Spm. nr. S 937

1) Til statsministeren af:
Ole Sohn (SF):
»Støtter regeringen fortsat Barcelonaerklæringen om, at der i 2010 skal investeres 3 pct. i forskning og udvikling, fordelt med 1 pct. hos det offentlige og 2 pct. hos erhvervslivet?«

Når jeg har fundet anledning til at stille spørgsmål til statsministeren her i dag, så hænger det sammen med, at der hersker lidt forvirring om regeringens politik for Barcelonamålsætningen.
     Tidligere, i forbindelse med finansloven for 2003, har regeringen klart tilkendegivet, at man følger Barcelonamålsætningen om, at der skal afsættes 1 pct. offentlige forskningsmidler til forskning frem til 2010, men
i regeringsgrundlaget er det udeladt. Det kan jo selvfølgelig godt bekymre lidt, at man på den måde ikke fastholder målsætningen i regeringsgrundlaget og særlig, når man konstaterer, at regeringen ønsker at afsætte 10 mia. kr. til forskning, men derudover også til uddannelse og udvikling. Det kan selvfølgelig godt gøre det lidt vanskeligere at nå Barcelonamålsætningen, eftersom det vil koste mellem 15 mia. og 20 mia. kr. i øgede investeringer, hvis man skal nå op på
1 pct. Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren: Hvad er egentlig regeringens politik? Er det, hvad videnskabsministeren har givet udtryk for før valget, eller det, at man ikke længere vil stadfæste i regeringsgrundlaget, at 1 pct. skal bruges til offentlig forskning?

Regeringens politik er lysende klar, og vi støtter Barcelonamålsætningen. For en ordens skyld vil jeg gerne lige læse op, hvordan Barcelonamålsætningen på det her punkt lyder. Den lyder sådan her:

     »Det Europæiske Råd er derfor enigt i, at de samlede udgifter til forskning og udvikling og innovation i EU bør øges med henblik på at nærme sig 3 % af BNP senest i 2010. To tredjedele af disse nye investeringer bør komme fra den private sektor«.
     Det er Barcelonamålsætningen. Jeg kan sige, at regeringen støtter den målsætning fuldt ud. Jeg kan oven i købet oplyse hr. Ole Sohn om, at regeringen er parat til at gå videre end Barcelonamålsætningen.

Skal det forstås sådan, at videnskabsministeren er gået lidt ud over sine beføjelser, når han i et svar til Folketinget meddeler, at i Barcelonaerklæringen står der, at i 2010 bør EU investere 3 pct. af BNP til forskning og udvikling fordelt med 1 pct. til det offentlige og 2 pct. til erhvervslivet?
     Det er jo det, der har været den almindelige fortolkning af Barcelonamålsætningen, og som har været anerkendt af regeringen, nemlig at der skal bruges 1 pct.
     Når statsministeren her glædeligvis, og det er jeg meget glad for, tilkendegiver, at man vil bruge mere end 1 pct. i 2010, så er spørgsmålet: Hvorfra har regeringen planer om at skaffe de sidste 5-10 mia. kr. for at kunne nå de 10 mia. kr., regeringen meldte ud i valgkampen?

Det er hr. Ole Sohn, der nu kører helt vildt rundt i Barcelonamålsætningen og tilsyneladende helt har misforstået den. Lad mig derfor gentage, hvad der står i den. Der står:
     »Det Europæiske Råd er derfor enigt i, at de samlede udgifter til forskning og udvikling og innovation i EU bør øges med henblik på at nærme sig 3 % af BNP senest i 2010. To tredjedele af disse nye investeringer bør komme fra den private sektor«.
     Det er det, Barcelonamålsætningen lyder på. Det er derfor helt ud i skoven, hvis nogen tolker den tekst sådan, at der her ligger et mål om, at når man når frem til 2010, så skal 1 pct. af forskningsudgifterne komme fra den offentlige sektor. Det står der ikke noget om i Barcelonamålsætningen. Jeg vil gerne have lov til at sige fra starten, at det står der ikke noget om. Ikke desto mindre - ikke desto mindre! - er det regeringens mål at nå den ene procent, for så vidt angår den offentlige forskning, og derfor har videnskabsministeren ret i, at det er regeringens mål at nå op på den ene procent, uanset at det faktisk er mere ambitiøst, end hvad der ligger i Barcelonamålsætningen.
     Det var jo derfor, jeg sagde i mit første svar, at regeringen støtter Barcelonamålsætningen, men faktisk er parat til at gå videre, fordi det at sige, at vi vil nå 1 pct. af BNP i offentlige forskningsudgifter, er faktisk mere vidtgående end det, der ligger i Barcelonamålsætningen.

Det er rart, at vi efter de indledende øvelser er enige om, hvordan man skal fortolke Barcelonamålsætningen.
     Derfor vil jeg gerne bede statsministeren svare på det andet spørgsmål: Hvordan har regeringen tænkt sig at skaffe de yderligere milliarder kroner? Man afsatte 10 mia. kr., som ud over forskning også skal gå til uddannelse, som ikke vedrører Barcelonamålsætningen, og derfor vil jeg gerne vide, hvorfra skaffer man de sidste 5-10 mia. kr. for at komme op på den ene procent? Har regeringen gjort sig overvejelser om det? Der er jo ikke så forfærdelig mange år, til vi når 2010.

De bliver skaffet på akkurat samme måde, som penge bliver skaffet hvert eneste år til alle formål på: finansloven. Det vil regeringen gøre hvert år fra nu af og frem til foreløbig 2010. Det, vi så gør, er at lægge en profil ind i udgifterne til offentlig forskning og udvikling, som stræber efter, at når vi når frem til 2010, så er vi oppe på, at den offentlige andel udgør 1 pct.
     Jeg håber så i øvrigt, at den private sektor i mellemtiden også øger sin andel meget kraftigt, således at vi samlet er over 3 pct., når vi når frem til 2010. Det er derfor, at regeringens ambitioner faktisk ligger langt over, hvad der ligger i Barcelonamålsætningen.

Så er det fru Lene Jensen som medspørger.

Tak for svaret. Jeg er glad for, at regeringens ambition er at nå den ene procent.
     Så vil jeg bare lige høre, om de 10 mia. kr., som man mener at have afsat til uddannelse og forskning frem til 2010, rækker. Er det nok? Det kan selvfølgelig lade sig gøre, hvis man laver en profil, hvor det hele går til forskning, og man knalder det hele af til sidst i perioden. Men hvis man i øvrigt har tænkt sig at øge forskningsbevillingerne gradvis og måske endda bruge penge på uddannelse, så kan det jo ikke lade sig gøre, for det ved vi koster ca. 16,5 mia. kr., hvis de vækstforudsætninger, der er lagt ind, holder, og hvis man som sagt gradvis reserverer det hele til forskningen.
     Så er det nok med de der 10 mia. kr.? Eller er det i virkeligheden sådan bare en grundbegyndelse, hvor regeringen agter at skaffe mere hen ad vejen? Det synes jeg er væsentligt at få besvaret.

De 10 mia. kr., som regeringen vil investere i forskning, udvikling og uddannelse frem mod 2010, er mere, end nogen tidligere regering har satset på området, inklusive den regering, som var båret af det parti, som fru Lene Jensen er medlem af.

     Det er en meget, meget ambitiøs målsætning, som ligger langt over, hvad Socialdemokraterne nogen sinde har præsteret. Hvis de penge ikke rækker, så finder vi flere, for målet er klart: Danmark skal være et af verdens førende lande, når det gælder vidensøkonomi.

Jamen jeg takker for invitationen til at gå ind i en polemik om den tidligere regerings politik. Jeg skal blot stille konstatere, at staten i dag bruger færre midler målt i forhold til BNP, end staten gjorde i 2001, da den daværende socialdemokratisk ledede regering blev smidt på porten.
     Sjovt nok er det tit det svar, vi får, når vi spørger til realiteterne i ambitionerne, og det, jeg hører, er sådan set, at statsministeren forpligter sig til at finde noget, der ligner de 16 mia. kr. for at kunne opfylde Barcelonamålsætningen i 2010, og det vil jeg da gerne kvittere for. Det ser vi frem til at høre nærmere om.

Jeg ved ikke, hvor fru Lene Jensen har tallet på 16 mia. kr. fra. Det kender jeg ikke noget til. Men regeringens mål er fast. Vi stræber efter, at når vi når frem til 2010, så bruger den offentlige sektor et beløb til forskning og udvikling svarende til 1 pct. af bruttonationalproduktet. Oven i det kommer så en del private forsknings- og udviklingsudgifter, og det skulle gerne bringe Danmark blandt de virkelig førende lande, når det gælder investeringer i forskning og udvikling.
     Må jeg så i øvrigt minde fru Lene Jensen om, at da vi overtog regeringsansvaret i 2001, overtog vi også et gabende hul i forskningsudgifterne, som vi så har måttet fylde op med vel 7-8 mia. kr. på årsbasis siden da. Så vi har haft nok at gøre indtil nu med at fylde det hul op, som den tidligere regering efterlod, men nu sætter vi altså nye ambitiøse mål om frem mod 2010 at investere yderligere 10 mia. kr. i området.

Når vi interesserer os så meget for det, så er det, fordi vi kan konstatere på baggrund af virkelighedens tal, at der i dag bruges færre penge til forskning, end der blev i 2001. Det er gået nedad, så derfor skal der en større profil til for at komme op til 2010, men jeg er da glad for, at statsministeren bekræfter, at det er målet.
     Anledningen til spørgsmålet i dag er, at vi har bedt finansministeren om at lave en beregning på, hvor mange milliarder kroner der skal bruges for at nå op på 1 pct. Det har finansministeren nægtet, og finansministeren har meddelt mig i et skriftligt svar, at man ikke har en sådan målsætning om at nå op på 1 pct.
     Derfor vil jeg med baggrund i statsministerens besvarelser her i Folketingssalen jo på ny henvende mig til finansministeren, sådan at vi sort på hvidt kan få på bordet, hvor mange milliarder kroner der skal til, for at Danmark når op på 1 pct. af BNP til forskning i 2010.
     Derfor er jeg meget glad for, at statsministeren har hjulpet finansministeren med at kunne give et skriftligt svar, så vi kan få de reelle tal på bordet for, hvad det egentlig er, der skal investeres i.
     På den baggrund vil jeg takke for tilsagnet om, at vi kan komme videre med at få de eksakte tal på bordet.

Jeg kan ikke på nogen måde bekræfte hr. Ole Sohns påstand om, at der i dag bruges færre penge på forskning og udvikling, end der blev i 2001. Tværtimod har vi måttet fylde et gabende hul op for i det mindste at kunne holde niveauet uændret, og nu går vi så ind i fase 2, som er at øge niveauet for forskning og udvikling i den offentlige sektor.
     Det næste, jeg vil sige, er, at jeg ikke ved, hvad hr. Ole Sohn sigter til ved at påstå, at finansministeren ikke tilslutter sig 1-procent-målsætningen. Jeg så da finansministeren her forleden udtale til dagbladet Politiken, at 1-procent-målsætningen er regeringens målsætning. Så der er ingen som helst slinger i valsen.
     Barcelonamålsætningen siger ikke noget om den ene procent, men ikke desto mindre er det det, den danske regering har lagt sig på, fordi det er vores opfattelse, at Danmark skal bringes til at være et af de førende lande, ikke blot i Europa, men i verden, når det gælder satsning på forskning og udvikling.

Hermed sluttede spørgsmålet.