunne blive boende. Det tror jeg i grunden. Men hvad vedrører den slags vilkår en sand liberalist som hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg gentager bare mit spørgsmål: Hr. Torsten Schack Pedersen taler om den frie, danske landmand. Hvori består den frihed, nu, hvor man er dybt forgældet? Hvori består den frihed efter en tvangsauktion, hvor en kapitalfond eller den finansielle sektor overtager landbruget og så på den ene eller den måde driver det videre? Hvor er friheden, det, som jo må være grundlaget for en sand liberal som hr. Torsten Schack Pedersen?

Ordføreren.

Det var jo en gentagelse af det tidligere spørgsmål, og jeg synes egentlig, at jeg så rigeligt har besvaret det og sagt, at det altså må være afgørende, at vi har privat ejendomsret i Danmark. Det er det, der giver et frit, et liberalt samfund, hvor folk kan eje noget. Det ved jeg godt at socialister har det meget svært med. Man vil helst have, at staten skal have ejerskabet til alt. Det er såmænd bare en fundamental ideologisk modsætning, der er mellem hr. Per Clausen og mig. Jeg holder meget af den private ejendomsret, og det gør hr. Per Clausen ikke, og længere er den såmænd ikke.

Så er det hr. Kristen Touborg for en kort bemærkning.

Tak. Venstres ordfører sagde, at man gik ind for større og dermed mere effektive bedrifter. Jeg vil sådan set godt spørge ordføreren, om han kan bekræfte, at jo større brug man har, jo større underskud har man haft i 2008 i henhold til Jordbrugsøkonomisk Instituts seneste tal, som netop vedrører 2008. Det er faktisk sådan, at de mindre landbrug har et minus på 80.000 kr. i gennemsnit, og at de store landbrug – dem over 100 ha – har et underskud på næsten 1 mio. kr. Kan Venstres ordfører bekræfte det? Og hvad er det så, der ligger i udsagnet om, at man vil have store og effektive bedrifter?

Ordføreren.

Jeg står ikke med de tal, men når hr. Kristen Touborg læser dem op – det ser ud, som om det er et meget velkvalificeret stykke papir – så vælger jeg trygt at stole på, at hr. Kristen Touborg kommer med korrekte oplysninger. Så det kan såmænd godt være det, der er fakta; det anfægter jeg slet ikke.

Men spørgsmålet er, om en stor virksomhed, der taber mange penge, er mere effektiv eller mindre effektiv end en lille virksomhed, der taber penge. Det må man ligesom sætte ind i en sammenhæng. Det, der jo er afgørende, er, at vi har en strukturudvikling, også i landbruget, og der er det altså min opfattelse, at jeg ikke tror på, at man kan sikre, at der er vækst og udvikling i dansk landbrug, hvis man skal gå tilbage til gamle tiders størrelse på landbrug.

Hr. Kristen Touborg.

Nu har jeg jo ikke snakket om, at man skal gå tilbage til Morten Korch-idyllen. Det var jo ordføreren, der sagde: jo større bedrifter, des bedre. Så det synes jeg vi må holde os til.

Men er det ikke sådan, at man på et tidspunkt når stordriftsfordelenes loft? Jeg kunne godt tænke mig at få ordføreren til at udtrykke lidt om, hvornår det er, Venstre mener, at stordriften ikke skal være større. Hvornår er det, at man i landbruget skal sige: Nu er stordriftsfordelene nok slut? Det må man vel som ordfører inden for landbrugsområdet i en del år have en mening om.

Ordføreren.

Så er vi igen tilbage ved udgangspunktet, fordi jeg tror, at det er ret centralt, at det ikke er mig som politiker, der skal gøre mig til dommer over, hvor grænsen er, og hvad den optimale størrelse er. Ja, vores ideologiske udgangspunkt er forskelligt. Jeg har en større tiltro til, at det er den enkelte landmand, der kan vurdere, hvad der er hans optimale bedriftsstørrelse, og hvilken størrelse han kan se er optimal, for at han kan få lønsomhed i sin drift. Den beslutning er jeg helt tryg ved at danske landmænd er bedre til at træffe, end jeg er herinde på Christiansborg.

Tak til hr. Torsten Schack Pedersen. Så er det i ordførerrækken hr. Ole Vagn Christensen.

Nu har vi lige oplevet et ideologisk ridt. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hele spørgsmålet omkring en jordbrugerfond blev rejst i forbindelse med en arbejdsgruppe i 2001. Arbejdsgruppen redegjorde for mulighederne, og det handlede sandelig ikke om socialisme eller noget andet afskrækkende, sådan som man prøver at stille det op heroppe fra talerstolen. Det handlede om, hvordan vi kan bidrage til opretholdelse af en alsidig og holdbar landbrugsstruktur. Arbejdsgruppens forslag resulterede ikke i, at vi nåede frem til et lovforslag, for vi fik jo et regeringsskifte.

I 2002 fremsatte SF et beslutningsforslag. Vi Socialdemokrater prøvede på i den forbindelse med det af SF fremsatte beslutningsforslag at råbe landbruget og dets virksomheder op, samtidig med at vi Socialdemokrater måtte konstatere, at V, K og O ikke havde til sinds at gøre noget for en jordbrugerfond, som kunne hjælpe nye yngre landmand, som jo havde søgt ind på vores skoler.

Nu står vi så med et nyt beslutningsforslag, hvor Enhedslisten bruger mange rigtige ord:

»… en mere demokratisk styret produktion af økologiske produkter. Ved at sikre demokratisk kontrol med landbrugsbedrifterne kan driften tilrettelægges på baggrund af overordnede samfundshensyn som f.eks. naturbeskyttelse, dyrevelfærd og grundvandssikring.«

Enhedslisten mener, at det skal ske ved en jordbrugerfond, som skal opkøbe fallerede ejendomme, som så bortforpagtes.

Vi Socialdemokrater er tilhængere af en jordbrugerfond, som kan sikre fornyelsen i landbruget, som vi var i 2001-02, fordi mange unge, som søger ind og ønsker en landbrugsuddannelse, ikke har mulighed for at realisere sig selv med et landbrug under de økonomiske forhold, der er. Hvorfor har de så ikke det? Det har de ikke, fordi de ikke kan finansiere en overtagelse af landbruget. Derfor er vi fortsat tilhængere af, at landbruget selv og dets beslægtede virksomheder sammen med pengeinstitutter og kreditforeninger løser den opgave, der er omkring en jordbrugerfond.

Vi tror heller ikke på, at statsovertagelse af de brug, som er på fallittens rand, vil fremme økologi, naturbeskyttelse, dyrevelfærd eller grundvandssikring. Når vi Socialdemokrater ikke tror på det, beror det på, at netop disse truede brug er truet, fordi de har gjort store investeringer i netop disse foranstaltninger, og det har i en tid med konjunkturtilbagegang i ejendomsværdien betydet en stor gældsætning.

Det er jo også sådan, at de herrer fra V, K og O taler om, at vi nu skal have nye ejerformer i landbruget, hvor kapitalen skal have lov til at komme ind og overtage en større del af den frihed, som de ellers besynger. Men sådan er verden jo ikke.

Vi har altså helt klart det synspunkt, at vi er tilhængere af en jordbrugerfond, og at denne jordbrugerfond skal etableres ud fra de principper, som jeg har nævnt. Vi mener for det første, at en jordbrugerfond skal være med til at skabe sorte tal på bundlinjen for landbruget, og at der skal tages hensyn til naturbeskyttelse, dyrevelfærd og grundvandssikring. For det andet skal fonden sikre, at yngre landmænd får muligheden for at være ejere af bedrifter. For det tredje mener vi, at fonden kan være med til at fremme økologisk jordbrug.

Med disse ord kan vi støtte princippet om en jordbrugerfond, som vi har gjort i 2001-02, men vi kan ikke støtte den af Enhedslisten valgte metode.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Dalgaard.

Jeg vil spørge hr. Ole Vagn Christensen, hvorfor man skal stoppe ved en jordbrugerfond. Hvad med en virksomhedsfond eller en skibsværftsfond? Der er også store virksomheder, som er gået ned på grund af økonomiske problematikker. Skal vi ikke også lave en virksomhedsfond?

Ordføreren.

Som jeg sagde klart og tydeligt, ønsker vi en jordbrugerfond af hensyn til at sikre, at dygtige unge landmænd, som har søgt og fået deres uddannelse, også får mulighed for at etablere sig og dermed blive et godt tilskud til et erhverv, som vi mener der er en stor fremtid i, hvis man forstår at behandle det rigtigt.

Det er ikke det, jeg har indtrykket af at er der lagt op til fra V og K og O's side, nemlig at man behandler det rigtigt, for så havde der ikke befundet sig så mange på fallittens rand, som der gør i dag. Derfor har vi en stor forpligtelse til at finde ud af, hvordan de kommer tilbage på sporet.

Det her erhverv kan vi ikke tillade os på nogen måde går nedenom og hjem, vil jeg sige til hr. Per Dalgaard.

Hr. Per Dalgaard.

Det kan vi sådan set heller ikke med så mange andre store virksomheder. Der er mange, der uddanner sig til håndværkere, og som vil starte egen virksomhed, og som også vil få problemer.

Det, der er essensen i sådan en statsstyring, kan man sige, er jo altså, at de mennesker, der bliver underlagt en sådan styring og kontrol fra statslig side, nok ikke af sig selv ligesom vil være meget mere aktive for at finde ud af, hvordan de kan køre en virksomhed på bedste beskub, fordi det hele vil blive tilrettelagt for dem. Kan det ikke være med til at ødelægge initiativet hos de mennesker, som egentlig gerne vil være aktive i erhvervslivet?

Jeg er helt enig i, at vi selvfølgelig skal gøre alt, hvad vi kan for at støtte landbruget, det er helt klart. Men lige præcis det her er jo rendyrket socialisme.

Ordføreren.

Jamen det, jeg har talt ud fra, er nogle principper om, hvorfor det har betydning at få en jordbrugerfond. Jeg har været inde på alt det andet dér med det ideologiske. Det lader jeg andre om.

Jeg mener sådan set, at det er vigtigt for os, at vi sikrer, at den yngre landmand bliver i stand til at få mulighed for at få lov til at bruge sine evner. Og som der blev sagt i den arbejdsgruppe, der blev nedsat, og som skulle kigge på de her ting i 2000, er det her en vej, ad hvilken man sådan set kunne bringe noget fornyelse i landbruget. Det blev helt klart konstateret. Og det mener jeg at der er hårdt brug for.

Der er ikke tale om, at det her drejer sig om statsstyring, jeg har talt om en model, hvor det netop er landbruget, hvor det netop er landbrugets virksomheder, hvor det netop er kreditforeninger og banker, der går sammen om at lave denne fond. Det kan jeg ikke se den store socialisme i.

Så er det hr. Per Clausen, en kort bemærkning.

Jeg vil bare spørge hr. Ole Vagn Christensen, om han ikke kan bekræfte, at Socialdemokraterne sammen med alle andre partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten har puttet masser af risikovillig kapital i den danske banksektor og dermed har bragt sig meget tæt på en situation, hvor bankerne ejes af staten, og om hr. Ole Vagn Christensen ikke er enig med mig i, at det næsten lyder endnu mere socialistisk, end at staten skulle eje lidt jord.

Ordføreren.

Jeg kan kun bekræfte det, at en af de største banker i dag – det har jo også været drøftet her tidligere – faktisk er statens bank Finansiel Stabilitet. Men jeg synes nu ikke, at vi helt kan sammenligne den der situation med, at vi kan få mulighed for at skubbe lidt mere energi ind i landbruget, ved at der, hvis der var en jordbrugerfond, ville være mulighed for, at dygtige unge mennesker sådan set også kunne få mulighed for at tage del i landbruget og være med til at redde det. For det, der jo også på mange måder er behov for, er jo virkelig en stor redningsplan.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, en kort bemærkning.

Jeg vil bare følge op på den omsorg, som hr. Ole Vagn Christensen giver udtryk for over for dansk landbrug. Det er altid rart, når der er nogen, der er optaget af, at fødevareerhvervet, som vel beskæftiger 150.000 medarbejdere, har nogle fornuftige vilkår. Det lyder jo alt sammen meget fint. Jeg skal bare lige høre, hvordan hr. Ole Vagn Christensen mener det harmonerer med det skatteudspil, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har foreslået, hvor man vil lægge højere afgifter på landbruget for over 1 mia. kr. Hvordan hænger det sammen med den påståede omsorg?

Ordføreren.

Jamen det hænger da fint sammen, for det, det handler om, er jo sådan set, hvordan man får skabt sorte tal på bundlinjen, og det er en afskrækkelsessituation, at man tror, at man kan give tilskud til erhvervet – det er der jo lagt op til fra V, K og O i den plan, der ligger – men så har vi jo set, hvordan det kapitaliseres, og derfor er der brug for nogle andre instrumenter for at få de her ting til at hænge sammen i en større målestok.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg tror, der er mange, der vil bede sig fritaget for den form for omsorg, som går ud på, at hvis man som virksomhed eller lignende har røde tal på bundlinjen, så udmønter omsorgen sig i flere afgifter og flere skatter fra staten. Jeg har svært ved at se, hvordan en sådan påstået kærlighed, der går ud på, at man skal trække penge ud af et erhverv, der i forvejen har røde tal, bare sådan en lille smule realistisk kan hænge sammen.

Så må hr. Ole Vagn Christensen ikke konstatere, at det er nogle pæne ord og en pæn omtale, men at realiteterne måske er lidt modsatrettede, når man vil trække 1 mia. kr. ekstra ud af et erhverv, der har røde tal i forvejen?

Hr. Ole Vagn Christensen.

Nu er hr. Torsten Schack Pedersen inde på hele skatteproblematikken. Vi har to virksomheder i området, bl.a. Dragsbæk Maltfabrik, og hvordan regeringen sådan set mener man kan malke dem, fik vi jo syn for sagn for, da vi var ude at kigge på de her virksomheder. Min opfattelse er, at der er behov for, at man tænker over, hvordan man sådan set går ind og er med til at stimulere landbruget, men også, at landbruget har nogle forpligtelser i den forbindelse. Det er de to sæt af begreber, man skal have forenet. Det går jeg også ud fra er det, man mener fra V, K og O, når man taler om de store virksomhedsbeskatninger, som jo kan resultere i nogle virkelig alvorlige ting – selv i vores område.

Tak til hr. Ole Vagn Christensen. Så er det næste ordfører, det er hr. Martin Henriksen.

Da vores fødevareordfører ikke kan være til stede, vil jeg forsøge at redegøre for Dansk Folkepartis holdning til Enhedslistens beslutningsforslag.

Enhedslisten, som er en del af den socialistiske opposition, ønsker at oprette en statslig jordbrugerfond med det formål at opkøbe landbrugsejendomme. Opkøbte ejendomme skal bortforpagtes på længerevarende kontrakter. Opkøbte ejendomme skal senest 1 år efter opkøbet overgå til hundrede procent økologisk drift. Formålet med forslaget og det, som Enhedslisten foreslår, er, at flere danske landbrug overgår fra privat til offentligt ejerskab for at sikre en mere demokratisk styret produktion af økologiske produkter, som der står. Oversat står der, at staten skal overtage produktionen, ligesom vi kender det fra det tidligere DDR og Sovjetunionen.

Dansk Folkeparti kan selvfølgelig ikke støtte denne tanke. Dansk Folkeparti ser gerne, at økologien udvikler sig på landbrugsområdet, og det er faktisk den udvikling, vi ser i disse år. Vi tror ikke på den livsform og styreform, der bygger på, at det enkelte menneske ikke kan tage vare på sit eget liv og arbejde. At staten skal styre alt, er ikke vores tankegang.

Ved at sikre kontrol med landbrugsbedrifterne kan driften tilrettelægges på baggrund af overordnede samfundshensyn, og i Dansk Folkeparti kunne vi godt tænke os at høre, hvilke samfundshensyn der så skulle ligge i forslaget. Enhedslisten ønsker jo med dette forslag en nedgang i produktionen af fødevarer. Mener Enhedslisten virkelig, at det er måden at øge det økologiske marked på, og mener Enhedslisten, at det er staten, der skal drive det økologiske landbrug? I Dansk Folkeparti må vi sige, at det er skræmmende at se forslag som disse. Men det er jo ikke første gang. Det er ikke lang tid siden, der var forslag her i salen, hvor det var intentionen, at dansk svinebrug skulle reduceres med op til 75 pct.

Det skal dog siges, at Enhedslisten er storsindet i forslaget; den tidligere ejer kan i nogle tilfælde – og det skal understreges i nogle tilfælde – fortsætte driften som forpagter, hvis den pågældende kan tiltræde de ændrede vilkår. Sagt på en anden måde: Lad være med at tænke selv og gør det, som staten siger. Stop al selvstændig udvikling inden for økologi, det er staten, der ejer, og det er staten, der udvikler. Vi mener, at denne styreform har vist sig ikke at være optimal. Men troen på det totalt statsligt styrede samfund er således stadig til stede i 2010. Det fortæller lidt om, hvad dette erhverv og alle de, som er beskæftiget inden for dette, kan frygte, hvis venstrefløjen kommer til magten. Inden for landbruget er der i dag omkring 50.000 arbejdspladser, og der kan man frygte for sin fremtid.

Som det fremgår, kan Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget, og jeg kan også oplyse, at vi heller ikke ønsker at stille spørgsmål i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Tak til hr. Martin Henriksen. Så er det hr. Kristen Touborg som ordfører.

SF er positive over for forslaget. Vi er enige i, at der er behov for alternative ejerformer som f.eks. en statslig jordbrugerfond. Vi kunne dog godt tænke os en mere decentral ledelse af fonden end det, Enhedslisten lægger op til her. Det er da også sådan, at SF tidligere har stillet forslag om en jordbrugerfond her i Folketinget, uden at der dog blev flertal for det.

Der er nogle store finansielle problemer i landbruget på nuværende tidspunkt; derfor er der behov for eksakt handling. Men SF mener altså ikke, at man løser problemerne ved at reducere jordskatten, som Axelborg har forlangt og regeringen realiseret. Her deles der jo sådan set bare skatteyderpenge ud med rund hånd uanset modtagerens økonomiske forhold. Støtte til landbruget bør være langt mere målrettet. Vi mener, at en eventuel landbrugsstøtte skal hjælpe kommende generationer til at blive selvforvaltere. Men desværre retter regeringens politik sig slet ikke i den retning. Jeg tænkte også her på den nye landbrugslov, L 39, som sandsynligvis snart bliver vedtaget i Folketinget. Den bryder med alle tidligere opfattelser af landbrugspolitikken, også det, man tidligere har ment i regeringspartierne.

Derfor er der behov for, at der tages alternative initiativer på landbrugsområdet. Så vi hilser Enhedslistens forslag velkommen.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Kristen Touborg, og så er det hr. Tage Leegaard som ordfører.

Når man kommer til at kigge på det her beslutningsforslag, mindes man dagene, før Jerntæppet faldt. Jeg synes, det minder om levn fra fortiden i det østlige Europa. For mig at se er det et rendyrket angreb på den personlige ejendomsret, og det ligger milevidt fra den måde, som vort samfund er bygget op på. Det kan ikke og det må ikke blive samfundets opgave at drive landbrugsjorden; det har vi landbruget til. Det er en opgave, som de varetager på en god og effektiv måde til gavn for hele samfundet.

I beslutningsforslaget foreslås det, at denne fondsejede jord skal anvendes til økologi og til naturprojekter. Jamen det er jo sympatisk nok, men jeg er af den opfattelse, at det er en opgave, som nok kan klares, uden at staten skal til at være jordbesidder i stor stil. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti indgået en aftale om »Grøn Vækst«, hvor der er lagt op til vidtrækkende omlægninger med hensyn til beskyttelse af vandmiljøet. Samtidig med det søger regeringen til stadighed at forbedre rammevilkårene for dansk landbrug, så det kan klare sig i konkurrencen i en global verden. Der er lagt op til, at det areal, som drives økologisk, bliver fordoblet inden 2020 – bare med den forskel, at her ligger incitamentet hos den enkelte jordbesidder og dennes bestræbelser på at tilpasse produktionen til efterspørgslen.

Sluttelig vil jeg blot hæfte mig ved, at på denne måde – med en fondsejet jordbesiddelse – kan staten komme til at stå som prisdanner på et ellers frit marked, hvilket jeg kun kan nære betænkelighed ved.

Det Konservative Folkeparti kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Per Clausen.

Jeg har et par enkelte spørgsmål. Det første, jeg godt kunne tænke mig at høre, er, om hr. Tage Leegaard ikke kunne fortælle mig, hvad det er for nogle socialistiske lande, hvor staten har opkøbt jorden og derefter forpagtet den væk. Jeg er ikke i mine studier af de fejltagelser og forbrydelser, der er begået i socialismens navn, stødt på et eneste eksempel på, at man har opkøbt jorden og derefter forpagtet den ud. Det er bare for at sige, at jeg altså ikke kan genkende den beskrivelse af, at det her skulle være afprøvet i nogle østeuropæiske lande – eller asiatiske lande for den sags skyld.

Det andet spørgsmål, jeg godt vil stille hr. Tage Leegaard, er, hvem han forestiller sig ejer landbrugsjorden i Danmark om 20 år, når nu landmændene går på tvangsauktion og jorden bliver opkøbt. Er det danske kapitalfonde? Er det udenlandske kapitalfonde, eller hvem er det, der kommer til at eje jorden, hvis man lader markedskræfterne afgøre, sådan som hr. Tage Leegaard foretrækker?

Ordføreren.

Jeg sagde, at det her gav mig mindelser om dengang, før Jerntæppet faldt, hvor der var statsejede jorde, og om, hvordan de blev dyrket og drevet. Det eksperiment synes jeg ikke vi skal gentage.

Hvad angår ejerskabet af dansk landbrugsjord om 20 år, er jeg af den opfattelse, at det i det store og hele vil ligge i dansk landbrugs gode hænder. Når vi åbner op for et forslag om tilførsel af fremmed kapital, er det for at styrke landbruget i en situation, som er ekstrem svær. Jeg synes, at landbruget på den måde skal have lov til at styrke sig med risikovillig kapital.

Hr. Per Clausen.

Det er ikke, fordi jeg personligt har noget imod at blive betragtet som en farlig socialist, for det er da en dejlig ting, men jeg synes bare, at når man kigger på det her forslag, vækker det måske mere mindelser om de statshusmandsbrug, man etablerede i Danmark for mange år siden. Så kan man sige, at den slags skal vi ikke begynde på igen, og så kan vi diskutere det, men jeg tror, det vil være mere fremmende med en debat om realiteten i det her forslag. Jeg har ikke noget imod at blive gjort lidt mere socialistisk, end jeg måske i virkeligheden er – det er kun dejligt.

Det, jeg vil spørge hr. Tage Legaard er, om han ikke er opmærksom på den kendsgerning, at det danske landbrug jo i virkeligheden er gået fallit. Man skylder mere væk, end det, man ejer, er værd, og derfor er der jo ikke nogen som helst grund til at tro, at det danske landbrug skulle kunne overleve, ved at de nuværende ejere beholder jorden. Hvordan skulle det kunne ske i en situation, hvor man allerede er gået fallit og i virkeligheden fuldstændig er i den finansielle sektors vold?

Ordføreren.

Jeg vil gøre opmærksom på, at landbruget opererer med historisk lave priser, og jeg forventer, at det retter sig, så landbruget igen bliver solvent.

Grunden til, at jeg går ind for, at der skal fremmed kapital ind i landbruget, er, at det kan være med til at styrke landbruget på sigt og også gøre det nemmere at foretage ejerskifte. Det kan nemlig blive utrolig svært for den enkelte at skaffe sig kapital nok med den størrelse bedrifter, vi har, og som vi får, og derfor synes jeg, det er meget rimeligt, at der med det forslag, som kommer senere, bliver åbnet mulighed for, at andre kan få lov til at skyde kapital ind.

Hr. Ole Vagn Christensen for en kort bemærkning.

Jeg har også et spørgsmål til hr. Tage Leegaard, og det handler om, om der slet ingen bekymring er for de yngre landmænd og de unge mennesker, som har taget en landbrugsuddannelse, men som på grund af den økonomiske situation, som forefindes, og med så meget, som et landbrug koster, ikke har mulighed for at kunne komme til at eje et landbrug. Er det helt udelukket – hvis viljen var til stede fra landbrugets, fra kreditforeningernes, fra bankernes side – at man kunne være med til at oprette en jordbrugerfond, som kunne sikre disse unge menneskers fremtid? Er det kun kapitalen og altså ikke det, at den yngre landmand i forbindelse med en opbygning af en konstruktion var i stand til sådan set at kunne etablere sig, De Konservative interesserer sig for?

Ordføreren.

I Det Konservative Folkeparti er vi optaget af at have et dansk landbrug, som er konkurrencedygtigt, og som er i stand til at bibeholde en produktion, som sikrer beskæftigelse til de mange tusinde, som arbejder i landbruget. Så på den måde synes jeg at vi i den grad er med til at tage et ansvar. Vi vil gerne være med til at lave nogle rammebetingelser, som gør, at dansk landbrug kan konkurrere på lige fod med landbruget i andre lande, og et af instrumenterne er at sikre en friere adgang til kapital.

Hr. Ole Vagn Christensen.

Det handler ikke om bedre muligheder for den yngre landmand, kan jeg forstå, den overvejelse indgår overhovedet ikke hos De Konservative. Det er kun kapitalen, det handler om. Jeg er ikke så sikker på, at den slags kapital, som hr. Tage Leegaard prøver at fortælle os om, giver noget resultat. Jeg er faktisk af den opfattelse, at disse hyæner jo sådan set vil trække penge ud af landbruget, og at det ikke vil fremme en fornuftig udvikling; det vil heller ikke fremme mulighederne for, at de yngre landmænd kan se det fornuftige i, at de skal tage del i det arbejde. Så derfor er mit spørgsmål igen: Kan en sådan fælles fond, som jeg nævnte, ikke løse den opgave?

Ordføreren.

Jeg er af den opfattelse, at den unge landmand gerne vil bede sig fritaget for, at staten opkøber jord og bagefter fortæller ham: Du skal gøre sådan og sådan, og du skal måske også sælge til den og den pris. Jeg tror netop på den vej, som regeringen træder, nemlig at den unge landmand ved hjælp af noget kapital får mulighed for at få foden under eget bord, så han kan lede sin egen virksomhed.

Så er det hr. Kristen Touborg for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne følge op på hr. Ole Vagn Christensens spørgsmål, for jeg synes ikke, at ordføreren svarer på det, der bliver spurgt om. Så jeg vil gerne have præciseret: Er det De Konservatives opfattelse, at der er nogen fremtid for unge landmænd under de præmisser, som den nye landbrugslov stiller op? Ordføreren har jo tidligere i en debat, vi to har haft, udtrykt, at det vel heller ikke var så dårligt, hvis man kunne blive driftsleder. Er det De Konservatives opfattelse, at det er med henblik på, at de selvstændige bønder fremover skal være driftsledere og kun driftsledere, altså ansatte?

Ordføreren.

Det primære hensyn er, at vi sikrer, at der til stadighed foregår produktion i dansk landbrug, og at det ikke bliver sendt ud af landet. Dernæst tror jeg slet ikke, det er så ringe endda for en dygtig ung landmand at blive driftsleder, sådan som der nævnes, og på den måde at kunne skabe sin egen virksomhed og være med til at skabe sin egen dagligdag. Så jeg ser ikke, der er noget i vejen med, at man sikrer landbrugets fremtid ved at investere fremmed kapital, risikovillig kapital ind i det, og at man på den måde sikrer dansk produktion og danske arbejdspladser.

Hr. Kristen Touborg.

Jeg må så forstå det sådan, at det er konservativ politik, at man ønsker, at de kommende generationer i landbruget skal være ansatte af kapitalen i stedet for at have fod under eget bord og i stedet for at blive selvstændige. Er det det, der er hensigten med landbrugsloven, og det, der er hensigten med konservativ politik?

Ordføreren.

I modsætning til hr. Kristen Touborg tager vi ansvar for samfundsøkonomien, og vi tager ansvar for, at der stadig væk er arbejdspladser i dansk landbrug og i følgeindustrierne, og det tør vi altså ikke gamble med, vil jeg sige til hr. Kristen Touborg. Så på den måde synes vi, det er bedre, at landmanden er sikret kapital, end at han lever i en situation, hvor han ikke kan konkurrere med sine kollegaer i andre lande.

Vi siger tak til hr. Tage Leegaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Bente Dahl som ordfører.

Forslaget om oprettelse af en jordbrugerfond har ved en tidligere lejlighed været grundigt gennemarbejdet, nemlig i 2001. Ved forhandlingerne dengang havde Det Radikale Venstre en del argumenter både for og imod. Det har vi også denne gang. Et af de væsentlige argumenter dengang imod oprettelsen af en jordbrugerfond var, at forslaget var symptombehandling. Det optimale ville være at afskaffe landbrugsstøtten, idet den holdt og fortsat holder hele erhvervet på et kunstigt niveau. Nu kunne Det Radikale Venstre ikke drømme om at afskaffe landbrugsstøtten her i landet alene, det er helt klart et anliggende for EU. Landbrugsstøtte er noget, vi skal blive enige om at afvikle i hele EU. Landbrugsstøtten er nu nok kun et af de komplekse problemer, landbruget har.

Udviklingen i de seneste 9 år under denne regering har ført til, at landbruget har øget gælden til omkring 360 mia. kr., og det er langt mere, end landbruget kan forrente. Der er ingen, der er i tvivl om, at problemerne er store. Forslaget om, at staten skal opkøbe landbrug, som forpagtes på forskellige betingelser, enten til de oprindelige ejere eller nye forpagtere, er jo, hvad man kan kalde et godt socialistisk forslag. Men jeg får nu også andre associationer, nemlig til det gamle parti Retsforbundet, der jo havde den politik, at jord kan ingen eje. Så der kan være flere vinkler på det.

B 113 har et sympatisk formål, nemlig at få vendt en udvikling i landområderne fra et dominerende industrilandbrug til et økologisk landbrug med større biodiversitet, mindre forurening af vort grundvand og bedre dyrevelfærd. Der er mange gevinster ved at vende udviklingen. Jeg kan godt få øje på de store problemer, de nuværende landbrug påfører sig selv og ikke mindst deres omgivelser, og jeg er helt med på at få ændret tingenes tilstand. Men alligevel har vi i Det Radikale Venstre det lidt blandet med den her udformning af forslaget. Vi ønsker den skitserede udvikling væk fra industrilandbrug over til økologi. Det er den udvikling, vi ønsker for landområderne i Det Radikale Venstre, men vi vil nu gerne bruge andre metoder til at styre den udvikling i den ønskede retning. Vi har selv fremlagt en økologiplan, som vil føre til samme udmærkede resultat. Så vi kan ikke stemme for det forslag, der er på bordet i dag.

Tak. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for forslagsstillerne.

Det er altid spændende at høre, hvad der er den sande frihed. Den sande frihed er, hvis man har et landbrug, som i virkeligheden ejes af banken, og man i den måde, man tilrettelægger produktionen på, hele tiden er nødt til at have den maksimale produktion og skaffe maksimalt med penge, fordi det kræver banken – uanset om det betyder, at man bliver nødt til at gå på kompromis med de synspunkter, man måske i virkeligheden som landmand har, i forhold til hvordan dyrevelfærd skal være, i forhold til hvordan hensynet til natur og miljø skal være.

Det er den borgerlige frihed, som er blevet besunget i dag. Den vil så i fremtiden blive suppleret med den enestående frihed, at man kan blive ikke forpagter, men driftsleder på noget jord, som ejes af udenlandsk kapital. For sådan er det jo, at selv for Dansk Folkeparti er tanken om, at noget skulle overtages af samfundet, så forbryderisk, at det er bedre at lade jorden blive solgt til udenlandsk kapital. Så meget for det såkaldt danske.

Det er altså den frihed, som man siger at man vil give folk. Så kan man jo spørge: Hvad er nu det for noget snak? Vi har jo selveje, og landmændene ejer selv deres landbrug. Ja, vi har en landbrugssektor, hvor gælden er væsentlig større end egenkapitalen. Det betyder jo, at vi ikke har set den sidste tvangsauktion. Jeg kan så forstå, at nogle syntes, at det var lidt uvenligt, hvis staten overtog jorden ved en tvangsauktion, og at man så stillede nogle krav til den forpagter, der i givet fald skulle drive jorden videre. Gad vide, om den kapitalfond eller den bank, der overtager jorden ved en tvangsauktion, ikke også vil stille nogle krav. Men det er helt rigtigt, at de ikke vil stille nogen krav om, at der skal tages hensyn til naturbeskyttelse, dyrevelfærd og grundvandssikkerhed – nej, nogle krav om, at man umiddelbart tilrettelægger produktionen sådan, at man kan tjene flest muligt penge.

Efter Enhedslistens opfattelse illustrerer det her jo meget godt, at det ikke tjener meget formål at diskutere, som om der fandtes en frihed, hvor man var uafhængig af det offentlige, af staten, og så til gengæld var rigtig fri, men at man må vælge eller har en mulighed for at vælge, hvilke herrer man vil have.

Det fantastiske ved Enhedslistens forslag er jo derudover, at det stadig væk vil være muligt for landmænd, som måtte kunne skaffe pengene, at købe deres egen jord. Der vil gå rigtig, rigtig mange år, før en fond, som den, vi her foreslår oprettet, vil have overtaget al dansk landbrugsjord. Så der vil være en valgmulighed for den unge landmand. Han kan forsøge at se, om han kan rejse pengene i banken, eller om han kan få et aktieselskab til at finansiere sin bedrift, så han som driftsleder kan arbejde der, eller han kan vælge at være forpagter af noget jord, som ejes af det offentlige. Altså, han har valgmuligheder, næsten frit valg, dog ikke helt frit, fordi han i det ene tilfælde formentlig skal opretholde en produktion, der både dyrevelfærdsmæssigt og miljømæssigt ikke er særlig acceptabelt, heller ikke for ham selv, for at tjene de nødvendige penge, mens han i det andet tilfælde altså bliver stillet over for at skulle leve op til nogle miljøkrav, nogle krav om dyrevelfærd, nogle krav om naturbeskyttelse, som går ud over det, som lovgivningen i øvrigt siger.

Den frihed ønsker et flertal i Folketinget ikke at give unge danske landmænd, med henvisning til at det så bliver østeuropæiske tilstande. Jeg er lidt trist til mode over, at gode antikommunister som hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti ikke har læst lidt mere på lektien om, hvad der virkelig var galt ovre østpå, for der var langt flere grusomme ting i spil end det, der ligger i det her forslag. Jeg forsøgte jo også i løbet af debatten at få en forklaring på, om man overhovedet havde set sådan noget som det her udfolde sig i nogle af de såkaldt socialistiske lande, men kunne konstatere, at det bare var sådan nogle mindelser, det gav. Og man kan jo aldrig være herre over, hvad folk kommer til at tænke på, når de læser det her forslag.

Pointen er altså, at etableringen af en statslig jordbrugerfond vil give unge landbrugsuddannede nye muligheder for at drive landbrug med en ekstrem grad af selvstændighed og uafhængighed i forhold til det, som en fortsat udvikling af den landbrugspolitik, vi har set indtil nu, vil føre til.

Miljøvismændene slog jo meget klart fast i den rapport, som de kom med i sidste uge, at konsekvensen af den såkaldte »Grøn Vækst« vil være øget forurening. De sagde så, at det måtte man løse ved at producere endnu mere og tjene endnu flere penge, sådan at man kunne få råd til endnu flere miljøbeskyttende foranstaltninger, og i virkeligheden vil det vel ende med, at det, som ministeren omtalte, som karakteriserede andre produktionsformer, nemlig at det hele foregik inde i nogle rør, hvor der ikke kom noget snavs ud, også bliver den måde, dansk landbrug bliver drevet på. Det er jo det, nogle ser som den store utopi ved f.eks. det jordløse svinebrug.

Jeg vil bare sige, at det ikke er Enhedslistens opfattelse, at det er den vej, dansk landbrug skal bevæge sig. Vi synes i hvert fald, at det vil være hensigtsmæssigt, at der findes et alternativ, og det alternativ handler altså om statsligt opkøb af den jord, de ejendomme, der bl.a. på grund af en forfejlet landbrugspolitik ender med at komme på tvangsauktion; dermed kan man altså sikre, at der kommer et alternativ.

Vi har så sagt, at vi ikke bare har det her forslag for at sikre, at der bliver flere landbrug, der overlever i fremtiden, men også for at sikre, at der kommer en øget økologisk produktion, at der skal tages hensyn til større biodiversitet, at man skal undgå forurening af vandmiljø og grundvand, og at man i øvrigt skal sikre, at der er en bedre dyrevelfærd.

Alt det her er jo ting, som der ved højtidelige lejligheder er flertal for i Folketinget, men når det kommer til at gøre det nødvendige, må vi bare konstatere – i dag i hvert fald – at flertallet smuldrer, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Dalgaard.

Beslutningsforslaget indebærer jo en styring i forbindelse med den der fond af det enkelte landbrug og deres gøren og laden. Når man nu ser på et samfund, hvor alt er styret fra oven, hvordan arter det sig egentlig, hvordan udvikler det sig så hos de enkelte folk? Som jeg ser det, bliver de passive, for de behøver ikke at gøre noget, alt er tilrettelagt, og de får at vide, hvordan de skal gebærde sig i dagligdagen, hvad de skal producere, hvor meget, hvornår og hvordan. Det tager for mig at se al initiativ væk, præcis som vi så det i de socialistiske samfund, hvor der intet kom ud af det. I dag ser vi det f.eks. i de mellemøstlige lande, hvor der heller intet kommer fra ud over nogle uhyggelige ting. Men er det ikke konsekvensen af en styring ovenfra af personers gøren og laden, at de bliver passive, inaktive?

Ordføreren.

Jamen jeg har godt hørt det der, som hr. Per Dalgaard fra Dansk Folkeparti siger, og jeg har også flere gange under debatten genlæst vores forslag, der gudskelov ikke er så langt, så man ikke godt kan nå at læse det igen. Jeg vil bare sige til hr. Per Dalgaard, at der intet sted i det forslag står, at noget som helst skal styres ovenfra. Der står, at man på nogle givne økonomiske vilkår kan forpagte et landbrug, og der står, at man skal leve op til nogle miljømæssige krav, som er større end dem, der i øvrigt stilles. Derudover har man fuldstændig frie hænder. Og jeg er sikker på, at kreativitet og talent også for de mennesker, der kommer i besiddelse af de her landbrug, vil kunne betale sig.

Tak til hr. Per Clausen. Jamen man skal markere, det kommer ikke automatisk. Hr. Per Dalgaard.

Tak. Godt. De krav, der stilles i forslaget til, at man skal opføre sig ordentligt med hensyn til miljøet, er der, havde jeg nær sagt, ingen, der har noget imod, overhovedet. Det kan da godt være, det i forslaget er strammet op, men igen vil basis jo være, at man faktisk ret detaljeret er underlagt nogle givne regler, med hensyn til hvordan man skal gebærde sig. Det kan for mig at se kun medføre, at man simpelt hen ikke behøver at gøre noget aktivt selv, fordi det hele bliver tilrettelagt. Jeg synes, det er et problem.

Ordføreren.

Jamen hvis hr. Per Dalgaard argumenter imod et samfund, hvor alt bliver tilrettelagt ovenfra, så er jeg helt enig med hr. Per Dalgaard i, at vi ikke skal have sådan et samfund. Det er derfor, det heller ikke er det, forslaget handler om. Forslaget handler om, at man kan drive sit landbrug som forpagter, og at man skal leve op til nogle miljømæssige, dyrevelfærdsmæssige krav, men derudover har man fuldstændig frihed til at gøre, hvad man har lyst til. Forpagtningsafgiften bliver formentlig økonomisk mere fordelagtig, end hvis man skulle være afhængig af en bank, hvor man kan sige, at bankens evige krav om penge, penge, penge jo også ville stille nogle overordnede krav til landmanden, der måske fører til, at man driver landbruget på en måde, som man ikke selv synes er i orden, men som af økonomiske grunde er nødvendig.

Jeg mener faktisk, der findes en del landmænd, der med de økonomiske vilkår, der er nu, driver landbruget på en måde, som de også selv synes dyrevelfærdsmæssigt og af hensyn til natur og miljø er uacceptabel. Det er de bare nødt til at gøre på grund af noget økonomi, og det problem vil vi forsøge at løse.

Tak til hr. Per Clausen.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.