Det var en meget stor overraskelse for os, da vi under førstebehandlingen pludselig måtte konstatere, at kun Enhedslisten - og det siger jeg tak for - ville stemme for forslaget om at gøre den 29. august til national flagdag.
Den første overraskelse kom, da SF meddelte, at man ville stemme imod. Det parti er jo udsprunget af DKP, og meget dårligt kan man sige om kommunisterne - hvad vi også jævnligt gør - men kommunisternes indsats i frihedskampen i modstandsgruppen BOPA var legendarisk, og netop BOPA-veteranerne har altid betragtet den 29. august som deres dag, som frihedskæmpernes dag, som den dag, hvor deres historiske indsats tvang samarbejdspolitikerne til at ændre kurs.
At De Radikale afviste at ville støtte, overraskede os selvfølgelig ikke. Jeg mener, at med den fortid, det parti slæber rundt med, med ledere som P. Munch og Erik Scavenius i partiannalerne kan jeg da sagtens forstå at De Radikale ikke vil støtte et forslag, som hylder den dag, hvor fedteriet for nazisterne ophørte.
Men at heller ingen andre partier ville støtte, er dybt overraskende. Overraskende, fordi vi forinden fik et klart tilsagn fra så vel Venstre som De Konservative om, at man ville stemme ja. Venstres hr. Søren Pind udtalte:
»Det forslag støtter vi varmt. Det er helt naturligt i betragtning af, at det var den officielle dato for opgøret med samarbejdspolitikken.«
De Konservative var så begejstrede, at de ikke nøjedes med at udtale støtte. De udsendte sågar på partiets officielle papir en pressemeddelelse, hvori det bl.a. hedder, og jeg citerer:
»»Det er en rigtig god idé at gøre den 29. august til officiel flagdag. Det ville hvert år markere en fortjent hyldest til den gode moral og en stålsat befolkning, der eftertænksomt og eftertrykkeligt fik ændret det officielle Danmarks holdning«, siger kulturordfører hr. Jakob Axel Nielsen. Hr. Jakob Axel Nielsen giver dermed sin fulde opbakning til et forslag fra Dansk Folkeparti om at gøre den
29. august til officiel flagdag.« Partiets politiske ordfører, fru Pia Christmas-Møller, bakkede straks kulturordføreren op ved i Fyens Stiftstidende den 10. januar - den dag, hvor førstebehandlingen skulle finde sted - at udtale: »Historisk bevidsthed er meget vigtig, og det« - altså flagningen - »er en god grund til at markere dagen, hvor vi brød ud af eftergivenhedens spændetrøje.«
I samme artikel glæder formanden for Frihedskampens Veteraner sig i øvrigt over, at Folketinget nu endelig gør det, som frihedskæmperne har ønsket og bedt om i årtier. Derfor er der måske ikke noget overraskende i, at vi blev overraskede, da vi den samme dag, vi mødte frem i Folketingssalen, pludselig fik en blank afvisning fra de selv samme to partier, som umiddelbart forinden havde rost forslaget offentligt i skyhøje toner og givet tilsagn om at stemme for det. Vi taler altså ikke bare om to helt almindelige partier. Vi taler om Danmarks to regerende partier, og jeg spørger: Hvor useriøs har man egentlig lov til at være, når man er et regerende parti? Og jeg spørger:
Hvad er det, der har udspillet sig i Venstres gruppeværelse og i De Konservatives gruppeværelse i timerne op til førstebehandlingen i januar? Én ting er, hvordan vi herinde, som desværre er vant til det taktiske spil, opfatter en så dramatisk kovending, men hvordan mon man ude i befolkningen opfatter sådan noget? Jeg ved i hvert fald, at den håndfuld tidligere frihedskæmpere, som jeg efterfølgende talte med, var rystede over det, som var sket. De kunne simpelt hen ikke forstå det. Vi kan heller ikke forstå det, og vi vil over for regeringen fortsætte med at presse på for, at den 29. august bliver national flagdag i Danmark. Vel er den 9. april værd at erindre og den 5. maj naturligvis også, men den 29. august er og bliver besættelsens stolteste dag. Den dag sagde Danmark definitivt fra over for så vel nazismen som vort lands besættere.